Not so dead girl ~Allyson-Blair-Nicolas-Mikkel~

Regler: Inden du svare så hver lige klar over om du har mulighed for at svare mindst hver anden dag eller en gang om dagen mindst. Ellers går tråden i stå..//

Mørket havde endelig ramt os, og nattens kulde tog imod os med kærtegnelser på huden. Menneske livet havde ikke været en lettelse for den unge kvinde, hendes krop havde ældres sig med de fire år hun havde været overnaturlig. I dag havde været hendes fødselsdag 23 år. Caroline lignede nu mere en kvinde end en teenage kvinde, faktisk havde hun ikke noget imod at hun så lidt ældre ud nu. Det var altid noget at hun havde fået fat i nogle åben, så hun kunne vende tilbage med storm selvom hun var menneske. For havde hun endelig noget at være bange for? En fjende havde hun slået ihjel, underligt nok føltes det godt at have dræbt ham. Det tændte ild i hendes indre flame, at hun faktisk stadigvæk kunne. Dog da hun var på vej ned af overetagen hvor værelserne var mærkede hun en smerte i sit bryst, og straks blev det svære at trække vejret. Caroline tog sig til sit bryst hvor hjertet sad og endte med at gispe efter vejret til hun endte med at falde om. Hun væltede ned af trappernes trætrin, og rullede videre ned til hun landede for enden på ryggen. Øjnene lukkede med hovedet vendt lidt til siden. Hendes hjerte stoppede med at slå, hvad folk dog ikke vidste var at dette blot var et tegn på at giften der havde været i hendes system var nu væk.

Folk fik et chok ved den nedvæltede kvinde og to mænd samlede hende op, hvorpå de lagde hende på et bord. Her prøvede de at give hende hjerte massagde, imens andre grinte i hjørnerne over at de endelig havde fået gjort det af med hende. Troede de.

De to mænd havde kastet den ubevægelige Caroline op på bordet, som havde hun været en disney prinsesse, der var blevet droppet på et sten alter af to overvægtige bjergtrolde.
Det var enlig ikke i et forsøg på at være omsorgsforladt, faktisk mente de to fyre det godt, men deres krumset smedehænder, og balance-ødelæggende ølmaver, gjorde det svært at behandle hendes krop med den ynde og pli, som var påkrævet for at få redningsspejer mærket.
De skulle til at ligge deres barbar hænder på hendes mellemgulv, men bliv stoppet da en lille fyr, ikke meget højere end 170, som var iført en stilfuld sort longcoat, med tilhørende skrædersyet sort jakkesæt indenunder, lagde en hånd på den ene smeds skuldre, og sagde med et overlegent, og arrogant tonefald, men på samme tid med et gram af charme "Næstegang i vil kidnappe tornerose, så kan i kysse hende på et andet bord. Det her er mit"
De to mænd kigget grundforvirret og frustreret på ham, og den ene sagde "Hun har brug for hjertemassage! Det da ligemeget hvems bord hun får det på?!" De to mænd var røde i hoveder, over at den mand som var ti centimeter lavere end dem begge, stod og snakket om han havde reseveret bordet, mens en pige muligvis havde fået hjertestop. MacLeod rystede på hoved og så ned i jorden et par korte sekunder, som var han igang med at snakke om evolutionær biologi, med to baggårdshunde. Han kigget tilbage på dem, og sagde "Et. Det hedder hjerte-lunge redning. Ikke hjertemassage. To, det begriber mig ikke at man overhoved kan have samme intellekt som en beskidt karklud, som i to tydeligvis har formået at have." Han lagde en fingre på læben af den ene smed, der skulle til at sige noget, og afbrød smeden i hvad han skulle til at sige, og selv forsatte med snakke færdig "Og tre. Der findes mannere, og en sund normal opdragelse. Det indenbære alt fra at ligge sit bestik med spidsen mod sin talerkens midte, med enden i en stilling der ville få enden af bestikket til at have en position som den lille-viser ville have på et ur, når klokken er 19.00. - Hvad mannere ikke indenbære, at smide halvdøde kvinder op på en anden mands reseveret bord.... Bugger off boys"

Blair kom vandrende igennem Rotten Root Districtet med hendes høje hæle klikkende imod jorden under hende. Hendes støvler gik til midt på hendes læg og derfra og op til midt på hendes lår var der bar hud, derfra og op til hendes hals var der en sort tætsiddende kjole. Hendes tøj efterlod ikke meget til fantasien, men sådan havde hun altid været og hun havde ikke i sinde at ændre på det. Hun bevægede sig ned igennem gaden og en duft ramte hende. En velkendt duft der dog alligevel havde noget anderledes over sig. Men Blair var sikker på at det var Caroline, der var ingen tvivl at finde der. Så hun fulgte duften indtil hun endte inde på en kro. Hun så sig omkring og opfangede alle der var at se, lugte og høre, før hun fik øje på Caroline der lå på et bord, med tre mænd der stod omkring hende. Blair nærmede sig og nåede at høre hvad den ene af mændene sagde. Hun gik hen til den ene af smedene og skubbede ham væk med en abnormal kraft, som man sjældent kunne finde hos en almindelig kvinde på hendes alder, eller på hendes størrelse. Blair vendte så blikket imod manden der netop havde holdt en tale om manér. "Jeg tager den her fra." Hun begyndte at tjekke om Caroline havde en puls, Blair havde ingen anelse om hvad der foregik men der var helt sikkert noget mærkeligt under opsejl.

// Må jeg svare nu? og skal jeg tage Forrest svar med i mit? //

/svar bare nu //

// Okay //

Mikkel var og er stadig en lidt særlig dreng, hvis han selv skulle sige det, for han var ikke lige som alle de andre, han var ikke dæmon eller vampyr som så mange andre, nej han har både været dæmon og vampyr på samme tid, hvis han selv skulle sige det så var det nok den hårdset tid han har haft, det er ikke fordi hans liver meget beder, nu hvor han har mistede sin racer synes han og så selv at han har mistede noget af sig selv, for Mikkel er ikke længer den samme dreng som han var for nogen uger tilbage, nu tilhører han skyggevæsenerne og han synes selv han er faldet meget godt ind, ikke fordi han havde noget imod racen, men mere fordi han ikke havde mødt nogen andre som også var lige som ham, han havde aldrig hørt nogen nævne den race overhovedet, måske findes der ikke nogen tilbage ud over Mikkel.

Mikkel gik roligt ned af gaden, han var på vej hen til kroen Det Vilde Svin, for at mødes med Caroline, den pige som både var hans bedsteveninde men desværre var hun også den pige han elskede allerhøjst i denne verden, og han viste at Caroline aldrig ville blive hans for hun havde Nicolas, hendes forlovet som an allerede har været så heldig at møde, Mikkel kom tætterede på kroen at han til sidst åbnede døren, han så rundt for at finde Caroline hvor efter et voldsomt syn ramte ham, der lå Caroline helt stille på et bor med tre mænd og en kvinde omkring sig, Mikkel gik meget hurtig hen til hende og skubbede de to mænd væk så han nu stod imellem kvinden som prøvede at finde hendes plus og en elle anden mand som stod og lavede et eller andet Mikkel ikke rigtig viste, han kiggede med øjne der var helt røde og viste frygt med det samme, han kørte en hånd ned over hendes pande og vider ned af hendes hår imens han sagde roligt, "Kom tilbage til mig Caroline"

Smerten inden i brændte hende voldsomt, det var som om at hun ikke kunne overtale sig selv til at åbne øjnene op for lyset og se videre ind i efterlivet. Hendes krop frøs igen, og endnu engang kontaktede den smerten imens den frøs hendes sårer. Så frøs hjertet, og Carolines krop blev ligbleg igen. Stadigvæk mere end en normal vampyrs fordi hun kom tilbage til det hun var før. Vampyros. Pludselig synes hun at hun atter vågnede op, at stemmerne kunne hørers tydeligt som de plagede før hun blev menneske igen. Hun kunne genkende de forskellige dufte eller to af dem kunne hun i hvertfald. Styrken kom tilbage i hendes krop, og med et sæt sad hun oppe på bordet med øjnene der i et slog dramatisk op. Carolines fart havde givet hende det hurtige sus op. Så rejste hun sig op at stå, og mærkede en brændende fornemmelse i hendes hals. Et kig hurtigt rundt og så snuppede hun den som så mest forbavset ud, Caroline stak tænderne i ham og sugede blodet til sig til kroppen faldt sammen. Hun nød den varme smag af blog der fugteded hendes halsrør. Hun var sig selv igen. Caroline kiggede tilbage på Blair og Mikkel med et glad samt skævt smil.

Blair forsatte med at lede efter en puls, der var ingen. Det gav egentlig også god mening, eftersom hun jo var død. Men hun havde en menneskelig duft over sig, det var netop det der fik hende til at lede efter en puls. Hun sukkede dybt og rettede sig op. Blair vendte blikket imod manden der kom ind, og tydeligvis så ud til at være chokeret over Caroline der lå der. Hun blev bare stående og så til, det var tydeligt at han var tættere på Caroline end hun selv var, så hendes plads var bare at stå der. Eller måske prøve og trøste ham. Hun bevægede sig rundt om bordet og hen til ham. "Jeg tror hun er død." Hun var ikke helt sikker, fordi hun jo var en vampyr sidst Blair mødte hende. Da Caroline satte sig op tog Blair et skridt tilbage af ren og skær forskrækkelse. Hun tog åbenbart fejl, men hun har heller ikke været inde i den overnaturlige verden i mere end et par år sådan hvordan skulle hun overhovedet kunne vide det?

Mikkel forstod ikke hvorfor hun lå på boret, hvem havde gjort hende fortræd? var det kvinden der stod ved hans ende side som prøvede at lede efter hendes puls, gjord hun det bare fordi hun ikke ville komme til skade? eller var det manden på hans anden side for det så ikke ud til han prøvede på noget, måske stod han og grinede inde i sig selv over at Caroline lå helt stille uden noget tegn på liv, Mikkel kiggede på manden med onde og vrede blikke Mikkel overvejede at gå på ham for at få svar, men før han viste af det stoppede kvinden med at finde Carolines puls og sagde at hun var død, Mikkel vente blikekt imod Caroline og rystede voldsomt på hovedet, "Nej!!!!" man kunne hører hvor bange hans stemme var over at Caroline var død, han kyssede hende svagt på panden enden Mikkel væltede bag over, Han kiggede på den lys levende Caroline som nu tog blod fra manden som ikke længer var i live, Mikkel sad bare jo gulvet og forstod ikke hvad der var sket, var hun stadig i live eller var det bare noget han drømte?

Selvfølgelig burde hun være dobbelt så forvirret som Blair og Mikkel var, men endelig var hun ikke overhovedet. Hvis hun skulle spilde sin tid på at være forvirret så tabte hun lang tid, hun var bare taknemlig at det blot måtte have været en gift der havde været i hendes system. Caroline satte sine hænder på hver hofteskål, dog var der en mand bag hende som ville skulle til at prøve at slå hende i hovedet med en flaske. Dog kom Caroline ham i forløbet og greb om hans arm.
"Det tror jeg ikke." hviskede hun til ham og rynkede lidt på næsen imens. Så rev hun hans arm af, styrken føltes godt at have tilbage. Tørsten efter magt prøvede at kontrollere hende, dog rev så bare hjertet ud af brystkassen på manden og smed det ovenpå hans lig da han faldt. Caroline tog en serviet og tørrede sine hænder. "Det føltes godt at have styrken tilbage igen." Smilede hun bredt.

Blair fulgte bare hendes bevægelser og måtte indrømme hun var imponeret over hendes stil. Blair ville aldrig kunne gøre det lige sådan, ikke lige nu i hvert fald. Der skulle gå en hel del år før hun ville blive sådan. Måske. Blair så over på ham der var faldet ned på gulvet efter Caroline var vågnet igen. Hun gik hen til ham og rakte tilbydende en hånd ned til ham, hvis han nu ville tage imod hendes hjælp for at komme op. Hun vendte blikket imod Caroline da hun igen sagde noget. "Hvad skete der?" Hun var ret nysgerrig af natur, så hun blev nød til at vide hvad der var sket, og hvorfor hun egentlig havde været død. På en måde. Og hvorfor hun havde haft en duft af menneske over sig.

Mikkel kiggede på Caroline og forstod ikke hvorfor han stadig sad på gulvet, han kiggede på kvinden som ville hjælpe ham op, han smilede svagt og tog imod hende hjælp, "Tak" sagde han med en hvisken før han kiggede på Caroline igen, han rystede på hovedet og gik ind foran hendes og tog hende i over armende og næsten råbte ind i hendes hoved, "Caro tag dig sammen!! de prøvede bare på at hjælpe dig, og du takker dem med at slå dem ihjel!!" han så vredt på hende, ind hendes øjne og var ligeglad med om hun var blevet vampyr igen, det skulle ikke betyde at hun kunne slå en hver ihjel som kom i nærheden af hende.
Mikkel rystede på hovedet og så over på kvinde som både havde prøvet at hjælpe Caroline men og have hjulpet ham med at komme op igen efter et chok, han så trist ned i jorden og sagde svagt "Det er en meget lang historie frøken" Mikkel slap Caroline og bukkede sig ned over manden hun lige havde slået ihjel og rystede opgivende på hovedet.

Så råbte Mikkel hende ind i hovedet og ærligtalt forstod hun ikke hvorfor. Caroline så ham i øjnene. Så hvæste hun af ham med blottede tænder.
"De hjalp mig ikke Mikkel! Du skulle have set deres ansigter da mit hjerte begyndte at stoppe, jeg nåede at se dem grine inden jeg faldt ned af trapperne. Da jeg lagde på bordet imens jeg var ved at vågne kunne jeg hører dem grine. Så jeg slår dem ihjel hvis jeg ønsker det, og du vover på så meget som at prøve at stoppe mig." Selvfølgelig lagde følelserne lige lidt overreagerende her den første dag, men alt skulle nok ligge sig på plads. Caroline så Mikkel i øjnene og kiggede så på Blair. Så trådte hun hen til hende med et skævt smil.
"De idioter der forgiftede mig for et par uger siden så jeg var menneske, og nu da den er ude af min krop den gift. Så var jeg jo før tekniskset død, så nu er jeg tilbage til mit dejlige jeg igen." Svarede hun opmuntrende. "Det ret forvirrende."

Blair stod bare og så på. Hun var ikke særlig tæt med Caroline, så hun følte ikke rigtig hun burde tage for stor en del i det hele. Det var ikke hendes plads. Hun gjorde dog heller ikke noget da Caroline dræbte de mænd, de havde sikkert fortjent det. Og hvis ikke, så kunne Blair ikke bekymre sig om det. Hun hævede et øjenbryn da fyren blev helt hysterisk, efter Blairs mening, hun fulgte bare med i samtalen som var det en sportskamp. Da Caroline så endelig forklarede nikkede Blair forstående. "Det er ret indviklet." Hun vendte blikket imod fyren. "Så hvem er du?"

Mikkel kiggede ind i Caroline's øjne da hun begynde at hvæse af ham, hvad fuck gik der af hende! hvor var den Caroline han havde lært at kende, han kunne ikke lide denne Caroline, han ville havde den gamle igen den Caroline som gav han et grav sted og fik et efternavn med ham, denne Caroline var kold og Mikkel ville svare hende tilbage i hovedet men gad ikke være uvenner med hende, han sukkede svagt og gik væk fra hende, "Håber du er glad nu Caroline Petrova 'Salvatore' Thunder, snak til mig når du er normal igen og ikke hvæser mig op i hovedet!!

Mikkel hørte hvad Caroline sagde til kvinden som havde hjulpet ham, han rystede på hovedet og raste sig op igen efter at havde sparkede til kroppen som nu var løbet tør for blod, han så på kvinden som spurgte hvem han var, han rystede svagt på hovedet og åbnede sin mund og fandt sin dejlige stemme frem igen, "Mit navn er Mikkel 'Salvatore' jeg var den mand som hjalp Caroline da hun var tæt på at død, og jeg var den person som gav mit liv for hendes" han så væk igen og kiggede på den anden krop som lå lidt væk fra dem.

Så kom hendes mange efternavne udaf Mikkels læber og var nok til at gøre hende mere vred, mere fordi han lød som en der ville bestemme over hende.. Caroline vendte sig om og så på Mikkel igen. Så rystede hun på hovedet af ham og så fnøs hun.
"Hvad? Vil du have jeg skal være panisk og bange for at jeg bliver smidt udover en klippe igen eller hvad? Du mødte mig da jeg var i mit mørkeste og det triste. Du kendte jo slet ikke den side af mig som jeg normalt er. Forstår du ikke det? Hvis du vil have en bange og forvirret tøs så skulle du måske tage hen til den gravsten og sørge fordi den tøs er væk. Hun døde det sekund jeg faldt ned af de trapper." Caroline råbte ikke. Hendes stemme og toneleje var alvorligt, og hendes øjne udtrykte det. "Du min ven ikke min far. Så opfør dig som en ven i stedet for. Hver dog glad for jeg ikke døde i stedet for at råbe af mig." Tilføjede hun og vendte opmærksomheden på Blair igen. Yeah det er lidt inviklet, vigtigst af alt jeg overlevede.. eller det vigtigst for mig." Smilede hun og kom så med et lille grin. Caroline var helt tilbage til sig selv nu, og hun nød det. Det føltes godt.

Blair synes egentlig det var meget underholdende, sådan at se de to diskutere. Men hun måtte i sidste ende indrømme hun holdte med Caroline, udfra det hun hørte i hvert fald. Mikkel virkede bare til at ville styre hende, ikke fordi det helt sikkert var tilfældet, men det lød bare sådan i Blairs ører. Hun satte sig på bordet hvor Caroline før havde lagt og så frem og tilbage i mellem de to. "Underholdende." Det var mest en hvisken til sig selv, fordi det ikke var meningen de skulle høre det selvom Caroline helt sikkert kunne høre det. Da Mikkel præsenterede sig selv hævede Blair endnu en gang et øjenbryn. "Du gav dit liv for hendes? Men du står jo her lige nu. Så du gjorde det ikke særlig godt." Hun hoppede ned fra bordet igen og gik om bag baren og tog en flaske. "Det her kræver alkohol." Hun satte sig tilbage på bordet og begyndte at drikke af flasken.

Mikkel så vredt på Caroline før hun igen snakkede til ham, i første om gang lyttede han ikke efter hvad hun sagde men lige så snart hun sagde det med grav stenen gik hun over hans grænse han rystede voldsomt på hovedet og sagde vredt og hårdt, "Hold kæft Caroline!!! du var hverken bange eller forvirret da jeg mødte dig!! jeg har redet dit fucking liv op til flere gange, hvis jeg ikke var i nærheden af dig den aften du blev jagtet af vampyr ville du slet ikke stå her!!! og den grav sten betyder måske intet for dig!!! har Nicolas måske givet dig en fucking grav sten efter din død nej!!! så tag og hold kæft Caroline!!!" Mikkel var vred meget vred, han gik væk fra hende og kvinden og hen til baren og fik noget at drikke, han vente blikket imod kvinden som sagde at han ikke havde gjort det godt nok, "Jeg er ikke vampyr og dæmon læger jeg er skyggevæsen, men nogen gange ønsker jeg at jeg var forblevet mine gamle racer og jeg ikke havde ofret dem på hende" hen kiggede væk igen for at prøve at falde til ro, hvis han ikke kunne ville han gå uden at se sig tilbage igen aldrig nogen sine ville han vende tilbage til Caroline aldrig!!

Hun nikkede til ham.
"Ved du hvad du har ret, jeg var ikke bange eller forvirret der. Jeg var kold og ville af med alt den sorg jeg bar. Så undskyld mig, men du skal ikke bede mig om at holde min mund. Jeg er i fuld stand til selv at bestemme over hvad jeg fortager mig, mange tak." Vrissede hun så. Han nævnte Nicolas.. Og det pissede hende af. "Hvor vover du endelig overhovedet at nævne ham!? Du skal bare blande Nicolas langt ude om det her!" Råbte hun vredt og kastede en vinflaske efter Mikkel uden at tænke sig om.. Caroline lyttede efterfølgene til hvad han sagde og thi i et kort øjeblik. Så rystede hun på hovedet. Ved du hvad, jeg er ved at være træt af at den ene dag så er du glad og den næste dag prøver du at fortælle mig hvordan jeg burde opfører mig. Men det altså ikke sådan det fungere! Enten så smut eller lev med den jeg i virkeligheden er." Caroline havde måske brug for en som kunne holde hende lidt nede i dette raseri.. Det var over hendes kontrol, og når Mikkel pissede hende sådan af.. Så var det voldsomt, og selvom at hun kæmpede for kontrollen.. så glemte hun helt at se hva Blair fortog sig.. Uden det endelig var meningen.

Blair fulgte samtalen lidt endnu, men så synes hun det blev lidt for privat. Hun gik derfor udenfor og stillede sig op af en væg og hun opdagede så at en vampyr kom forbi, en ældre vampyr, han gik ind på kroen og Blair fornemmede der var drama undervejs, det måtte hun lige se på. Så hun smuttede ind af døren og stillede sig op af væggen lige ved siden af døren. Hun havde endnu ikke fået hendes følelser helt tilbage, hvilket også var derfor hun synes det var så underholdende at se deres skænderi. Hun drak videre af flasken.

// Blair skal Nico svare nu eller? //

Nicolas kom gående forbi en kro han brugte rigtig meget tid på, så da han overhørte hans navn, og så ikke mindst Mikkel der sagde det, så blev han nød til at gå ind og se hvad der skete. Han skævede kort til den unge pige der stod udenfor, inden han gik indenfor. Han havde fået fat i den del af samtalen der handlede om ham. Han så på Mikkel med et blik der var en anelse vredt men også ret hånende. "Du har slet ingen anelse om alt det jeg har været igennem med Caroline. Det du har været igennem med hende, hvad end det så er, er kun en lille del af det vi har været igennem sammen. Så nej, jeg har ikke lavet et gravsted for hende fordi hun står lige her og er levende." Han gik hen til Caroline og lagde en arm om livet på hende og kyssede hendes kind. Han var ikke just glad for Mikkel, og han vidste den følelse var gengældt.

Mikkel kunne ikke mere, "Var det derfor du kyssede mig på munden! fordi du ville af med den sorg du gik rundt med! Som det lyder nu har du bare brugt mig til at glemme din sorg!" Mikkel kiggede væk fra Caroline da hun stoppede med at snakke, men raste sig hurtig op at stolen væltede bag han ham, hvor efter han gik hurtig over til Caroline og sagde vredt til hende, "Hvor vover du at sende ham efter mig!" Mikkel snakkede om Nicolas som det passede ham, Caroline havde sendt Nicolas i hovedet på ham, kunne det være at hun aldrig havde fået det af vide? måske ikke men lige nu var Mikkel og pæn ligeglad med hvad Caroline havde fået af vide og hvad hun ikke har fået af vide.

Mikkel stod stille da en flaske blev kastede efter ham, flasken ramte han lige i hovedet og gik i stykker, og en lille rise på Mikkel kind kom frem, lidt blod kom frem men han gjord intet imod det, han så bare koldt på Caroline og sagde roligt, "Har du det beder? efter at havde kastede en flaske efter mig?" han så stadig koldt på hende og var ved at svare hende hør han fik øjne på Nicolas, Mikkel rullede med øjne og svare så Nicolas og ikke Caroline, "Ja det kan se, du er ikke død endnu" Mikkel så stadig koldt på Nicolas og var ligeglad med hvad Caroline ville sige til det.

Caroline ignorede det første han sagde og sprang direkte til det andet.
"Jeg sendte ikke Nicolas efter dig? Han valgte at anlægge dig et visit så det gjorde han." Svarede hun ærligt. Nicolas gjorde som han ville, og at han ville tage 'en venlig snak' var bare noget Nic gjorde. Og Caroline stoppede ham ikke i det. Caroline ramte uheldigt nok Mikkel i hovedet, men en velkendt duft ændrede hendes opmærksomhed. Den gjorde hun kiggede over imod døren hvor Nicolas trådte ind. Han forsvarede hende og ham selv, det elskede hun ham for. Caroline kunne tydeligt mærke at de ikke var de bedste venner, de havde et ens punkt. Enten kunne folk lide dem ellers kunne de ikke. Der var intet mellem stadie.
Caroline kom frem med et smil da Nicolas lagde en arm om hendes liv, og kyssede hendes kind.
"Hey." Hviskede hun kærligt, også da hun vidste at han faktisk godt kunne hører det. Nicolas havde den bivirkning på hende, hun blev mere rolig i hans nær hver. Han havde bare en speciel evne på hende, og når vreden eller andre følelser var helt ude hvor de ikke kunne bunde. Så var der ingen andre end Nicolas der kunne få dem tilbage hvor de hørte hjemme. Caroline smilede sødt til Nicolas..

Blair stod bare og så på, hun havde ikke rigtig andet at tage sig til. Hun kunne lige så langsomt begynde at pusle brikkerne sammen, men der var stadig en stor del hun ikke forstod. Det eneste hun vidste var at Mikkel var rigtig tæt med Caroline, lige præcis hvordan vidste hun ikke endnu, og så måtte denne Nicolas være Carolines kæreste, og Mikkel og Nicolas kunne ikke lide hinanden. Mere vidste hun ikke, måske skulle hun byde ind blot for at en del af samtalen. Hun begyndte at føle sig udenfor, men hvordan kunne hun? Ingen af dem havde en stor plads i hendes liv, den eneste hun havde mødt før var Caroline, og det havde ikke ført til meget mere end et bekendtskab der lagde et op til muligt venskab. Hun havde ingen plads i samtalen, men hendes behov for at være en del af andres liv var for stort til at hun kunne gå imod det. Da Caroline kastede en flaske i hovedet på Mikkel så Blair sin chance for at bryde ind. Hun gik hen til dem, så hun stod ved siden af Mikkel. Ikke fordi det skulle virke som hun valgte side. "En perfekt flaske alkohol gået til spilde. Det er sørgeligt."