They call it a mission. -BigBaloo-

S: samling af soul river.
O: Floden med sin stærke strøm, træer, buske og en underlig lugt af ild fra et lejrbål.
T: aften, der omkring 19.00.
V: Lunt, man fryser i hvert fald ikke hvis man ikke har jakke på.

Det var som at være med i et cirkus! De gav der en pose over hovedet, så du intet kunne se og derefter smed de dig over skulderen, som vejede du ikke mere end en pose kartofler. Sådan en slags behandling havde Jacob aldrig været ude for og han brød sig bestemt heller ikke om det! Han sprællede, knurrede og forsøgte endda at bide igennem posen, men de ignorerede ham bare og fortsatte igennem skoven. Jacob kunne høre en flod bruse, så der var ingen tvivl om at de var i nærheden af Soul River. Pludselig stoppede mændene op og ham der bar Jacob over sin skulder, smed ham bare ned på jorden og trak posen af, så Jacob undslap et lille klynk da posen havde sat godt fast omkring hans hals. Rundt omkring ham stod der nu en flok og så ned på ham, nogen sad rundt om et bål med store øl krus og andre stod med ret ryg og kiggede ned på Jacob. Han himlede med øjnene af dem, inden han rejste sig op og knurrede af dem, der forsøgte at røre ham. De skulle ikke komme for tæt på!
"rolig nu," sagde en stemme pludselig. Jacob kiggede forskrækket hen imod stemmen og fik øje på en mand der sad på en stol, der var godt gemt væk i en skygge.. Der var ingen tvivl om at denne mand var lederen af alt dette hurlum hej.. Jacob knurrede arrigt, men kunne pludselig mærke at en anden mand blev placeret ved siden af ham. Af ren nysgerrighed, kiggede han op på den nyankommende, men derefter hurtigt hen på manden i skyggen igen.
"Jeg skal bruge jer begge til en mission," sagde manden med sine hæse stemme..

// Det er din karakter baloo, de stiller ved siden af Jacob :3 //

Han kom gående hen af skoven, da han hørte en kvist knække, og han stoppede op og knyttede sine enorme næver, imens han så rundt da en flok fremmede mænd løb imod ham, og han hoppede på en af dem og gav ham en albue i maven, slog en anden i skridtet og bed en tredje i hånden da han prøvede og lægge ham i greb, men da kom flere som greb fat i ham, selv om han bed, sparkede, slog og hvad han ellers kunne gøre men til sidst fik de dog bundet ham stramt til, og givet ham en sæk over hoved selv om han højt råbene protesterede imod dette og han mistede fornemmelsen af tid indtil han blev sat ned, og så trak de posen af ham og han så arrigt rundt på alle, indtil han lagde mærke til en lille person ved siden af sig, men han så på manden i stolen som gemmer sig i skyggen, med den hæse stemme, ''og hvad får dig til og tro jeg vil være med i din skide mission, Posho?'' sagde Han til manden i skyggen.

( Posho = narrøv på et sprog jeg har glemt xD )

// Haha, fedt xD //

Manden smilte af Baloos kommentar.
"Hvad hvis jeg sagde at du kunne få din egen vægt i guld min gode herre?" spurgte han og lige som han havde rundet sin sætning af, kom han frem for skyggen og afslørede sin skikkelse. Lige nu stod en stor mand foran dem, mindst de to meter høj og han var bred med muskler. Overalt på den store krop var der tatoveringer af en slags, lige fra mønster til en havfrue. Aldrig havde Jacob set denne mand før, ikke engang hørt om ham, så hvordan i alverden skulle han kunne give dem deres egen vægt i guld. I stedet for at nikke ivrigt, som en fattig dæmon som Jacob nok ville have gjort, så knurrede han bare irritabelt og rystede på hovedet, så det hvide hår strittede ud til alle siderne. "jeg er ligeglad med hvor meget du betaler, den måde du hentede os på er ikke acceptabelt og det at du tror du bare kan købe os!" han vrissede arrigt og de krystalblå øjne skinnede af irritation. Det var den indre dæmon der knurrede. Manden rystede blidt på hovedet og kørte en hånd henover sit gedeskæg.
"vær nu ikke dum lille dæmon," sagde han bare og kiggede derefter hen på Baloo. "Hvad med dig? føler du dig også uretfærdigt behandlet?"

( min bruger hedder Baloo, men min karakter hedder Kuuma det ved kun Luce dog xD )

han sad og grinte stille af manden ''hvad fanden skal jeg bruge dit guld til? vil hellere flå struben ud på dig og æde den, lille mand hehehehe'' han rejste sig op i sine fulde 2 meter og 35 imens han's enorme muskler var spændt til briste punkten, dog så han ikke ud til og ville angribe, han satte sig bare ned, efter at have demostret han er større end manden foran sig, og han skævede så til den lille dæmon ved siden af sig da snakkede og knurrede og sagde så til dæmonen ''jeg syntes nu det var meget sjovt, da jeg fik nogle stød ind på de slap svanse hahaha, men du virker nu rar nok, stump'' han smilte til dæmonen og så på ham med sine gule øjne

// Okay xD I orden ^^ //

Stump? Det ord ville normalt have fået en hver anden dæmon til at vrisse af ham, måske endda true ham med at tage hans sjæl, men Jacob kunne se på denne mand at han ikke mente det ondt og det var en anden måde at sige, jeg respektere din måde at snakke på. Han nikkede blot til Kuuma, med et lumsk smil på læberne, der fortalte ham at han også syndes at han virkede rar nok. Manden derimod så bare irriteret på dem begge to, med øjne der skinnede af vrede, som et lille barn der ikke havde fået sin vilje. Han pegede hen på Kuuma og derefter Jacob. "tro mig, i skal sige ja til denne mission, ellers skulle det måske ende med at gå udover nogen af dem i har kært," straks forvandlede mandens smil sig til at være lumsk, og man kunne ane et par spidse tænder gemme sig bagerst i munden. Ved synet af denne mand og hans lumske smil, fik bare Jacob til at vrisse endnu mere af ham, knytte sine næver og stirre koldt på ham. "Vi frygter dig ikke! Og hvis du bare som så meget krummer et hår på nogen af deres hoveder, så bliver det værst for dig selv!"

Kuuma sad bare og tænkte for sig selv imens han så på bortføren med et stort dumt smil, han nikkede roligt tilbage til den lille dæmon, imens han så rundt på folkene i området og han lagde så mørke til bortføren's irriteret blik og så grinte han bare af manden ''tillykke, lille mand, og hvad er det så for en skide mission du ikke selv har kugler til og lave, din nar?'' han grinte muntert imens han så på Jacob og knurrede sin enighed med ham.

Manden brød sig tydeligvis ikke om det Kuuma sagde til ham. Han sendte ham et hårdt blik, som var han en bunke affald på jorden som ingen orkede at samle op.
"Til din oritering min gode herre, så ville jeg gerne selv tage denne mission i min varetægt, men jeg kan desværre ikke!" sagde han og foldede sine hænder bag ryggen. Jacob blev sur over den måde han trak tiden ud på! Hvorfor kunne han ikke bare fortælle dem hvad de skulle, så de kunne se om det var noget de ville eller ej! Han knurrede endnu engang, viste sin dæmoniske side frem. "Så fortæl hvad det er du ikke selv kan klare!" Manden nikkede, inden han igen satte sig ned og tog en pibe der lå på et lille bord. Han førte den op til munden og antændte den med en tændstik, en af de andre mænd var så flinke at komme med. "Jo, ser i mine gode herre, det handler om min datter.. Hun er blevet taget fra mig og ham der taget hende, har gjort sådan at jeg.. en dracoianer slet ikke kan nærme mig stedet,"

Kuuma grinte bare af manden foran sig da han fik det hårde blik af manden.

han sad lidt og tænkte over de ting manden sagde og svarede så ''og hvad fanden rager det mig?'' han lød fuld kommen ligeglad, mest fordi han ikke var blevet spurgt, men fordi han sad bagbundet på jorden, og han skævede muntert til den lille dæmon og knurrede en munter lyd ''sådan stump, bare få den lille mand til og spytte ud hahaha'' Kuuma så ud til og finde alt dette her vældig morsomt, og han skævede til manden med piben da han sagde det med han's datter og han tænkte lidt ''og det rager os fordi?, i mit tilfælde, så er penge intet for mig, føde klare jeg selv, udstyr, you name it, så hvad vil du tilbyde mig?'' Kuuma lød stille og rolig, dog mere eller mindre ligeglad.

Jacob måtte indrømme at det rørte ham en smule da manden fortalte ham om sin datter og det var på sådan punkter at Jacob ikke mindede om en dæmon. Han bekymrede sig om andre og havde endda taget en lille engel til sig som sin egen bror. Mange dæmoner ville kalde Jacob for en fejl, men egentlig var han ret så ligeglad om hvad de sagde om ham, de kunne sige hvad de vil! Dog havde Jacob intet imod Kuumas ligegyldighed over det manden sagde, trods alt behøvede de jo ikke at bekymre sig om manden og hans datter, det var jo ikke deres problem? men desværre, så kunne Jacob ikke bare se igennem fingre med det, han ville hjælpe, det blev han nød til som leder af the shadowguardians. Et kort suk forlod hans læber, inden han lagde armene på kors og mumlede et eller andet. Til sidst opgav han dog og sagde det højt. "Hvis det er så vigtigt for dig, så vil jeg gøre min pligt som leder af min klan og hjælpe dig, men hvis den anden mand her ved min side vil have lov til at gå, så skal i også lade ham gå!"
Manden kiggede tøvende hen på Kuuma inden han sukkede. "Fint, hvis du vil gå den herre, så skal du have lov til det,"

Han sad roligt og tænkte stille for sig selv, imens han overvejede og at hjælpe, da han har aftalt med en af hjælpe hvor han kan.
''jeg skal nok hjælpe'' Kuuma lød ikke glad, men han bekræftige at han ville hjælpe.
han sprang roligt om på ryggen, hev sine arme op foran, og rejste sig så op, han greb fat om den lille dæmon og løftede ham op på benene.
''hvilken retning?'' han stod stille og så på manden med piben.
han reagerede ikke på jeres ordveksling.

Pludselig blev Jacob rykket op at stå. Det føltes kort som en lille flyvetur pga. Kuumas styrke, men han stod hurtigt på sine ben og gjorde sig klar til at det kunne ende med at blive en lang tur, hvor det så end skulle ende med at føre dem hen. Manden med piben smilte over dem begge, tog den såkaldte pibe ud af munden og lagde den på bordet igen. "I skal imod nord, følg stien og når i kommer til et form fort slot der er ligeså sort som nattehimlen, så er i der,"
Jacob løftede kort på et øjenbryn, et slot? Det skulle vel være nemt nok at finde. Han nikkede og begyndte langsomt at gå mod nord, ignorerede alle de blikke der var rettet imod ham og Kuuma, samt folk der hviskede. "Må lykken smile til jer," mandens stemme lød oprigtigt, men der var et eller andet der gjorde at Jacob fik lyst til at vende sig om, bare for at se om det var et ligeså oprigtigt smil eller om det var falsk som en ti kroners seddel. Han fortsatte bare med at gå, kiggede sig kort over skulderen for at se om Kuuma var med ham. "Navnet er Jacob for resten, og hvad er dit?"

Han stod bare og skævede rundt til folk, og rev det de har bundet ham med, af, imens han lagde armene over kors og stille så på folkene, og hørte dog efter hvad manden med piben sagde, han trak på skuldrende og begyndte at gå imod nord, som han ville gøre indtil han så et stort sort slot, han bemærkede roligt at den fremmede dæmon osse var på vej, han knurrede da manden sagde må lykken smile til jer, og han svarede brusk ''lykke min bare røv, har mine kamp evner'', med de ord traskede han videre, og skævede til den lille dæmon da han præsenterede sig selv og brummede bare ''Kuuma'' og han trampede roligt videre, imod nord.

Han smilte over de ord han sagde til manden. Så kunne han da lærere at behandle dem ordentligt. Havde det heller ikke været for Jacobs leder titel over The shadowguardians, så havde han heller ikke sagt ja til missionen. Han var ikke typen der sagde ja til hvad som helst, legede helt og regnede med at få en flot pokal, så dum var han ikke. Der sagde hans selviske dæmon jeg nej, det var latterligt at gå og lege noget man ikke var. Han fortsatte med at gå, spændte hver en muskel i kroppen og var forberedt på det som nu skulle komme hen til dem. Ligesom Jacob troede at det skulle være en fredflydt tur, kom en tiger springende imod dem med dets skarpe kløer og blottede dets tænder. Hurtigt sprang Jacob til siden, undgik tigeren og kiggede nysgerrigt hen mod Kuuma, som tigeren havde rettet kursen imod.

Kuuma trampede bare gnavent afsted, imens han skumlede arrigt over han var blevet sat til dette lorte job, men hvad fanden, han kunne bruge belønningen, så han traskede bare ved siden af Jacob, da han bemærkede tigeren komme springende, og han så Jacob springe til siden og han vendte sig om imod tigeren ''kom her mis mis mis!'' han grinte og sprang på tigeren da han slog den midt i næsen så den rykkede tilbage, han greb så fat om nakken på den og løftede den op og hoppede så op, og hamrede den ned i jorden med et brag, og spændte sine arm muskler, klar til og brække halsen på den ''er ked af det, misser, men du en trussel imod os.. er ked af og måtte tage dit liv, men det for mig og Jacob's bedste, må din sjæl finde vej til de evige jagt marker'' han brækkede så halsen på tigeren, og slap det døde dyr, han rejste sig op og så på jacob ''skal vi afsted?'' han lød venlig og rolig.

Jacob ville hjælpe Kuuma, men ligesom han skulle til at bøje i knæerne og lægge an til at springe hen imod tigeren, havde han allerede fået et godt greb om den og brækket dets hals. Et kort øjeblik kunne Jacob ikke lade være med at stirre på den døde tiger. De ord Kuuma havde sagt havde både været oprigtige og ærefulde på samme tid. Måske var Kuuma ikke glad for at dræbe tigeren, men han havde i det mindste gjort det for at redde dem begge. Jacob var heller ikke den der dræbte for sjov, men han blev både nød til det for at få mad og for at forsvare dem der var nærmest. Han smilte venligt til Kuuma og nikkede til det han spurgte ham om. "Ja, lad os komme af sted, vi skulle jo nødig skuffe manden med piben," det sidste blev sagt med en drillende mumlen. Hurtigt var han på benene igen og luntede videre igennem skoven.

Han gik roligt lidt tid ved siden af Jacob imens han tænkte lidt for sig selv og brummede drillende ''du er ikke den hurtige dræber, hmm? man skal være hurtig til og slå ihjel, for ikke selv at blive slået ihjel'' han grinte for sig selv imens han kradsede sig lidt på halsen ved nogle ar, imens han roligt så rundt og brummede lidt, han gik så videre ved siden af Jacob imens han så ned på den lille dæmon, efter at have tænkt over det han havde mumlet og svarede ''nææ kan vi vel ikke?'' han lød munter og tænkte sig lidt om, han knurrede så muntert ''du ikke vant til at dræbe for og overleve, siden du ikke bare dræbte den hurtigt? er det derfor jeg er med eller hvad?'' han grinte muntert ved udsigten til og slå ihjel ''hvordan kan det være du blev udvalgt til det her, jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde, jeg tænker jeg bare skal levere muskel kræft, og kamp erfaring, eller har du kamp erfaring, du bare ikke glad for at dræbe tænker jeg? eller du slår ikke unødigt ihjel? fordi gør du ikke det, så er det en svaghed du skal arbejde med, hehe du ville dø hurtigt i fængsel, ikke ondt ment, dårlig vane'' han gik muntert afsted imens han roligt så sig omkring.

Hvorfor gjorde han egentlig det her? manden med piben havde en masse penge, det var nok en af grundene, for pengene kunne bruges til at han kunne sørge for sin bror, der behøvede rigtig mad i modsætningen til ham selv der åd sjæle. Oppe i hans hoved blev han ved med at gentage, mange penge, mange penge, for at få sig selv mindet om hvorfor han egentlig gik med til denne latterlige mission. Det Kuuma sagde til ham, fik ham kort til at kigge koldt op på ham, inden han rettede blikket frem ad igen og lod som om at det ikke generede ham en smule alt det han sagde.
"jeg har intet imod at dræbe, jeg er en dæmon, jeg er nød til at dræbe for at få mad," fortalte han og fortsatte med at gå frem ad. Hans næver var knyttet og hans blik var en anelse koldt. "Måske er jeg ikke den store muskelkræft, men jeg klare mig og ved sagtens hvordan jeg skal dræbe en fjende, få ham eller hende til at lide, så ja, jeg har kamperfaring og en erfaringer siger at manden med piben havde en lumsk bagtanke.. som om at vi.. han narre os,"

Han gik roligt i sin egen verden, imens han tænkte på kampene, men hvad skulle han bruge penge til? folk så ud til og være meget betaget af dem, så hvorfor ikke? han gik og tænkte lidt på sin tid i fængsel, dog bemærkede han Jacob's korte kolde ansigt, han svarede så roligt ''jeg viste verden det kolde fjæs før jeg lærte at gå hehe, god strategik, Jacob'' han gik muntert afsted, imens han så lyttede til Jacob og svarede ''det da så noget om Jacob, og jeg dræber ikke for mad, jeg dræber for sport, arbejde, hvad jeg får lyst til, da det er det eneste jeg dur til'' da var en kort snert af sorg i Kuuma's stemme, han smilede dog alligevel og så på Jacob, han så han's næver knytte sig, imens han så det kolde ansigt, han gik roligt ved siden af ham og svarede da han hørte ham ''muskelkræft af en god ting og have, og det da så noget om du, men det handler ikke om og vide hvordan eller hvornår, det handler om at forstå at man tager en anden's liv, og det må man respektere, lige så vel som den døde må respektere de blev dræbt af en da stærkere end dem selv, sådan fungere naturen's gang hehe'' han grinte roligt, han lyttede dog mere og svarede ''hvorfor skulle han ville narre os, Jacob?'' han lød rolig, eftertænksom.

Han kiggede fortsat fremad, tænkte på en masse ting der fik hans hoved til at gøre ondt og som han bare ønskede ville forsvinde fra hans hoved. Hvorfor skulle han også være som han var, hvorfor kunne han ikke bare være en dæmon der var ligeglad med alt og alle? En der ikke havde andre end sig selv at stole på, så man ikke skulle ende med at blive skuffet over at dem man troede man kunne stole på, ikke var andet end et par fusker og løgnhalse. Til det næste spørgsmål han stillede ham, kiggede han hen på ham igen og adskilte sine læber for at svare. "Jeg ved ikke, det var bare som om at han.. der var noget i hans stemme der virkede lusket og forkert," Han kiggede frem for sig igen. "Noget som ikke helt gav mening,"

Han gik roligt, ved siden af Jacob, imens han tænkte videre, mest over hvad Jacob havde sagt, han tænkte lidt over det, jo mere han tænkte, jo mere kunne han se det, han sagde så ''det kan være du har ret'', han lyttede til Jacob da han snakkede, han tænkte lidt over det, overvejede muligheder og ideealer han svarede så ''du har nok ret Jacob, men hvad grund har han til og ville tage røven på os? vi har jo ikke gjort ham noget?'' han lød rolig og eftertænktsom, imens han så på Jacob, han svarede ikke, men han nikkede så det var tydeligt han gav ham ret.

Han løftede på sine skuldre, hvor han derefter opgivende lod dem sænke igen.
"Jeg ved det ikke, det var bare som om at der var noget lusket over ham, hvorfor skulle han også lade os.." Lige som han skulle til at afslutte sin sætning, blev han væltet bag fra og et slag på hans ryg, fik det til at krible igennem ham af smerte og undslippe en lyd fra hans læber som kunne lyde som et halvt klynk og halvt skrig. Han faldt sammen på knæene, men inden længe var han oppe at stå igen og med et spring fra sine ben, var han oppe i et træ og sprang med lynets hast ned på deres nye fjende. Dette væsen var ikke en tiger eller noget dyr af nogen art. De stod overfor et væsen der på den ene side lignede et menneske, og på den anden side kunne ligne en zombie. Så snart Jacob kom i kontakt med den grønne slimede hud, mærkede han hvordan det var som at huden forsøgte at klæbe ham fast og trække ham ned til sig, som forsøgte det at æde ham. Takket være hans is evne, fik han sig rykket fri og sprang væk fra uhyret, hvor han landede ved siden af Kuuma. "Hvad er det for et væsen?" Han lød ikke rædselsslagen det mindste, snarere som en forvirret jæger der havde opdaget en to hovedet hjort.

Kuuma bemærkede Jacob løfte sin skulder opgivende, han brummede en munter lyd.
han hørte Jacob snakke og han tænkte lidt ''det kan da være noget om, tja lusket var han vel, og..'' han sagde ikke mere da han strakts bemærkede, han så Jacob blive væltet, han trak hurtigt sin slagstifte og foldeden hurtigt den tunge et hånd's stav ud, imens han hørte den halvt klynke skrig ud af Jacob, han så sig omkring og bemærkede angriberen, han stod stille, mest for og dække Jacob, han så Jacob rejse sig op fra han's stilling i knæ, han så Jacob springe op med lynet's hast, og lige så hurtigt ned, han holdt dog osse øjne med fjenden, han kunne se det kunne ligne et menneske, men alligevel ikke, han var meget usikker, han holdte dog øje med Jacob, han så ikke hvad da skete imellem monsteret og Jacob, kun at Jacob sprang væk, han hørte Jacob og studerede væsnet lidt og svarede ''aner det ikke, men man kan vel prøve sig frem for og dræbe?'' han grinte muntert og trak en 80 cm lang dolk lign ting til den anden hånd.

Væsnet brølede ikke, det lød nærmere som et skrig fra et menneske der var blandet med en kats væsen. Den lyd fik det til at krible igennem ham. Væsnet var ikke noget han havde set før og det der var ukendt skræmte en, men fascinerede også på samme tid. Han kiggede kort på Kuuma og derefter dolken. Hans ord fik et kækt smil frem på hans læber. Inden længe havde han selv formet en istap i sin hånd, der var ligeså skarp som en kniv og kunne dræbe ligeså let.
"Det er jo det man kan," Ordene fulgte med vinden og inden længe gjorde Jacob det også. Han løb med lethed hen imod monstret. Det hvæste, samt skreg. En forfærdelige lyd man aldrig ville kunne glemme. Til at starte med snittede han kun monsteret med istappen. Det overraskede ham meget at se dets klistrede hud der nærmest istappen ind til sig.. Man kunne ikke skære den med dolke..

Han gloede vredt på væsnet, mest fordi det skrig irriterede ham, og han knurrede tilbage, imens han skævede til Jacob, og han undrede sig over hvad fanden det var for et monster, han kunne så vel som fornemme Jacob's forvirring, men han stod fast til sin grund, han bemærkede dog Jacob's kække smil, og så ham forme en istap kniv dims, og han grinte muntert med et bredt grin.
''hehe yeps''
han havde svaret med et grin, og han så Jacob løbe med lethed imod monstret, han knurrede irriteret over det's hvæse skrig ting, en pisse irriterende lyd ifølge Kuuma selv, og han vidste det ville hjemsøge ham og han grinte glad ved tanken, imens han dog så underligt til imens Jacob ikke kunne skære i den men at den nærmest tog istappen til sig, og Kuuma stak sin dolk i hylster, og trak sin slagstifte, beregnet til og brække og ødelægge ting, og han foldede den ud og stormede imod den og slog brutalt imod den's kranie med fuld muskelkræft og slagkræft, men uden og tage sig tid til og lytte eller kigge, trak han sig tilbage, og løb tilbage, så på Jacob om svar om det havde virket.

Monstret brølede endnu engang. Verden ramlede omkring den.. Tøvende snappede den ud efter Kuuma, men bemærkede blot at det mislykkedes for den.. Langsomt faldt den til jorden, spjættede svagt og langsomt så det ud til at det grønne over dets krop forsvandt. Som en bølge der trak sig tilbage i havet. Jacob så chancen, sprang på monsteret endnu engang og jagede istappen igennem dets skulderblade. Et nys skrig efterlod den og til sidst kunne man se hvordan den langsomt forvandlede sig om til et menneske.. Forskrækket trak Jacob sig tilbage, så forvirret på det døde menneske og kunne ikke få det til at hænge sammen. Han kiggede hen på Kuuma. "Det var et menneske hele tiden.. men, hvordan.." han så ned i jorden.. "Jeg tror.. jeg tror at vi ikke passer på.. så ender vi som dem!" Hurtigt kiggede han op på Kuuma. "det er det manden er ude på.. Vi ender som den hvis vi ikke skynder os at komme væk!"