I want this animal! //Kat//

S: The Forest
T: Midt på dagen
V: Solen skinder
O: Træer og dyr

Alt var så smukt denne dag. Solen stod højt og varmede den ellers fugtige jordbund under hendes fødder. Skoven duftede dejligt og den sidste sne var næsten lige smeltet efter en lang kold vinter periode og foråret var på vej. Det kunne mærkes alle stedet selv inde i byerne kunne man mærke det på folkene. Det var mere rolige og var lettede over, at sneen var væk og alle var glade. Ude i skoven fløj fuglene rundt og pippede og nærmest sang af glæde over, at de nu kunne flyve frit for og finde orme og andet godt de kunne spise. Rafaela havde endelig fået lov til og gå sig en tur alene ude i skoven, men alligevel havde hun det som om nogen holdt øje med hende, men hun vidste ikke helt hvem det var og lodsig derfor ikke mærke af det. Hun havde taget en grå og lilla kjole på der sad på hende som om den var syet specielt til hendes former. Hendes hår havde hun sat i en fletning hvor en ørne fjer sad fast på toppen og vinkede i den blide vind. Hun løb i gradedrengehop rundt i skoven og imellem træerne og plukkede de vidunderlige blomster der var kommet frem efter sneen var forsvundet. Det var ikke så mange hun havde fundet endnu, men hun havde en ide om, at hun ville finde flere jo længere tid hun var ude i skoven og kiggede efter dem.

Kat var taget ud i skoven, for at lufte hendes indre ulv. Det havde ikke taget ret lang tid denne gang, i forhold til alle andre gange. Alle de dufte der ramte hendes snude var vidunderlige, men duft var mere spændene end alle de andre. Lydene opfangede hende hurtigt. Ikke ret langt fra hende gik en pige rundt, med en fin lille kjole og håret sat op. Kat begyndte at gå imod hende, i hendes ulve skikkelse. Lige nu ville hun bare undersøge pige barnet og finde ud af det var spændene nok til at lege med. Sommetider kunne kats indre lege barn godt bruge tid sammen med andre, og sådan var det nu.
Lidt længere fremme foran Rafaela stoppede hun op, hoppede en smugle med forbene og stirrede derefter på hende.

Rafaela gik rundt og plukkede blomster og hyggede sig. Hun savnede dog et kæledyr hun kunne være ude i skoven sammen med og lege med, men hun havde ikke fundet et dyr hun ville have og hun havde nu heller ikke spurgt sin far om lov. Hun fandt ikke så langt fra sig en masse blomstre i de skønneste farver. Hun løb der hen og begyndte og plukke dem. Hun kiggede op efter noget tid og så en ulv stå ikke så langt væk fra hende. Den var faktisk utroligt sød og flot. Hun nærmest forelskede sig i den. Hun lagde sit hoved sødt på skrå og smilede til ulven "Hej min lille ven" hendes stemme var sød og venlig.

Kat kunne sagens forstå hendes stemme. Langsomt gik hun over imod hende med rolige skridt. Kat havde hverken tænkt sig at overfalde hende, eller æde hende. Jo tættere på, jo mere følte Kat et bånd til Rafaela. Som, at de nærmest var ''skabt'' for hinanden. Kat lod hendes snude ramme en af Rafaelas hændere, og hylede venligt op. Hun gøede ikke som normale køtere gjorde. Hun hylede.
Kat faldt langsomt ned i sneen, som en hver anden hund ville have gjort, hvis de ville kæles på maven. Lige nu, var Kat som en anden hund.

Rafaela kiggede roligt på ulven og betragtede dens fine hvide pels. Den var så smuk og vidunderlige. Hun følte sig nærmest betaget af den som om hun bare måtte have hende. Hun smilede stille da hun så den var kommet tættere på hende. Hun lagde sine blomster ned ved siden af sig og sad på hug imens hun kiggede på ulven der kom tættere på hende. Hun grinede sødt da hun så at ulven lagde sig ned foran hendes fødder. Hun kløede hende på maven og smilede kærligt til hende som ville hun passe på hende. Nærmest tage sig af hende.

Kat nød at blive kælet og kærtegnet. Hun vred sig en smule fra hver side, for at blive kælet alle stæder. Det var vidunderligt. Følelsen af varme og tæthed blev spredt i hele hendes krop. Det var en rar følelse. En følelse hun aldrig havde følt før. En ny følelse der dukkede op i hende. Kat vende sig om på maven, så hun kunne klø hende på ryggen. Nydelsen var alt for dejlig til at hun ville forsvinde nu, og hvis Rafaela ville gå, ville kat Klart følge efter.

Hun grinede lidt over ulven vred sig så meget som hun nu gjorde. Hun fortsatte dog ved og klø hende på maven og i siderne. Hun følte sig knyttet til ulven. "Er det godt?" hendes stemme var rolig og sød. Hun stoppede med og kæle hende, men da hun så lagde sig på ryggen i stedet kløede hun ulven på ryggen i stedet og bag ved det ene øre. Hun følte sig elsket. Ikke på samme måde som med Melvin og hendes far. Eller Rowan og Nicolas for den sags skyld dette var anderledes. Hun borede sin næse ned i hovedbunden på ulven og snuste den fantastiske duft ind til sig. Hun smilede stille og kløede ulven på siden af halsen og smilede "Hvad hedder du så min lille ven?"

Kat kunne ikke ligefrem tale i hendes ulve skikkelse, men hun kunne forsøge at fortælle tingene. Selvom det ville være ret unormalt. Hun nød alt kærtegnen imod hendes hud. Hvis bare det havde været hendes søskende, eller nogle i hendes familie der havde gjort det her. Og dog, hun havde ingen familie tilbage længere. De andre afkom, var nogle hendes far havde fået sammen med andre kvinder. Intet Kat følte sig knyttet til, ud over Sajro. Der var noget ved ham, der gjorde noget ved hende.
Kat vrikkede sjovt med ørene og rejste sig op igen. Hun luntede en smule frem af, og ventede på Rafaela ville følge efter hende.

Hun smilede stille. Endelig havde hun en hun kunne snakke til og være sammen med når hun var alene og bare havde brug for og være sig selv. Hun var glad for der endelig så hende som en person og ikke som en eller andens rigmandsdatter som hun jo også var. Hendes familie så hende både som en lille pige, men også som en slags elsker og andre så hende som Sakrefs datter. Der var næsten ingen der så den person bag facaden. Pigen der bare trængte til nogle venner hun kunne være sammen med. Hun smilede stille til ulven og rejste sig op da ulven gjorde. Hun kiggede efter den og sukkede lidt. Hun troede, at den ville gå fra hende og lade hende være alene da den gik, men stod den og ventede på hende? Hun smilede stille og gik hen til hende "Hvad er det du vil vise mig?" hun smilede roligt til hende.

Kat greb hurtigt fat i hendes trøje ærme, for at kunne hive hende med sig. Langsomt gik Kat for ikke at Rafaela skulle falde. Jo længere ind de kom i skoven, jo større blev træerne, og dyrene var der flere af. Længere fremme kunne man se et skikkelse af et større hus. Huset hvor Kat havde boede i det meste af hendes barndom, sammen med hendes mor og far.
Kat har aldrig rigtigt tænkt tilbage på tiden, men jo tættere hun kom på det, jo mere huskede hun hvordan hun altid hyggede sig sammen med hendes far. Roligt og langsomt slap Kat hendes ærme igen. De var kommet tæt nok på til at hun sagens kunne se hvor Kat løb hen. Kat løb imod huset, men stoppede op helt foran det. Det var faldfærdigt, derfor ville hun ikke gå derind.

Hun kiggede på ulven da den tog fat i hendes trøje og hev hende med sig. Hun fulgte dog stille efter hende. Hun kiggede rundt imens hun fulgte efter. Hun måtte jo finde ud af, hvor det var hun blev ført hen så hun kunne finde tilbage igen når hun skulle hjem. Hun opdagede efter lidt tid, at hun blev ført hen til et hus. Det var meget faldefærdigt. Der kunne man ikke bo inde. Boede ulven der? Hun kiggede ned på ulven da den slap hendes ærme og løb hen imod huset. Hun gik roligt hen til hende og kiggede på huset der så ud til og kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være "Boede du her? Her kan du da ikke bo. Har du et andet sted, at bo?" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var bekymret for ulven.

Kat ignorerede hendes stemme og gik ind i huset. Hun kendte hverken huset, eller dens status. For hende så det frisk nok ud til at kunne holde nogle. Der var en trappe op inde i huset. Kat luntede langsomt op af den, og rettede blikket væk. Et par hurtig hop kørte igennem hendes krop, og i det hun landt med 3 hop, faldt hun igennem gulvet. Et højt pev lande i huset, og lavt uden for. Der lå en masse brædder oven på hende, og hun havde slået poten.

Hun kiggede på ulven som stod foran hende. Hvad var der ved det hus? Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre for det virkede ikke helt som om ulven hørte efter det hun sagde. Hun fulgte dog ikke efter ulven da den gik ind i huset. Hun følte sig ikke helt tryg ved, at ulven var gået derind, men hun tænkte, at hun nok godt vidste, hvad det var hun gjorde. Hun stod dog lidt og ventede på om hun kom ud igen, men da hun så ikke kom ud igen skulle Rafaela lige til og vende rundt og gå da hun pludselig hørte nogen hylde inde fra huset. Hun vendte sig rundt og løb alt hvad hun kunne ind i huset og kiggede rundt efter hende. Hun løb hen til hende da hun endelig fik øje på sin ulve vindende. Hun fjernede brædderne væk fra hende og løftende hende op i sin favn. Hun gik forsigtigt ud af huset og kiggede på ulven "Er du ok?" man kunne tydeligt høre på hende, at hun var bekymret.