A cozy afternoon at the inn - or not... ~ Natalie

Sted: en af kroerne i Angerforge District
Tid: eftermiddag, sidst på foråret 1167
Vejr: lunt og ingen vind

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] – lysgrå kofte, hvid skjorte, sorte bukser, sort bælte (med en dolk i stedet for sværd), sorte støvler og lysgrå hat med fasanfjer. Håret er løst hængende.

//Starten er godkendt af Dr. Trott og Constatine//


Kat var stadig ikke helt tryk ved at komme til Doomsville, men bard gruppen, der bestod af fem kvinder og to mænd, og klanfolkene havde været gode til overtalelsen. Desuden måtte hun prøve at stå på egne ben efter alt den hjælp hun havde fået af Dr. Trott gennem vinteren. Og Constatine havde ligeledes syndes at det var en god ide, da hun havde snakket med ham om det. Derfor havde hun pakket lidt tøj til turen og været klar til at tage af sted ved daggry.

Så efter en god uges rejse ankom de til Doomsville. Klanfolkene lovede at komme senere på dagen, hvorefter de forlod gruppen. Gruppen fortsatte gennem Angerforge Districtet og prøvede at forhøre sig på et par kroer om de måtte optræde der, men først ved den fjerde kro var der gevinst.
Dagen var nu gået over i eftermiddag, og gruppen købte sig et måltid mad, inden de stemte instrumenterne. De startede ud med sangen [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Her sang Kat med som anden stemme.

Så snart sangen var færdig råbte et par mænd på en mere frisk sang, hvilket Kat besvarede med et skælmsk smil. Smilet blev modtaget af mændene, som var det et løfte om sjov senere på aftenen/natten. Kat og Nina byttede plads, inden de startede de næste par sange:  [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.].



//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Selv Doomsville lod efterhånden til at mærke godt af sommeren der langsomt sneg sig nærmere. Temperaturen hen over de sidste par dage var steget hastigt, og med den manglende vind blev byen pludselig fyldt med liv i form af væsner, der desperat søgte ud i det gode vejr efter søgen på skygge eller forfriskninger. Natalie var ingen undtagelse. Da valget enten stod mellem at skjule sig på sit værelse, som hun fandt temmelig ulideligt disse lune dage, eller at finde et stille gemmested et sted på borgen, som ligeledes syntes umuligt med alverdens liljer som stadigvæk vimsede rundt over det hele i fuld sving med Geneviras renovering af sted. Så, efter at have brugt det meste af formiddagen på at mærke, hvordan humøret faldt mere og mere, havde hun taget en hurtig beslutning. Det tog ikke mange sekunder at få pakket en lille kurv med de nødvendige papirer, en bog samt lidt skriveredskaber, hvorefter dæmonen satte kursen mod byen. Egentlig havde hun ikke nogen specifik destination, men søgte egentlig bare et sted, hvor hun forhåbentlig kunne sidde forholdsvis uforstyrret med det sidste af hendes planlægning til den kommende tur mod elverriget. Efter omtrent en halv times tid, befandt barneskikkelsen sig ikke længere blandt de sikre og velkendte øvre lag. Derimod havde hun bevidst søgt længere ned i byen i håbet om, at færre ville genkende hende og derved mindskede hun ligeledes risikoen for at blive opsøgt hende. Tørsten var nu efterhånden ved at trænge sig på, og efter et øjebliks ubeslutsomhed, trak hun håndtaget ned på den første og bedste kro, som fangede hendes blik.

Dæmonen trådte indenfor og blev øjeblikkeligt budt velkommen af den sædvanlige tunge dunst af sved, surt øl og alt for meget parfume. Dog fangede en ny og livlig duft hendes opmærksomhed, og hun genvandt den ellers hurtigt svindende interesse for hele idéen om at finde et bord. Med få besluttesomme skridt, krydsede hun gennem den halvfyldte krostue, og fandt sig hurtigt et bord allerlængst væk fra baren, hvilket heldigvis ikke var svært. Desværre var det tættere på scenen end hun brød sig om, men det kunne hun trods alt bedre leve med - for nu. Solhatten blev nænsomt fjernet fra det tykke, mørke hår og placeret på bordet, sammen med den mørke kurv. Hun ventede med at pakke ud indtil, at en tjener havde været forbi og taget imod hendes bestilling. Selvom den unge kvinde så noget forvirret ud over den lille piges ensomme tilstedeværelse i kroen, satte hun alligevel ingen spørgsmålstegn ved ordren og forsvandt kort efter for at finde de ønskede komponenter. Natalie ignorerede vanligt de mange stirrende blikke, og gav sig i stedet til at pakke ud, imens hun kortvarigt skuttede mod scenen, da en ny kvinde trådte frem. En rødhåret kvinde, med en spøjst udseende hat, som sikkert skulle fremstå festligt anlagt. Hun sang udmærket, men hendes nonchalante reaktion på mændenes tilråb fik hurtigt et frastødt udtryk frem hos den lille dæmon. I stedet kastede hun sit fokus mod kortet over Underworld, som lå spredt ud på bordet foran hende, imens hun tålmodigt ventede på sit glas med saft og et stykke af dagens kage. Visse byer var markeret, andre steder var der tilføjet tekst eller små noter. Dragons Peak var blandt andet krydset over med rødt, hvorimod Sunfury bar flere spørgsmål. Natalie greb hurtigt sin medbragte pen, og gav sig til at skrible endnu engang, som hun langsomt lod omverdenen forsvinde.

Sangen blev afsluttet og hun vente sig mod gruppen. Efter lidt visken, startede en ny sang: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] op, som hun også sang. Grunden til at hun valgte denne sang, var at hun i smug havde set efter den lille pige der var kommet ind og sat sig ved et bord nær senen. Et minde om et råd fra hendes stedfarfar havde givet hende sidst hun havde set ham: ”Vær på vagt overfor en kvinde der ligner en lille pige. Hun er ældre end du tror og er dæmonernes leder. Du kan nemt komme til at fornærme hende”. Derfor var hun meget opmærksom på hvordan pigen/kvinden ved bordet reagerede under og efter sangen.
Så snart sangen var færdig, [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], mens hun smilede til folket.

En af tjenerne kom over med en bakke fyldt med otte ølkrus. Gruppen lagde instrumenterne til side og alle tog et krus, hvorefter de bukkede mod folket som tak. Kort efter rungede et SKÅL gennem krostuen, samtig med at gruppen og de fleste gæster hævede kruset, inden de alle som en drak noget. Kat var blandt dem som tømte kruset helt i et drag, hvilket frembragte et jubelråb fra mændene i kroen, samtidig med at Kat bukkede let. De andre tømte kruset over et par gange, inden de rakte krusene til Kat, som gik op til bardisken og afleverede dem, mens de andre begyndte at spille lidt livligt musik.

På vej tilbage stjal Kat et blik på bordet, hvor den unge kvinde sad. Hun bemærkede at der var sat et rødt kryds hen over Dragons Peak, hvilket fik hende til at standse op ved bordet.
"Undskyld mig. Men jeg kunne ikke undgå at se De har sat et kryds over Dragons Peak. Må man spørge om grunden?" Kat bukkede let og havde et venligt smil på læberne.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

For en stund bemærkede hun slet ikke den stakkels tjener som det lykkedes at kæmpe sig vej tilbage til bordet, gennem mængden af fulde og festlige folk, som pludselig var brudt ud i fællesskål. Natalie havde koncentreret sig så meget om at ignorere spektaklet, at hun først opdagede noget, da et stykke friskbagt chokoladekage samt et glas fyldt med iskold hyldeblomstsaft landede på bordet foran hende. Dæmonen så overrasket op fra sine papirer, og det misfornøjede udtryk, der ellers havde været malet over det lille barneansigt siden hun ankom, forsvandt som dug for solen. Natalie betalte for sin mad, det præcise beløb selvfølgelig, og sendte derefter tjeneren videre til det næste trængende bord. Begejstret ved tanken om at fylde munden med den tunge, delikate fornemmelse af varm chokolade, stak hun hurtigt gaflen i kagestykket. Netop som den allerførste bid befandt sig lige ud foran hende, brød en ny og alligevel velkendt stemme igennem hendes lille, lykkelige bobbel. Gaflen standsede, og et sæt mørkeblå øjne rettede i stedet opmærksomheden mod kvinden, som pludselig befandt sig ved hendes bord. Kvinden med den underlige hat fra scenen. På trods af den umiddelbare venlige attitude som kvinden forsøgte sig med, så overskyggede irritationen over at være blevet afbrudt alligevel smilet, som burde have fundet vej. I stedet var det et lettere misfornøjet udtryk som mødte Katrina, samt et hævet øjenbryn, tydeligvis undrende over hvad i alverden hun foretog sig.

“Ahem… Når De nu ikke lader til at være bekendt med konceptet om hel almindelig pli, så kan jeg lige så godt afsløre, at det kryds er til for at minde mig selv om, at Dragons Peak absolut ikke er værd at spilde min tid på, og dermed lige så godt kunne streges fra kortet… når man nu ikke kan tillade sig det i den virkelige verden.”

Natalie lod gaflen med kagestykket glide tilbage på tallerkenen, og foldede i stedet hænderne foran sig, således at hun dækkede mere på kortet. Hun fandt ingen grund til at dele flere oplysninger med nysgerrige fremmede, selvom hendes rejse på ingen måde omhandlede noget klassificeret. Tværtimod var rejsen udelukkende baseret på hendes egen fornøjelse. Men… nu havde hun trods alt aldrig været særlig god til at dele. Ak ja, ulempen ved at vokse op som enebarn, måtte man næsten formode. Ansigtet gled over i et mere neutralt udtryk, men tonen virkede muligvis stadigvæk en anelse spids, som hun afsluttede sin forklaring.

“Nu håber jeg sandelig, at det besvarer Deres spørgsmål og forhåbentlig har lært Dem, at man altså ikke bare kan tillade sig at stikke næsen i andre folks sager… desuden kan jeg virkelig ikke se, hvad det vedkommer Dem, hvad der foregår i mine papirer angående lige netop den by… eller hvad det skulle være af interesse for Dem, Miss…?”

Ved kvindens ord om at Dragons Peak ikke var vær at spille tiden på, kunne Kat ikke tilbageholde et noget forundret udtryk. Hvad i alverden havde hendes stedfarfar dog gjort til at gøre kvinden så arrig? Kat var nysgerrig, men kvindens tone og holdning fortalte tydeligt at hun ikke var glad for at blive afbrudt.

Hvad det andet angik. Hvad skulle hun give af navn? Sit rigtige navn eller sit bard-navn?
Hun [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] igen for kvinden, mens hun besluttede sig for at være ærlig.
”Jeg undskylder for at have været for nærgående. Var blot nysgerrig, da jeg har familie i byen. Mit navn er Katrina Leigan. Men folk kalder mig Rina, når jeg er ude med gruppen.” Hun vogtede på en hver bevægelse fra kvinden, som ville antyde at det var bedst at forlade kroen omgående. Jake havde jo ikke advaret hende for ingen ting.

Gruppen fortsatte med at spille, men de var ligeledes opmærksom på hvad der skete over ved Kat. Hun havde delt sin stedfarfars advarsel med dem, i håb om at de kunne undgå at gøre dæmonen sur.

Var der noget ved det navn, som rørte sig i dæmonens ellers upåklagelige hukommelse? Muligvis. Men Natalie var slet ikke i humør til at lege gemmeleg. Og der måtte hun endnu engang sande, at udødelighed havde sine konsekvenser, når det kom til den slags. På et eller andet tidspunkt løb man simpelthen tør for plads, hvilket betød, at man typisk skulle lede ekstra grundigt efter visse informationer som måske havde ligget øde hen et stykke tid. Hun havde hørt historier om dæmoner på flere tusind år, som begyndte at tale i spåner, fordi hukommelsen pludselig var begyndt at svigte. Hun havde vist endda haft en oldefar med den slags problemer… men ikke noget, som hun mærkede noget til eller regnede med at døje med lige foreløbigt. Ikke med hendes skarpe hjerne, eller forholdsvis unge alder i hvert fald. Tilbage til virkeligheden, kunne hun konstatere, at kvindens efternavn var tabt for nu. Det interesserede hende simpelthen ikke nok. Det undrende øjenbryn blev, om end muligt, endnu mere undrende.

“Nu tvivler jeg stærkt på, at Deres familie har været involveret i min beslutning. Nu er det sådan, at jeg normalvis ikke omgås folk af Deres rang til dagligt, så tanken om at en flok gøglere, musikere eller hvad end De skal forestille, skulle have haft nogen som helst indflydelse på min hverdag finder jeg… ja, mildest talt underholdende. Medmindre De selvfølgelig gemmer lidt blåt blod under… det der.”

Refererende til Katrinas “festlige” outfit, forsøgte Natalie at illustrere sin pointe med en hånd i hendes retning, men velvidende, at den slags formentlig fløj hen over hovedet på kvinden, trak hun i stedet armen til sig igen, og foldede i stedet armene over bordet. Egentlig var hun ikke ligefrem interesseret i kvindens livshistorie, men et eller andet sted i løbet af hele denne underlige process, havde hun besluttet med sig selv at nå til bunds i kvindens ukendte nysgerrighed før at hun selv, kunne tillade sig at vende tilbage til det indbydende stykke chokolade der stadigvæk stod placeret længere fremme på bordet. På trods af at maven rumlede, hvilket var en ukendt og irriterende fornemmelse, havde hun dog ikke specielt svært ved at fornemme musikernes “skjulte” blikke oppe fra scenen, som samtalen med Katrinas skred frem. Englen virkede, på trods af hendes ellers muntre tilgang, også en anelse urolig ved selv den mindste bevægelse, som dæmonen foretog sig. Dette fik straks tankerne på gled, og som en veltilfreds, lille killing strakte hun sig en enkelt gang, inden hun blev uskyldigt placeret under hagen, inden hun med et fornøjet smil spurgte englen.

“Katrina… Er De bange for mig?”

Kat kunne ikke undgå at trække lidt på smilebåndet, som kvinden proklamerede at hun tvilede stærkt på at hendes familie havde været involveret i kvindens beslutning. Ligesom det på en måde morede Kat at kvinden troede at hun stammede fra gøgler og musiker. Men selv om det morede hende, så var hun alligevel nok påpasselig til at hun helst ikke skulle gøre dæmonen sur.
Næste gang hun besøgte sin stedfarfar måtte hun virkelig spørge ham efter hvad der var sket, siden dæmonen holdt så ringeagtelse om ham. Dæmonens næste ord fik dog Kat til at skubbe tankerne til side, inden hun respektfuldt bøjede hovedet lidt.
”Ikke bange, frue. Mere sund respekt blandet med en smule nervøsitet.” Hvad skulle hun sige omkring sin familie? Sandheden eller en lille løgn. Et blik på dæmonen afgjorde det. Kat var overbevist om at dæmonen ville opsnappe løgnen så snart den forlod hende. Med et lydløst suk tog Kat sig sammen og sørgede for at holde stemmen så neutral og venlig som muligt.
”Jeg vil nu ikke sige at jeg har blåt blod. Men min stedfarfar er hersker af Dragons Peak. Jeg håber ikke at han har været alt for uhøflig over for Dem.”

Et sted bagerst i hovedet, begyndte angsten at komme listende. Den angst hun havde brugt måneder sammen med Dr. Trot og Constatine om at komme til livs. Med en mental hånd masede hun angsten tilbage i det lille lukkede rum, hvor hun plejede at opbevare den.

Der var noget ved kvindens smil, der generede hende. Som om Katrina vidste noget, som Natalie ikke gjorde - på trods af deres yderst korte samtale hidtil. Først da englen valgte at reagere på hendes spørgsmål, tillod dæmonen sig at falde lidt ned igen. Hendes svar efterlod dog Natalie lige så forvirret, som hun havde været til at starte med. Hendes eget svar var en anelse køligere denne gang, og blikket mere udfordrende i håbet om, at Katrina på et eller andet tidspunkt ville forstå, at hun havde kvajet sig allerede det øjeblik, at hun valgte at forstyrre dæmonen i første omgang.

“Ejede De den mindste smule sunde fornuft… eller respekt for den sags skyld… så havde De slet ikke nærmet Dem bordet til at starte med. Og det er Lady Von Tenebris… eller Frøken, hvis De insistere. Ikke frue. Ingen mand vil nogensinde være den titel værd.”

Det var lige før, at man kunne se, hvordan foragten voksede hos Natalie. Det kunne sagtens være, at hun fremstod ganske snobbet eller bedrevidende, når nu de fleste almindelige kvinder og lignende, så det som en pligt at ægte sig. For magtens og slægtens skyld. Men Natalie havde allerede magt. Og intet ønske om at reproducere. Derfor havde hun taget et valg for flere hundrede år siden om, at ægteskab var en unødvendig gene, som hun ikke agtede at tage del i - nogensinde. Men gift eller ej, så burde folk stadigvæk kende deres manere. Og det gjorde Katrina tydeligvis ikke, sådan som hun blandede sig i alting.

“Deres… stedfarfar? Forstår jeg korrekt ved, at De således ikke er blodsbeslægtet med Lord Black?”

Et eller andet sted mærkede Natalie, hvordan alting begyndte at stritte på hende, da Katrina pludselig begyndte at tale om, at hun muligvis var forbundet til Jake. For... hvordan? Ikke nok med at der var meget langt fra draconianer til hvad end Katrina skulle forestille at være - noget mørkt, bedømte hun hurtigt - men at lade sin nærmeste familie ende ud i noget der i dæmones øjne mindede allermest om en eller anden lovlig form for prostitution, virkede særdeles absurd i hendes verden. Jovist, ikke alle kunne have en plads på slottet, men der var vel andre ting, som pigebarnet kunne tage sig til end lige netop… dette. Til Katrinas sidste kommentar omkring Jake, kneb Natalie øjnene sammen og skulede irriteret ned mod kortet foran sig.

“Uanset hvad den mand er for Dem, så kan jeg forsikre Dem om, at både Lord Black samt hans såkaldte “mage” var mere end ualmindeligt uhøflige ved vores sidste møde.”

Kats smil blev lidt usikkert ved dæmonens ord om fornuft, respekt og tiltale, hvortil hun nikkede som svar. Uden at tænke kløede hun sig i nakken på samme måde som Jake plejede, når der var noget som plagede eller gjorde ham usikker i sin sag. Noget hun ofte havde gjort som barn for at efterligne sin stedfarfar.
Angsten begyndte at melde sig igen, mens den nu bad hende om at vende tilbage til gruppes sikkerhed. Kat kæmpede mentalt med at få den skubbet væk igen, men hun var nok til stede til at hun kunne høre hvordan dæmonen praktisk talt foragtede Jake. Hun sank en gang og ventede til dæmonen havde talt færdigt.

”Han var min mors mentor og kaptajn. Og bedste ven med min farfar.”
Hun sank en klump der begyndte at fylde for meget, inden hun fortsatte.

”Selv om det ikke er mit sted, så beklager jeg meget at De har fået dette indtryk af ham.” Mørket begyndte at omringe Kat, og hun kunne mærke at hun bare skulle væk inden det gik galt. Hun forsøgte igen at tænke på alt det Dr. Trot og Constatine havde lært hende. Men det hjalp ikke meget. Kat følte at jo længere hun blev stående, jo større syndes dæmonen at blive.
Med en letter usynlig kraftanstrengelse fik hun et høfligt smil på læben igen og bukkede høfligt for dæmonen.
”Lady Von Tenebris. Jeg undskylder for forstyrrelsen. Det skal ikke ske igen. Må Deres aften blive bedre.” Kat var ivrig efter at løbe sin vej, men turde heller ikke bare at vende ryggen til denne dæmon.

Gruppen havde hele tiden haft et øje på Kat og kunne se at det var ved at være kritisk. Så de afsluttede og sagde at de ville holde en pause. Derefter samlede de deres ting sammen og Nina kom over til Kat. Hun nejede dybt for dæmonen, mens hun havde et høfligt smil på ansigtet. Hun holdt dog øjenvipperne sænket, så hun ikke så direkte på dæmonen.
”My Lady. Med Deres tilladelse vil jeg gerne invitere min veninde til middag. Må guderne velsigne Dem med et langt og godt liv.”

Natalie skulle lige til at spørge, men kvalte tanken i sidste øjeblik. Hun havde ingen idé om, hvem resten af pigebarnets familie skulle forestille at være, men samtidig havde hun en rimelig stærk mistanke om, at åbnede hun først den låge af informationer, ville hun drukne i et hav af unødvendige informationer om guderne og hver en mand. I stedet bed hun sig fast i den eneste brugbare detalje fra Katrinas forklaring, som hun med et hånligt fnys fik svaret på (nok mest til sig selv).

“Kaptajn… Ja, med den opførsel, så burde det måske ikke være så let at glemme, at Lord Black ikke altid har været blandt de bedre kredse.”

Dæmonen studerede englen et øjeblik, vurderende, da hun pludselig kom med en undskyldning på Jakes vegne. Ikke at hun nogensinde ville godtage det, for Jake skyldte hende meget mere end det, men det var da en begyndelse på noget, der mindede om aftenens første fornuftige handling. Hun trak ligegyldigt på skuldrene, og bemærkede tydeligvis ikke Katrinas ubehag ved hele situationen. Eller også valgte hun blot at se bort fra alle signalerne, som englen måske/måske ikke valgte at sende hende.

“Lord Black kunne lære noget af Dem på det punkt.”

De mørkeblå øjne betragtede uimponeret, hvordan englen bukkede og undskyldte for tredje gang denne aften. Det lød efterhånden som en plade gået i hak. Meningsløse ord for at redde sit eget skind, selvom hun ene og alene havde bragt sig selv i denne suppedas. Natalie, der netop skulle til at komme med endnu en bitter kommentar omkring, at hendes aften næppe blev bedre før englen tog sig sammen, blev afbrudt i sin tankegang, da en ny skikkelse pludselig nærmede sig bordet. Helt ny var hun selvfølgelig ikke, da hun fjernt genkendte kvinden som endnu et medlem fra scenen. En lille, almindeligt udseende kvinde. Menneskelig sandsynligvis. Uinteressant. Men hun forstod da i det mindste, hvordan hun

“Mener De Del’Sharka? For ellers tvivler jeg stærkt på, at Guderne skulle have nogen som helst interesse angående en enkelt dæmons eksistens - uanset min rolle i dette liv…” Natalie sukkede kedet, og vidste udmærket, at hun ikke kom langt med sine blasfemiske tanker i dette forum. Derfor valgte hun blot at vifte kvinderne bort, som hun sluttede “Meget vel… Tag De Katrina med Dem, og lad os gøre en ende på denne dræbende interaktion. Lord Black ønsker nok alligevel ikke, at resten af hans familie forpestes af mørket længere end højst nødvendigt.”

Både Kat og Nina var glade for at dæmonen frigav dem, så Kat bukkede og Nina nejede som farvel. Ingen af dem havde lyst til at sige et ord mere til dæmonen af frygt for hvad hun kunne finde på. Det var nu virkelig tydeligt for Kat, at hun havde dummet sig ved at blande sig i dæmonens sager. Derefter trak de sig lidt baglæns, inden de roligt og kontrolleret vendte sig rundt og gik op mod det værelse som de havde lejet til natten. Her mødte de resten af gruppen, som hurtigt og effektivt fik Kat til delvist at glemme sit møde med dæmonen.
Selv om gruppen var fantastisk, så savnede hun Constatine og den aura som omgav ham. Det kunne godt være at folk syndes at han var mørk og farlig. Men for Kat var han beviset på at mørket stadig kunne være trygt og sikkert.

Næste dag, samlede gruppen alt hvad de havde og begyndte turen tilbage til Firewood Village. En rejse hvor Kat havde udfordringer med at holde sig i ro, da nogle af dæmonens ord rungede rundt i hovedet på hende og gruppen kun kunne afværge dem en smule når de var sammen. Kat håbede på at Constatine kunne hjælpe hende med at glemme.

//Out//

Natalie endte - uden ret mange andre bedre muligheder - med at sidde og betragte kvinderne bakke af sted, inden de til sidst vendte sig og forsvandt. Langsomt og ubekymret ville hun endelig kaste opmærksomheden tilbage mod kagestykket, som efterhånden var blevet lunken, og som det meningsløse måltid langsomt gled ned, ville hun i sit eget stille sind gennemgå samtalen bid for bid. Havde det hele været en fælde? Et sølle forsøg fra Black’s side på at forvirre hende… eller undskylde? Det ville ligne manden at løbe fra sine pligter på den måde. Sende en anden i hans sted, og håbe på det bedste. Hun tvivlede. Ikke fordi hun holdt Jake til nogen højere standard, men pigebarnet havde virket så komplet fortabt, at hun nægtede at tro på, at det var andet end et tilfælde, at de havde fundet hinanden. Hvad intentionen bag hele mødet så havde været, det måtte kun guderne vide - hvor de så end rendte og gemte sig. Det eneste heldige for det pigebarn var hendes gruppe. Gruppen skulle være den eneste grund til, at englen ikke endte død inden for det næste år eller to. Folk havde trods alt mistet livet til langt mindre end at stikke næsen for langt frem - eller hele hovedet i dette tilfælde.

Da først kagen var væk og glasset var tømt, pakkede dæmonen sine ting sammen og begyndte turen tilbage mod slottet. Hun fandt sig selv mættet af byens mange indtryk, og så for første gang i lang tid frem til borgens velkendte - omend liljeklædte - omgivelser. Og ikke mindst sit eget værelse. I fred.

//Out//