Am I supose to know you? ~ Kat

'' Luck!? Er du okay!? '' Kat kunne se der kom liv hendes øjne, imens hun havde været bevidst løs, havde Kat forsøgt alle tænkelige måder at få liv i hende. En af dem havde tydeligvis hjulpet på hende. Kat var enormt bekymret. Hvorfor var hun bare sådan besvimet? Der var hverken dårligt luft, eller noget der kunne gøre det. Kat så ned på hende med et smilende blik. Det var godt hun var kommet til sig selv. Men hun måtte vide, hvad der var sket. '' Hvorfor faldt du bare sådan om? '' Kat kendte hende kun under navnet Luck. Så det var det eneste hun kaldte hende.

Kyla satte sig op, og trak vejret dyb. Hun nikkede stille, og så på Kat. ”Undskyld hvis jeg gjorde dig bekymret” hun smilede halvt til Kat. Hun så sig rundt. Kat havde fået hende udenfor igen. Var Kyla virkelig så let at bære rundt på? Åbenbart. Hun trak på skuldrende af Kats spørgsmål. ”Er ikke sikker, men gør det af og til, besvimer bare uden videre. Jeg er ikke sikker på hvad der får mig til det, det sker bare på et tidspunkt.” hun sukkede lavt.

Kat smilede bare over hun endelig var blevet sig ''selv'' igen. Og dog, hun kunne tydeligvis stadig ikke huske Kat, eller huset på nogle måder. '' Det okay. Jeg forstår dig udmærket. Det må også være underligt, ikke at kunne huske noget fra sin fortid. Jeg ville hade mig selv, hvis folk blev ved med at sige jeg var en anden person end den jeg selv gik og troede jeg var. Men heldigvis er vi forskellige. '' Kat kyssede hurtigt Luck/Kyla på panden og rejste sig op. Hun rakte en arm ned for at hjælpe hende op, hvis hun selv ville have hjælp til at komme op.

Kyla bed sig i læben, og lod en hånd stryge gennem sit hår en enkelt gang. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til Kat og derfor nikkede hun bare stille til det Kat sagde. Hun så på kat da hun kyssede pande på panden, og blinkede en enkelt gang, en smule undrende. Hun var ikke vant til at nogle gjorde det der, havde faktisk aldrig oplevet det før, ingen gang hendes ’mor’ havde gjort det før. Kyla tog imod Kats hånd, så Kat kunne hjælpe hende op at stå. ”Øm” Kyla ville gerne fortælle Kat om det hun havde ’oplevet’ mens hun var besvimet, og høre om det var et minde eller bare noget hendes fantasi var kommet op med? ”Du minder mig af en eller anden grund om noget. Et dyr? Eller nej, glem det" Kyla så væk fra kat, ikke sikker på hvordan hun skulle sige det her. ”Kat” hun sagde ordet så lavt at hun ingen gang selv kunne høre det, og var derfor ikke selv klar over om hun havde sagt ordet højt. Hun så stille på Kat, og sukkede, men kiggede så væk.

Minede Kat nu om et dyr? Det var da heller ikke så underligt, eftersom hun teoratiskset var i familie med ulvene. Kat smilede roligt. '' Altså.. Når jeg er i forvandling, er jeg en ulv. '' .. Hvor kendte hun nu Kats navn fra? Hun havde på ingen tidspunkter sagt at hun hed Kat? Så hvordan kendte hun nu hendes navn fra? Kat kløede sig selv i håret og løftede det ene øjenbryn.

Kyla så på Kat. Selvom hun lige havde sagt Kats navn, var hun ikke sikker på at det var det som hun hed, og også fordi, hvor skulle hun kende navnet fra? Ordet var bare dukket op i hendes hoved efter det flashback hun havde haft før, men det kunne det da ikke være, vel? Kyla sukkede for sig selv, og betragtede kat. Hun var heller ikke sikker på hvor det der med et dyr var kommet fra, men okay. Hun kunne altså forvandle sig til en ulv? Tjo hvorfor ikke. Kyla så op mod himlen. Hvad mon klokken var? Hvis hun ikke kom i skole til timerne ville hendes mor blive sur hvis hun fandt ud af det. Kyla så på Kat igen, og nikkede kort. ”Ved du hvad klokken er?” spurgte hun langsomt, og så nøje på Kat.