Oh no im so scaaared -GunWind-

Alex løb gennem skoven, lyden af blade der knaste under hendes fødder skar gennem ørene. hun susede gennem den lille rute som var lavet, hun stoppede først med at løbe i det hun nåede til parken. dette var hendes ynglingssted da hun var barn, hun elskede at være der. dog havde hun ingen minder med andre folk, i denne park. de minder hun havde i denne park, var hende selv der legede med hunde og gemmede sig for folk der gik forbi. da hun var lille stak hun af hjemme fra, hun lavede en lille hytte inde i et træ. hun kørte en hånd gennem sit lange brune hår, lugten af de gule blomster der blomstrede i nærheden satte sig kraftigt i næsen.
Et kækt smil kom frem på hendes røde læber, det var som da hun var lille. intet havde ændret sig ikke engang blomstrene, hun gik mod hækken med de store gule blomstre. stille rakte hun sin hånd ud til hækken og plukkede en af de gule blomstre, hendes store brune øjne lyste nærmest op som solen. hun satte sig på hug og duftede til den store blomst, med en hurtigt bevægelse satte hun den i hendes glatte hår.

Lyden af en person der langsomt traskede mod hende, kunne høres. var personen langt væk eller i nærheden var svært at vide, da lyden af de store skridt kom ud af det blå. hun satte sig stille ind i hækken for at holde et vågnet øje med den fremmede som nærmede sig hendes park!

påklædning: stor sort hætte tøje på

Karito kom gik gemmen en sti, hvor der var nogle broer og bakke, græse var så grønt at han, var ved at, blive bange. Efter lidt kunne han mærke at der var noget glat. Så han begyndte at løbe hurtiger, til sidst kom han til en park. Der var pæne blomster og træ der var størrer end husene, nogle af dem hade en gynge på. Men da han kom ind i midten af park, kunne han se en pige som sad og kigge på karito -han løb om bag et træ.- Da han kiggede efter hende kunne han ikke se inde. han begyndte at gå lidt væk. Men det var som om der var, nogle som kigge på Karito. så han klatre op i et træ for at se om der kom nogen.

Da han kom op i træet tog han sig ven frem. Det var en ræv som var sort med hvide potter og blå øjene. han sendte ræven ned og lede. Da Kin ræven begyndte at led fik han færten af en person.

Alexs store brune øjne lyste nærmest onskabsfuldt op, som om hendes blik kunne spide den fremmede som nu kom frem. Hendes øjne sad på den fremmede dreng, selv da deres øjne mødtes. hendes ansigtsudtryk var koldt, hvis det endelig var ville hun nok bare dræbe ham. måske skære hans øjne ud, sætte dem på en pind og tvinge børn til at spise dem. ja det ville være noget af en ide. et kækt smil kom frem på hendes røde læber, stille rejste hun sig op.
den fremmede valgte dog at hoppe bag et træ og klatre op i kronen af træet, stille trak hun på sine skuldre. var denne person allerede bange for hende? hun havde endnu ikke gjort noget, og hendes blodtørst var på et minimum. så han kunne umuligt have følt hendes blod tørst, stille rystede hun på hovedet. hun skulle nødig begynde at blive trist, bare fordi en fremmede blev skræmt af hende.
Med rolige skridt gik hun mod den fremmede, hun lænede sig op af træet og hostede for at gøre sig selv tydelig for personen "Seriøst, jeg er omkring to hoveder mindre end dig, og du stikker af... det er lidt sært" Hun lukkede sine øjne i og sukkede blidt, stadigvæk med et smil på læben. hendes stemme var blid, men havde en kold undertone.
Hvis personen valgte at kravle ned igen, ville hun flytte sig lidt væk fra træet. men hvis han blev der oppe, ville hun gå hentil en af gyngerne og ignorere ham.

Karito begyndte at så at hun var ved træet. Men han troede at hun vil jage ham, da han begynder at komme lidt ned så han, hendes smil. Han blev mere bange for det var, sådan et smil hvor de, hviser at man vil æde en, synes Karito. Han hoppe ned og lod Kin blive i træet, da Karito kom ned stod han stillede i lidt tid. For det gjorder lidt ondt i hans, ben efter den laning. Men han begyndte at gå hen mod hende, lige så stillede. Et skidt efter et. Det tog lidt tid for ham at komme der hen, men til sidst var han ved siden af hende. Men for en sikkerheds skyld hade karito en potal kast klar, vis hun nu skulle prøve på noget. men efter som at han var lige ved siden af hende, tænket han på hans gamle sted ved en lille sø ved han boede med hans mor og far

Alex sukkede blidt, da den fremmede hoppede ned fra træet. smerten i hans ansigt, solgte ham næsten med det samme. han lande forkert, da han hoppede ned. hvilket gjorde ham til et nemt offer, nu kunne hun nemt få ham smadret ned i gulvet og rive hans indvolde ud hvis hun ønskede det.
Desværre var han i hendes bedste barndoms minde, og det skulle helst ikke søles til at et sølle væsen. som havde valgt at løbe ind i parken, men hvis han prøvede på noget skulle hun nok flå hovedet af ham, på den ene eller anden måde. Dog virkede han alt for ynkelig og svag, til at hun ville få problemer med ham. han ville sikkert ikke være noget problem, han ville sikkert ikke engang angribe hende.
"Så hvad laver du her, og smutter du ikke snart?" Hendes stemme sende en masse signaler om at han godt måtte forlade området hurtigts muligt.

Karito høret hende godt men hviste ikke hvad han skulle svar, så han sagde "det ved jeg ikke kan ikke finde vejen ud" da Karito sagde det kunne han mærke at der var en ting ved hende som om hun ikke vil ha at folk kom her ind, ligesom at hun vil gøre alt for at få en ud. Karito begyndte at gå hen imod det træ med en gynge på, og satte sig det på, han fandt en sten og tog den op "nice en fed tyk sten det er min" Karito putte den i hans jakke og begyndte at gynge frem og tilbage, næsten ligesom han ikke vil forlade det her sted. han begyndte også at synes godt om sted, men så kom han i tænke om det pigen sagde til ham om at han nok måtte gå. Det med at gå var han ikke så glad for, men han kunne jo altid prøve at finde ud og så komme tilbage når hun var gådet. karito hoppe af gyngen og gik rundt og kiggede på blomsterne og træene. Der var en blomst han fik øje på den var rød med en hvid prik i midten, Karito gik hen til den "se her det er en af de pæneste blomster jeg har set har nogle af dem hvor jeg kommer fra" han satte sig ned og kiggede på den, næsten ligesom at alt andet var fortid og han ikke kunne huske noget kun det med at blomste var pæn, han vender sig om mod pigen "hvad synes du om den her blomst" Karito vendte sig om mod blomsten igen

Alex trak på smile båndet og gik hentil en af gyngerne, hun satte sig på det sammen satte reb. Med et koldt blik, kiggede hun mod den fremmede person. Han var faret vild i skovens dybde, hun ville lyve, hvis hun sagde at det aldrig var sket for hende. Alex var en idiot til at finde vej, hun havde ingens stedsans overhovedet. ”Vejen er på stien, hvis du følger den, så ender du i Doomsville om…” Hun pegede mod stien, inden mellem træerne, inden hun sparkede ned i jorden for at få gang i gyngen. ”… Cirka en times tid, så er du der.” Hun lukkede sine øjne og følte vinden der strøg gennem hendes lange hår, den blide vind der kærtegnede hendes hud sammen med duften af blomster.
Da hun åbnede sine øjne var den fremmede gået hentil en af de andre gynger, ved hendes højre side. Hendes blik fulde ham, det meste af vejen. Med et blidt suk, lukkede hun sine øjne igen. Hun kunne ikke bare lukke parken for folk, det var jo ikke ligefrem hendes park. Hun vende sit blik mod drengen, da han åbnede sin mund og begyndte at fable om sten. Hun satte sit hoved blidt på skrå, hendes øjne havde ændret sig fra kolde, til varme nysgerrige. Hvad snakkede den fremmede lige om, hvorfor virkede han så facinerede af en skide sten?
Inden hun fik set sig om, hoppede den fremmede af gyngen og begyndte at gå rundt i parken. Hun forstod virkelig ikke denne person, ignorere han hende eller hvad?! Hun lukkede sine øjne og lænede sig lidt tilbage i sædet, inden hun nærmest følte at hun fløj gennem luften. den blide vind der omsværmede hende, lyden af den fremmedes stemme blev lukket ude. Alt hun kunne høre var vinden i hendes hår og fulgenes kvidren, som desværre blev dræbt med drengens spørgsmål. ”Den er giftig.” Sagde hun hurtigt, hun havde ikke engang kiggede på blomsten. Men hun vidste godt at alle blomsterne i parken, på ingen måde var giftige. Men måske vidste denne fremmede det ikke, hvilket kun fik hende til at trække på smile båndet.

Karito tog hånden på blomsten og høret pigen sige at blomsten var giftig, men han kendte den hjemme fra, så han tog en af dem op og gik hen til hende "hvis den er giftig så prøv du at holde den." Da han er på vej hen til hende ser han at hun væk i det med at gynge. Han troede hun ikke tog ham alvoligt, så han tog en lilla sten frem og en blå sten fra. "prøv at tag en af de her sten" efter som om hun ikke kunne tag ham alvoligt så bad han hende om at tag en af dem. Men det hun ikke hviste var at det var potal sten og hvis hun ikke hvist hvordan hun skulle få dem til at dur mister de deres farve. Han tænkte at der ikke kunne ske noget nu hvor hun ikke var en af den slags han også var, da han kommer helst hen til hende stopper han gyngen og prøver at giv hende en af de sten.

Alex kiggede på ham, han virkede som en person der røg den vildste HASH. hun rystede blidt på hovedet "Hvis du ikke fjerner den sten fra mit ansigt, lovere jeg dig at du får den et sted. som intet menneske ønsker at få en sten siddende!" Hun var sur, hun gad ham ikke og ønskede kun at han forsvandt. hvis han ikke snart skred, ville hun nok forsvinde så hurtigt som muligt.
Det var ikke rigtig en løgn, at hun fandt ham lidt sær og måske var en smule utryg ved ham. den eneste person der gik op til en person, med en fucking sten. hvor de derefter bad dem om at røre ved den, som om stenen havde et liv! Hun rystede ivrigt på hovedet, hvor efter hun sparkede hårdt til stenen i hans hånd, så den fløj hen i buskene! hvis dette ikke fik ham til at skride, vidste hun virkelig ikke hvad der ville. denne dag var meningen, bare skulle være rolig. hvor hun kunne være alene og samle sine tanker, men i stedet for kom en eller anden HASH dreng og snakkede med hende. hun havde oven i købet bedt ham om at skride, pænt!
Udover det, stoppede han også hendes gynge tur. som om han bestemte, at hun skulle røre ved den fucking sten! Vreden siv op i hende, nu kunne det være nok. Hun hoppede af gyngen og trak en kniv, fuck it. den person kunne umuligt blive savnet, hun gik stille mod ham. mens hun legede lidt med kniven i sin hånd, dette skulle nok få lukket lidt stress ud af hendes system. det var efterhånden ved at være noget tid siden, hun sidst havde dræbt en person.
Hvordan skulle hun dræbe ham her? måske skære øret af ham først, eller tage en finger. og mens han løb væk fra hende, kunne hun altid skære hans ryg op. når han så tiggede og bad om sit liv, kunne hun altid skære hans tunge af og tvinge ham til at æde den! fantastisk ide!