Someone to Die for

Elyas så lidt på hende. Altså?
Han trak let på skuldrene. Han forstod ikke det med slaverne...I hans hjemland var det jo blevet forbudt for læææænge siden og han kunne slet ikke...Forstå systemet eller at det skete. Han kunne stadig blive overrasket når han gik på gaden og så en slå en anden, fordi de åbenbart ejede personen. Det var så sært for ham. Han var ikke den rette til hendes skole. Om den endnu eksisterende eller ej. Han havde jo ikke særlig meget selvværd, han viste ikke hvordan man overlevede...Men disse ting nævnte han ikke for hende. Folk sagde det altid imod. I stedet lod han blikket glide over til Sean et øjeblik og tænkte det nok var bedst hvis de fik lidt tid selv. Til at...snakke. Han nikkede kort, vendte rundt og forlod lokalet med et lille vink.

Sean mærkede hendes lille gestus, hendes spinkle fehånd. Det var næsten som at kære en pensel op af en sten, han mærkede det næsten ikke, hvis ikke det var fordi han ønskede at være opmærksom på det. Han rørte sig ikke, da hun åbenbart mente de var så meget dus at hun kunne læne sig helt op af ham. Hendes lille spørgsmål...Irriterede ham. Han følte ikke han måtte tage sig af Elyas, at Camille prøvede at sætte ham på plads, at ingen af dem gad respektere ham. I stedet havde hans tanker gået på hvordan han skulle vende situationen til hans bedste...
Han drejede hovedet en anelse, så han lige præcis kunne se hende ud af øjenkrogen og følte sig faktisk lidt højere, også psykisk, ved hendes lille gestus.
"Kommer han hjem, med selv den mindste skade, står du til regnskab" lød hans tænksomme svar.

Som hun stod der, lænet op af ham oplevede hun et sekunds ro.
Sean var fysisk ret større end Camille og gav et indtryk af at være en urokkelig støtte, for dem han altsår lige gad være det for.Camille var ikke en af dem.Hun var mere en on off kontakt til hans følelser.Hun mente at hun vækkede en lille smule af det hele i ham, måske.
Og derfor brød han sig nok ikke rigtig om hende. Men det havde aldrig været en forhindring for Camille i at byger en bro til en anden person.
Hun var glad for Elyas havde lyst til at gå med hende.Det var på en måde mere end hun havde forventet.Han var modnet....og Sean havde taget sig godt af ham, så det ud til.
Sean drejede sig en smule, og gav hende lov.Camilles hjerte hoppede.Det var så dejligt . Hun rykkede sig så, hun næsten stod ved hans hofte, dog stod hun lidt mere foran ham, og havde derfor mulighed for at gribe i hans skjortes sorte stof ved kraven, og smile op til ham. " Jeg lover der ikke sker ham noget.Så skal de ihvert fald gennem mig først" bjæffede hun tappert og slap så lynhurtigt hans skjorte i en forlegen gestus, da hun opdagede hvad hun var i færd med.
" Stå til regnskab? Hvad mener du egenlig med det? Har du et fange rum gemt af vejen i din kælder" sagde hun spøgefuldt, og klappede ham på hans brede bryst, inden hun trådte tilbage.
Camilles øjne landede ved et stykke træ...en...en legetøjs bil ?... Den lå i et hjørne med hjulene i luften.
" Øh...Sean... Er du ikke for gammel til den slags " lød det som et spørgsmål.
Tilhørte den det det barn han tidliger havde talt om ?
Hun så på ham...var der andre børn i huset her...nu ?

Han så lidt på hende. Han svarede ikke med det samme, stadig fornærmet over hun havde talt så nedsættende om den stærkeste race i miles omkreds.
Hans ene øjenbryn gled op i panden da hun nævnte fangekældre. Den talte sit tydelige sprog: Hun ville ikke vide hvad han gemte i kælderen, men hun havde gætter meget nær rigtigt. Kælderen gemte også andre hemmeligheder, men at fungere som en fangekælder var på en måde en del af det.
Hans blik gled i stedet over til den lille bil...Og han bandede indvendigt over en tjener ikke havde fået ryddet helt op efter Bruce. Connor var jo stadig ikke stor nok til at gå rundt selv. Han trak vejret dybt, velvidende Camille ikke ville lade emnet ligge.
"Den tilhøre nok Bruce. Eller Connor, måske endda." svarede han, som om det var det mest naturligste i verden at han havde børn i huset.
"Luce er forresten flyttet. Men Bruce er her stadig nogen gange, for at besøge sin bror. Ifølge en aftale, jeg også nævnte sidste gang, er Connor min" han så lidt på hende. Han ventede bare...Nu ville hun nok udbryde han da slet ikke skulle være far og forlange at få historien om ritualet en gang til...en psykisk magtkamp han slet ikke havde energi til lige nu.

Camille studsede over det ændrede udtryk i Seans ansigt. Hun havde vist ramt plet , men da hun ikke havde fantasi nok til at forstille sig at hun netop nu befandt sig ovenpå Seans private fange kælder, misforstod hun og troede det var endnu en tavs trussel til hende. " Årh hold da op" mumlede hun .." Som om du kunne klare mig , hvis det kom til det " forsatte det lille ego Camille havde hoppene på sine skuldre. De vidste bege at Sean formodentlig kunne knuse Camille med en hånd, men derfor kunne hun jo godt knurre lidt, ik?
Hun fik ikke lov at dvæle ved emnet , da bilen kom på tværs. Camille kunne ikke dække sin overraskelse... Det var jo helt umuligt at holde trit med den mand foran hende.
"Connor .... OG Bruce ?.." Hun borede sig ind i hans øjne og krævede et svar, og for at hjælpe hans tunge lidt i gang , lød det igen " Der er to børn nu?... Skulle du ikke bare hjælpe Luce med hendes?"
Svarer kom også fra Sean ..og Camille rystede de lyse lokker i ren forvirring. " Du har Luces lille baby.. Og hans bror... Her?" Hun kunne slet ikke få noget til at passe.
Men der var godt at Luce var flyttet. Sean skulle bo med den han elskede og ikke mange ville se glad til deres kæreste boede med en anden kvinde, eller var det bare Camille?
" godt ... Hun skal stå på egne ben " smilede Camille svagt.
" Men hvorfor i al verden har du de drenge " hun skimtede til sit glas, tomt. Mon hun skulle bede om mere? Hun havde lyst til at mærke den afslappende effekt. Blive... Rolig ... I sind og sjæl, inden hun igen skulle ud og out smarte de udøde. Det var hun nød til... Hun var ikke den store fighter. Hendes øjne kredsede om Sean... Op og ned af ham.
" Har du noget i mod at forklare for mig, hvor for der er SÅ komisk og forfærdeligt at Elyas skulle lære at kæmpe på en Valens hest? Eller havde nogle små der så op til ham? Naa det er ikke dæmon sejt nok- men du... Du kan rende rundt og lege barnepige? Som en anden onkel sofus fra Amerika '
Camille prikkede ham på brystet. Hår og varm var han. Hun løftede hagen og så op i hans øjne, og inviterede dem med hendes levende blik- til at vise hende lidt følelser. Hvis han kunne.
Han skulle ikke skjule det for hende.
Med en blød stemme , spurgte hun ham, da hun langsomt trak sin finger til sig. "Sean... HVAD laver du med de drenge? ... Med al ære og respekt for dig, du virker ikke som en lege onkel ... Der må stille noget bag"
Camille mærkede et lille stik i hjertet.
" Må jeg se ham... Holde ham , Connor? ..må jeg'" sprang hendes tanker og hun satte lyd til dem.
Og denne gang var hendes bøn og kropssprog helt underlagt Sean.

Hun formåede at spørge om det samme på så mange måder og så mange gange. Måske var det fordi han var langsom til at svare. Fordi han tænkte over hvilket svar han faktisk skulle give hende, når han allerede mente han havde fortalt hvem legetøjet tilhørte. Hans mørke blik gled ned over hende et øjeblik i et sekund legede hans hjerne med de sjove billeder af hvor overrasket hun ville blive, hvis han tog hendes hånd og brutalt begyndte at kysse hende. En tanke der lokkede et lille smil frem på ham. Han nød tanken af den ene grund, at det var Camille. Fordi han viste hvor rundt på gulvet hun ville blive af sådan en gestus. Men det var langt fra noget han ville gøre i virkeligheden. Ikke om han overhoved ville overveje at tage sin brors rester. En ny tanke faldt ham ind...Elyas...Et eller andet sted håbede han at Zean kom efter ham, så han kunne hive Zean til side og slå ham ihjel. Hans mål for livet, inden han var rejst til underworld.
Hans blik havde været fjernt i et øjeblik, før han blev nærværende om Camilles krævende finger mod hans brystben. Han så ned på hende et øjeblik og lod endelig de krydsede arme glide ned langs siden.
"Du kræver meget, ved du godt det? Du banker evig og altid på min dør, forsøger at komme tættere ind på livet af mig" kommenterede han en smule tørt. Mest for at stoppe hendes evige strøm af spørgsmål.
"Connor er Luces yngste. Hun kom til mig for hjælp og gav hende hjælp. Hun ønskede ikke barnet og derfor aftalte vi jeg beholdte ham. Bruce er hendes ældste søn, også en dæmon. Ham har jeg intet med at gøre, men som sagt kommer han nogengange for at se til Connor. Selv om det ville være mest nyttigt hvis de begge holdt sig væk fra drengen, så han ikke ved han har en anden familie" han så lidt på hende da det gik op for hende hvor hårdt det måtte lyde for hendes små ører.
"...Ment på den måde at jeg får nemmere ved at opnå en relation til ham og forme ham til den perfekte...Dreng, der en dag kan overtage min magt" Jacob, en ung dæmon, kunne også du til det...Hvis ikke det var fordi han blev gjort sød og nuttet af Nille. Og hvis det ikke var fordi han allerede havde sin egen klan. Han rettede sig op og lod en hånd glide igennem det mørke hånd. Armbåndet skinnede i det svage lys omkring dem, da han løftede og lidt efter sænkede sin arm igen. Vedhænget lignede vinger, en dæmon og en engel vinge, sat sammen på midten. Og med en lille tekst på.

Sean gjorde en gestus over til døren.
"Elyas har vigtigere ting at bekymre sig om. Det ved du. Der er mange måder at kæmpe på og jeg har i sinde at lære ham min måde først. For den vil kunne holde ham i live længere end direkte sammenstød" svarede han en smule kort, med en stemme der sagde hun ikke skulle stille spørgsmål ved hans opdragelse.
"jeg ved ikke hvorfor du vil se ham..." han så på hende, da han var gået over og åbnet døren for hende, med en svag gestus til at hun skulle gå først ud af rummet. Og med et spørgsmål der hang i luften, krævede svar på hvorfor hun ønskede adgang til hans små affærer. Han viste ikke hvorfor han et eller andet sted gik med til det...For mest af alt frygtede han hun tog barnet og flygtede med det.

Camille nikkede medgørlig.
Det var jo efter alt kun sandt, hvad Sean sagde om hende. Hun var ekstremt krævende og hun vidste det godt. Derfor smilede hun op til ham.
"Ja... Det er jeg nok, men jeg tror det er på nogle helt andre områder end dig ". Magt og position betød intet for Camille. Nærvær, tryghed og ærlighed derimod og så den alt afgørende kærlighed naturligvis.
Et lille næsten forpint træk , bevægede sig ved Camilles læber.
Skulle babyens mor og bror holde sig væk? Ej.. Det lød hårdt. Men hun tøede op ved hans forsøg på at glatte ud.
" Du kræver perfekt? " hun lo stille og lagde hovedet lidt på sned.
" Så er jeg bange for du sætter dig selv op til stor skuffelse... For ingen er perfekte Sean.., og ville det hele ikke også blive en smule... Kedeligt så?" Sean havde netop fået tændt for kontakten så hendes nysgerrighed lyste. Hun skulle Vide meget mere om denne organisation af hans, af Seans.
Og ved denne .. trang .. han synes at have til at skabe arvinger.
Hun vidste instinktivt at det kunne gå hen og blive vigtigt. Men også at Sean ikke ville fortælle hende ret meget. Så Camille lod emnet falde til jorden, for nu.
Måske en dag- en onsdag - han ville give lidt i retur , når de snakkede?
Istedet registrerede hun den lille bling bling fra hans håndled. Sjovt , at han var den af dem der gik med smykker.
Det så.. Særlig ud, ikke som en masse produktion, armbåndet.
Hendes glæde ville skinne ud gennem øjnene, da Sean viste hende ud... Tegnet på han ville lade hende se Connor.
" Ja ja... Jeg ved godt han skal lære meget og jeg er sikker på du er den bedste til de ting... Dæmon ting" hun viftede lidt med den ene hånd foran sig. " Men jeg.. Jeg har også værdier og.., ting han kan lære af og drage nytte af" fastholdet hun.
Ikke at hun lige på stående fod kunne remse dem op, men det betød bestemt ikke at de ikke var der, tænkte hun.
Hun fulgte efter Sean , og inden han ville lede hende ind i børne værelset , ville Camille stoppe op og se nogle sekunder på ham.
" Hvorfor jeg vil se ham? " hun så kortvarigt forvirret ud, men mumlede så " du gode.. Ser du strategier bag alle handlinger? Jeg elsker babyer , Sean. Okay? Jeg elsker små børn" hun så lidt fåret på ham og fandt det næsten sødt at han virkelig ledte efter en årsag , udover dette.
Inden de trådte ind, greb Camille fat i hans håndled og ville løfte det op i hendes øjenhøjde.
" Hvad er det? .... " hun studerede det nøje " det er meget smukt "

Hans smil voksede lidt.
"Du tror intet er perfekt. Jeg tror det kommer an på hvad der man mener er perfekt" svarede han hemmelighedsfuldt. Han var langt fra selv perfekt og viste næsten intet var, hvad man normalt kaldte perfekt. Men det hele kom jo an på hvordan man så det: der fandtes jo folk der fandt små fejl charmerende - Gjorde det så ikke det hele perfekt?
Tingene ville skam ikke blive kedelige af at han prøvede at påvirke tingene lidt. tværtimod elskede han at påvirke. At sprede sit nærvær og spind over folk.
de forlod rummet og Sean lod døren glide i bag sig. Han viste vej over marmorgulvet og op af trappen, til første sal. Han gik ned af gangen, men blev stoppet foran børneværelset af Camille. Han så lidt ned på hende. Og smilte endnu engang.
"Der er tanker bag alt. Selv hvis det du siger er den eneste sandhed, er det stadig en tanke der ligger bag. At du har lyst" han viste ikke helt om hun ville forstå hvad han sagde. Det var også lige meget. Når man havde levet længe, som han havde, kom man automatisk til at tænke over tingene på en lidt anden måde. Han havde lige lagt hånden på døren, da hun nævnte armbåndet.
Han stod næsten som lammet, helt stille, i et øjeblik. hans blik gled ned over hans arm, den samme arm der havde tager ud efter dørhåndtaget, før han slap håndtaget og trak hånden til sig. Hans fingre, på den anden hånd, gled op og fingerede let ved vedhænget, mens han studerede.
Det var som om hans skuldre faldt ned i et øjeblik, som om hans parader var lidt lavere. Det var tydeligt det havde stor betydning for ham...

Nephthys. Hans søster, omend ikke biologisk. Havde han ikke netop lukket hende helt ind, hvor han kunne? Havde de ikke netop fundet en plads til hinanden...Før hun så hurtigt måtte rejse og sagde hun havde brug for at komme væk...Fra det hele?
Pludselig rankede han ryggen og så over på Camille med et glødende blik.
"Det kaldes et armbånd. Jeg ved ikke hvor tit du der dem" han fejede emnet af banen. Børstede det ind under gulvtæppet. Han åbnede bestemt døren og trådte ind i rummet, før hun kunne nå at stoppe ham eller sige noget til ham.
Rummet var ikke særlig møbleret. Bevares, det havde et fint og blødt gulvtæppe, som mange andre rum i huset. I den ene side var der en tremmeseng, den anden side en almindelige seng. Der havde Bruce sovet, da han også boede her. Under vinduet, der var midt i rummet, stod der et bord og en stol. Ved siden af døren var der på hver side et skab. Legetøj lå spredt ud over rummet og vidnede om et energisk barn. Dæmonbørn var ofte...besværlige og Connor havde vist sig som et særlig aktivt et. Han krydsede hurtigt rummet, ivrig efter at tænke på noget andet. Barnet, på ikke mere end et år, så og sov. Han havde kastet dynen af sig, men holdt krampagtigt om en klud i den ene hånd. Han så fredfyldt ud. Lyst hår, buttet ansigt og en generelt buttet krop, klædt i noget der lignede en for lang trøje, som blev samlet i knapper mellem hans ben. Da Sean tog fat i gelænderet på sengen og lænte sig over sengen, virkede det dog som om barnet rørte lidt på sig og sparkede ud med det ene ben, drejede hovedet over mod dem, trods han stadig sov.
Sean drejede hovedet let og så over på Camille et øjeblik. Hans ansigt røbede igen intet. Og især på dette punkt...ønskede han ikke at røbe noget for Cam. Han havde en fornemmelse af hvad hun mon tænkte på. Selv tænkte han aldrig på andet, når han var sammen med Connor...Hvordan det lyse hår mindede om Deans...hvordan grinet lød som Deans, hans bevægelser...Virkeligheden var bare han slet ikke mindede om Dean, men at han ikke kunne lade være med at...se det. Høre det. Tro det. Han trak vejret dybt og så ned på drengen igen. sørgmodigheden krøb ind på ham og truede med at overtage ham.

Camille vidste ikke helt hvorfor, men et billed tonede frem i hendes hoved, da Sean forklarede om hans syn på perfektionisme. En bilens af en blod rød rose, med tykke fløjelsbløde kronblade og spidse ubarmhjertige torne på de ir grønne stilk. Billedet tonede langsomt ud, gik op i røg.
" Enig... Kan man lide sprækker og ridser i lakeringen , er der perfektionisme over alt" men det var nu nok ikke sådan han mente.
Camille forstod for sent hendes fejl. Sean var kvik og man kunne ikke stikke af fra en regning i hans selvskab. Hun smilede op til ham.
" Ja ' skat' ... Der er tanker .. Ellers så det da sort ud " drillede hun " Keg mente skjulte hensigter... Jeg kan bare godt lide børn"
Camille trådte en skridt tilbage , ved måden Sean kort lyste op på, da hun greb hans håndled med armbåndet.
Var det en advarelse eller hvad? Han havde da ikke lyst til at tale om det, og han skærpede dermed kun Camilles interesse. Hun tøjlede den dog og svarede ham istedet igen lidt udfordrende , med et glimt i øjnene. "Et armbånd... ?Virkelig... ? Sjovt, Jeg var af den opfattelse du have en barberkost om din hånd!"
Hun talte til hans ryg , da han gik ind og Camille trippede hurtigt efter, inden han ændrede mening om at lade hende. Hen til sengen kom hun og stod der ved Seans side , og kiggede ned. Camille blev blød om hjertet, selvklart.
En smuk lille uskyldig dreng lå der. Dæmon eller ej, hun så et barn... En dreng. Og Camilles egen baggrund pustede sin unådige erindring til live. Et minde der hav hende en trang til at elske og beskytte alle børn. På alle måder. " Åh Sean.. Han er jo bedårende" forsigtig strøg hun lidt lyse lokker til siden, væk fra hans pande. Uden at vække ham.
Hun havde håbet han var vågen. At hun kunne holde ham i sine arme. Bare en kort tid. Hun så på Sean , med et mildt udtryk og ....så han kæmpede. Camille blev kort slået id af kurs. Forstod ikke helt.., noget.
Men.., tænkte så igen , som hun havde under deres sidste møde. * Han kompenserer..han har ondt og forsøger kompenserer*
"Sean?" Hendes hånd strøg hans hårde overarm , bare en enkelt gang ... I forsøg på at hidkalde hans opmærksomhed, trække han ud af dystre tanker og lidt kejtet give lidt trøst.
" Er du okay ?" Spurgte hun sagte med en stemme der dirrede en smule.

Han lod hende snakke. Det var måske ikke en skjult hensigt, men en hensigt var det alligevel. Hun ønskede at se barnet, fordi hun holdt af børn. hendes hensigt var at se barnet for selv at føle en form for behag og måske endda en slags nydelse selv. i stedet studerede han bare Connor i et øjeblik. Han overvejede at vække ham, at tage ham op, men han gjorde det som regel aldrig sammen med andre, men selv.
Armbåndet...Han viste godt hun fiskede lidt og på en måde...Kunne han godt fortælle hende det. Hendes reaktion? nåååå hvor var det synd for ham! Sådan en reaktion kunne han ikke holde ud. Folk skulle ikke have ondt af ham, have medlidenhed eller prøve at råde ham. Han var vokset over det stadie hvor han havde brug for en sutteklud eller en reservemor. han kunne lige se det, det triste skær i Camilles øjne og hendes tøvende svar, som da ville være noget nær `vil du snakke om det, kære stakling?´
i stedet fik han næsten et chok over hendes berøring. Han havde ikke lige været opmærksom...På noget som helst. helt skyllet væk i sine egne tanker, ude på dybt vand. Nu svømmede han hastigt ind på land, inden nogen kunne opdage det og kommentere ham for det.
Han rettede sig op, som om Camilles berøring havde gjort ondt og i et øjeblik virkede han forvirret. Så rystede han hovedet, rystede bogstaveligt det forvirrede blik væk, og sendte hende et lille smil.
"Jeg er en ustabil person Camille. Små børn er ikke min stærke side" bedre kunne han ikke gøre det. i stedet vendte han sig mod det lille barn. De to store hænder lagde sig rundt om den spinkle krop, da han løftede drengen op. Drengen rykkede uroligt på sig og peb lidt, vågnede halvvejs på vej op i Seans favn. Hans store øjne gled forvirret over Sean og Camille. Det var først da han lå stille i Seans ene arm, som Connor næsten forsvandt ind i, at han begyndte at sparke ud i luften og vride sig, utilfreds med at blive vækket midt om natten. Et svagt smil spillede på Seans læber, da han studerede Connor.
"Han er stærk og fuld af energi. umulig, som alle dæmonbørn er det. Han skal nok blive en god dæmon en dag" han vendte sig om mod Camille og håbede udsigten til at holde et lille liv i sine arme, ville få hende til at glemme hans problemer. Han skiftede stilling og stod pludselig og tilbød hende barnet. Forsigtigt...så forsigtigt. Som om barnet kunne gå i stykker ved den mindste rystelse.

Hurtigt fandt hendes hånd tilbage på Camilles egen hofte. Hun havde vist forskrækket ham. Havde han været så langt væk?
Hun kunne mærke forandringen i ham... På så mange niveauer at det ikke lod sig beskrive. Sean var stærkere end før, mere sikker mere robust mentalt. Sært .. Hun fik igen en oplevelse af ham som en sikker havn.  Hun så væk, selv lidt forvirret." Jeg ved godt du er ... Kompliceret " omformulerede hun hans ord, og så ned på hans lår.
At følge med i hvad Sean og camille talte om , og hvad der hang af reaktioner og følelser i luften mellem dem, var svært at følge med i. Hele tiden kom der nye til, og nogen blev skiftet ud.
Hun så ham løfte Connor op, og måtte indrømme at selv ikke hende selv , havde kunne behandle drengen med en større nænsomhed.
Vidste han at han radierede kærlighed i det øjeblik? Kunne han mærke det? Eller brugte han selv helt andre ord, for ikke at indrømme .. Eller afsløre det?
Hun sendte Sean et lykkeligt blik og strakte armene ud, for at modtage den lille varme krop. Selv om Connor i Camille noget mindre størrels, virkede større , var det ingen problem for Camille at putte drengen ind mod sit bryst. Hun tyssede sagte og kærligt på ham, satte små kys på den bløde barne pande. Og det virkede. Connor blev stille og de små øjne gled i , han lod sig vugge i søvn.
Den umiddelbare tillid  fra er barn - og fra Sean der havde tilladt Camille at deltage i noget privat og særligt- og ... Sikkert er hav af andre ting fra Camilles eget hjerte , fik hendes tåre til at begynde at rende ned. Klare og i lind strøm . Hun kunne ikke sige om hun i det sekundt var lykkelig eller det stik modsatte, hvilke var helt enormt forvirrende. Det at stå med ham ... Udløste bare noget dybt inde i Camille. " bare er øjeblik til" bad hun og ville sætte sig lidt med ham.
Hendes øjne var sløret , da hun snusede til barnet ... Ikke for at se om han var ren. Men i en kærlig gestus. Hun nød ham. Kyssede ham igen på panden
og hviskede op til Sean " du er meget heldig ... Luce er heldig ...  Jeg håber i ved hvor meget " Camille tørrede distræt sine fugtige kinder. Det var da også noget pjat , sådan at græde foran Sean.

Hun spurgte ikke mere ind til det. Og hans skuldre faldt lidt ned, som om han havde været klar til en krig og nu opdaget der ikke der blev krig alligevel. Connor faldt helt naturlig på plads i Camilles favn i noget som Sean altid havde set som kvindernes job. Det var i hvert fald ikke hans. At passe og give omsorg til et barn. I et øjeblik huskede han Nephs modstand, da han tog Dean...Men det virkede tåget og som en drøm. Som om det faktisk ikke var sket. Hans blik hvilede på billedet af de to. Dilemmaet om en familie var smertefuldt for ham og noget han faktisk ikke orkede at tænke over lige nu. Han fik alligevel aldrig en rigtig familie og han var heller ikke sikker på han ønskede det længere.
Hendes tårer overraskede ham. Chokerede ham næsten. Hvorfor var hun ked af det? Men han opdagede han tog fejl...Hun var vist glad. Glad for at stå med et barn på en måde det gjorde ham dårlig tilpas. Burde han gå? Han havde ikke lyst til at gå og efterlade Connor i hendes arme. En pludselig frygt for hun skulle fjerne ham, som et barn der klamrede sig til en bamse og ikke ville have forældrene skulle tage det fra sig.
Til sidst havde han lyst til at grine. Men følte det ikke kunne være fair over for Camille. så han lod være.
"Camille. Connor er på ingen måde min søn. Jeg har aldrig været sammen med Luce på en seksuel måde. Jeg tog bare imod ham fordi han vil være nyttig senere" som altid rationaliserede han ting. Det gjorde det hele nemmere. Camille havde fået det til at lyde som om de selv havde avlet barnet. Men han havde aldrig lagt væsker til. Ikke med Luce, by the way.
Om han var heldig, svarede han ikke på.

Opslugt af et spinkelt øjeblik, i den ellers så lange evighed, sad hun med næsen begravet og nynnede sagte , små beroligende og søvndyssende ord, for den lille dreng.
Camille havde egenlig haft små beskedne mål med hendes liv, men alligevel ...alligevel ville brikkerne i hendes personlige puslespil bare ikke rigtig lægge sig.
Hun have en ide om, at netop det at blive mor aldrig ville ske for hende. Hun vidste det bare...kunne mærke det i sin mave. Hun elskede Mira af hele sit hjerte....det var ikke det.Hun havde svært ved at forklare forskellen, og skulle hun forsøge ville hun straks få dårligsamvittighed over for Mira.
Sean brød det nære øjeblik, med en nøgtern og objektiv besked.
Camille rømmede sig , uden at larme for meget , og så op på ham.
" Jeg ved godt du ikke er hans rigtige far" hun sendte ham et ' stop , hold nu' blik, da Sean begyndte med sex og ikke sex med Luce.
" til nytte senere? Jeg håber virkelig det er til at tage opvasken , du taler om nu" kom det ikke foruden ironi.
Hun så på Connor igen.Han lignede mere en lille engel end en dæmon, som han lå der med de lyse vipper lukket tæt.
Camille rejste sig fra stolen, og med bevægelser der så ud som hun ikke udfyldte tiden med andet end at pusle om børn, gik hun over til sengen hvor hun anbragte Connor igen.
En lille bamse der lignede en lilla drage, blev lagt på hans mave...og tæppet trukket op over maven på den lille fyr.
Camille rettede sig op, og havde nær ikke modstået trangen til at prøve at flettet sine fingre ind i Seans, i en misledt tanke om at dele ømheden for den her lille dreng, men naturligvis gjorde hun det ikke.
" Tak" sagde hun istedet, og denne gang var der ikke noget smil der fulgte med.Hun var fuldstændig ærlig, og kendte intet bedre ord for at sige hvad hun mente.
En lille del af hende var bekymret for hvad Seans dæmon natur ville kunne finde på med Connor, sådan i et impulsivt øjeblik.Men hun havde selv set hvor nænsomt han havde løftet på Connor, som var han det mest dyrebare som der fandtes.
" Skal vi liste ud, inden han vågner?" Forslog hun , og ville gerne tilbage og lokke et glas promiller mere ud af Sean.
" Jeg trænger til noget...stærkt....at drikke...igen" sagde hun med et fåret smil til ham.

et øjenbryn gled op i hans pande, da han modtog hendes irettesættende blik. Han mærkede hvordan hans humør faldt, sekund for sekund, til han til sidst ikke troede han kunne lokke det gode humør frem igen. Barnet, Camille der puslede sådan om ham...Gjorde han ikke glad på nogen måder. i stedet lagde det nærmest en skygge over ham, en hvor han næsten fik ondt af sig selv og bare ville krybe sammen i et hjørne. i stedet stod han med rank ryg og kiggede på, da Camille ganske kærligt lagde barnet tilbage i seng. Hun var heldig det ikke var spisetid. Eller tog det legetøj han tilfældigvis legede med...Så kunne man pludselig godt mærke den lille dæmon i ham. Som altid kunne skindet bedrage.
I stedet åbnede han døren op igen, som var gledet i bag dem, og gjorde tegn til hun skulle gå først. Han sagde intet, før han lukket døren bag dem til børneværelset og gik hen af gangen, for til sidst at gå ned af trappen igen. I et øjeblik overvejede han det, men blev så enig med sig selv om han også godt kunne bruge noget alkohol, nogle promiller, til at løsne stemningen.
"så. Hvad er dine planer for denne krig? Hvor vil du gemme dig eller kæmpe, om man vil?" spurgte han, som om han i virkeligheden spurgte hvor hun overvejede at handle ind på vejen hjem. Han gik ned til køkkenet og så sig over skulderen et øjeblik, for at tjekke hun var med og kunne høre ham. Han åbnede døren til køkkenet, tre trin førte ind i det store rum. Ovne og komfur i den ene side, sammen med et langt køkkenbord. Et spisebord med bænke midt i rummet af hårdt træ. Flere skabe og skuffer ved den sidste væg. Nede i den anden ende af rummet var der en køkkendør. Der var også en dør der førte ind til madlageret. Mary, kokken, sad ved bordet og småsludrede med Sigmund, mens hun ordnede nogle små bær. De kiggede begge op, da Sean trådte ind i rummet med et svagt smil. Sigmund skulle til at rejse sig, da Sean med en kort bevægelse med hånden bad ham blive siddende, hvad han da også tøvende gjorde. Sean gik direkte over til et af skabene og åbnede først det ene, hvor han hev to glas frem og bagefter et andet, før han hev cognacen frem, en halv tom flaske. Han viste ikke om Camille var gået med ned i køkkenet, men om ikke andet vendte han om og ville forlade rummet igen, for at gå tilbage til den lille opholdsstue de normalt var i...

Efter Connor igen lå puttet, havde Camille mere opmærksomhed tilovers til Sean selv.
Han virkede som en forandret mand nu.Mere mørk....mere tillukket, end inden han havde ført hende til barnekammeret.Med en spekulativ mine, gjorde hun som Sean instruerede og gik ud af værelset, med ham i hælene.
Samtalen om krigen virkede pludselig som et meget sikkert emne, i forhold til samtalen om børn.Camille kløede sig lidt på den ene hånds side.Hendes hud virkede tør, hvilke hun fandt enormt generende. I den virkelige verden...og enda da hun opholdte sig med....Aleck...havde hun de skønneste creamer at pleje huden med. Men for tiden gik penge altid til alt andet end hende selv.
" Lige nu er vi rykket fra Valentine gården og til den store gamle gård der er her i byen.Erics forældre Nicholé og Isaac kender parret der driver gården, og de huser mange der har søgt tilflugt.Mira elsker at være der og leger med deres søn Roy." Camille smilede og lod Sean komme forrest, da hun fornemmede de var på vej til et andet rum i huset.
" Gemme mig? Nej....jeg kan ikke se til imens de slagter og forvandler alle på deres vej, vel? Jeg deltager ...men på min egen måde. Jeg...kan ikke bekæmpe en hel hær Sean" hun klemte om sine spinkle arme, som for at illustrere med et lille humoristisk smil, at musklerne nok ikke rakte til at nedlægge en hel hær.." However....har jeg endnu ikke mødt den mand jeg ikke kunne nedlægge, så jeg går efter ham....necromanceren selv" hun nåede ikke at få Sean svar før de stod i et køkken. Et vældigt hyggeligt et, og Sigmund og en kvinde synes at hygge sig.
Camille smilede til dem begge , mumlede et godaften og kunne se de var en smule tøvende omkring Sean.
Da Sean stod med flasken, greb Camille fat i hans arm, lænede sig mod ham og hviskede ind i hans øre..." Skal vi ikke blive lidt... Her? Måske drikke et glas med de to?" Camille strøg fingeren ned at Sean arm, og lænede sig så igen væk fra ham . Hun kastede et blik mod bordet ...det så bare så afslappende hun herinde....ingen formalia...ikke hvis man kunne få Sean til at drikke et glas med dem, og smide formalia til side ba et kvarter.
Øjnene tilbage på Sean....han trængte også til at slappe af....løsne op.
Han så ud til at have det rigtig svært, og nu havde de begge en mulighed for at gøre tingene lidt anderledes...vende det hele lidt på hovedet.
" Fire glas....en flaske...slappe af?" Hviskede hun igen , da hun lænede sig frem mod Sean endnu en gang.

Det var så typisk Camille. At ville sidde her i køkkenet, hvor tjenerne opholdt sig, og drikke med hans butler og kok. Det kunne blive kønt! krigen var på vej og hans vigtigste personale ville være fulde...
Han var på nippet til at sige nej, også med den kommentar at de på ingen måde ville kunne snakke om de vigtigere ting sammen med dem. Men så gav han sig og vendte tilbage til bordet, satte tingene foran Mary og Sigmund, som begge virkede lidt overraskede over dette initiativ.
Sean fandt to glas mere frem og satte også dem på bordet, før han gjorde tegn til at Camille bare skulle sætte sig. Måske var det ikke så tosset det her, måske slap han endda for at være en del af samtalen, der nok skulle blive sat i gang, og kunne sidde lidt i sine egne tanker. Han havde dog en ting at sige, før han var klar til at lade emnet om krig ligge.
"Der er ingen tvivl om at du på ingen måde må gå efter necromanceren alene" hans mørke øjne søgte hendes og det stod klart at han personligt ville enden holde hende tilbage eller tage med hende, hvis sådan noget skulle ske.
"Han er farlig" han tog flasken og fyldte noget op i alle fire glas. Sigmund og Mary vekslede blikke i et øjeblik. Så sendte Mary Camille et stort, moderligt smil.
"En lady! i mit køkken! Du er så sandelig noget andet end de små nips Han plejer at tage med herned. En positiv indflydelse!" Mary sendte Sean et udfordrende blik. Han smilte let til hende og løftede sit glas, for at tage en tår af det. Sigmund valgte at gøre det samme og Mary grinte let for sig selv.
"Mænd!" himlede hun op og tog så til sidst selv en tår af sit glas.

Camille blev glad over hans valg. Hun var helt på det rene med at hun nok udfordrede Sean en del...det gjorde hun oftest, ved ikke altid at handle som han måske ville forvente, eller bryde sig om.Derfor var glæden også altid ekstra, når han ' gav sig' og føjede hende lidt.
Camille lod sig glide ned på den mørke robuste træbænk og foldede hænderne på det solide bord, foran sig.
" Han er farlig, men jeg har een fordel , Sean....han vil aldrig udse mig som en trussel, han vil undervurderer mig , ikke værdige mig et blik i den kamp her....og jeg ved hvordan han ser ud.JEG kan være farlig for ham " sagde hun med et lille smil. Hvor farlig hun egenlig lige var, kunne der nok skrives tykke bøger om, men problemet bestod i at den ene advarelse Sean havde stukket hende, om ikke at forsøge gå imod ham alene.....det var jo bullseye netop det hun var i færd med....at opstøve ham...for at kunne snige sig ind på ham.
Camille løsnede hænderne og modtog sit glas .
Hun sendte Mary et glad smil , som tak for hendes konstatering .Selv om den havde været fuld af ironi, fik det Camille til at føle sig velkommen.
E lady havde Camille nu altid forbundet med en kvinde af velstand, men hvad hun ikke havde i kontakter havde hun i stedet i andre værdier...så Marys tågeskud ramte alligevel på en måde i center.
Camille hævede som den sidste sit glas og stemte i " Mænd...naturens mest lunefuldhed væsen" hun klingede sit glas med Mary, og så over på Sean, da hun førte glasset til sine læber.
" Oh...og hér troede jeg at jeg var den første kvinde du tog med hjem?" Påtaget chokeret lage hun en hånd falde over sit bryst, da hun henvendte sig til Sean, i håb om hans humør ville vende tilbage igen.
" kan jeg hjælpe?" Ville hun spørge Mary og fik hun lov, ville hun begynde sorterer og pille knasten af de små bær, sammen med Mary, imens de små sludrede.
" Så fortæl mig....hvordan er det så at arbejde her? sidder i her og runder dagen af hver aften ? ?" Hun henvendte sig både til Mary og Sigmund, men smed hun et næsten usynligt smil til Sean.

Sean satte glasset på bordet og sendte hende et bestemt blik.
"Det du er i gang med er dumt..." om ikke andet ville han selv gøre det samme. Havde han måske ikke sine små spioner ude i håb om at støve ham op? I håb om at komme tæt på ham, at snakke med ham og komme på...venskabelig fod, bare for en sikkerhedsskyld. Hvis necromanceren skulle vinde, var det godt at være på den sikre side. Men der var forskel på en Archdemon og en halv fe.
"...Og noget af det vigtigste, som du vist allerede har glemt, er ikke at undervurdere sine fjender" tilføjede han til sidst og sendte hende et langt blik, før han lod blikket glide tilbage til Mary og Sigmund, da Camille indledte en snak med dem. han sendte hende et svagt smil, mere fordi hun forsøgte end fordi det hjalp.
Mary sendte Cam et let tvivlende blik og lod blikket glide ned over hendes fingre et øjeblik, før hun så over på Sean et øjeblik. så rystede hun på hovedet med et lille smil.
"Jeg nyder mit arbejde. Du skal ikke grise sine små fingre til, My Lady" nikkede hun let. Sean ville heller ikke gå med til det, var Mary overbevist om. Camille var hans gæst og tilmed en kvinde, åh jo! Hun viste godt det var et farligt felt at træde på.
Dog endte hun med et grine og så over på Camille et øjeblik.
"Hver aften? Nejnej. Så ville vi jo aldrig sove! Vi er vågne fordi vores Herre er og fordi her er gæster. Altid til tjeneste, kan man sige" nikkede hun let. Sean var van til at hun altid var ligefrem og kommenterede det ikke. Det var jo hvad han forventede af dem.
"De små piger sover, men jeg skal have lavet disse bær færdige, så vi kan få lidt saft og konserveret nogle af dem. Bare så vi har lidt ekstra ressourcer når krigen kommer..." hun så ned på sine hænder, der arbejdede hurtigt og sikkert. Det var tydeligt ideen om krigen tyngede hende.
Sigmund lænte sig lidt frem med et svagt smil. Dog virkede han langt mere rolig og reserveret. Han klappede Mary let på armen og hun sendte ham et hurtigt smil.
Sean viste ikke helt hvad han skulle syntes om denne situation og denne snak. Han havde altid respekteret dem, snakket med dem og opnået en god stemning, men han ville ikke opmuntre dem til at tro de var på lige linje. Der var forskel på Herre og tjenestefolk.

Camille forsatte ikke samtalen om necromanceren..ikke her.
Hun have en helt klart fornemmelse for en diskution af en sådan art , forsn hans tjeneste folk ikke ville være passende, ikke for Sean.
Stemningen virkede dog rar og Camille drak jævnligt af glasset, og mærkede varmen brede sig og løsne op for de trætte anspændte muskler og måske også humøret en smule.
Til Mary sendte hun et lille smil og sagde stille..." Det udvendige snavs lader sige nemt vaske af....der er andet der er langt værre" og så rakte hun bestemt ud efter skålen med bær, og placrede den mellem de to kvinder, og gik i gang.
Hun fumlede en del mere end Mary, og kom også til at spise et bær eller to undervejs. " Ja...alle forberede sig på krigen" sagde hun tynget af skrupler over at spise af deres forråd, og for ikke at være den eneste, rejste hun sig op og lænede sig ind over bordet.Det lille bær mellem pege og tommelfinger holdte hun frem og tilbød Sean...måske det kunne formildne ham lidt.
Hvis han åbnede munden med andre hensigter, som at sige nej...ville hun skynde sig at presse det mellem hans læber alligevel.
Hun havde bemærket Sigmunds lille klap på Marys arm, og en tanke tog form.
" Undskyld...jeg ved jeg er meget direkte, men er i et par ?" Spurgte hun nysgerrigt og en smule klodste, men hensigten var ikke andet end god.
Camille elskede at se kærlighed blomstre, måske fordi hun selv så ofte snuplede i den?

Da Camille tog skålen og satte dem mellem dem begge, blev stemningen mere anspændt. Mary kiggede hele tiden nervøst over mod Sean og Sigmund virkede heller ikke glad for ideen.
Sean drak resten af sit glas i en stor mundfuld og var ikke sen til at fylde det op igen og gøre det en gang til. Hans mørke blik gled over Camille og Mary. Forstod hun overhoved den fordeling der var? Et slags hemmeligt kodeks som der skulle følges? Hvis Alane havde gjort det, hvad hun dog ikke kunne finde på...Hvis neph havde gjort det, hvad hun dog nok aldrig ville komme til...Han lod hånden glide gennem sit hår, mens han overvejede hvordan han skulle kringle denne her, uden at lave en scene foran sine tjenestefolk. Hun havde rigtig fanget ham i et hjørne!
Hans betænksomme blik fik dog ikke Mary til at få det bedre. Kniven smuttede ud af hendes hånd og det var kun en hurtig refleks der forhindrede blodet i at tilsmudse alle bærrene. Hun rejste sig hurtigt og gik over til vasken. Hun tog en spand der stod ved siden af og mens spanden balancerede på bordet, tippede hun spanden så vandet gled ned i vasken i en jævn strøm. Hun holdt sin hånd ind under vandet.
Sean tog Camille hånd, tog bærret fra hånden og lagde det på bordet. Umiddelbar en uskyldig gestus. Men sean spiste ikke menneskemad. Det gjorde han aldrig foran andre. For at understrege der var forskel på dem og ham, på at han var overmenneskelig og de havde god grund til at frygte ham. I stedet rejste han sig op og fandt en førstehjælpskasse frem fra et af skabene. Han gik over til Mary. Inden nogen kunne nå at gøre noget andet, havde Sean åbnet kassen og taget marys hånd for at forbinde den.
"Camille..." han så over hende et øjeblik, før han fortsatte sit arbejde.
"...Jeg beder dig. Du gør det ikke nemmere for mine tjenestefolk. Der er en grænse mellem Herre og tjenestefolk og selv om jeg behandler mine folk godt, skal grænserne ikke overtrædes." næsten blidt bandt han en knude på forbindingen og lukkede kassen igen, før han vendte sig om mod Camille. Han viste dette ikke var hendes hensigt og at hun højst sandsynligt ikke kendte meget til magt. Men der var en fordeling og den måtte hun simpelthen acceptere.
"Hvad angår Sigmund og Mary er der ikke kærlighed imellem dem" slog han fast, uden de selv fik lov til at svare på det.
"Der er venskab. Det kender du jo nok til" han gik over til bordet igen, tog bærret op og kiggede lidt på det, som om det var en juvel og han skulle beslutte hvor meget det var værd. Mary stod lidt foroverbøjet over vasken og holdt om sin hånd. så rankede hun ryggen og vendte sig om mod de andre med en bestemt mine. Så gik hun tilbage til sit arbejde, satte sig ned og begyndte at rense videre, som om intet var sket. Sigmund blev siddende, mens hans grå blik gled over scenen foran sig.

Camille indså al for sent, hvilke problemer hendes hjælpsomhed havde sat dem alle i.Hun skubbede underlæben lidt frem, da Sean tog bærret og meget bevidst lage det fra sig. På samme tid næsten, skar Mary sig og så gik det hele stærkt.
Camille var stort set på vej op efter Mary, for at tilse fingeren og vurderer skaden.
Hendes læge studie på jorden, havde på ingen måde været forgæves- men Seans mørke , næsten advarende blik sat hende en stopper for den ide.
Det glædede hende dog at Sean var så hurtig og kvik, hun kunne se at der var styr på situationen.Desuden var der ingen rullende led ...ingen finger spidser...på gulv eller andre steder.Så værre var det ikke, og Camilles vejrtrækning kunne igen begynde,
Men....hun skammede sig.
Camille bar dette ansvar, hun forstod at hun ikke forstod hvordan status skulle forvaltes , et sted som her....så hun var flov.
" Undskyld...D- det var ikke min hensigt...de bær...J-jeg ville bare hjælpe"
Hun skyllede sin drink ned, helt enormt hurtigt.Og stemningen blev ikke bedre af at Sean fastholdte der ikke var et forhold..et af romantik...mellem Sigmund og Mary, for Camille var slet ikke sikker. det lød næsten mere ...' Det vil jeg håbe der ikke er, for ellers!' Agtigt- og de to ansatte så heller ikke ligefrem lykkelige ud.
Måske nærede de følelser for hinanden, men ingen af dem turde forfølge dem?
" Jo...jeg kender til venskab" sagde hun og gav Sean et blegt smil.
Måske var det tid til hun kom afsted.De stakkels mennesker ved bordet skulle have lidt privatliv , Sean og især Camille havde vist forstyrret rigeligt for en aften. Og hun kunne nok heller ikke blive og risikerer at drikke Sean helt ud af huset, for guderne skulle vide at hun havde svært ved at bringe nerverne til ordenlig ro denne aften.
" Måske... Vi skulle trække os? " hun så bedene på Sean, og rejste sig op.
Camille lænede sig over Mary, og satte læberne tæt ved hendes øre..." Undskyld...det sker ikke igen...J-jeg...er ked af det" så kuggede hun ind i Marys øjne et oar sekunder, hvorefter Camille med pegefingeren skubbede skålen på plads, helt foran Mary.
" Jeg håber din finger heler hurtig " sagde hun og var så på vej ud af det ellers så hyggelige køkken .Stadig lidt befippet over ' situationen' og også lidt overrasket over....magten der ligesom udstrålede fra Sean.

Bærret endte i vasken, da Sean i en elegant bue kastede den derover. Tingene gik ofte skævt, når Camille blandede sig, men det var hans egen skyld, han havde givet efter og tilladt de skulle sidde i køkkenet, et plads som oprindelig kun var tiltænkt hans tjenestefolk.
Han så lidt på Camille, studerede hende da hun undskyldte og spurgte om de ikke skulle gå et andet sted hen, som en uartig hundehvalp opførte hun sig. med god grund. han fornemmede dog også hendes forvirring og det var nok den egentlig grund til han ikke skældte hende huden fuld.
I stedet nikkede han kort og endte med at holde køkkendøren åben, som for at understrege det var en god ide de gik derfra. Da de forlod køkkenet, hvis hun gik med, lod han døren glide i bag sig.
Han ville ikke forfølge emnet. Det var der ingen grund til. I stedet trak han vejret dybt, men roligt og så lidt på hende.
"Misforstå mig ikke. Men jeg tror det er på tide vi skilles. Jeg har mange ting at tage mig af. JEg skal have omgrupperet min klan, for at holde vores aftale, have en god snak med Elyas og have gjort et værelse klar til Alane" Han viste ikke hvorfor han nævnte disse ting. Alane var gået med til at bo der, mens der var krig, så hun var mere i sikkerhed. Hos ham.
"Samt andre ting..." han så lidt på hende. Det var ikke fordi hun var uønsket, men dette havde bare været dråben for hvad han kunne tåle i aften. Nu var han udmattet.

Camille skyndte sig at glide ud af døråbningen , da Sean lagde an til det. Han havde ramt pænt meget plet i hans uartige hvalpe fortolkning, for sådan følte hun sig. Og havde hun haft en hale ville den logre som besat og havde det været passende havde hun slikket løs op af hans hals , kæbe og mund for at undskylde og indynde sig hos Sean igen.
Istedet stod hun lidt urolig under hans blik, som hun forsøgte at gøre sig en smule usynlig.
" Øh... Ja.. Du har ret , der er blwvwt sent. " hun smilede prøvende til ham , men smiler blev bremset og øjnene en anelse større. " Et værelse til Alene? Christ ! Den ene flytter dårligt ud før du installerer den næste. Skræmmer ensomheden dig . Sean ?" Det hele var sagt i et blødt toneleje, ikke for at yppe kiv med ham. Hendes håndfladen lagde sig forsigtigt på hans muskuløse overarm, der næsten føltes som en sten , bortset fra den var varm. Camille lænede sig ind i mod ham og satte sine læber på hans kind, i et lille kys - hvis Sean ikke havde flyttet på sig.
" Så ses vi onsdag , efter aftensmad tid?eller formiddag ?" Hun så op ind hans øjne , med et spørgende blik - og efter sit svar ville Camille forlade Sean og hans hjem og snige sig uden om ulykke og ballade , så godt det lod sig gøre- inden hun vendte tibage til gården og fandt op i Eric og hendes værelse.

// out

Han nikkede kort, for at gøre klar at det var sent. ikke fordi det gik ham på, han var van til at være vågen eller sove på sære tidspunkter, trods et søvnmønster måske var sundest. Han havde altid ting at lave og hvis han intet havde at lave, opsøgte han dem selv i byerne, gik ud for at spise eller sad i sine egne tanker. Hendes kommentar om Alane gjorde ham dog langt fra glad. Alane var hellig for ham, som selveste Jesus var for de kristne. Enhver hentydning, der kunne forstås dårligt, vækkede hans modvilje eller vrede. Især fordi han følte Cam mente han havde et forhold til Luce, hvad han på ingen måde havde.
"Som altid ser du kun tingene, som du ønsker at se dem" i hans tone var det let at høre han havde misforstået hendes sætning og mente hun havde kritiseret hans forhold til Alane. Hvad der måske også kunne mærkes, da han stod stiv som en statue, da hun mente et kindkys ville være på sin plads. I et øjeblik overvejede han at lægge armene om hende og gengælde kysset på hendes kind, bare for at drille hende og endelig se hende blive den oprigtige forvirrede, men alligevel var hans humør ikke den slags...drillerier.
"Når som helst i løbet af onsdagen. Det hele kommer an på...vil du se mig mens jeg er træt eller frisk?" han smilte let, til sidst, og lod hende selv prøve at udtænke hvornår han var hvad. I stedet gik han over til den store dør og holdt den åben for hende.
Da hun havde forladt huset låste han døren efter sig. Han lænte sig op af døren et øjeblik og lukkede øjnene let, før han med et svagt suk valgte at gå op på Elyas' værelse. De to havde nogle ting at snakke om og det kunne han lige så godt få løst nu.

//Out //