I will always be here. //Faiga//

Det lyse, våde hår klistrede sig til hendes ansigt, da hun stormede op af trappen. Lydene af hendes elskede søsters skrig og deres mors råb, havde hidkaldt Laura fra hendes drømmeverden. Haven havde været fantastisk i den silende regn, og den unge engel havde siddet i flere timer og betragtet hvordan regnen gjorde hele verden våd og levende. Der havde ikke været mange regnfulde dage, denne sommer, og det var befriende at den endelig kom. Regn var jo ligesom mad, ikk? Planterne ville ikke kunne leve uden.
"..Hvad tænkte du dog på??" Moderens stemme var vred, men ikke truende. Hun stod med ryggen til døren da Laura åbnede den, og stormede ind i værelset. Med vante bevægelser og en bekymret mine, stillede hun sig mellem sin mor og tvillingesøster, så de ikke kunne ramme hinanden uden at ramme hende. Med et analyserende blik på den ophidsede mor, kunne hun konstatere at hendes elskede søster, endnu engang, havde rodet sig ud i noget lort. Ville dette ingen ende tage? Hun vendte hovedet mod Faiga, og smilede skævt, men samtidig også en smule undskyldende.
"Kan I ikke bare snakke om tingene, i stedet for at fare i totterne på hinanden hver eneste gang?" Sukkede hun tålmodigt.

Hun kneb øjnene sammen og så vredt på sin mor "det var ingenting, en tur i byen" råbte hun og lagde armene over kors. Denne gang gik skænderiet på at en af farens butlere havde fundet hende på en strip bar, hvor hun var godt i gang med at smide tøjet. Butleren greb selvfølgelig fat i hende, tog hendes tøj også gik turen hjem, og for at gøre det hele værre, lod han hende gå i sit undertøj hjem. I dette øjeblik stod hun i en lang grå sweater, der dækkede hende godt nok. Moren havde brugt de sidste mange minutter på at skrige hende i hoved, råbt og meget værre "seriøst, hvorfor kan jeg ikke få lov til at leve mens jeg er ung....bare fordi jeg ikke er ligesom Laura betyder det sgu ikke at jeg bliver siddende hjemme og drikker lidt te" knurrede hun og så trodsigt på den allerede godt sure kvinde.
Netop som hun skulle svinge en forbandelse af sted mod kvinden der gav hende livet, kom hendes søster ind på værelset, stillede sig mellem dem. Laura som altid forsøgte sit bedste på at skille dem ad, men det afholdte ikke Faiga fra at sende dræber blikke i retning af sin mor "fordi hun absolut skal være sådan en party killer" pointerede hun og trak på skulderne. Inderst inde elskede Faiga sin mor, ja hele sin familie...men hun kunne ikke ændre på at med farens dæmon gener så var det ikke just fordi det var de blideste tanker hun gik rundt med.

Laura rynkede undrende brynene, da Faiga anklagede deres mor for at være en 'party killer'. Rigtigt nok havde Mia aldrig været typen der festede til langt ud på natten. I stedet brugte hun sin tid på, for det meste at bekymre sig om sine to døtre. Mia havde ingen moderinstinkter, og var (til forskel for så mange andre møder) ikke villig til at vise sin omsorg og kærlighed. Hun havde svært nok ved at udtrykke sin kærlighed for pigernes far, Dimitri. Men der herskede ingen tvivl om at hun elskede dem alle tre meget højt. Det var, efter hendes mening, bare svagt at vise en omsorg for andre.
"Det var en stripbar! Laura, hører du? En stripbar!!" Mias lyse hud så helt mærkelig ud ved siden af de blå øjne. Den urolige stemning, en blanding af Faiga og Mias negative aura'er, fik næsten Laura til at komme i dårligt humør. Hun var ellers den lille families glædespreder. Til forskel for hendes søster der var lidt af en ballademager og meget lig deres far, var Laura mere blid og kærlig.
"Okay, okay!" Laura forstod ikke søsterens trang til at prøve sin ungdom af, men hun havde en dyb respekt for at Faiga var helt sin egen. Men Mia havde måske ret.. En stripbar var ikke okay.
"Vil I ikke nok prøve at falde lidt ned?" Lauras stemme var blid og rolig, da hun lagde hånden på hendes mors skulder og smilede til Faiga. "Se det fra hinandens synsvinkler?"

Hun rullede med øjnene af morens udbrud "åh slap af, der skete jo ikke noget" brummede hun og så væk. Hun var et sted virkelig træt af alle de skænderier, men dette var ikke noget hun kunne gøre for. Hun havde en dæmon i sig, som meget gerne ville ud og teoriseer det hele. Englelig var der altid en kamp i hende, for hun ville gerne være god, men hun var også falden derfor var det ikke altid nemt at gøre som der blev forventet af en. Hun havde faktisk aldrig fortalt nogle om hvordan hun havde det inden i, selv ikke Laura kendte til den kamp i hende.
Hun slog opgivende ud med hænderne, så på Laura og et bedende blik dukkede op i hendes øjne, et blik der næsten tiggede hende om bare at lade det ligge "kan vi ikke bare.." hun trådte væk og slog blikket væk. Hun vendte om og forsvandt ud af værelset. Hun gik ud og satte sig i en stor hængestol med plads til mindst tre personer højst 5. Hun sukkede og tog de høje hæle af, før hun trak benene op til sig og så ud i regnen.
Hun vidste ikke om hun skulle forvente Laura gik med, men et sted håbede hun. Hendes søster var nok den eneste som hun kunne tale til, uden at frygte at blive dømt. Laura var siden de var helt små hendes bedste veninde, den som hun altid ville gå til hvis hun nu havde problemer eller var trist...tingende var bare ikke altid helt nemt når man var familiens sorte får

"Laura, min skat.." Moderens stemme var blidere da hun henvendte sig til den af hendes døtre der lignede hende mest. Hun ønskede for alt i verden ikke at såre nogle af pigerne, men hun vidste at de havde et stærkere bånd til hinanden, end hun nogensinde ville få. Måske var det fordi de var tvillinger og havde været sammen helt fra fødselen, eller også var det bare fordi, Mia altid virkede.. Tilbageholdende?
"Du kan lige vove på at gå!" Vrissede Mia med sammenbidte tænder, men måtte bare se Faiga forlade rummet, da Laura dækkede hendes rækkevidde. Da Faiga var ude af syne, så Mia på Laura med et misbilligende blik.
"Du skal altid forsvare hende?" Mias stemme dirrede en anelse af nervøsitet. Hun vidste vist godt at det var hendes skyld.. Den lyshårede, unge pige lagde atter en hånd på moderens skulder, og bekræftede at hun nok skulle lade Faiga være i lidt tid. Mia nikkede og Laura gav hendes skulder et lille klem. Deres mor havde det ikke nemt.

"Fai? Må jeg sidde her?" Uden at vente på svar satte hun sig i skrædderstilling ved siden af søsteren i hængestolen, og foldede hænderne i skødet. Hun lagde hovedet på skrå, da hun så på sin tvillingesøster. "Er du okay?" Skænderierne mellem Mia og Faiga havde altid været der, men de var blevet oftere siden pigerne var blevet teenagere.

Hun så op mod Laura da hun kom ud, et lille smil dannede sig på hendes læber og hun nikkede stille "ja selvfølgelig" hviskede hun og lagde armene om sine ben. Da Laura satte sig ved hendes side, lagde hun kinden mod sin søsters skulder, lukkede stille øjnene "det er ikke fordi jeg gerne vil være sådan...men jeg kan ikke lade hver, det er bare i mig" hun rystede på hoved og rettede sig op.
Det var ikke nemt at være i skyggen af Laura, den evig perfekte og søde Laura, når man selv havde hang til at skulle gøre hvad der var forkert. Hun lod sine fødder glide ned på det kolde gulv, og lagde armene over kors. Hendes øjne betragtede stille regnen uden for, det var englelig smuk hvis man tog sig tiden til at betragte det hele.

Mia åndede lettet op, da Faiga bekræftede at hun var okay, og endda lagde sit hoved på hendes skulder. Det gav hende en tryghed at vide at hendes søster havde det godt. På trods af deres forskelighed, var det som om de havde et specielt bånd. Somme tider behøvede de ikke engang at sige noget, for at vide hvordan den anden havde det. Som om deres sjæle hang sammen på en uforklarlig måde..
"Jeg tror jeg forstår dig, min kære.." Sukkede hun, og løftede hånden for at stryge søsteren over håret. Hendes eget var stadig vådt efter regnen, og det samme var hendes tøj. Hun ville sikkert blive syg af det, men det var heldigvis en af de nemmere 'sygdomme' at kurere.
"Ingen er perfekte, Fai.." Mumlede Laura, mest til sig selv. Hendes blik blev langsomt mere og mere fjernt ind i regnens rolige bevægelser.

Hun nikkede og sukkede "det ved jeg...men somme tider ville det hele bare være nemmere" hviskede hun og lukkede øjnene. Hun følte sig tryk sammen med sin søster og det var med hende at sandheden var der. Hun havde aldrig før lagt skjul på hvem hun i virkeligheden var når hendes søster var i nærheden. De to var uadskillelige, det havde de været siden fødslen. Faiga havde ligesom sin mor svært ved at udtrykke sine følelser og gjorde hun det endelig var man aldrig sikker på at det var de sande følelser hun vidste frem. Dog var det en helt anden ting når Laura var i nærheden. Hun var hendes "bedre halvdel" det var hende der holdte hende tilbage fra at gøre værre ting. Godt nok var hendes evner ikke de farligste og hun var skam engel, men skete der hendes søster noget ville hun knække og det ville kun give dårlige ting ud af sig.

Laura behøvede ikke at tænke længe over sit svar på Faigas kommentar. Hun kunne mærke at søsteren havde det svært, og det kunne hun også selvom de ikke var i samme rum. Det var som om de var forbundet på en helt speciel måde, helt for fødslen. Men selvom de var uendeligt forskellige, elskede de hinanden meget højt. Som søstre nu engang gør. Men Laura kunne ikke på stående fod huske, at hun nogensinde havde været sur på Faiga. Det var hendes bedre halvdel, ligesom hun selv sikkert også var hendes søsters.
"Hvis alle var perfekte, ville hele verden være kedelig.." Hviskede hun fraværende, mens hun stadig strøg Faiga over håret. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, og en beslutning der ville ændre hendes liv, begyndte at forme sig.

Hun nikkede, samtidig med at hun nød Lauras blide nussen i håret. Dog efter lidt tid rettede hun sig op, hun kunne ikke klarer de depressive tanker alt for længe af gangen...til sidst blev det bare kedeligt for hende. Hun kyssede Laura på kinden "jeg elsker dig...det ved du godt ikke" spurgte hun og så alvorligt på hende. Faiga var kendt for at lave en masse lort, men hun elskede sin søster mere end selve livet og kom situationen nogensinde, at hun skulle ofre sig selv eller sin egen lykke så Laura kunne leve og være glad, ville hun gøre det uden den mindste smule tvivl.
Hun bøjede sig ned og nappede hende i skulderen "kom nu, lad os smutte ud og lave noget...ellers dør jeg af de her depressive tanker" brokkede hun sig og rejste sig hurtigt op. Hun så afventende på sin søster

Tankerne kørte rundt i hovedet på den unge engel, og selvom hun altid var god til at holde hovedet koldt og være til stede i nuet, hørte hun knap nok efter hvad Faiga sagde. Hun mærkede dog kysset og smilede strålende til gengæld. Hun havde truffet en stor og meget vigtig beslutning for resten af sit liv. Men selvom hun vidste hvor stor og farlig denne beslutning kunne være, stod hun ved sit valg, og var rolig og fattet omkring det.
"Jo, lad os det! Jeg trænger også til at få rørt benene lidt.." Smilede hun, og overvejede, hvorvidt hun skulle fortælle Faiga om hendes beslutning nu.. Hun ville fortælle hende det på et tidspunkt, men det skulle måske ikke være nu. På den anden side, kunne hun lige så godt få det overstået..
"Fai.. der er noget vi må snakke om..."

Hun smilede blidt og bredt. Dog fik hele situationen hende til at tænke tilbage, for selvom Laura nok var den hun fortalte mest til, så var der stadig meget hun ikke sagde noget om. Alle de tanker hun havde...de var ikke alle lige gode og ofte endte det med at gå mere galt end hun ønskede. Hun ryster tankerne væk og smilet nåede igen hendes øjne. Det var hendes søsters accept for hende idé, og bare generelt hendes søster der gjorde det hele nemmere.
Hun trådte netop ned af trappen der førte ud mod deres store have, men dog stoppede hun sig selv, som hun hørte den seriøsitet i Lauras stemme. Nysgerrig vendte hun blikket mod hende igen "hvad er der galt Rara? spurgte hun blidt og fik igen op mod hende. Med betydeligt smil lagde hun en hånd mod Laura kind

Laura prøvede at smile så godt hun kunne, men hun kunne næsten fornemme, at hendes tvilling måske ikke ville reagere så positivt, som nogle andre ville gøre.. Faiga ville forstå det alvorlige og farlige i hendes beslutning, og hun ville sikkert ikke forstå hvorfor hun havde taget netop dette valg. Men hvis Faiga havde stået i hendes sted, havde hun gjort det samme. Uden tvivl..
"Du må ikke blive vred.." Hviskede hun og tog stille Faigas frie hånd i sin. "..Men jeg har besluttet mig for at være din skytsengel, så længe jeg lever. Og intet vil kunne få mig til at ændre mening." Laura så på sin søster med et beslutsomt, men samtidig også kærligt blik. Hun håbede at søsteren ville forstå, at hun ikke ville kunne leve, hvis hun vidste at Faiga var i fare.