Visse folk mangler gode manerer. (Snefrid)

S: Valley of the dead
O: Enkelte træer og buske. Ellers ret øde.
T: midt på dagen
V: solen skinner, få skyer på himlen. En let, lun vind.

Byen forekom hende dybt klaustrofobisk, beskidt og ganske larmende. At folk kunne bo så mange, i små huse, og i deres eget skrald faldt hende fremmed. Men dette var også grunden til at hun søgte væk fra byen, så snart hun kunne. Hun havde læst om denne dal, Valley of the Dead, der ikke lå så langt væk fra byen og hun havde besluttet sig for at følge grusvejen til dalen. Grusvejen var siden gået over og blevet en trampet sti i græsset. Dalen skulle være fuld af magi, naturmagi og sort magi, som skulle få folk til at droppe døden og tage endnu en billet til livet i stedet. I krigen, sagde folk, var folk vågnet til live der...Men det havde de over alt.
Solen stod højt på himlen, vejret var varmt. Det var tidlig sommer, så diverse træer og buske var sprunget ud med nye, lysegrønne blade og blomster i forskellige farver og med søde dufte.
Græsset stod højt og vinden skabte en bølgebevægelse i det.
Idril selv var klædt i en lang, grøn kjole. Kjolen sad som støbt til hende, fulgte hendes lange, slanke krop. På kjolens kanter sad der mørkegrønne bånd med guldmønstre og om livet hang et mørkegrønt bælte løst. Hendes hvide hår gled elegant ned over hendes skuldre og ryg, blødt som silke. Vinden tog regelmæssigt i det og skubbede det ind foran hendes ansigt, men det gjorde hende nu ikke noget. Det kildede let mod hendes hud.
Om halsen hang et smykke med en lille krystal i og på den ene hånd havde hun en simpel sølvring. Hendes fødder var bare.
Over skulderen hang hendes bue og på ryggen et kogger, med hendes pile. Hun tog altid sin bue med sig. Et par dolke var gemte under hendes kjole.

Græsset stak en smule, når hendes hånd gled igennem det. Jorden var en smule ujævn og hun kunne mærke både de små og lidt større sten under sine fødder. Et par fugle gled igennem luften i en lille dans. Idrils grå øjne gled op mod himlen, da hun hengav sig til blot at nyde omgivelserne og den fred der var.
Hun var næsten nået til dalen, da noget uventet skete. Hun havde set personerne komme gående. Bare et par stykker foran hende. De så fredelige ud, lignede mennesker i deres klodsede gang og grove sprog. Og modsat hendes, der stak op af håret, var deres ører runde og ikke spidse. Hun holdte øje med dem...For hun stolede ikke rigtig på mennesker, eller særlig mange andre for den sags skyld. Hun stoppede op, da de kom lidt for tæt på hinanden. Det virkede ikke som om de havde set hende...Og dog, det virkede som om de kom tættere på, med vilje...
Idril drejede hovedet og opdagede der også var en gruppe, en større gruppe, bag hende. Og til hendes irritation, opdagede hun der var et par svartelvere i gruppen. Landsforviste forrædere som hun allerede havde haft problemer med en gang. Hun opdagede endvidere at de var for tætte på, til at hendes bue ville du til særlig meget. For med et viste hun at de kun var ude efter ballade. Hvorfor viste hun ikke, men banditter havde vel ingen grund til at have...Ja, en grund.
Idril tog sin bue og kogger af, lagde dem i græsset, så de ikke ville være i vejen. Hun bukkede sig ned og hev en smule op i sin kjole, da hun fiskede en lille dolk frem. De var flere end hende, havde bogstavlig talt omringet hende. Hun måtte håbe at hendes styrke, smidighed og fart var nok til at tage dem alle. Svartelverne ville blive det største problem...

Snefrid gik stille igennem The Valley Of Dead, sammen med sine brødre, bevæbnet med sit nordiske sværd og økse på ryggen, med sin slagkofte ar hærdet læder, forude resten af sit nordiske varulve tøj, ligesom hendes brødre havde, som gik i en samlet klump bag hende, som en slags vikinge march, imens de dog larmede, råbte af grin, diskuterede indbyrdes på nordisk, imens Snefrid gik ved side af sin Livvagt Bjorn, havde en venlig rolig samtale om den nye sommer og raid muligheder, imod dæmoner.
de gik roligt og nød varmen fra solen, forude duften af sommer og græs, nød de forskelige blomster, træer, selv om hun var varulv nu, havde hun stadig visse ting fra sine mange år som elver, som hun stadig nød, selv om hun stadig havde voldsomme træk som varulv, da kunne skræmme visse folk en kende.
hun bar sit typiske tøj, som alle de andre, da bestod af en pels kappe, med en rustnings del til overkroppen, læder eller jern beskyttelse på armene under en bluse, med en hvid trøje inde under, forude deres våben skjold i form af en snerrendet ulv på brystet, med tunge læder støvler af nordisk oprindelse, forude generalt typisk vikinge tøj.

Snefrid og hendes brødre fulgte roligt fortsat, imens de sig i omgivelserne, de var dog blevet mere stille for at nyde freden, da de ikke altid brød sig om andre flokke, ja de nød hinandens selskab, både i druk, venskablig slagsmål, mange ting, dog så de korte på hinanden da lyden af våben da blev trukket lød, hvilket fik dem til og trække alle deres våben, så de stod klar med kaste økser og spyd så de var klar til kast, forude deres andre våben klar, og de begyndte der efter roligt at gå imod der lyden var kommet fra, for at gå i knæ og stille snige sig ind fra flere vinkler af efter at have spredt sig, dog uden at sige et ord, det var simpelt erfaring, for at bemærke de forskelige banditter da havde omringet en ukendt kvinde som kun havde en lille dolk, dog fandt hun denne kvinde ret smuk, hun bemærkede dog hurtigt de forskelige detajler, da hun som forhenværende skovelver lagde mærke til den slags, som fik hende til og pifte nogle gange, som blev besvaret med fløjten og pifte lyde, for til sidst at blive erstattet af knurre lyde da de begyndte og tråde ud, og komme frem i lyset som en lang række med 2 meter imellem hver af dem, for stadig at knurre som vrede ulve, for til sidst at storme imod banditterne.

Snefrid sprang direkte i synet på en bandit som havde løftet en kølle for at pande hende en med den, dog havde hun undveget ved og dukke sig, og hamre en økse direkte i armhulen på ham for at flå den fri og nikke ham en skalle og hamre et knæ ind i siden på arm, hun parrede et sværd hug, imens hun så rundt for og se om nogle af hendes brødre havde brug for hjælp, dog så det ikke sådan ud, så hun sprang med største glæde ind i endnu et slagsmål med en ung bandit som hun hurtigt sprang oven på for at hamre sin økse direkte i halsen på ham så blodet sprøjtedet ud af pulsåren og dræbte den unge mand hurtigt, hvilket havde været meningen, for til sidst at bemærke kampen var over, ikke sikker på om da var sket noget, dog fik hun hurtigt en kendt ømhed i armen og så på sin arm hvor det blødte let, hun smilede let og lagde sin økse, stadig sidende på den døde unge mand, og rev et stykke af hans trøje af, vaskedet det i vand og bandt det om armen til hun fandt noget bedre, dog undersøgte hun hurtigt fyren for værdi, fandt dog intet, for at rejse sig op og se hendes brødre forbinde sig selv, en sidde stille og bide sig i læben med benet i en forkert vinkel da tydet på den var brækket en kende, hun bad to af sine brødre tage sig af denne, for at se sig efter den kvinde de havde set, for at spotte hende og roligt bevæge sig imod denne, flankeret af en af sine brødre, da hun så Bjorn igang med og hjælpe deres sårede broder med benet, hvordan det var sket var hun ikke sikker på, hun havde haft travlt med og forsvare sig selv, ikke engang sikker på denne kvinde havde været med i kampen, dog sagde hun mildt ''vær hilset, og god kamp, du så ud til og kunne have brug for vores hjælp, så ja, vi hjalp'' hun smilede roligt som om hendes ord forklarede det hele og så lidt ned af sig selv da hun var smurt ind i blod her og der, på en lidt uhøflig måde, dog bemærkede hun hurtigt mange af tegnene på denne elver, som hurtigt blev konstateret på nært hold, hun sagde høfligt og rykkede sit hår lidt så de spidse øre var synlige, simpelt af vane, dog havde hendes gule øjne et venligt præg trods hendes varulve detaljer også, hun sagde roligt ''jeg er Snefrid, og dette er mine brødre'' hun så rundt på de forskelige varulve da var spredte her og der, imens Bjorn så ud til og være igang med og sætte benet på plads på den skadet vikinge bror, som ikke sagde ret meget, dog var det tydeligt det var smertefuldt for denne og Snefrids øjne lyste af medlidenhed for sin lille bror, dog vendte hun opmærksomheden imod den fremmede elver igen.

Idril havde forberedt sig på at kæmpe alene. Hun havde hele tiden været klar over det, at hun måtte passe på sig selv og det mente hun også selv, at hun kunne. Hun havde været med til at jagte nogle orkere ned eller at tage livet af et rovdyr, som viste sig skadelig for elverne selv. Ting, for at opretholde den fornødne balance. Hendes foretrukne våben var en bue, men for en sikkerhedsskyld havde hun lært at slås og især med en dolk eller to.
De ukendte ulves ankomst og deres knurren blev startskuddet på en slåskamp. Idril viste ikke om de ankomne var venner eller fjender og hun havde ikke tænkt sig at stoppe op, for at spørge. I stedet brugte hun den nye distraktion til at springe på den første bandit, en ung svartelver.
"Utinu en lokirim!" udbrød hun lavmælt. Søn af slanger, elvernes fornærmelse til svartelvere eller personer, som ikke var værd at respekterer. Uærlige folk.
Hendes dolk borede sig ind mellem ribbenene på elveren, der sank om. Idril dansede sin vej rundt om elveren og hen til den næste. De fleste af banditterne havde, på dette tidspunkt, fundet ud af at de tilkommende ulve, var den sande fjende. Banditterne faldt på stribe. Til sidst stoppede Idril op. Hun nød ikke at slå ihjel og hun havde ikke tænkt sig at slå flere ihjel, end de par stykker hun havde ramt. Resten af banditter var jaget på flugt, de få der endnu havde muligheden, flygtede. Idril kiggede efter dem, men satte ikke efter dem.

I stedet vendte hun sig om mod folkene omkring hende. Dette var et sandt kaos. Døde folk lå hist og her, deres blod farvede de grønne strå røde og fulgte lugten med en metallisk lugt. I denne varme vil det kun tage et par timer, før fluerne begyndte at komme. De andre, som Idril tvivlede på hvad hun skulle kalde, så ud til at være kommet godt fra slåskampen. Enkelte sårede, færre alvorligt. Idril afventede, for at se om de også var fjender. Men ingen så rigtig ud til at se hende...
Og dog. Hvad der så til at være deres leder, kom over til hende. Idril tog sig den frihed at tørre blodet af sin dolk af i den nærmeste døde mand, før hun gemte den væk under sin kjole. Da hun rettede sig op igen, passede det med at lederen næsten var henne hos hende.

Hun bukkede let for kvinden.
"Cormlle naa tanya tel´raa" bekendtgjorde hun. Men velvidende kun elvere kendte hendes hjemsprog, oversatte hun det også for kvinden.
"Dit hjerte tilhører en løves" Hendes sætning blev ikke fulgte af et smil, men blot et alvorligt blik.
"Jeg takker for Deres hjælp. Jeg er Idril" Hun fortalte ikke hele sit navn. Det var ikke fordi hun så ned på kvinden. Men hun var blot endnu i tvivl om hvilke intensioner de endnu havde. Idrils blik gled fra Snefrid, til manden der lå med tydelige smerter og et brækket ben. Kvinden foran hende havde været elver. Det fortalte hendes ører Idril. Men det var tydeligt hun ikke var elver længere. Var denne kvinde blevet en varulv, på baggrund af Idrils valg over for deres leder? Var hun blevet påtvunget forbandelsen og væk fra sit folk?
"Tillad mig at gengælde det. Jeg kan hele jeres skader og din broders ben" tilbød hun.

Snefrid nød kampen da hun som viking elskede kamp, hun havde været elver før, men var til dels opdraget af varulve, dog havde Snefrid hørt elverens fornærmelse, og dog sagde Snefrid intet, hun fulgte dog de flygtende banditter efter kampen, imens de varulve da ikke var optaget, forfulgte dem med hurtigt løb, enkelte banditter blev sprunget på af hendes brødre og hugget ihjel med økser og sværd, en her og der fik kastet et spyd i sig eller en økse i sig, dog da de sidste var sluppet væk, begyndte de forskelige vikinger og rode de døde igennem for værdi, tog mønter, smykker, våben da kunne sælges for en smule mønt, tog sig af de sårede, Bjorn fik dog rettet benet tilpas ud på den varulv da havde brækket det, for at finde nogle træstænger og klemme imod benet, og så roligt tage noget fra en læder rustning og skære ud, og vinkle rundt om og binde med noget snor, så det var en primitiv forbinding til benet, den unge varulv skulle stadig til læge, dog kom de varulve da havde jagtet de få banditter, slæbende tilbage med de døde for at pille spyd og økser ud af dem, og rode kroppende igennem for værdi også, indtil de fleste kroppe var gennemsøgt og plyndret for værdi, dog havde de ikke rørt elverens bytte, som hun havde slået ihjel da deres værdi var hendes og sådan var det, dem man slog ihjel, måtte man plyndre.

Snefrid's brødre gik rundt imellem de døde og samlede dem sammen i en bunke, imens andre samlede de sårede varulve, hvor i nogle af dem protestrede for at blive irettesat af de ældre varulve, dog bekymrede de sig ikke særlig om blodet, enkelte så dog på elveren, hvor i nogle piftedet efter hende, ikke som en fornærmelse, men simpelt fordi de var rene han dyr, selv Snefrid så med et mildt venligt blik på den fremmede smukke elver, hun så dog lidt rundt på sine brødre for at orintere sig om alle var patchet op, forbundet og fixet, dog tog hun sig ikke at blodet i sit ansigt, tøj eller på sine våben, selv om hun tørrede blodet af sit ansigt, for bare at være en smule høflig.

Snefrid bukkede let igen, og besvarede høfligt.
''Lle ume quel, Lirimaer'' hun smilede mildt til disse ord, som betød du klarede det godt, elskværdige en, dog oversatte hun for sine brødre som først kunne ligne spørgsmålstegn, de var kun lidt bekendte med det elviske til det mest basis, men de kunne klare sig på en kro så det måtte vel være godt nok, Snefrid smilede dog og svarede høfligt ''jeg og mine brødre mente du kunne bruge den, men vi glade for du sætter pris på vores hjælp'' hendes raske brødre, udover en enkel da holdt øje med de få sårede, imens Bjorn og 5 andre flokkes omkring Snefrid for at se nysgerrig på den fremmede elver, Snefrid så roligt på den fremmede elver, og tænkte stille, denne kvinde mindede hende om en eller anden, hun havde set denne for nogle og hundrede år siden, måske mere, ved nogle af de årlige forsamlinger, som Samhain, hun rodet stille rundt i sin hjerne, blev dog afbrudt af kvinden og hun svarede roligt ''det ville jeg blive glad for, Idril'' hun smilede venligt, da hun var glad for dette tilbud om at hjælpe hendes brødre, dog stirrede hun intenst på denne kvinde, imens hun prøvede og huske hvor hun havde set Idril, dog så varulvene glade ud ved tanken om at få læget deres skader.

Hun smilte let og bukkede let, for høfligt at fortælle at hun tog imod hendes hilsen. Hun lod blikket glide over ulvenes hurtige og plyndrende arbejde. Det mindede lidt om derhjemme, men kun lidt. Den der havde dræbt et dyr eller væsen, havde æren af at gøre med dette, hvad de ville. Jagtede de en ork, var det den der fik det dræbende skud, der fik trofæet. Og det samme med rovdyr. De forskellige pattedyr slog de slet ikke ihjel, men levede i harmoni med dem. Og sådan foretrak Idril det også. Hun tænkte lidt over det...Disse folk mindede om nogen der havde kendt hinanden længe og elverkvinden, der nu var ulv, virkede også som en der havde været ulv i noget tid. Hun overvejede om hun skulle bruge tidspunktet til at lære ulvene mere at kende. At forstå dem bedre. Sandt være sagt, havde hun næsten intet vidst om varulvenes nutidige tilstand, før hun havde mødt deres leder og det var slet ikke gået godt. Beklageligvis. Han havde ikke ment at det var bedre at udnytte hinandens evner, end forlange ofringer.

Idril så hvordan de samlede de døde og de sårede i to bunker. Og hvordan de lod de tre mænd, hun selv havde skåret halsen over på, være i græsset. Hun så gerne de tog sig af dem også, men hun forstod også godt at de var hendes. Så at sige. Hun kunne bruge lidt magi til at gå dem begravet. Hun var ikke interesseret i deres værdier, hvor få eller store de end måtte være.
Hun nikkede let og uden rigtig at sige mere, begav hun sig roligt over mod manden, med det brækkede ben. Hun ville ikke forstyrre, eller risikerer at gøre noget forkert, så hun ventede tålmodigt til manden var færdig med at udføre førstehjælp. Til sidst satte Idril sig på knæ ved siden af manden, ved siden af det brækkede ben. Hendes lange, spinkle fingre gled forsigtigt rundt om benet, da hun lukkede øjnene i koncentration.
"Ponyeni ya nguvu netures" De magiske ord rullede fra hendes mund, næsten som en lille sang. Hun mærkede den kendte fornemmelse af magien er forlod hendes krop og over til manden. Hun mærkede hvordan det drænede hende. Til sidst åbnede hun øjnene og trak hænderne til sig. Det var hårdere at heale et brækket ben, end nogle små skrammer. Men et brækket ben var også vigtigere at få healet, end små skrammer. Hun rejste sig op igen.
"Hans ben skulle være helet nu. For at opnå optimal healing, burde han alligevel slappe af i et par dage. Det kan være meget forvirrende for kroppen først at være skadet og bagefter hel igen" fortalte hun, da hun lod blikket glide over til Snefrid. Det var et råd. Hun vidste godt hun intet havde at sige i denne gruppe af erfarne krigere.

Hvis hun fik lov, ville hun heale andre folks skrammer på samme måde, til alle næsten var helt raske igen. Hun ville gå fra den ene til den anden, til gruppen kunne forlade stedet igen, næsten som om de ikke havde været ude og slås. selvfølgelig lod hun små skrammer være, hun ville ikke spilde sin energi på at heale dem, hun tog sig kun af de større. Til sidst følte hun sig en hel del trættere, men dog godt tilpas med sit arbejde.
Hun trak sig lidt væk fra dem bagefter. Hun ville ikke virke påtrængende. Og hun ville ikke vække deres vrede...Velvidende varulvene og elverne ikke længere burde være de bedste venner. Hun lod blikket glide over dem et øjeblik...Før hun henvendte sig til Snefrid igen.
"Jeg kan ikke lade være med at forundres...Over at i valgte at hjælpe mig?" hun var lidt i tvivl om det var klogt at nævne det.
"Taget i betragtning af at jeres leder må have fortalt jer noget andet om elverne?" sluttede hun alligevel spørgsmålet. Hendes blik hvilede alvorligt på Snefrid. Hun var gået over til sin bue og kogger, omend hun ikke havde samlet nogle af dem op endnu. Hun håbede på de havde ære nok i livet, til trods alt at lade hende smutte til sidst, selv hvis de skulle blive uvenner...Som Idril havde en tendens til at blive med næsten alle, beklageligvis.