The new life as a slave >>Ryan<<

V: Overskyet og koldt.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
O: Sjovt nok ikke så mange væsner selvom det er en gågade.
T: Midt på dagen.

Han var lykkelig over at solen ikke skinnede! Nok kunne han være ude i den et par timer, men det betød ikke at han elskede at vade rundt i den, nej, han foretrak skam mørket hvor han kunne slappe af og falde i med omgivelserne. Normalt ville han have fundet noget at give sig til, men, lige nu kunne han ikke finde på noget overhovedet! Hvis han havde venner ville han kontakte dem, men han kendte ikke andre end Angela, og hende havde han ikke set et stykke tid, hvilket gik ham meget på! Han savnede hendes drilske kommentar summende omkring hans øre. Men, nok om det! Som en hver anden ung dreng gik han igennem gågaderne, hænderne placeret i buksernes lommer og øjnene svagt lukkede i. Der var næsten ingen væsner at finde, hvilket han fandt meget underligt, der burde være en hel masse ude at shoppe! Specielt efter krigen var begyndt! Lige siden den tid startede havde det ikke været nemt at finde et sted at sove. Han burde snart finde sig et sted at sove. Kroerne og hotellerne ville ikke blive ved med at have plads til ham. Et svagt smil var det eneste tegn på følelser i den unge drengs ansigt. Han foldede armene som et kryds henover sit bryst. En lyd fra en gyde fangede hans opmærksomhed, langsomt gik han derhen imod for at se hvem eller hvad der havde lavet denne lyd. Da han kom ind i gydens mørke, fandt han ikke andet end murenes skygger og en væltet skraldespande. Han løftede på skuldrene og skulle til at forlade gyden igen. Uden at se sig for gik han ind i en ung pige. "Om forladelse," Mumlede han og ville gå videre.

Hår: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Ryan gik stille og roligt ned igennem gågaderne, bag hende var det tre store dæmoner, som næsten var helt sorte, det eneste som havde farve var deres hår, som var rødt som blod, Ryan var måske ikke den ældste dæmon der findes, men hun havde var blevet sådan halvt om halvt leder for en lille gruppe dæmoner, Ryan var iklædt sort tøj som altid, hun gik næsten ikke i andet end sort, hun synes det passe så godt til hendes fortid og til hendes personlighed, der var nok nogen som ville sige at de skulle være hvis, fordi nogen gange var Ryan virkelig kold som is selv over for de dæmoner som stod bag hende selv om de tre dæmoner var den som var tættes på hende, selv om de var så altid væk.

Ryan var taget ud for at finde på noget at lave, men de tre dæmoner var kun taget med for at passe på hende, for tænk nu hvis der kom nogen som ville dræbe hende, Ryan synes selvfølelig at det var sygt i hovedet men hun sagde ikke noget til dem, Ryan gik i sine egne tanker i noget tid uden at hører efter hvad de tre dæmoner snakkede om, hun synes heller ikke at hun skulle føle med i alt hvad de snakkede om, Noget tid efter mørkede hun noget hårdt omkring hende mave brust, hun fladt om på jorden og med det samme var de tre dæmoner henne og tage fast i en ung mand, Ryan rystede på hovedet og kom op at stå igen, hun så lige ind i drengens øjne med sine egne grønne øjne, "Se dig før knægt!" Ryan var blevet lidt sur over det.

Det så ud til at dæmonerne bag hende ikke brød sig om at han ved et uheld var gået ind i hende. Desværre var Noa bare ikke typen der ville undskylde overfor den slags bøller. I stedet kiggede han bare hånende på dem med lysende øjne, de samme lysende øjne som man så på dusør plakater rundt omkring. Indtil videre var Noa kun eftersøgt da han var en blandingsrace. Hans hoved var åbenbart en bunke mønter værd. Med en svag knurren, kiggede han hen på pigen han var gået ind i og i et forsøg på at skubbe sig ud af mændenes greb, lagde han sine egne hænder ovenpå deres knyttede og forsøgte at åbne dem igen. "Jeg sagde undskyld din hidsig prop!" vrissede han irritabelt af hende. Et blik så koldt som is sendte han til de store dæmoner. Det så ikke rigtig ud til at virke på dem, men hvad havde han regnet med, det var dæmoner, frygtede de overhovedet noget? "Bed dine store bøller om at give slip på mig omgående!" Vredt slog han på dæmonerne i håb om at de gav slip... "Hvorfor behøver en pige som dig en flok dæmoner hængende efter sig?"

Ryan så koldt imod denne dreng hun var gået ind i, hun så på ham med lyse grønne øjne, øjne man ville tror bar noget over der ikke var helt normalt, nu var Ryan sådan set heller ikke helt normal, hun var leder for en lille gruppe dæmoner som ikke ville lade hende være fordi de alle sammen gik efter det samme, magt, Ryan ville havde magten over en gruppe og så ville hun finde dem som havde slået hendes familie ihjel, Ryan var en pige som man ikke skulle lege med og slet ikke hvis man var en dreng, Ryan så hvordan de to sorte dæmoner tog drengen om hun smilede bare ondt til ham, hun så lidt på man og nikkede svagt, han passede perfekt som slave, hun så dov hvordan dæmonerne holde ham mere hårdt da han havde kaldt deres leder for Hidsig prop, Ryan smilede bare til drengen og sagde med en kold stemme, "Pas på hvad du siger knægt de kan brække dine arme hvis du gør noget forkert" Hun gik lidt rundt om de tre mænd, da denne knægt havde virkelig lort i munden og det kunne Ryan godt lige, drenge som talte grimt skulle nok nå langt i hendes selvskab, hun gik foran knægten igen og sagde med en kold stemme, "Jo det spørgsmål har også selv stillet mig selv, men nu skal du hører, jeg er deres leder og du skal være min slave" Hun gik væk fra drengen igen og vente rykkede til ham, hun så ned på sine hænder hvor der var kommet en lille sne boldt frem, hun vente igen kroppen imod drengen, "Ser du hvis du siger nej torturer jeg dig voldsomt, og jeg er ligeglad med om du er en dreng, og at jeg er en kvinde, jeg skal nok få dig knækket!" Hun gik hen til drengen og den ende dæmon prøvede at åbne hans mund så Ryan kunne stikke snebolden ind i hans mund, som starten på hendes tortur.

Han kunne ikke tro sine egne øre! Hun kom bare gående og himlede ud med at han skulle være hendes slave! Det blev over hans liv! Han var ingens slave, han tilhørte ikke nogen og gik kun sin egen vej! Som en forskrækket kanin sprællede han for at komme ud af dæmonernes greb.
"De kan gøre så meget de vil! De skræmmer mig ikke!" Aldrig havde han været oppe imod sådan en styrke, deres greb om ham blev bare stærkere af at han sprællede, eller sådan havde han det i hvert fald. "Jeg skal aldeles ikke være din slave! Svaret er nej, jeg er ligeglad om du så torturere mig! svaret er nej!" Imens de ord forlod hans læber så han hen på dæmonen med et blik der var følelseskoldt, selvom han inderst inde måtte indrømme at han frygtede for hvad der kunne ske med ham. Men, han var sikker på at han ikke ville give op, ikke med det samme i hvert fald. En snebold i hendes hånd kom fartruende nærmere hans mund, så han reagerede som en hver anden og forsøgte at trække sit hoved så langt væk som muligt. Det blev dog bare mødt af muren, et tegn på at der ikke var mere frihed. Han mærkede sneen i sin mund, det var koldt og væmmeligt! I et forsøg på ikke at blive kvalt, rystede han vildt med hovedet og til sidst spyttede hans så meget af sneen ud han kunne. Hvis Ryan ikke noget at flytte sig ville det ramme hende i ansigtet..
Endnu engang forsøgte han at vride sig fri. "Giv så slip på mig i ondsvage og stupide dæmoner!" Langsomt kom hans hugtænder frem.. "Giv slip!"

Ryan smilede til at denne dreng troede at hun ikke var bange for at gøre ham noget, hun nikkede svagt og de to dæmoner tog i hver deres arm og rykkede den op af, hvis han var virkelig heldig var hans arme ikke brækket, hun smilede ondt til ham og sagde med en rolig stemme, "Når hvad så nu skræmmer de dig nu dreng!" hun smilede ondt til ham, det var længe siden hun sidst havde torturet nogen, normalt gik det meget hurtig også havde hun fået hvad hun ville, men selvfølelig var der nogen som kæmpede imod, og han var nok en af de dumme som gjord det i håb om at slippe væk, "Hmm tænk dig om knægt! det næste du mister er dine ben!" hun var kold som is, hun grinede bare svagt til drengen og håbede virkelig op at han ville forsætte denne sjove leg han havde sat i gang, Ryan var ikke hurtig nok til at flytte sig, hun fik det sidste is i hovedet som hun havde givet denne dreng i munden, hun så ondt på ham imens hun tog isen væk og lavede nogen istapper, hun så ondt imod ham og stak istapperne ind i hans mave og side, "Opgiver du knægt!"

Han var ikke bange! Det nægtede han at være overfor en kvinde som hende! Selvom vagterne havde et stræk greb om ham, stoppede han ikke med at sprælle som en fisk på landjorden. Ikke tale om at han ville bukke under for en som hende! Vredt, hidsigt og stædigt, blev han ved med at sprælle, men stoppede ved følelsen af en kniv i hans mave og side. Kniv, istap, det kunne være lige meget, de var begge lige skarpe! Han bed sig i underlæben af smerte, bøjede sig smertefuldt sammen og ønskede bare at smerten ville forsvinde!!
Til sidst lykkedes det ham endelig at vride sig fri af dæmonernes greb, ved at stikke den ene istap igennem den enes arm.. Selvom smerten spredte sig for hver et skridt han tog, forsøgte han at lunte væk..

Ryan så hvor meget denne lille dreng kæmpede imod hendes vagter, hun grinede svagt af det, der var krummer i denne dreng, han ville blive en sjov slave, han ville ikke være ligesom alle de andre som knækkede efter de første slag, Ryan så imod drengen da han igen forsøgte at komme fri fra deres grab, Ryan smilede lidt da hendes dæmon ville løbe efter ham, hun rystede bare på hovedet og sagde med en svag stemme, "Bare glem det, han kommer ikke særlig langt" hun grinede svagt igen og brugte sin evne imod ham, en tynd is lad kom frem på jorden og gik hurtig efter hans føder.

Såret i hans mave fik ham til at stivne. Til sidst, kunne han ikke klare mere. Med et ordentligt bump faldt han om på jorden. Blodet fra det massive sår farvede isen under ham rød. Han bed sig i underlæben, selv om smerten var udholdelig, så nægtede han at skrige eller give efter. Langsomt startede han med at kravle. For hver en bevægelse han gjorde med kroppen, føltes som om at han var ved at blive skilt ad. Såret spændte om maven på ham. Han trykkede hårdt sin hånd imod det, for at holde blodet indenbords. Blodtab var ikke lige det han ønskede at dø af. Benene blev slæbt efter ham.. Trin der ramte jorden fik ham til at dreje hovedet om. Dæmonen var på vej hen imod ham.. Han gjorde alt hvad han kunne for at få den ene arm og begge ben til at samarbejde. Desværre, lykkedes det ham ikke rigtigt. Svagt drejede han hovedet om.
"Hvad vil du mig?" hvæste han af hende. "Er dit liv så sølle at du skal torturere en som mig?"

Ryan grinede da han faldt ned på jorden, hun så blodet komme ud fra hans mave imens han prøvede at holde de inde, hun satte sig ed ved hans side og kørte sin kolde hånd hen over hans pande, "Jeg kan rade dit lille liv, men jeg skal havde dit liv til gengæld" hun kiggede ondt på ham, han ville nok ikke overleve dette alene, han havde brug for engel blod meget hurtig og det kunne Ryan få til ham uden nogen problemer, så det var bare op til ham om han ville behold sit lille liv eller ham ville død for hendes fødder, hun raste sig op igen og så ned på ham og sagde roligt, [b]"Bruge dig som slave, hvad ellers?"[/i] hun smilede ondt til ham og ventede på at han ville sige noget

Hun ville have hans liv til gengæld. Ordene smagte grimt på hans tunge. Desværre, havde han intet valg, fik han ikke hjælp, ville det kæmpe sår i maven slå ham ihjel. Til at starte med så han bare koldt på hende. Han forsøgte ivrigt at komme på en anden plan, alt andet end at være slave, desværre, kunne hans tanker ikke rigtig være på andet end det dybe sår i hans mave. Af smerte bed han sig i underlæben.
"Okay!" råbte han til sidst. "Jeg lader dig få mit liv, til gengæld skal du hjælpe mig nu!" Han kunne mærke hvordan kroppen var ved at svigte ham. "Men, jeg sværger, jeg bliver ikke den nemmeste slave, for hver og en mulighed der er, vil jeg forsøge at stikke af og jeg gør aldrig hvad du siger," Det kom som en advarende knurren.