The Love Still Won't Die ~Caroline~

S: Tæt ved Nicolas' sted.


Matt havde hørt omkring at en trist blondt vampyr gik rundt omkring i Terroville, enten var det Angela hans rasende eks kæreste. Ellers var det hans søster som havde brug for ham. Matt gik igennem de mørke gader, til han kom til et storslået hus, med en lang sti ud til vejen. En sad på grunden ved et træ, en blondt pige. Matt trådte ind på den fremmede grund, hvis det var Angela måtte han tage benene på nakken for at undgå hendes kløer. Men hvis det var Caroline eller en anden ville han ikke bare vende ryggen til hvis det var en som behøvede ham. Han kom tættere på, og så ned på pigen. Det var Caroline, hvad lavede hun her? Matt satte sig på hug ved hende og kiggede hende i øjnene.
"Hey Care, hvad så?" Spurgte han med en medfølende stemme.

Caroline sad udenfor Nicolas' hus, hun havde bosat sig der til endag han forhåbelig ville komme tilbage til hende.. Hun havde det dårligt med det helle, at han var gået fra hende uden at sige et ord.. Ikke engang et farvel eller vi ses, dog ville Caroline ikke give op på ham! Hun havde været igennem for meget til at give op på noget! Caroline havde mistet Eliza i svinget af vrede og sorg, hun var helt nede ligenu.. Caroline kunne ikke tænke klart, men Matt's stemme skar igennem den tunge barriere. Og fik hende til at kigge op på ham med store øjne.
"Matt?"

Matt nikkede til hende, og smilede beroligende. Han strøg hende henover håret.
"Hej. Hvad laver du dog her?" Spurgte han stille og kiggede rundt, og så tilbage på Caroline. Han undrede sig over hvorfor hun var så ked af det, hvad var der sket med hende? Matt kiggede hende i øjnene.
"Hvad så Care, hvad sker der?" Spurgte han stille og så beroligende på hende, han kunne jo tydeligt se at hun var helt nede i kulkældren.

Caroline så bedrøvet på ham, hvorfor skulle han dog også kunne se lige igennem hende? Caroline snøftede lidt inden hun sagde noget igen.
"Jeg venter på Nicolas kommer hjem igen.." Hendes stemme var fyldt med sorg, hun kunne knapt nok udtale en sætning hel uden at hakke i den. Hun bed sig lidt i læben, og tørrede øjnene.
"Min søster hader mig og forlod mig. Og min kæreste er forsvundet."

Matt kastede et blik op på huset palæet, eller hvad man nu skulle kalde det. Den fyr havde penge, det måtte han vel nok sige. Han vidste Caroline også havde kontanter, men hvor mange anede han ikke. Matt kiggede hende i øjnene.
"Hey, hør lige meget hvor sort det ser ud. Så skal han nok komme tilbage, og din søster hvad med du fortæller mig hvad der skete?" Sagde Matt stille og kiggede på Caroline.

Caroline snøftede og så ham ind i øjnene.
"Vi kom op og diskutere efter hun fortalte mig at hun var kommet sammen med manden som overgreb mig forleden.. Jeg blev så vred, at jeg flippede ud tilsidst fordi hun så begyndte at råbe.. Hun ville brænde huset ned, men jeg stoppede hende.. hun råbte og smed at billede fra sig af hende og mig.. Hun råbte og råbte." Caroline gentog minderne om og om igen, og brød til sidst helt sammen.
"Jeg kan ikke klarer det.. Jeg vil ikke leve med den smerte i mit bryst hver eneste dag, jeg kan ikke klarer det.. Det kan jeg ikke.. Jeg er ingenting, jeg betyder intet.. Jeg er en kedelig lille ubetydelig tøs, som er intet godt for nogle.."

Matt lyttede, og kiggede hende i øjnene selvom tårerne fløj ud af øjnene på hende som et vandfald. Matt kunne officelt ikke lide Eliza, hvilken søster ville dog se sig forelsket i en som havde voldtaget den anden?! Det var jo sindsygt.. Han forstod ikke helt, men selvfølgelig vidste han at kærlighed gjorde blind..
"Ligemeget hvor vrede i kan blive på hinanden, elsker i hinanden inden i. Og det vil i altid gøre." Svarede han stille og lagde en hånd på hendes skulder.
"Caroline, shyy.. Du må ikke give op okay? Der en hel verden der venter på dig, der ting som du ikke har oplevet endnu som du vil se. Hvis du giver op mister du alt, og jeg vil ikke lade dig gå forstået? Du betyder noget for mig, du som en lillesøster for mig. Du en af de dejligste og sjoveste personer jeg nogensinde har mødt. Caroline du må være stærk, ikke lade sorgen overvinde dig."

Caroline så på Matt, den måde han udtalte sine ord.. Hans stemme, den beroligede hende.. Den måde han snakkede til hende, hun troede faktisk på ham.. Det var noget ham og Nicolas bare kunne, få hende til at slappe af.. Hun havde brug for de to omkring sig for at overleve, og nu manglede hun noget ligevægt.. Matt måtte holde hende i balance, måske kunne det lade sig gører.. Caroline nikkede til Matt, og græd igen imens hun massede sig ind i hans favn. Hun græd..
"Tak.. Tak fordi du aldrig giver op på mig.."

Matt mærkede hvordan hun klyngede sig ind til ham, for at få trøst. Matt lagde armene over hende, og tyssede lidt på hende. Han lod sin ene hånd glide beroligende ned af hendes hår.
"Hvilket men.. hvilken vampyr ville jeg dog være hvis jeg bare forlod dig?" Spurgte han med en stadigvæk beroligende stemme. Matt tog en dyb indånding, han ville altid være der for Caroline ligemeget hvad.

Caroline snøftede men fik manet et skævt smil frem over hans ord.
"En helt forfærdelig en." Svarede hun halv snøftende, Caroline prøvede at tænke over tingene, at lade alle knække hende hjalp jo ingen. Hun rettede sig op og tørrede øjnene for tårer og nikkede til ham.
"du har ret, jeg får intet ud af at sidde her og tude øjnene ud. Imens verden kan få lov til at knække mig."