Lets face it. This place.. Is dead. -Allyson-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
S: The Valley of dead.
T: Midnat.
V: Koldt og gråt. Mørkt, det er umuligt for dagsvæsner, at se noget, hvor imod mørkevæsner ville have det som blommen i et æg. Helt perfekt.

En levende død snappede ud efter hans fod. Han greb ivrigt om grenen og bad til, at de ømme hænder, aldrig ville give op. For hvis de gjorde det, lad os bare sige, at han ville falde ned i en flod af levende døde, med andre ord kødspiser der havde fået duften af hans englekød. Ivrigt rev han sig selv længere oppe på grenen. Langsomt bemærkede han, hvordan den langsomt var ved at give efter under hans vægt. Han bandede for sig selv.
I baggrunden pev og gøede Ghost højlydt. For første gang var den ellers så stærke og stolte ulv, bundet fast om et dødt træ, med en lænke smedet af det stærkeste stål. De levende døde var heldigvis så fokuseret på det friske englekød, at de ikke havde tænkt sig, at angribe Ghost. Det havde været katastrofalt for ulven der ikke kunne rykke sig ud af stedet.
Hvordan de var endt hernede? Det var en lang historie! Med andre ord, Josh var begyndt, eller havde ALTID været god til at rode sig ud i problemer. Og det at han var blevet leder, havde blot gjort tingene værre. Faldne engle brød sig bestemt ikke om ham, for at sige det mildt. Når de ligefrem valgte at smide ham ned i the valley of dead, så var man sikker på, at nogle ikke brød sig om dig! Det havde været en strid kamp imod en hel flok faldne og til sidst, havde det lykkedes dem, at overmande ham og hans ulv.
Endnu en levende død snappede ud efter hans dinglende fod, denne gang lykkedes det dog den stædige archangel, at skubbe hårdt til den, så den faldt flere meter bagud og væltede andre levende døde på sin vej. Præcis ligesom domino brikker. Med alt den styrke han havde i sin arme, trak han sig længere op på grenen og skyndte sig videre over på en anden, før den knækkede under ham og landede direkte ned på en levende død. Den kvasende lyd af mast kød gav en ubehagelig gysen ned af kroppen på Josh.. Imens han sad deroppe i træet, gik det op for ham, at dette kunne gå hen og blive en lang nat!
Lyden af levende døde der gryntede og hvæste, samt Ghost der hylede, smeltede sammen i fuldmånenattens vind.

Allyson sigtede på en levende døde, der stod lidt væk fra hende og havde ingen ide om at hun var der. Et brag lød, da hun skød, og kort efter faldt den levende døde ned på jorden. Allyson smilede svagt og så sig omkring for at tjekke om der var andre i nærheden. Umiddelbart kunne hun ikke se nogen. Allyson havde hvid skjorte på, hvor ærmerne var blevet trukket af. Udover det havde hun sorte shorts på, der gik hende til lidt ned over knæene, og sorte sko. Hendes lange brune hår var flettet i en fletning. Grunden til at Allyson var i the valley of the dead, var at hun godt kunne lide at dræbe de levende døde der var der. Det var god træning, ifølge hende. Hun begyndte at lede efter flere levende døde, og der gik ikke særlig lang tid før hun hørte en ulv hylede og grynt som hun gættede på var fra de levende døde.
Hun løb hen imod det sted hvor lydene kom fra og gemte sig hurtigt ved et træ for hun ville gerne se hvad det var for en situation, inden hun braste ind. Hun fik hurtigt øje på ulven som havde hylet. Var den ulv ikke ret bekendt? Hun rynkede svagt på panden og så op imod et træ, hvor de levende døde prøvede at komme op. Hun spærrede øjnene op i overraskelse, da hun fik øje på Josh. Hun trådte væk fra træet, hun havde gemt ved, og sigtede på en af de levende døde med sin pistol og skød. Der gik ikke lang tid før hun sigtede på en ny og skød.

Ghost kunne med det samme genkende duften af indtørret blod og affyrede krudt, samt den lille søde duft af en rar parfume. Ingen tvivl. Den velkendte Allyson var et sted her i nærheden, med andre ord, en der kunne skyde hjernen ude på de levende døde. For at komme fri, hev Ghost ivrigt i lænken og hylede svagt. Hvis Allyson havde tid, kunne hun liste hen og slippe ham fri, så han også kunne have chancen for at dræbe nogle af de bæster! Skud blev affyret og kampen om overlevelse var nu i gang!
Josh drejede overrasket hovedet hen imod lyden af skud. Kilden til dette skud overraskede ham meget, eftersom han slet ikke havde forventet, at møde hende sådan et sted som dette. Han kunne mærke lettelsen over at se hende boble i maven som syre. Det så ud til at det ikke gik hen og blev så lang en aften alligevel.
Da alle de døde nu henvendte sig til Allyson, sprang Josh ned fra træet, trak dolken op af dets hylstre og stak den igennem det rådne kranium der var tættest på. Med et faldt den døde til jorden, hvilket var nok til, at nogle af de andre nu henvendte sig til ham. De kom haltende hen imod ham med munden på vidt åbent gab, så han ikke kunne se andet end rådne tænder, så langt øjet rakte. Han tog en dyb indånding, før han sprang lidt bagud, for derefter at stikke dolken igennem endnu et kranium. Skud hørtes igennem luften, blandet sammen med Ghost ivrig hyl om at komme fri fra lænkerne.
Josh tog dybe indåndinger. Den varme sweater føltes som et ekstra lag hud og det samme gjorde cowboy stoffet fra bukserne. Musklerne spændtes under et spring imod endnu en levende død, der inden længe faldt sammen på jorden, sammen med de andre to. Hurtigt løb han hen til Ghost, spændte ham fri og nåede knap nok at blinke, før den store ulv suste forbi ham og var over et af monstrene. Han smilede tilfredst, før han løb hen ved siden af Allyson. ”Godt at se dig igen, tak for hjælpen,” Selvom han snakkede med hende, fjernede han aldrig blikket fra de levende døde, der var på vej hen imod dem. Sultne som altid. Han strammede grebet om dolken. ”Klar på at få ordnet de sidste?” Han smilede taknemmeligt og samtidig kækt til hende, hvor han derefter sprang hen imod en af de levende døde.

Allyson kunne ikke nærme sig Ghost uden at blive angrebet af en zombie, så hun var nød til at vente med at hjælpe Ghost. Hun blev ved med at skyde efter zombierne og hun ramte de fleste gange, nogle gange nåede zombierne at rykke væk, trods deres langsomme bevægelser. Hvorfor i alverden var Josh her? Og hvorfor var Ghost låst fast til træet? Det gav ingen mening. Der var nok nogen som havde gjort det imod dem, men hvem? Det fandt hun nok ud af på et tidspunkt, men lige nu skulle hun bare koncentrere sig om at dræbe zombierne, så de kunne komme væk. Hun så kort på Josh, da han løb hen ved siden af hende. "Det er også godt at se dig igen og det var så lidt. Jeg hjælper med glæde." Sagde hun med et svagt, kækt smil om læberne. Det var egentlig længe siden hun havde set ham. Gad vide hvad han havde lavet siden sidst? Hun skød en gang til. "Altid." Sagde hun kækt og skød endnu en zombie. Efter et par minutter var der kun en zombie tilbage. Hun sigtede på zombien og skød, og zombien faldt til jorden.
Allyson så hen imod Josh. "Så, hvad foregår der?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.

De døde faldt sammen på stribe. Døde endnu engang, for at sige det mildt. Dolken skar igennem kranier og Josh snoede rundt om sig selv. Lige nu var han et med dolken og bar den sikkert i sin hånd.
Da den sidste zombie faldt om på jorden, så han sig rundt og da det lå til, at der ikke var flere omkring ham, åndede han lettet ud og kørte en hånd igennem håret, der var blevet en smule vådt af sved. Han puttede dolken tilbage i dets beholder. Da Ghost kom hen til ham, kørte han en hånd igennem den hvide pels og lå ikke mærke til alt det blod, den smukke ulv formåede at have i sin mundvig, efter at have bidt halsen over på en zombie. Josh løftede blikket og så hen på Allyson.
Nu kom de til det svære. Han skulle forklare hvordan han var endt her. Akavede kløede han sig i nakken og sendte hende et skævt smil, der bare lurede på, at det var en underlig og måske ikke så sjov historie.
”Jooohh, ser du,” Han sukkede og lod hånden falde ned langs sin hofte endnu engang. ”En flok faldne engle besluttede sig for, at overfalde mig og Ghost i en stor gruppe, hvor de derefter smed os herned og..” Han så rundt på det øde sted. Lugten af død fik ham til at rynke på næsen. ”Sådan endte vi her,” Han løftede opgivende på armene. Nu kom de til et andet emne, hvad lavede hun hernede?
Han så spørgende på hende med sine mandelfarvede øjne. ”Hvad laver du selv hernede?”

Allyson sigtede ned på jorden med pistolen og holdte den nu kun med en hånd. Hun så rundt på zombie ligene. Det var ret god træning at dræbe zombier, og en god gerning. Zombier var jo tidligere væsener. Allyson troede på at når man dræbte zombier blev deres sjæle sat fri. Derfor havde hun intet problem med at dræbe dem. Hun så hen imod Josh, da han begyndte at snakke. Hun kneb øjnene lidt sammen. "Tror du Patch står bag det?" Hun havde hørt at Patch var blevet sat af som leder, men rygter var ikke altid til at stole på.
Hun smilede svagt. "Jeg træner. Får dagen, eller natten egentlig, til at gå. Jeg har ikke meget andet at lave." Hun gik hen over et lig. "Skal vi komme væk herfra inden zombierne, eller de faldne engle der smed jer herned, kommer og angriber os?" Hun så spørgende på ham.

Kunne det passe, at Patch stod bag dette? Nok havde den faldne leder truede ham på livet, men betød det også, at han kunne finde på, at stå bag et angreb som dette? Det skulle ikke undre Josh, hvis han gjorde. Han var og blev en lumsk skabning. Dog havde Josh ikke set ham lige siden han havde truet ham. Mon halen var stukket imellem benene på den faldne? Han kunne ikke forestille sig det.
”Det ved jeg ikke,” svarede han og kløede sig i nakken. ”Måske, jeg har ikke set ham lige siden han truede mig med dig,” Hans stemme var en smule grødet. ”Jeg kunne godt forestille mig det. Han virkede ikke lige frem til, at være glad for mig,” Med sin pegefingre fjernede han noget mudder fra sin kind.
En levende død rykkede kort på sig, gryntede højlydt, så de rådne tænder viste sig frem for ham. Josh skubbede til hovedet med foden og få sekunder efter, stak han dolken igennem dets kranie. ”Så er det godt, at de er god træning,” Han trak dolken til sig og valgte, at tørre blodet af i sin allerede beskidte sweater. ”Ja, lad os se, at komme væk herfra,”
Som Allyson havde forslået, forlod de The Valley of Dead, uvidende om, at der i skyggen var nogle som holdt øje med dem. Spionen vrissede utilfreds og forsvandt i det mørke, vedkommende allerede gemte sig i.

Da de kom ind til byen, ville Josh ønske, at han var usynlig. Takket være det beskidte udseende og klamme lugt, rettede alle forfærdet deres blikke over imod ham. Deres tanker var alt for tydelige i de opspilede øjne. Han sukkede og så ned i jorden. Hvis han undgik øjenkontakt med dem, kunne det være, at han kunne ignorere dem. Med et skævt smil, så han hen på Allyson. ”Du må undskylde, at jeg ikke har kontaktet dig,” Han gik udenom bageren med den kørende brødvogn. ”Jeg har været væk fra mit.. Hjem i tre måneder, pga. en ulykke,” Det var helt underligt, at snakke om rejsen. Ligeså underligt som det var, at være hjemme igen.