Der er visse ting vi må få styr på! (Daron)

S: Doomsville, rotten root district
O: huse, folk, hestevogne, skidt og mange andre småting.
T: sen eftermiddag, tæt på aften
V: Lunt, men store, grå skyer nærmer sig og det trækker op til uvejr.

Hele dagen havde det trukket op. Morgenen var startet rimelig frisk, havde han hørt. Han havde sovet morgenen væk, da hele natten var gået med en opgave han havde haft. Som det næsten var blevet en vane, skulle han skynde sig at hjælpe Delilah, når de kaldte. Hvad var det dog han havde rodet sig selv ind i?
Himlen var mørkegrå og vinden tog en anelse til. Det ville helt sikkert blive uvejr om ikke så længe og så ville det praktiske være at være et sted hvor der var tørt. For Sean, dog, betød det ikke det store. Et uvejr fra eller til. Han var bare glad han ikke var ude og sejle, hvilket måtte være en mere trist tur i sådan et vejr.
Han havde klædt sig praktisk på. Sorte sko, sorte bukser og en sort trøje. Det hele i smidigt stof, som gjorde han kunne bevæge sig lydløst og samtidig holde varmen. En kappe lå om hans skuldre, med hætte. Men hætten var ikke slået op. Kappen dækkede hele hans krop, ved hjælp af nogle knapper foran. Den ville holde ham tør, skulle uheldet være ude.
Det mørkebrune hår strittede som altid til alle sider, de mørke øjne var både opmærksomme og ligeglade med deres omgivelser. Han kendte jo allerede byen ud og ind!

Han ledte egentlig efter et passende måltid. Men fordi vejret var mørkt og grumt, blev de fleste indenfor, hvilket resulterede i at der kun var få kvinder, der gik alene. Og de havde ret travlt med at nå fra A til B, inden uvejret brød løs, at Sean ikke kunne nå at gribe fat i en af dem. Han trak vejret dybt. Det gik nok, han var jo ikke ved at dø!
For at fortælle sandheden...Havde han ikke tænkt over missionen, siden den var endt vel. Personen var blevet leveret og han havde fået sine penge, så kunne Jazmin og Daron være...Ja, Jazmin og Daron. Så længe de ikke blandede sig i hans arbejde.
Derfor forventede han heller ikke at se nogen af dem i dette øjeblik. I stedet gled hans tanker videre til Aig og hans søn, Xander. En dreng han var ganske stolt af og som en dag muligvis skulle arve klanen og hans forretninger...Hvis han viste sans for at lede og for forretninger. Det måtte tiden vise.
Hans blik gled over en kvinde på den modsatte side af vejen. Blonde lokker gled ud under hætten af hendes lysebrune kappe. Hun skævede bekymret til himlen. Sean smilte svagt, krydsede vejen og fulgte efter hende. Han tog altid en chance, når den bød sig...

Meget var sket for Daron siden missionen med Sean og Jazmin. Selvfølgelig havde han været på andre missioner, men han havde sørget for at vælge de små opgaver i frygt for at blive nødt til at arbejde med andre igen, hvis han valgte noget mere vigtigt. Det sørgede for, at han i starten skulle tage mange opgaver for at tjene nok, da han ikke fik mange penge af at levere en nyhed eller meddelelse rundt i byen. Senere hen havde han nærmest helt givet op med at arbejde, hvilket resulterede i nogle dårlige dage. Dog var han kommet i gang igen. Det var også derfor, at han nu var i gang med at bevæge sig i gennem byen. Det var ikke en stor opgave, som altid, igen skulle han blot overlevere en besked til en kvinde. Beskeden var dog skrevet ned, og Daron var ikke den bedste til at læse længere selv med Viola, der en gang prøvede at lære ham det, så han vidste ikke, hvad alt dette gik ud på. Han kunne nu heller ikke være mere ligeglad. Det var nogle lettjente penge, ikke mere.
Nogle gode ting var dog også sket for Daron. Viola var kommet tilbage. Eller han troede at Viola var tilbage på den måde, at hun nogle gange kunne overtage Jazmíns krop, men alt dette var bare skuespil fra den forfærdelige kvindes side af. Dog var Daron lykkelig. På det punkt. Selvom det betød, at han blev nødt til at holde sig til Jazmín. Desuden havde han lagt mærke til at Viola havde ændret sig meget efter de 17 år, hun havde været væk. Ikke at det virkelig betød noget, så længe han kunne være sammen med hende, var han glad. Og når hun kom frem i Jazmíns krop, lod Daron sig selv være den positive og stolende person, som han havde tvunget sig selv til at holde inde i alt for mange år.
Lige nu var han dog sig selv, sit arrogante, kolde og provokerende jeg. Han var iklædt intet andet end en brunlig trøje og slidte bukser. Og sko selvfølgelig. Han havde ingen våben på sig, da han ikke forventede, at skulle bruge det, og det lille stykke papir holdt han i sin ene hånd mellem to fingre. Et lille smil lå på hans læber, og hans grønne øjne søgte rundt i byen efter kvinden. Han havde fået hendes udseende beskrevet med akkurate detaljer og selvom hun havde en hætte til at skjule sig, vidste han, at det var hende.
Han bevægede sig roligt mod hende uden at ligge mærke til den velkendte mand, som fulgte efter hende også.

Sean kom bag fra hende. Og Daron mod hende, foran hende. Uden tvivl ville hun ende med at støde ind i mindst en af dem, hvem der kom først dog...Var ikke til at vide.
Sean havde fulgte lidt efter hende og indhentet hende stille og roligt, uden at hun kunne ane mistanke og begynde at løbe...Han orkede ikke at løbe efter hende, folk ville også bare se det og melde ham til vagterne, hvad han ikke orkede, selv om det ikke var det største problem for ham. Og endelig...Endelig kom han tæt nok på. Uden at opdage at Daron var næsten foran dem, greb han fat i hende bagfra. Hans ene arm gled rundt om hendes krop og arme, forhindrede hende i at gøre for meget modstand. Den anden gled op over hendes mund og forhindrede hende i at skrige, selv om hun tydeligt prøvede. Af overraskelse. Og måske, lidt efter, af frygt.
Det lød ikke mere end som en kvinde, der skreg ned i en pude og kunne ikke vække mistænksomhed for nogen i nærheden...
Dog, som han trak hende tilbage, så hun lå fast op af hans krop og hendes hoved gled til den ene side, fik han øje på skikkelsen foran dem...Og at den virkede bekendt. Han stoppede op, velvidende de umuligt kunne være andet end set. Hvad ville manden gøre?
I dette øjeblik genkendte ham han ikke. Men kom han tættere på eller sagde noget...Ville han genkende ham.

Det havde ellers været en afslappet dag. Daron havde på ingen måde forventet, at noget ubehageligt ville ske, og alligevel skete det for øjnene af ham, de få sekunder før, at han nåede hen til kvinden. Han standsede kort op for at forstå, hvad der foregik - En mand var ved at overfalde kvinden. Han kunne endnu ikke se, hvem denne mand var, men noget inden i Daron begyndte at rykke på sig. Han var stadig sit gamle jeg, han havde en trang til at hjælpe folk i nød. Typisk var han god til at skubbe den trang fra sig, men nu hvor det også var hans kunde, var det lidt umuligt for ham at se væk.
"Hey!" råbte han op. Egentlig bare for at få mandens opmærksomhed. En truende vrede udstrålede fra ham. Han var ikke sikker på, om han faktisk kunne vinde over manden i en slåskamp uden sine våben, da han ikke kendte til mandens evner eller race eller kampteknikker. Men han kunne aldrig gøre et forsøg og flygte ind i skyggerne, hvis alt gik galt. Så han begav sig i mod ham et en fast gang og med knyttede næver.
Dog varede det ikke længe, før han stoppede op igen. Han var nu meget tæt på dem, blot noget af en meter fra, og kunne derfor se hvem manden var. Sean. Så dette var af ren forbavselse og forvirring, at han standsede op. Hans vrede var ikke til at se mere, da han prøvede at regne sig frem til, hvordan han skulle tackle situationen. Han kunne ikke angribe ham, han var alt for stærk. Han kunne ikke bare flygte igen. Og alt dette kom meget bag på ham, han troede aldrig, at han skulle se sin dobbeltgænger igen. Så det eneste, han egentlig fik gjort, var at se undrende på ham.
"Sean?"

Han var stoppet op og så blot på manden. Manden råbte op, men heldigvis var her rimelig tomt og ingen der blev alarmeret af hans råb - Så vidst han kunne se og fornemme. I stedet lod han manden nærme sig. Til sidst kom manden lidt for tæt på...Men inden Sean gjorde, som han havde planlagt, genkendte han manden. Som, som sidst, lignede ham ret godt. Det var irriterende...i princippet kunne Daron vel lave noget dumt og bare påstå det var, Sean, der havde gjort det?
Han følte sig ikke mindre utilfreds af at det var Daron. At han kunne sætte navn på skikkelsen betød ikke videre noget for ham. At han dog var stoppet op, og at hans vrede var forsvundet...Var han lidt i tvivl om hvordan han skulle tolke det.
Han valgte at vente et øjeblik, før han ville tage stilling til hvad han skulle gøre.
"Daron" svarede han roligt tilbage, omend han var meget opmærksom på Daron og de bevægelser han gjorde sig. Så smilte han svagt til ham.
"Ude for at redde en kvinde i nød? Det klæder dig ikke" kommenterede han lige så roligt, omend en smule drillende.
"Tør du?"

Daron kunne ikke komme sig over sin overraskelse. Han havde regnet sig frem til, at Sean ikke var helt ren. Selvfølgelig var han ikke det, når han var med til sådan nogle missioner, som Jazmín og ham deltog i. Men alligevel var det så absurd, at se ham med armene om denne kvinde og smile til ham, som han netop gjorde. Nok fordi Daron ikke havde forventet nogensinde, at se ham igen. Men her på det seneste, var der kommer ret så mange overraskelser, så forbavset kunne han ikke være for længe af gangen.
I stedet knyttede han atter næverne og sagde med en stemme der fik det til at virke som om, at dette var ligegyldigt for ham: "Kvinden er en del af min mission. Jeg skal viderelevere en besked til hende. Efter det må du gøre lige, hvad du vil med hende. Hvad end du så faktisk er ved at gøre ved hende?"
Det sidste var ment som et spørgsmål, og hans ene øjenbryn blev kort en anelse hævet. Han var ikke god til det med at regne racer ud, hvis ikke deres udseende afslørede det åbenlyst. Han havde aldrig fundet det nødvendigt. Så hvad Sean egentlig havde tænkt sig at gøre, anede han ikke. Måske havde det ikke engang noget med hans race at gøre, men en mission. Ligemeget hvad så var Daron som altid alt for nysgerrig og blev nødt til at spørge. Selvom situationen måske ikke passede til det.

Sean smilte roligt. Hans mørke øjne var fikseret på Daron, mens hans muskuløse arme holdte kvinden i skak. For nu, dog, havde hun opgivet modstand, da Daron åbenbart ikke ville hjælpe hende fri. Og dog...Var det som om Darons ord fik håbet frem i hende. Og hun prøvede endnu en gang at komme fri. Det generede ikke Sean yderligt.
"Shhhhh" hun prøvede at sige noget og Sean bad hende være stille.
"Rolig nu..." Han strammede sit greb og tvang hende til at gå fremad, sammen med ham, da han gik endnu tættere på Daron.
"Fine knyttede hænder du har. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro du ville prøve at redde hende" smilte han afslappet til Daron.
Han stoppede op få skridt fra ham. Kvinden prøvede at sparke ud efter ham, men Sean strammede bare grebet så meget, at hun stoppede i smerter. Lidt efter løsnede han grebet igen.
"Tag nu imod beskeden, stille og rolig" bad han kvinden. Han så over på Daron et øjeblik.
"Aflever din besked til hende. Og vær glad...Det er ikke alle der kunne forvente den chance. Jeg er sulten og kvinden min mad, jeg venter helst ikke længere" hans stemme var gået fra drillende, til direkte kommanderende og endda en smule vred og utålmodig. Hvad der ellers normalt ikke lignede ham. For at understrege sine ord, kyssede han hende let op af halsen, selv om kvinden blot blev mere hysterisk over det. Og så smilte han stille.
"Det er rigtigt...Du er min mad...Min lækre mad..." hviskede han til hende, omend Daron ville have mulighed for at høre det.

Daron vidste, at han ikke ville kunne vinde over Sean. Han havde set ham i kamp. Den mand var ikke bare ældre og stærkere, men med bedre kampteknikker og en hel del mere træning. Det ville være idiotisk overhovedet at prøve, selv hvis han ikke kunne blive slået ihjel. Smerten var slem nok. For ikke at tale om ydmygelsen.
Sean vidste nok også godt, at skyggevæsnet ikke havde tænkt sig at angribe. Om det var derfor han var så rolig, vidste han ikke.
Kvinden blev mere hysterisk nu, og dette gav kun Daron endnu mere trang til at få hende væk fra mandens kløer. Han var nok mere heltagtig end før, men siden Viola var kommet tilbage, kunne han ikke lade være med at vise lidt godhed frem til andre. Og dette var så hans kommende død her.
Han snerpede læberne sammen i et forsøg på ikke at sige noget spydigt, mens han langsomt og tøvende rakte den lille seddel ud mod kvinden. I mellem tiden gav Sean sig til at hviske til hende og kysse hendes hals. Det var ækelt at se på. Og nu havde Daron ellers set mange ækle ting. Men det var også anderledes, da det var Sean, som stod foran ham. Sean var bare... anderledes. På en eller anden uforklarlig måde.
"Hvis hun er din mad, kan du i det mindste vise lidt bordmanere." Han havde ellers prøvet ikke at sige noget, der kunne tages som en provokation. Men det havde han aldrig været god til. Selvom han kunne høre på Seans stemme at han ikke havde tålmodighed til dette længere.

Han lod kvinden tage imod sedlen. Hun tog imod den med en rystende hånd. Sean lod hende åbne den og læse den, selv om det var tydeligt der var mindst 100 andre ting hun hellere ville. Hun læste godt nok langsomt...Måske var det fordi hun håbede det udsatte hendes død?
Imens gled hans blik over til Dar og nærmest spiddede ham. Åh, så manden turde være stor i munden? Skulle han afprøve om manden turde efterleve sine ord med en slåskamp? Han smilte svagt. Og svare ham ikke.
Kvinden læste færdig og lod blot armene glide ned langs siden...Sean gik ud fra de var færdige nu...
"...De to fremmede vil ligne hinanden..." det var som om kvinden var fået i en form for trance. Sean stoppede op. Han stod stille...ikke flere spådomme! Den sidste han havde hørt, havde fortalt ham at han havde en søn.
"...Der vil være så få undvigelser, at det kræver sans for detaljer at se dem fra hinanden...Fejl vil de tage, af hinanden...For selv om de aldrig hinanden har sat...Selv om de ikke er samme race...Vil de dele blod og være i familie...Som far og søn. Og skæbnen vil føre dem sammen, som hinandens samvittighed. Den ene vil være sulten efter accept. Den anden vil skjule det, men elske personen dybt..."
Hvad skete der? Hvad snakkede hun om?
Sean gjorde det eneste der faldt ham logisk. Han slap kvinden. Kvinden gled ned og sidde, stadig med sedlen i hånden. Hendes blik var tomt og rettet mod intetheden. Hendes mund stod endnu åbent. Hætten var gledet af hende og viste hendes store, blonde hår og hvide hud frem.
"...Ingen fejl er der at tage...Tvivlen vil ramme...Men ingen fejl er der. Blodet er det samme. Sammenført af skæbnen...I dette øjeblik..." hun gled til siden...Inden Sean havde forstået hendes ord, lå hun på jorden. Hendes øjne og mund var lukket og det var som om hun sov.
Sean forstod ikke hvad der skete. Ordene...Var sære. Nogen der lignede hinanden? Skæbnen? I dette øjeblik?
Hans blik gled ufravigeligt op på Daron. Lignede hinanden...Lige nu...
Nej! Ikke flere spådomme eller profetier! Han havde nok i en biologisk søn, han kunne da ikke have gjort halvdelen af Underworld gravid? Det var nonsens!
Hans blik blev vredt. Som om han udfordrede Daron til overhoved at tro de var i familie. Men ikke et ord sagde han, stadig mystificeret af de ting kvinden havde sagt...Måske var hun syg? Psykisk?

Daron havde forventet at kvinden ville dø. At Sean ville lade hende læse beskeden, dræbe hende eller spise hende eller hvad han mente med, at hun var hans mad. Og så ville han tæske ham for at have svaret igen på den måde. Det kunne han næsten læse på hans gennemborende blik, selv med det lille smil, som stadig ikke var forsvundet.
Men så begyndte kvinden at tale. Daron, der ellers havde holdt sit blik rettet mod Sean, valgte nu at se på hende med forvirring over hendes første sætning. Hun stirrede ud i luften som så hun noget, de andre ikke kunne få øje på. Han havde aldrig før oplevet en person gå i trance på denne måde og vidste ikke, at kvinden lige nu var ved at opremse en spådom, så det eneste han rigtigt bekymrede sig over var hendes helbred. Han skulle til at spørge, om det var Sean, der gjorde noget ved hende, men han virkede lige så overrasket, og kvinden talte videre, så Daron ville ikke afbryde hende.
Hendes ord forvirrede ham, hvilket man kunne se på hans rynkede pande og lettere anspændt stilling. Hun måtte tale i tåger. Han så i hvert fald ingen sammenhæng mellem situationen og hendes talestrøm.
Han vurderede hendes psykiske tilstand og gjorde ikke meget for at regne ud, hvad hendes ord betød. Han forventede at alt bare var vrøvl. Lige indtil kvinden sagde 'Vil de dele blod og være i familie...Som far og søn.'.
En kulde gled ned over Daron. Ikke som et lille stød eller forfriskende vind, men som en tung og klæbrig kulde, der holdt ham fra at bevæge sig, og gav ham problemer med at trække vejret. Alt farven forlod hans ansigt, og han stod fastfrosset på stedet. Ikke et sekund veg hans nu blanke øjne fra kvinden, som fortsatte sin spådom.
Han hørte ikke længere efter. Alt blev som en tåge omkring ham, mens hun talte videre. Det eneste, han kunne fokusere på, var denne forfærdelige og kvælende kulde. Han havde oplevet den før. Da han mistede Viola. Men der var der håb. Dette var nærmere et håb, som blev knust.
Han havde aldrig overvejet det før. Tanken om at have en familie var så absurd at selv dobbeltgænger-teorien virkede mere sandsynlig. Men kvindens ord... Og deres ligheder. Alt for mange ting faldt på plads efter dette. Det gav mening, og det kunne ikke ignoreres.

Kvinden faldt til jorden. Ikke at Daron nu kunne være mere ligeglad. I et stykke tid stirrede han blot på der, hvor hun før stod, før han langsomt vendte sit blik... mod sin far.
"Så denne her kvinde... Var din mad?" Han lød rolig men kulden indeni havde påvirket hans stemme.
"Er kvinder din mad? Var min mor også din mad?" Hans stemme blev mere og mere hævet og nu kunne hans vrede ses. Selvom vrede ikke kunne beskrive hans blik. Det var blandet med sorg, skuffelse, raseri og så mange blandet følelser, hvor hans race kun fordoblede det.
"Hele mit liv har jeg... Hun fortalte så meget om dig. Hvor fantastisk du var. At hun håbede det bedste for dig... Hun elskede dig!" Til sidst råbte ham og hans næver var igen knyttede. Han tog en skælvende indånding før han fortsatte. Tårer var synlige i hans øjenkrog.
"Hun troede at du elskede hende! Men du udnyttede hende!" Han trådte tættere på ham. Hans stemme blev nu sænket men den var vrissende og snerrende: "Hvad var hun for dig? Var hun bare en anden kvinde, mere mad?!"
Tårene trillede nu ned af hans kinder, mens han gennemborede sin far med et blik fyldt med smerte. Det var kun noget af det smerte, som han følte indeni. Hans næste ord blev råbt ud med alt hans kraft. Som om det ville jage kulden væk.
"HUN VAR IKKE MAD! HUN ELSKEDE DIG! JEG-"
Så tav han. Hans raseri blev til et koldt blik. Men han gjorde intet for at skjule sin afsky. Tårene var stadig på hans kinder, selvom nye ikke blev skabt.
"Jeg havde troet bedre om min far. Men livet er vel fuld af skuffelser. Man forventer en helt, men får et monster."

Han havde på ingen måde forventet Darons udbrud. Hans følelser. Eller at han overhoved ville tro på kvindens ord! Troede alle folk så naivt på hinanden?
Trods det havde været en spådom...Gjorde han alt for at afvise den. Han orkede ikke flere...ukendte børn! Han orkede ikke flere overraskelser! Hvad han havde gjort for at få ansvaret for flere et en unge? Nej...Ikke flere...Han var ikke skabt til at være far! Altid havde han levet med at han aldrig kunne få en familie, at det var hans forbandelse og styrke. Aldrig at have familie. Hvor mange kvinder havde han ikke dræbt nu? Millioner! hvor mange kvinder havde været forelskede? Flere. Hvis ikke næsten alle. Og han slog dem ihjel. For det var hans natur at forføre og slå ihjel. Og nu stod denne næsvise...mand...unge...Og skældte ham ud for ikke at være hans far og være der for hans mor?! Hvad fanden bildte han sig ind? Troede han at Sean havde vidst at han havde haft endnu en dum familie et sted? Havde han vidst det, havde han opsøgt den...Og slået den ihjel. Som han i sin tid havde slået Dean, hans baby-dreng, ihjel. Ofret ham, som et lam.

Hans hænder knyttede. De rystede svagt. Af indestængt vrede, misforståelse og...Følelser. Men han gik ikke op i følelser. Ikke mere. Hvem havde han, som gik op i hans følelser og ville gengælde dem? Ingen. Folk forlod ham, så snart han havde bundet sig nok til dem. Dette ville ikke blive en gentagelse.
Daron kom tættere på. Lynsnart, da Daron havde talt færdig og ikke sagde mere...Gled Sean hånd frem og greb ud efter Darons hals. Hvis han fik fat i ham, ville han tage de få skridt hen til muren og slå ham op mod den, højst nok til at han netop ikke ville kunne nå jorden med fødderne. Fik han ikke fat i ham, ville han blot tage armen til sig og så på ham med øjne, der var næsten helt sorte af vrede og raseri.
"Vær forsigtig med hvad du udtaler dig om, knægt"
Han råbte ikke som Daron. Han hviskede næsten. Men der ville ikke være problemer med at høre det. Hele Seans væsen emmede af vrede, af styrke, af magt og en lyst til at smadre Daron. Flå ham fra hinanden. En fornemmelse der ville have fået et sølle menneske til at bryde grædende sammen.
Hans hoved gled en anelse til side. Hans sorte øjne slap ikke Daron. Så var det som om han slappede en anelse mere af. Som om han nærmest skrumpede ned til menneskelig størrelse igen. Hans øjne blev mere normale. Hans hænder åbnedes og knyttet i et øjeblik. Så smilte han svagt.
"Vil du vide svaret? Jeg aner ikke hvem din mor er. Det ligger ikke til min natur at efterlade mad i live. Men enkelte kvinder...Gør indtryk. Du er den anden der kommer randende, efter du har formået at få din egen mor dræbt, og påstår jeg er din far og at jeg nu skal tage mig af dig eller stå til ansvar. Jeg spørger...Hvilket ansvar? Hvilket ansvar skal jeg leve op til, når jeg aldrig har hørt om de børn, i påstår at være? Hvilken kvinde skal jeg vende hjem til, når denne aldrig giver besked om at jeg, som aldrig burde have eller få familie, på mystisk vis har lavet en?" Han forventede ikke at Daron forstod det. Det var også ligegyldigt.
"Jeg har intet at stå til ansvar for! Du kan ikke komme og gøre krav på noget! Du kan ikke komme her, som en forkælet møgunge, og forvente jeg bukker mig, som en fader, og siger undskyld! Havde jeg vidst du eksisteret...Havde jeg taget tilbage og dræbt dig. Som jeg gør med folk. Jeg er en dræber og et monster, men ved du hvad?..." en svag latter forlod Sean, da han slog ud med armene.
"Til forskel fra dig, en sølle amatør-skyggevæsen...Et forfærdeligt væsen, med undtagelse af dig, der opføre dig som en forelsket teenager...Så er jeg STOLT af det!" han løftede armene let og grinte lidt mere. Så sænkede han armene igen og så endnu en gang på Daron.
"Jeg er et monster. Men har sans for hvad der er ret. Leder du efter penge? Jeg kan give dig nogle. Leder du efter et hjem? Det har jeg også. Arbejde? Det har jeg også. Men leder du efter familie og kærlighed, må du lede et andet sted" afsluttede han kort. Koldt. Ikke særlig venligt. For nu...foragtede han Daron.

Han havde knap nok færdiggjort sin sidste sætning, før han mærkede en hånd for sin strube og lige efter en stenmur bag ryggen. Jorden under ham forsvandt, da han blev hævet over den, og han lagde sine hænder over Seans hånd for at prøve at få ham til at give slip. Forskrækket hev han kort efter vejret. Dette kunne ikke slå ham ihjel, men sammen med kulden følte han sig kvalt, og han vidste at Sean sagtens kunne volde ham mere smerte, hvis han ønskede.
Daron havde altid sørget for at respektere Seans styrke. Men aldrig havde han frygtet den. Før nu. Det var som om at han lige nu virkede mere magtful og voldsom end nogensinde før, mens hans nærmest sorte øjne hvilede på ham. Daron, der ellers var god til ikke at lade sin frygt bestemme over sig, tav fuldstændig og prøvede ikke engang at komme fri fra hans greb. Hans hjerte bankede kraftigt, men ikke på en behagelig adrenalinrus-måde. På en måde, hvor man frygtede for sit liv. Han glemte helt, at han ikke kunne blive dræbt sådan der. Det fik Seans væremåde ham til at glemme.
Dog gav han til sidst slip, og Daron kunne igen stå på jorden. Han greb sig til halsen, hvor sin fars hånd før var og gned sig kort ved kvælertags-mærket.
Han lyttede i stilhed til Seans ord. Han virkede ikke vred eller kold eller noget faktisk. Han havde ladet alle sine negative følelser strømme ud og nu havde han enten tilovers at bruge. Så han så på ham med et nærmest tomt blik, mens det gjorde ondt for hver eneste ord. Nu frygtede han ikke længere for sit liv. Nu ville han have ønsket at Sean blot havde tæsket ham sønder og sammen. Det ville have gjort mindre ondt. Men han var ikke vred længere. Ej heller kunne han tillade sig at være såret, ikke over et monsters ord. Det var jo netop det, han havde prøvet at undgå med ikke at sætte sin tillid i nogen. I stedet for valgte han lige så at være kold. Og bestemte sig for blot at foragte ham med det samme. Det var nemmere end at blive skuffet igen.
"Så lad os aftale noget. Siden du ikke vil have en søn, skal jeg nok lade være med at være det for dig. Jeg kan sagtens forstå på dig, at du vil være en forfærdelig far, så jeg tror også selv, at jeg vil klare mig bedre uden. Penge kan jeg altid bruge, men jeg vil arbejde for det. Så jeg skal nok komme til dig for arbejde. Men kun for det."
Han talte i en fuldstændig toneløs stemme. Han havde bare brug for at komme væk fra det her. Komme af med vreden på en måde, hvor han vidste at han ikke selv ville kunne blive skadet. Både mentalt og fysisk.
"Jeg kommer ikke for et hjem eller familie eller kærlighed. Jeg har levet hele mit liv uden noget af det, og jeg har ikke tænkt mig at dø for det nu. Så er det en aftale?"

Selv om det på ingen måde kunne ses. Selv om Sean på ingen måde lod det komme det til udtryk, slog Darons ord ham hårdt. Og gjorde ham endnu mere overbevidst om at han aldrig burde have en familie, at han ikke behøvede nogen der elskede ham. At han ikke behøvede...Nogen eller noget som helst! Han var et monster. Og når folk kaldte ham et, bad de også om at han opførte sig som et. Han var stolt af det, var han ikke? Han havde brugt de sidste 600 år på at være ked af det. Men ikke mere. Han var et monster!
En lyst til at slå ihjel gled op i ham. Til brutalt at slå nogen ihjel, få dem til at føle smerte. Hans måde at afreagerer på. Og kvinden lå stadig foran ham...Oplagt.
"En forfærdelig far? Jeg ville ikke engang være far" kommenterede ham og gav dermed Daron ret. Ikke fordi han havde lavt selvværd...Men ganske enkelt fordi han havde ret. Og hvem var han at ændre sandheden?
Han fandt det hylende...morsomt...At Daron gjorde så meget ud af at hade ham, men alligevel havde brug for ham til arbejde. Hvad fortalte det? At børn, et eller andet sted, altid havde brug for deres forældre. Til et eller andet. Om det så var kærlighed eller fysiske ting, var underordnet. I det mindste kunne Daron ikke blive mere skuffet og det var det po....
Stop! Hvad tænkte han over? Han var blevet alt for hurtig til at accepterer ting som at være forældre! Han blev vred på sig selv. Var det fordi han havde Xander? Babyen hjemme i huset? Eller Elyas, hans nevø?
Nej. Daron var ikke og blev aldrig hans søn.

Sean bukkede sig ned ved siden af den sovende kvinde. Og rystede i hende. Efter et øjeblik begyndte hun at vågne op. Hun virkede meget forvirret og efter et øjeblik satte hun sig op. Sean smilte let. Grundet hans medfødte evner til at finde føde, ville han i dette øjeblik ligne den lækreste mand, kvinden overhoved kunne forestille sig. Og føle sig enormt forelsket i ham. Hun så på ham et øjeblik og smilte genert.
"Undskyld...Jeg ved ikke hvad jeg laver her..."
Sean smilte let til hende og tilbød hende en hånd. Hun tog imod den og Sean hjalp hende op, lagde en arm om hende og støttede hende. Hun lænede sig op af ham med et svagt suk.
"Du er så venlig..."
"Det skal du ikke tænke på. Lad mig tage dig hjem"
Han var så van til skuespillet. Til at lokke kvinder og spise dem. Han tænkte ikke engang over det længere. Hans blik gled tilbage til Dar et øjeblik. Han gik ikke ud fra at han ville blande sig længere.
"Siden du stadig godt kan bruge, hvad jeg har at tilbyde...Må du jo opsøge mig, hvis du får brug for arbejde" og mere havde han faktisk ikke at sige til denne...Mandsperson!

Daron havde altid ønsket sig en far. Han vidste, at hans mor var død med det samme, men han vidste intet om sin far. Udover at han var 'ih og åh' så fantastisk, som hans mor havde beskrevet i sit brev. Så da han voksede op uden familie og hjem var det nemmest for ham at holde fast i, at han havde en god far et sted derude. Der bare af en eller anden grund ikke kunne være sammen med hans mor. Og med 59 år uden ham, var det lidt umuligt ikke at få skabt et billede af, hvordan han måtte være. Og det var i hvert fald ikke sådan her.
Han nikkede blot til Seans kommentar, da han tog det som et 'ja' til deres aftale. Han ville ikke være far. Fint. Daron kunne forstå ham. Han ville heller ikke være far. Men så gik han heller ikke rundt og bildte kvinder ind, at de skulle elske ham blot for at gøre dem gravide og forlade dem. Det var dét som Daron var rasende over. Jo, han var selvfølgelig lettere muggen over ikke at få lov til at vokse op med en far, men Sean ville nu alligevel ikke have været meget bedre at vokse op med. Desuden vidste han heller ikke at Daron overhovedet eksisterede, så han kunne ikke gøre for, at han ikke var der for ham. Det som han var vred over, var hvordan han havde fået hans mor bildt ind, at de elskede hinanden. Det var sygt. En af de få ting som Daron aldrig ville gøre for penge. Og han ville gøre meget.
Han sørgede for ikke at virke alt for truende i sine bevægelser, da han trådte væk fra muren, som ellers kunne mærkes mod hans ryg. I mellem tiden havde Sean vækket kvinden... som smilede til ham? Han havde lige prøvet at slå hende ihjel, og hun smilede til ham?!
Og han gengældte hendes smil. Og hjalp hende op at stå. Han var så venlig? Oh ja, så venligt af ham at prøve at spise hende. Men det var vel noget Sean bare kunne - få kvinder til at falde pladask for ham. Det var sikkert det samme som han havde gjort med hans mor.
Daron mærkede endnu et raserianfald bluse op indeni ham igen, så derfor gjorde han intet andet end igen at nikke med sammenbidte tænder i frygt for at Sean ville slå ham op af muren igen. Han stod anspændt og betragtede sin far med et olmt blik.

Med armen om kvinden, der ikke havde tanker for andre end Sean, så han tilbage på Dar. Han bemærkede drengens vrede udtryk og følte sig irriteret. Det var da utroligt...Folk foretrak han lagde sig ned og dø, i stedet for at spise. Folk tænkte aldrig han faktisk var tvunget til at spise sådan her, om han kunne lide det eller ej.
"Du er hurtig til at dømme" svarede han og himlede let med øjnene. Han kunne ikke lade være. Det her nærmeste sig på punkt, hvor det blev helt barnligt. Havde de ikke lige skændes og leget uvenner?
"Jeg ved du ønsker jeg ligger mig midt på vejen og dør. Men der sker altså heller ikke i dag" han smilte let til Dar.
"Hvorfor ikke accepterer tingene som de er, end for evigt at være en vred fyr? Det skræmmer pigerne væk" han blinkede let til Dar.
"Vil det gøre dig glad hvis jeg valgte en anden kvinde? Du vil måske udse en kvinde til mig, som du vil give mig lov til at spise?" foreslog han. Hvis Dar tog muligheden...Ville Sean gøre det. Tage den kvinde, Dar foretrak han spiste. Hvis det kunne få drengen til at accepterer verdenen som den var. Gad vide hvor forkæler han lige havde været? Han virkede totalt fordrejet og ødelagt.

Sean var godt nok hurtigt til at ændre stemning. Det ene sekund skulle man tro at han ville slå en ihjel og nu smilede han og drillede. Det tirrede egentlig kun Daron yderligere. Typisk ville han have kommet med et provokerende svar tilbage, men i denne situation følte han ikke for det. Nok fordi han lige havde fundet ud af, at denne mand var hans far og så havde de ikke haft den mest behagelige samtale.
Han fnøs dog over hans første kommentar. Hurtigt til at dømme, hvordan kunne han ikke være hurtigt til at dømme? Det var noget han var opdraget med at skulle være, og Sean gav ham blot endnu en grund til at være det. Altså efter Darons mening.
Dog påvirkede hans næste ord ham. Han havde ikke tænkt over, at Sean faktisk blev nødt til at leve af kvinder. Ligesom han selv blev nødt til at leve af negative følelser. Han ville da meget hellere som et menneske leve af typisk føde end at blive nødt til at opsøge negativitet, hvor han havde nok i sit eget indeni.
"Jeg er ligeglad med, om jeg skræmmer pigerne væk. Jeg har ikke brug for dem for at overleve som dig." Hans stemme var kold og afvisende, og der var intet smil at skue på hans læber. Han prøvede ellers at sige så lidt så muligt så Sean ikke blev vred igen, men han kunne ikke klare, at manden så hurtigt kunne skubbe det hele til siden. Han ville ønske, at han kunne det.
"Bare tag for dig. Kvinden er ikke længere mit problem, jeg har afsluttet min opgave," sagde han, før han kort tilføjede egentlig ment som en vittighed, selvom det nok ikke kunne høres på hans stemme: "Men hvis du endelig skulle vælge en anden, så må du endelig godt tage Jazmín."
Lige da ordene var sagt, blev han fuldstændig anspændt igen. Jo, han brød sig ikke om Jazmín og ville egentlig ikke have noget imod, at han fjernede hende fra denne verden, men Jazmín delte krop med Viola. Eller det var i hvert fald, hvad hun havde fået bildt Daron ind. Så hvis Sean ikke tog det som en vittighed men faktisk besluttede sig for at gå efter Jazmín, ville han miste Viola. Og denne gang ville der ikke være en chance for at få hende tilbage igen.
Derfor tvang han et smil frem og trak på skuldrene. "Ment i sjov selvfølgelig."

Han så på Daron et øjeblik. Og trak let på skuldrene. Dette kunne ikke bringe hans pis i kog...Ikke lige nu, ikke længere. Han var både for sulten og for ligeglad, overbevidst om at selv om de sikkert, i starten, kunne have fået en god far-søn forhold, ville det aldrig lykkes nu. Og det var ligegyldigt. Det forhindrede ham også kun i at ødelægge Darons liv yderligere...som han så åbenlyst mente han havde gjort, ved faktisk ikke at være der. Hvilket var dybt komisk. Han så over på ham, da han nævnte Jaz og smilte bare svagt. Jaz var en dæmon. Og derfor ville han ikke røre hende. Omend...Han måske ikke altid brød sig om hende.
"Hvis du har pigekrise, må du selv sno dig ud af den. Med undtagelse hvis du er for svag og ved at dø. Så skal jeg vel nok hjælpe til...Eller sende nogen. Jeg har ofte ikke tid til at lege helt" han smilte drillende til Dar. Det sjove var...At drille folk, når de var sure. For de kunne slet ikke snuppe det.
"Hvis der ikke er mere...Vil jeg gå" tilføjede han kort efter og gjorde tegn til at han trods alt havde en kvinde et opvarte.

Et sekund var Daron nervøs for om Sean ville springe på ham igen. Så utilregnelig var den dæmon. Men så trak han på skuldrene, og mere drama var der egentlig ikke ved det. Derfor var Daron ikke parat til at forsvare sig mod et angreb og stod derfor i en mere afslappet stilling, selvom han stadig var anspændt efter deres skænderi fra tidligere.
Han ville ikke ligefrem kalde det en 'pigekrise'. Han havde sin Viola. Godt nok var hun fanget i Jazmíns krop, men han havde hende. Så det var bestemt ikke nogen krise. Medmindre man regnede med, at Viola egentlig slet ikke var tilbage, men det vidste Daron intet om og blind i sin lykke, havde han ingen mistanke om det. Det var nok også derfor, at han kunne så nemt afvise Sean og klare sig videre uden en far, selvom han vidste, at han havde en - Han havde allerede en person til at elske ham i sit liv nu og flere var egentlig ikke nødvendigt. Han var vokset op uden kærlighed, så han var ikke ligefrem krævende på det punkt. I hvert fald ikke hvad han ville vise.
"Så ses vi måske en dag igen. Forhåbentligt ikke, hvor du prøver at spise min opgave." Og med de ord, vendte Daron sig om på hælen og forsvandt ind i skyggerne. Bare så ingen fulgte efter ham, hvis nogen havde set Sean og ham snakke, og kvinden så senere hen ville blive fundet død eller meldt savnet. Og også så Sean ikke kunne råbe noget tilbage. For Daron havde bare brug for at holde sig væk fra ham i et godt stykke tid.