You buy it you break it- Andrea

Tid: 21:30
Sted: Den af de mørke gyder i Doomsville
Omgivelser: Ingen andre mennesker eller væsner tør bevæge sig her ind
Vejr: Skyet og halv koldt.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Maggi for fanden...." Den høje og ranglede dreng stod med et trist udtryk i ansigtet, og så ned på den livløse pige på jorden. Hendes glas agtige øjne kiggede tomt op på den overskyede natte himmel, som om hun søgte efter noget dybere der oppe. Noget større end det man kunne finde på denne jord. Ud over drengen, der stod foroverbøjet ind over hende, var der også andre til stede i gyden. For at være mere præcis: 5 andre børn. To af dem var tvillinger, en dreng og en pige. Enæggede. De lignede uhyggeligt meget hinanden, med deres døde og følelsesløse øjne og mørke brune tjavsede hår. En pige, med langt natsort hår og alvorlige øjne, stod lænet op af den kolde sten mur og så ned på pigen med et blandet udtryk i ansigtet. Den 4 af dem var en høj og robust bygge hud så mørk som natten selv. Hans blik var ikke rettet imod pigen, men ned på jorden. Som om han prøvede at skjule skammen. Det 5 og sidste barn stod gemt i skyggerne. Dette var ligeledes en dreng, men af en helt anden og mørkere kaliber end de andre. Hans sjæl følte ingen skam over tabet af denne pige, blot en hvis trang til at komme videre. De burde ikke stå og sørge over hende. Sådan var livet. Man mistede hele tiden. Tårer var der ikke tid til.
"Hvor er Adalia?" kom det fra en af tvillingerne, der så over imod skyggerne, over imod den ældste dreng. "Hun er nok stukket af igen" kom svaret, ikke fra drengen men fra den sort hårede pige.
Fodtrin lød i gyden, og alle 6 børn så op da det sidste medlem af gruppen trådte ind i lyset fra den nu synlige måne. Pigen var høj og slank, og havde et langt og filtret askeblondt hår. Hendes øjne var blå grå, men bar et sart skær af isnende kulde.
"Jeg er ikke stukket af Asjila" kom det roligt fra hende, som hun stillede sig ved siden af den ranglede dreng. "Blot forsinket" Hun kastede et blik ned på den døde pige, og sukkede tungt. "Maggie dog..."
"Der er ikke tid til at stå og flæbe" kom det halv surt fra den ældste dreng, der nu trådte ud af skyggerne. "Vi skulle hellere se at komme videre"
"Og efterrrr...Efterlade Maggie hhhher?" stammede den ranglede dreng undrende.
"Simon har ret Thrust" lød det fra pigen med det askeblonde hår. "Vi kan ikke efterlade hende her"
"Og hvad skal vi gøre ved at hun er død? Sådan er det Adalia" kom svaret. "Det nytter ikke noget vi begynder at blive sentimentale. Kom videre i livet"
"Kom videre i livet Thrust?" Den unge piges stemme var begyndt at få en faretruende klang over sig. "Kom videre i livet? Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, men vi har faktisk ikke noget liv. Vi er forældreløse. Gadebørn. Vi kommer ikke videre i livet, fordi vi aldrig kommer til at få et liv. Så hvis ikke vi tager os tiden til at sørger, når en af os går bort, hvad fanden skulle vi så ellers bruge tiden på? At skaffe mad? At sove? Ingen af tingene er jo nogensinde nemme for os"
Thurst surmulede let, og vendte tilbage til at stå i skyggen, men sagde ikke yderligere.

Nattens kulde slog hårdt på hende, tårerne der trillerede ud af øjnene på hende.. Det var ekstremt, så meget smerte havde hun aldrig følt inden i sit hjerte. Det var som om de havde trukket det ud af huden på hende, og ladet de knuses til der kun var små skår som rester tilbage. Hendes slørede blik af alle de tårer der var fældet kiggede rundt, og opfangede noget støj fra unge på hendes alder.. DEt gjorde hun søgte derover imod. Også selvom hun aldrig var kommet godt ud af det med piger, fordi hun var lidt anderledes nogle gange. Andrea kom tættere på dem da hun fik øje på den pige der lagde livløs på jorden og gav et gisp fra sig.. Andrea sank dog en klump og så over imod de andre. Øjnene blinkede et par gange, da hun ikke vidste om hun skulle sige eller thi stille. Andrea så op på Adalia, med fortvivelse i sine øjne.. Frygt, smerte.. Hun var alene, vidste ikke hvordan hun skulle passe på sig selv, men vidste at hun var nød til det. Og det var nok den tanke der gjorde at hun var en ret stræk person. Så trådte hun frem og sank en klump.. "Så.. " Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, hun stod bare der.. Følte sig ynkelig.."Jeg er Andrea.. Marshall." Hun vidste ikke om hun burde præsentere sig, men det var vel et godt førstehånds indtryk.

//Det måske ikke det bedste, men håber det kan bruges

Den sorthårede pige, der gik under navnet Thjaska, betragtede de to rivaler nedstirrer hinanden. Som de stod der, den ene badet i månelys og den anden indhyllet i skygger, skulle man næsten tro at de var født for det ene formål at hade hinanden. Lige fra første dag Adalia var kommet ind i gruppen, havde Thrust set hende som en torn i øjet. Hun var ikke ligesom de andre. Hun adlød ikke bare sådan lige, men værst af alt var at hun ikke frygtede ham. Det gjorde de fleste andre. Enten havde han noget på dem, eller også afpressede han dem for at få sin vilje. Men den unge pige med det askeblonde hår var ikke til at komme nogle steder med. Hun var stædig, viljefast og værst af alt intelligent. Hun regnede tingene ud hurtigere end han gjorde, hvilke jo næsten satte hende på pladsen som leder af gruppen.
I starten havde ingen af dem set hende som noget stort, men hen ad med tiden var de begyndt at stole mere på hende. Hun gjorde mere for dem end Thrust nogensinde ville kunne eller havde.

"Vi er enige med Adalia" kom det fra tvillingerne. De talte stort set altid i munden på hinanden. I starten havde det været en smule uhyggeligt, men nu havde de fleste vendt sig til det. Thrust skulle lige til at sige noget vredt til dem, men han blev afbrudt af en ny stemme til selvskabet. Ude fra gaden kom pludselig en pige gående. Hun kunne ikke være ret så gammel. Måske på deres alder, eller der omkring. I hvertfald lidt yngre end Thrust der, med sine 13 år, var den ældste i gruppen.

Adalia fangede pigen i at kigge på sig, og svarede hendes blik med et let hævet øjenbryn. "Heee...Hej Andrea" stammede den ranglede dreng, og vinkede lettere akavet til hende, hvortil han fik et slag over hovedet af begge tvillingerne. "Fjols!" skumlede Thrust, og trådte faretruende ud af skyggerne. "Du skal sgu da ikke tale til hende din idiot!"
Han vendte sig nu om imod pigen, og gik hen imod hende. "Skrid møgunge! Det er en lukket fest!" Han skulle lige til at lange ud efter hende, men Adalia stillede sig i vejen og greb hans hånd i luften.
Hendes iskolde blik mødte hans, og lynene stod næresten imellem dem. "Du..Slår hende...Ikke" hvislede hun med sammenkneben mund, og skubbede hans hånd væk igen. Han trak den vredt til sig, og vendte sig så om. "Kom i andre.. Vi skrider" Adalia vekslede blikke med de andre, og nikkede så let til dem. De nikkede tilbage til hende, og forsvandt så ind i skyggerne efter Thrust.

Pigen der svarede igen, med hendes navn gjorde at Andrea følte sig ganske kort på en mærkelig måde, glad inden i. Der var en form for varme der spredte sig ud i hendes bryst, der gjorde at hun følte sig velkommen hos denne kvinde. Som kom stormen bagefter og blæste alle det ellers velkommelige ansigt væk, Du skal sgu da ikke tale til hende din idiot! Ud af skyggerne kom han fartruende imod hende og pigen. Andrea frøs fast til jorden, i stræk. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, så vendte han sig imod hende.. Andrea stod med blikket stift fast til hans, ude at stand til at lade ord passere hendes læber. Hurtigt som lynet fik hun øje på den hånd der var på vej imod hende, og Andrea klemte øjnene hårdt sammen. Gjorde sig klar på at lade smerten sprede sig ud i hendes ansigt, dog efter noget tid hørte en den lette hvisken. Pigen havde stoppet ham. Andrea åbnede let sine øjne, og blinkede forsigtigt et par gange.. Holdt sit blik fast på ham og de andre da de forsvandt ind i mørket.. Andrea vendte sig om imod pigen, og sank en klump. Nu måtte hun fandme tage sig sammen. "Tak, for at forsvare mig." Sagde Andrea og trak på smilebåndet i den ene side så Andrea fik et skævt smil på læberne. "Jeg undskylder hvis jeg ødelagde noget, det kommer ikke så nemt til mig at snakke med andre." Undskyldte hun forsigtigt, og kiggede så op i øjnene på pigen. Andrea sank en klump og gnubede sig lidt op af sin ene arm. Hun følte sig lidt akavet, og var endelig ikke sikker på om hun var uønsket helt endnu, selvfølgelig vidste hun at de andre der lige var gået intet ville hende. Men det var denne pige hun ville vide hvor hun havde hende henne. Andrea sagde derfor ikke mere, hun ventede blot i spænding.. Dog ville hun ikke spilde pigens tid.. "Jeg.. må vel.. du har vel noget du skal nå.." Sagde hun med en svækket stemme og vendte sig om imod den døde pige.. Så satte hun sig på hug ved siden af hende, lod sin hånd køre ned over øjnene på hende så de lukkede i. Så rejste hun sig op igen, og smilede atter svagt imod Adalia.

Adalias blik blev fastholdt på den lille gruppe, da de forsvandt ind i skyggerne, indtil hun ikke kunne se dem mere. Derefter vendte hun sig let om imod pigen, og så med alvorlige øjne ned på hende. "Du burde ikke bevæge dig rundt her ude alene" sagde hun alvorligt, og så kort op imod månen. Dens store fulde figur hang højt på himmelen, og skinnede klart ned på alle dens undersotter. Som en højerstående gud, nedstirrede den alle der var under sig. Intet kunne undslippe dette brændende øje's magt. Den så alt, hørte alt. Vidste alt.
De som tilbad den, dem man kaldte "Børn af natten", ofrede ofte til den. I dens blege lys kidnappede de børn, og tvang dem til at se på dens lys, se dirrekte ind i det døde øje, i så lang tid at de til sidst blev gale. "De månesyge". Når først man var nået dertil, kom man aldrig til at være den sammen person igen. Man var fortabt. Overladt til en skæbne som offer dyr. De snittede dem op, lod dem drukne sig selv, brændte dem. Hvad som helst for at ofre til deres gud. Det var kvalmende og modbydeligt. Men mest af alt var det mishandling af uskyldige børn. Og gadebørn var næsten altid deres første mål at gå efter.

"Jeg..Må vel.. Du har sikkert noget du skal nå.."
En let latter undslap Adalias latter. Den var dog hverken venlig eller varm. Blot... Ironisk.
"Noget jeg skal nå? Jeg lever på gaden tøs.. Jeg har ikke så forfærdeligt meget at lave"
Et hyl brød pludseligt natten. Det tilhørte ikke et dyr, nej det var klart. Det tilhørte et barn...
"Pis også..." mumlede hun let, og trak hætten på hendes kappe op over sig. "De jager i nat..." Hun vendte hurtigt sin opmærksomhed imod pigen, og alt imens hendes ansigt forsvandt i skyggerne af hætten sagde hun "Skynd dig væk. Gem dig.. Gør et eller andet. Bare ikke bliv her. Ellers ender du ud som de månesyge"

Andrea kiggede imod pigen og rystede derpå svagt på hovedet. "Når man ikke har noget hjem er det svært ikke at gå rundt her alene, specielt når man er alene." Svarede Andrea og så pigen lige i øjnene.. Månen irriterede hende voldsomt, dens fulde figur gjorde at hun ikke vidste hvornår hun skulle ned på knæ og tjene sin herre i den ulveform hun så fint havde fået givet sig. Det var derfor hun var alene. Fordi hendes forældre ikke kunne holde ud at hun ikke bare var en menneskepige, så uskyldig som de havde håbet så inderligt på. Andrea hørte noget i baggrunden et hyl, det gjorde hun spærrede øjnene op. De månesyge sagde pigen.. det forvirrede blot Andrea. "De månesyge?.. hvem jager i nat?... varulve?" Spurgte hun forsigtigt, det var det eneste logiske hun kunne få sit hoved til at tænke lige nu, dog var hun ikke sikker. Og de nye sanser hun havde fået sig gjorde hun kunne hører noget der var på vej imod dem. "Der kommer nogen." Hviskede hun svagt og kiggede sig omkring.. hendes øjne blev stille gyldne fordi ulven inden i hende blev opmærksom. Hurtigt førte hun en hånd igennem hendes hår, imens hun opmærksomt så sig omkring. Forvirringen forsvandt fra hende da hendes ulv brummede inden i hende, og fik en smule kontrol over den bange piges krop. Dog ville den ikke gøre Adalia noget, hun havde kun hjulpet Andrea jo.