et møde mellem... hvad? ~ Wind

p: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
s: kroen i Firewood Village
v: solen står lavt på himlen, og lader de sidste elegante stråler glide ind gennem vinduerne på kroen. Vinden er kølig, men stille. Skyfrit.
o: diverse mænd og kvinder, der nu af deres egen specielle grund sidder i kroen.
t: lige omkring solnedgang.

Det var på tide, at hun tog en smule fri.
Klinikken havde været åben i over en uge - non stop. Hun var udmattet.
Og så hjalp det ikke på hendes udmattede krop, at hun hele tiden fik breve fra Zeus, om at hun var den sidste der manglede at gifte sig. Sådan noget pjat.

Hun sad d et bord for sig selv - som hun plejede når hun endelig holdte fri. Med en drink i hånden der lignede en blanding af vand og rom. Dog var det ikke tilfældet, men æblemost. Sundhed frem for alt, ikke?

Hun sad og døsede hen i hendes egen verden. Minder, som hun end ikke selv ejede, strømmede ind over hende som var det små flodbølger.
Hun var helt væk. Hvis nogen talte til hende, hørte hun det ikke..

Påklædning :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kroerne var efterhånden det sted hvor man altid kunne finde ham. Det var ikke fordi han drak sig i hegnet, det var blot mere for at komme væk hjemmefra. Han boede alene med sine slaver, samt tjenestes folk, så der var som regel ikke meget at foretage sig. Han tog med et fast greb fat i døren, hvorpå han åbnede og trådte ind. Wind var høj af sig, godt vel næsten 2 meter høj, muskuløs og atletisk bygget, med en gang der var graciøs. Han havde armene omme bag ryggen, iklædt i hvad man kunne kalde normalt tøj blandede han sig godt ind i sine omgivelser. Dog var der så meget andet ved ham der sagde at han nok ikke alligevel nogensinde ville være en af dem, en af dem der var omkring ham.
Han satte sig op ved baren, hvorpå han bestilte sig en vodka. Hans stemme var dyb, hæs og ganske behagelig at lytte til. Hans accent fik hver enkel r til at trække sig ud, fik det til at lyde som om hans spandt, som han rullede dem hen over tungen. Hans mørke brune øjne betragtede omgivelserne, hævede øjenbrynet ganske kort, da han ikke fandt noget interessant. Dog var han heller ikke typen der gik hen og snakkede med folk, som regel kom de til ham

Hun vidste godt at hun havde brug for at komme tilbage til arbejdet, men hun orkede nærmest ikke.
Det var som om hun allerede var kørt træt i at hjælpe andre, efter så kort tid. Var det det der skete med sådan nogle som hende? At godhed blev en banalitet?
Hun så kort på den relativt unge mand der kom ind af døren, og næsten spandt da han bestilte en vodka. Gift for enhver hjerne. Men han lod nu til at være ligeglad.
Hun bundede hendes æblemost, inden hun rejste sig, og rettede på hendes tøj inden hun rettede ryggen, så hun virkede som om hun havde en smule værdighed, inden hun gjorde en mine til at forlade kroen igen. Den unge mand der var kommet ind lod til at bringe intet andet end problemer med sig - problemer Merida af flere grunde ikke kunne være en del af. Zeus ville fratage hende enhver mulighed for at kunne gifte sig, få en familie for sig selv.
Hun sukkede kort, rullede en tot hår mellem sin tommel- og pegefinger. Mens hun bed sig i læben, for at finde ud af hvad i alverden hun skulle gøre. For interessant virkede denne unge mand da.