Who are you? - Razion

Hun kom ud efter lidt tid, helt svimmel. Hun kiggede ulykkeligt på ham. "Det... Det i aften... Skete det virkelig?" spurgte hun rystende. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle takle det. Gad vide hvordan Reilly ville have det når hun fortalte ham det. Ville han gå fra hende. Ville han hade hende? Eller ville han støtte hende? Og gøre hende glad igen.

Han kiggede på hende og slappede roligt af "ja det der skete er virkeligt"sagde han roligt og så på hende "hvad da troede du måske jeg vil være øm over det hele og din røv har det vist heller ikke for godt"sagde han roligt og så på hende og havde det ikke ligefrem for fedt i kroppen efter dagen igår.
Han kiggede på hende og slappede roligt af "så hvad nu hvad skete der ellers i går"spurgte han roligt og så på hende.

Hun kunne græde sine øjne ud lige nu, men hun gjorde det dog ikke, hun forholde sig mere eller mindre rolig, nok fordi hun var gået i mere eller mindre chok.
Hun skuelede hen til Razion, hun vidste da ikke hvad der var sket igår, udover det lort som hun lige havde fået bekræftet.
"Jeg ve' sgu da ingenting om hvad der skete igår, jeg har det bare ad helvedes til, på grund af de fuckin' dæmoner" Argh! Hun gad virkelig ikke dette.
Hun satte sig ned på sengen, og kiggede ned i gulvet.

Han kiggede på hende og slappede roligt af "ja okay det kan jeg så godt forstå at du har det sådan"sagde han bare roligt og anede ikke hvad han lige ellers skulle sige, for hun lød meget sur og han var ikke ligefrem i stand til at holde ud hvis hun nu slog ham eller noget, det var noget af en tur han havde fået af dem, da han kunne være så øm her som han var nu.
Han så på hende "når hvad skal der så ske nu her"spurgte han roligt og så på hende, han kiggede på hende og slappede roligt af og anede ikke hvad han skulle sige eller gøre, for han kunne knap gøre noget som helst med den krop han havde nu her med alt den ømhed og den slags der.

Hun gav et højt og tungt suk fra sig, og lagde sig ned i sengen. "Undskyld..." hviskede hun svagt. "Jeg kan bare ikke tro at dette virkelig skete." Hun sukkede tungt igen, og kiggede hen på ham.
Hvad der skete nu, vidste hun virkelig ikke, hun kunne ikke gøre så meget, sket var sket, hun måtte bare håbe at Reilly ikke blev sur, eller foragtede hende efter dette.
"Jeg ved det ik', jeg bliver nok nød til at finde Reilly på et tidspunkt, og forklare ham hvad der er sket." sagde hun, med en lidt rystende, og tøvende stemme. Hun var ikke meget for at fortælle Reilly hvad der var sket, men han fortjente at vide det, han fortjente at vide at hun faktisk var blevet voldtaget... I hendes eget hjem, hun var ikke i sikkerhed, uden Reilly.