A helping hand, perhaps? - Adalia

William lukkede døren med et let spark bagud, mens han masede sig igennem den rodede entre hen imod køkkenet. Han prøvede ihærdigt at komme igennem stablerne af bøger uden at tasken han havde i hånden i vill ramme noget hårdt, men fejlbedømte afstanden, og kunne høre et eller andet knække. Han bed tænderne sammen og bad tavst til at det ikke var et af æggene, der var blevet knust. Ikke nok med at hans egen lejlighed var rodet, var hele byen i gang med at blive genopbygget og istandsat, så man skulle passe på ikke at få brosten i hovedet, når man gik på gaderne.
Han gryntede dæmpet da han løftede den tunge taske op på køkken, og åbnede den forsigtigt. Han stønnede irriteret, og begyndte så at fiske sine madvarer op af tasken. Det knuse æg sølede alt ind i slimet æggehvide og han himlede irritabelt med øjnene af sig selv.
"Så meget for at være engel," fnøs han, "elegancen har jeg i hvert fald ikke." Hele morgnen havde i det hele taget været et stort problematisk forløb omsvøbet af en del panik og irritation. Først havde han glemt at købe ind til morgenmad. Så var han gået ned på markedet for at købe frugt, æg og mel og så var han kommet i problemer med en købmand der påstod at han havde stjålet. Derefter havde han vist alt indhold i hans taske frem for at forklarer at han ikke havde stjålet, og i det øjeblik var hans lommeur blevet bestjålet. På vej hjem fra markedet havde der været endnu en fyr, der ville slå på ham, og han havde - muligvis velfortjent -  fået et slag på læben, så den nu var hævet. Og nu var et af æggene knækket.
William sukkede endnu engang, hævede et øjenbryn mod det klistrede mad og sendte et blik ud af vinduet. Han betragtede byggeriet overfor et kort stykke tid, og begyndte så at skylle æggehviden af diverse madvarer.

Tøj:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun var sluppet væk... Endelig var hun sluppet væk. De mørke og kolde nætter i katakomberne under det store slot lå stadig dybt i hende, men Adalia blev nød til at skubbe dem væk. Hvordan skulle hun ellers slippe ordenligt ud af byen?
Den unge kvinde var ikke helt sikker på, hvordan hun var sluppet væk. Det hele var meget sløret og uskarpt. Men et kort blik ned mod håndledene idikerede tydeligt at befrielsen af hendes håndled ikke havde været billigt. Store åbne sår sad i to tykke bånd lige over hendes hænder, og det blødte konstant fra dem. Bare vagterne nu ikke opdagede det blodspor hun havde slæbt gennem hele byen..
Gemt i skyggerne, bag et af husene, sneg kvinden sig afsted haltende og skadet. Hun så ikke klart, hendes hud var øm og dækket af store sår og blå mærker, og en lang flænge dækkede hendes højre ben. De havde virkelig gået til dem, de skide bødler der havde fået opgaven om at snitte hende op i dele. Det var længe siden, at Adalia havde følt sig så skadet at hun ikke engang følte for at gå. Men hun blev nød til at fortsætte. Hun blev nød til at fortsætte...
Hun begyndte langsomt at løbe. Lyden af fodtrin lød i baggrunden, og derefter råb. Panikken rev igen voldsomt i hendes hals, og farten tog til sammen med smerten. Hun måtte væk...Væk, væk, væk!
Udkanten af byen syntes nu at kunne skimtes, og panikken spredte sig nu til hendes blik. Det begyndte at sorte for menneske kvinden, og halv tumlende halvt besvimet faldt hun på knæ ved det sidste hus i byen, der lå tæt op af udkanten. Med en desperat banken, hamrede hun på døren. "Asyl..." hviskede hun, med en hæs og slidt stemme. "Jeg beder dig...Asyl.."

William begyndte stille at nynne for sig selv, mens han vaskede sine varer. Han stod med et æg i hånden, og holdt det ind under det kolde vand, da en høj lyd fik ham til at spjætte. Ægget flækkede i hans hånd. Han knurrede for sig selv, og pustede så ud for ikke at lade irritationen stige sig til hovedet. Tæl til tre. En.. To.. Lyden kom igen, og afbrød hans koncentration.  
Det bankede på døren. William hævede langsomt et øjenbryn mod entréen. Det gav et sæt i ham da den bankende lyd blev mere og mere desperat, og det blev klart for ham, at han blev nødt til at åbne den hurtigt. Låsen drejede om med et lille klik, og han åbnede forsigtigt døren på klem.
Kvinden foran ham var absolut i en slem tilstand. Et kort øjeblik stod han paralyseret og stirrede på hende, men han blev revet ud af sin tøven, da han hørte råbende stemmer og løbende fødder et sted nær. Pigen var på flugt, og umiddelbart havde han ikke lyst til at vide hvem fra. Han knyttede kort og ubeslutsomt hænderne, og pustede så ud.
"Mennesker og alle deres problemer," mumlede han mellem sammenbidte tænder, og løftede så forsigtigt pigen op. Alt vrede og fortvivlelse forsvandt som dug for solen, da han betragtede den unge kvindes håndled. Slidsår. Dybe slidsår fra lænker. Forsigtigt bar han hende indenfor, og lukkede lydløst døren efter sig. Tidligere fange. Måske endda tidligere slave! Han kunne virkelig komme i problemer for at hjælpe hende, men synet af utallige snitsår, blå mærker og blodige spor over den unge kvindes krop, gjorde det umuligt for ham at lade være. Han prøvede at lade være med at rykke for meget på hende, da han løftede hende ind i sit soveværelse, og blidt lagde hende i sengen.
William satte sig på hug, og betragtede med stigende frustration den unge kvindes skader. Han rørte blidt ved hendes kind, for at få hende til at fokusere bare nogle få minutter endnu, for han brød sig ikke om, hvis hun faldt i søvn. Måske ville han ikke være i stand til at vække hende igen.
"Hey," hviskede han stille, og prøvede at projektere så megen varme som muligt ud i sin stemme. "Hey, det skal nok gå okay? Hold øjnene åbne for mig," sagde han, og lænede sig ind over hende. "2 minutter, kan du gøre det? Ikke sove i 2 minutter."

De nærmede sig...Adalia prøvede at se sig over skulderen, med et frygtsomt udtryk i ansigtet, men hendes krop var for svag til at kunne bevæge sig ud af flækken. Fortvivlet hamrede hun endnu engang på døren, og denne gang åbnede den sig op. Ikke fordi hun havde banket, men fordi manden der boede i huset havde hørt hendes klagesang. Hun så op på ham med sine grå blå øjne, og prøvede at forme et sølle "tak" med munden. Derefter blev alting en del mere sløret.

Hun følte, hvordan han løftede hende op, og bar hende inden for i huset. Fornemmelsen af hans arme om hendes slappe krop, var varm og betryggende. Som om at hun var blevet redet af en engel. Og en engel var nok også det der skulle til, for at hun ville komme sig over dette. I baggrunden lagde hun svagt mærke til, halv inde i en tåget drømme verden, hvordan lyden af vagterne der passerede lød uden for huset. De havde ikke set ham, hive hende ind...Godt. Så var hun i hvertfald sikker. Lidt endnu...

Hun blev nød til at holde sig vågen, ligesom manden sagde. Hun blev nød til ikke at sove. Med et svagt nik, bekræftede hun forståelsen for hvad han havde sagt. Dog virkede søvnen mere og mere fristende, for hvert sekund der gik. Som om den bare ventede på, at hun skulle laden den overtage hendes sind. Mon hun nogensinde ville vågne op igen? Hun måtte gøre noget for at holde sig vågen...

William fangede et glimt af forståelse i kvindens grå-blå øjne. Et glimt, der fik en smule klarhed tilbage i øjnene, der på kort tid var blevet matte i farven. Han nikkede tilbage med et overbevisende blik, og håbede ihærdigt på, at hun ville klare sig imens han lavede sin eliksir. Forsigtigt strøg han en tot hår væk fra hendes ansigt, og begav sig så med hurtige skridt ud i køkkenet igen. Han greb to håndfulde af nogle urter, han havde til at stå i vinduskarmen, og fortsatte så ind i stuen til sit arbejdsbord. Mens han hastigt mumlede anvisningerne til eliksiren, plukkede han nogle af bladene fra urterne, og kastede det ned i en lille skål lavet af træ. Han maste dem sammen til en lille klump, og fokuserede med lukkede øjne på de smertestillende virkninger, urterne havde. Uden at tøve, spyttede han ned i den lille urteklump, og blandede det hele op med vand.
En elver havde for mange år siden lært ham om urter, og han havde forklaret ham om magien "Body of Light". William havde lært den, men det havde taget ham lang tid at præcisere mængden af spyt. For meget kunne dræbe, for lidt ville ikke virke.
Han gik med hastige skridt tilbage til soveværelset, og stoppede kortvarigt op i døren for ikke at skræmme den sårede kvinde, med de hurtige bevægelser.

"Jeg ved godt, at det her ikke kommer til at smage godt," sagde han tøvende, og gik helt hen til sengen, "men det vil fjerne dine smerter i lidt tid og bedøve dine sår så jeg kan sy dig sammen." Han betragtede hende alvorligt, før han satte sig på siden af sengen. Han sank en gang, usikker på, om han skulle spørge om lov, før han løftede pigens hoved. Han blev enig med sig selv om, at det bare ville tage noget af det sidste energi hun havde tilbage, at bruge stemmen. Han løftede forsigtigt pigens hoved op, så han kunne lægge en arm om bag hende, og støtte hende op i en stilling, hvor det ville være lettere at drikke fra den lille skål.
William kunne ikke lade være med at holde vejret, da han satte skålen for pigens læber, og han håbede inderligt på, at hun ville drikke.

*Vågn nu op Adalia...Vågn op min tøs* En stemme i Adalias hovede blev ved med at overbevise hende om, at søvnen ikke var noget hun skulle lade overtage hendes hovede. Hun blev nød til at se klart. Blev nød til at holde øjnene åbne og sindet rent. Ikke lade skyggerne overtage. Ikke lade mørket indtage. Hun måtte blive ved. *Bliv ved..*
Da manden igen forsvandt ud gennem døren, prøvede hun let at sætte sig på, men hendes arme så ikke ud til at ville det samme som hun ville. Hvorfor endte hun altid ud i situationer som denne? Var det fordi hun så dumdristigt valgte at bevæge sig uden for hendes hjem, eller var det bare fordi hun havde en dårlig vane med at tiltrække sig opmærksomhed? Hun var ikke helt sikker. Men en ting hun vidste var, at mennesker som Sean altid ville være der ude. De gemte sig i skyggerne af de normale individer, nogle bedre end andre. De ventede bare på at slå kloen om en de kunne udnytte eller slå ihjel. Mordere, svindlere, snydere, forfalskere, slavehandlere og rige fjolser der ville gøre alt for at blive endnu mere velhavende end de allerede var. Fjolser. Alle og en hver af dem. Idioter. Grådige og svindelende, forskruede i deres egen lille egoistiske verden. De så ikke på andre mennesker som ligemænd, men som små undersotter de kunne regere over. Der var ingen fremtid for dem, andet end den vej de allerede fulgte. Deres hjerter var kolde, isnende.
Intetseende.

Lyden at skridt, fik hende til at se op, og synet der mødte hende var manden med en lille skål i hånden. Han satte sig ned ved hendes side, og et par forsigtige hænder gled om bag hendes opsprættede ryg. Adalia bed hårdt tænderne sammen, og stønnede sagte af smerte. Uanset hvor forsigtig han end prøvede at være, ville sårene altid få et stød af smerte til at gå igennem hendes krop.
Hun så med blanke og smertefyldte øjne op på ham, og prøvede at nikke i svar til hvad han sagde. Hendes hovede føltes endnu tungere nu, og hun måtte virkelig anstrenge sig for ikke at falde hen.
Koppen blev sat til hendes læber, og forsigtigt og langsomt drak hun. Det smagte langt fra godt, men et middel som dette var for dyrebart til at spytte ud. Hun havde smagt noget lignende der hjemme. Hvis ikke hun tog fejl måtte dette altså være en elvisk opskrift. Hun sank tåren, og bed endnu engang tænderne hårdt sammen af smerte.

Stemmer råbte uforståelige ordrer ude på gaden, og William havde mistanke om at stemmerne var ude efter kvinden, der nu lå i hans arme. Med en synkende bevægelse lukkede han stemmerne ude, og rettede fokus mod hende. Hvordan nogen i denne verden dog kunne finde på at mishandle en person på en sådan måde, fandt han absurd. Utallige sår. En fortvivlet stemme i hans hoved, prøvede på at regne ud hvor lang tid, det ville tage ham at heale dem alle, men han gav op, da han mærkede hvor våd hans trøje var blevet. Uden at bevæge kroppen, fulgte han kvindens blonde hår, og kiggede ned ad sig selv. Den mørkeblå T-shirt han bar, var blevet næsten helt brun af blod. Hun mistede alt for meget blod. Hvordan hun stadig var ved bevidsthed var en gåde.
William kneb læberne sammen, og fjernede omsider skålen fra kvindens læber. Det måtte være nok nu. Han blev nødt til at sidde sådan her med hende, indtil drikken virkede, for ikke at rykke mere på de dybe sår i hendes ryg. Det var dem han blev nødt til at gøre noget ved først. Dem og så kvindens håndled. Håndled var altid slemt, men med et hurtigt kast på kvindens sår omkring hænderne, kunne han konstatere, at pulsåren var intakt. Han sank. Faktisk så alle sårene umiddelbart ud til at være lidt for strategisk placeret, til at det bare kunne være lidt tilfældig tortur. Det så professionelt ud. Der var undgået alle steder, der havde dræbt hende med det samme, og i stedet var hun skåret op, så hun ville dø af... Blodmangel.
"Lad medicinen virke," sagde han dæmpet, og prøvede på ikke at bevæge sin brystkasse, mens han talte. Bare synet af hvor ondt hun havde, gav ham en hård, nervøs knude i maven. Han ville ikke give hende unødig smerte, mere end han havde gjort. Synet af knive blinkede for hans indre blik. Råb, skrig, tåge. Knive. Tung mørke. Pludselig lys. Flere stemmer - stemmer, der talte som om de ejede ham, som om han blot var en genstand.
William lukkede hårdt øjnene i, og skubbede panisk billederne væk. Fokus, tænkte han, og fokuserede på sin vejrtrækning. Fokus.

Der havde været mørkt i kælderen. Mørkt og fugtigt og koldt. Der havde ligget en klam og tyk stank af råd og død i luften, en stank der ikke syntes helt at have forladt Adalias næsebord endnu. Hun kunne stadig fornemme dens brændende fornemmelse i hendes lunge, af hvert eneste gang hun havde måtte tage et åndedræt. Hun så , hvordan knivene glimtede kortvarigt i det ulmende lys. Så hvordan de blev farvet røde af hendes blod. Et koldt gys gik igennem den unge kvindes krop, og kostede at hun endnu engang måtte bide tænderne sammen af smerte.
Hun så langsomt op i mandens øjne, og lod hendes blik hvile der i lidt tid. Hvad måtte han ikke tænke om hende? Her kom hun, liggende blødende uden foran hans dør, og han lukkede hende bare sådan ind. En hver anden dæmon eller menneske ville nok bare have smækket døren i hovedet på hende, og have ladet vagterne gøres deres job og tage hende tilbage til deres herrer. Deres modbydelige og utilgivelige herrer.
"..Tak..." Hun formåede at få fremhvisket et meget lille ord, der langt fra fortalte ham hvor stor pris hun satte på hans gæstfrihed og venlighed. Ordende blev dog hvisket på rent elvisk, en ting der gjorde meningen af dem en hel del renere og mere sande end hvis blot det havde været på hendes normale modersmål.

Efter, hvad der syntes at føles som timer, begyndte smerterne langsomt af stilne hen. De forsvandt ikke, nej langt fra, men dulmede blot sig selv en smule oven på det smertestillende han havde givet hende. Adalia var hun i stand til at bevæge sig en smule, og tale lidt klarer. En ting hun bare havde ligget og ventet på. Nu kunne hun selv begynde at heale, men på sin egen måde. "Bliv nu ikke bange.." hviskede hun med en hæs og ru stemme, inden hun langsomt lukkede sine øjne i og begyndte sin mutation. Pludseligt begyndte hendes hud at skifte farve, og forvandlede sig bid efter bid til helt klar og gennemsigtig diamant. Men i forhold til, hvordan den plejede at se ud, kunne man tydeligt se buler og inhak i huden, der hvor der normalt var sår og blå mærker. De havde virkelig sat nogle tydelige tegn på hende. Normalt kunne intet skade hende i denne form.

Hendes øjne var allerede lysere, mere modige og en smule nysgerrige, lagde han mærke til, og sendte hende et forsigtigt smil, da deres øjne mødtes. Han blinkede et par gange, da hun hviskede et ord, og rynkede kortvarigt forvirret øjenbrynene. Var det elvisk? Hans øjne fandt hendes øre, og han konstaterede, at nej, hun havde ingen elverører. Måske havde han hørt forkert. Og så alligevel, havde han tilbragt en hel del tid med elvere, og han kunne genkende måden at udtale et ord på.  Det blide blik hun betragtede ham med, gav ham indtrykket af, at det var en form for tak, og han blev varm om hjertet.
Med et nik, hviskede han: ”Jeg ved ikke hvad du har eller ikke har gjort, for at få påført så meget smerte, men jeg kan ikke se noget, der skulle kunne godtgøre det på nogen måde.” De mumlende ord, var ærlige, ”Inhumant.” Tilføjede han, og betragtede sørgmodigt alle sårene på den smukke kvinde.

William havde ikke noget imod at være den gode samaritaner. Faktisk var det som om, han altid endte med, at være en hjælpende… Ja. Engel var vel en passende beskrivelse. Han fnøs i sine tanker over alle de gange, han havde fået at vide, at han ikke var en ægte engel, blot fordi han ikke fulgte alle ordrer blindt. En engel havde engang sagt til ham, at det da var klart at himlens bevingede folk var bange for sådan nogle som Will, for det var trods alt sådan Lucifer havde været, før han var faldet fra himlen. For sit indre syn så han hvide skyer, og en, der faldt ned igennem dem.
Det gik op for ham, at han havde lukket øjnene i et kort sekund, og han åbnede dem, da han følte et sug i maven, som om en stemme hev ham ned fra himlen. Bliv nu ikke bange. Han kiggede lidt forvirret ned på kvinden, og blinkede så søvnen ud af øjnene, da noget syntes at flimre på hendes krop. Han sov nok stadig. Så blev en del af hende gennemsigtig. Han stivnede. Forskrækket, skubbede han sig væk, over i den anden ende af sengen, og stirrede på hende med opspærrede øjne. Fascineret og samtidig skræmt. Hun glimtede jo! KVINDEN GLIMTEDE SOM DIAMANT! Han lænede sig ind over hende, med åben mund og nysgerrige øjne, og rørte meget forsigtigt ved hendes arm. I den smukke, klare og glatte overflade, var der hak og flænger, hvor der før havde været sår.
”Hvor er det absolut…” han tøvede, mens han prøvede at finde det rigtige ord, ”betagende.”

At han blev bange og overrasket, kom ikke bag på Adalia. Hvad ellers ville hun kunne forvente af en mand, der kun lige havde mødt hende?
Med et let støn prøvede hun at sætte sig op, og følte at den nyvundede styrke begyndte at heale på hendes sår. Det gik langsomt, og det var tildels smertefuldt, men det skete og derved følte hun sig allerede en smule bedre. En sitrende fornemmelse gled over de små indhak i diamant huden, og opbyggede hendes skadet kød. Genvandt den styrke hun havde mistet i tiden i kælderen.
De ord der undslap mandens læber, fik hende til langsomt at kigge over imod ham. Betagende? Smukt måske, men betagende ligefrem? Et stille smil gled over hendes læber, som hun fik sat sig let mere op i en lige stilling. "Lige så betagende det er..." sagde hun med en rusten stemme. "Ligeså stor en forbandelse er det" Hun udstødte et tungt og tørt host, som fik hendes krop til at gå i lette kramper. Selvom styrken var begyndt at vende tilbage, betød det langtfra at hun var klar til at springe ud af sengen og fortsætte sin færd. Men i det mindste kunne hun nu kommunikere lidt mere med hendes redningsmand.

"Jeg undskylder så meget for alt dette påstyr... Og takker dig for at tage mig ind. Hvis ikke du havde gjort det, så ville de nok have fanget mig" Hun trak vejret tungt ind, og kastede et kort glimt over imod vinduet. Den grå himmel var lige til at skimte, men intet spor af vagterne. De var nok, forhåbenligt, forsvundet igen. Tanken om at skulle slæbes tilbage til deres morderiske herrer, sad stadig som en tung klup i halsen på hende.