What do you want?!! (Angel L. Harper=Privat)

S: Valley of Dead
T: Midnat cirka.
O: Ikke så mange.
V: Fuldmåne og skyfri himmel. Med masser af klare stjerner.

Den smukke aften virkede perfekt udenfor kirkegården. Men på denne specifikke del af valley of the Dead. En form for kirkegård. Var tingene helt anderledes. Det var som om hele kirkegården var indhylet i en form for mørke. Der gjorde det nærmest umuligt at ikke blive skræmt. Alt virkede mere dystert. Som om alt var tættere. Alt føltes som om var lige ved at røre en. Selvom det godt var et stykke væk. Varulvehyl kunne høres i baggrunden. Men det var som om de ikke turde at gå hen i nærheden af kirkegården. Og med god grund. En mand kom gående hen af midten af kirkegården. Tydeligvis upåvirket af de skræmmende omgivelser. Manden så ellers normal ud ved første øjekast. Den perfekte muskuløse krop fik folk til at få en fornemmelse af at dette var en vampyr. Men huden var i virkeligheden for mørk til det. Hvis man så efter på hans øjne. Kunne man se at pupillen var kulsort. Og mindre end normale. Det var sådan cirka også det eneste der indikerede denne mand som om han ikke var menneske. Manden havde et par sorte bukser på. Samt en sort lang frakke. Men med en bar overkrop indenunder. Bag ham gik en mand iført en komplet kutte der gjorde man ikke kunne se noget af personen. Og bag ham en bueskytte som det eneste der kunne ses var noget blåligt hud og et par gule selvlysende øjne. Begge følgende den mand der tydeligt var chefen. Manden som så menneskelig ud. Roligt stoppede manden op. Manden i kutten så kort mod manden i bar overkrop. "Hvad er der Lord Zann." Manden som åbenbart hed Zann vendte blikket imod den kutteklædte. "Jeg man mærke at der er nogle i nærheden Warren." Warren som den kutteklædte åbenbart hed. Vendte sig imod den sidste. "Zuro gør dig klar." Zuro som bueskytteren hed begyndte at flimre kort. Før han forsvandt helt. Han havde evnen til at kunne gøre ham, hans tøj, hans pile og hans bue usynlig. Hvorefter han svagt kunne høre en bue blive spændt. Og derefter blev der helt stille. Zann og Warren stod og kiggede afventende rundt. Helt stille for at kunne lytte til bevægelse.

Angel havde forladt Zero´s kontor i et ruf. Hun skulle skaffe ham det han ville ha, eftersom hun jo arbejdede for ham. En sten, af en slags. Hun sukkede tungt, da hun nærmede sig Valley of Dead. Det så utroligt skræmmende ud. Hun var iført noget der kunne ligne kongelige attire, eller slaveligene attire. Smuk blåhvid kjole, med bar mave, diamant besat kjole, som hun havde lånt af en danser, på Zero´s arbejde. Aldrig brugt. Hun dansede dog ikke i den, fordi den var lige købt, så den var aldrig set. Den udstrålede kongelighed, rigdom, men kunne dog også udstråle mystik. Den havde fin tyndt stof, der gjorde det perfekt at blive usynlig i. Hun huskede tydeligt hvad Zero havde sagt, dog havde hun ikke tænkt sig at blive fanget, vis hun kunne undgå det.

Hendes lange karamel brune hår, med fine bølgende krøller, lå ned af hendes smukke slanke skulder, mens de dådyr grønne øjne, så mod mørket. Blidt bed hun sig i den fyldige lyserøde underlæbe, før hun tog sig en dyb indånding og løb ind i mørket. Hun bar ingen sko, eftersom det ikke gav lyd fra sig. Hun gjorde sig usynlig, mens hun løb hen over den fine bund, som kirkegården havde. Hun undgik alt der kunne give lyd fra sig,- stille som en kat. Hun stoppede dog op, da hun opdagede en person. Han så utrolig.. god ud. Hun listede sig forsigtigt tættere på, blot for at få et lille kig. " Wauw.. ". Hun tog sig hurtigt til munden og gemte sig bag en gravsten, i det hun ikke havde regnet med at der ville komme et ord ud af sin mund, men havde alligevel fanget sig selv i, at blive betaget af den mandelige skikkelse. Hun kunne høre lyden af en bue blive spændt, før hun tog fat i nogle små knive, der var spændt til hendes venstre lår. Hun rejste sig hurtigt op i usynlig skikkelse og kastede dem direkte mod dem, før hun løb væk, dog ikke væk fra Valley of the dead. Hun prøvede at gemme sig, dog vis en trådte for tæt, ville hun trække sin sølv daggert og angribe personen.

Lyden af et wauw. Fik Zann til at reagere med det samme. Og han smed jakken. Han knyttede sin næve. Og knogler fløj fra jorden af hen imod ham. Gled op af jorden som orme. Og dannede sig på hans ryg. Ribben på længde med en drages. Hvilket det også var. Et hoved fra noget der lignede en blanding af en bjørn og en drage gled frem fra hans venstre skulder. Før øjenhulerne begyndte at lyse med et kraftigt rødt lys. Zann løftede roligt hovedet. Før han klappede hænderne sammen foran ham. Og ribbenene lukkede sig sammen foran ham. Som et skjold. Knivene prallerede af på de forstærkede drageknogler som omringede ham. Hvorefter de slap. Og han begyndte at løbe efter lyden af svage skridt der løb væk. Hvorefter han stoppede op lige bag skjulestedet. Som om han havde mistet sporet. Hvorefter drageribbensknoglerne langsomt gled hen til træet. Før de svang rundt og greb fat rundt om træet. Og den usynlige person på den modsatte side. Hvorefter hovedet der var en blanding mellem et dragehoved og et bjørnehoved. Gled om på siden af hendes ansigt og kiggede direkte på hende. Hvorefter en hæs drabelig stemme kom fra den. "Jeg har ingen øjne. Så jeg ser aura i stedet. Og jeg kan se dig." Hvorefter Zann kom langsomt gående rundt om træet. "Og jeg kan se igennem hans øjne. Warren kan lugte sig frem til hans ofre. Og min bueskytte Zuro kan høre sig frem til en nål ramme jorden. Med andre ord. Vi kan alle fire se dig. Så kom frem." Sagde han roligt og hævede roligt sin hånd. Hvor en pisk langsomt dannede sig. En pisk lavet af en lårknogle som håndtag. Og ribbensknogler i alle størrelser ned langs. Som sluttede af i en lillefingerknogle.

Hun gav et skrig fra sig, da hun mærkede noget glide om hende og holde hende fast. " Slip mig fri!. omgående! ". Hun hadet at blive holdt fanget, så dette var nærmest ulideligt for hende. Hun pustede og stønnede.. prøvede at slippe fri, dog stivnede hun af skræk, da hun hørte stemmen. Hun fattede det ikke, så hurtigt han havde nået at få fat i hende. Hvad var han dog for en tingest... hun var bange, nervøs.. panisk. Hun prøvede at vride sig løs, dog stoppede hun, da hun så en mand komme frem foran hende.. han stod der.. Så dette var altså faren til Zero?. Hun så nervøst på ham, før hun langsomt lod det usynlige slør falde. Smukt karamel brun hår, med undertone af rødlig skær, samt bedårende uskyldige dådyr grønne øjne viste sig, samt diamant halskæden, formet som et halsbånd, der gik ned til kjolen og var syet sammen med den.

Hun stod der, uskyldig.. hjælpeløs. Hun betragtede Zann og sagde nervøst " P-Please slip mig fri.. jeg ville ikke.. det var ikke mening vis jeg skadet dem sir.. de skræmte mig blot, så jeg forsvarede mig. Please ikke dræb mig ". Hun så bedende på ham, mens hun prøvede at komme fri. Daggerten lå stadig i hendes hånd, med hendes navn skrevet over håndtaget. Angel. Hun så nervøst på ham og bed sig forsigtigt i underlæben, eftersom hun var ret så frustreret.

Et halvt smil dannede sig på hans læber. Mens hans kulsorte øjne så på hende. Han gik nogle få skridt tættere på. Før han stoppede op og så på hendes kniv. Et kort blik på Warren. Hvorefter Warren bukkede sig frem med en hurtig bevægelse. Og greb fat i hendes håndled. Hætten til kluden var røget af. Og et form for ansigt dukkede op. Hårløst bortset for lidt muggent langt hår på baghovedet. Et ansigt som var lige så råddent som hans hår. Der manglede en næse. Der hvor næsen engang var. Var nu ingenting. Et hul direkte ind i kraniet. Huden var tynd og man kunne tydeligt se formen på kraniet. Og tænderne var vokset sammen med huden. Og dannet nogle lange skarpe tænder. Grøn lys strålede igennem munden og øjnene. Bortset for der ikke var nogle øjne. Det var rent øjenhuler som lyset strålede fra. Dette var tydeligvis en udød. En Zombie. Selv lugten fra ham var rådden. Warren så direkte på hende. Munden kunne tydeligvis ikke lukkes. Men alligevel kom der en stemme fra ham. Fra det grønne lys. "Slip kniven." Sagde Warren kort og så fokuseret på hende. Selvom Warren tydeligvis var en udød var han ekstremt stærk. Og selv en vampyr ville ha svært ved at kunne få sin hånd fri. Selvom ribbenene holdte hende fast. Så måtte Zann alligevel være forsigtig. Det var trods alt sølv han havde at gøre med.

Zann smilede halvt igen. Og gik så derefter tættere på. Øjnene kom tættere på. De kulsorte pupiller udvidede sig. Og langsomt blev hele øjet kulsort. En kort tunge gled ud af hans mund. Den så lille ud. Men blev større og større. En slangeagtig tunge kom frem. Og gled ned til under hagen. Tungen så cirka ud til at være 5 centimeter udenfor munden. Før han trak den tilbage. "Hvad har vi her?" Han så mod kniven kort igen. "Lad mig gætte. Dit navn er Angel? Goddag mit navn er Zamandron Elliot Bang. Necromancer. Sjæledæmon. Og dit værste mareridt." Sagde han med et hånligt smil. Og et drabeligt blik.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun så skrækslagen på Warren, da han greb om hendes håndled. Hun så vredt på ham, arrigt. Han skulle ikke tag det eneste arve stykke, det eneste fra hendes egen verden. " Det ikke din! ". Hun prøvede at hive sin hånd fra hans greb, vride sit håndled fri, men kunne ikke, så hun endte med at slippe det, eftersom han blot ville tag det uanset hvad. Hun så lettere stødt mod Warren, før hun kiggede mod Zann, der trådte tættere og tættere på hende. Hun havde det skidt, både med lugten fra Warren, men skam også det med at hun var fanget,ude af stand til at flygte når hun ville. Hun betragtede Zann´s øjne, hvordan de ændrede sig, hvordan hans tunge gled ud mellem hans læber, hans tænder. Hun pressede sig tættere op af træet bag sig, før hun gav sig til at skrige, prøve at vride sig løs, men uden held.

Hun mærkede en tåre ned af sin kind, da han så på hende med sådan en ondskab. Hun ville ikke fanges.. ikke gå med til dette mere. Hun prøvede at slippe fri og på en eller anden mærkelig måde, fik hun skubbet nok til det der holde hende, så hun kunne aktiver sin usynlighed, så det mærkedes som om hun ikke var der mere. Hun prøvede at snige sig fri, men opdagede hurtigt at det var umuligt. Usynligheden forsvandt og hun blev synlig igen. Hun så vredt på Zann og sagde" Slip mig så fri! ". Hun ville stritte imod vis de prøvede at fjerne hende.. vis hun skulle gå med, ville det ende i bevidstløs tilstand, fordi så let gav hun ikke op, som at følge med.

Warren tog roligt kniven fra jorden. Og kastede den hen i et træ godt og vel 10 meter fra dem. Hvor han lod den side. Hvorefter han løftede sin hånd. Et mærkeligt slør skabte sig. Som om et usynligt tæppe blev viftet ved hans hånd. Og et sværd kom frem i stedet. Hvorefter han rettede sig op og rettede klingen imod hende.

Zann smilede kort. Drejede hovedet svagt. "Nej kniven er ikke Warren's. Men du er min nu. Og til evig tid." Sagde han med et hånligt grin. Hvorefter han roligt løftede sin hånd op og aede hendes kind svagt. Og rettede sig op. Og så kort på sine mænd. Hvorefter han så ned igen. Og hun var væk. Han grinte svagt. "Jeg kan stadig se dig Angel. Som sagt det skelethoved der glor på dig lige nu kan se din aura. Og den er synlig selv når du gør dig usynlig." Det mærkelige halve dragehoved halve bjørnehoved. Nærmede sig lidt tættere. Så det højre røde øje. Gloede direkte ind i hendes øjne. Og den gru drabelige men hæse stemme kom fra hovedet igen. "Drop det fis. Zann er den perfekte dræber. Selv uden mig ville han kunne dræbe dig." Zann grinte svagt. "Nu smigre du mig herre." Dragehovedet lød til at grine kort. Og vendte sig mod Zann. "Hun har knister hende her. Selv når hun ved der ingen udvej er gir hun ikke op." Zann gik kort på hug foran hende igen. Og så på hende svagt. "Det kommer hun til. Bare vent. 24 timers udsultning vil nok få den tamme huskat frem i hende." Sagde han smilende. Hvorefter han hævede sin hånd. Den dæmoniske styrke blev svunget direkte imod hende. Og ramte hende hårdt på tindingen. Nok til hun højst sandsynligt ville begynde at bløde. Men også besvime.

// Hovedet som er det halve bjørne halve dragehoved er det over hans højre skulder
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun betragtede Warren og knurede kort af ham, som tegn på at hun ikke ville give sig, selv vis han rettede klingen op mod hende. Hun fæstnede sine dådyr grønne øjne på Zann, i det han stod overfor hende nu jo. Hun hørte hans ord. " Det er det eneste arve stykke jeg har fra min familie!. Please.. ikke efterlad det her ". Hun så bedende på ham, hvorefter hun betragtede Warren kort, før hun vende sit blik mod Zann, da han aede hendes kind. Hendes krop slappede kort af, som nød hun næsten den... den berøring?. Hun så flovt på ham og kiggede hurtigt væk, hvorefter hun hørte hans ord. Han skulle ikke grine af hende. Hun prøvede at bide ud efter ham, da hun syntes at kunne bevæge sig en lille smule mere, dog da hovedet pludselig kom frem foran hende, trak hun sig hurtigt bagud og så på det, med store øjne.

" Jeg er ikke bange for din herre.. ". Hun snerrede kort, som en vildkat ville ha gjort. Hun prøvede at rive sig løs, stadig fuld af energi, dog da hun hørte hans ord.. blev hun en smule flov. Han mente der ingen udvej var?.. komplimencerede han hende... nej. Hun så vredt på Zann, da han sagde at hun ville komme til det. " Tsk!, der skal skam mere end udsultning til!, før jeg gir mig!. ". Hun var trodsant arving til en vampyr klan, på jorden.. det var der en grund til. Hård træning. Hun kunne leve længe.. holde energi længe.. han kunne bare komme an vis han turde. Da han løftede hånden, så hun panisk på ham, i det hun prøvede at rive sig væk, men forgæves. Hun gav et øredøvende skrig fra sig, da hun mærkede slaget, der slog hende ud, næsten med det samme.

Han så kort imod Warren med et roligt smil. Og grinte svagt. "Er det virkelig? Så bliver det den første klinge jeg lader glide igennem din så perfekte hud." Warren nikkede roligt og gik hen og hentede kniven. Han greb fat i håndtaget. Og hev sværdet ud af træet. Før et mærkeligt gennemsigtigt tæppe flød hen over kniven. Og et sekund efter var kniven væk. Tæppet var også væk. Zann grinte svagt. "Warren's specielle evne er at han kan fremmane våben. Men han kan også sende våben et sted hen i stedet. Og i øjeblikket har han sendt din kniv til mit trofærum. Glem alt om at få fat i den igen. Døren er en 40 centimeter tyk pansrede dør. Skjult bag en klippe i min hule. Kun Mine to mænd her og jeg ved hvor det rum er. Du finder det aldrig så glem det." Sagde han med et svagt smil. Han grinte svagt ved hendes berøring. "Hvis du kunne li den berøring så glæd dig til resten. For du får masser af berøringer det lover jeg dig." Sagde han med et svagt smil.

Skelethovedet fløj helt hen foran hendes ansigt. Det røde lys blev stærkere. Før den grove stemme begyndte at snakke igen. "Åhh men det burde du. Min sjæl er i sandhed en magtfuld sjæl. Da jeg fandt Zann første gang. Var jeg mit rigtige jeg. Se her." Langsomt begyndte han at tvinge billeder ind i hendes hoved. En mægtig udød drage. Dræbe tusinder og atter tusinder af mennesker. Og grine af det samtidig. En mands blik der så mod dragen. De blå flammer der strømmede fra denne mægtige drage. Og derefter fløj de tilbage til nutiden. "Jeg er i sandhed mægtig. Og jeg er sulten. Desværre så vil Zann gerne lege med dig før jeg sluger din sjæl. For selv en vampyr har en sjæl. Ikke åben. Men når jeg æder din krop. Vil jeg også tage din fortabte sjæl." Sagde hovedet svagt og flød så hen til Zann. Satte sig fast til Zann's ryg. Så den lå til højre for Zann's hoved.

Zann smilede roligt. Og så på hende svagt. Og grinte hånligt. "Hvis du er så sikker på udsultning ikke virker. Så skal vi måske springe den del over og begynde tortureringen med det samme." Et hånligt grin kom. Og før hun nåede at besvare. Havde han slået hende ud.

Knoglerne der holdte hende. Slap hende og gled op på Zann's ryg igen. Satte sig fast der. Og gled så derefter ind i hans ryg igen. Skjulte sig. Klar til at blive brugt igen på hans kommando. Langsomt vinkede han til Warren. Som tog hende op på sin skulder. Og bar hende af sted. Zuro kom frem bag Warren. Pilen var sat i holderen. Og buen var på plads igen. Zann førte roligt Warren og Zuro igennem kirkegården. Hen til et gravkammer. Så snart Zann nærmede sig. Begyndte de 2 rustninger som stod udenfor døren. At bevæge sig. Der lå et skelet i hvert af dem. Som Zann kontrollerede. De åbnede roligt lågen for Zann. Og Zann efterfulgt af Warren og Zuro gik roligt ind i gravkammeret. 2 store skeletter tydeligvis en form for vikinger kom gående fra skyggerne. Og tog fat i låget på den store marmorplade som dækkede kisten. Vikingerne løftede marmorpladen. Og fodenden's mur på marmorkisten gled ned i gulvet. Samt bunden af kisten gled til siden. Og afslørede en lang trappe skjult under kirkegården. Langsomt begyndte Zann at gå ned af trappen. Warren og Zuro fulgte roligt efter. Og efter et lille stykke tid. Kom de til et stort cirkulært rum. Med over 20 meter til loftet. Og trappen som gled langs muren. Og nede i bunden. Et stort lysende pentagram. I blåt lys. Langs murene var lysestager. Også med blåt lys. Gulvet var cirka 20 meter i radius. Det vil sige 40 meter i diameter. Og langs murene var der 6 døre. 3 panstrede døre. Og 3 normale døre. Zann førte roligt Warren hen til en af de pansrede døre. som han roligt åbnede. Hvorefter Warren roligt bar hende ind i det kridhvide marmorrum. I midten af lokalet var der 2 kæder som hang fra loftet. Roligt hang Warren Angel op i dem. Hvorefter Zuro drejede på et hjul udenfor rummet. Og kæderne blev hevet op så hun lige præcis kunne røre jorden hvis hun strakte sig. Og satte så kæden fast der.

Zann kom roligt ind i rummet. En lille låge åbnede sig henne i siden af væggen. Og nogle knogler kom flyvende. Og dannede sig en stol bag Zann. Lågen lukkede sig igen. Og Zann satte sig roligt ned på stolen. Så afventende på at hun skulle vågne. Mens hans faste psykopatiske smil var fremme.

Da hun vågnede, så hun døsigt rundt. Hun forstod ikke helt hvad der skete om hende, hvad der foregik?, men hun kunne fornemme at dette sted, at dette.. ikke var et sted hun havde lyst til at være. Da hun fik øje på Zann, så hun skrækslagen på ham, i det hun begyndte at gå amok. Hun rev og sled i kæderne, sparkede fra sig og skrig så højt, som hendes lunger overhovedet kunne føre nogen lyd med sig. Hun ville ikke, dette var forkert, dette var ikke hvad hun havde tænkt sig, dette var ikke med i planen. " please slip mig fri! ". Hun så vredt mod Zann og prøvede at komme fri, men endte med til sidst at køre sig selv tør for energi. Hun hang blot i kæderne nu, helt udmattet og døsig. Hun havde mere ondt i sit hoved nu, eftersom han jo havde ramt hende ret så hårdt. Dette var ikke sjovt, undholdende eller noget i den form.. hun ville hjem... væk her fra.. væk fra alt og alle.. hvorfor skulle alle behandle hende så slemt. " Please slip mig fri.. ". Hun så op mod Zann og prøvede at rive i lænkerne igen, men forgæves.

Hun så lettere vredt mod Zann, i det hun sagde " Rygterne om dig er altså sande. Du er virkelig en fucking røvhul ". Hun spyttede ud efter ham, hvorefter hun knurrede og blottede de lange smukke hjørnetænder af sine, som en vampyr nu havde. Hun fandt sig ikke i at være holdt tilbage. " Så du nød til at binde byttet, nød til at lænke mig, fordi du bange for jeg slipper fri?. Er du så svag, så skrøbelig, at du ikke tør at tag mig spot on! ".

Han grinte svagt ved hendes mislykkede forsøg på at få sig selv fri. Og sad bare og gloede på hende. Før han roligt fandt noget frem fra sin ryg. En sølvkniv. Hendes sølvkniv for at være mere præcis. Langsomt åbnede sig en ny lem i gulvet ved siden af ham. Flammer skød op fra lemmen. "Gad vide hvad jeg skal gøre med denne. Flammerne dernede er kraftige nok til at kunne smelte den." Han hævede den over lemmen. Og slap den kort så den faldt et par centimeter. Før han tog fat i den igen. Og grinte så hånligt. Før lemmen lukkede sig igen. Og Zann gik roligt hen til den pansrede åbne dør. Og gav roligt Warren den. Så han kunne passe på den. Før den pansrede dør blev lukket. Forseglet og låst udefra. Hvorefter Zann roligt vendte sig imod hende.

En ondskabsfuld drabelige latter kom fra ham. "Jeg har hørt mange af mine rygter. At jeg er sindssyg. At jeg er en psykopat. En satanist. At jeg er en morder. En voldtægtsforbryder. En bortføre. En alfons. Ja så mange ting. Men røvhul er første gang." Han begyndte at gå tættere på hende. Før han så ned af hende. Mod hendes hofter med et roligt smil. "Det eneste den kommentar har gjort. Er at sørge for første gang jeg stikker min p** ind i dig bliver i dit røvhul. Så skal vi se hvem det er der er røvhullet." Sagde han og grinte hånligt før han roligt vendte sig. Og gik et bar skridt væk fra hende. Før et ord kom. Svag. Langsomt vendte Zann sig om. Hans øjne var kulsorte. Og vreden kunne ses stråle ud fra ham. "Hvad kaldte du mig?" Han gik roligt hen og åbnede hendes kæder. "Så kom. Giv mig dit bedste slag. Vis at du er åh så stærk." Han så på hende roligt. Og lod hende tage det første slag. Eller bid. Og håbede inderst inde at hun ville slå. Han var træt af at alle kvinder skulle bide i ham.