Just a ordinary day, or not - Angela

Dagene i skoven og det så endelig ud til at hun havde fundet sig den rette vej. Dog fik lugten af blod hende på andre tanker, og hun løb derover imod. Stod ikke langt væk da hun fik øje på sin bror, en følelse af at hun var ret så glad for at se ham. Angela havde fundet sig et nyt håb her de seneste dage, at finde Davina. Den stærkeste vampyr hun kunne komme i tanke om, var Nicolas.. Mon han ikke ville hjælpe hende med at finde Davina? Hvis hun spurgte pænt? Angela trådte frem fra skovens skygger, lidt kvæstet. Det var ikke ligefrem fordi skoven havde været fyldt med blod jo. Og nu kunne hun jo faktisk dø trøst. Der var lidt nyt at vende sig til, det skulle hun jo bare leve med. Angela så på Nicolas selvom han havde ryggen til hende.
"Hey." Sagde hun med en lidt hæs stemme, svækket af dagene uden blod. Dog lignede hun på sit kropssprog en der havde det udemærket. Dog var der ingen lille mærkelig fært over hende mere, nu var det bare vampyr. Hun lagde sine arme overkors.
"Nu når du bringer mad ud i skovene, kunne du da godt tage noget med til mig?.. Nå men siden du ikke har gjort det så kunne du vel godt låne din lillesøster lidt ly ikke? Jeg kunne godt bruge en snak med dig." Hendes øjne var mere alvorlige, hvor hendes stemme var mere sarkastisk..

Nicolas opfangede hurtigt en duft af vampyr. Og samtidig lugtede der underligt nok af Angela. Hvilket absolut ingen mening gav, men han droppede at tænke mere over det. Han stoppede dog op da hans lillesøster kom til syne. Han nikkede bare til hende da hun hilste og lyttede til hvad hun ellers havde at sige. Hun lød som sig selv, men noget var helt sikkert anderledes. Der var en tydelig seriøsitet over hende, hvilket fik Nicolas til ikke at sige hende imod, Ikke fordi han normalt ville gøre det, men der var nogle uenigheder mellem dem. Men når alt kom til alt ville de altid være der for hinanden. "Selvfølgelig." Han begyndte at gå imod huset og forventede at hun fulgte med.

Angela fulgte med, det var ret at slippe ud af skovens miljø.
Endelig kom de til huset og hun satte sig i sofaen, med hovedet tilbage det var ret endelig at sidde godt. Tørsten var et problem men hun var jo gammel af sind, havde lært at styrer den selvom hendes krop skreg til hende. Hun var jo van til at tænke hun bare skulle have noget alm mad. hendes Hybrid hjerne klingede ikke sammen med hendes fuldblods vampyr krop.. Det var et af hendes problemer.
"Du har ikke noget blod eller noget, helst shapeshifter eller engel." Normalt ville hun have bedt om menneske eller vampyr, det var noget forandret det var da tydeligt for en hver.
"Jeg har brug for en tjeneste af dig, du skal hjælpe mig med noget." Sagde hun endnu engang med en mere alvorlig tone, det var vigtigt for hende. Aldrig havde hun lydt så seriøs om noget.
"Du skal hjælpe mig med at befri en pige ved navn Davina."

Nicolas blev stående op da hun satte sig ned, men han gik i køkkenet da hun bad om blod. Han fandt en pose shapeshifter blod frem. Helt sikkert hans yndlings. Han kastede posen over til Angela og satte sig ned i stolen, han var lænet helt tilbage. Han nikkede bare da hun sagde hun havde brug for hans hjælp. Først da hun sagde han skulle hjælpe med at befri en pige der hed Davina blev han mere nysgerrig. Han satte sig frem i stolen og lagde albuerne på hans lå så hans hænder hang ind imellem hans ben. "Hvorfor skal jeg befri hende? Hvem er hun?" Han ville helst ikke bare bruge tid og energi på at befri hvilken som helst pige, men det var ikke sikkert at Angela ville fortælle ham det, han ville nok gøre det alligevel.

Angela drak hurtigt shapeshifter blodet, inden hun svarede på hans spørgsmål. Det var på tide at komme ud med en historie hun aldrig havde fortalt nogle før.
"For 2000 år siden, var jeg i et forhold. Som bragte mig en datter, Davina. Nogle år efter tog den mand jeg var sammen med der, Leon. Davina med sig og jeg så dem aldrig igen. Jeg havde ikke hørt om hende siden at nogle dusørjægere fortalte mig de havde hende, jeg kan ikke finde hende alene. Jeg er nød til at bruge din hjælp Nic." Bad hun nærmest, og holdt sit blik fast på Nicolas.

Nicolas lyttede til hende da hun fortalte historien om Davina. Han rejste sig op og gik hen og tog en lang frakke der gik til midt på hans lægge. "Så lad os finde de dusørjægere." Han så tilbage på Angela. "Jeg ved hvordan det er. Så jeg vil gøre alt der står i min magt for at du får din datter at se igen." Han havde ikke fortalt nogen at han var far, men nu havde han jo hentydet det til Angela, og hun ville helt sikkert spørge mere ind til det. Han smed en jakke hen til Angela. Ikke fordi de behøvede en, ingen af dem, men han synes bare det så intimiderende ud.

Angela var glad for at han ville hjælpe og greb jakken som han kastede til hende. Så rejste hun sig op fra sofaen og tog den på, hun følte sig lidt som en eller anden undercover agent. Hans sætning gjorde en masse tanker kom frem i hende, det var en form for psykologi som hun selv ville have kunne finde på at bruge i nogle tilfælde. Lidt mistrænktsom kiggede hun overpå ham. Så åbnede hun døren, med nye kræfter. Til at tage tilbage hvad der tilhørte hende. Angela tænkte sig hurtigt om.
"For flere måndeder siden blev jeg torturet ved et farvel til blandinger center, måske vi skal prøve der omkring." Der var ingen som havde sagt Angela havde haft det let, tvært imod så var der nok ingen som regnede med hun havde livet på en sky. Angela begyndte at gå med Nicolas i selvskab de virkede uovervindelige. Eller det udstrålte de, på den måde de gik, og folk der kendte dem eller bare en af dem holdt sig på afstand denne aften. Angela blev ved med at gå til hun fik øje på en genkendelig person, ham som havde stået bag hende og stukket kniven i ryggen af hende da hun fik et moderligtflip. Angela var meget opmærksom ligenu.
"De har alle sammen en tatto af en stjerne på højre håndryg. Jeg har set ham der før, han ved noget." Det var mere fordi endelig var hun meget spontan anlagt, og havde lyst til blot flippe ud på ham.. Dog valgte hun at se om Nicolas havde en bedre ide, dog så det ud til at manden havde opdaget dem.. Eller Angela i hvertfald. Det gjorde Angela opmærksom.. Dog ville hun vente lidt selvom hendes instinkter skreg hun skulle slå manden ihjel eller bare tæve ham gul og blå.

Nicolas vidste godt at mange ikke turde komme i nærheden af ham og Angela, og med god grund. Han gik med hende, hun vidste bedre hvor de skulle hen af. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare til at de havde tortureret, men det måtte hun tage på et andet tidspunkt. Nicolas stoppede op og så sig omkring før Angela udpegede en enkelt person. Han ville ikke lade nogen komme i vejen for det her, alle der stillede sig i vejen ville blive ryddet af vejen. Han gik hen imod manden Angela havde udpeget, han tog fat i hans krave og pressede ham op i mod en væg med hans hånd klemt fast om hans hals. "Hvor er Davina?" Han kunne se at manden bare smilede som om han ikke var bange, han viftede med hånden som fik nogle vagter hen til dem. Men Nicolas vidste det allerede før de kom hen, så han trak bare en hånd ud til siden og rev hjertet ud på vagten og så hurtigt på den næste også. "Lad os prøve igen, hvor er Davina?" Han så pludselig mere bange ud og han pegede i en retning. Nicolas kastede ham hen til Angela. "Prøv nu ikke at svine alt for meget." Han så ned på manden. "Og dig, næste gang du vælger at torturere nogen, skal du lige tjekke om de har overbeskyttende storebrødre først." Han gik i den retning manden havde udpeget og måtte rydde flere vagter af vejen, indtil de sidste tre stak af i ren og skær frygt.

Det var første gang hun sådan faktisk følte det søskende bånd imellem hende og Nic, det var en af de første gange hun havde bemærket hvor stærkt det faktisk var. Det gjorde hende overraskende nok glad, en glæde som hun aldrig rigtig havde haft chancen for at føle. De havde fået en retning, og nu var manden her intet andet end en løs ende. Angela kiggede ned på ham med et koldt blik, den mand som ikke længere var andet en ynkelig lille mand. Angela lyttede til det Nicolas sagde, skjulte hendes glæde lidt, men et skævt smil kunne ikke lade hver med at vise sig. Angela greb fast om manden hånd og af vrede fra oplevelser fik hun frosset ham på mindre end få sekunder. Even var ret stærk, og svær at kontrollere. Det var efter Jacob næsten havde slået hende ihjel ved at ramme hende i hjertet med hans evne, heldigt for Angela endnu engang havde hun overlevet. Så gik hun videre med Nicolas, som ryddede folk af vejen der kom nærmere.
"Ser man det, er det ikke det misfoster, jeg troede vi havde fået dig buret inde. Men det ser ud til du fandt en måde at slippe fra den dårlige side af dig selv, godt for dig. Hvem har du bragt med dig, en kæreste?" Stemmen kom længere væk fra dem, men den løb Angela kold ned af ryggen.
"Endelig ikke, det min bror." Det var det eneste hun havde at sige, hvordan kunne den kvinde have undsluppet.. hun havde slet ingenting med Davina at gøre, dog var hun midt på gaden for tirrede Angela. Jorden under Angelas fødder, blev langsomt glaseret af det smukkeste is. Dog fik Angela det stoppet med lidt kontrol, og kiggede på kvinden med hovedet lidt på skrå. Så løb hun op og brækkede nakken på hende. hvorefter hun frøs kroppen til is, og knuste det til små stykker.
"Så meget magt, så svær kontrol." Sagde hun til sig selv, hendes øjne havde været mere krystalblå og håret mere hvidblond. Kun på grund af den evne. Angela så en mand løbe afsted da han fik øjenkontakt med hende.
"Det er den vej." Sagde hun og pegede over imod en bygning, pludselig kunne hun fornemme det.. Davinas fært, og selvom hun ikke havde set Davina i 1800 cirka.. så kunne man altid genkende sin families fært.

Nicolas så sig over skulderen da Angela kom nærmere, han stoppede op og så på kvinden med et meget undrende blik. Hvem var hun? Han nåede ikke at tænke tanken færdig før hun var død. Nicolas så på manden der løb og gik den samme vej, og regnede med at Angela fulgte efter. Han havde ikke behov for at bruge sin fart, der var ingen af dem der kunne skade ham alligevel. Han gik ned i en lille kælder af en art og blev hurtigt overfaldet af fem mænd, en af mændene stak en sprøjte i hans hals der fik ham til at falde om på jorden, bevidstløs, en anden satte sig ned på hug ved siden af ham og borede sin hånd ind igennem hans bryst og rev hans hjerte ud.
Eller sådan så det ud. Det der rigtigt skete var bare at han borede sin hånd i hans bryst, hjertet der lå ved siden af Nicolas' krop var blot en illusion, men det kunne Angela ikke vide.

Angela opdagede hurtigt at Nicolas var på farten igen, og smuttede efter ham selvom hun var lidt bagud. Hun kunne ikke lide den kælder han var på vej ned i, men fulgte med efter to sekunders overvejelse og tjekkelse af omgivelser. Dog da hun kom derned spærrede hun øjnene op og tog åndede tungt ud.. Hendes øjne løb med det samme i vand. Så samlede hun sig selv op, og kiggede på de fem mænd, hun kunne mærke sin evne gå amok inden i hende. Skrige til hende.. Hun var så vred, at hun løb over til dem og rev hjertet ud på tre af dem. De sidste to greb hun om halsen, den ene nåede at stikke hende tæt ved hjertet. Dog gav hun sig ikke.
"You missed." Sagde hun koldt og lod sin evne fryse hver eneste af deres organer før de faldt sammen og slog sig selv til is.. Så vendte hun sig rundt og satte sig ved Nicolas. Hun tog hans hånd og holdt sine hænder om den, imens hun tillod sig at sørge lidt. Dog da is begyndte at glasere hen langs hans hånd, slap hun.. Dog kunne hun ikke se hans hjerte ligge nogle steder mere, og blev lidt overrasket. Hun havde ophævet illusionen da hun havde dræbt mændene. Angela åndede lettet ud..

Nicolas hadede når det skete. Han følte sig så hjælpeløs når folk bedøvede ham, og han var på ingen måde hjælpeløs. Han mærkede en stikkende kulde i hans hånd, den forsvandt dog hurtigt igen og han fik sat sig op. Med et smil så han på de døde mænd der lå omkring. "Godt gået." Det var aldrig rigtig gået op for ham før, men uden Angela i hans liv var det bare ikke det samme. Han havde manglet noget i så mange år, og så da han fandt hende igen virkede det langt mere fuldendt, så mødte han Caroline, og så hans søn. Det eneste han mangler er hans niece. Nicolas rejste sig op og så sig igen omkring. "Lad os komme videre." Han var ikke helt på toppen endnu, men hvis de ikke forsatte med det samme kunne de nå at flytte Davina inden de kom, og det ville bare gøre det hele sværere.

Gudskelov for at det ikke havde været virkeligt, der lettede en sten fra hendes hjerte. Angela rejste sig op og så på Nicolas, de skulle rykke videre nu hvis de overhovedet skulle nå det. Angela begyndte med hurtige skridt at gå videre igennem kældren. Det virkede som en fælde og så ikke. For en sikkerheds skyld frøs Angela alle væggene til is, et par enkle gav lyd fra sig. Da de blev frosset imens de stod langs muren. Så fortsatte hun med at gå, evnen tog lidt på hendes energi men eftersom hun var fyldt med energi så gjorde det ikke ret meget. En stor metaldør stod i hendes vej, med lås på der var det eneste der holdt dem tilbage. Dog af stål, Angela rev i den uden den gav sig. Vreden fik hende til at fryse den, og den gik itu. Angela smilede for sig selv. "Nu forstår jeg hvorfor Jacob elsker denne evne." Det var sagt i normal toneleje men hun snakkede endelig mest af alt til sig selv. Døren gik op og hun kiggede over på Nicolas. Inden hun gik ind af den, hendes blik kiggede vildt omkring sig for at sikre at der ikke kom nogle og gav dem en overraskelse.

Nicolas ville ikke give op, det ville han aldrig gøre når det handlede om familie. Men han var ikke top form, den indsprøjtning havde gjort ham svagere end han normalt var. Han blev derfor også nød til at støtte sig op af væggene, der tilfrosset, en gang imellem. Han var også lidt bagud i forhold til Angela, men han kæmpede stadig. Han kom hen til døren som Angela allerede var gået ind af. Nicolas gik selv ind og så sig omkring, han havde ingen anelse om hvor hun var, men han regnede med at Angela kunne lugte hende. Det bånd der var imellem familie var så stærkt, at man burde kunne finde dem på meters, måske endda kilometers afstand, bare ved at tage en dyb indånding ind gennem næsen. Nu vidste han bare ikke hvordan Davina duftede. "Hvilken vej." Han lød ikke svag for folk der ikke kendte ham særlig godt, men Angela ville tydeligt kunne høre det.

Angela kiggede rundt, på grund af hendes nu 100 % vampyriske tilstand var hendes følelser spredt også selvom hun plagede at leve med det. Det var nu mest fordi hun plagede aldrig at have en tænd og sluk knappe til at drille hende, det var en af djævlens fritelser.. som hun bare måtte prøve at undgå! Med alt hvad hun havde tilbage af sig selv. Angela vendte sig om da Nic snakkede til hende, hun kunne hører at han var svækket. Så lagde hun en hånd på hans år, og frøs det lidt.. For at lade smerten køle lidt af. Så tog hun sin hånd til sig og kiggede rundt omkring sig.. Så lukkede hun øjnene kort i og tog en dyb indånding..
Angela huskede tilbage, da hun sad ved sin datters side inden hende og Leon havde bestemt sig for at forvandle Davina til vampyr.
"Mor, vi vil altid være sammen ikke sandt?" Spurgte Davina og smilede til sin moder, Angela lagde sin hånd ned over hendes kind.
"Jo det vil vi altid, jeg efterlader aldrig dig.. Eller din far." Lovede Angela inden hun så forvandlede sin datter. Det var først nogle år efter at hun kom hjem og de var væk.. Begge to.

En tårer gled ned over hendes øjne, inden hun så rystede det af sig og lod sin hånd fjerne tårerne med. Angela slog øjnene op, og kiggede frem for sig.. "Det er den vej." Sagde hun fast, og begyndte at gå med hasstige skridt.. Måske lidt for hastige, for da hun vendte rundt om hjørnet havde hendes grådighed gjort at hun blev spiddet i maven med en kniv. Angela faldt på knæ men hurtigt trak hun kniven ud igen, og kiggede op inden hun hamrede kniven ind på siden af sin overfaldsmand. Angela hamrede ind i muren ved siden af sig af smerte, og åndede tungt ud.. Dog var der noget der dragede hende, Davina selvfølgelig. Angela blev dog derfor ved med at gå, selvom hun healede langsomt.. Hun vidste Nicolas var stærk og han behøvede ikke hende som sygehjælper. Han var i stand til at klarer sig selv, ligesom hun beviste lige nu. Hun var stædig, og kunne holde til meget mere end folk forventede af hende. Der var ingen på hele jordkloden som kendte til hendes viljestærke.

Nicolas vidste godt det ikke var en god idé at forsætte. Men det havde aldrig stoppet ham før, og det skulle helt sikkert ikke stoppe ham nu, hvor det handlede om familie. Det virkede måske ikke til det, men han holdte rigtig meget af sin familie. Også de ukendte. Men der var nogen han afskyede. Deres far for eksempel. Han så ned på hans sår da hun brugte en evne på det. Et eller andet med is helt sikkert. Han havde det bedre, men stadig ikke helt godt. Han forsatte dog, selvom han stadig var noget bagud. Det tog længere tid at heale det sår end han lige havde troet. Nicolas så over på Angela da hun fik en dolk i maven, han skulle lige til at dræbe manden, men Angela kom ham i forvejen. Så han forsatte bare. Han vidste ikke hvor de skulle hen af, så han håbede hun havde en idé om. "Hvor skal vi hen?" Hans stemme lød ikke helt så selvsikker og selvhøjtidelig som normalt, men han lød heller ikke svag.

Angela og Nicolas fik en smule udfording i dette, det var næsten som om dem som stod her vidste hvem de havde med at gøre. Hvordan de skulle svække dem, og prøve at skade dem. Angela vidste dog en ting, intet kunne stoppe hende nu udover døden. Hun nikkede frem af, hvor der var nogle trapper der førte op ad. "Den vej." Tilføjede hun kort tid efter, og fortsatte med at gå. Angela vidste udemærket at dette ikke ville blive let, hun vidste at grunden til de havde Davina var for at få Angela ned med nakken. Men hvorfor nævne for Nicolas at hun muligvis ikke kom med dem ud igen? Hun ville bare redde Davina, så måtte Nic med tiden finde ud af hvilken selvmords mission hun havde sat sig for. For det var det jo næsten, de ville have hende her. Hvorfor vidste hun ikke overhovedet, Angelas blik flakkede ekstremt hurtigt omkring. Ikke af frygt, men hun var bare opmærksom. "Det her bliver ikke nemt, det er du klar over ikke. Men jeg er glad for du med." Fik hun så sagt, og smilede skævt. Ingen tvivl, hun havde nok været død hvis det ikke havde været fordi han var med. Dog så det næsten ud som om hun aldrig døde ligemeget hvad der skete. Verden ville bare have hende kørende. Ligemeget hvor stor en smerte hun skulle udsættes for.

Angela begyndte at gå op af trappen, hvert eneste trin synes at være så ekstremt hårdt at komme op af.. Men endelig kom hun da op af de mange trapper og kiggede sig rundt. Det lignede en balsal, væggene var hvide hvilket gjorde rummet så ekstremt stort. Dog blev færten af Davina blot stærkere, og derved blev Angela mere rastløs. Hvad havde man forventet, hun havde ikke set sin datter i over 1800 år.. Angela kiggede rundt, panikken slog hende kort.. hvad hvis hun ikke nåede frem til hende i tide.. Hendes øjne lyste op af panik, som da hende og Nic var mindre hver eneste gang deres mor kiggede på Angela den gang. Angelas øjne lyste den samme panik som dengang, og den kendte Nicolas udemærket godt.

Nicolas vidste ikke hvad der foregik inde i Angelas hoved, på det tidspunkt ville det være godt at være tankelæser. Men han ville ikke spørge hende, det virkede bare så latterligt. I stedet gik han bare videre i stilhed, indtil hun afbrød den. "Det ved jeg." Han var ikke den bedste til at tale om sine følelser, så i stedet skulle det have været Jeg er glad for at være her. Jeg vil gøre alt for familie. Men det ville han aldrig sige højt, selvom det var sådan han havde det. Den eneste han nogensinde havde sagt ordenen 'jeg elsker dig' til var Caroline, og det skete ikke engang særlig tit. Han måtte kæmpe sig op af trappen, men da han kom op kunne han se Angela var ved at gå i panik, hvis hun ikke allerede var i panik. Han gik hen foran hende og tog fat i hendes skuldre. "Angela.. Slap af, vi skal nok finde her, og vi kommer alle sammen ud herfra i live. Det lover jeg." Det var den tætteste kærlighedserklæring hun kunne regne med fra ham, men det var vist også mere end rigeligt.

Med et så hun sin bror i øjnene, og et greb for på hendes skulder samt et par trofaste ord fik hende til at holde jordforbindelsen. Hun nikkede til ham, for ligesom at give tegn til hun var beroliget igen. "Tak." Svarede hun kortfattet, Angela bemærkede nogle lyde der lød som dryp oppe fra loftet, der faldt ned på gulvet et par meter væk. Angela spærrede øjnene lidt op da hun opdagede en halv sø af blot, hurtigt løb hun derhen og satte sig nærmest på hug ved det.. To fingre lod hun kører hen over blodet, og lod det passere hendes lugtesans. Det var Davinas blod, vampyrblod. Hun ville kunne kende vampyrblod overalt hun gik. "De er så døde." Mumlede hun tydeligt for sig selv, og endnu en ting hun havde tilfælde med Nic var hendes vrede. Hun kiggede op og vidste jo lige præcis nu hvor Davina var. Men vejen derop, det var jo lige det. Angela løb hen til den nærmeste dør og åbnede den hårdt op. Der var en mur, det var som om de var fanget i en stor kasse. Angela rystede på hovedet, og lagde en hånd på muren for at tjekke om det måske blot var en illusion. Dog virkede den ægte. Så hun var ikke sikker..

Nicolas tog en dyb indånding da hun takkede ham og pludselig virkede mere rolig. Han gik hen til blodet og tog en smule op på hans fingre, han tog en dyb indånding igen så han kendte hendes duft. Han rejste sig op og tørrede blodet af i sine bukser. Angela var allerede på vej op, og Nicolas brugte sin fart til at komme derop også. Han stoppede lidt bag hende, før han igen brugte sin fart og bevægede sig rundt i rummet, han knækkede nakkerne på alle i rummet undtagen Davina, som han nu kunne kende på grund af hendes blod. Nakkerne knækkede ligesom tændstikker. Han stoppede op da der ikke var flere tilbage, og han måtte støtte sig op af væggen, han havde ikke tænkt på hvor svag han var, bare at de mænd skulle dø. Han ville nu lade Davina og Angela havde deres mor-datter øjeblik.

Angela var lige bagved ham, hun fik øje på Davina der lagde halv kvæstet på gulvet, bundet på hænder og fødder. Angela brugte sin fart på at komme ned ved siden af hende. Det var utrolig længe siden, og Angela kunne knapt nok tro på at Davina faktisk var lige foran hende. Hun kørte en hånd hen over håret på hende, inden hun så frøs rebene så de knækkede at frost. Davina slog sine øjne op, og mødte Angelas. Hurtigt kravlede hun nærmest over til hende, og ind i en omfavnelse. Angela svang armene omkring hende, og klemte øjnene sammen. Det var for godt til at være sandt, at der faktisk var en smule lykke for enden af regnbuen. Hun burde finde Leon og fortælle om at Davina var i live, også selvom hun ikke vidste hvordan deres forhold var til hinanden helt endnu. "Jeg har savnet dig så meget." Hviskede Davina til Angela, inden hun så trak sig ud af sin favn og kom på benene. Angela fulgte hende. Davina var en smuk ung kvinde, lignede en på de 19-20. "Hvem.." Davina nåede ikke rigtigt at sige mere, men det var tydeligt at hun var nysgerrig for hvem Nicolas var. "Det er Nicolas, min storebror." Angela havde da fortalt om hendes familie dengang, men der var det jo bare om at hun aldrig ville se dem igen. Davina lod et svagt smil komme frem, og nikkede høfligt til ham. "Hej.."

Angela kiggede så rundt.. Og rømmede sig lidt.
"Lad os tage hjem til dig Nic, det mere behagelige omgivelser end disse." Sagde Angela så med et smil, inden hun lagde armen om Davinas skuldere.. Davina kunne man se var glad, det var den samme form for glød i hendes øjne som Angela havde.

Davina:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]