Two Sinners Walk Into a Bar - Valentine (XxX)

Noget havde ændret sig. Et skift så diskret, at de fleste næppe havde bemærket det - medmindre man selvfølgelig vidste lige præcis, hvad man skulle holde øje med. Og det gjorde Valentine, tilfældigvis. Broderen der tårnede sig op over ham som et eller andet sultent rovdyr, var så sandelig nok Utugt i egen høje person. Ingen tvivl om det. Men, på trods af hans tidligere usikre tilgang og lette tøven til hele ordealen, så bar han årevis af erfaring, som han personligt ville mene, gjorde ham en værdig partner i denne lille dans. For da broderens blik skiftede, og Valentine fornemmede en ny ild i dem, så vidste han, at hans ellers ydmygende tilgang havde ramt plet. Det varede da heller ikke mange øjeblikke før, at hans bedende ord blev grundigt belønnet.

Da først berøringerne nåede hele vejen op til hjernen var det som om, at kroppen ikke rigtig kunne følge med længere. Den fantastiske følelse af læberne der pludselig omgav hans svært begejstrede lem, blandet med syren fra vinen der stadigvæk lå spredt over det meste af hans hud, som i forvejen var påvirket af Luxurias tidligere behandling var ét stort kaos. Og uden helt at vide, hvordan han ellers burde reagere, tillod han sig selv at nyde det fuldstændig uhæmmet. Vejrtrækningen faldt tilbage i sin hektiske, uregelmæssige rytme, og blandede sig hurtigt med en serie af begejstrede lyde fra dødssynden, og det varede da heller ikke længe før, at nydende suk og længselsfulde støn blandede sig, med resten af lydene i lokalet. Uden ret meget for hans indre blik, andet end komplet nydelse, rakte Valentine instinktivt en hånd frem og lod fingrene begrave i broderens mørke hårlokker. Let pres blev tilføjet på særligt ømme tidspunkter mens fingrene resten af tiden nøjedes med at vikle sig mere og mere ind i den fyldige hårpragt, som han vred sig på det efterhånden vakkelvorne bord.

Tiden forsvandt, og det samme gjorde rummet omkring de to brødre. Den kriblende fornemmelse nærmede sig hurtigere denne gang, og Valentine som egentlig havde intentioner om at trække oplevelsen længst muligt for nydelsens skyld, måtte hurtigt sande, at broderen lod til at kende sit kram lidt for godt. Tillod Luxuria ham det denne gang, ville han derfor efter en længere stund endelig overgive sig til forløsningen. Efter at have nærmet sig den euforiserende følelse med lyde der gradvist virkede mere og mere bedende, præcis som hans ord havde været, var det med et dybt, langtrukkent støn, at han endelig kollapsede ned på bordet igen. Alligevel var det blot et øjeblik, at Valentine tillod at sunde sig imens han nød øjeblikket før, at de blå øjne åbnede sig igen og fandt Luxuria. Han lo kort og varmt, og sendte broderen et særdeles veltilfreds smil, alt imens han fik stablet sig op på albuerne igen. Helt færdig var han trods alt ikke endnu. Det var ingen af dem, så det ud til.

“Not bad, brother… not bad at all.”

Dorian lod Avaritia få godt fat i hans hår imens at han fornøjede sig ved Dorians berøringer. Hvilket det også helst skulle være taget i betragtning af al den erfaring som han havde erhvervet som gennem årene - og siden hans naturlige evne gav ham den fordel at han var god til at please andre. Og hvis han ikke kunne fornøje én som var grådigheden selv, så kunne han da lige så godt stille træskoene. Men spøg til side, så begyndte Dorians bukser at stramme godt tid, og han kunne mere og mere mærke sine egne behov og lyster. Dorian måtte ej forglemme ham selv, men godt at Avaritia var her til at minde ham om det... samt låne ham en hånd. Og mere til. Avaritia virkede trods alt ret trængende og han havde da også formået at holde sig i noget tid nu. Men Dorian var kendt af og til som en "gentleman" og han kunne ikke have det på sig at hans partnere skulle lide alt for længe uden forløsning. Så da Dorian fik ham helt derud, tog han Avaritia så langt som han kunne... hvilket var en del med en trænet hals - og lod Avaritias ekstase eksplodere i halsen på ham. Han slugte stort set det hele, men lod en smule blive i munden. Dorian havde trods alt erfaret at det opildnede nogen at se det rod de havde lavet. For nogen var det en sans for markering af deres partner. Hvilket Dorian godt kunne forstå. Det var ret hot, og en sans af overlegenhed men også det at man var blevet tilbedt på en måde - og ens partner havde svælget i det. Generelt var sex bare hot og godt. Og den bedste måde at kende andre på og blot at svælge i nydelse. For hvem kunne ikke lide nydelse? Hvem yndede ikke at give sig selv over til ekstase og lykke? Dorian kunne nok godt komme i tanke om nogen som ville sige noget andet, men deres indre ville dog ikke være enig med dem. Sådan var det oftest for folk som benægtede dem selv. De sagde det ene for blot at deres indre higede efter noget andet. Noget mere sandt... og primal.

Dorian viste i alt fald noget af sin brors resultat, ved at stikke tungen ud for blot at sluge det sensuelt. Han smilede skævt til Avaritia og slikkede sig om munden. "Quite the rich wine I'd say. Almost prefer it to the red one..." sagde han drilsk. Han slap derefter sin bror og rejste sig op igen. Selv efter sådan en omgang virkede det som om Avaritia var langt fra færdig - hvilket kunne værdsættes. Og Dorian havde heller ikke forestillet sig andet af ham. Især ikke med den tilstedeværelse som han havde haft tidligere i baren. Og med den tydelige seksuelle udstråling som kun en meget erfaren person besad. Og hvis der var noget som Avaritia var med så stor en appetit for det lystige - så var det erfaren.

"Glad that you liked it... Fortunately there's more where that came from." Dorian tog sin trøje af og smed den henkastet på gulvet. Det skulle ikke siges om den ramte ned i noget af det rod som de havde kreeret, men han var for sig også ligeglad. Tøj for ham var på nuværende tidspunkt ikke andet end en hindring, men alligevel blev bukserne siddende... for nu.

"But first... I'd like to see you prepare yourself for me. Get yourself all nice and relaxed." Dorian tog derefter fat i sin bukseåbning og hev den til siden så Avaritia fik bedre udsyn til hvad han ville have at arbejde med senere.

"Bonus points if you make a show of it..." sagde han inviterende.

Følelsen af at blive taget helt til roden. Imponerende, ikke mindst, men helt bestemt også en fornøjelig affære. Valentine havde indtil videre ikke haft den mindste grund til at betvivle broderens evner under hele deres lille leg, men jo længere den varede, jo mere gik det op for ham, at der var aspekter af Luxuria - scenarier måske endda - som han aldrig havde turde overveje før nu. Selvfølgelig, kunne han ikke ligefrem vove at påstå, at han havde fantaseret scenarier så… erotiske… som lige netop dette, selvom han ellers ganske ofte havde forestillet sig genforeningen med broderen. Men uanset, hvordan han havde forestillet sig, de skulle finde hinanden igen, så havde der altid været en vis varme over drømmen. En lykkelig slutning om man ville. Og selvom mange sikkert ville rynke på næsen, for hvordan kunne han overhovedet vove at kalde det noget som helst der bare mindede om den slags, så ville han stærkt vove at påstå, at dette var så tæt, som de overhovedet kom på den længe ventede lykkelige slutning for deres ellers uendeligt lange tid som adskilt. Valentine kunne i hvert fald ikke forestille sig noget mere perfekt, som han lå der på bordet, og betragtede, hvordan broderen trak sig bort efter den kærlige behandling af hans lem - men ikke før han ganske illustrerende fik demonstreret, hvad der var blevet af resultatet af starten på deres fornøjelser. En handling der relativt hurtigt sendte en behagelig gysen igennem kroppen, og for et øjeblik næsten virkede som om, at det var nok til at få ham startet igen. Tanken om, hvordan broderen ville tage sig ud med mere af den slags… mon han ville være i stand til at tage det? Noget sagde ham dog, at det næppe var et spørgsmål, så var svært at finde svaret på. Nu lod det dog til, at det var hans egen tur.

“Mm… I’m sure you do.”

Det var helt tydeligt, at Luxuria havde hans fulde opmærksomhed. Sultent slugte han synet af den lettere afklædte krop, som broderen besluttede at smide trøjen, og de blå øjne lod først til at stoppe op ved synet af den voksende bule, der pressede mod de gyldne bukser.

“Relaxed?... Oh but dearest brother, how can I relax, with such an exciting sight right in front of me?...”

Åh, hvilket smukt syn, da han endelig lod manddommen komme frem. Ubevidst lod Valentine tungen glide let hen over underlæben, blot for at belønnes med den rige druesmag, som druesaften og broderens kys havde efterladt. Hovedet lænede sig en anelse til siden, næsten som om, at han nærstuderede synet et øjeblik før, at han endelig vendte opmærksomheden tilbage til de matchende blå øjne, hvis intensitet endnu engang krævede hans opmærksomhed. Læberne gled op i et skævt smil, inden han slutteligt svarede.

“... But since you asked so nicely, I shall obey your wish.”

Et show? Se, det var nu en ganske underholdende udfordring. Havde han været placeret andetsteds, havde han muligvis haft flere muligheder, men ikke desto mindre besluttede han at udnytte det, der var blevet ham givet på bedste vis. Desuden var han ikke et sekund i tvivl om, at Luxuria hurtigt ville finde en måde at få ham flyttet på, hvis nu det skulle vise sig, at bordet ikke længere viste sig tilstrækkeligt til deres næste skridt i legen. I en simpel, galant bevægelse rakte Valentine en arm ud mod et fremmede sted i rummet, og fandt hurtigt, hvad han søgte, og kort efter svævede en simpel men smukt udformet lille skål sig nærmere. Så snart den lille gyldne skål befandt sig ud for dødssyndens udstrakte fingerspidser tippede den lige akkurat nok til, at en tyk, olielignende substans, langsomt gled ud over kanten over fortsatte med at glide indtil, at det havde dækket det meste af et par fingre, samt dele af den allerede rødvinsfarvede underarm. Så snart han lod til at være tilfreds med synet, dalede skålen forsigtigt ned og landede pænt ved siden af bordet. Valentine derimod lod pludselig til at være blevet en anelse mere mobil. Uden egentlig at være helt sikker på, hvor meget bordet egentlig kunne tage, med sine allerede advarende klagende lyde, fik han vendt sig i en overraskende smidig bevægelse. Øvet slangede han sig ned af bordet, hvilket betød, at han kortvarigt endte på hug foran broderen, hvilket tilsyneladende ikke var noget problem, da Valentine intet gjorde for at skjule sig selv i processen. Efter blot et kort øjeblik, vendte han pludselig ryggen til igen, blot for at kravle op mod bordet og placerede sig således, han endte med et knæ mod sofabordets overflade, og en strakt fod placeret mod det kølige stengulv. Overkroppen lod han glide ned, og først da han endelig lå med røven helt i vejret, standsede han sin lille dans. Benenes position, samt den kurvede ryg, tillod Luxuria frit udsyn til, hvad der foregik lige foran ham. Valentine kastede dovent med håret, som gled til siden, inden han kastede et særdeles flirtende blik bagud, som han slutteligt lod de olierede fingre glide hen over ryggen for at ende ved hans åbning. Her begyndte fingrene deres egen lille dans med at glide rundt i små masserende bevægelser, som han lod kroppen vænne sig til fornemmelsen imens, at en anden del af ham langsomt begyndte at vågne igen. Sådan ville han fortsætte, så længe han blev det tilladt, og efterhånden ville fingrene én efter én langsomt begynde at glide ind, hvor de med deres egne kælende bevægelser hjalp med opvarmningen, selvom han efterhånden følte sig tæt på desperat efter at mærke det der gemte sig lige bag ham.

Dorian smilede skævt til Avaritias kommentar om hvordan han dog kunne slappe af i denne situation. Der var trods alt noget om det sådan som hjerterne hamrede løs og svedet piblede frem rundt på kroppen... og med de tunge og korte vejrtrækninger. Hvordan kunne man dog slappe af i sådan en sensuel og pirrende situation? Tja, nogle dele af kroppen var skam fint i stand til at slappe af... med rigelig motivation og massage... Noget som Dorian var mere end i stand til at sørge for men det måtte vente lidt endnu.

"You can certainly try..." sagde Dorian kækt. For han havde skam selv ikke i sinde om at være mindre opildnende. Det var trods alt heller ikke noget som lå i hans natur at være kedelig og tja - hvad end der var det stik modsatte af at være spændende og ophidsende. Dorian var som gassen til flammen. Han var ikke det som holdt den i live men tvært imod den som nærede og styrkede den... Og lige nu fik han da godt og grundigt styrket Avaritias flamme ved at vise sig selv.

Dorian havde altid været nysgerrig på om han kunne få næring af sine søskende. De var jo alle nogenlunde gjort af det samme så det var ikke til at vide om det overhovedet ville lykkes eller være lige så fyldestgørende. Der var også en lidt dyster tanke om det ikke ville nærme sig en form for kannibalisme... en lækker og dyster tanke som gjorde Dorian nysgerrig på om de mon var i stand til at dræne hinanden. Tanken var så forkert at den føltes så rigtig. Det og tanken om at lede sine søskende dybere i fordærv ligesom han gjorde nu med Avaritia. Tanken var så hed at Dorian blot blev hårdere. Hvad ellers kunne en syndig mand blive hvis ikke tændt?

"Oh, I really like how you said that..." svarede Dorian igen og mente det. Nemlig fordi det var ikke oftest at man kunne have en højre rangeret søskende som sådan adlyde én. Nu havde Dorian så heller ikke så mange højre rangerende søskende over sig. Der var heldigvis kun 2: Superbia og Avaritia. Superbia ville nok være alt for stolt til nogensinde at underlægge sig Dorian, men det var heldigvis ikke tilfældet med Avaritia. Nej, Avaritia var mere end blot villig og lydig... især sådan som han fremførte sig selv for Dorian og gjorde klar til en penetrering. Se, det var mere en hvad der kunne sættes ord på... det var ubeskriveligt så hot som det var. Havde Dorian også været mindre utålmodig så havde han allerede begravet sig selv dybt i Avaritia og ride ham til solen igen ville sætte sig i horisonten.

Men et syn som dette skulle nydes, så Dorian styrkede sig selv og lod begæret bygge sig mere og mere op. Der skulle nok være rigelig tid til at fortære ham... rigelig af tid... Indtil Avaritias desperation blandede sig med hans egen og Dorian tog fat om Avaritias hofter. Han fik fint gelejdet Avaritias hånd væk fra hans åbning, han virkede trods alt til at have varmet sig selv godt op nu. Han skulle jo nødigt komme ved hjælp af hans egne fingre. Avaritia var jo trods alt blevet lovet noget mere og Dorian var oftest en mand af sine ord. Dorian tog om skålen som Avaritia havde fået hidkladt med hans evne, og han fik hældt noget af indholdet udover Avaritias rende. Derefter gled han sit lem imellem og lod sig selv svælge i følesen i at glide frem og tilbage. Hans eget lem blev svøbt ind i olie-lignende substans som han gavmildt havde hældt ud over Avaritia. Med ham selv klar og varm var det på tide at opfylde deres begges brændende begær.

"I hope you're ready... because from this day forth there's no going back..."" og med det førte han sig ind i sin broderes væsen med et ryk.