Mit andet hjem, vis man må kalde kirken det (Sean)

Tid:: sen aften
Sted: kirken
vejr: regn
omgivelser. De folk som havde været med til vielse er forlængest gået
påklædning: http://www.dontbelieveus.com/wp-content/uploads/2012/11/jess-4.jpg

Bethany sad oppe på kirkens tag, hun ventede på at folk ville forsvideså hun kunne komme ned bygningen som følte som sit hjem. Bethany havde sat sig bagerst så når de kom ud ville de ikke kunne få øje på hende, hun bar tydeligt præg af at have siddet der længe, for hendes hår som normalt krøllede hang fladt og plask vådt ned af hendes skulder. Hun havde ikke sine vinger ude, hun ville ikke risikere at de var skyld i at så hende. Hun havde ikke kunne sove i stykke tid og hun var meget træt, men siden mødet med Sean havde hun ikke følt sig helt tryg i andres nærvær, lyttede svagt til nogle af de tanker som kom fra kirken, de genspejlede sig i hendes øjne som små film.
Der var billeder af lille pige som drømte om at blive gift hun havde alt for stor kjole på til hendes skrøbelige lille krop. hun sukkede svagt, hun drømte ikke om at skulle giftes og dele livet med nogen. Hun bed svagt læben da de lykkelige par kom ud efterfulgt af en skare af folk som var glade på deres vejene. Bethany rystede på hovedt og endelig forsvandt de efter lille stykk tid og hun bredte sin vinger efter at lyttede i 10 minutter efter folk som kunne være kommet.

Hun bedte de hvide vinger og fløj ned hun trak vingerne ind kroppen igen og gik ind. Præsten var stadig derinde, hun kendte ikke denne præst sikkert en de hyret. Bethany kom her tit og kendte næsten alle der havde noget med kirken at gøre. Hun trak vejret dybt og satte sig sted bagrest imens betragtede præsten i hans gøremål. Han havde ikke lagt mærk til hende for forsatte sit arbejde lidt efter og gik. Bethany nød stilheden imen til sidst faldte hen.

De havde fundet hende. Som de altid fandt dem, de virkelig ledte efter. i et øjeblik overvejede han endnu en gang hvorfor han brugte tid på en sølle, lille, skræmt engel. Arason var væk, han viste ikke hvor, men bare væk. Englen havde tydeligvis ikke fortalt ham om sit lille tortur, for ellers var han sikkert kommet. eller også var han blevet en kryster og havde stukket halen mellem benene, stukket af. Han var også ligeglad. Nu ville han bare finde englen, så hun ikke kunne sprede de forkerte rygter, være til mere skade end gavn for ham. Der var ikke særlig stor sandsynlighed for at hun faktisk ville kunne gøre skade, men han tog ikke chancen. Der skulle gøre helt rent bord, så ingen kunne komme og påstå noget.
Kirken. Hvor skulle en dum, lille engel ellers opholde sig? Han trak vejret dybt og nød den fugtighed regnen spredte, fik folk til at gå hjem i deres tørre huse og efterlod byen til ham og hans mænd. Når det regnede, kunne de lave mest, uden nysgerrige øjne og ører. Det var en våd dag at blive gift på.
Han bevægede sig op gennem grusstien, der førte en til kirken. han var ikke troende, havde aldrig været det, og kirken forekom ham mere latterlig end noget andet. Han mærkede hvordan regnen gjorde hans hår vådt, fik det til at hænge ned over hans ansigt og lod vand dryppe ham i øjnene og ned langs ryggen.
Han mærkede hvordan regnen gjorde hans kappe våd, men heldigvis ikke nåede ind til trøjen. Hvordan den ramte hans ben, der var klædt i et par sorte bukser og til sidst hans støvler. Et armbånd skinnede om hans håndled, de fire ar var som altid tværs over hans ansigt. Han trådte ind, næsten uden en lyd, andet end dørene der blev åbnet og gled i bag ham, efterlod rummet i så meget mørke, som de få stearinlys lod være.
Han scannede kirken og fandt hurtigt sit mål. Lidt efter sad han ved siden af hende. Hun kunne løbe, hvis hun ville. Hans folk ville fange hende.

Bethany havde ikke nævnt noget for nogen efter angrebet på hende havde forholdt sig afskåret for andre, hun vidste nemlig ingen anden måde end at skjule sandheden. Hun havde slikket og plejet sine sår, hun foldede svagt sine finger for at bede en bøn. Hun følte ikke nærværet lige med det samme, men efter et stykke stoppede hun sin bøn kiggede op på den fremmede, hun stivende da hun så Sean hun rejste sig op med sæt, her hvor hun følte sig mest tryg kom han, hun troede hun sikkerhed her. Hun havde sagt noget til hende så hvorfor kom han? Hun løb hen imod døren tænkte ikke på at han kunne være sammen med andre, det eneste hun tænkte på var flugt. Han skulle ikke fange en gang til. Hun spredte de hvide vinger imens hun spurtede alt det hun kunne. Hun nåede døren og så var hun ude regnen og kunne komme væk. Hun anede ikke hvad det han ville.
Bethany åbende døren og skulle lige til at lette da hun kom tanke om at vis han kunne finde hende, så kunne han også finde hende andre steder, det ville betyde at hun ikke kunne flygte til nogen han kendte for så ville han sikkert gøre dem fortræd. Hun sukkede svagt inden hun vendte om for møde ham. Hun turdte ikke andet, hun kunne flygte nogle steder hen, det gået op for hende at lige meget hvad ville han finde hende. Hun kom ind vingerne var stadig ude i tilfælde af at prøvede på noget.
Hun undrede sig over hvordan han kunne finde hende, hun sagde ikke noget, men var klar til kamp.

Hun prøvede at flygte og det undrede ham ikke. Han lod hende løbe, velvidende at når hun kom udenfor, ville hans mænd fange hende. Faktisk gjorde hun kun det hele værre. Her kunne de snakke sammen, men modarbejdede hun ham måtte han jo fange hende og gøre ting ved hende. Han blev siddende og lyttede til hendes trin der fjernede sig fra ham og gav genlyd i hele kirken, før de stoppede op.Der var ingen lyd af døren. Så hun blev altså?
Han rejste sig roligt op, gik ud på gangen mellem bænkene, og så ned på hende, samtidig som han afslappet knappede sin kappe op og hængte den over den nærmeste bænk, så den kunne tørre lidt.
"Goddag" smilte han roligt og blev hvor han var, for ikke at skræmme hende yderligere.
"sikke uhøflig du er, sådan et flygte fra folk. Har du gjort det længe?" der var forskellige reaktioner på tortur. nogen blev bange for alt og alle, andre blev vrede. nogen blev indelukkede. Andre kom nemmere over det eller søgte hævn.

Bethany turde ikke gøre andet, deres sidste møde havde ubehageligt i hvert fald for hende, han havde set ud til at nyde at se hende lide og vidste at ikke tøve me at gøre det igen " jeg troede ikke din slags var til kirken" sagde hun koldt stikkende, men denne gang ville hun ikke give sig uden kamp. Hvad end det var han var kommet efter ville han ikke få det. Hun havde sagt noget. Bethany havde en stor lyst til at dræbe ham, hadede ham som pesten, men hendes krop og øjne sagde noget andet efter hendes bemærkning tav hun hverken så på ham, eller hans smil. Hun vendte derfor underdanigt ned jorden. Hun turdte ikke for hvad skulle en engel stille op imod en stærk dæmon som ham. Hun ville gøre næsten alt hvad sagde på dette punkt hvis ikke det var fordi hendes hjerne arbejde på højtryk for finde en løsning, hun kiggede på hendes arm der hvor ham og hans legekammerat havde skåret, hun skar grimasse " hvad end du vil have så kan jeg ikke hjælpe" vrissede hun og gjorde klar. Hun sikker på at det hun lige havde sagt ville koste hende dyrt, men hun kunne gi sig, hun ville ikke lade ham se at hun var skræmt, så ville hun heller død. Hun løftede forsigtigt sit imens hun vendte armen. Hun syntes ydmyget nok og den glæde skulle han ikke få igen. Faktisk gad hun ikke at høre mere på hvad sagde selvom ikke sagt ret meget drog begyndte hun gå, men i den modsatte retning af døren. Hun gik hen altret imens stirrede alle andre steder end på ham.
Bethany havde ikke glemt den smertefulde ting an gjort ved hende, hun havde sagt det til nogen og derfor var hun helt alene til kæmpe imod ham. Hun kunne ikke hun stærk nok, men der måtte være en måde, hun vidste at dette her ville blive svært, men hu skulle nok finde en måde at klare ham på, også selvom hun var den eneste.

Han morede sig oprigtigt, smilet var ikke længere falsk, men faktisk et smil af...morsomhed. Hun var sjov, den måde hun sagde det ene, men hendes krop sagde det andet. Og han viste at kroppen aldrig løj. Hun huskede hvad han havde gjort og frygtede det skulle ske igen. Kommentaren om kirken lod han ligge som den var, han behøvede ikke at forklare sig. Men hun havde ret, det var ubehageligt bare så meget at være i kirken. Heldigvis flød kirken ikke med hellige ting og de der var, var oppe ved alteret eller låst inde i et rum. Så han holdt sig lidt væk fra alteret. Kirken var måske også et af de steder der kunne være lysmagi, men han tvivlede nu på det.
"Du ved ikke hvad jeg vil have" smilte han roligt og studerede hende, da hun gik op mod alteret. Gjorde hun noget forkert ville hans mænd storme kirken og tage hende. Enden dræbe hende eller tage hende levende. En foranstaltning han havde taget for en sikkerheds skyld.
"Jeg vil bare vide om du har fortalt nogle om din lille oplevelse, sidst vi var sammen" umiddelbart henkastet, men med en truende undertone.

Hendes lille udtale ændrede intet. Han troede ikke på hende, som han ikke troede på nogen som helst. Han måtte holde hende i kort snor, men hvordan sikrede han sig bedst hun intet sagde? At hun ikke lade sag an mod ham og fik alle vagterne efter ham for guderne måtte vide hvilken gang? Cheffen var begyndt at blive ligeglad med at han havde tortureret hans søn, sikkert fordi han havde sendt sønnen væk på et eller andet, så han var svære at få fat i igen.
Da hun passerede ham, gled hans arm ud og han greb fat i hendes arm og forhindrede hende i at gå videre.
"Åh, jeg ville ikke forlade kirken endnu. Mine mænd venter udenfor og kommer du ud før mig, vil de fange dig. Jeg lader ikke folk gå rundt, som kan udgøre en fare for mig, på nogen som helst måder" han smilte svagt og skubbede hende, medmindre hun havde vredet sig fri, brutalt over mod alteret igen, før han stilte sig midt i gangen, så hun stort set ikke kunne komme forbi.
"Du er enden imod os...Eller med os. Hvad vælger du?"

//Vil du ikke være rar at skrive med normalt skriftstørrelse? Den lille skrift er belastende for mine øjne^^//

han stilte sig i vejen, sørgede for hele tiden at stå lige foran hende, ved at gå lidt til siden hele tiden, så det passede med at han stod foran hende. Et let smil lå over ham, da hun kommenterede at det havde hun i hvert fald ikke lyst til. ærgerligt. Så måtte hun jo dø. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at forklare hvorfor det betød så meget for ham, så ville hun bare gå direkte ud og råbe op om episoden til alle og enhver.
"Du forstår ikke...Dem der er med mig, nyder også af min beskyttelse. Af min styrke og af at jeg intet gør dem...Så længe de arbejder med mig. Hvis de bryder mine regler gør det selvfølgelig lidt ondt" han blinkede kort, som om det var en hyggelig lille ting de lige så godt kunne grine af. Han slog ud med armene. Mere havde han jo ikke at sige. Han viste ikke hvad han skulle sætte hende til, det kunne han jo altid finde ud af, men først og fremmest gjaldt det om at overbevise hende om at det var bedre at være med ham end mod ham.

Bethany fnøs det var forsent, hun havde godt grundigt klokket i det, hun svagt en glide hen over sin mave som hun ville beskytte den fra ham. Hun betragtede ham og vendte sig væk fra ham det var forsent hun var nu slave og var endda gravid det kunne heldigvis ikke ses endnu så derfor kunne skjule det " du kommer forsent" mumlede og var glad for hun vendt ryggen til. Hun kneb øjnene samme, hvor var hun færdig med stole på dæmoner som ham og alle andre af hans, dem hun havde mødt havde gjort hende ondt og det var fair. Den ellers så naive engel havde lært at ikke alle racer var til redde, men alligevel føltes det som om der var noget sandfærdigt i hans ord, men problemet var at hun for det første til hørt en anden og for det andet kunne ikke lade sig synde af dæmon en gang til. /color]

// det må du undskylde anede ikke helt hvad der skete, desuden må du også undskylde mit meget korte svar//

For sent? For sent til hvad dog?
Sean havde ikke slaver og ville ikke have det, så ville han jo kede sig! Nej, han havde folk til at arbejde for sig, men ikke som slaver. Ofte for en anden belønning. Men han viste jo ikke det var det hun troede og kunne derfor ikke svare på det. Han så lidt på hende.
"For sent at arbejde? For sent at kende sin plads i hierarkiet?" et svagt smil gled over ham. Der var ingen tvivl om at han var en stolt dæmon, stolt af sin race, og mente de fleste andre racer lå under den.
"Så du vil hellere jagtes, tortureres og...Hvad der ellers sker, når mine folk ser dig?"

Han forstod ikke, selvfølgelig gjorde han ikke det, men hvis de havde lyst til at lege med en som allerede var fanget og levede i et mareridt hverdag, så kunne han bare forsætte, det var ikke fordi hun havde lyst til fortælle ham det, men det kom jo heller ikke ham ved. Dog var tanken om blive jagtet også for stor. Hun rystede svagt på hovedet som konstatering af at han ikke forstod, der ingen som forstod hende, men lige med Sean havde hun heller ikke lyst til at lade ham forstå hende. Hun vendte sig opgivende rundt for gå, men noget stoppede hende i hendes bevægelse " hvad skal du desuden bruge mig til" svarede hun stille imens hun vendte sig, for hvad skulle en dæmon bruge engel til. Bethany ville ikke være god til at være ond, stjæle kunne hun heller og ja hvor mange muligheder var der så lige. Hun sank svagt klump " ikke til ret meget formoder jeg" hun rystede svagt på hovedet, der skulle mere til før hun ville stole på ham, desuden fik hans trussel hende til at tvivle på om hun nogen sinde ville komme til at stole på ham. Bethany og Sean var som to modstykker satte man dem sammen ville det ende skidt.

Han smilte let og trak lidt på den ene skulder.
"Et eller andet. Til at købe ind, lave mad eller sy ting sammen." han stolede ikke på hende og ville ikke invitere hende ned i kloakkerne eller have hende på opgaver. Han ville heller ikke fortælle han havde en klan, det kom ikke hende ved. Faktisk anede han ikke helt hvad hun kunne bruges til, han ville bare ikke have hun gik rundt og sladrede til de forkerte. Men det virkede ikke som om han kom særlig langt på denne måde, så han måtte hellere finde på en mere permanent løsning.
"Er der ikke noget du ønsker dig? noget jeg kunne hjælpe dig med at få..." han smilte let. Han manglede ikke penge eller udstyr og de ting de endelig manglede, kunne stjæles.

Hun stoppede op kiggede på ham, hun havde aldrig rigtigt tænkt over at der noget hun helt vildt ønskede sig igen lod hun hånden glide henover sin mave i nervøs an trækning, hun vendte sit blik imod ham smilede forsigtigt. Hun stadig bange for ham, men han kunne måske hjælpe hende med noget når det en gang kom ud af hende. Hun vidste ikke helt om skulle sige noget, men hun indgået en anden aftale som gerne ville ud af, faktisk havde det ikke været hendes valg. Hun vidste at han var stærk det kunne hun mærke der var bare noget der. Hun gik helt hen til ham betragtede svagt hans øjne hun ville se om løg, men det så ud til det han sagde var rigtigt. Hun nikkede en smule bekræftende trak sig så tilbage som blev hun brændt af stirre på ham derefter rettede hun sit blik imod ham. Hun kæmpede mig sig selv, en side af hende ville gerne sige det, men den skræmte side var større og voldte hende hende en masse problemer, men hun måtte sige det. Hendes øjne mørkende en smule, men det fordi hun vred på ham, men en anden dæmon som taget hendes frihed, udover det havde ydmyget hende og måske gjort hende gravid. Hun lagde igen hånden på sin mave som for beskytte hvad end der var der inde. Hun havde ikke haft det godt siden hun havde været i seng med ham, det havde været en gruopvækkende oplevelse og han kunne ikke stoppe. Hun turde ikke gøre noget heller sige fra, han var syg boldten, men hun havde også plan om stikke af når hun havde hans vundet tillid. Hun kiggede ned på en flise, den havde set sine bedre dage " jo ser du" svarede hun mumlende og vidste ikke om kunne få sig til at sige noget. Ja Sean havde været ond ved hende, men han havde i det mindste ikke taget hende frihed.

Han så lidt på hende. Hun så tænksom ud og det skulle hun bare have lov til. Han flyttede sig ikke, da hun kom tæt på, men blev bare stående og gengældte hendes blik på en rolig og afmålt måde. Han havde intet at skjule. Tilsyneladende var hun tilfreds med hvad hun end så efter, men tøvede stadig med hvad hun ville sige. Han ventede. Gav hende tid til at tænke.
Da hun endelig åbnede munden, kom der dog ikke særlig meget ud. Han sukkede svagt og vendte siden til hende som om han skulle til at gå.
"Hvis du ikke ønsker dig noget, kan jeg ikke hjælpe dig. Så kan vi ikke forhandle. du må enden åbne munden eller også går jeg. JEg har andre ting at lave, end at se på usikre kvinder" hans smil forsvandt mere eller mindre.

Bethany sukkede og hun kunne vel lige så godt fortælle ham hele historien om hvorfor hun ikke kunne arbejde for ham, efter deres sidste møde havde hun stødt ind i Jack White og var nu hans slave, hun vidste ikke hvor længe hun skulle være det og om nogen sinde blev fri igen, men hun havde en plan der måske kunne koste hende livet. Hun vidste at fødslen af barnet måske ville taget livet af hende. Hun sank en klump og man kunne tydeligt se at hun havde svært ved " jeg kan ikke arbejde for dig, fordi" hun tav og vidste ikke helt om hun skulle stole på ham. Hun stadig bange for ham.
Hun var heller sikker på at han kunne hjælpe hende, Jack havde sagt at vis hun stak af ville staffe hende hårdt, hun lod igen hænderne glide henover hendes mave " jeg blevet slave, men udover det er jeg også gravid" hviskede hun nærmest helt uhørligt, hun havde bestemt han var til at stole, eller det ville bevise om han var. Hun smilede en smule flovt, en mere moden skytsengel ville aldrig havde ladet sig fange, men hun var hverken moden eller havde hukomelsen med sig. Bethany var dum og naiv og pågrund af hendes hukomelsestab kunne heller ikke huske havde hun havde lært.

// jeg ved godt det tog noget tid, men travlt irl, og manglende krea//

//det er fair nok//

Han så over på hende, da hun endelig besluttede sig for at sige noget. Da hun havde sagt det, forstod han bedre hvorfor hun havde tøvet. Hun havde fat i noget...En gravid kvinde kunne ikke rigtig arbejde, at hun tilmed var slave...så havde hun ikke rigtig tid til at arbejde og der var sandsynlighed for at hendes...Herre ikke ville tillade det. For første gang i lang tid fandt han slavesystemet irriterende. Han viste godt det kun var fordi det forhindrede ham i at have det, som han ønskede sig. normalt var han ret ligeglad angående det at have slaver. Han så lidt på hende med en tænksom mine, som om han ville afgøre hvorvidt hun løg eller faktisk sagde sandheden. Noget fortalte ham at det var sandheden.
"Jamen tillykke!" smilte han og slog ud med armene, som om han i virkeligheden var hendes hyggeonkel. Han havde fået en ny ide.
"så lad os lave en anden aftale, skal vi? Du lader være med at sige noget om mig, til nogen som helst! Til gengæld vil jeg stå til tjeneste, for dit barn" han så lidt på hende for at se hendes reaktion.
"Forstået på den måde at kommer det i fare og har brug for beskyttelse eller hvis i mangler penge til barnets ve og vel...Er jeg en mulighed"

Bethany blev en smule forvirret, men nikkede de havde en aftale, men det var nu ikke fordi hun ville være ved Jack ret længe, men alligevel rart at vide at der var nogle man kunne komme til i nødens stund. Hun smilede ” tak, det er aftale, desuden ville jeg ikke sagt noget alligevel” svarede hun smilede svagt, hun følte sig bedre tilpas i hans nærvær og hun vidste at hun kunne stole på ham, vis bare hun holdte sin del af aftalen, men som sagt havde hun ikke tænkt sig der ret længe, hun planer om flygte. Barnet anede hun ikke om hun ville beholde. Det var ikke et valg hun havde taget, hun følte sig smule dårlig, men det hørte til være gravid, hun ville ikke være nogen god mor, hun sank svagt klump inden betragtede ham ” det med barnet var ikke mit valg, kan jeg vidst roligt sige” hun mumlede så det næsten ikke var til at forstå et ord af hvad hun sagde, men det var også bare en konstatering af at hun ikke ville blive den bedste mor, hun kunne ingen gang tage vare på sig selv hvordan skulle så kunne tage vare på et barn. Hun rystede svagt på hovdet inden hun igen kiggede hendes smil var varm næsten som et smil en mor ville sende til hendes barn. Hun overvejede fortælle ham det med at være slave ved Jack ikke skulle vare noget hun skulle være resten af hendes liv, så snart hun vundet hans tillid ville hun forsvinde, hun havde ikke helt planlagt hvorhen, men hun skulle sikker på at det var et sted som sikker og hvor ingen kunne finde hende.

Han smilte svagt, glad for at det var på plads. Ingen kontrakt, bare så længe de huskede det. Men heldigvis havde Sean en ret god hukommelse.
"Nu er jeg mere sikker, trods alt" svarede han roligt til hendes kommentar om han i forvejen ikke havde behøvet at være urolig.
åh, hvad var det med at folk troede han var en hyggeonkel, så snart de følte sig lidt bedre tilpas i hans tilstedeværelse? De fleste havde en ide om at de bare kunne plapre løs om deres inderste hemmeligheder, tanker og problemer. Problemet var måske også lidt at han selv lagde op til det, en arbejdsskade. Normalt ville han jo gerne kende folks hemmeligheder, bruge dem imod dem. Og hvad var der med byens kvinder, siden de fleste fik uønskede børn?
"Om ikke andet får du det" svarede han bare. Hvad havde hun regnet med? At han ville hjælpe hende af med det? I så fald...Ville han i hvert fald slippe let fra sin del af aftalen.
"Men hvis du helst er fri kan jeg jo altid dræbe det for dig" smilte han roligt, som om det ville løse alle problemer. Folk turde i forvejen ikke efterlade nogle børn hos ham, velvidende han engang havde slået sin egen søn ihjel...

Bethany smilede smule anstrengt, imens beskyttende lagde armen omkring hendes mave, nej hun kunne ikke dræbe det, men hun anede ikke om kunne beholde det. Hun havde heller ikke tænkt sig at lade det blive ved ham, hun var forvirret , sku det være en joke. Nej det var i hvert fald ikke sjovt, men hun kunne heller ikke beholde det. Bethany vidste at når hun flygtede vil hun aldrig kunne leve det liv som havde før, hun ville være konstant på vagt og flugt og det kunne man da ikke byde et barn. Hun vidste ikke hvad hun gøre med det, men det vidste hun måske når det kom.
Grimassen ændrede sig til svagt smil som for sige tak for forsalget, men nej ” nej tak jeg skal nok selv finde ud af hvad jeg gør med det” svarede hun lød en forarget over at kunne forslå det. Hun engel, hun ville ikke kunne holde sig selv ud, nej kunne igen gang overveje det lige meget dårlig en mor hun så var. Hun smilede kort. Hun kunne ikke lide når folk blev dræbt på grund af hende, det gav hende dårlig smag i munden og faktisk også kvalme.

Han trak ligegyldigt på skuldrene.
"Jeg siger bare...Jeg kan kun holde min del af aftalen, hvis barnet er inden for rækkevide. Sender du det, nogen må vide hvor langt væk, kan jeg intet gøre" han slog let ud med armene og så lidt på hende med et lille smil. Han var en mand af ord, men det betød ikke han prøvede at finde små huller i visse aftaler.
"Jeg kan faktisk opfylde et ønske for dig" Han brugte sjældent denne evne, han brød sig ikke om ideen om at han ville være bundet til andres sjæle. Men det var jo en oplagt mulighed nu, velvidende at hvis hun skulle dø, ville hendes sjælestyrke blive føjet til hans. Det ville også forhindre andre i at...binde sig, til hendes sjæl, fordi den så ville være hans.
"Et hvilket som helst ønske...Inden for rimelighedens grænser" sagde han, en smule lokkende, men uden at virke alt for overbevisende, velvidende det ville fremprovokere mistro mod ham og det havde han ikke brug for lige nu.
"Faktisk, alt du behøver er at kysse mig. En enkelt gang er nok, ingen tunge eller noget. Bare et lille kys og vores sjæle vil være forbundet. Jeg vil kunne mærke præcis hvor du er, lige meget hvor du er. Jeg vil altid kunne finde dig. For et ønske, kræver jeg kun din sjæl. Bare rolig...Den får jeg automatisk når du dør" han trak let på skulderen. problemet var jo bare hvornår hun ville dø, men det var en mindre detalje lige nu.
"Og der kan jo gå lang tid" bare for at lave det lidt fordelagtigt for hende.

Hun kiggede tænksomt på ham, var det god ide? Det var det vel. Hun ville jo gerne kunne beskytte hendes barn hun rynkede svagt brynene sammen, det ville vel ikke påvirke barnet. Hun betragtede ham trak kort på skulderne, hun gik langsomt hen imod ham. Hun ville gøre alt vis bare hendes barn var i sikkerhed og barnet ville ikke være sikker så længe det var hos Jack. Hun åndede irriteret ud da hun mærkede at hendes kinder langsomt blev varme og vidste hvor flov hun var. Hun hadede det når det skete, hun kunne ikke gøre noget ved, det var hun glad for der intet var med tungen at det bare var et almindeligt kys også var det overstået.Alligevel havde svært ved ikke blive flov, sidst hun mødt ham havde siddet i stol uden hun havde kunnet komme væk og nu skulle hun kysse ham, hun vidste godt at det ikke betød noget imellem dem. Det kunne ikke skade, hun var ikke ret langt fra ham nu, men jo tættere på hun kom jo mere rød blev hun i hendes ansigt. Hun gik sidste skridt hen imod ham betragtede ham inden hun svagt lagde hovedet for at tænke sig grundigt om inden det var for sent. Hun smilede svagt før hun lod hendes læber møde hans, efter kysset vendte hun blikket ned imod jorden. Hun anede ikke hvorfor det skulle kys skulle gør godt.

Han smilte svagt. Gav hende tid, studerede den søde, røde kulør der spredte sig over hendes kinder. Han ventede stille. Til sidst mærkede han de bløde, små, kølige læber mod sine. Åh, han havde mærket så mange læber gennem sit liv! Disse gjorde ingen forskel. Et lille kys...Og knuden var bundet. Da hun trådte tilbage, smilte han roligt til hende og bukkede let, som om han takkede for noget.
"Tak. Jeg vil kunne mærke din sjæl over alt og når du en dag dør, vil jeg automatisk få den. Lige meget hvor du er. Det betyder også andre dæmoner ikke kan tage den. Til gengæld for din sjæl vil jeg opfylde et ønske, som var ønsket om at holde dit barn i sikkerhed. Og dette vil jeg opfylde. Blot fortæl mig når barnet er født og jeg vil gøre mit job" smilte han, omend en smule lumsk.
"Tak for aftalen"

På en måde var hun ikke glad for at have solgt sin sjæl, men det var for at hendes barn skulle sikker, for hun ville nemlig flygte på tidspunkt og hun faktisk sikker på hun ville død, så sjæl skulle nok blive hans. Hun bange for at det var den vej det gik, hun smilede svagt " du skal vide at jeg vil være dig evig taknemlig" sagde hun vidste ikke helt hvad skulle nu, hun havde måske fået forkert billed af ham, men hvem ville ikke også det når man sad i stol og blev påført smerte. Hun smilede et de varme smil som vidste at nu bliver alt okay.