et sted at høre til (Lori)

omgivelser: dybt inde i skoven, hvor himlen var skjult bag træernes kroner i deres efterårs tøj i guld og rødt og deres rødder dækker bunden
årstid: efterår
vejer: uden for skoven blæste en kraftig vind, men takket være træernes beskyttelse var der fuldkommen vindstille her
påklædning: en mørk læderrustning og en slidt grøn kappe

Azrual var faret vild, ikke at han ville indrømme det for sig selv, han fulgte den rigtige sti, problemet var bare at den var lidt svær at se.
Grunden til at han var her var at han, havde hørt om nogle krigere, som ikke kunne lide necromantigerne, så han ville finde dem og slutte sig dem, men en ting af gangen han måtte først finde dem.
Efter at havde gået en hel dag besluttede han at tage sig en pause og få noget at spise, han satte Salot (skjult i hans skygge) til at holde vagt (stadig skjult i hans skygge)

Påklædning - http://images.tribe.net/tribe/upload/photo/497/3f8/4973f800-1fe6-4177-8291-8f7993e3424f

Lori var på sin sædvanlige runde tur i skoven. For at tjekke hvor langt necromanerne var kommet, hun kunne føle at hver dag kom de nærmere. Det skræmte hende for hun vidste at hendes klan nok ikke ville kunne klare dem. Hun frygtede for hendes klans liv og deres frihed hvis necromanerne nogensinde ville finde dem. Hun kunne os mærke i dag at de var kommet tættere, det var trist. Skoven var nærmest... Pakket ind i tristhed...
Hun sukkede tungt, gik med stille skridt i skoven, holde øje med hver vinkel. Hun havde sin bue i den ene hånd. Hun havde sit sædvanlige bælte med nogle mindre våben. Hendes trøje der egentlig ikke var en rigtig trøje, mere spænder der bare dækkede de vigtigste steder af hendes krop.
Nogen ville nok finde det ret slutty, mest piger mens andre ville finde det vildt sexet, typisk mænd. Men det var en del af hendes klans tøj. Det var noget de gik rundt i. Krigerne altså. Og hun var en af krigerene selvfølgelig, siden hun var lederen, blev hun nød til at kunne kæmpe med dem.
Hun holde skarpt øje med hvad der skete rundt omkring i skoven, hun kunne ikke beskytte skoven fra necromanerne men de mindre ting kunne hun godt. Det blev hun jo nød til. Det var en del af hendes natur.

Azrual sad med et tørt brød, det var lidt for gammel, men det var stadig spiselig, da han hørte en kvist der knækkede, der var højest sandsynligt et dyr, men hvis det dyr er et farligt dyr, eller at det er et menneske eller væsen, han vidste ikke hvor den eller det var.
han rejste sig langsomt, da en hurtig bevægelse ville få et dyr til at angribe, da han havde rejst sig trak han sit sværd (et halvanden-hånd-sværd), han måtte finde et sted han let kunne forsvar, så han gik langsomt frem, mens Salot holdte øje med hvad der var bag ham (stadig skjult)
han så pludselig en ung kvinde læder tøj, hun havde rykken mod ham.
han sneg sig ind på hende lagde sit sværd mod hendes nakke og sagde med den kolde stemme, som kun en erfaren morder ville have ''hvem er du og er du en fjende af necromentigerne''

Hun kiggede varsomt omkring, hun havde sin bue løftet og havde allerede et pil klar hvilende.
Et gisp kom fra hende da hun mærkede noget koldt og skarpt mod hendes nakke. Hun slappede dog hurtigt af igen og hurtigt som lynet var hun omme bagved ham, hun havde sin bue løftet, pilen spændt rettet direkte mod ham. "Jeg kunne spørger dig om det samme og samtidig, hvad laver du i min del af skoven!?" Han kunne være en spion for Necromanerne, på den anden side... Ikke. Men hun kunne ikke være sikker. Hun havde stadig buen hævet.
Han havde spurgt om hun var fjende af necromanerne, og det var hun jo egentlig, men ville det så sige at han ogs var det når nu han spurgte hende. "Svar mig!" Hun var en del usikker på ham her, hvorvidt hun skulle håndtere ham.

I samme øjeblik Salot fornemmede at han herre var truget sprang han op fra Azruals skygge og lagde spidsen af sine 8 cm lange klør mod hendes hals, dette hvad han normalt gjorde når Azrual var truget, mest for at skramme modstanderen til at give op
han sagde med en viskende stemme,''hvis du skader min herre vil du dø'' Azrual smilede til hende da han så at hun var en køn ung pige ''jeg leder efter folk der kan hjælpe mig med at få hævn over necromantigerne, da de dræbte min familie, for at få vores hemmeligheder og jeg vil foretrække at du gjorde som han sagde, skyggevæsner har en ting de beskatter mere end noget andet, og får Salot her er det mig, han ville slå dig ihjel uden at blinke''

Hun holde straks vejret da hun kunne mærke noget spidst mod hendes hals, hun trak vejret hurtigt igen og skælvede ved stemme ved siden af hende. "Pff" hun rystede på hovedet men lyttede straks øre da han talte om et folk. Og der var kun et folk her omkring og det var hendes og hvis han ville være med dem gjorde han et dumt førstehåndsindtryk. "Leder du efter 'The Woads'?" Spurgte hun med et kækt og skævt smil. Hun kiggede på dette skyggevæsen og så på manden bagefter. Ung mand. En stærk mand, både fysisk kunne hun se men oss psykisk ville hun næsten vurdere.

Azrual tængte 'the Woads' det kunne got være det den gruppe han havde hørt om hed, men han var ikke helt sikker, og han var også ret ligeglad med hvad de heder og det sagde han ''jeg havde kun hørt nogle rygter om at der skulle være nogen der bekæmpede necromantigerne herude, jeg ved ikke hvad de heder og jeg er faktisk ligeglad jeg vil bare dræbe necriómantigere, er det forstået'' hal satte sit sværd i skeden og sente Salot en ordre om at skjule sig igen, mest for at virke relativt fredelig overfor hende.
Azrual smilede og bukkede let tog sin hætte af og sagde ''jeg tror at vi kom ind på en dårlig start, jeg heder Azrual kan jeg spørge om dit navn''

Det var helt sikkert at det var dem han lede efter, "det er vel forstået... Jeg tror bare ikke du skal regne med hjælp fra dem lige nu... Hvis jeg skal være helt ærlig" hun kiggede på skyggen der forsvandt og det samme med hans sværd. Hun kiggede stille på og rystede let på hovedet "det kan man vel godt sige Azrual, mit navn er Lori, leder af 'The Woads' " hun smilede skævt satte sin pil tilbage og lod buen hænge ned langs hendes side mens hun kiggede roligt på Azrual.

Azrual smilede et smil han mente var venligt ''lad mig gætte du vil ikke have mig i nærheden af jer andre, af den grund at du ikke stoller på mig, du tror at jeg er en spion, et faktum der ikke bliver mindsket af at jeg lige har vist at jeg har mørke kræfter har jeg ret'' han satte sig på en vældet træstamme, han var ikke særlig god til det her med at vinde andre menneskers tillid, han kunne dræbe en mand på 1,5 sekund, men han var ikke særlig god med mennesker.

Hun grinte lavt og kiggede ned i jorden med krydsede arme. "Spin kan du godt krydse, den tanke er væk efter du vil af med de samme vi vil af med... Men... Du har ret du har ikke mindsket det på nogen måde." hun kiggede på ham som han satte sig ned. Hun lagde hovedet på skrå, halvt kun. "Og nej jeg stoler ikke særlig meget på dig" Hun satte sig i skrader stilling på jorden og kiggede op på ham, med et par øjne som vurderet ham, et par øjne som tænkte over hvad hun dog skulle gøre ved ham her.

Azrual sagde med et smil ''men jeg tvivler meget på at du har så meget at vælge mellem og jeg kunne have drabet dig, eller ladet Salot gennembore dig, hvis jeg ville, det burte være et plus''
og selv hvis hun ikke ville have ham kunne han altid snige sig efter hende, men han håbede at det ikke ville komme til det.
''hvad skal jeg gøre for at vise dig at jeg ikke er din fjende?'' spurgte han, han vidste at det lød desperat, men han vidste at hvis han ikke hjalp dem ville flere af dem dø og det ville bar gøre det svære at få sin hævn

Hun hævede et øjenbryn og kiggede undrende på ham. "du har ret... Det er vel et plus..." hun kløede sig lidt på armen, hun havde ikke meget at sige til det. Hendes klan stod over for den største og mest stærkeste fjende de nok kunne komme ud for og her stod en og tilbød hans hjælp, men hvad pokker skulle hun sige. Ja han var da god til at kæmpe og han havde sit skyggevæsen, men inderst inde var han vel bare... Et menneske. Og så ville hun sætte endnu et liv på spil... Selvom det måske var det han ville, var han klar over at der nok var 99 procent chance for at han ville dø lige som de andre.
"Jeg ved godt du ik er min fjende... Medmindre vores lille sammentraf gentager sig igen. Men er du klar over hvad du går indtil hvis du virkelig har tænkt dig at kæmpe med os?"