Help me, please... ~ Kahlan

S: The Forest.
O: Midt inde i skoven. Træer. Stier. Osv.
T: Snart aften. 15:47.
V: Solen er svag, varmer dog lidt, blid varm vind.
P: Clicky click! Sværdet er med.

Ramiel gispede efter vejret da en kniv blev stukket i hans arm. Den var ikke så langt inde at den ville skade armen permanent, men han ville nok få et ar. Måske. Eller, det fik han nok. Kniven var i overarmen. Han trak den hurtigt ud, og svang sværdet mod hans fjende med venstre arm som ikke var kommet til skade. Dernæst fik fjenden kastet en kniv i Ramiels ben. Lidt under knæet, stadig ingen permanent skade. Han stønnede af smerte, og trak igen kniven ud. Han faldt om, og så på fjenden. Fjenden stak af da han hørte et hyl. Ramiel kravlede hen til et træ, og lænede ryggen op af det. Han sad stadig ned. Han lagde sværdet, og skeden ved sin side. Han trak lidt op i det ene bukseben. Han var såret i venstre ben, og højre arm.
"Shit.." Mumlede han. Han kunne ikke tage nogen steder hen alene med benet, og ville alligevel ikke kunne forsvare sig selv. Han sukkede lavt. Men hvis han ikke snart fik forbundet de sår ville der sikkert komme betændelse i det. Han rev noget af hans trøje af, og bandt det om benet hvor såret var. Han rev igen noget af hans trøje af, men kunne ikke selv binde det om armen.
"Forhelvede da også!" Snerrede han højt.

I træerne over ham, hvor han havde sat sig, sad Kahlan på en gren.
Hun havde rettet en pil mod fjenden, men den var væk inden hun fik sigtet rent.

Hun havde blottet tænder, over den uretfærdighed det egentlig var, at fjenden var sådan en kujon. Hun sprang ned, og landede på benene et stykke fra ham. Hun satte sig på knæ, med buen i hånden, spændt med pilen. Klar til at spidde ham hvis han bare så meget som rørte på sig.

Hun havde tattoos i ansigtet. To streger under øjet, en direkte ned over venstre øje, og en fra midten af underlæben og ned. Hun havde ikke andet på, end et lændeklæde - lavet af gråulvepels - og en top af harepels. En halskæde af ulvetænder.
Hun lignede en vild. En vild, der ikke var andet end et dyr.

Hun så på ham med sine brune øjne, og rynkede på næsen så hun blottede tænder..

//Sætter lige opvasken over.//

Ramiel greb fat i sværdets skæfte da en kvinde hoppede ned foran ham med en bue og en pil sigtet mod ham. Han så på hende med store øjne, og slap så skæftet. På en måde mindede kvinden ham om en... Nille. Nille havde også noget vildt over sig, hvilken skam at hun ikke længere var Shapeshifter og så fri mere. Kvindens påklædning og vilde måde at være på overraskede ham lidt. Han løftede begge hænder, dog smertefuldt på grund af den ene arm.
"Jeg gør dig ikke noget..." Sagde han roligt. Han viste armen så hun kunne se såret. "Se, jeg kan intet gøre dig." Han så roligt på hende.
"Mit navn er Ramiel." Han smilede forsigtigt. "Jeg gør dig ikke noget." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad hedder du?"

Hun blottede igen tænder, truende, da han bevægede sig.
Så han ville ikke gøre hende noget? Det sagde man altid inden gåsen skulle slagtes.
Hun så på hans arm. Den blødte. Inden for ti, måske femten minutter, ville et rovdyr få færten af det og... Ja, bad luck.

Hun pressede pilespidsen mod hans strube, og holdte den der, mens hun tog noget frem fra mellemrummet i hendes kavalergang. Hun trak noget der lignede tyndtvævet bark frem, og gjorde tegn til at han skulle blive siddende, mens hun så nærmere på hans arm.

''Kahlan.'' svarede hun, med en stemme der tydeligvis ikke var vant til at bruge ord.

Han vidste at hvis han ikke gjorde noget snart, eller nogen hjalp ham, var han dødsdømt på den ene eller anden måde. Han lagde sværdet noget væk fra ham, for at vise han intet ondt ville hende. Han ville slet ikke kunne gøre hende noget i denne tilstand.

Han så bare ind i hendes øjne da hun pressede pilespidsen mod hans strube. Han sad helt stille, og han havde ikke løjet. Han ville ikke gøre hende noget. Overhovedet. Han rørte sig ikke. Han så bare ind i hendes øjne.

"Hvad laver du så herude, Kahlan?" Spurgte han, forsigtigt. Om hun ville fortælle ham det eller ej, vidste han ikke. Det måtte hun også selvom. Første indtryk af hende ville være hulekvinde.

Hun så bare på ham. Hun forstod hvad han sagde, men hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare ham at hun boede her.
''Bor her.'' svarede hun bare. Hun kunne sagtens forklarer ham det med rigtige sætninger, men hun kunne ikke lideat tale med fremmede.

''sid stille.'' sagde hun, mumlende, mens hun lagde buen fra sig. Hun undersøgt hans arm, grundigt.

Tja, Kahlan kunne vidst ikke snakke helt som andre. Han nikkede til det hun sagde. På en måde følte han at han var nød til at snakke med hende for at få hendes tillid. Hm... Han så på hende.
"Hvor lang tid har du så boet her?" Spurgte han nysgerrigt. Han lagde hovedet lidt på skrå.

"Okay." Han var lettet over hun lagde buen fra sig. Han sad så stille han kunne.

Hun så lidt på ham.
''det vedkommer ikke fremmede.'' svarede hun bare, som om hun virkelig ikke ville tale om det.
Så så hun igen på hans sår, og begyndte at ligge bandagen om såret. Hun fokuserede på såret, men mumlede så stille: ''tolv år.''

Hun bed sammen, og fokuserede igen på såret.

Han nikkede bekræftende.
"Okay." Hans arm rørte sig ikke ud af stedet. Han ville ikke tvinge hende til at fortælle han noget,, hun ikke ville. Hvis hun ville måtte hun gerne stille ham spørgsmål.
Han virkede lidt overrasket over hendes svar. Han nikkede.
Hun måtte da stole på ham siden hun alligevel fortalte ham det.

"Hvor... Gammel er du så?" Han skyndte sig at tilføje: "hvis du ikke vil fortælle mig det, er det helt fint. Men du må gerne stille mig spørgsmål."

''atten.'' svarede hun, inden hun flyttede sig fra hans arm, og videre ned til hans ben.
Hun så kort op på ham.
''hvad laver DU herude?'' hun så undret på ham

//sorry, mor kalder//

Atten?!
"Det var en meget ung alder.." Mumlede han. Han sad helt stille, og så på hende. Han trak på den ene skulder hvor hendes spørgsmål.
"Jeg gik mig bare en tur, og blev angrebet." Ikke løgn. Det var sandt. Han sukkede lavt. Han smilede skævt og så taknemmeligt på hende.
"Tak."

''ikke desto mindre, var det ikke mig der blev overfaldet'' sagde hun, med et lille spinkelt smil.
Ja, hun var ung, men glimrende i stand til at forsvarer sig selv.
Hun havde et flintestensdolk i remme om hendes lår, tydeligt en hun selv havde lavet.
''folk der ikke kan klarer sig selv, burde ikke være herude.'' sagde hun bare, inden hun rejste sig.
''To timer, så burde du kunne klarer dig selv igen.'' hun samlede sin bue op, inden hun så kort på ham.
''farvel.''

Han grinede lavt, og smilede skævt. "Sandt.." Han betragtede hende lidt. Det klædte hende at hun smilede. I stedet for at være så alvorlig. Han kunne godt forsvare sig selv. Derfor rynkede han lidt på panden, og fnøs lavt.
"Jeg kan godt klare mig selv, men han kom ud af det blå." Mumlede han og så væk. Lidt fornærmet var han vel. Han så taknemmeligt på hende.
Han tog sit sværd, og rejste sig tøvende op. Lidt besværligt men.. Ja.
"Vent, hvor skal du hen?"

Ja, hvor skulle hun hen? Havde hun travlt? Nej, hun skulle bare videre. Om han ville det eller ej.
''Videre.'' svarede hun, rystede på hovedet.
Hun vidste ikke hvorfor, men det gjorde hende langtfra tryg, at skulle snakke med ham.

Hun rystede på hovedet, og gik videre, på vej til at springe op i et træ

Videre? Jamen okay så.
Han nikkede
"Okay, men tak for hjælpen." Han så lidt ned på sit ben.
Andet var der ikke rigtig at sige. Han ville ikke følge efter hende. Han var ikke en der løb efter folk for at snakke med dem. Hvis hun ikke ville snakke med ham, jamen så fred da være med det.

Han haltede væk.

''du burde ikke gå på det, før det er blevet bedre.'' sagde hun roligt, og så kort på ham, inden hun så op på himlen.
Så gik hun videre, over til træet, hvor hun klatrede op - som var hun en puma.

Han sukkede lavt. Igen var hans sværd ved hans venstre hofte, og han havde fat i skæftet med venstre hånd. Han så om på hende.
"Jeg må og skal hjem før der fattes mistanke." Mumlede han bare
"Desuden nægter jeg at sidde i regnvejr." Der var trukket op til regn. Grå mørke skygger.
Han humpede videre.

''mistanke?'' hun så undret på ham, da hun var kommet op på grenen. Han var på vej til at gå videre, hvilket fik hende til at affyre en pil mindre end en halv meter fra hans fod.
''regnvejr? Sig mig, er du bange for regn?'' hun så undret på ham, og smilede drillende

"Ja, mistanke." Han gad ikke forklare det for hende. Hun virkede ikke engang til at ville snakke med ham. Han stoppede op da hun affyrede en pil og den landede en halv meter fra hans fod.
Han så på hende, og vendte sig om mod hende.
"Nej, jeg vil bare ikke være våd." Han trak på den ene skulder. "Og, jeg troede du skulle 'videre'?"

''jeg stopper sjældent op for mennesker, der ikke fatter interesse.'' sagde hun og lagde hovedet på skrå.

''Sig mig, Ramiel, hvem er du?'' hun drejede hovedet over på den anden led, og rynkede brynene lidt

"Så jeg fatter interesse?" Han lagde selv hovedet lidt på skrå, og så spørgende på hende.

"Hvem jeg er? Mit navn er Ramiel 'Gabriel' Gravezia." Han lagde armene over kors.

''ja, det er dit navn. Men hvem er du?'' hun smilede roligt.
''du er far. Ægtemand måske? Forelsket. Forvirret.'' hun smilede drillende, og rejste sig op på grenen og gik balancegang på den.

Hun forvirrede ham. Han rynkede på panden, og så op på himlen. Han måtte i læ snarest.
"Jeg er falden engel, hvis det er det du mener." Han så på hende.
"Ja, jeg er far. Jeg er forlovet. Forelsket, ja. Nej ikke forvirret." Han sukkede lavt. Hvorfor så mange spørgsmål?!

Hun rystede på hovedet over ham.
''Du er forvirret. Det kan ses på dig.'' sagde hun, roligt. Så sprang hun ned foran ham.
''kom, jeg har et sted du kan være i læ for regnen. Hvor godt har benet det?'' spurgte hun, inden hun samlede sin pil op

Han sukkede lavt.
"Ja, jeg er forvirret fordi du lige før ville gå, og nu vil du gerne snakke." Ikke ment som om han ikke ville snakke. Det var bedre end at være alene.
"Okay.. Det har det bedre, tak igen." Svarede han, og så op i himlen igen. "Hvis det kommer til at tordne bliver jeg lykkelig." Han smilede for sig selv.