You? why do i know you? //Claire//

S: The Forest, dybt inde i skoven..
O: En masse træer og en hule ikke så langt væk derfra, hvor en flok ulve hviler sig.. Duften af sommer hænger i luften, imens fulglene synger så lystigt og flyver rundt om hinanden som nyforelsket..
T: Formiddag.
V: Solskin.
P: Ulv.

Brick løb så hurtigt han kunne imellem skoven træer. Den ildrøde pels glitrede i solen, alt imens han var fast fokuseret på sine omgivelser. Ørene havde han placeret tæt ned ad sit hoved og tunge beholdte han lige i munden. Omgivelserne virkede til at være rolige nok, men han vidste lige så godt at der kunne være stilhed før den berygtede storm. Det skulle ikke undre ham hvis menneskene endnu engang kom for at angribe dem. Han kunne huske første gang han så en slange i øjnene, men disse mennesker havde ingen hugtænder, men alligevel tænkte han SLANGE.
*Slap nu lidt af Brick,* sagde en stemme så blid og fin til ham.
Han kiggede sig til siden og bemærkede sit kobbelmedlem, den gyldne ulv Amadela. Ligesom ham glitrede hendes smukke pels i solen og hendes potter ramte jorden, uden at snuble over noget som helst. Brick rystede blot på sit hovedet, men stoppede ikke med at løbe.
*Jeg kan ikke slappe af Amedala, menneskene ønsker sikkert at tage vores skov igen og det kan jeg ikke risikere!* sagde han til hende og kiggede på hende ud af sin øjenkrog.
Amedala grinte af ham og holdte trip med ham, de løb langs skoven og var ved at nærme sig en lysning, hvor der for det meste altid stod en hjort og græssede, hvilket var grunden til at de var på vej derhen..
*De er her ikke nu, slap af og nyd livet,*
Hun satte farten op og overhalede ham, sendte en forvirring og en lille smule fornærmelse igennem ham.. Slappe af.. Det kunne hun sagtens sige.. Han sænkede sin egen fart, men satte den op igen, så snart han hørte Amedala hyle i smerte.
Menneskene!
Han knurrede arrigt, løb så stærkt han kunne hen til lysningen og fik med det samme øje på det menneske som havde angrebet Amedala. Før nogen kunne nå at blinke, var han sprunget på mennesket, ansigt til ansigt med det, alt imens han placerede sine stærke poter ved siden af dets hoved. Han knurrede og viste sine skarpe tænder.

The forest...
Bare navnet gav Claire lyst til at ørle, men hun forblev tavs inde blandt træerne. Hun valgte at lege lidt med livet i The forest, bare for at spolere lyselvernes lille samfund. Claire havde rettet sin bue imod en gyldenulv som kom løbende imod der hvor hun gemte sig. Claire spædte buen, og affyrede en perfekt ramt pil lige i flanken på den gyldne ulv. Claire smilte lumsk, og bevægede sig stille hen imod dyret.
Men hun nåede ikke at reagere før at hun lagde ned og kunne mærke den varme ånde imod sit ansigt. Hun åbnede øjne lidt og så på den ildglødende ulv. Hun skivnede kort, som om hun var bange. Men det var hun ikke, hun havde set sådan en ulv før og tankerne ledte hende tilbage til Brick.
"Brick?" Hviskede hun kort, men rystede tanken væk. Det kunne ikke være muligt! Han var død, der kunne være andre ulve så smukke i pelsen som ham. Claire valgte at forholde sig rolig og knipsede hurtigt, og hendes skygger som susende med en uhyggelig lyd. De stillede sig op og formede sig i en stor skygge som nærmest lignede en drage, øjne store og gyldne og skarpe tænder. Den stod der med det ansigt som ville få alle til at gå et par skridt tilbage, man kunne ikke undgå en smule frygt.

Dette menneske.. Hun virkede så bekendt.. Endnu engang prikkede hukomelsen til ham, den ville fortælle ham noget og ønskede sådan at han skulle lytte efter. Men Brick var for stædig og så kun et menneske som ville dræbe ham og sit kobbelmedlem, så han skulle lige til at tage fat om halsen på hende, da et kæmpe skygge monster dannede sig foran ham, så han bakkede langsomt tilbage. Det var ikke til at tro at dette væsen som stod foran ham, faktisk eksisterede.. Det var så uvirkeligt, så det gav ham lyst til at løbe væk, men han blev bare stående stolt og rank, imens han holdte godt øje med dette monster..
han knurrede arrigt og kiggede hen på Amedala, som lå og var meget såret.. Han løb kort hen til hende, puffede til hende og hjalp hende op at stå..
*Løb hjem!* beordrede han.
Amedala nikkede kort og luntede væk, så hurtigt hun nu kunne med pilen i sin side.. Brick kiggede kort efter hende, men rettede hurtigt opmærksomheden hen imod monsteret igen.. han knurrede truende og sprang på det uden tøven..

Da en fjernede sig var hun hurtigt oppe og stå, bevægelserne.. De mindede hende om Brick, og det gav næsten tårer i hendes øjne. Men det var ikke ham, det kunne det ikke være.. Da Brick sprang på hendes skygger op delte de sig, da Claire sendte dem et hånd tegn. Hun kunne sende dem tanker om hvad de skulle gøre, det var nemt som at klø sig i nakken. Hun havde lært deres teori. Skyggerne gemte sig i træernes grene, nu var det kun dem som var tilbage, BRick og Claire. Claire kneb øjne en smule, smilte lumsk.
"Bette vovse da, tør du slet ikke at være i din menneske skikkelse?" Spurgte hun og smilte stadigvæk lumsk, men også drilsk på en ganske særlig måde. Claire gik tættere og tættere på ham, og smed armene overkors.
"Vovse da, hvad laver en som dig herude. Jægerne vil sikkert tage dig."
Claires tøj mindede ikke om det bytøj man kunne købe nede i butikkerne. Det var noget ganske enkelt, som man kunne løbe i.. Elvertøj men bare meget mørkere i farverne, så man ikke var i tvivl om denne elver ikke hørte til i denne skov.

Det forvirrede ham meget at monsteret pludselig delte sig i to, for han havde jo planlagt at angribe et monster og ikke op til flere af dem.. Han kiggede forvirret rundt, prøvede at få styr på hver og et af de forskellige monstre, men det var alt for forvirrende for ham.. Så til sidst opgav han og fokuserede på mennesket i stedet, han skulle lige til at lette sig fra jorden, angribe hende, men da han så ind i hendes øjne var det som om at han blev blød og ikke kunne bevæge sig.
Da hun kom tættere på ham, knurrede han og bakkede bagud hver gang hun tog et skridt hen imod ham.
*Hvordan kan hun vide at jeg har en menneske skikkelse?* tænkte han for sig selv og fortsatte med at knurre af hende.
Det at hun kaldte ham vovse, vækkede også mange ting inde i ham, det var som at han oplevede et desjavue..

Hun kunne pludselig ikke få Brick ud af hovedet, gud hvor var det irriterende..! Hun kunne ikke glemme ham, det var han for værdifuld til. Men hvert øjenkast, gjorde hende mere og mere tom indeni.. Som om noget af hendes sjæl blev taget.. Claire kiggede ham i øjne, og stivnede så.. Ikke et smil ikke en eneste kommentar. Det var Bricks øjne, hun var ikke i tvivl! Men hvordan?! Claire lagde hovedet lidt på skrå.
"Brick?" Spurgte hun så, og smilte lidt. Og tårerne trillerede ned af hendes kinder. Helt automatisk, som den dag hvor hun mente han døde. Claire var svag ligenu, det var nu man skulle dræbe hende.. Angribe eller hvad man ville gøre. Claire prøvede at beholde roen men det var ikke til...

Der var noget over hende...de øjne, den stemme og det luskede selvsikre smil, som fik hans menneskelig jeg til at gå helt amok.. Hun var virkelig smuk og det væreste var at han en fornemmelse om at han kendte hende, bedre end alle andre.. Det at der gled tåre ned af hendes kinder, forvirrede ham dybt og pludselig kunne han ikke knurre af hende længere, men slappede fuldstændig af og kiggede bare nysgerrigt på hende, med sine glimrende gyldne øjne..
Hun kendte hans navn.. Men hvordan gjorde hun dog det? Han var jo en ulv og han havde aldrig fortalt et menneske hvad han hed? Han svarede hende ikke, men satte blot hovedet på skrå og kiggede hende i øjnene.. Han følte trang til at forvandle sig om til menneske foran hende.. Hvorfor, vidste han ikke..

Han sagde intet.. Gjorde intet.. Men hun kunne se det var ham, så det sårede at han ikke gjorde noget.. Som om hun ikke betød noget, Claire valgte at stå stille og lukkede øjne for at presse tårene ud.. Claire åbnede øjne igen, og kiggede ham dybt i øjne.. Hun hulkede lidt, og satte sig ned midt på stien imens hun lagde hænderne i ansigtet. Hun magtede intet ligenu, alting var så hårdt.. Hvorfor skulle det gøre så ondt at miste dem som man elskede? Claire kunne ikke mere, hun ville bare væk derfra.. Væk fra jordens overflade, så hun kunne komme op finde dem som hun elskede.. Brick og Nille.. Der var selvfølgelig den uforsigtige menneskedreng her men hun havde ikke rigtigt set ham.. Og orkede næsten ikke en dag mere...

Pludselig begyndte hun at græde helt, så det gav ham lyst til bare at omfavne hende og kramme hende hårdt, bare for at få hende til at stoppe med at græde.. Aldrig havde han følt sådan før.. Han ønskede at kysse hende, kramme hende og bare sige at han elskede hende, endda selv om han lige havde set hende..
Han luntede forsigtigt hen til hende og kiggede fortsat nysgerrigt på hende.. Han tog en dub indånding, Inden han forvandlede sig om til sin menneskeskikkelse..
Brick havde ikke længere en fin skorte og et par cowboybukser på, han stod nu foran hende uden trøje med en beskidt overkrop og et par slidte brune bukser..
"Hvorfor? Hvorfor har jeg det som om at jeg kender dig?" Sagde han tøvende til hende, imens han startede en øjenkontakt med hende. "Hvem er du?"

Hun frøs som til is, da hun hørte hans stemme... Det var ham der var ingen tvivl.. Hun vendede hovedet imod ham, og græd bare mere af at se hans ansigt igen.. Hun smilte lidt men hendes tårer gled videre. Hun ville til at rejse sig op og det gjorde hun, men da han spurgte.. Så trådte hun et skridt tilbage.
"Kan du slet ikke genkende mig?.." Spurgte hun med en halv forvrænget stemme, og kørte en hånd igennem hendes hår. Hun forstod ikke, havde han mistet hukommelsen..? Clarie gik så tættere på ham, med elegante og rolge bevægelser. Hun kom helt op foran ham, og lagde en hånd på hans kind. Hun kiggede ham op i øjne, selvom der var tårer i hendes.. Hun havde lyst til at kysse ham, kramme ham så hårdt hun kunne..
"Jeg er Claire?" Svarede hun ham, og strøg hånden charmerende over hans kind. Som hun altid havde gjort ved ham for at drille.

Hendes smil.. Det var så perfekt og fik bare hans hjerte til at hamre hurtigere og hurtigere.. Der var et eller andet over hende, noget som han ikke bare kunne ignorer.. De øjne.. Det smil.. Han var sikker på at han elskede denne pige, hvilket var underligt for ham, da han lige havde mødt hende..
Da hun gik tættere på ham, hamrede hans hjerte bare endnu hurtigere og han kunne hører at han slugte en klump i nervøsitet, da hun placerede sin hånd på hans kind, så den charmerende varme hun udsendte, gjorde ham helt elektrisk helt ind til knoglerne..
Claire.. Navnet sagde ham meget.. Rigtig meget endda..
"Claire," sagde han og rykkede lidt på navnet. "Det siger mig virkelig meget,"

Hun lod hånden glide ned på hans bryst, hun kunne mærke hans hjerte hamre.. Måske var hun tættere på end hun troede.. Claire vidste ting som Brick nok måtte vide.. Og det kunne måske sætte hans hukommelse i sving.. Men hun ville vente lidt.. Claire så ham i øjne.. Hun havde savnet ham så meget, ligemeget om han kunne huske hende eller ej. Claire kunne ikke holde sig selv tilbage mere, og kyssede hans læber. Hun holdte hans hovede ind til hendes, og stillede sig lidt på tæer. Claire måtte bare gøre det, hun havde savnet ham så meget det var ubeskriveligt.

Pludselig kyssede hun ham, hvilket bare fik ham til at føle at han snart skulle besvimme! Hun var virkelig charmerende og det forbløffede ham at hun var så hurtig fremme i skoene, men det var som om at hun virkede til at gøre det fordi hun elskede ham og ikke bare fordi hun syndes han så godt ud. Til at starte med blev han meget overrasket, men det føltes så godt, så han kyssede hende blidt tilbage og lukkede sine øjne i, hvor han derefter lagde sine hænder om hendes hofter.

Det var ham! Hun var ikke i tvivl et enkelt sekund, hun lagde armene om hans nakke og kyssede ham dybere, Claire havde ikke tænkt sig at slippe ham igen. Om så at hun skulle hænge sig fast om halsen på ham resten af sine dage. Claire nød at have ham 'tilbage', og hun var sikker på at dette ikke bare var en drøm. Dette var virkelighed!!

Pludselig blev kysset dybere, hvilket fik ham til at trække sig kort væk i overraskelse og forvirring. Men, han stod ikke så langt væk fra hende, hans ansigt var stadig meget tæt på hendes, så hun ville kunne mærke den varme han udsendte igennem sine læber og over på hendes. Der var en svag rødmen på hans kinder, så det kunne ligne at han havde fået lidt for meget sol, selvom han allerede var beskidt og uglet, som en indianer.. Han smilte skævt til hende og kiggede hende dybt i øjnene, for at finde et bevis på at hun elskede ham.. Han kiggede dog hurtigt væk igen, da han kunne mærke at han var ved at smelte under hendes øjne..
"Jeg er ked af det," hviskede han imod hendes læber. "Jeg blev bare en smule overrasket," Han kløede sig kort i nakken..