A Face Of A Beauty. -Petrova-

S: Ashen Wood Forest.
O: Træer, træer og flere træer. Frodige grønne buske med bær. En duft af fyrreskov.
V: Overskyet.
P: Luftig skjorte, et par cowboybusker og et bælte.

Det var lykkedes ham at komme ud i skoven, forsvinde bag dets smukke glød og skubbe byen væk, vende den ryggen og ikke komme tilbage før han var helt sikker på at den var værdi nok. Sagt på en anden måde, byen var kedelig for tiden! Alle virkede så mutte, kedelig og panikfaldende. Det eneste der var sjovt var at jage, som han altid gjorde, og bare skræmme livet af sit bytte. Nu havde han så besluttet sig at tage ud i skoven, for at finde nyt bytte at lege med og for at lære at løbe i andre omgivelser. Det gik jo ikke at det eneste det lykkedes ham at jage i var byens dunkle gader. Hvem vidste om skoven havde ligeså meget at byde på? Indtil videre havde han ikke mødt andet end zombie, hvis stank var værre end afføring og opkast til sammen! Ligeså hurtigt som han så dem, ligeså hurtigt skyndte han sig væk fra dem og stoppede ikke op før han ikke længere kunne lugte den forfærdelige lugt, samt høre deres underlig form for brølen. Brølene mindede om en kat der blev trukket i halen. Mørket var ved at opsluge omgivelserne i sit gab. En enkelt ugle begyndte at tude, signalerede at natten snart ville herske over skoven. Det passede fint for River. Natten var det han elskede mest! Vinden rodede i de brungyldne lokker da han løb igennem skoven. Hans vejtrækning var en anelse tung efter alt den løben, det forhindrede ham dog ikke i at fortsætte med det og til sidst kunne han slet ikke mærke at han løb længere. Tid og sted forsvandt for ham. Han kunne ikke længere se hvor han var. Hovedet blev tømt for tanker.
En duft var det der skulle få ham til at stoppe op, ved at sætte hælene i og plante fødderne solidt i den halv bløde skovbund. Duften var himmelsk, frisk og let, det kunne ikke være andet end en shapeshifters blod! Med en selvsikkert smil på læben, satte han endnu engang og denne gang var han udmærket klar over hvor han var på vej hen. Duften blev kraftigere og kraftigere, loggede ham som sirene sang. I det øjeblik han fik øje på shapeshifteren, sprang han hen imod hende og med hurtige bevægelser, landede han foran hende og viste sine tre cm. lange tænder. De hvide øjne var rettet imod hende, søgte efter frygt og ørene kæmpede for at finde hjerte rytmen. Pigen virkede bekendt, hendes ansigt.. Langsomt forvandlede han sit ansigt til at se normalt ud igen, tænderne forsvandt, øjnene blev igen mørke og hans aura ændrede sig fra truende til forvirret. Hvordan kunne hun ligne hende så meget? Clarissa.. Det kunne umuligt være hende! Nærmest helt hypnotiseret gik han hen imod hende, placerede en finger under hendes hage og drejede undersøgende hendes hoved fra side til side, betragtede hver en detalje af hendes ansigt. Selv læberne mindede om Clarissas. Smukke og smalle.
*Hvem er du?* sendte han en tanke igennem hende.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Petrova gik stille igennem skoven, hun var beredt her.. alt havde hun lært at kende på et halvt år.. Zombierne vidste hun hvor befandt sig takken der gik til hendes venner foroven.. Ørnene.. Petrova var i et med naturen og dyrlivet.. Hun var shapeshifter og påstod næsten at hendes forgængere måtte have været ligeså.. Petrova mærkede en mørk og negativ stemning i skoven, natten var mørk.. Og hun havde ikke nattesyn.. Petrova kiggede rundt til en stod foran hende, hun kunne se de lange tænder.. En vampyr.. Dog så hun ikke bange ud.. Hun så mere chokeret ud.. Pludselig lignede han bare en ung mand, der tjekkede hendes ansigt.. Det var det eneste der måske mindede hende om noget.. Da forskerne tjekkede hende, ikke lavede anet end at tage deres forbandede prøver.. Dog vidste hun godt det ikke var en forsker.. Så heldig var hun da. Petrova så ham lige i øjnene da hun hørte en stemme inden i hendes hoved.. Kunne han ikke tale? Men snakke igennem tankerne.. Det havde hun alligevel aldrig oplevet før.. Men sandt nok hvad havde hun så oplevet..
"Petrova. Jeg er Petrova." Fik hun så endelig sagt, imens hun kiggede ham dybt og lige ind i øjnene.. Petrova sank en klump, hun var stadigvæk ikke bange.. Smerte og frygt lagde i larm.. En ting hun var opdraget til.. At forveksle larm med den værste smerte.. OG derved frygt.. Petrovas vejrtrækning var stille og rolig, hun var overraskende rolig..

Det kunne ikke passe. Alt ved hende skreg Clarissa. Det ellers så stærke hjerte føltes pludseligt så svagt. Alle minderne om Clarissa gjorde ham skør, hendes latter rungede i hans hoved og hjemsøgte ham, imens han af og til stadig kunne føle hendes læber på hans egne. De var bløde som silke. Hele tanken omkring det gjorde at han automatisk gik op til flere skridt bagud. Hans blik var fjernt, rettet imod jorden. Det lettede ham at hendes navn ikke mindede det mindste om Clarissa's. I et par mintutter stod han bare og så ned i jorden, forstillede sig billederne af Clarissa foran ham og det sidste billede han ville ønske at han havde glemt, var at se ind i hendes øjne lige inden hans familie huggede hovedet af hende foran ham. Det var straffen for at elske en sortelver. Overalt flød hendes blod. Han havde det som om at han kunne smage det på tungen. Et par tåre trillede ned af hans kind og han kunne ikke se væk. Han var frosset fast til jorden, tvunget til at se på hendes adskilte krop foran sig.
Lidt efter lidt kom han tilbage til nutiden, løftede ansigtet op og mødte endnu engang denne Petrova's øjne, der gav ham kuldegysninger ved tanken om hvor meget de funklede ligesom Clarissas. Han tog en dyb indånding, foldede armene på kors og lige som han skulle til at sende en tanke igennem hende, afbrød et stort brøl dem og jorden rystede under dem. På toppen af en klippe stod en kæmpe bjørn og så på dem med sulten gnistrende i dets øjne. Dets pels var uglet og tjavset, øjnene var sorte som ibenholt og hjerteløse.

Petrova var virkelig forvirret over hans opførsel? Hvad skete der lige præcis for ham lige nu? Hendes opmærksomhed rettet imod ham gjorde hun ikke hørte ørnene skræppe højt om fareren der var lige foran dem.. Petrova opdagede det dog selv ret hurtigt, og så imod bjørnen.. Hun virkede ikke bange, hun vidste godt hendes egne svagheder.. Petrova tænkte på sig selv lige nu, hun vidste ikke hvad der betød at vise omsorg til nogle af sine egne.. SElvom River var vampyr så var hun ligeglad han var stadigvæk en af hendes egne.. Ligesom de forskere hun havde været fanget ved i et halvt år.. Små ar og få skræmmer var til evigtid til minde på nogle steder på hendes hud.. Petrova kiggede kort rundt og sprang op i sit træ, men ikke for at gemme sig. Der havde hun et spidstræspyd oppe og en bue samt nogle pile.. Hun spændte buen op og affyrede en pil som snittede bjørnens flanke. Hun tog fat i spydet og kravlede stille hen af en af de tykke grene. Petrova sprang så ned med spydet klar hvis bjørnen skulle komme meget nærmere. Men hun kunne også sagtens skifte til sin grif form, det ville sikkert skræmme bjørnen væk.. Men så igen, hun kunne klare sig selv selvom hun var på styrke med et sølle menneske lige nu.. Så vidste hun at hun kunne.. Vinden skiftede pludselig retning, i retningen så bjørnen ikke længere kunne lugte dem hvis de gemte sig.. Men også så at Petrova altid vidste hvor bjørnen var.. Den kunne ikke gemme sig længere.. Men snart satte den i løb imod hende, de blodskudte øjne lyste i vrede men også kraftig af sulten selv. Petrova bukkede sig for bjørnens klør, og trillede hurtigt om bagved den. Hvor hun rejste sig op, men bjørnen hurtig.. Den rejste sig op, og var dobbelt så høj som hende.. Petrova brugte spydet til at beskytte hendes ansigt med, men bjørnen var for stærk og fik Petrova til at synke sammen. Men lige da bjørnen skulle til at gabe over hende, så forvandlede hun sig til noget helt andet.. Ikke fordi en grif var sjælden, men ikke altid blev der set shapeshifters som havde dyret.. En krop som en løve samt med bagbenene kom til syne og vinger forben samt hoved som en ørn.. Hun var på størrelse med bjørnen, men også meget farlig.. Hun slog ud med vingerne, og skræppede højt til bjørnen..

Det var ikke rigtig til at forstå hvad der skete for øjnene af ham. Pigen tog kampen op imod bjørnen, ignorerede fuldkommen at den var dobbelt så stor som hende og at dens tænder var på størrelse med en køkkenkniv! Alting skete så hurtigt for ham. Pigens flydende og hurtige bevægelser forvirrede hans syn, tvang ham til at forkusere på et sted og ikke lade sig distrahere af alle de andre ting. Bjørnen lå til at være ligeså forvirret. I alt dets forsøg på at virke stærk, løb den hen imod pigen og lå simpelthen sikkerheden til side. Lige som River troede at det skulle lykkedes bjørnen at ramme pigen, så han kunne mærke et spjæt gå igennem ham, forvandlede hun sig om til et væsen han aldrig havde set før! Det var ikke til at finde rundt i om væsnet var smukt eller ej. Kroppen bestod af en løvekrop og hovedet tilhøret en ørn! River troede at han havde set det hele med, men der tog han fejl! verden havde åbenbart altid noget at byde hans gamle vampyr hoved.
Bjørnen stillede sig endnu engang på bagbenene, brølede så højt så det rungede i jorden og få af træerne endda rokkede sig en smule. Dets ene lap slog ud efter hende, kløerne ville ramme de smukke vinger hvis ikke hun nåede at undvige den. River vidste ikke hvad han skulle gøre. I hele hans liv havde han aldrig set en grif slås imod en bjørn, dengang han var skovelver havde han mødt en bjørn eller to, men det betød ikke at han vidste hvordan man dræbte den, for det gjorde han langt fra. Som skovelver, dræbte man sjælendt dyrene medmindre det var for madens skyld. Hurtigt var han oppe i et træ, så skiftevis på de to mægtige dyr kæmpe og han vidste at det nok ikke var det bedste at blande sig lige nu..