My name? Tomorrow you wont remember anyway. (Amun=Privat.)

S: Gågaden i Terrorville District.
T: lidt i 7
V: Mørkere end normalt
O: Ikke ret mange mennesker.

Det var sent solen var så godt som gået ned. Men sådan var det jo bare. Temperaturen var rimelig normal. Men skyggerne var der noget underligt med. De virkede længere og mørkere end de plejede. De virkede levende. Hen af gaden kunne man svagt høre skridt fra bare tær. Normalt var bare tær ikke så høje eller så langsomme. Normalt var det jo børn. Men man kunne tydeligt høre at dette ikke var et barn. Det var en voksen person. Men hvem gik normalt i bare tær. Ja det gjorde denne person. Ofte endda. For ikke at sige altid. Denne person som kom gående op af gaden gik aldrig i mere end et par bukser. Et par cowboybukser som var rimeligt slidte. Dog selvom han dårligt havde noget tøj på andet end et par bukser. Som endda var tydeligt han ikke engang havde noget under cowboybukserne. Det eneste mærkværdigt ved ham var de smukke natsorte vinger som var ned langs hans ryg som en lang kappe. Som lige præcis ikke rørte jorden. Og hvor det øverste af vingerne var lige omkring på højde med hans hoved. Så de dannede sig en slags højkravede kappe. Det var tydeligt at denne person var en engel. Hvad var mere tydeligt var at han var en falden en. Normalt skjulte faldne engle sig. Men ikke denne faldne engel. Denne faldne engel var typen som ikke interesserede sig i at skjule sin identitet. For denne engel mente selv nu 400 år efter at han blev smidt ud som engel for at gøre det rigtige.

Denne faldne engel. Denne faldne kriger. Var tydeligvis ærefuld og respektabel. Og respektfuld over for andre. På trods af at han ikke ligefrem så rar ud. Da han gik der hen af gaderne. Osede nærmest af forførende træk. Uinteresseret i alle de piger der dånnede for ham. Fokuserende kun på en ting. Himlen. Denne faldne engel ved navn Urox gik lige i øjeblikket i sine egne tanker. Og kunne egentlig ikke rigtig fokusere på andet Han var ved at gå ind i andre op til flere gange. Men de havde heldigvis været mere opmærksom end ham. Og var gået udenom i sidste øjeblik. Men alligevel fokuserede Urox kun på himlen. Ikke at nogle af disse mennesker ville være stærke nok til at bare og vælte ham. Men alligevel burde han nok kigge fremad. Det kunne jo være han gik ind i en som bar på noget. Urox ville ikke lægge mærke til noget. Specielt ikke lige nu.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (nederdelen er et par bukser i stedet, med samme form)
Sko: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En lille skikkelse kom gående ned af gaden, som regel var hun i selvskab af sin søn, men ikke her til aften, nej i aften havde hun fået en til at passe på ham, således at hun kunne få bare en lille chance for måske at kunne have det sjovt. Med øjnene forkuserende på en lang liste, hvorpå der stod en masse ting hun skulle købe de næste par dage, fortsatte hun sin gang. Hun havde håbet på bare en smule sjov, men sandt og sige var hun vel blevet for gammel til den slags, det med at blive mor, tog vel lidt af det hvor man vidste hvordan man havde det sjovt, plus hun havde aldrig ligefrem været den pige der brugte timer på et dansegulv, hvis det skulle være helt rigtigt havde hun aldrig.
Det ville havde været til skam for racen og derfor havde hun aldrig gjort det, hellere kleve kedeligt end at blive straffet hårdt, det endte dog med at de smed hende væk da de fandt ud af hvem faren var til barnet, i starten var de blot glade for at hun var gravid, da sådan en ting var hellig for dem, men da navnet på faren kom frem, var hun efterladt ude i skove til at passe på sig selv.

Fuldkommen inde i sin egen tænkverden, havde hun ikke lagt mærke til at der foran hende gik en ung mand og det endte med et hun hamrede direkte ind i ham, hvilket resulterede i at hun både tabte seddel, taske og balancen. Blot for at genvinde balancen greb hun fat i hvad hun kunne og endte op med at holdte fast i ham "åh det må de undskylde....jeg skulle havde set mig for" hun prøvede at rette sig op, så hun kunne give slip om hans hals.
Dette var nok det mest pinlige hun havde oplevet, hun kastede sig næsten for hans fødder, som en eller anden skøge, det var utiltrækkende og direkte pinligt.

Urox var vel ved at blive for gammel. 1000 år var jo mange år. Han havde stort set gjort alt hvad han kunne. Hvad skulle han bruge resten af sit liv til. Resten af hans evighed. Den evighed som havde fanget ham. Den evighed han for kun et par årtier siden elskede. Men han nu havde mistet alt glæde i. Han tænkte så stærkt at han i første millisekund ikke rigtig lagde mærke til en der ramte ind i ham. Og et par arme som greb fat om halsen på ham. Først da det skete reagerede Urox. Han var hurtig. Og han støttede imod så hun ikke faldt på jorden. Hans blik ramte hendes øjne næsten øjeblikkeligt. Et kort øjeblik faldt han i staver. Hendes øjne. Der var noget bekendt i dem. Et spejlbillede af den tankegang han selv gik med. Da han kom til sig selv. Løftede han hende roligt op og stå. Han smilede roligt. En blid venlig og perfekt smuk stemme. En rigtig gentleman stemme kom ud af de perfekte læber som han havde. "De behøver intet at undskylde for frøken. Jeg beklager. Dette sammenstød var min fejl. Man burde kigge fremad og ikke på himlen." Efter hans ældgamle udtalelser og et kort buk efter at han havde sluppet hende. Kom flere af de smukke ældgamle ord. "Mit navn er Urox Gravezia til deres tjeneste." Roligt bukkede han sig og tog hendes hånd blidt. Og roligt lod læberne røre hendes langefingers kno bare for at vise sig fra sin bedre side. Før han roligt slap hendes hånd og roligt gik ned på hug. For at hjælpe hende med at samle hendes ting op. Specielt tasken som virkede som om den var gået op.

Hun rødmede svagt da han hjalp hende op og står igen, det var længe siden hun havde snakket med det mandelig køn, ikke siden alt bare gik galt og hendes hjerte blev knust værre end nogens anden, men det skulle hun ikke tænkte på nu, det var fortid og hun havde mere lysten til bare at se frem af i stedet for tilbage. Hun rystede på hoved "natte himlen er også smuk, så jeg ser ikke dette som deres fejl de finder lysten til at kigge op på den" sagde hun blidt, lod blikket glide op mod den smukke himlen, før hun igen betragtede ham. Hun klukkede blidt da han kyssede hendes kno, hvilket blot igen fik hende til at rødme "det er mig en sand fornøjelse at møde dem Urox" hun smagte næsten på hans navn, gav den en ny klang med sin egen bløde stemme "hvilket usædvanligt, men interessant navn de ejer, men mit navn er Amun Nefertari Merytmut" sagde hun blidt og knælede ned sammen med ham, da han samlede hendes ting sammen. Svagt lod hun tænderne gribe fat i den røde læbe, mens hun kørte noget af sit hår om bag øret, fik fanget sin indkøbs seddel før den gled ud af hendes hånd "mange tak for hjælpen,, sikke en genteman de er" klukkede hun blidt med en klokkeklar latter

Et silkeblødt venligt smil kom frem på den fremmede's stemme. Han var ikke van til sådan at dumpe ind i folk sådan uden videre. Det mindste han kunne gøre var at hjælpe hende med hendes ting. Det var jo trods alt ham som skubbede hende om kuld. Roligt løftede han hendes taske op og gav hende den roligt med et venligt og svagt forførende smil. "Ja himmelen er meget smuk. Uheldigvis har jeg ingen at dele den med." Han smilede fortsat mens han så hende i øjnene. "Jeg beklager virkelig at have været ved at vælte dem. Jeg kunne ikke være så heldig at kunne få lov til at hjælpe dem med noget bestemt. Nu når jeg har været så klodset." Hans øjne fangede svagt indkøbslisten hun fangede. Og så nogle af de ting der stod på den. "De kunne acceptere min hjælp. Ved at tilbyde at jeg kan hjælpe dem med at handle. Jeg vil meget gerne følge dem og bære varerne. Det er det mindste jeg kan gøre." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. Skyggerne omkring dem blev mere urolige. Urox fokuserede for meget på kvinden foran ham. Det mærkede skyggerne. Men Urox var ligeglad. Han ville bare kigge på hendes øjne. "Jeg har vist fundet 2 nye stjerner jeg kan se i." Hans blik virkede flirtende og venligt. Samt varmt. En perfekt blanding som kvinder ville dåne over. Var hun en af dem. Eller var hun anderledes. Det ville blive interessant.

Hun smilede blidt til ham og tog imod sin taske med et nik "mange tak, det er virkelig venligt af dem" sagde hun og holdte den tæt mod sig, ikke hun havde noget vigtigt i dem, rent faktisk var der vidst ikke så meget i den af ting der skulle være interessante at stjæle. Hun klukkede "det må de da meget godt, det ville være rart med en smule hjælp" sagde hun blidt og smilede varmere til ham, hun virkede blidere og mere venlig end hun havde gjort i lang tid. Hun havde allerede lagt mærke til hans flirtende tone, men lod sig ikke mærke af den, hun smilede blot til ham, han bemærkning fik hende dog til at ryste på hoved "sig mig flirter de med mig" spurte hun og gik helt hen til ham. På grund af hendes høje hæle var hun nogenlunde på højde med ham, drillende og nok for første gang i lang tid, lod hun sine læber svæve over hans, før hun kort kyssede hans kind og trådte væk "den slags kan jeg ikke falde for, har allerede fået mit hjerte knuust af en idiot, har ikke brug for at få det knust igen" sagde hun med et skuldertræk

Han smilede roligt mens han fulgte hendes bevægelser. Lige indtil hun nærmede sig ham. Først bankede hans hjerte hurtigt. Han havde ikke engang brugt sin evne. Men hun dummede sig grundigt. I det øjeblik hendes læber snittede hans. Gled nogle af hans skygger usynligt og umærkeligt af og ind igennem hendes læber. En afmærkning kunne man kalde det. Men ikke en normal. En skygge der gled igennem hendes hoved. Op til hendes Cortex center i hjernen. Hendes følelsescenter. Undersøgte om der var nogle bestemte følelser for Urox. Bare den mindste. Som den kunne udnytte. Men ikke endnu godt nok. Først ville han give sine egne tricks en chance. "Jeg flirter skam ikke med dem. Ikke endnu i hvert fald. Hvis jeg gjorde ville du ingen tvivl ha. Lige nu er jeg som jeg altid er." Sagde han smilende. Før han roligt flyttede sig svagt. Så hun kunne føre an om hvor de skulle hen. "Hvem er den idiot som har knust deres hjerte?. Og tror de virkelig jeg er sådan en idiot?" Spurgte han roligt mens han roligt så afventende på hende med et roligt svagt forførende smil som han altid havde når han var nysgerrig.

Hun så op mod himlen, vidste ikke om hun skulle fortælle ham det eller ej, dog endte hun op med til sidst at gøre det "en mand jeg elskede meget højt, endda giftede mig med, men knap et par uger efter jeg gav fødsel til vores barn, var han væk" sagde hun og vendte sig om, lagde armene over kors, så mod jorden. Hans spørgsmål fik hende blot til at trække på skulderne, om hun troede han var en idiot, det kunne hun ikke direkte svarer på, men hun så blot på ham over skulderen og smilede blidt "det ved man aldrig, de fleste mænd er blot ude efter en ting, jeg ønsker mig noget andet....jeg siger ikke direkte de er en idiot, det kender jeg dem ikke godt nok til, men når alt kommer til alt vil jeg ikke føle det jeg følte, da jeg blev forladt" hun smilede svagt til ham og bed sig svagt i læben

Han grinte svagt og gik roligt med de blide perfekte skridt som han altid gik med. Så hans bare overkrop svagt rørte hendes ryg. Før han roligt hævede sin ene arm. Og lagde den på hendes skulder og aede hende ned af armen. "Frøken Merytmut. Tro mig de er i deres yngste alder. Der er masser af tid til at finde deres sjæleven. Hvem ved det kan jo være alle. Og man skal knuse et par æg for at lave en omelet. Det bliver nemmere. Det lover jeg dem." Sagde han roligt med et blidt smil. Mens han fortsat så på hendes ansigt. "Deres sjæleven kan være hvor som helst. Og når de finder den. Hold fast i den. Tro mig. De vil blive glad for det." Sagde han roligt og smilede svagt før han roligt trådte et skridt tilbage igen så hans overkrop ikke rørte hendes ryg som før. Så hun ikke troede han lagde an på hende. Urox var så mange år. At han vidste hvordan det var at være ung. Og det med at få knust sit hjerte. Det var det der havde dannet ham. Gjort ham stærkere. Han var stærk og en rigtig scorefyr. Men kun fordi folk havde kostet ham rundt.

Skyggerne i hende arbejdede på højtryk. Ledende efter hvad det var som hun følte for ham. En ven. En interessant person. Et eller andet.

Hun sukkede og så på ham over skulderen, hvad gjorde han dog "jeg ved jeg er ung, og for min skyld kunne han havde forladt mig, det var bare måden han gjorde det på. Hvem kan forlade sit eget barn" spurte hun og betragtede ham nøje, hun havde aldrig forstået dem som bare kunne forlade sine egne børn, det var dog forfærdeligt. Hun vendte sig mod ham da han fjernede sig "de er vant til at lægge an på kvinder ikke?..de er vant til at de vil gøre alt for dem" spurte hun og lagde hænderne mod hofterne. Hun havde skam intet imod ham, han var vel køn men hun kunne ikke tillade sig selv at få de mindste smule følelser for denne mand. Da hun var ung havde hun måske, men hun var en mor, hun havde brug for nogen der kunne hjælpe hende, ikke et one night stand eller endnu en der kunne ødelægge det for hende.

Han grinte svagt. "Hvad er de. Jeg ved de ikke er menneskelig. Men jeg kan ikke helt sætte en finger på hvad de er." Sagde han smilende mens han roligt betragtede hende bagfra. "Jeg er engel. Med de magtfulde kræfter jeg har. Kan jeg forstærke enhver følelse. Så jo jeg kan få pigerne til stort set hvad som helst. Men jeg har skam ikke tænkt mig at lægge an på dem. De er den første person som har sagt til mig det ikke var min skyld jeg kom til at gå ind i dem. Jeg kunne ikke finde på at lægge an på dig. Bare for et one night standing. Jeg er mere interesseret i at lære dem at kende." Sagde han smilende mens han roligt gik efter hende. Han havde trods alt lovet hende at hjælpe hende med at handle. Han holdte altid hvad han lovede.

Hun grinede med ham "det er fordi min kære engel, min race er ikke så udbredt eller jo, men vi bliver ikke så nemt spottet" forklarede hun og med et blev hendes øjne samme farve som en slanges "vi er af samme art som slange...vores gen minder om det, dog er vi anderledes...tror faktisk aldrig min race fik et navn" hun trak på skulderne og hendes farve fik samme farve som før hen.
Hun så tilbage mod ham og smilede bredt, hun stoppede op så hun gik ved hans side "en meget praktisk evne de har dem" sagde hun og lagde armene over kors, hun nikkede "mange tak, det er meget venligt af dem, men jeg er ikke så interessant" pointerede hun stille og vendte blikket mod ham

Han grinte svagt. Roligt begyndte nogle skygger sig at samle sig i hans hånd. Man kunne se dem glide fra deres skjul under hans fjer på hans vinger. Ned langs hans arm. Og ind i hans hånd. Som han roligt hævede. Og langsomt begyndte skyggerne at blive faste og danne en kulsort rose. Som han roligt rakte hende. "Den holder kun så længe jeg er i nærheden. Men det er et godt eksempel på hvor mange ting min evne kan. Alt hvad der er fysisk kan jeg enden lave om på eller kopiere. Følelser er en del af et følelsescenter i hjernen. Derfor kan mine skygger forstærke dem. De kopiere følelserne og sætter sig på hjernen. Så de er ligesom følelsen selv. Så ens følelsescenter bliver større. Og følelserne bliver stærkere." Sagde han smilende mens han roligt fulgte hende ved siden af hende. "Jeg er heller ikke typen som går super meget op i interessante ting. Jeg kan godt li at tage det roligt." Et roligt smil kom frem på hans læber mens han roligt så på hendes ansigt. Uopmærksom på hvad der var foran dem.

Hun så interessant på hans hånd, betragtede rosen tage form, betragtede skygger forme sig i hans hånd. Hun tog smilende imod den "mange tak" sagde hun stille, betragtede den med varme, hendes gråblå øjne skinnede næsten op og blev helt varme "meget smart må jeg sige, ikke noget jeg har set før" hun lagde armene om sig selv, det var nu en smart evne han havde, det måtte hun selv indrømme. Hun lagde forsigtigt sin arme om hans ene og kinden mod hans skulder "jeg håber det er okay, jeg er koldblodet og fryser let" forklarede hun stille, hun bed sig i læben og vendte ansigtet frem af, betragtede vejen for sig og alt foran

Han smilede roligt. Den ene af hans kulsorte vinger. Gled roligt ud af sin stilling fra ryggen. Og lagde sig som et varmende blidt tæppe om hende. Så han på den måde kunne holde hende varm. "Hold endelig fast. Jeg nyder det dejlige selvskab du giver mig." Sagde han smilende mens han hævede armen lidt så hun bedre kunne holde fast i den mens de gik. Roligt så han op imod nattehimlen. "Tænk. Jeg har altid troet der intet var smukkere end nattehimlen." Roligt vendte han blikket imod hende. "Men det er du." Hviskede han svagt med et halvforførende smil.

Hun smilede, rullede med øjnene over det han sagde "jamen det er da dejligt, det er ikke så tit folk gør det" hun puttede sigind mod hans ene arm, hvilket blev lettere der han hævede den op, hans måde at give hende varme på ved at ligge sin vinge om hende, fik hende til at smile bredere "men mange tak, jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde jeg nød dit selvskab" klukkede hun og fulgte med ham mod butikken, hvor hun skulle handle ind.
Hun vendte sit blik mod himlen, som han gjorde, men da hun følte hans blik mod sig, og hans ord ramte hende, vendte hun igen blikket op mod himlen "da jeg var lille, plejede min mor at fortælle mig historier om måne gudinden, en kvinde så smuk alle begærede hende, men en dag mødte hun en mand, så ren og oprindelig og hun spurte ham: hvorfor er jeg smuk, hvorfor kalder folk mig smuk?" Fortalte hun stille, hun fjernede ikke blikket en eneste gang fra himlen "manden som var fortryllet af hendes skønhed, svarede uden tøven: fordi din skønhed ligger langt fra dem omkring mig, fordi den ligger skjult i det hindsides" hun sukkede stille før hun mødte hans blik "så hvorfor er jeg smuk?" Spurte hun ham blidt

Han smilede roligt og så på hende svagt. "Fordi du passer på folk. Du gør alt hvad du kan så dit barn ikke får det skidt over ikke at have en far. Velvidende at du selv er meget såret over det. Det viser din personlighed er stærk. Og fordi på trods af jeg fortalte dig det med jeg bare kunne forstærke dine følelser så viser du en form for følelser for mig. Ligeglad med at jeg egentlig kan forstærke dem. Du fokusere på at gøre alt. Og lidt mere til. Din skønhed. Er dig selv. Den du selv er." Hviskede han svagt mens han fortsatte med at gå sammen med hende. Velvidende at han med garanti lige nu havde sagt et eller andet forkert i hans lille tale. Men det var sådan han så hende. Som sig selv. Det han havde set om hende virkede som om hun bare var sig selv. Selv på sådan et tidspunkt her. Hvor de gik og snakkede. Og var på vej ud at handle. Hun var på vej ud og handle helt alene med en fremmed. Som hun endda putter sig ind til for at få varmen. På trods af manden hun gik sammen med kunne dræbe hende med et blink. Og hun var ikke banke.

Hun smilede blidt til ham, hans ord var blide og sagde alligevel så meget om hvem hun var "mange tak, det er ganske venligt af dig" sagde hun og lagde sin lille hånd mod hans kind, ikke for at gøre noget, men bare en gerning af venlighed "jeg ser venlighed i dig, selvom du ikke tror det, er der noget i dig" hun lod hånd glide ned mod hans hjerte, hvor hun lod den ligge "her inde, ligger den, men jeg ser også sorg" hun trak på skulderne, fjernede hånden og så igen frem af "min søn er det eneste jeg har tilbage lige nu, jeg vil gerne være der for ham så meget jeg kan, min egen lykke er ingenting hvis han kan blive glad" hun lagde igen kinden mod hans skulder, sukkede og så mod jorden. Det var derfor hun ikke var ude og have det sjovt, ude og gå i seng med alle hun kunne, simpelthen fordi hun elskede sin søn, til at svigte ham, til ikke at være der for ham også selvom det fratog hende kærligheden og alt andet

Et svagt smil kom frem. Mens de roligt gik ind i butikken som var ved siden af dem. Han så på hende roligt. "jeg beklager at sige det. Det bliver hårde ord. Men der er altid tid til kærlighed. Du skal bare se den. Og jeg tror osse din søn trænger til en far. Om så det kun er en stedfar." sagde han smilende mens han fortsat så på hende. Og førte hende rundt i butikken. Regnede med hun selv tog tingene hun skulle bruge. "Og hvis du vil ha det kan jeg godt være en slags onkel for ham eller noget. Så han har en mand at snakke med." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. "Ja jeg ville gerne gøre det for dig og din søn." Sagde han før hun fik lov til at spørge. Mens han bare fortsatte med at smile.

Hun nikkede stille "jeg ved det skam godt, jeg tror bare jeg tager tingene som de kommer" sagde hun og fik straks sin liste frem, hun ledte igennem forretningen, men hun lyttede til ham "en far....ja, men jeg har ikke ligefrem en jeg kan hive op af lommen" klukkede hun og fandt en kurv, hun lagde alle varene op i kurven, gik side om side med ham. Hun stoppede dog med et op og så overrasket på ham, sikke dog et tilbud og komme med. Hun smilede og varmen skød op i hende "mange tak....det er virkelig venligt af dig" hun vidste ikke hvad hun skulle sige og havde hun stadig været gravid, ville hendes hormoner nok gøre hun var brast i gråd. Dog gjorde hun intet andet end at smile til ham "hvordan kan jeg dog takke dig...give igen for din venlighed" spurte hun, hun ville ikke lade ham gå uden at få noget igen, for denne ufattelige store venlighed. Hun vidste ikke hvordan hun kunne give ham igen, for det var i sandhed en stor gave eller bare gerning han gjorde det....der fandtes ingen ord for det

Langsomt bukkede han sig svagt ned så han kunne hviske noget i hendes øre. Til at starte med virkede det som om han ville be hende om noget frækt. Men så kom det bare med blide rolige ord. "Lær mig at kende. Brug noget tid sammen med mig. Eller endnu bedre. Gå med mig ud og spise." hviskede han svagt med et roligt smil. Før han roligt hævede armen op på hendes skuldre så hun kunne komme ind og 'holde varmen' inde ved hans side. Istedet for at holde fast i hans arm. Mens han fortsat smilede. Fulgte hende rundt. Førte hende igennem butikken. Og kiggede rundt undersøgende. For at se om der var noget han selv gad at have. Men egentlig var der ikke noget. Ikke noget han gad at bruge penge på i hvert fald. Men han var jo i butikken med en kvinde. Nej han skulle nok ikke til at begynde og stjæle mens han var sammen med hende.

Hun holdte vejret da han med et bøjede sig mod hende, men da hans ord kom frem, smilede hun og en svag rødmen dukkede op på hendes kinder "det vil jeg meget gerne" sagde hun stille, dette var helt klart ikke hvad hun havde forventet og det havde helt klart overrasket hende, men han virkede som en sød mand, hun ville ikke gå i seng med ham, men hvorfor ikke lære ham at kende? Det skete der jo intet ved.
Hun tog imod hans arm, lagde kinden mod hans skulder og fulgte med ham. Efter noget tid, havde hun fået alt på sin liste og gik op mod kassen, manden bag kassen, vidste beløbet der løb helt op mod de 250. Hun smilede til ham, gav slip på ham, for så at finde sin pung frem, hun betalte og tog sine varer. Stille forlod hun butikken og vendte sig mod ham "mange tak for din hjælp" hun smilede varmt til ham

Han smilede roligt. Og gik hen ved siden af hende. Før han roligt tog de tungeste poser fra hende. "Lad mig tage dem søde. Jeg vil rigtig gerne følge dig hjem hvis jeg må det." Hun virkede virkelig flink. Måske kunne det udvikle sig. Han havde ikke mødt en så flink og venlig mod ham som hende. Måske kunne det ende som noget godt. Hvem ved? Ingen kan vide hvor det ender henne. Hans eller hendes seng. Eller et rigtig godt venskab. Sagde han smilende mens han fortsat fulgte hende. Bærende på de tunge ting. Med vilje. Han var trods alt fyren lige nu. Så kunne han lige så godt være flink mod hende. Fedte sig lidt ind hos ham. Han smilede fortsat og så på hende blidt. Med et halvforelsket smil. Bare for at se hendes reaktion.

Hun smilede til ham "jeg takker og det må du da gerne" sagde hun blidt og hun måtte da sande hans venlighed virkelig overraskede hende, hun var intet andet end en fremmed for ham og alligevel var han så venlig overfor hende, som havde de kendt hinanden længere end de havde.
Hun skævede til ham, som de gik hjem til hende "misforstå mig ikke, men hvorfor er du så venlig overfor mig...du kender mig ikke og ej skylder du mig noget....så hvorfor denne venlighed" spurte hun med nysgerrighed i øjnene og et venligt smil. Hun så forvirret på ham da han med et smilede halvforelsket, ikke helt sikker på hvordan mon hun skulle reagere, smilede hun blot kærligt

Han smilede det fortsatte halvforelskede smil. Og fulgte med hende mod hendes hjem. "Din oprigtighed. Din venlighed. I stedet for at skrige af mig og blive sur over jeg gik ind i dig. Var du helt rolig. Og venlig. Det er ikke første gang. Og hver gang er de blevet sure og råbt af mig." Sagde han smilende. Før han tog alle poserne hen i den ene hånd kun. Og tog osse den pose hun havde i hånden ved hans sidde. Og tog hendes hånd roligt. Hævede den blidt og kyssede dens ringfinger. "Og for det er jeg dig evig taknemlig. Med de ting jeg har været igennem. Er det dejligt at finde venlighed." Hviskede han roligt før han bare holdt fast i hånden. Selvom han sænkede den. Så de gik hånd i hånd. Hvis hun ikke ville kunne hun bare fjerne den. Han holdte bare fast i den. Ikke hårdt. Blidt. Og løst. Så hun kunne fjerne den hvis hun ville.