A ballad of song birds and cool hats ~ Katrina (Featuring Edgar)

Sted: En fjern afkrog af Gray-godsets område
Tid: En eftermiddag i maj 1168
Vejr: Varmt og solrigt
Omgivelser: Beskrives
Emnepartner @Katrina


Kære læser, hvis dette er dit første skridt ind i Gray-slægtens ældgamle hjem, så ved vi ikke om du skal konstatere dig selv lettet eller være bekymret.
Ser du…disse dæmoner er noget for sig blot være advaret.
I dagens anledning tillader vi os at zoome ind på et specifikt område af Gray-slægtens jorder. For en meget…særegen begivenhed finder sted på netop denne dag.
Held og lykke, kære læser. Vi her garantere ikke for du ikke vil komme ud på den anden side og have set noget komplet absurd, men i hvert fald kan de opleve noget.

I et afsides hjørne af Gray-jordene nærmest ude i selve skoven lå et lille fint gårdhus. Eller måske nærmere, hvad man forestillede sig et gårdhus skulle være, hvis man havde ekstremt romantiske ideer om, hvad livet som en bonde var, i stedet for at basere det i virkeligheden. Blomster i kasser under vinduet, lette blonde gardiner og små skrøbelige møbler, hele scenariet lignede noget fra et idylisk eventyr.
Tror du måske at huset Gray har nogen reel interesse i, hvordan bønder virkelig lever? At få jord under neglene? Nej vel.
Det var i dette lille hus og området umiddelbart omkring det at en flok rige ladies i dagens anledning havde iført sig deres bedste idé om bondekonetøj, hvilket vil sige lette blomstrede kjoler og hovedtørklæder. Her morede de sig så ellers på lady Diana Gray, fruen af godsets, foranledning med at rode i plantekasser og plukke druer. Ideen om hårdt arbejde, for folk, der aldrig havde arbejdet en dag i deres liv og aldrig så hårdt at forfriskninger ikke var indenfor rækkevidde.
Diana vimsede rundt blandt sine gæster i en lyserød blomstret kjole og nød at være midtpunkt, henledte med jævne mellemrum folks opmærksomhed på den lille gruppe af musikere hun ”helt selv” havde fundet (naturligvis var det en af hendes tjenestefolk, der havde gjort hende opmærksom på deres eksistens).
Alt i alt tegnede det til at være en perfekt dag for fruen af Gray-huset, hvis ikke det havde været for kvinden der næsten demonstrativt lå midt på jorden ude foran huset, som var hun et lig, der ikke var blevet gravet ned endnu.

Kvinden var Lenore. Og hun stak ud som en torn i øjet blandt alle pastelfarverne, dækket fra top til tå i sorte skørter. Et par messingindfattede briller med mørke glas skånede et sæt sarte øjne, der var mere vant til at befinde sig i halvmørke, fra det værste af sollyset.
Det var ikke med sin gode vilje, at Lenore befandt sig til disse…tvivlsomme festligheder og hun gjorde da også det absolut modsatte af at forsøge at virke som om hun havde nogen trang til at deltage, men da hun og sønnen, den fjortenårige Allan, som vi helst ikke skal minde ladyen om, var blevet sendt væk fra deres hus i Aquener, fordi Sigfred havde set sig generet af Allans utalige mangler havde Diana, Lenores mor, ikke blot ladet Lenore fryde sig over for en gang skyld at være hjemme.
Allan var heller ikke blevet skånet for den ydmygelse at deltage, men hvor hendes søn nu befandt sig, ville Lenore ikke have kunne fortælle dig noget om.

Det var først, da hendes mor insisterede på at sætte en lyserød rosenkrans på Lenores mørkhårede hoved at kvinden, der for nuværende helst ville have været et lig, satte sig op. Det var dog også her, at hun opdagede noget, der ville ændre hele dagens gang for hende…og måske også for en, heldig eller uheldig musikker.

Lykkelig over endelig at have noget at lave rejste Lenore sig, med rosenkransen skævt på hovedet og gik over til en rødhåret kvinde, der stod sammen med den lille gruppe af musikere. Om kvinden var en af dem, vidste Lenore ikke og det var heller ikke det, der havde fanget hendes interesse.

”Undskyld mig, satte De en fjer i Deres hat, før eller efter, De begik Deres første krigsforbrydelse?” spurgte hun nysgerrigt og fuldstændig uden nogen form for anden indledning.

Hvis kvinden havde kendt Lenore i længere tid, ville hun vide at det syn, der nu mødte hende i lang tid havde været ganske sjældent, reserveret til kun utrolig få situationer og personer. Den blege dæmon, der så så malplaceret ud i det idylliske pastellandskab lyste som ved et trylleslag op i et blændende varmt smil, der syntes at gøre hele hendes ellers ofte livløse ansigt tifoldigt kønnere end det for et øjeblik siden havde været.
Hun klappede muntert i hænderne, lykkelig for at kvinden, hvis reelle baggrund hun som sådan ikke reelt var interesseret i, var gået med på den mærkværdige præmis hun havde lagt for dagen.

”Åh jeg vidste det,” sagde hun og greb kvindens hænder uden sans for, om dette ville være det korrekte at gøre i disse sociale kredse, for optaget af sin nye leg og desuden for ligeglad med normerne til at det bekymrede hende at gøre noget tabubelagt.
En pinagtig dag var pludselig blevet forvandlet til et nyt eventyr udelukkende ved hendes egen tankens kraft, præcis som hun utalige gange havde gjort det i barndommen og hun havde savnet det. Hun følte sig ubeskriveligt lettere og selv for de uinvidede strålede det ud af hende.

”De må fortælle mig alt om det,” insisterede hun ivrigt og fastholdt intenst kvindens blik bag sine solbrilleglas.

”Her tag en kage. Selskabet er som en bunke sandkorn, men vi har god kage,” sagde hun næsten undskyldende, som hun rakte kvinden en farvestrålende lille kage, næppe reelt ment til, at musikerne skulle spise dem, men det ragede Lenore mindre end….ja mindre end hvad? Lige så lidt som hvor hendes søn, hvis eksistens hun lykkeligt havde glemt, var henne måske.

”Så hvad gjorde De? Slagtede alle Deres fjender i et monstrøst blodbad hvorefter De slettede alles hukommelse om det? Kuppede en hersker? Begyndte Deres krigsforbrydelser før eller efter, De fik hatten og hvis efter, skaffede De så hatten for at være rigtig klædt, eller er hatten i virkeligheden ond og har forskruet Deres moralske kompas og gjort Dem til en viljeløs slave?”