..What the..Luce? you're not Lu...Who the hell are you!? //Rafaela

Arya var taget hele vejen til lige netop denne Bazaar for at finde en kvinde der lavede amuletter som virkede. Men selvfølgelig havde kvinden ikke været til at finde i dag, hvilket Arya endelig havde indset. Alle boderne var lukkede på nær en, og lige netop denne bod handlede med smukke smykker, som Arya elskede. især et armbånd havde fanget hendes opmærksomhed. hun havde lagt tilfældigt mærke til det da hun var gået forbi boden længere væk og lyset fra karavanen bag boden, var blevet fanget i guldet fra armbåndet og sendt små fortryllende glimt ud mod Arya. Med et var hun blevet draget til dette armbånd som et insekt om natten mod lyset.
Armbåndet var prydet med alskens små ædelsten, og ikke to var af samme slags. Ametyst, Peridot, rubin, smaragd, Diamant, Opal og turmalin.
Arya vidste med sig selv at hun ikke ville kune forlade dette armsmykke, at hun måtte købe det. hun smilede venligt til ekspedienten og nikkede da han spurgte om hun ville købe det. hun fandt det beløb frem som prisen var blevet skrevet på smykket og afleverede dem til købmanden da han rakte hende den lille silkepose hvori han havde lagt den.
Efter at omhyggeligt at have pakket posen væk i en inderlomme i sin kappe. begik hun sig videre. de sidste døre og vinduer blev nu lukket omkring hende, da dagen var ved at være slut for de fleste.

Rafaela havde lige fået sneget sig ud fra sit værelse efter hendes storebror, Melvin havde været der og som altid ment, at han ejede hende. Hendes familie var forskruet det ville hun gerne indrømme og det kunne man vel allerede regne ud bare ved at se på deres tøjsmag. Nok den eneste som ikke havde samme tøjsmag som dem var Rafaela. Hun var den der stak ud fra mængden i familien, men lige denne aften havde hun ikke chancen for og få lov til og gå i sit ejet tøj. Melvin havde nemlig bestemt hvad det var for noget tøj hun skulle have på. Hun havde fået sat sit mørkebrune hår i 2 rottehaler der var flettet. Hun havde en mørke lilla top på hvor hendes mave var blottet og en nederdel på der gik ned til midt på hendes lår. Hun havde dog taget sin sorte kappe over skuldrene så hun ikke ville komme til og fryse alt for meget. Hun gik rundt på gaden, hvor der næsten ikke var en sjæl. De fleste sad vel der hjemme. Hun kiggede rundt på de lukkede boder og de mørke huse hun gik forbi.

stille som hun begav sig igennem de lukkede boder, kiggede hun op på nattehimlens stærke, smukke, fortryllende lys der kastede en håndfuld lys over gaderne i aftenens ellers mørke. Et pludselig instinkt kastede hende tilbage til virkeligheden. Hun var gået ind i en ung kvinde. En ung kvinde hvis tøj, var en smule...spøjst at se på. Arya smilede til kvinden"De må du u...." Smilet faldt pladask fra hendes ansigt, chok og overraskelse blandede sig i Aryas Ansigt."Luce?" Hun var ikke helt sikker, men denne kvinde lignede Luce utroligt meget. Hendes hjerte skippede et slag, hun havde ikke set sin datter, siden dengang på hospitalet. Og hun vidste intet om noget. Hun havde selv været forsvundet i længere tid.
Arya rystede lidt på hovedet, hun forstod ikke helt dette. Denne kvinde lignede Luce utrolig meget, og alligevel ikke, der var noget anderledes over hende, hun kunne se det med det samme, men som mor til Luce, kunne hun også med det samme se lighederne mellem de to.
Hun kiggede skeptisk på kvinden, lighederne var ikke så tydelige længere, men de var der stadig selvfølgelig, hun havde bare vænnet sig til det, sådan da, eller hvad man nu sagde. Hun lod endnu engang blikket glide over kvinden, hun fandt stadig hendes tøj spøjst.
Pludselig ordene forbi hendes indre blik Hvor er Luce..

Rafaela gik bare roligt rundt i gaderne og nød stilheden. Hun havde brug for og mærke sig selv. Mærke, at hun var fri. Mærke, at hun var sin eneste herre og ingen andre bestemte over hende. Hun kiggede ned i jorden og slappede af imens hun gik der. Hun blev dog skubber væk da hun mærkede nogen gå ind i hende. Hun kiggede op og smilede venligt "Det må du undskylde. Vi så vidst ikke helt hinanden" hendes stemme var rolig og mild. Hun kunne dog godt se på kvinden, at der var noget galt med hende. Som om der var noget som gik hende på. Hun lagde sit hoved undrende på skrå da kvinden nævnte Luces navn "Nej jeg er ikke Luce. Jeg hedder Rafaela Zain" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun undrede sig meget over det kvinden havde nævnt Luces navn. Rafaela havde ikke nævnt sit efternavn da det ikke ragede nogen at hun var i familie med Morladin og ikke kendte sit rigtige efternavn.

Arya fik taget dig sammen for ikke at forskrække kvinden helt.. Hun måtte jo nærmest se vanvittig ud. Hun smilede kort men et beroligende og betryggende smil. Et smil som oftest fik folk til at føle hendes kærlighed, og gjorde at de turde stole på hende. Et smil oftest mødre eller anden familie kvinder gav til de yngre familie medlemmer." Det må du undskylde, du ligner min datter så meget at man næsten skulle tro i var tveæggede tvillinger.. Men jeg har ikke set hende i lang tid, det kunne være min fantasi der spillede mig et puds." Svarede hun med en varm stemme.
Hun lagde mærke til at Rafaela omtalte Luce sim hun kendte hende." Kender du Luce?" Hendes spørgsmål var simpelt, men svarer betød så meget for hende, man kunne se det på hende, hun havde ikke kunne finde sin datter i lang tid, igen.
Hun smilede venligt til kvinden" Jeg hedder Arya Zafira Islanzadï".
Arya kunne stadig ikke komme sig over den store lighed.

Rafaela kiggede underligt på kvinden foran sig. Hvem var denne kvinde og hvad ville hun Luce? Hun smilede venligt til kvinden. Hun var lidt utryg ved kvindens ellers berolige smil som var kommet frem. Hun vidste ikke hvorfor, men der var noget underligt ved det. Hun var ikke van til det kærlige smil fra hendes mor af. Hendes adoptivmor, Valiona var næsten aldrig hjemme. Hun var fars og storebrors pige ikke mors eller søstrenes pige. Det var sjovt hvordan hendes familie var opbygget på. Hendes søstre havde godt forhold til alle og det samme med hendes storebror, men hun kunne bedst med sin far Sakref og sin storebror Melvin. "Så du er Luces mor?" hun blev lidt skeptisk af, at vide det var Luces mor hun stod overfor. Luce havde nævnt sin mor bare aldrig med navn. Hun kiggede lidt rundt og nikkede "Ja jeg kender hende. Hun er min fars lærling" hun ville ikke fortælle, hvor hun ville kunne finde Luce da hun ikke selv vidste det. Heller ikke fortælle, at Luce var rejst væk. Hun kiggede lidt på Arya "Hedder sådanset Rafaela Zain Morladin" hun vidste ikke om Arya ville regne ud, at Rafaela var datter af Sakref.

Arya betragtede rolig pigen. Så utroligt, man skulle jo tro hun var"Luces datter"uden at vide det afsluttede hun sine tanker med ord Rafaela ville kunne høre. Der gik et øjeblik før det gik op for hende. Hun smilede til Rafaela, dog kort, for et velrettet spark inde i hendes mave fik hende til at lave en kort grimasse. Arya var gravid, igen, Efter så mange århundreder var hun gravid igen, også endda den samme mand. Af alle de mænd hun havde været med var det åbenbart kun ham der kunne gøre hende gravid.
Arya nikkede roligt"Ja jeg er hendes mor, og jeg har ikke været en god en."Svarede hun roligt. Hun sukkede lidt da hun hørte ordet Lærling, hun vidste ikke om dette var godt eller dårligt.
"Er hun stadig lærling for din far, eller er hun andet sted i verdenen?"hun spurgte roligt, en trætheds bølge ramte hende. Hun var træt af at det altid gik i vasken når hun ledte efter sin datter og prøvede at få et forhold til hende.
hun kiggede hurtigt op på Rafaela, hun havde liget stået og betragtet jorden under sig imens hendes tanker kort havde været andetsted."Ah så din Fader er Sakref?"spurgte hun roligt, selvfølgelig vidste hun hvem Sakref var, det gjorde alle, især hvis man boede i Doomsville.

Rafaela lagde sit hoved let på skrå da hun hørte noget med Luces datter komme ud af Aryas mund. Hun forstod ikke helt hvad det var der gik af denne kvinde. Hun var nok mere ved, at tro, at hun burde tvangsindlægges. Hun stod lidt og lyttede til der Arya sagde. Hun vidste godt, at Arya ikke havde været en god mor "Det ved jeg godt. Har hørt en del om det af hende selv, men ved også, at de pappire min far har på hende er der blevet gjort så man ikke kan læse det hele" Rafaela snagede meget i det som skete rundt om sig. Hun nikkede stille til Arya "Ja hun er stadig min fars lærling, men hun er ikke i Doomsville. Hun er på en top hemmelig mission min far sendte hende på kort tid efter hun mistede sin datter for nogle år siden" hun vidste ikke hvor længe siden det var. Kun at det var længe. Hun nikkede lidt til Arya og nejede kort "Ja jeg er datter af Sakref Morladin og Valiona Morladin" hvad Rafaela ikke vidste var, at de kun havde adopteret hende og havde derfor en ny dåbsattest på hende, hvor de står som biologiske forældre for hende og ikke Luce og Chev som var hendes rigtige forældre.

Arya betragtede Rafaela."Har Luce så også fortalt dig hvorfor jeg ikke var en god mor, har hun nogensinde fortalt dig at jeg elsker hende, at hendes morfar ville have jeg skulle dræbe hende fordi hun var en pige?"Arya sagde det sukkende. Aryas far havde manipuleret så godt med Arya som han havde kunnet, og det var kommet til at han havde fået Arya til at forvise Luce, da han ikke havde kunnet få hende til at dræbe Luce, grundet Aryas kærlighed til sin datter. Hun nikkede lidt, så døde hendes barnebarn alligevel, og Arya kunne bedre forstå hvorfor hun ikke havde kunnet finde Luce efter al det. hun havde dog ikke vidst at pigen var død, hun havde haft en indre drøm om at Luce havde taget barnet og gemt sig fra resten af verdenen for at passe på barnet der var blevet født alt for tidligt.
"Du ligner hverken din fader eller moder"sagde Arya så, uden helt at tænke over det, nogle børn blev faktisk født uden den mindste lighed til deres forældre, men i stedet lignede deres bedsteforældre eller oldeforældre.

Rafaela lyttede til det Arya fortalte. Hun mindes ikke og have hørt og Luces bedsteforældre, men det var også et fedt for hende. Luce havde oplevet nok i sit liv og hun vidste, at Luce ikke havde haft et bedre liv før Sakref havde hjulpet hende "Nej det har hun ikke, men hvis du fortrød det havde du hjulpet hende hver gang hun blev skadet, da hun blev blind. Sådan er en forælder og som jeg har forstået var du ikke en forælder til hende" hendes stemme var rolig og blid. Hun vidste dog også godt, at det var svært og gå imod sin egen far. Hun grinte lidt over det Arya sagde om, at hun ikke lignede Sakref og Valiona "Nej jeg ligner dem ikke særligt meget i udseende, men min personlighed er næsten som en kopi af min fader, moder og min storebror. De 3 er dem der lære mig, opdrager mig. Mine søstre hjælper også til, men jeg er ikke så meget som dem som min fader, moder og storebroder" hun vidste, at det lød underligt, men sådan var sandheden. Hun kiggede lidt på Arya "Men Luce ligner nu heller ikke så meget dem"