thief's gambit - Cas

.... Det fine romerske marmor, stod og bliv spejlet, i de gyldne første morgen solstråler, som havde det været det glohede bronze gitter til Mount Olympus.
Den ædle villa stod som en gigant. Som et tegn på civilisationens værn mod de dyriske instinkter. Et majestætisk hus, fyldt med hierarki, og store forventinger til dens romerske beboer. Hvor formaliteter og overfladisk fødsels orden, kunne afgøre ens skæbne, fra før ens foster-blod indsmurte ben, følte sine nyformet tær mod det kolde marmor gulv.
Dette var et sted hvor tilfældigheder reageret ens omstændigheder, og hvor selv den rigeste kunne føle samfundets klæbende kæder, og forskellen på slaven og herren, var de typer tortur deres liv havde i vente. Et sted hvor børne gråd var hverdag, hvor selv mickey mouse ville hænge sig selv på badeværelset, hvor lidelse ikke var en konsekvens af handlinger, men blot en reaktion på ens eksistens.
Huset havde stået som et pragtfuld eksempel på værdighed, struktur, og knuste drømme. Men det havde også været hjem for Rafaels familie i generationer, hvor enhver fra hans slægt, havde været støbt til dem de er, gennem en forståelse af pligt, ære, og forventning, som måske alle lyder som dyder, men når serveret side om side med babymos, og hvor grusomhed var hverdag, havde den sociale arv, ingen chance for at forlade disse solide vægge.
Rafael stod i gården som barn, og ..


"Hr" . . . "Hr"
En kvindelig hånd rystet Rafael til bevidsthed, og rev ham ud af den drøm, han knapt var hoppet ind i.
Han lå op af en husmur, med en hånd om et tomt krus, og den anden nærmest knust til støv, efter at have ligget i en akavet situation, under hans store krop, som var hovedsageligt opbygget af alt det muskelmasse, som om havde ædt Arnold schwarzenegger... og derefter toogtyve lastbiler, for at få lidt ekstra jernproteiner, til at holde hans 140 kilo muskelmasse igang.
Rafael var overrasket. Han havde ikke drukket siden ... well.. siden.. så lang tid siden.
Og han var nærmest lige så overrasket over at nogen som helst, ville vække ham i disse gyder, og ikke bare klæde ham af, og sælge alt der kunne sælges.. inklusiv hans organer.
Ikke at de ville kunne overmande selv en fuld, sovende, og morgentræt Rafael, om de så havde været alle legendariske tyve fra ethvert eventyr. Men at der var en sjæl, som var sød nok til at vågne ham i det her sted, var overraskende. Så selvfølgelig gjorde han hvad enhver ond, sadistisk, og tidligere raceleder for dæmonerne, ville gøre... Lagde en hånd på hendes hals, trykket luftrøret ind, og efterlod hende mens hun gispede efter luft. Og følte at det var hendes heldige dag. Og taget i betraktning hans tidligere bedrifter i livet, var hun sluppet ret billigt.

Rafael kom ud af gyden. Iført en læderjakke, en sort silkeskjorte, et gammelt stort kors om halsen, nogen militær bukser, og nogen kraftige militær støvler på fødderne. Han havde en stof pung som hang i hans side, som sad fast i siden af bukserne, en af de slags, som man åbnet ved at trække i en tråd.
Han gav slip på det tomme krus, og gik med lange tunge skridt, ned af gaden, uden nogen virkelig destination

Cassidy havde været tidligt oppe, hvilket egentlig lidt var en bedrift i sig selv, taget i betragtning af hvor meget han havde hældt i sig dagen forinden. Han havde brugt det meste af gårdagens aften på at drikke to barmfagre kvinder fulde, men var alligevel endt med at tage alene hjem, til sin egen store ærgrelse. Det havde været spild af tid – det eneste han havde fået ud af det, var mindre tømmermænd da han vågnede, og en pengebestand der var mere eller mindre ikke-eksisterende. Hvor meget havde han lige brugt på de tøjter?
Cassidy tog en enkelt dyb indånding og fyldte sine lunger med den kølige morgenluft. Det var som om byen ikke rigtig var vågnet endnu. Han havde endnu ikke stødt på nogen andre, men nu rendte han godt nok også rundt i Rotten Roots gyder, der ikke just var det mest befolkede sted i Doomsville.
Han bevægede sig blot i et roligt tempo hen over brostenene som de smalle gyder ujævt var belagt med - han havde intet han skulle nå. Han var på vej ned mod bazaren - stedet hvor man kunne finde stort set alt, man havde brug for, uanset hvilket tidspunkt på døgnet det var - og lige nu havde han brug for mad... Og penge, og helst mange af dem.
Cass gik ud ad gyden, og da fik han øje på ham. Den nærmest kæmpagtige mand der gik adskillige meter foran ham, med retning mod ham. Hvordan kunne man undgå at få øje på ham? - manden var jo enorm. Hans underarme var nærmest større end Cass' lår.
Cass fik næsten i samme øjeblik øje på stofpungen, der var fastgjort til manden bukser. Der var efterhånden færre og færre, der havde punge hængende åbenlyst på sig - sikkert på grund af de mange tyverier - og Cass forstod det egentlig godt. Selv havde han sin pung i sin jakkelomme, som var stor og rummelig - der var sgu ikke nogen der skulle rende med hans penge!
Manden var normalt ikke typen Cass ville stjæle fra - Han var alt for stor og muskuløs - og han turde slet ikke tænke på de tæsk manden ville være i stand til at gi' ham - hvis han da ville nøjes med tæsk. Tanken om den lettilgængelige pung, tiltalte ham - og vandt over hans fornuft. Hvis alt ville gå som det plejede at gøre, og han blot ubemæket kunne slippe fra det, var det fandme lettjente penge.
Cass lod begge hænder glide ned i sine jakkelommer. I den højre lomme havde han en kniv med et kort blad, og han lod sine slanke finge låse sig omkring dens skaft. Han tog hænderne op af lommerne igen, men hans jakkes alt for lange ærmer skjulte kvinen uden problemer - ganske vist var jakken gammel og mindst tre numre for stor til ham, men den var ganske praktisk i visse situationer.
Da Cass passerede den enorme mand, skar han med øvede bevægelser stofpungen midt over - og fik selv fat i delen med pengene i, men samme hånd han holdte sin kniv. Den ynkelige rest af stofpungen blev blot hængende, endnu fastgjort til mandens bukser.
Cass jublede indvendigt over at mønterne i pungen ikke havde klirret da han havde taget fat på den - det plejede ellers ind imellem at være et problem. Han fortsatte med at holde samme, rolige tempo de næste fire-fem skridt, men satte derefter tempoet gevaldigt op, efter at han havde kastet et enkelt blik tilbage over skulderen, for igen at se på manden - han lignede virkelig ikke en fyr, Cass havde lyst til at komme i klemme med.