This was never love - Harper (Fortids oneshot)

/// Det her er et lille oneshot fra Harpers fortid. Jeg prøver at kickstarte min skrivelyst igen  . Oneshottet finder sted i Harpers tidlige teenager år og er bare en lidt mere fleshed out del af hendes baggrundshistorie.///

Sted: Udkanten af Shadowflame distriketet

Den seneste tid havde været som en drøm. En sød og varm drøm. Harper kunne ikke huske en tid hvor hun havde haft det på denne måde før, hun huskede mest bare en konstant tåge af tilstedeværelse, som hun ikke ønskede. Det var rodede minder, men de mest tydelige var fra hendes tid hos sine stedforældre, de havde været gode ved hende. Det vidste hun godt. Alligevel havde hun følt der var en mur imellem hende og dem. Den mur blev aldrig væltet, men kun blev forstærket som hun var groet fra barn til teenager.

Hun havde mærket denne mur meget på det seneste, men den havde ikke været en lige så stor bekymring for hende mere, som den ellers havde. Hun havde været opslugt af følelsen af lykke og mæthed. Hun havde brugt meget tid i en af nabostaldene, ikke kun fordi hun godt kunne lide hestenes selskab, men fordi han var der. Luis var en ny staldknægt, han var to år ældre end Harper og i hendes øjne var han noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. Hans krøllede brune hår var måske det der havde fanget hendes blik først, men det var langt fra alt der var smukt ved ham. Han var stærk og lignede det hun synes en ridder burde ligne. Hun havde startet med bare at besøge stalden i ny og næ uden at sige noget til Luis, men med tiden faldt de i snak. Han havde været sjov og smilende. Han havde fået hende til at grine så hendes mave krampede, han havde delt hemmeligheder med hende, som hun nu kunne fnise og smile af hver gang hun blev mindet om dem.

Luis havde sneget hende med sig op på høloftet selvom hun ikke skulle være der. I høet havde de brugt flere timer på bare at ligge sammen og snakke. Hun fortalte ham om hendes drømme, om sine stedforældre og om hvad hun ville når hun blev voksen. Han havde lyttet og holdt hende når hun fortalte om de mange gentagende mareridt hun havde.  Han havde fortalt om de mange oplevelser han havde haft i det centrale Sunfury før han flyttede til udkanten, hvor Harper var vokset op. De havde delt næsten alt om sig selv med hinanden. Harper følte sig næsten som ét med Luis, en følelse hun ikke havde haft før.

De havde taget lure sammen oppe på høloftet, og aldrig havde hun følt sig så udhvilet som efter de lurer. Selv hvis de ikke have sovet, men bare ligget i stilhed sammen i høet kunne hun mærke sin livsenergi stige. De timer brugt sammen med Luis var det hun så mest frem til hver dag. Så snart hun vågnede om morgenen glædede hun sig til at tage til nabostalden og se Luis. Hendes stedforældre troede hun lærte at sy eller lave mad hos en ældre dame der boede lidt væk fra dem. Harper havde fortalt dem at hun gerne ville blive syerske, så hendes stedforældre var kun glade når Harper kom sent hjem. Sandheden var dog noget helt andet. Harper kunne dårligt sy en knap, men til gengæld kunne hun nu alle hestenes navne i nabostalden.

Med tiden begyndte Harper at snige sig ud om aftenen, hun havde aftalt at mødes med Luis på høloftet næsten hver aften. Han sad altid trofast på toppen af stigen til høloftet og ventede på hende. I starten havde han altid rester fra sin aftensmad med, som de kunne dele. Harper var altid rørt af tanken, men hun spiste sjældent hans mad. Hun tænkte han nok havde lagt mærke til det, da han stoppede med at bringe maden på et tidspunkt. I stedet for mad var der nye ting på høloftet. Der var kommet tæpper og improviserede puder, der bestod af tæpper der var foldet sammen med hø inden i. Luis ville sørge for de havde et behageligt sted at ligge når de snakkede eller sov. Det var betænksomt af ham og det startede en ide hos Harper. Hvorfor boede de ikke på høloftet? De var der alligevel så meget og nu var der endda indrettet til man kunne sove der om natten uden at fryse.

Harper delte sin ide med Luis, som i starten grinede og rystede på hovedet ad hende. Men jo flere gange hun foreslog ideen desto mindre afvisende blev han. Med tiden stoppede han næsten med at svare hende. Det var ikke nødvendigt, hun kunne fornemme hans svar og meninger efter de havde brugt så meget tid sammen. En dag besluttede hun at nu skulle de gøre det. De skulle bo på høloftet. Hun fortalte ham det, og han gjorde ikke modstand overfor ideen. I stedet holdt han bare fortsat om hende som han altid gjorde når de lå sammen. Harper var så glad at hun næsten ikke kunne være i sig selv. Endelig kunne hun være sammen med ham for evigt. Den aften faldt hun i søvn i Luis arme og sov bedre end hun nogensinde havde før.

Om morgenen vågnede hun først, noget der ellers sjældent skete. Luis sov stadig. Harper betragtede Luis som han sov. Hans krøller var rodede og så ud til at slå knuder på sig selv. Hans hud var gylden fra de mange timer i solen. Han var lige så smuk som første gang hun havde set ham.

Harper kom kun hjem til måltider hos sine stedforældre for at opholde illusionen om at hun sov hjemme, hun havde endnu ikke fortalt dem at hun ville bo sammen med Luis. Hun samlede stadig mod til at starte den samtale. Så snart hun havde spist og fik lov til at forlade spisebordet ville hun skynde sig tilbage til høloftet. Nogle gange ville Luis være vågen og møde hende med åbne arme og smil, men oftere og oftere ville han være i dyb søvn når hun kom tilbage til ham. Hun havde dog intet imod det, i stedet ville hun bare putte sig ind til ham og mærke sig selv blive fyldt op med varme og en summende lyst til livet.


Harpers glæde bristede dog. Hun havde været hjemme for at spise aftensmad, hun havde takket for maden som altid og gået til sit værelse. Som hun plejede, havde hun ventet på at der skulle falde ro på huset så hun kunne snige sig ud. Alt gik som det skulle og hun vente tilbage til høloftet i det tidlige månelys. Luis sov allerede, noget han efterhånden altid gjorde når hun kom tilbage fra aftensmad. Harper havde givet sig til at rette tæpperne de begge ville være dækket af dem, men en uvant lyd nede fra stalden fik hendes opmærksomhed.

Da Harper kravlede ud af tæpperne og kiggede ned fra høloftet, så hun sin stedfar stå i stalden og kigge rundt. Han ledte efter noget – eller nok mere præcist nogen. Harper holdt vejret imens hun ventede på han ville gå igen, men denne aften ville hendes held ende. Luis kom med et raspende suk i hans søvn og med et havde Harpers stedfar fundet dem.
Hendes stedfar have først forlangt at hun kom ned fra høloftet og forklare hvad hun lavede i nabostalden på denne tid, men efter noget tid med Harpers uforstående forklaringer forlangte hendes stedfar at se hvad hun gemte på høloftet. Til hendes rædsel kravlede han op ad stigen til høloftet og fandt Luis og hendes fort af tæpper og hø. I midten af det lå Luis.

Harpers stedfar havde startet med tale til Luis for at vække ham, men intet skete. Da hendes stedfar kravlede længere ind på høloftet til Luis, fulgte Harper med. Hun møvede sig forbi sin stedfar og satte sig beskyttende imellem ham og Luis. Hendes stedfars bekymring var ikke til at misforstå, han prøvede at skubbe Harper til siden så han kunne komme hen til Luis, der stadig så ud til at sove dybt. Harper græd og prøvede at holde sin stedfar væk. I sidste ende var hun ikke stærk nok. Hendes stedfar tog fat i Luis og prøvede at ryste ham vågen uden held, samtidig med at han råbte ad Harper. Kunne hun ikke se at hun var ved at slå ham ihjel? Drengen er jo helt ud sultet! Hjælp mig med at vække ham! Harper nægtede og nægtede. Luis sov bare, han sov altid dybt og var svær at vække. Hun prøvede at hive sin stedfar væk fra Luis, men i stedet tog hendes sted fra fat i hende. Han ruskede hende og råbte. Hun lukkede øjnene imens. Han blev ved med at råbe løgne af hende. Han dør hvis vi ikke vækker ham nu! Se på ham, han ligner et lig!

Hendes stedfar drejede hende så hun var tvunget til at se på Luis. Det var som om hun vågnede fra en drøm. Alt varmen og gløden var væk. Hun så Luis ligge halvt dækket af et tæppe. Hans krøllede hår var glansløst, og så næsten gråligt ud. Hans hud var blevet bleg og hans kinder udhulede. Hans ellers brede stærke skuldre var knoglede og så ikke længere ud som en ridders. Hans brystkasse rejste og faldt ujævnt og man kunne høre en raslen i hans vejrtrækning. Harper kunne ikke forstå hvad der var sket. Hvorfor så han sådan ud? Hun havde ikke ændret sig. Tvært imod. Hun havde strålet som aldrig før, hun havde følt sig mere energisk og glad end hun nogensinde havde før. Uforstående vristede hun sig fri af sin stedfar og kravlede hen til Luis. Hun tog blidt fat i Luis’ ene arm og så på ham. Hun hviskede til ham, han skulle vågne nu. Hun var bange.

Intet skete. Harper vidste ikke hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham. I stedet så hun tilbage på sin stedfar. Tårerne trillede endeløst ned ad hendes kinder. Men der var ingen omsorg at se i hendes stedfars øjne. Hun mærkede muren vokse i det øjeblik.
Hendes stedfar mistede tålmodigheden med hende kort efter. Hun blev sendt ned fra høloftet for at finde hjælp. Hun gjorde som der blev sagt og inden længe havde hun fat i naboen der ejede stalden. Hendes stedfar og naboen fik med meget besvær vækket Luis. Harper ønskede kun at hjælpe Luis, men hendes stedfar sendte hende hjem.

Morgenen efter havde Harper ikke lukket et øje, hendes øjne sveg fra at have grædt og den energi som hun ellers havde nydt den sidste tid var ebbet helt ud. Hun sad kold og træt tilbage på sit værelse og ventede. Da hendes stedfar endelig kom hjem, startede et større postyr i huset. Han pakkede en sæk med ting imens han skændet med Harpers stedmor. Harper kunne høre det hele fra sit værelse. Hun gjorde det med vilje denne gang! Det er præcis det samme der skete da vi samlede hende op som lille! Den gang var det hunden der døde af det. Hun havde næsten suget ham helt tør! Næste gang kunne det være en af os. Vi kan ikke have hende mere, det er for farligt for os! Lad hver med at beskytte hende, hun er ikke vores datter!

Døren til hendes værelse blev slået op og en tung sæk blev sat foran Harper. ”Ud. Du skal ikke komme tilbage til os mere. Vi vil aldrig se dig igen”

Muren voksede igen. Denne gang gik den hele vejen rundt om Harper.