A helping hand - Adelaide

Det føles godt at gøre noget godt, gik det langsomt op for ham. Det var lang tid siden, han havde gået rundt med et let smil om munden, uden at det var påtvunget eller til ære for en anden person. Måske skyldtes det den varme, krydrede vin, som en af de ældre kvinder glædeligt havde delt ud rundt omkring på markedspladsen, som tak til alle de frivillige. Det var svært for beboerne af byen, at se halvdelen af den i ruiner – opgivelsen havde næsten været til at føle på, de første par dage, men selv med den lette støvregn og kolde brise, der hang over dem nu, syntes folks humør at være bedre. Folk var håbfulde. Igen, tænkte han, og kunne ikke stoppe endnu et smil med at manifæstere sig, kunne det også være vinens skyld. I hvert fald var stemningen tilpas munter til, at arbejdet ikke syntes så fysisk hårdt.
Crowley, en af de ældre og mere robuste mænd i gruppen, der tydeligvist havde haft et fysisk krævende arbejde hele sit liv, vinkede Ryder hen imod en lille gruppe unge fyre, som stod ved skelettet af en bygning – den højeste bygning på pladsen.
”Mike, come'ere! You’re not as heavy as some of these other fellas, could’ya give us a hand real quick?”
Ryder havde for nogle dage siden introduceret sig som Michael for den lille gruppe frivillige arbejdere. Det var første gang i mange år han havde brugt sit rigtige navn – navnet Michael havde ikke ligefrem været komfortabelt efter hans fald – og Crowley havde hurtigt givet ham kælenavnet Mike, som stort set alle efterhånden havde taget til sig. Der var alligevel mange Michaels i byen, og et kælenavn bidrog til en god stemning, når nu han var ny i gruppen. Ryder klukkede varmt af den gråskæggede, lille mand, og bevægede sig mod gruppen.
”And good evening to you, Crowley,” hilste han, og smilede. ”A hand with what, sir?”
Crowley var meget tydeligt en vellidt mand i byen. Ryder lod mærke til, at han rynkede let på næsen ved at blive tiltalt som 'sir', og at alle de andre ventede på hans svar med varme blikke og rolige øjne. Han vendte sig mod Ryder, og pegede op i stilladset.
”We need to replace two of the wooden plugs up ’ere.” Ryder rettede blikket godt to meter opad, hvor han kunne se nogle af plankerne havde rykket sig fra hinanden, fordi nogle af træsømmene var knækket. Han rynkede øjenbrynene, og nikkede. ”Now, I saw you dance ’round on some of those pillars yesterday like gravity ain’t real; think ya can get up without hurtin' ya'self?”
Ryder var overrasket over, at han var blevet lagt mærke til - han prøvede ellers ihærdigt at falde i et med de andre arbejdere. Nu hvor det var blevet påpeget, kunne han godt se, at stort set alle de andre mænd, lignede folk, der var vant til at arbejde i markerne eller smedjerne eller endda som bagere og slagtere. Deres muskler var råstyrke, hvor Ryder's styrke lå i hans smidighed og i hans lethed - og så selvfølgelig i hans evne til at manipulere med luften, hvilket nok var hvad Crowley havde set dagen forinden. Han tog bestik af situationen, og kom frem til at jo, det var muligt at hjælpe dem med problemet. Han brød sig dog ikke om opmærksomheden, og heller ikke om den lette støvregn, som gjorde træet vådt og glat.
"Alright. If you save me an extra glass of your wife's mulled wine for when I'm done, we have a deal." Mændene lo hjerteligt, og Ryder mærkede en berusende varme skyde op i kinderne ved lyden. Den lille landsby havde så sandeligt ikke ændret sig meget, siden han var barn. Der var et stærkt overtal af mennesker, og den landlige stemning var ikke forsvundet. Det virkede endda til, at den lille kerne af folk, der havde samlet sig idag - på trods af de mærkelige sorte væsner, der var kommet med jordskælvet - var lykkelige. Og Ryder følte sig beæret over at være vidne til deres lykke, samarbejde og altoverskyggende kærlighed til hinanden.