All I want is (Noa)

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Alt havde været så stille, hun havde kun været sig selv. Alene med hendes tanker, og for engangs skyld havde det faktisk været ret dejligt. Friheden og viljen til at tænke selv. Folk der gav hende opmærksomhed havde haft til tildens til at rode med hendes hoved, og forvirre hende – på det strengeste. Nu havde hun fået rodet op i hendes hoved, og var klar til noget handling.
Angela gik med yndefuldt, men beslutsom hen af gaderne i Terroville. Hun havde hørt om at Noa gik rundt her fra en dusørjæger, som var mindre i live nu. Hun var typisk påklædt og hendes hår krøllede nedover hendes skuldre. Hendes blik flakkede besat rundt, fordi det søgte efter denne ene person. Hun vidste, at et helt hold af dusørjægere var lige i røven af ham.
Ganske sandt, så fik hun færten længere væk og susede med vampyrfart igennem natten. Hun stod lidt på afstand. Ventede på det rette øjeblik. De havde bundet ham med lænker, piskede ham, skar i hans hud med hvad, vidste hun ikke. Angela bed tænderne sammen. Hun havde sig selv under kontrol til hun hørte en af dusørjægerne hviske til en anden: ”fjern hovedet fra kroppen, det er rigeligt at slæbe på.” Det var nok til at Angela udbrød et utydeligt skrig, hvor isen i hendes krop løb hen af gaden – op af murene og frøs dusørjægerne til at de lignede livløse statuer. Angela stønnede kort af udmattelsen fra hendes umiddelbare energiforbrug fra sin evne, og støttede sig op af muren for at sunde sig kort. Hun skyndede sig hen til Noa, og håbede på at han snart ville tø op. Dog blev hun alligevel først bekymret, da hun tænkte på han var blevet tortureret. Hvad nu hvis at han var så udmattet og såret, at han ikke kunne tø op igen. Havde hun så dræbt ham? Angela fældede kort en tåre.
”Please, tø nu op.” Hun ville køre hen hånd henover den bundfrosne kind, men stoppede sig selv, og trådte tilbage. Hun ville ikke risikere at knuse ham. Hvis hun først gjorde det, ville der ikke være nogen vej tilbage. ”Gør det nu bare!” Råbte hun med tårene ud af øjnene af bekymrelse. ”Noa, kom nu.” Hun kørte en hånd igennem sit hår, og vendte sig om. Hamrede sin næve ind i muren bag hende, så hårdt hun kunne, at den begyndte at falde sammen. Tingene inde i huset, en uskyldig børnefamilie, frosne. Døde på grund af hendes frygt og skyld. Så samlede hun sig sammen igen og åndede ud. Det var altid noget hun havde gjort, ladet føleserne flyde ud, og så samle dem ind igen. Hun vendte sig om og kiggede på Noa. Alt virkede stadigvæk så frossen. Selvom hun ikke kunne mærke kulden. Angela gik hen foran ham, lod sine tænder glide frem, og hugge sig fast i hendes håndled. Hun drak fra sig selv, som en eller anden galning ville tro. Hun sørgede for at lade blodet dække hendes mund, som et uopdragent barn ville have rester siddende rundt om munden. Derpå lod hun sine læber på hans, for at vække hans sanser og instinkter. Blodet fra en vampyr var noget hun regnede med ville hjælpe, bare lidt. Og det at blodet var på hendes ansigt også, gjorde at hans lugtesans ville have lettere ved at reagere på det – forhåbeligt.

Endnu engang, tortur. Denne gang var han sikker på at der ikke var nogen vej tilbage.. Han var sikker på at de ville få ham ham denne gang. Kroppen var alt for såret til at gøre modstand. Selvom han gerne ville, kunne han ikke rokke sig ud af stedet og slagene fra piskene blev bare ved med at regne ned over ham. Han var ikke klar til at dø. Nok havde han ønsket den nogen få gange, men det var før han faktisk havde noget at leve for.. Nu havde han to dejlige søstre, der rent faktisk elskede ham, selvom han var et røvhul. Og Angela var der også.. Veninden, der betød mere end hun sikkert anede at hun gjorde. Da et nyt slag skulle til at ramle ned over ham, kom en kulde snigende hen imod dem og kastede sig over ham og dusørjægerne. Det var som at få et snehvidt, tyndt tæppe kastede over hele kroppen. Et tæppe der nu klistrede sig ind til hver en del af kroppen, kun for at kvæle dig og gøre det umuligt for dig at rokke sig. Han stod fastfrosset. Smerterne fra piskeslaget var nu forsvundet og erstattet med smerterne fra den pludselige kulde.. Selvom han ikke kunne rokke sig.. Kunne han stadig høre hvad der foregik omkring ham. Synet var en smule sløret. Det var som at se igennem hvid plastik.. Han kunne høre Angelas stemme.. Hendes vidunderlige stemme.. Dog kunne han ikke finde rundt i om det var i hans hoved eller om hun rent faktisk var i nærheden af ham.. Hun råbte.. Råbte af hvad? Var hun i fare? Han forsøgte at rokke sig, men det var umuligt. Han kunne intet gøre eller sige.. Det var åbenbart sådan her det skulle ende.. At han kunne høre alt omkring sig, dog uden at svare eller reagere på det. Han forsøgte konstant at bevæge sig.. Det nyttede ikke.. Ikke engang fingrene kunne bevæge sig.. ved følelsen af noget blødt imod hans læber, hamrede hans hjerte hårdt imod hans bryst og fik vampyr instinktet i ham til at vågne.. Der var smag.. af Blod? Hvordan kunne det.. var det hans eget blod? Ivrigt kæmpede nu både vampyr og varulv om at komme fri.. Han ville leve.. Han ville være sammen med dem han elskede at være ved!!

Det tog noget tid.. Men, til sidst... Lykkedes det.. Han faldt sammen, stivrossen og stønnende til jorden. Udmattet tog han en dyb indånding og så sig omkring. Nu hvor han ikke længere var frosset, kunne han mærke smerterne fra piskeslagene igen. Tingene var da bare perfekt. Han så sig omkring. Da han ville rejse sig op, faldt hele kroppen nu bare til jorden.. Gud han hadede at være så svag!
"Angie," det kom ud som en svag hvisken.. Han var i tvivl om hun overhovedet var til stede.. Der var bare noget inde i ham, der gjorde at hendes navn var det første der sivede ud imellem hans læber..

Pludselig faldt han til jorden, og selvom det ikke passede ind så smilede hun. Angela satte sig på hug foran ham, og lod hendes hånd kærtegne hans hår. ”Jeg beklager den middlertidige frysning.” Hviskede hun stille og smilede svagt. Hun bed atter hul på sit håndled, og lagde det ind til ham.”Tag noget, du ved du har brug for det.” Det var ikke et spørgsmål og han skulle nødig tvinge hende til at fodre ham med det – de vidste begge at hun ville gøre det. Angela rørte hans skulder blidt, men isen kom ukontrolleret fra hendes hænder – hun havde ikke at have nogen kontrol over hendes evner. Specielt når hun ikke gjorde noget for at kontrollere dem. Derfor fjernede hun lynhurtigt sin hånd igen, og lagde sine hænder på sine knæ.
”Du kan også bare tage nok til at styrke dig, så vi kan komme væk herfra.” Smilede hun svagt, og tilbød ham endnu engang hendes håndled. Hun åndede ubemærksom ud og ventede bare på han ville tage noget – hun ønskede ikke andet end at smutte herfra, hurtigst muligt. Der var ikke andet end statuer af dusørjægere og den frosne familie.

Hun havde det dårligt med de uskyldige, det var hendes evnes værk – ikke engang tæt på at være hendes egen mening. Hvis hun ville have dræbt dem, så havde hun haft gjort det på en anden måde. Evnen skulle lærer at tæmmes, også selvom det ville blive svært. Angela havde aldrig haft svære evner før – eller ret avanceret, det gjorde det svære for hende. Angela tog dog en hurtig indånding og fokuserede på Noas lænker – hun frøs dem og knuste dem. Det var lettere når man fokuserede, men når man var en kæmpe bombe af alt muligt som Angela, så var det svære.

Hun var hos ham.. Den stemme, den kunne han altid genkende. Nok var han ikke vild med at tage blod fra hende, men så snart hendes blødende håndled kom nær hans læber, satte han ivrigt tænderne i og begyndte at suge hendes blod. Efter nogen sekunder stoppede han igen og kiggede spørgende op på hende. At løfte hovedet var endda svært for ham. Det var som at have krampe i nakken, gange 100! Han smilte kækt til hende. Så godt han nu kunne altså. "Det må du nok sige.. Nu ved jeg da... med sikkerhed... at jeg aldrig skal vinterbade," Han ville grine, men det blev ikke til andet end en hosten. Vaklende kom han på benene igen. Rundt omkring ham, bemærkede han de frosne dusørjægere og den frosne familie.. Noget tydede på at hun langt fra havde fået styr på isen inde i hende.. Det måtte heller ikke være det nemmeste. Selv havde han heller ikke lært at styre ilden helt endnu. Da han var på vej til at falde igen, støttede han sig hurtigt op af Angie, i håb om at det intet gjorde selvfølgelig. "Tak.. for.. hjælpen Angie," Han smilte svagt til hende.
Et par trin bag dem og nogle mænd, i ført rustninger, pegede på Angela med sværd. "Det er hende, det er monsteret!" sagde den ene vagt til de andre. Hurtigt løftede de andre også sværdet. "Dræb hende før hun fryser flere ihjel!" De løb truende hen imod hende, sværdene rettet imod hende og klar til at spidde hende. Noa gjorde et forsøg på at spænde musklerne og gøre klar til at forsvare Angie.. Desværre kunne han ikke andet end at vakle på benene.. Typisk.. Når hun behøvede ham, kunne han ikke være der for hende..

Det så lige bedre ud, men så ja selvfølgelig. Stemmerne fik Angela til at vende sig om, med et skævt smil trukket på smilebåndet. Hun nikkede til dem, og gik så et skridt frem og tog armene til siden. "Gentlemen." De kom imod hende, hendes øjne blev langsomt røde. Den første kom imod hende, og hun bukkede sig bagover da sværdet gled henover hende. Angela greb om mandens arm og brækkede den som var det en kvist. Derefter dog hun hans hoved og brækkede nakken på ham, og smed ham ind i dem der kom løbene. Hun vendte hovedet imod de andre, og de gyldne lokker fulgte elegant med. Angela brugte sin evne til at fryse en anden og knuse ham til støv. De andre virkede ikke begejstrede og med en ganske vidunderlig god grund. Angela løb op mellem to af dem og med et tabt sværd på jorden, spiddede hun først det igennem den ene- så den anden, det hele forgik i vampyrfart. Angela var erfaren i at kæmpe for sit liv, men det var første gang Noa rigtig fik indblik i hvad hun faktisk var i stand til. Frygten og alt skylden var lettet fra hende. Dog stoppede det næsten da en bag hende fik spiddet hende i ryggen og hele vejen igennem maven. Angela gispede kort, glemte helt at hun ikke behøvede at trække vejret. Men hun havde altså fået nok, hun lukkede øjnene sammen og fokuserede på sværdet. Med et var det kun isstøv og hun rejste sig lidt såret - men op igen, og vendte sig om. Så greb hun hurtigt om halsen på ham og frøs ham indefra så han tilsidst var dækket af is. Så slap hun ham og knyttede sin hånd så han faldt sammen som isterninger. Der var få tilbage.
"Angela stop det vandvid kom nu med os." Lød det i hendes hoved, hun var ikke helt med. "Du har dræbt nok, det på tide at stoppe." Så gik det op for hende hvem stemmen mindede hende om, det var fra Matt. Hans søskende eller børn hvem vidste.
"Gå i helved med jer." Hvæsede og med et var hele pladsen igen dækket af is. Hun kiggede hurtigt over på Noa, mest fordi færten her var så genkendelig ved dem begge. nu hvor hun tænkte over det, så gav det endelig god mening. Hun brugte sin fart til at komme over til Noa, og nikkede til ham, tog hans arm og susede væk - om han var med eller ej.

Angela lukkede hurtigt døren til det trejde og aldrig besøgte hus af hendes. Det var pænere end de andre, og mere hyggeligt. Angela rullede alle vinduerne for og lod sig så falde ned i den ene af de tre sofaer der var i stuen. "Hvor føler jeg mig dog dum, selvfølgelig var det da det." Mumlede hun for sig selv. Så rystede hun det af sig, og kiggede på Noa. "Klare du den?" Spurgte hun halv bekymret.

Han så imponeret på alt hvad der skete. Det var første gang han så hvad hun var i stand til, og han måtte indrømme at han var noget så imponeret. Noget inde i ham, sagde at han heller måtte lade være med at irritere hende alt for meget... Nah, hvem prøvede han at narre. Det var hans ting at irritere hende. På den kærlige måde altså. Imens det hele foregik, kiggede han imponeret med og hjertet holdt kort op med at slå, da et sværd gik igennem hende og hun gispede efter vejret. Bekymret ville han løbe hen imod hende.. Dog nåede han ikke at tage mere end et skridt, før hun igen var kampklar og klar til at slå resten af vagterne ned. Han så imponeret og stolt.. Til det at hun pludselig stoppede, satte han bare hovedet på skrå over. Samt det hun råbte.. Gå i helvede med jer?...

Inden han overhovedet nåede at blinke, eller spørge om noget, trak hun ham med sig hen til et helt tredje hus, der så ud til at være mere hyggelig end de andre. Hun var heldig at have alle disse steder at bo. Imens hun rullede for, lod han sig dumpe ned på en helt tredje sofa, med maven imod det varme stof.. Han tog en dyb indånding.. Da hun hviskede noget for sig selv, løftede han hovedet og så spørgende på hende. "Hvad snakker du om? Hvad var hvad?" Han forsøgte at sætte sig op. Kroppen skreg dog efter hvile. "Ja ja, jeg har det fint.. Det eneste jeg beder om er bare et varmt bad på et tidspunkt.." Han smilte roligt til hende.. "Men, hvad med dig? Er alt i orden? Hva er det du snakker om?" Noa var altid nysgerrig omkring Angie. Det vil han altid være..

Hun skulle begrave sig selv tilbage i en fortid hun endelig ønskede at glemme, men når den blev kastet på hende måtte hun tage den med kyshånd. Hun hævede blikket op på Noa. "Det var varulve, Farron varulve. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det noget før." Hviskede hun og kiggede op på Noa igen. "Det forklare hvorfor der var noget genkendeligt over dig og Andrea. Jeg ved hvor det kommer fra nu." Så satte hun sig op. "Det bare, min eks kæreste Matt. Han går lettere under navnet Matt Farron. Jeg tænkte bare ikke ydligere over det, før nu. Du fortalte mig aldrig dit efternavn og Andrea gjorde ikke, før hun fandt ud af i var i familie." Der hele gik pludselig op, men hun havde også lige afsløret at det var Andrea der fandt ud af det med familien og ikke Angela, som de havde fortalt. "Det vil sige de er her i byen, og hvis de ikke leder efter dig og Andrea. Så leder de sikkert efter mit hoved. I hvertfald til at de finder ud af hvad slægt i er fra. Tro mig, de er ligeglade med om jeres forældre efterlod jer. I er i ægteskabsalder, de vil sikkert komme efter jer. Hvis de ikke allerede har fundet Andrea og Serena. De vil ikke sårer dem, bare rolig. Kun gifte dem ind i familien, og siden Noah faktisk er min storebror. Overraskelse. Så vil de sikkert se om de kan få Andrea væk fra dem, og muligvis straffe hende for at være venner med mig og sammen med min bror, medmindre.. De ikke ved at Noah er min bror." Alt kom ud i tænkende pauser, hvor hun prøvede at få det hele til at falde på plads.

Imellem tiden er både Andrea, Elena og Serena blevet taget af ridderne og ført til en landsby udenfor byen i nærheden af skovene. De havde skilt Elena væk fra Andrea og Serena, fordi hun var halv Maskahy. Andrea skreg at de skulle lade Elena være, da hun kunne fornemme de skadede Elena.

Angela kiggede udenfor, og rejste sig så op.
[b]"Så hurtigt du kan komme til krafter, så kommer du ud til udkanten af byen, gå mod vest når du er kommet lidt ud i skoven, du vil finde en lille landsby. Jeg kan mærke der er noget galt, bare skynd dig okay." Sagde hun og løb ud af døren.

Hun kom hen til landsbyen, jo tættere hun kom på jo tydligere blev Andreas skrig. Det gjorde Angela vred.
"Charles! Jeg ved du er derinde. Tag dog kampen op med mig i stedet for dem, din kujon!" Råbte hun så højt at alle vendte deres blikke imod hende. Så snart Charles kom til syne, kiggede de dog væk igen.
"Angela, dejligt at se dit kønne ansigt igen." Sagde han og ville lægge en hånd på hendes kind, dog greb Angela den og skubbede den væk.
"Lad dem gå, og ingen kommer til skade." Sagde Angela truende og trådte et skridt helt op foran ham. Charles grinede dog blot.
"Snuske da, tror du virkelig du kan klare det du har gjort på den måde. Først forfører du Matt, så dræber du to af hans brødre. Også dræber du ham. Du selv skyld i at din niece lider lidt." Sagde han, og Angela snerrede af ham. "Tro mig, mine brødre skal ikke blandes ind i mine problemer. Du burde indblande mig ikke Elena." Hvæsede hun af Charles. Selvfølgelig kunne hun dræbe ham, men chancen for at Elena også ville dø, eller Andrea og Serena. Den var for stor til hun ville tage den.

Vent hvad... Farron varulve? Familie, Matt, ex kæreste? Det blev smidt i hovedet af ham og havde det ikke været fordi han var en god lytter (Når han endelig gad), så havde han ikke forstået en pind af det. Så snart hun nævnte at de kunne have taget Andrea og Serena, var han på benene, hurtigere end en tiger på jagt. Ingen skulle røre hans søstre. Ingen! Og heller ikke hans niece. Det kunne de glemme alt om!
Nok var Angela først ude af døren, men det forhindrede ham ikke i at ville tage med hende. Han lukkede sine øjne i, klemte dem sammen og fokuserede på varmen inde i ham.. Langsomt smeltede ilden isen og han kunne igen bevæge sig hurtigt rundt. Desværre havde han stadig sårene for piskeslagene.. For at berolige dem en smule, tog han noget engleblod fra angelas skab og slugte det.. Det smagte af bæ.. Han rynkede på næsen, inden han løb ud af døren, halvslidt og blodig.. Hul i det. Det galt hans familie og Angela!

Han kom til Landsbyen og hørte sin søsters skrig. Det var nok til at tænde vreden inde i ham. Hvor vovede de! At han så manden kærtegne Angelas kind og kalde hende snuske, gjorde det ikke bedre. Takket være alt det temperament han havde i kroppen, sprang han hen imod manden og lagde en hånd fyldt med varme om halsen på ham. "Du vover på at røre hende... Sæt omgående min familie fri eller det bliver værst for dig selv!" Han knurrede advarende af manden.. For første gang, var Noas knurren skræmmende.. Det var en blanding af en blodtørstig vampyr og en hidsig varulv.. De brune øjne forvandlede sig langsomt om til at være gyldne og arrige. "Lad Elena gå og tag kampen op som en mand i stedet, din kujon! Ønsker du virkelig at have både varulve og vampyrer efter dig?" Han hentydede til Angela, Serena og Andrea, for han vidste hvor stærke de alle tre var. Til sidst skubbede han manden væk, men slap ham aldrig ud af syne med sine gyldne øjne..  "Lad min familie gå," Det var en sidste advarsel og hvis ikke, ville han selv løbe ind efter dem.

Manden kiggede overraskende på Noa, han var mundlam.
"Noa, lad sin onkel være." En hård dyb stemme, fik det til at krybe ned af Angelas ryg. Hun vendte blikket over imod manden, og sank en klump. Hun vidste hvem de var, en ældre generation af varulve. Matts lillebrødre. Som i meget yngre. Men varulve kunne også leve op til i 300 år, selvom disse basser her havde det med at overskride åbningsdatoen.
"Tag mig ind i stedet for Elena, hun har ikke gjort jer noget. Hun er kun et barn, og medmindre jeg skal flå hjerterne ud på alle i jeres landsby for at komme ind, så tro mig. Jeg har intet imod at gøre det." Sagde hun koldt til den nyankommende, som faktisk var Noas far. Angela kunne tydeligt se lighederne, imellem ham, Andrea og Serena. "Jeg ved ikke, du dræbte jo flere af mine brødre ikke? Du skaffede dig selv en familie af fjender. Og nu vælger du at prøve at tage min søn og mine døtre. Du er ikke andet end en djævel forklædt som engel." Sagde han, dog rullede øjne af ham. "Hvad, vil du dræbe mig eller blive ved med at spille charmerende, Joshua? Jeg er sikker på Jenna ikke bliver så glad for det." Smilede hun falsk. "Lad Elena gå, og du skal nok slippe for at se monsteret gå løs." Tilføjede hun så. "Kom med indenfor så." Han gjorde tegn til hende og Noa skulle gå med indenfor, og Angela gjorde det. Hun kendte dette hus, ret godt faktisk. Angela kiggede sig godt rundt, der var ikke forandret meget på de år hun havde været væk herfra. Dørene gik i med et dunk, tydeligt at man ikke bare kunne bryde ud.
Andrea var stadigvæk vred og hendes styrke var svær for andre at holde nede, samt Serenas evne til at skubbe folk væk - et overraskende farligt team. Og endelig fik de brast den tunge ståldør op. Andrea fik øje på Noa og Angela. "Hvor er hun." Sagde hun til Joshua og Charles, ikke noget at spøge med at hun ville finde Elena nu! Andreas øjne var gule af vrede.
"Andrea, må jeg bede om lidt maner. Sådan opfører en kvinde sig ikke." Kom en stemme bagfra, og en kvinde trådte ud. Mørkt opsat hår, store grønne øjne. Hun så noget så perfekt ud. Andrea fnøs dog bare. "Tak for dit råd, men jeg vælger at være helt ligeglad." Snerrede hun og gik imod retning af Elenas skrig for at finde sin datter. Vagterne der prøvede at gribe Andrea endte døde på jorden, hvilket Jenna og Joshua ikke var tyderst bebejstrede for.

Onkel? Det skulle være løgn skulle det? Da han vendte sig om, overraskede det ham at se en mand, hvis ansigtstræk og øjne kunne minde om hans egne. Han daskede en sidste gang til 'onklen', inden han vendte hele fronten imod Joshua. Noget sagde ham at manden her var hans far. En han aldrig ønskede han havde mødt. Nogle ville elske at møde deres forældre, men, lige nu ville Noa helst være fri! Han lyttede til alt hvad ham og Angela snakkede om. Det lod til at denne familie strid var værre end han troede. Navnet Jenna fik ham til at løfte spørgende på et øjenbryn. Det måtte være navnet på hans mor. At manden gjorde et nik til at de skulle følge med, gav ham kuldegysninger ned af ryggen og det samme gjorde tanken om at Angela ville sætte sig i Elenas sted. Ikke at han ønskede Elena skulle være derinde. Han ønskede ikke nogle af dem derinde!
Med stolte og kolde bevægelser, fulgte han sin far og gik side om side med Angela, da Andrea kom løbende ud og straks gav sig til at søge efter Elena. Han smilte stolt over at se hende vælte vagterne. Det var en storsøster at se op til!
Dog lod det ikke til at behage den smukke Jenna. Vredt gik hun hen imod Andrea, tog fat i håret på hende og trak hende med tilbage. Hun kiggede skiftevis på sine døtre. "Noget siger mig at i aldrig har fået den rigtig opdragelse min kære børn," Selv hendes stemme var smuk.
Noa fnyste af hende. "Du kan være ligeglad, du sendte os væk din elendige tøjte!"
Jenna spærrede overrasket øjnene op over Noas valg af ord. "Hvor vover du! I er allesammen nogle uopdragen unger!" Hun pegede stift hen på Andrea. "Ønsker du at se din datter, så skulle du have spurgt pænt og opført dig mere som en dame," Derefter kiggede hun koldt hen på Angela. "Og dig.. Hvornår lærer du at holde dig fra vores familie? Ønsker du også at knuse vores søns hjerte og forråde vores døtre?"
"Angela er ikke sådan! Hvis i vidste hvor meget hun var hjulpet os så ville i vare jeres mund!" knurrede Noa arrigt af hende..
Denne gang valgte Joshua at blande sig. "I er alle gået for vidt! Jeg skal bevise overfor jer, at denne vampyr tøs ikke ønsker jer andet end problemer!" Med de ord, tog han et greb i Angelas hår og før nogle kunne nå at blinke, stak han en trædolk igennem maven på hende. "Hun hader os alle, også jer! Hun har bare spillet skuespil overfor jer!"
Noa sprang omgående på sin far, med det resultat, at han bare kastede ham ind i muren. Med et svagt ømmende støn, rejste Noa sig vaklende op. Joshua gjorde et nik til Charles, der forsvandt og kort efter kom tilbage, med sine hænder begravet i Elenas hår..

Andrea knurrede af hendes mor. Hun havde altid ønsket at finde sin familie, men hun ville kun have Noa, Serena og Elena. Hun blev vred over Jennas ord. "Hvis i aldrig havde forladt os, så havde vi aldrig været dem vi er nu. I efterlod Serena og Noa alene på et børnehjem. I har ingen anelse om hvad de har været udsat for. Så i burde holde jeres kæft." Sagde hun til sin mor, lige op i ansigtet af hende, hvilket relaterede til et slag på kinden. Så snart Angela var sat ned på plads, gjorde Andrea sig klar til at angribe - men da Elena kom til syne, stoppede hun.

Elena var fyldt med blodige sår, og blodskudte øjne efter tårer.
"Er det virkelig sådan i behandler jeres børnebørn? I er virkelige vidunderlige forældre." Sagde Andrea hånligt. Serena kiggede forsigtigt, ikke fordi hun var bange, men hun ventede på at finde et rigtig tidspunkt til at gøre noget. Angela fik rejst sig op igen, og trak trædolken ud med et støn. "Det vidst ikke gået op for dig, at det ikke er min skyld at du var jaloux over din bror fandt mig før du gjorde?" Det var tydeligvis en flabet kommentar fra hendes side, og hun havde lidt svær med at sige noget rigtigt til dem - hun ville nødig sige noget forkert til dem. Det var jo lidt svært at fornærme famliien nu uden at Noa& co skulle tage noget personligt. "Charles, slip Elena og jeg går med dig. Er det forstået? Eller skal jeg stave det for dig?" Hun gik med raske stolte skridt over til Charles, som smed Elena fra sig. Han tog Angela med sig ned i familiens kælder. "Vi har glædet os til at se dig hernede. Håber du nyder dit ophold." Angela smilede bare. "Det lidt bedre end jeg plager, så jeg overlever nok."

Andrea skubbede Jenna til side og løb hen til Elena, og holdt hende indtil sig. Ingen tvivl om at hvis de prøvede at fjerne Elena fra Andrea lige nu, så ville de miste hovedet. Jenna førte sin opmærksomhed over på Serena.
"Du er da også bare den mest opdragne af jer alle tre." Sagde Jenna med sin smukke stemme. "Hvis det gør dig glad så lad os sige det, men jeg kommer aldrig til at se dig som andet, end en koldhjertet kælling." Svarede Serena blot, og så snart Jenna hævede hånden for at give hende et slag, så var hun straks over i den anden ende af rummet - på grund af Serenas evne. Joshua trådte frem. "Så er det nok. Lad os tage en slapper, og spise lidt mad. I ser ud til at kunne bruge lidt ordenligt mad." Der var ingen valgmuligheder, ikke anet end at sætte sig til bords. Andrea fik Elena på benene og med ind til bordet - hun vidste udemærket hvornår det var godt og skidt at opføre sig dårligt.

Angela blev drænet for blod, med spyde igennem sig flere stedet på kroppen. Blodet dryppede ned på de ru stengulv, imens lænkerne klingrede uden at give sig en mindste smule. Angela kunne knapt nok se noget ud af øjnene af udmattelse. Hun healede stadigvæk, men langsommere, og det trak på den energi hun ikke havde meget tilbage af. Vievand blev helt over hende og hun skreg op. hun kunne ikke falde, hvis hun gjorde ville spydene spidde hendes hjerte. Hun måtte stå på benene. Dog var indefra spisesalen ville de ikke kunne hører en lyd. Vievandet blev læsset over hende, om og om igen. Hendes ben dirrede og hun frygtede at hun snart ikke kunne holde sig oppe mere. Snart var vievandet ikke andet end is, der slikkede på hendes kind af irriterende smerte.

I det Noa ville følge med Charles og Angela, stillede Joshua sig i vejen og tornede sig som en høj bygning over Noa. Kastede skygge over ham. Nok var Noa omkring de 1,80 cm.. Men Joshua var lige nogle centimeter højere. "Glem det Noa, lad hende gå," Han skubbede hårdt til sin søn, gjorde et nik hen imod bordet og gik først selv derhen imod, da han var sikker på at Charles og Angela var ude af syne. Efter at have stirret på døren i flere minutter, vendte Noa til sidst sig om imod de andre og satte sig til bords. Bekymret så han hen på Elena.. Derefter Andrea og til sidst Serena, som han havde valgt at sætte sig ved siden af. Under bordet, tog han forsigtigt hendes hånd i sin og gav den et lille klem, før han igen gav slip på den. Det klem betød: Vi skal nok klare os igennem det her..
Selvom han ikke kunne høre Angelas skrig.. Så kunne han ikke få hende ud af hovedet. Han vidste at de torturede hende og han brød sig bestemt ikke om det.. Ingen skulle røre hende.. Han beholdte dog en facade oppe, der gjorde at man intet kunne se på ham. Intet..
Jenna så skiftevis på sine døtre. "I er meget yndige begge to, præcis som jeg havde forestillet mig i ville være," Hun hældte noget teh op til dem. Noa kunne ikke fordrage den måde hun opførte sig på.. Hende og Joshua opførte sig som om intet var sket.. At de ikke lige havde tortureret deres eget barnebarn og at de ikke havde haft dem sendt væk.
Joshua så hen på Noa. Et blik lavede af is ramte Noa som en pil i maven. "Jeg kan mærke at vampyr tøsen har stjålet dit hjerte.. Det skal du ikke være flov over.. Mange af mine brødre faldt også i hendes spind," Noa hadede lyden af Joshuas stemme.. Den var ru og mørk.. Kuldegysnede.
Noa sagde ikke noget, han så bare stift ned i bordet.. Det eneste han ønskede lige nu, var at få sin søstre, niece og Angie langt væk herfra.
Jenna kiggede hen på Serena. "Hvornår har du så tænkt dig at føre familie navnet videre?" Allerede nu mente Jenna, at det var tid for en som Serena at få et barn, præcis ligesom Andrea.

Imellem tiden, luntede Charles rundt og besluttede sig til sidst for, at gå ind til Angela.. En hurtig håndbevægelse og torturen omkring hende stoppede. Lumsk gik han hen imod hende, løftede hendes kind og tvang hende til at se ham i øjnene. "Min kære, se hvad du har rodede dig selv ud i," For at irritere hende, kyssede han hendes kind og gav sig derefter til at kredse sig om hende. "Du har stjålet min nevøs hjerte og forurenet mine niecers sind.. Du burde skamme dig.. Specielt når du ikke har andet end had til dem.. Til vores familie," Han gjorde noget nyt med sin hånd og inden længe, startede torturen om igen.. Alt imens stod han og så på.. Lyden af hendes skrig tilfredsstillede ham. Igen gjorde han sådan at det hele stoppede. Derefter trak han en sølvdolk op af sin lomme.. Som den hævngærrig mand han var, lod han dolkens blad køre fra angies øjenkrog, til hendes mundvige. "Indrøm det snuske, indrøm at du hader os alle.. At du kun ønsker vores familie død," Han lod dolken borre sig dybere ind ved mundvigen. "Sig det og jeg lader måske torturen være mildere," Han lod sølvbladet køre hen af hendes læber..

Serene slog blikket op, da hun hørte sin mors ord. Nok var Serena den mindste af dem allesammen, men ikke meget mindre rapkæftet end de andre. Alle årerne omgivet af stofmisbrugere havde også sat sig på hendes tunge, og en ting var sikker, hun hadede at blive talt til som om alt var perfekt - specielt af en person der ikke havde gjort andet end at efterlade dem allesammen. "Imorgen tror jeg, når jeg vågner op og ridder en tur på en regnbue. Hvad tror du dog selv, er du fucking dum eller hvad? Hvis jeg skulle fører det her navn videre ville det ikke blive med mening for jer, for i har ikke en fucking skid styr over hvad en familie er." Udbrød Serena vredt og snerrede. Jenna hævede sin hånd og gav Serena et slag, det samme skulle Joshua til, da Serena vendte blikket imod ham. "Er du glad for at sidde på den stol, for ellers kan jeg godt hænge dig op på væggen, hvis du ikke bliver siddende." Tilføjede hun advarende inden hun så satte sig tilbage, meget opmærksom. Hun følte sig ikke sikker eller tryk her. "Sådanne nogle uopdragne børn, blev i opdraget på gaden eller hvad?" Sagde Joshua skuffet og lagde et koldt blik på Andrea, Serena og Noa. "Det gjorde Serena faktisk. Noa blev behandlet som lort af den familie der adopterede ham. Kan du ikke se at de har haft det godt, fordi i var så dumme. Man efterlader ikke bare sine børn." Snerrede Andrea af dem. Hun var virkelig en forsvarende storesøster.

Elena sad helt stille, lidt røstende. De blonde lokker krøllede ned over hendes kinder, og hun turde knapt nok at kigge op. Dog hjalp det lidt at hun sad ved siden af Noa og Andrea. "Jeg kan se du fik vampyr tøsens gyldne lokker." Sagde Joahua og kiggede på Elena, med et skarpt blik. "Kig på mig." Sagde han skrabt og med en hård tone. Elena hævede sit blik op, og så ham i øjnene. "Og hvad så hvis hun gjorde, kan i ikke bare være ligeglade?" Mumlede Andrea igen, og kiggede op på dem. "Hun har virkelig sat sine spor dybt i dig ikke sandt kære?" Sagde Jenna. Andrea sendte hende et koldt blik. "Hun reddede mit liv, flere gange. Det samme gjorde hendes brødre. Så var din mund om dem. Du kender dem ikke." Snerrede hun. Et hurtigt vend med hovedet til siden af et slag hendes far, så hurtigt gav hende som hun kunne formulere sin sætning færdig. Slaget var hårdt nok til, at hun kunne smage blodet på hendes læbe, der gled ind på hendes smagsløg.
"Kan i ikke se, den familie forbander jeres sind. De er ikke jeres venner, men jeres fjender." Kom det fra Joshua, der begyndte at skære i det kød der blev serveret for dem.


Angela fnøs af Charles.
"Det en skam at du ikke har andet at give dig til, end at se på mig lide." Smilede hun skævt, men udmattelsen var der tydelig. Hvis kulden ikke havde køldet hende ned, ville hun svede af udmattelsen. "Du burde seriøst bare skride af helvede til med dig. Men jeg forstår hvor du vil hen med det her. Du vil have jeg holder mig fra dem." Tilføjede hun med et lettere grin. "Jeg vil have du holder sine beskidte hænder fra dem ja, og hvis ikke bliver jeg vel bare nød til at skære deres hoveder af. Det er ellers en skam, at miste sådan fire smukke hoveder." Angela sank en klump. "Lad os lave en aftale. Jeg holder mig væk fra dem, og du krummer ikke så meget som et hår på deres hoveder." Tilbød hun, og ømmede sig lidt.
"Du nød til at overbevise dem, få dem til aldrig at ville se dig igen. Så lader jeg dem være." Angela nikkede til ham. "Det er en aftale."

Charles løslod Angela, og gav hende lidt blod fra ham - der blev helt i et lille glas. Nok til at hun ikke længere så udmattet ud. Hun var nød til at gøre det, de skulle ikke lide på grund af fortiden hun havde bragt dem. Charles lod hende gå, han havde gjort det klart hvad der var på spild. Hun trådte ind af døren, selvom det var tydeligt at det tørrede blod sad på hendes hud, så kunne man ikke se andet end et koldt ansigt.
"Jeg har tænkt mig at fortælle hele sandheden. Jeg løj, jeg har aldrig brudt mig om jer. Det hele var en ideel plan, om at komme tæt på og flå jeres sølle hjerter ud, og fodre jeres forældre med dem." Angelas skuespil var fejlfri. Et skævt smil kom på hendes hjælper. "OG i var så ynkelige at falde for det. De tre fortabte, der så ud til ikke at have nogen fremtid. Selvfølgelig vidste jeg udemærket hvad jeg gjorde - hvem jeg lukkede ind. At i troede på mig, det gjorde jo det hele meget lettere."

Andrea rejste sig op fra stolen og gik helt op foran Angela.
"Du burde gå nu." Deres blikke gled koldt ind i hinanden. "Fair nok, så vil jeg gå. Inden jeg glemmer at sige det, så er det derfor de sendte jer væk. For jeg ikke skulle dræbe jer som helt små." Angela vendte sig om og gik med selvsikre skridt ud af døren, der blev åbnet for hende. Hun susede hjem til en af sine lejeligheder, og kiggede ud af vinduet. Et suk forlod hendes læber, imens hun fjernede resterne fra de mennesker hun havde snuppet i svinget. "Undskyld." Hviskede hun i mørket, og lænede hovedet ind i mod muren.

Andrea kunne ikke tro det. Hun stod tilbage midt på gulvet, som en eller anden idiot. Hun havde slet ikke fattet hvad der var sket. "Hun udnyttede os." Hviskede hun hjerteskærende. Selvom det kun var Noa der kunne hører det, så vidste han godt hvorfor. Det var ham der havde nære følelser for hende, og selvom at Andrea og Angela havde virket så uadskillige. Så var det virkelig enden nu.

For hvert et ord hans forældre sagde, kunne han slå dem til blods. Kun takket være at han nev sig selv engang imellem, holdt han sig tilbage for at springe på dem og flå struben ud af deres halse. Serenas ord gav ham et kækt smil på læben. Han elskede hende for den rapkæftethed! Dog var han oppe at stå, så snart Jennas hånd klaskede Serenas kind. Af ren refleks, gav han det samme hun gav Serena.. En hård lussing lige på kindbenene. Nok slog Joshua ikke Serena, men i stedet daskede han til Noa og så vredt på ham, med stikkende kolde øjne. Noa var ligeglad.. Ingen skulle røre hans søstre imens han så på...

Der blev stille i blandt dem allesammen igen.. Noa kiggede kort taknemligt op på det Andrea valgte at sige til dem, omkring ham og Serena. Det var rart at vide at hun forsvarede dem.. Da Joshua gik løs på Elena med hårde ord, kiggede Noa koldt på ham og ville sige noget, da Andrea kom ham i forkøbet. Efter Joshuas sidste ord, spredte den akavede stemning sig og Noa gjorde ikke andet, end at følge hans bevægelse med sit blik, imens han skar kødet ud. Skænderier over spisebordet.. Dette her var vidst begyndelsen på en familie. Den værste familie i verdens historien.. Ud af sin øjenkrog betragtede han sine søstre.. Ved lyden af Jenna der rømmede sig, kiggede han op og mødte sin mors dømmende, men dog også nysgerrige blik. "Hva med dig? Tænk dig at føre familiens navn videre?"
Noa fnyste hånligt. "Jeg vil heller kastereres, end at føre jeres latterlige navn videre," Jenna sukkede opgivende og tog et luns kød ind i munden.
"Vores latterlige navn Noa.. Du glemmer at du selv er Farron," Joshuas stemme var spydig. Han tog en slurk af sin vin.
Noa gjorde ikke så meget som at røre maden på tallerkenen. "Gå af helvede til Joshua," Hans knurren var dyb og irriteret.

Døren til spisesalen gik op og han kunne ikke beskrive hvor meget det fik hans hjerte til at slå, da han endnu engang så han Angela for sit blik. Blodresterne på hendes hud fik ham til at knurre. I det han ville angribe Charles, snakkede Angela og forhindrede ham i at gå nogen steder.
Det.. Det.. Kunne ikke passe? Havde det alt sammen.. været en løgn? Det hele? Nej.. Det måtte ikke være sandt.. Hun var den han havde kendt i længst tid, den der altid havde været der.. Det kunne da ikke alt sammen have været en løgn.. Kunne det? Han stod som fast frosset og så på hende.. For første gang i lang tid, kunne Noa ikke længere holde sin maske op.. Alle følelser kunne ses på ham.. Forrådt.. Hun havde bare... Spillet skuespil.. Havde alt.. Intet.. Selvom han kæmpede for at holde tårerene inde, faldt en enkelt ned af hans kind..

Hun forlod dem.. Bare sådan..
Andrea var den stærkeste til at gå op og sige noget til hende.. Noa kunne slet ikke rokke sig ud af stedet. Selv da hun hviskede noget, kunne han ikke andet end at stå stille.. Forsigtigt kom Jenna op på siden af Andrea. "vi prøvede at advare jer.. vi vidste hun bare ville udnytte jer," Hun forsøgte at være rigtig moragtig, ved at stryge hende ned af ryggen og lave sin stemme om, til at være varm og blid.. Derefter gik hun hen til Noa og lagde en hånd på hans kind. "Tingene skal nok gå min dreng, bare vent og se.. I kan blive her.. Det er her i høre til,"
Joshua gik hen ved siden af Andrea og lagde en hånd på hendes skulder. "Bliv her, vi lover at gøre vores bedste for at være den familie i ønsker,"
Noa ønskede ikke mere familie end den han allerede havde.. Og.. Han ønskede bare.. Han ønskede også at Angela var der.. Men.. Hun...
Det lykkedes ham endelig at bevæge sig. Det blev dog ikke til andet end han satte sig ned på en stol og stirrede ud i luften, med et såret glimt i de brune øjne.. Alle smerter fra de tidligere piskeslag var væk.. Han kunne nu kun mærke hvor ondt hans hjerte gjorde..

Andrea tog moren hånd da hun kørte den ned af hendes ryg. "Bare.. Lad hver." Sagde hun og vendte sig om. Hun var meget opmærksom, omkring hvad der skete omkring hende - og det var sikkert også derfor hun valgte at ligge skuffelsen bag sig. Hun skulle være stærk, ikke kun for sine søskende men også for Elena. "Desværre jeg må takke nej. Jeg har et hus at passe, sammen med Elena og min forlovede. Jeg har et liv uden jer." Svarede hun og vendte sig med blikket stift ind i Joshuas øjne.
Andrea havde ikke fået andet end modstand efter hun fandt ud af hun var varulv, det her var bare et lille bumb på vejen - ikke noget hun ikke kunne håntere. "Jeg tager mine søskende og min datter - også går vi. Hvis i ønsker os noget godt, så lad os gå. Og lad hver med at stå i min vej." Sagde hun og vendte sig om. Hun tog Elenas hånd, og Serenas.
"Kom i det mindste at besøg os en dag." Sagde Jenna. "Skal vi nok." Smilede Andrea falsk.

De fik tilladelse til at gå, men Andrea havde en fornemmelse af at det ikke var sidste gang hun så dem. Hun tog dem alle med, til hende og Noahs hus. Her plagede hun Elenas sår. "To sek. jeg henter lige noget til dig Noa." Sagde hun og gik ud i køkkenet. Tog en køkkenkniv og skar sig i håndfladen, og fyldte et glas med hendes blod - efter et par grimasser var hun ovre det også. Hun bandt sin hånd ind, og gik ud og rakte ham glasset.
"Hør du ikke den eneste der blev narret af hende, og jeg vil ikke miste den del af dig som faktisk er i stand til at føle noget." Hun rodede ham lidt i håret. Ligenu havde hun et stort job, hun tog nemlig til sig at hun ville prøve at gøre dem glade. Serena var lettest, hende og Angela havde ikke rigtig haft noget bånd. Elena gik op på hendes værelse - hvor hun fortrak at være alene.
Andrea satte sig i sofaen og kiggede på Noa.

Han var nok ikke den nemmeste at komme til lige nu.. Alt hvad forældrene sagde, valgte han at overhøre og lyttede kun til det Andrea havde at sige. Hvert ord der kom ud af hendes mund, kunne han ikke være enig med og han måtte indrømme, at hun var stærk som i an helvede lige nu.. Hun var den eneste af dem, der tog initiativet til at forlade hus, alt imens hun lige havde mistet sin bedste veninde. Uden at sige noget til sine forældre, fulgte han med sine søstre og niece ud af huset. Han så konstant ned i jorden..

De var endnu i huset. Han registrerede ikke rigtig sine omgivelser, før Andrea kom med et glas blod og uglede ham i håret. Han tog imod glasset med et svagt smil på læben. Han vidste godt at han ikke var den eneste der var blevet narret af hende. Efter han havde tømt glasset, tog han en dyb indånding og så over på Andrea, der havde valgt at sætte sig på sofaen og se på ham.. Sikkert for at muntre ham op.. Han ønskede ikke at hun skulle bruge sine kræfter på det lige nu. Hun havde selv været udenfor meget.. Derfor valgte han at gøre tingene en smule letter.
"Bare rolig Andrea, jeg.. klarer den.." Han så fra Serena til hende. "Jeg.. Jeg er ikke alene mere, i er hos mig og det er jeg taknemlig for," Havde han ikke haft dem hos sig, vidste han udmærket godt hvor han ville være havnet, efter de Angela lige havde stået og sagt.
Roligt rejste han sig op, uglede Andrea brune lokker og sendte hende derefter et svagt smil. "Jeg klare den, vi klare den,"

Nogle uger efter, gjorde det selvfølgelig stadig ondt, men han havde så småt lært at skubbe det til side. Lige nu, havde han ingen anelse om hvad han havde gang i. Han dansede rundt med en rom flaske i hænderne, brugte nogle gange sin hurtighed, for at springe fra møbel til møbel. Af ren kedsomhed og nysgerrighed, suste han ind til Serena og standsede op foran hende. "Vil du med mig i byen? jeg keder mig sådan!" Han sendte hende de bedste hundeøjne han kunne lave.
Om hun så tog med eller ej, tog Noa på diskoteket, hvor han fik danset og drukket så meget at hans ben blev ømme. Han fandt en varulvepige og valgte at drikke fra hende i smug.. Eller, han håbede da at der var ingen der bemærkede det. Han blev ved med at tumle rundt og rundt.. Når man kedede sig, så kedede man sig! Lidt efter fandt han en vampyr pige og ville sætte tænderne i hende, da det gik for ham hvem det var. Angela. Lige så hurtigt som han var kommet hen til hende, gik han væk fra hende igen og håbede på at hun ikke havde bemærket ham.. Gud.. Han burde se bedre efter!

Hun havde festet meget de seneste uger, været fri - kunne man sige. Det var det hun altid havde ville være, fri. Dog kastede der sig en bølge ind over hende, da hun fik øje på Noa igen. Hun sank en klump, men lod ikke masken falde af. Angela vidste, at hvis hun gjorde noget forkert ville Noa, Andrea og Serena miste hovedet - også Elena. Dog ville Angela løbe efter Noa, da der blev placeret to hænder på hends kraveben, der skubbede hende væk. "Næh nej du, jeg vil have du holder hænderne fra min lillebror." Kom det fra Andrea, der havde et koldt dog skævt smil på læben. Angela var hurtigt henne foran hende, og de stod ikke andet end få centimeter fra hinanden. "Så du tager virkelig den søsterrolle der stor var?" Spurgte Angela og hævede et bryn. Andrea rystede bare på hovedet. "Du burde endelig bare smutte." Tilføjede hun uden at give spørgsmål til det. "Næppe, det ligeså meget mit sted som dit, og alle andres. Andrea." Sagde Angela så og greb om Andreas hals - imens hun holdt hende imod muren.

Dog var det kun kort, før Andrea hævede sit knæ og sparkede Angela væk. "Her troede jeg vi var venner, men ja. Man lærer så længe man lever." Tilføjede Andrea - det var nu man skulle være glad for lidt ekstra styrke, og tro mig - det var hun.
Angela knurrede - hadede at opføre sig sådan her overfor Andrea. Dog kunne man ikke se, at hun hadede det - tvært imod, så lignede det perfekt det som det skulle. Hun skulle gøre noget mere, for at være sikker på at de troede den Angela de kendte var væk.
Elena trådte uheldigvis ind af døren, og Angela løb hen - hvor hun greb fast om håret på hende. Det fik Andrea til at løbe derhen, så hurtigt hun kunne. "Jeg er stadigvæk stærkere end dig Andrea." Sagde Angela med et hånligt smil på læben.
"Måske, men jeg lader aldrig dem jeg elsker i stikken." Og med de ord, brugte hun sin styrke til at bore sig ind igennem Angelas brystkasse- en uhyggelig følelse- der faktisk skræmte hende lidt. Hun kiggede Angela i øjnene, som slap Elena kort efter. Dog trak Andrea sin hånd til sig igen, uden at have noget med ud. Så vendte hun sig om og gik over til Elena, for at se om hun var okay.

Angela satte sig på en stol bag sig, og kiggede rundt for at finde en eller anden tøs - som havde noget pænt tøj - der ikke var ødelagt.

Han blev ved med at sige til sig selv.. Se dig ikke tilbage, se dig ikke tilbage, se dig ikke tilbage! Men, det var noget af det sværeste han havde prøvet! Nok havde Angela bare spillet skuespil overfor ham, men det betød jo ikke at hun aldrig havde betydet noget for ham.. På trods af sine tankers skrig, kiggede han sig over skulderen og så til sin overraskelse hvad der var i færd med at ske. Hvad havde de gang i? Så hurtigt han kunne, forsøgte han at komme hen til dem, men blev hele tiden stoppet af folk, der syndes de lige skulle danse ind foran ham. En anelse vredt, skubbede han hårdt til nogen af dem, imens han blot sneg sig uden om andre. Endelig nåede han frem, kun for at finde Andrea og Elena.. Bekymret gik han hen imod dem.. Forsigtigt lagde han en hånd på Elenas skulder. "Klarer du dig?" Han smilte forsigtigt til hende. Lidt efter rettede han opmærksomheden imod Andrea. "Hvad skete der?" Han var interesseret i at høre, hvordan det kunne gå så galt, at Andrea endte med at stikke en hånd igennem brystet på Angela.. Selvom Andrea nok ikke satte pris på det, så var han også bekymret for Angie.. Han kunne ikke gøre for det!

Da han var sikker på at søster og niece var okay, tog han ud for at lede efter Angie.. I smug selvfølgelig.. Han ville bare sikre sig at hun var okay.. Da han fandt hende, kunne han ikke tage sig sammen til at gå helt hen til hende. I stedet stod han bare som fast frosset nogle meter fra hende.. *Kom nu Noa, bare.. gå derhen,*
Da han bemærkede at hun så rundt, vidste han godt hvad hun ledte efter.. Trods alt kendte han hende godt. Selv startede han med at se rundt.. En pige med Angelas tøj smag.. Han fandt til sidst en. Selvsikkert gik han hen til hende, bed hende i halsen og lod hende besvimme, før han 'slæbte' hende med hen til Angie.. Han satte den livløse pige ved siden af den stol Angie sad på..
"Her," han sendte et svagt skævt smil. Da den livløse pige var ved at falde ned af stolen, var han hurtig til at rette hende op. "Det går ikke at du har blod på tøjet," Han kløede sig i nakken. "Jeg.. jeg ville bare tjekke om du var okay.. Dumt af mig.. jeg ved det godt," Han så hende i øjnene, før han vendte fronten imod baren og bestilte en drink..