Det halve væsen ~Sean (Fortidsemne)

Sted: Graygodset i The Forest of Mother Nature
Tid: En forårsdag for godt og vel et par hundrede år siden
Omgivelser: Beskrives
Vejr: Godt og solrigt. Alt i alt hvad der burde være en god dag.
Emnepartner: @Sean

Der var engang en pige. Måske ville selvsamme pige erklære os ukreative for at benytte os af en sådant simpel åbning, men det er nu engang den mest rammende vi har, for pigen hun var lever for så vidt ikke længere. Betragt da dette som et indblik i en svunden tid. Om De er privilegeret for at have denne mulighed, må De selv om. ¨
Hvor om alting var, så var denne pige i øjeblikket i færd med at blive klædt på af en mindre gruppe tjenestefolk. Thi som i så mange andre eventyr forsøgte hendes far desperat at finde pigen en forlovet. Der var intet halvt kongerige at tilbyde, men der var dog en rigdom og prestige i at gifte sig med en Gray. En ære, der, som familien indskærpede alle potentielle friere, kun blev meget få forundt (At det delvist var fordi slægten i flere generationer havde praktiseret indavl og at dele af slægten stadig gjorde det i hemmelighed, var de selvfølgelig mindre ivrige efter at råbe højt om).
Dog var Lenore godt klar over, at ligegyldigt hvordan Eugene Gray, hendes far, valgte at italesætte mødet med denne nye mandsperson, så var det et forsøg på at slippe af med hende. Og denne specifikke mand….ja, Lenore regnede ikke med at Eugene rent faktisk forventede mulighed for en forlovelse i dette specifikke tilfælde. En incubus var vel en incubus trods alt. Ikke at deres slags aldrig blev gift, uagtet hvad de ulykkelige succubi på Isle of Pearls fik at vide om deres egne fremtidsudsigter, men denne mr Mcgivens havde et vist rygte for, ja…vel en typisk ud skejet opførsel. Lenore var sådan set ligeglad, hverken regnede med eller ønskede noget af dette. Tvært imod forekom lige netop denne mand hende som værende en trussel. Et løfte om, hvad hun kunne forvente for et ægteskab, hvis hun ikke snart tog sig gevaldigt sammen. Et uværdigt et af slagsen var det vel pointen. Selv hendes mor, Diana, var fornærmet, nok mere fordi hun ikke fik lov til at holde det trevejsbryllup, hun havde haft visioner om siden Lenore og hendes søskende var helt små, end på grund af nogen reel bekymring på Lenores vegne.
Sådan gik det til at Lenore lod sig klæde på uden nogle genstridigheder, men samtidig uden nogen begejstring. Ravneflokken der boede i bjælkerne under loftet på hendes værelse skrappede op og bevægede sig rundt mellem hinanden på må og få, en afsløring af et ubehag den unge dæmon ellers havde trukket sig væk fra. Hun havde lyst til at gå i seng igen, men sidste gang hun havde ladet som om hun var syg, var det ikke blevet modtaget godt. Så hun måtte vel smile og bære det, som hun bar så meget andet. På vej ud af sit værelse greb hun en sten, hun havde malet et uhyggeligdetaljeret ansigt på samt kraniet fra et egern. Begge dele puttede hun i kjolelommen, før hun trådte ud af værelset fulgt af tre ravne. Ikke ulig et dødsvarsel gled hun spøgelsesagtigt ned af mange lange gange, der var hende så velkendte, som bevægede hun sig rundt i sin egen krop. Eller måske i kroppen på et eller andet sovende, men for Lenore at se, godhjertet bæst. Overalt syntes at findes gamle oliemalerier af et utal af slægtninge generationer tilbage. Nogle stadig levende. Andre kunne findes i gravlundene på godsets grund, som det var skik. Mystiske udskæringer var at finde i husets bærende trækonstruktioner. Fabeldyr, vinplanter, dæmoniske skikkelser. Og selv indenfor voksede slyngplanter og blomster op af ældgamle vægge. Huset Grays påståede forbindelse til naturen stak dybt.
Lenore standsede i indgangshallen ved toppen af trappen op til salen ovenpå. Synet man ville blive mødt med var synet af en høj, ranglet og tynd sekstenårig pige, der ikke helt endnu syntes at være vokset ind i sig selv. Hendes hud var så blev bleg, at den virkede gennemsigtig og sine steder gnistrede blodåre elektriskblåt under den. Hendes fingre, lange, tynde og knoglede, var lukket stramt om trappens gelænder. Hun var iført en lang hvid kjole med et voluminøst krinolineskørt, broderet med hvad der i første omgang så ud til at være vindrueranker. Ved nærmere øjekast skulle det dog vise sig at druerne i dette tilfælde var stirrende øjne. Hendes sorte hår gang ned af ryggen i en imponerende blomsterbesat fletning, der nåede helt til hendes knæ. Hun virkede stoisk. Køligt distanceret fra hele situationen. Men de enorme sølvgrå og lampeagtige øjne var fanget i en vild og urolig stirren ud i ingenting.

Hesten slog utålmodigt med hovedet. Rejsen havde været lang, fra hans hjem i Doomsville. Men en personlig invitation sagde man ikke nej til. Ikke hvis man ønskede et ben indenfor i de forskellige adelige familier. Selv om slægtens hus lå langt væk fra Doomsville, var navnet ikke uden betydning. Og tilmed dæmoner. I virkeligheden et drømmescenarie. Rig, gammel slægt af dæmoner med en datter. Mange mænd ville hoppe og danse ved tanken, mens de gned deres små hænder.
Men han vidste godt hvorfor han var inviteret.
Og alligevel havde han sagt ja. Ikke for at gifte sig. Tanken havde aldrig faldet ham ind, selv om det kunne lette hans arbejde på flere måder. Men for at få en fornemmelse af Gray, og hvad slægten havde at tilbyde. For at vise sin respekt, trods alt.

Den sorte hest. Den fine saddel. Manden ovenpå. Endnu ikke en archdemon - for nu er vi tilbage i historien - men incubus. Endnu ikke lederen af nogen stor klan, men selv medlem af en med samme type arbejde. En ungkarl, der for nyligt har gjort sit indtog i de riges verden. Og taget den med storm, i alt beskedenhed. Det hjalp at være incubus. Mange døre åbnede sig, bare at ren betagelse og charme. Noget Sean McGivens gerne spillede på.
Og stolt dæmon. Altid.

Den sorte kappe lå ud over hestens bagdel. Et par sorte bukser med et læderbeslag for at beskytte dem fra slidtage på rideturen. Høje sorte læderstøvler med sølvspænder. Inderst en sort skjorte med sølvbroderier og knapper. Hernede var der lidt varmere, selv i skoven, end hjemme i Doomsville. Han havde aldrig brudt sig om at have det for varmt.
Et sværd hvilede ved hans side, et almindeligt omend dekoreret et. Stjålet - men hvem ville vide det? Nu var det hans.
Præcis som mange af hans penge havde fundet ham af andre veje. Mystisk, denne mand. Hvem var han egentlig, hvor kom han fra, og hvordan kunne han charmere sig ind i selv de mest anerkendte slægters stuer?
Ugift tilmed.

Et følge af to andre mænd bag ham. Mest for selskab på turen og beskyttelse, skulle noget overfalde dem. Men intet var sket.
De mørkegrå øjne, fulde af liv og intelligens, gled op over det store palæ foran ham. Det mørkebrune hår var redt tilbage, men pandehåret gled som altid gerne ned i panden på ham. Glatbarberet. Han havde soigneret sig på turen. Man kunne ikke ankomme og ligne en træt rejsende. Faktisk havde han nok brugt mere end et par dage i Sunfury. Det kunne han lige så godt, når han nu var på vej.

--------------

Ved ankomsten tog nogen imod hesten, som han i let bevægelse gled ned af den. Med en hurtig bevægelse løsnede han de beskyttende læderomslag og hang dem over sadlen, som hesten blev ført væk. En hånd gled over håret for at rette det til, samtidig med at kappen hurtigt gled på plads over de brede skuldre.
De to andre faldt ind bag ham, da han i en let bevægelse tilbagelagde trinene op til de store døre og bankede på. Med en hurtig bevægelse med en ene hånd, trådte den ene mand frem. Han bar på en pakke, der under turen havde været pakket ind i stof for at beskytte den, men nu lovede en eller anden gave til datten af huset.

De enorme egetræsdøre blev med en knirken, som om selve huset protesterede mod at blive vækket åbnet så det lille følge ubesværet kunne træde ind i den højloftede indgangshal, hvor vinplanter kravlede dekorativt op af væggene og det gyldne forårslys blev kastet igennem høje vinduer, i vis kulørte glas var afbilledet eventyrlige og usandsynlige scenarie om fortiden. Huset Gray var trods alt lykkelige for legender. Især når det omhandlede dem selv. I hallens ene ende brændte kaminen muntert for selv i forårsvarmen var husets sten kolde. Over kaminen hang familieportrættet af slægtens nuværende overhoved. Afskrækkende alvorligt. Der var ikke meget varme at finde i den kunstneriske opstilling af ægtemand, hustru og børn, men det var måske heller aldrig pointen. Et par lænestole i mørkt træ og brodeux fløjl, hvor en gæst passende kunne have siddet og ventet på herskabet om nødvendigt.
Nu forholdt det sig dog således at herskabet allerede var tilstede i form af det mørkværdige, langlemmede lampeøjede pigebarn på toppen af trappen, og hendes ravne ej at forglemme. En af dem sad på nuværende tidspunkt og dinglede i lysekronen over deres hoveder. En anden forsøgt at stjæle den ene af gæsternes hat, imens den tredje blev resolut siddende på pigens knoglede skulder.
Pigen selv havde fået et sælsomt, nysgerrigt udtryk i ansigtet, som hun studerede de nyankommende ikke som man ville se på et ægte væsen. Nej snare betragtede hun denne mystiske Sean Mcgivens med samme ligefremme nysgerrighed, som hun havde gjort, dengang hendes onkel havde ladet hende skære et lig op for så at rode rundt i, hvad der var indeni.
Mon han vidste, at han i hendes øjne lige så godt kunne have været en mand uden hoved, eller en, der var blevet savet lodret over på midten?
Næppe. Grays uden evnen begræd og forbandede deres mangler, imens andre væsner levede i lykkelig uvidenhed om det faktum, at de kun nogensinde ville komme til at opleve livet gennem deres begrænsede egne øjne.
Et bekymringsløst smil oplyste Lenores ansigt, som hun uden tanke for en ladys værdighed tog trappen to trin af gangen og stansede glidende foran sine gæster. Selvom tanken om ægteskab ikke var noget hun havde tænkt sig at underholde så meget som et sekund, så hun endnu ikke årsag til ikke at more sig enten over eller med gæster, når folk nu ellers sjældent kom for at besøge hende.

”Goddag mand-på-visit. Beklager, jeg blev forbudt mit sørgetøj, men jeg ser at vi begge begræder tabet af vores værdighed ved denne lejlighed.” Han var trods alt kommet i sort.

Der var intet der skreg velkommen. Tværtimod.
Men nu var det ikke fordi den slags skræmte Sean. Tværtimod. Den slags rørte ham ikke det mindste. De kunne have pyntet forhallen med rådnende lig og han ville blod undgå at træde på pytterne. Han havde allerede set for meget, oplevet for meget og selv deltaget i for meget. Folks spil på intimidering nåede aldrig særlig langt.
Alligevel indtog han den store forhal, og lod de mørke og - i sig selv - kølige øjne glide op over det store portræt. Folks valg af dekorationer, og det indtryk de ønskede at give til nyankomne, kunne trods alt sige meget.
Ravnene bemærkede han også. Ikke en normal ting at se, men så igen. De fleste havde vel evner, magi eller kæledyr af diverse arter. Sean havde en fornemmelse af han næppe ønskede at være fanget alene i det hus. Så lidt forsigtighed indgød det alligevel.

Hans ene hånd løsnede spændet på hans kappe, som han halvt forventede en af husets tjenere at tage imod den - og som minimum ville en af hans egne mænd gøre det. Med rank ryg stod han midt i hallen og lod hende komme ned til ham. Roligt samlede han hænderne bag sin ryg og fulgte hende med øjnene. Så...De gik direkte til et personligt møde. Ingen fader der førte samtalen eller introduktionen? Specielt.
Sean var van til en salgstale. Tydeligvis mente de pigen kunne klare det selv.

Kvinden foran ham. Så spinkel, så slank, så...Hvid. Håret, med dets næsten unaturlige længde. Sean lod sig ikke slå ud så nemt, som han bukkede let for hende.
"Det glæder mig at møde Dem" hilste han let. Han havde forventet det samme skuespil som altid, men noget sagde ham at Lenore ville kræve noget helt andet af ham. Og det, i sig selv, vækkede hans nysgerrighed. Især den knap så fine modtagelse. Virkelig? Var han intet andet end bare en mand? Var det en udfordring?

Uden tøven trådte Sean tættere på. En incubus' charme virkede trods alt bedst på kort afstand. Med et let smil lod han blikket glide ned over hende et kort øjeblik.
"Er det uden værdighed at møde en anden?" bemærkede han nysgerrigt, men også drillende.
"Jeg beklager at informere Dem at jeg på ingen måde sørger over mødet i dag. Men at jeg sagtens forstår Deres tøven. Så måske skal jeg gøre tvivlen kort. Nej, jeg har ingen planer om at gifte mig med nogen som helst. Men...Jeg har intet imod at stifte bekendtskaber. Og med det sagt...Havde jeg af respekt for Dem og deres hus medbragt en gave. Som nogen åbenbart mente det var kutyme. Men jeg må nok konstatere den kommer til kort nu" bemærkede han let. Da han trådte et skridt til siden og slog ud med den ene arm, trådte manden frem der stod mad den firkantede pakke i sine arme. Med bøjet hoved tilbød han pakken til Lenore. Og lod det være op til hende, om det var i hendes værdighed overhoved at se hvad pakken indeholdt.
Sean var ikke kommet helt uviden. Men Lenore virkede ikke umiddelbart som så mange andre kvinder, så gaven ville sikkert ramme skævt alligevel. Pyt.

Hvorfor var der ikke blevet sendt andre end Lenore? spørger den vidende læser sig selv. Har hendes far ikke en investering i hvordan dette møde vil gå? Dette kræver en kort nærmere indføring i det private og intime liv, der foregik i Domus Sanguinis i de toogtyve af døgnets firetyve timer, hvor husholdningen ikke havde gæster. Ser De kære læser Eugene Gray var ikke, hvorend han gerne ønskede at være kendt for sin vid og storslåethed, nogen rationelt tænkende for slet ikke at sige særlig empatisk mand. I sin arrogance regnede han med, at forbindelsen til han selv og sit ældgamle stolte hus (Af hvilket han ikke var noget særlig sagnomspundet eller internt anerkendt medlem, til sin egen største lidelse) var salgstale nok til at han ikke behøvede gøre ret meget yderligere ud af Seans visit. Og så var der selvfølgelig den anden grund. Sean var ikke nogen adelsmand. Ikke i princippet regnet for noget godt parti til Lenore eller nogen af de andre Grays. Således regnede Eugene Gray ikke mr Mcgivens’ tilstedeværelse for noget, der var værd at bruge sin kostbare tid på. Sean fungerede, i Eugenes forskruede hoved, mere som en påmindelse til hans lt for genstridige datter om, hvor hun kunne ende, hvis hun ikke snart valgte at tage sig gevaldigt sammen. Funktionelt skulle Sean, hvis Eugenes planer havde fungeret nøjagtigt som i hans hoved, have været en måde at banke Lenore på plads på. Nu havde han så bare, som det ikke utidigt var tilfældet, glemt at tage højde for de individuelle personligheder involveret i denne knap så geniale plan. Navnlig det faktum, at Lenore ikke havde tænkt sig at blive banket på plads af nogen. Næh tak. Hvis hendes teaterforestilling af en affære med Edgar (Som måske ikke var helt så meget teater) ikke fik faderen til at opgive håbet om at slippe af med hende via ægteskab, så ville hun glædeligt forpurre forlovelse ind til den dag hun døde.
En holdning der senere skulle vise sig at få fatale konsekvenser for hende. En poetisk forskruet sjæl, ville måske vove at påstå, at hun rent faktisk fik lov til at forpurre ægteskaber til den dag hun døde. Men ak, vi foregriber tingenes gang, kære læser. Tragedien er ikke ude endnu og Lenore befinder sig stadig i de gyldne dage, som hun håber vil vare evigt. Lad hende af medlidenhed blive der lidt endnu.

”Det håber jeg det gør. De er trods alt rejst så langt fra Dommedagens by, at se skoven ville måske ikke være turen værd, havde jeg fremstået et kedeligt bekendtskab,” sagde hun uden helt at gengælde hans høflighed. Det var ikke fordi hun havde noget imod at møde ham sådan set. Langt fra, men hvad mødet reelt havde til formål lagde en dæmper på nogen glæde, der kunne opstå ved at møde et nyt menneske.
Det var helt automatisk, at hun trådte et skridt frem, da han også gjorde det. Selv en Gray kunne ikke fornægte en incubus den magnetiske tiltrækningskraft, de var født med. Der var dog ingen generthed eller tilbageholdenhed her ved at spore i Lenores afslappede muntre holdning.

”Næh,” sagde hun med et nonchalant skuldertræk.

”Men der er en vis mangel på værdighed i at blive forsøgt solgt som en tønde vin og for Dem i at komme her, mere som hvad jeg formoder er en afstraffelse end noget andet,” uddybede hun.

”Nå det var godt at høre, for det har jeg afgjort heller ikke. Lord Gray bliver skuffet, men onkel Ambrose siger, at han har været skuffet, siden han blev født, så det er ikke nogen ny følelse for ham,” sagde hun. De ufiltrerede tanker ville måske fremstå noget nær komiske. En sådan ærlighed var sjælden i de adelige lag og måske særligt i en familie så indesluttet om sig selv som Huset Gray, men åbenheden kom også med en uskyldighed, der på ingen måde afslørede med hvilken væmmelse Lenore reelt betragtede sin far.

”Jeg har også gaver til Dem,” erklærede hun så inden hun så på sine egne. Uden at vente på svar tog hun stenen med det påmalede forpinte menneskeansigt og egernkraniet fra sin lomme og trykkede begge dele i hånden på Sean.

”Dette er min tidligere frier, Albus Colewell,” forklarede hun og slog ud med hånden i retning af stenen.

”Han var en utrolig kedelig samtalepartner, så jeg forbandede ham. Som De ser er det en ret ynkværdig tilstand at være en sten, så jeg tænker, at de passende kunne tage ham med til Doomsville, så han får set noget andet. Lidt nådig må jeg vel trods alt være.” Hendes ansigt var så alvorligt, at det for de fleste ville være svært at vurdere, om hun talte sandt eller ej.
(Vi kan berolige vores læser med at Albus Colewell aldrig har eksisteret og ingen sten har lidt unødig overlast)
Egernkraniet uddybede Lenore ikke grunden til. I stedet nød hun at lade ham være forvirret.
Så gik hun tilbage til sin egen gave og gav sig nysgerrigt til at pakke ud med hjælp fra ravne, der lod til at more sig godt over papiret.
En tidligere frier havde i, hvad han måske håbede var, en storladen romantisk gestus, foræret Lenore sin afdøde moders kostbare testel og var derefter stormet væk i vrede, da Lenore, med hjælp fra et meget entusiastisk gedekid, havde givet sig til at smadre det hele.

En naturlig stilhed gled over Sean, som Lenore helt af sig selv viste sig at være som et vandfald af informationer. Noget man så meget få steder - men så igen. Alt i dette hus virkede...Unikt.
Nej. Han havde brug for sin egen stilhed. Han havde brug for at vurdere situationen, og hvad han kunne få ud af den. Dette var ingen typisk adelig familie, og måske burde placeringen af deres palæ midt i ingenting have været det første hint. Mange adelige slægter havde flere palæer, spredt for alle vinde. Så i virkeligheden havde han ikke tænkt meget over det.
Nej. Han var kommet ind med et helt forkert udgangspunkt, og i sin stilhed fik han nulstillet og revurderet situationen.

Ingen far eller andre i huset til at møde ham. Det var en mangel på respekt...Men når man så objektivt på det, var han heller ikke adelig. Måske havde han penge og købt sig ind i de adeliges områder i Doomsville. Men han havde endnu intet kæmpe navn, og oftest blev han inviteret med af kælen nysgerrighed. Hans charme gav ham tit invitationer og muligheder han ellers ikke havde. Det gav ham et unikt udgangspunkt i hans arbejde. For at skaffe informationer, for at få fat i uopnåelige ting, og for at komme tæt på det nyeste offer.
Som det var lige nu, var han ingen stor spiller. Men han arbejdede sig derop efter. Som fremtiden ville vise, for dem der kendte den, skulle han skam nok nå dertil.
Men lige nu arbejdede han for at skabe sig et navn. Både i den ene og den anden verden. At blive lukket ind i Grays palæ var blot endnu en mulighed blandt mange. Desværre lå der ingen mission om noget der skulle sikres fra huset. Så i princippet kunne han trække sig tilbage så snart han ville.

Lenores ansigtsudtryk var også mere dødt og kedeligt end de flestes. Og uden tvivl hun var van til at skræmme alverdens friere væk. Her stod han, med et løfte om ikke at være en af dem, og alligevel blev han takket med...En sten og et kranie.
To uinteressante ting i sig selv. Alligevel valgte Sean at studere dem, for at vurdere om der lå mere i dem end han umiddelbart troede.
"At forbande folk til en sten kræver stor magi og et specielt ritual"
Hans kærlighed for faglige bøger om diverse emner var allerede en ting. Især hans konstante leden efter ritualet til archdemon. Det havde allerede nær kostet ham hans liv flere gange. Så sjældne bøger, så sjælden information, var svær at opnå.
Om ordene var en fortælling om at han ikke troede på hende, eller en opfordring til at hun måtte fortælle mere, stod i det uvidste.
I stedet holdt han først stenen op foran sig, før han kørte det lille kranie imellem sine fingre.
Af respekt lod han dem falde ned i en lomme. Men i virkeligheden var han ikke sikker på han beholdte dem. Især ikke når de potentielt kunne indeholde alverdens magi. Han havde ingen planer om at gå rundt med en ventende forbandelse eller spion i sin lomme. Eller sit hjem. Han havde allerede lært at det var bedst at være forsigtig med den slags.

Som låget faldt af den aflange flade pakke, blev en ny hvid kjole afsløret. Nyeste mode, i hvert fald i Doomsville. Eller det påstod syersken. Når det kom til stykket så Sean sjældent på kjoler. Han foretrak jo sine ofre uden.
Hvid var en speciel smag, og syersken havde snakket for sig om alle mulige dyrere farver, såsom den røde eller den der for hans øje var en blanding mellem mørkeblå og lilla. Fordi de var lavet med hjælp af en bestemt blomst eller knust skaller eller noget...
Men han havde gjort hvad han kunne for at finde lidt informationer om Gray før han besøgte dem. Og noget havde sagt ham hvid måske var et bedre valg.
Selvfølgelig. Det var aldrig til at vide om den slags blev godt modtaget. Specielt ikke på denne dag, i dette hus og med denne kvinde. Han havde egentlig allerede afskrevet alle muligheder for at vinde en stjerne for forsøget. Der skulle andet end et spil om gaver og lille show af rigdomme og smag til her.
Ja...Som han lod hende vurdere om hun ville se nærmere på kjolen og de tilhørende handsker eller ej, kunne han ikke lade være med at grine lydløst for sig selv.
Intet var gået som forventet. Dette var alt sammen en udfordring i sig selv. Hvor ville han ønske...At han havde en opgave. Dette var en udfordring han gerne ville fordybe sig i. Men ak.
Det var et personligt visit. På godt og ondt.
Det kølige stålgrå blik gled over til portrættet igen. Det tætteste han åbenbart kom denne skuffede faderskikkelse i dag, ud over det brev der lå derhjemme. Han kunne da altid holde sin egen stirre-konkurrence med et portræt, og erklære sig selv vinderen.

Han trak vejret dybt og vendte sig om mod Lenore igen. Han samlede sine hænder bag sig igen, som han trådte et skridt tættere på hende igen.
"Jeg må sige De er et forfriskende pust i en forudsigelig verden. Og jeg er kommet uforberedt. Det beklager jeg. Men jeg håber, inden jeg tager hjem igen, jeg i det mindste kan blive vist lidt rundt?" foreslog han, som næste indslag i besøget.
Han kunne lige så godt få så meget ud af det som muligt.

”Der er mange veje til opnåelsen af samme resultat, det ved De vel, jeg er blevet fortalt at De har levet længe. Og jeg har trods min alder en del tid på hånden og et bibliotek, som De i øvrigt sikkert vil synes om, så stakkels Albus havde aldrig en chance. Eller altså, han kunne have ladet være med at være irriterende selvfølgelig, men det er ikke et valg særlig mange rigmandssønner kender til, er jeg bange for,” sagde hun luftigt. At gaverne ikke blev synderligt værdsat registrerede Lenore udmærket, men det var nu heller ikke så meget pointen med dem, så meget som det var en måde at kaste potentielle friere ud af spillet ved simpelthen at forvirre dem nok til, at de til sidst stod helt blanke tilbage. Alligevel måtte hun stille sig uforstående overfor andre folks forståelse af gavegivning. Smykker var ofte bedrøvelige, testel havde de nok af, tøj, The Grays havde deres egen skrædder, så hvorfor skulle folk besvære sig, særligt, hvis de ikke kendte hendes mål på forhånd. Lenore selv holdt af at få foræret mærkværdige ting nogen havde fundet, som enten mindede dem om hende eller som de af den ene eller den anden årsag, syntes at hun skulle have. En af de gaver hun var gladest for var stadig et menneskehjerte i et glas, givet til hende af hendes yndlingsonkel, Ambrose, som selv de andre Grays ellers var notorisk bange for.
Så hun ville selv have sat fin pris på et renpoleret kranie og en sten, men sådan var folk åbenbart forskellige fra hinanden. Det sås da også på gaven hun netop selv var kommet i hænde. Nøjagtigt det problem, hun lige havde påpeget med andre menneskers gavegivning. For kjolen var nok så fint syet, men hvor skulle de have hendes mål fra? Alligevel syntes hun nu engang fint om den. Hvor andre så hvide kjoler, så hun blanke lærreder, som hun kunne fylde med hvad hun selv syntes, det var mest derfor, hun i så lang tid havde gået primært i dem. Hun kunne få en pænt syet kjole og så selv pynte den efter forgodtbefindende. Og lidt fordi folk fra tid til anden syntes, at hun lignede et spøgelse.
Hun rejste sig fra gulvet, hvor hun ellers havde siddet og holdt kjolen ud i strakt arm, ikke som for at tjekke om den passede, men mere som var den hendes partner i en mærkværdig dans. Lenore snurrede en omgang rundt om sig selv.

”Tak, jeg har aldrig haft en dommedagskjole før. Gad vide om der bor et spøgelse i den,” funderede hun muntert.

”Jovist kan De det.” Uden at vente på gav hun sig til at forlade indgangshallen. Ravnene fulgte hurtigt med, så hun endte med, at have en siddende på hver skulder og en svævende over sit hoved. Sin gave regnede Lenore helt automatisk med at en tjener ville samle op.
Ufravendt førte hun det lille følge med sig dybere ind i det store hovedhus af snørklede gamle gange, nogle af hvilke stort set aldrig blev brugt længere. Der var noget dunkelt over ´huset, der forekom Lenore beroligende hjemligt, men for mange gæster virkede foruroligende. Det var heller ikke et stille hus. Sammenhæng mellem hvordan det til tider gav sig i træværket og skovens lyde udenfor gav indtryk af noget levende.
Fordi Sean havde virket halvskuffet over hele turen forsøgte Lenore sig nu med en smule venlighed ved at slå dørene op til Gray-biblioteket. Et rum med hvælvede lofter der fortabte sig i skyggerne over dem og et utal af høje mørke træreoler. Flere generationers samling af viden samt deres egne akademiske bedrifter stod samlet her. Samtidig stod diverse artefakter af forskellig art på egne hyller eller låst inde i glasmontrer. Godhjertet reddet fra folk, der ikke var passende til at passe på dem, selvfølgelig. Eller sådan ville Huset Gray se på det, hvis du spurgte.

Sean tog det ikke til sig, omkring gaven. Han havde svært ved at vurdere om Lenore satte rigtigt pris på den eller ej - men det gjorde ingenting. Han vidste fra starten at den nok ville ramme skævt, eller med lidt held...Kunne bruges.
Han smilte svagt for sig selv ved hendes kommentar.
At få noget mere logisk ud af hende ville nok ikke blive en mulighed. I det hele taget begyndte han at tvivl på han kunne bruge familien til noget, i sine egne bedrifter.
Men om ikke andet...Nu kunne han jo se huset an. Og kvittere med han da var den oplevelse rigere.

Han lod hende vise vej og fulgte troligt med, mens hun viste og kommentere som det faldt hende ind. Han bemærkede godt deres dekorationer. Træværket, vinranker og eventyr side om side. Der var mange detaljer, næsten alle steder. Mere end han kunne nå at se på denne tur. Et lille indblik i hvilken fantasi der måtte gemme sig i familien. Men hvad fik man også tiden til at gå med, herude i skoven, helt alene?
Eller, det var hvad han antog. Han mindede sig selv om ikke at tage noget for givet her.

Han nikkede let, men kommenterede ikke meget på noget som helst.
Men...
Et bibliotek kunne altid vække ham.
Som yulen var for børn, var et bibliotek for ham. Det tog ham et øjeblik før det gik op for ham det ikke bare var et bibliotek, men et stort et ad slagsen. Ikke kun fyldt med eventyr - selv om de uden tvivl også var der - men måske også så mange andre bøger?
Der var også andre kuriositeter, men det var nu engang bøgerne der tog al Seans opmærksomhed. Endelig frigav han sig selv fra at følge hendes skygge, og gik i stedet på opdagelse mellem rækkerne. Hans fingre dansede let over ryggen på bøgerne, men uden direkte at røre dem. Hans øjne skød frem og tilbage som små pile, som han tolkede navnene på de forskellige bøger - i hvert fald dem, der umiddelbart var til at læse.
"Sikke et bibliotek..." bemærkede han som en ros, og måske i et øjeblik glemt hvem han talte til.
"Jeg kan pludselig se hvad man kan få tiden til at gå med, gemt væk i skoven" tilføjede han, i et øjeblik uden at tænke på om ordene i sig selv kunne tolkes som en fornærmelse. Han forsvandt dybere ned mellem rækkerne, medmindre Lenore stoppede ham.
Mon....
Gad vide...
Hans hoved dukkede frem mellem nogle rækker, som han i et øjeblik ledte efter Lenores skikkelse. Ja, hun var vel netop som et spøgelse i dette hus.
"Jeg roser jeres bibliotek. Og føler mig ærgerligt over jeg ikke kan fordybe mig mere i jeres skjulte skatte. I skulle vel aldrig have bøger om dæmoner specifikt?"
Bemærkningen faldt let, som en tilfældig bemærkning.
Men måske var der alligevel en grund til at være her.
Så heldig kunne han vel ikke være. Af alle steder.

”Åh jeg bruger skam ikke ret meget tid herinde til daglig,” afkræftede Lenore med en let latter. Han talte som om, at han forventede at de var spærret inde her i huset uden noget at lave. Som om der ikke var vidt åbne skove omkring dem at udforske og landsbyens folk at lege med, hvis man kedede sig og Lenore havde altid været mere optaget af de ting, hun kunne frembringe blot med sin egen fantasi end hvad der stod blandt støvede sider i bøger. Ikke at hun ikke nærede en vis respekt for dem. Det skulle ikke hedde sig, men at sidde her flere timer om dagen i stedet for at gå udenfor og finde et eller andet mystisk at foretage sig ville have faldet hende umådelig kedeligt. Her vidste hun, at hun dog var anderledes end mange andre også blandt sine egne familiemedlemmer. Det var et held, at de ikke var stødt ind i tante Agnes her, i princippet. Hun var trods alt i forvejen ikke i godt humør over at ’En eller anden ophoppet fattiglus uden nævneværdigt navn, skulle have lov at gå og sætte fedtfingere på hendes ting bare så Eugene kan lære nogen en lektie ingen behøver at lære’, så hun ville næppe have taget særlig godt imod et møde med Sean ansigt til ansigt.
Seans oprigtige glæde ved bøgerne morede hende dog. Han lyste helt op, på samme måde som Edgar havde gjort da de få dage forinden havde brugt timevis på at skære mærkværdige meningsløse symboler i tilfældige træer for så siden at betragte vandrere reagere med forvirring og ubehag. Sean lignede egentlig ikke ligefrem den lærde type, men hvad? Skindet kunne bedrage og hvad vidste hun egentlig om manden? Ikke ret meget, men det var tydeligt at første reelle stop på hendes rundvisning var faldet i god jord og hun på et eller andet plan havde valgt rigtigt. En ulejlighed hun aldrig ville have gjort sig, hvis han rent faktisk var her for at gifte sig med hende.

”Jeg holder meget af huset, men der er så mange eventyr man kan have på grundene i stedet. Eller jeg kunne flyve, men det ved De velsagtens ikke, hvordan man gør. Hvor ville verden være et mindre snæversynet sted, hvis alle kunne lære at flyve,” konstaterede hun, et øjeblik tabt i sine egne tanker.

”Bøger om dæmoner? Ih ja, masser,” konstaterede hun, da hun endelig opfangede hans ord. Afslappet spadserede hun over til en skuffe og trak et par handsker frem, som hun tog på. Snart efter havde hun skødesløst taget en række bøger ned fra hylderne, undgik specifikt dem der mest bare var Gray-propaganda og en fornedrelse af andre dæmoner. Dæmoner var trods alt en stolt race i sig selv, Huset Gray måske mere stolt end selv de fleste, men hun så ingen grund til at fornærme Sean med tante Agnes’ påstande om at hans slags’ blod ikke var tilstrækkeligt rent eller andre anklager i den dur.
Således med favnen fuld af bøger vendte hun tilbage til ham og lagde disse skatte fra sig på et bord.

Imens hun fandt nogle bestemte bøger frem, gik han videre ned langs rækkerne. Nogle bøger var samlet, andre virkede til at stå mere spredt. Nogle bar præg af stort set aldrig at blive læst. Støvet på dem var tykt, og visse steder med en død edderkop. Andre var der intet støv på. Det fortalte lidt om hvad beboerne i huset foretrak at læse lidt om. Lugten var tung af støv og gamle bøger. Men det var ikke lugt han havde noget imod. Iblandt det forsømte, det glemte og det gamle...Var der glemt visdom. Glemt viden, der kunne bringe så mange store ting med sig.
Åh...Hans interesse for bøger og den viden de bar var først rigtig blevet vakt efter han havde lært at der fandtes et ritual. En måde, at opnå noget sjældent. En måde han kunne ophøje sig selv på. En metode, han aldrig ville have haft derhjemme, i sin egen verden.
Han burde nok stoppe med at sammenligne, og lære at tænke på denne verden som sin.

Han gik over til bordet, som hun kom med en stak bøger. Det sitrede i hans fingre. Synd han ikke havde tid til at gennemlæse dem. Ikke uden at blive her i dagevis, og det havde invitationen ikke ligefrem lagt op til. Et par af dem havde han set før, så de blev hurtigt skubbet til side, så der var plads til de andre bøger.
"Flyve?"
Sean smilte lidt for sig selv, som han forsigtigt åbnede en af bøgerne. Han havde ingen handsker på, men ærligt var det heller ikke noget han overvejede.
"Dæmoner kan lære at flyve, hvis ikke de allerede er født med evnen. Og mit håb er...At finde den helt rigtige bog til at opnå den viden" fortalte han, som blikket skimmede side op og side ned i bogen foran ham. Så mange historier om dæmoners fortid, så mange gætterier om hvor dæmoner kom fra og hvad de bestod af. Kun et fåtal der kom tæt på sandheden, oftest skrevet af dæmonerne selv.
"Der findes et ritual kun dæmoner kan være en del af. Som forandrer os. Forandrer os til en større og stærkere skikkelse. Nogen beskriver det som om man vækker sin indre dæmon. Den rigtige dæmon. Andre at man bliver genforenet med den. Og noget tredje og fjerde. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne. Og måske ved De allerede det hele. Men...Alle er enige om ens nye skikkelse ville kunne have vinger"
Han så endelig op på hende, med et lille smil. Hun havde sine besættelser. Han havde sin. Det gode ved at være tyv, var han tit kunne tjekke de adeliges oftest kedelige biblioteker for sjældne bøger.
"Men den viden er gemt. Fordi hvis der er noget stærke dæmoner ikke holder af, er det for mange andre af samme slags. Men jeg skal nok finde ud af det, før eller siden" bekræftede han bare, uden at vide om hun overhoved hørte efter eller kunne følge ham. Eller bare fandt hans ord kedelige.
Han lagde den ene bog fra sig og tog den næste. Selvfølgelig kunne de ikke stå her i timevis, så han havde kun et øjeblik til at vurdere om nogle af dem potentielt kunne bruges til noget, og dermed om han skulle lede efter et eksemplar selv...
Eller komme tilbage en anden gang. Med eller uden invitation.

Det var først her i bibliotekets dunkle belysning omgivet af duften af gamle bøger, at det gik op for Lenore, præcis, hvad det var folk syntes var så attraktivt ved Sean. Han virkede mere levende nu, afslappet og i sit element. Hans udseende tiltrak hende ikke mere end, hvad hun afskrev som værende en incubus’ næsten svigagtige naturlige tiltrækningskraft. Men den iver og tydeligvis store viden, han udtrykte sig med, den glød han havde i de mørkegrå øjne. Den kunne Lenore Gray dog trods alt forstå. Havde han ikke været her, fordi hendes far forsøgte at få hende ægtet bort og havde hun ikke selv været en Gray med begyndelsen af denne families mere væmmelige tilbøjeligheder, så havde hun endog måske følt stærkere om det. For nu ledte det kun til en simpel anerkendelse af, at Sean, på sin måde, også var et levende væsen med tanker og følelser, en anerkendelse, ikke mange nåede i Lenores hoved, hvor det stort set kun var hende selv og hendes søskende, der i sandhed blev kategoriseret som levende og tænkende væsner. Dem og deres familiars selvfølgelig.
Når man talte om solen. Prosepero, havde, en sjælden gang forladt hendes skulder og stod nu ovenpå en af siderne i den ene af bøgerne Sean var i gang med at læse i. Fuldt ud optaget af en farverig illustration i bogen, for nysgerrig til overhovedet at ænse Sean rigtigt.
Lenores ellers ofte sælsomme langt borte udtryk, blev med et mere nærværende og mildt som hendes ansigt lyste op i et næsten ømt smil. Hun elskede alle sine ravne, hvis hun da overhovedet vovede at kalde dem sine, de var i hendes øjne sine egne, hvis noget var de alle hinandens, men Prospero var noget særligt. Hun havde trods alt passet på ham siden han var faldet ud af en rede i skoven. Hvorimod hendes andre ravne var et bonded par, havde Prospero kun hende og hun tog sit ansvar for den unge ravn dybt alvorligt, samtidig med, at han var så knyttet til hende, at han frygtede de fleste andre væsner. Så at se ham stå der og ”læse” en bog med et andet væsen så nær ham, uden at han blev bange var på sin egen måde Lenore en glæde.

”Hvad skyldes Deres iver efter en større skikkelse? Er den gamle krympet i vask?” spurgte hun muntert.

Sean var uvidende om denne udvikling hos Lenore. Og selv hvis han havde været nærværende nok til at bemærke den - og tolke den rigtigt - ville det næppe ændre noget. Han var van til at folk enten fandt ham charmerende af den årsag at han var incubus, hvilket stort set gav ham alt han kunne ønske sig. Eller folk hadede ham, ofte af samme årsag, eller fordi de vidste hvad han ellers beskæftigede sig med.
Så han havde for længst lært at klare sig selv, og ikke tage sig af at andre havde mange tanker, og følelser, omkring hvem han var. Selv hans egen mor havde ikke kunne kende forskel på sine to sønner, hvilket havde resulteret i to ens navne, og morens adfærd havde behandlet ham som var han den første søn. Kun faren havde givet en pause fra det. Og det var nok også fra hans far han havde lært alt om at være stolt af sin arv.
At løfte sig over andres meninger.

Ravnen gav en naturlig pause til Seans energiske bevægelser. Øjnene stoppede med at scanne siderne, hænderne stoppede deres hurtige dans fra side til side.
En ravn. På en sikkert næsten uvurderlig bog. Og ikke bange for ham, tydeligvis. Ikke lige nu, om ikke andet.
Hans blik gled over til Lenore, for første gang i flere minutter. Hans øjenbryn gled en anelse op i panden, som han noterede sig en forandring. Frem for den lidt specielle ligegyldighed og humor hun lagde for dagen, virkede hun nu næsten...Glad?
For ravnen? Der var helt sikkert en genkendelse og betydning der. Og derfor valgte Sean ikke at prøve og skubbe ravnen væk. Hvad han nok ellers havde gjort, med større kærlighed for en bog end levende væsner. Især kæledyrs-slagsen.
Godt det samme.
Nogle af disse bøger ville han elske at læse. Men at spørge om huset her ville fungere som et langdistance bibliotek slog ham ikke som en mulighed. I stedet noterede han sig deres navne, i håb om at finde dem senere igen. Det var jo alligevel uhøfligt at bruge tiden her på næsten umenneskeligt at kigge bøger igennem, end vise opmærksomhed til værtinden. Så han trak vejret dybt og trådte et skridt tilbage fra bordet og bøgerne.
I det mindste var Lenores humor ikke forsvundet.
Med et svagt smil så han over på hende igen.
"Din?"
Han gestikulerede mod ravnen.
"Og...Hvad kan man sige...Dette er min eneste skikkelse" han gjorde tegn ned af sig selv.
"Det er ikke så meget løftet om en ny skikkelse, som løftet om yderligere styrke der tiltaler mig. Det, og at opnå noget næsten ingen opnår"
Der var godt nok altid en note om at man skulle ofte nogen af betydning. Så der havde han et problem, da ingen var nået så tæt på ham endnu. Og måske aldrig ville.
Men den bro måtte han krydse, når han nåede den.
"Hvad med Dem? De må næsten også selv have nogle ambitioner De drømmer om at opnå?"

Der var ikke frygt i Seans blik ved ravnens nærhed. En frygt, Lenore havde lært at genkende i en række af landsbyborene i godsets omegn. Ikke en frygt, der tyngede Lenore på nogen måde. Næh på mange måder morede Lenore sig over den. Svælgede i den og gjorde en leg ud af den. Havde gjort det i årevis, uden at se noget galt i det. I hendes og hendes søskendes øjne, så legede de jo bare, som alle børn ville have gjort. At de andre ikke forstod deres lege, kunne ikke ses som Lenore og hendes brødres problem, syntes hun.
Men forvirringen i Seans blik, den kendte hun også. Det var vel for sig også på en måde morsomt. Det vidste trods alt at den stolte mand, der tydeligvis så sig selv som et vidende individ, og nok også var det, havde et utal af ting han ikke anede noget om.

”Prospero er ikke nogens. Medmindre vi er hinandens måske,” sagde hun med et træk på de knoglede ungpigeskuldre.
”Ser De, jeg mangler ikke flere skikkelser. Hvorfor skulle jeg, når jeg kan låne ravnenes? Kun at være Deres eget sind…det må være ganske ensomt,” funderede hun og så granskende på ham med de enorme blegt sølvfarvede øjne, der næsten syntes at lyse.
Lenore pillede distræt ved sin lange fletning.

”Mænd og den evige jagt efter styrke og magt. En ikonisk duo eller en kliche? Hvem ved?” spurgte hun. Ikke uden en vis tør humor. Selvom hun et vidst sted dybt inde i sig selv, netop ikke kunne finde det andet end ynkeligt. Ikke så meget fordi Sean havde gjort hende noget, men fordi det unægteligt ledte Lenores tanker hen på faderen og hans desperate raseri over ikke selv at besidde Gray-gaven. Og hendes afsky til ham farvede hurtigt hendes holdninger til folk med lignende mål i livet. Nogle ville måske vove at påstå, at fordi hun selv besad netop den gave, som så mange andre Grays hungrede desperat efter, kunne hun ikke fatte hvilken pine, det var at leve uden.
Hvor om alting var, havde hun og Sean i hvert fald ikke det tilfælles. Samtidig anede hun ikke, hvordan hun skulle sætte ord på, hvad hun reelt ønskede mest, så denne social climber ville forstå det.
”At gro rødder så stærke at selv de der prøver allermest, ikke kan flå mig op fra jorden og sende mig til ophugning,” sagde hun endelig.

Ensomt? Det ene øjenbryn gled undrende op i panden ved de ord.
Meget var ensomt. Om det var ensomt ikke at dele sind med...Dyr...Tvivlede han på. Men så igen, hvis man var van til det hele sit liv, måtte det fremstå ensomt uden. Men for Sean kendte han ikke andet, og fandt det derfor i sig selv ikke ensomt.
Og ærlig talt...Han kunne få alle de partnere han drømte om. Han havde en underholdende vampyr-veninde i Doomsville, og en interessant hvidhåret shapeshifter at forfølge. Og en tredje vampyr-kvinde der virkede til at følge efter ham hele tiden...
Nej, lige nu manglede han ikke opmærksomhed. Og med Camille og hendes evige tanker om at forbedre verden, med Delilah og deres lille intriger, med...Så mange ligegyldige og spændende folk?
Nej, det ensomme ville være at sidde i en skov og kun tale med en ravn. Men de ord ville han ikke ytre. Ikke her, og ikke til Lenore. Han var på udebane. At fornærme hende direkte ville være dumt.

I stedet tog han en dyb vejrtrækning. For hendes svar på hans videre spørgsmål var heller ikke noget han blev meget klogere af. Og uden tvivl hun sikkert følte han var den dumme. Hvilket han, i forlængelse af hendes særprægede tankegang, nok også var.
"Tak fordi jeg måtte kigge, omend kun for en stund, på jeres spændende udvalg af bøger" bemærkede han med et svagt vink mod bøgerne.
"Er der mere De ønsker at vise mig af jeres hjem, mere de ønsker at indvie mig i, før jeg giver besked til din fader om at jeg ikke ønsker mig at gifte mig og dermed kan tage hjem?" foreslog han istedet.

Lenore blinkede ugleagtigt af Sean.

”Hvorfor skulle du dog snakke med Eugene? Du er så heldig, han er ikke engang din far, du kan bare skride,” sagde hun og havde enten totalt glemt eller ignoreret alle høflighedens regler. Lige så meget som hun elskede huset, hun levede i, lige så meget var hun misundelig på dem, der kunne undgå det pres der lå internt i Gray-familien. Dette paradoksalt samtidig med, at hun lettere ubevidst var overbevist om Gray-familiens overhøjhed overfor alle andre inklusiv andre dæmoner.

”Næh, mand-på-visit, jeg tror De vil finde det ganske meget mere behageligt bare at finde Deres hest og gå….åh et godt råd, lad være at sætte Dem i sadlen, før De er et stykke herfra, bare for en sikkerheds skyld. Man ved aldrig.” Mere specifikt vidste man aldrig hvad tante Agnes kunne finde på. Sandsynligheden for, at hun kunne binde sig til en helt fremmed hest, så hurtigt, som det ville kræve, at kunne besidde dens kød for at lave ulykker, var ganske lille, men lige så reelt ligeglad Lenore var med Sean, lige så lidt ønskede hun, at han direkte brækkede halsen eller fik kraniet trådt i stykker af en hest. Han var trods alt ikke kommet her med planer om at gifte sig med hende, så en smule taknemmelighed gav hun ham.
Så en advarsel virkede på sin plads, før Agnes fik i sit hoved, at statuere et brutalt eksempel, hvis nu pøblen fik den tanke at komme rendende en anden gang.

”Hvis du absolut skal snakke med ham, så kan du finde ham i kontoret ovenpå, men det bliver ikke med mig som guide, at du finder det. Jeg bor sammen med ham, så du må ikke nægte mig at holde lav profil. Hvis du fare vild, kan du banke på væggen, måske kan Carlisle hjælpe dig.” sagde hun og referede til Gray husets mystiske butler. En mærkværdig dæmon tilsyneladende fanget i skikkelse af en syttenårig (med en pretentiøs attitude visse ældre læsere måske vil påstå matcher det uerfarne ydre), som Lenore hele livet havde været mere eller mindre havde forestillet sig boede i husets vægge, fordi han syntes at dukke op ud af ingenting.

”Så farvel da, mand-på-visit. Må du finde en skikkelse, der passer,” sagde hun.

På en måde var han lettet over at kunne gå, for Lenore virkede til at blive mere...speciel...Jo længere tid han brugte i hendes selskab. Uden sans for almindelig høflighed og pli, hvilket på en overraskende måde irriterede ham. Det var der hans spil lå - i forventninger, i normalen, i skuespillet over for hinanden. Intet at dette kunne han bruge til noget her.
Det virkede kun værre af at han nævnte han ville rejse. Måske fordi sandsynligheden for at de skulle mødes igen, var meget tæt på ikke-eksisterende. Nej, hans gæt var at faren ville have noget af en opgave at få hende giftet væk.
Han ville ikke engang prøve at forklare hende hvorfor han burde henvende sig til hendes far, og med udsigt til at blive væk i det store hus, tiltrak ham ikke. Nej, han savnede pludselig byen, med dens summende liv og folk, som han kunne føre en normal samtale med.
"Aha"

Om han tog hendes advarsel alvorligt eller ej...
Han forstod ikke hvorfor han dog ikke bare måtte ride væk med det samme. Og han kunne ikke helt vurdere om han skulle høre efter eller ej, med en tanke om han ikke ønske at danse efter hendes tone, specielt ikke når man ikke vidste hvor man havde hende.
"I så fald..."
Han bukkede let for hende.
"Farvel. Jeg vil gå med det samme, og nøjes med at sende din fader et brev. God dag"

Med genkendeligheden af visse ting hist og her, lykkedes det ham at finde tilbage til hoveddøren. Med sine mænd kom han udenfor og de fik deres heste igen. De endte med alligevel at trække dem lidt af vejen, mændene med et undrende udtryk over Seans ordre.
Og endelig kunne de fortsætte hjem. Et brev ville ankomme noget tid efter med et høfligt, men ubegrundet, afslag.


//Out