Her er vi, du og jeg. Måske ved jeg noget, måske ikke. Det vigtigste er for mig, hvad du vil give for det...(Sandara)

s: Doomsville, midterkvarteret. Parken.
T: eftermiddagen
O: træer, buske, bænke. en enkelt sø og en normal skøn udsigt.
V: lunt, solen skinner, selv om der er nogle mærke skyer på himlen.

Parken var normalt ikke det sted han kom mest. Han havde mange andre ting at lave! Passe klanen, klare opgaver, tage sig af Alane og Neph. For ikke at sige han hele tiden løb ind i bekendte folk. Han smilte let. Både de venskabelig og fjendtlige af dem. Selv om de fleste virkede lidt ligeglad med at han var eftersøgt, nu hvor de havde mere travlt med hærene af undeads der truede med at overtage det hele, hvis bare de fik en åbning. Han fulgte stien, grusset knasede let under hans sko. Han var klædt i nogle mørke bukser og en grå T-shirt. Et armbånd sad om hans håndled og han havde fire, grove, hvide ar tværs ned over ansigtet. Det mørkebrune hår var redt, men hans pandehår gled ned over panden som altid. Hænderne var placeret i lommerne på bukserne, mens han langsomt gik, dybt i sine egne tanker.
Det var eftermiddag og der var enkelte andre i parken, selv om den generelt var ret tom. De fleste turde ikke være ude for længe, nu hvor de levende-døde truede med at banke på folks dør. Og han nød at være der alene, at tænke over tingene. For der var rigeligt at tænke på...Luce var lige flyttet, han havde Connor nu, hendes yngste. Elyas var trodsig, som alle teenagers. Cams besøg havde som altid givet ham en følelse af han ikke havde så meget kontrol med tingene, som han plejede. Neph var stadig væk. Det eneste gode var at Alane i det mindste flyttede ind hos ham, i sikkerhed, til krigen var slut.
Han lod en hånd glide igennem sit hår, da han placeret sig på en bænk foran søen, der så ret stille ud. ingen ænder, ingen fisk ødelagde den rolige overflade. hans blik gled ud over udsigten, som normalt var kønnest hvis solen stod op eller gik ned. men nu virkede det hele lidt mørkt, med de tunge skyer der var på vej og med en by der havde forputtet sig.

Gåture var altid godt om eftermiddagen. Hun havde valgt og gå i parken denne dag. Hendes blonde krøllede hår hang løst hen over hendes skuldre og nogle enkelte totter flavrede hele tiden for øjnene af hende pga vinden blæste blidt fra siden af. Det var hverken for koldt eller varmt denne dag. Det var lige tilpas. Lige det vejr der sjældent var. Hun undrede sig dog lidt over, hvorfor der ikke var så mange folk inde i parken som der var ude på gaderne. Hun vidste dog godt selv, at det ville være farligt og komme ud af byens mure, men hun måtte snart tilbage til sine egne og hjælpe dem i Dragons Peak hvor hendes venner var. Hendes forældre var døde, men det havde været så længe siden, at det ikke rørte hende mere. Hun gik hen af stien og kiggede ned i jorden. Hendes røde hud som nærmest lignede en der havde været for længe ude i solen og var blevet solbrændt havde en lysene skær i sig hvergang solens stråler lige strejfede hende. Hun havde en lilla trøje på med 3 kvart ærmer og et par sorte bukser og nogle sorte støvler der gik til lige under hendes knæ. Hun havde ladet hendes våben været blevet der hjemme i Dragons Peak da hun tog derfra for nogle uger siden da hun ikke selv mente, at hun havde brug for dem selvom hendes venner havde sagt hun burde tage dem med. Hun havde dog ikke haft brug for dem endnu, men et hun ikke havde tænkt over var, at have noget mere ekstra tøj med for man vidste aldrig hvornår man havde brug for og gå i sin drageform. Ikke så langt væk fra hende gik en anden fyr, men hun havde været i sine egne tanker og havde ikke set ham. Hun kom til og støde ind i ham og stoppede op. Hun kiggede op på fyren "Undskyld det er jeg ked af" Hun kiggede dog undrende på ham da der var noget som virkede bekendt på ham selvom hun aldrig havde set ham før.

Han havde været dybt i sine egne tanker. Han havde mange ting at tænke over, som altid og som den kontrolfreak han var, tænkte han ofte tingene igennem flere gange. Bare for at være sikker. Han havde ikke set kvinden, førend han fornemmede hende ud af øjenkrogen...Af en eller anden grund så kvinden hverken ham eller den bænk hun så på og det resulterede i hun på en eller anden måde mønstrede at støde ind i begge. Hans blik gled over hende et ekstra gang. I et øjeblik, lidt, mindede hun af udseende utroligt meget om Neph, hans søster. Hun havde haft det samme hår, på et tidspunkt. Men så havde hun mere eller mindre ændret udseende, da hun var rejst. Men alt dette betød ikke så meget lige nu. i stedet trak han blikket til sig igen med en svag kommentar til sig selv om at hun ikke var den værste at møde tilfældigt, førend han svarede.
"At have øjnene på hvor man går kan til tider være enormt praktisk" stemmen var hverken venlig eller fjendtlig. Mere neutral kunne man sige. Hans blik gled fra hende og ud på udsigten.