One dead, two dead, three dead... arh, I lost count ~ Razor

Der var fest i gågaderne. Det var en fest for de mindre velhavende og egentlig ikke en fest for en bestemt grund. Nok mest for at holde glæden i live i de patetiske folk, der manglede lidt sjov i deres ellers ligegyldige liv. Nå men, Chester manglede også sjov. Det var derfor han også havde valgt at deltage i festen.
De havde prøvet godt, det måtte man give dem. Selvom mange af husene lå i ruiner, så havde de sat lys og dekorationer op, så det i det mindste virkede en smule festlig. Et mindre orkester spillede livlig musik, som folket svag hinanden rundt i i en folkedans, Chester ikke kendte til. Han var heller ikke typen, der dansede. De havde trukket i deres fineste tøj, hvilket ikke var specielt fint, men han var ikke en til at kunne dømme dem, for han havde også blot en kortærmet trøje på. Men så igen - hvorfor tage en fin trøje på, når den alligevel skulle dækkes til med blod i løbet af aftenen?
Han brød sig egentlig ikke om sådan her nogle fester. Musikken var høj, og der var ingen mulighed for at snakke. Han elskede at snakke. Og hadede at danse. Han så ingen grund til det. Men det var så så lokkende, at så mange personer var samlet et sted. Det gjorde det mere spændende at jage. Udvalget var stort og tanken om at han altid var på kanten til at blive opdaget gjorde det hele en del sjovere. Desuden så var flere mennesker lig med mere kaos, og Chester elskede kaos.
Nogle boder var åbne sent til anledningen, og borde var rykket udenfor så folk kunne sidde og få en drink. Chester ledte bare efter en drink som ikke kunne købes i de her boder. Mens han gik gennem folkemængden, søgte hans mørke øjne efter sit bytte. Han var hurtig til at vælge - En midaldrende mand sad med en drink ved et bord, alene. Hans fingre trommede til musikken og hans blik var søgende som håbede han på at en ville tale med sig. Man skulle vel passe på, hvad man ønskede sig.
Chester fik sat sig ved siden af ham med et kæmpe smil på læberne der blottede et perfekt sæt af hvide tænder. "Good evening, fella! I couldn't help but notice that you're sitting all lonesome. What's your name?"
Manden virkede glad for opmærksomheden, dog ikke hundrede procent tilfreds. Måske havde han håbet på en lækker pige? Han måtte nøjes med en lækker mand i stedet for.
"I'm Vincent, and yes, I'm not really fond of dancing," svarede Chesters nye ven men blot så afbrudt af Chester selv.
"Nah, me neither. Too much to focus on, ya' know? I'm not really good at multitasking," svarede han og lænede sig med en albue på bordet, "I'm just here to chat, well no, that's not entirely true. I'm also here to kill."
Vincent smil forsvandt og han stirrede på Chester med let adskilte læber. Det var tydeligt, at han ikke vidste hvordan han skulle reagere, nok i troen om at han jokede. Chester fugtede sine læber og hans smil groede større. Han elskede sådan en reaktion. Mennesker prøvede altid at lade som om alt var normalt og under kontrol. Men Vincent havde ingen kontrol længere. Det mistede han så snart han indgik i en samtale med vampyren.
"Orgh come on, don't act so surprised. This party is way too boring to not kill anyone."
Hans hoved lagde sig en anelse på skrå. Hans øjne borrede sig fast på sit bytte, nærmest advarende, og i kontrast med hans imødekommende smil.
"You're just very unlucky to be lonesome exactly this night."
Med de ord lænede han sig ordentlig frem og bed ned i ham. Det var ikke langt fra festen, men folk dansede og drak og lagde ikke mærke til de to mænd. Dem der gjorde ville nok også tro, at Chester var i gang med at gøre noget helt andet end at dræbe. Dem der ikke var i erfarne i hvert fald.
Hans tænder sank ned mandens hud på samme tid med at hans ene hånd greb rundt om hans mund og den anden om hans ene arm for at holde ham på plads. Lidt multitaskning kunne han vel finde ud af.
Blodet smagte ikke specielt, men det var nærende og han nød smagen så meget han kunne mens hans ene fod dansede til musikken.

Påklædning: Sorte shorts til lige over knæene, og en mørkerød t-shirt. Han har bare tær og sit sorte læderhalsbånd om halsen.


Udsigten over festlighederne var ikke just hvad Razor havde haft brug for denne aften. Den skygge der havde ligget over hans ansigt den seneste tid var kun blevet værre - men alt imens der samtidig gemte sig et dæmonisk smil, der vidst ingen planer havde om at forsvinde lige foreløbig. Lige meget hvor meget han prøvede at have dårlig samvittighed over hvad han havde gjort - var der noget der stak til ham og et grin frem ud over hans læber i stedet. Han havde altid accepteret at være lidt ved siden af, finde underholdning i noget mange andre ikke fandt underholdning i. At han først for nyligt havde fundet ud af, at andre ikke synes den frygt han bragte frem i dem var sjov - det, var en viden han hurtigt havde valgt at glemme igen. For ærlig talt, hvis man ikke kunne have lov at have det sjovt på lige præcis den måde man selv synes var helt i top - hvorfor så overhovedet gøre en indsats? Derfor! Var han her - ikke fordi han havde nogle vilde planer indtil nu. Måske låne noget mad fra et af de mange steder hvor duften af grillet kød dansede omkring - eller finde en snack der stadig vandrede omkring på to ben og med et bankende hjerte. Der var egentlig mange muligheder når det kom til stykket.

Han sad på toppen af et tag, med benene strukket ud frem for sig. Han vippede kort lidt med den ene fod, mens han fulgte en fyr med blikket der spadserede omkring i mængden af væsner under ham. En fyr som ikke havde samme udtryk over sit ansigt som så mange af de andre festlige individer. Så lille en ting var nok til at vække Razors interesse på nuværende tidspunkt - alt der kunne slå tankerne væk fra hvad de i virkeligheden gerne ville begrave sig i.
" I sense trouble.. How wonderful. " Hviskede han lavt til sig selv, efterfulgt af et kort lille grin. På trods af hans gode hørelse, var det de to fyres samtale han kunne høre - larmen fra resten af festlighederne overdøvede det i høj grad - men det var tydeligt at se på den ene fyr at alt gik fra godt til skidt på meget få sekunder. Razor lugtede lunten, bogstavelig talt - der skulle ikke mere til end hul på huden før duften af blod ramte hans næse. Han var vel ikke bloddæmon for ingenting. Desuden havde han nu fundet aftenen underholdning - om vampyren ville det eller ej. Man kunne umuligt være en kedelig en hvis man på åben gade valgte at snuppe sig en levende omgang natmad.
Han lod sig skubbe, i en glidende bevægelse ned til det nederste stykke af taget - før han i en elegant bevægelse skubbede sig ud fra taget, og sprang ned. Hvor han landede solidt med de bare fødder plantet på et bord, hvor omkring en flok væsner sad. Som tydeligt blev overrasket over den pludselig ankommen midt på bordet, hvor en et glas med øl væltede.
" God evening Gentlemen.." Sagde han bare kort med et lille om læben og et kort nik, før han så bare trådte hen over bordet og hoppede ned - rimelig målrettet efter fyren der havde sine tænder dybt i en anden fyr. At mange andre ikke bemærkede det var kun sjovt. Tænkt hvor naive folk kunne være.

" How I would like a taste.." Mumlede han stille mens han spadserede afsted, men stoppede så op med blikket rettet mod vampyren og staklen der vidst inden længe måtte lade livet til hugtændernes sulte ejer. Et kort lille grin slap ud over hans læber, inden han lod hovedet glide på skrå og trådte et skridt nærmere.
" According to my calculation - there should be atleast one cup left after you're done. Which I would very much appreciate you leaving to me. Unless ofcourse you're totally up for making this shitty party a little more interesting.. " sagde han så bare lidt, i en tone han vidste vampyren men måske ikke så mange andre ville kunne høre. Mens et halv skævt lille uskyldigt smil dansede over hans læber - hans øjne samarbejde dog slet ikke mod smilet. Kun til et punkt hvor en blind man ikke ville kunne se forskel på uskyldighed og en morderisk dæmon. Under alle omstændigheder havde han et udtryk der slet ikke passede ind på hans ydre.

Chester var ikke en person til at få venner. Han havde faktisk ingen venner, noget der passede ham fint. Det tætteste han fik på en ven var Valeria, og det var en twisted form for venskab, dog et venskab han nød. Og så havde han ikke brug for mere. Derfor havde han denne fantastiske evne til at skubbe alle folk væk. Ikke af en eller anden tåbelig grund som 'han var bange for at såre dem ' eller 'han frygtede, at de ville afvise ham. Nej. Han havde bare ikke brug for flere relationer. Fjender havde han derimod mange af, han var god til at lave dem. Det var også på grund af hans evne til at skubbe folk væk. Måske også hans evne til at slå folk ihjel. Det virkede ikke mange glade for.
Derfor havde han ikke i sinde om at blive venner med hvem end der forstyrrede ham i hans aftensmad. Han åbnede øjnene, stadig mens han drak, og så på drengen foran sig. Han var ung, nok omkring samme alder som Chester var første gang han slog ihjel. Men så igen, man vidste jo aldrig hvor gammel en person virkelig var. Med hans ord og rolige reaktion var det også tydeligt, at det bestemt ikke var det første mord han overværede. Han var spinkel og heller ikke speciel høj, faktisk lignede han kun et barn. Et skørt barn, det var sikkert. Men ikke desto mindre et barn der fangede Chesters opmærksomhed.
Han stoppede med at drikke for at sige noget. Blod var rundt om hans mundvige og hans tunge slikkede det hurtigt væk. Han havde endnu ikke gjort sin trøje beskidt, det var en succes for ham. Han var altid så dårlig til at drikke fint.
"Dog collar, huh? That's a new one. Where's your owner?" sagde han efterfulgt af en kort latter. At have et halsbånd på, hvor mærkværdigt. Men måske var det hvad de unge gik med nu om dage. Chester havde ikke styr på sådan noget.
"So doggie, you don't know me, but my name is Chester," fortsatte han. Han fandt en mindre kniv frem fra bæltet og greb fat i den nu døde mands arm. Manden sad kun oprejst, fordi han lænede sig op af Chester. Hans øjne var stadig åbne. Vampyren skar lige så elegant henover mandens blodåre ved håndledet og så pressede han blodet ud. Det gik langsomt men der kom noget. "And I don't like sharing."
Hans mørke øjne hvilede på drengen. Næsten udfordrende. Mens mandens blod dryppede ned på bordet og jorden. Chester var egentlig ligeglad med om andre så det. Hvis nogen så det, var de bare uheldige. Så var de hans næste bytte. Drengen derimod - han virkede mere en til at slå ihjel med end til bare at slå ihjel.
"But what I do like is something interesting. I've had some boring couple of days. Well, nights, most of my days are boring. I'm a vampire if you haven't already noticed. "
Han trak på skuldrene, og da han var færdig med liget lod han det falde under bordet med et dump. Så kunne oprydningsholdet finde det dagen efter og få sig en sjov overraskelse. Han rejse sig op og tørrede sig om munden med sit ærme en sidste gang. Nogle få blodpletter kom på det, intet man virkelig lagde mærke til. Så nikkede han hen mod drengen og lavede en fakt mod ham, nærmest hvor han pegede med hele hånden.
"But what are you? A demon? You can't be a human with those crazy eyes" - han lavede skøre øjne - "Or maybe you can be, but then someone must really have messed you up. "
Han rystede på hovedet. Han havde det med at tale mere end nødvendigt, for han havde ikke noget filter. Hans overvejelser kom bare ud.
"Never mind. You're not here to tell me your life story. You're here to kill someone, aren't you?" Hans blik landede på drengen igen. Denne gang var hans smil bredt, forventningsfuld og med en snert af sadisme glimtende i hans øjne.

Razor var efterhånden vandt til alverdens betragtende blikke, nogle bedre end andre. Overraskelsen i folk var at foretrække. Der var visse blikke han med tiden havde udviklet sig et mindre had til - men heldigvis var det ikke et af dem denne fyr gav udtryk for at vise. Om han tænkte det - det kunne sagtens være, Razor var ikke tankelæser. Hvilket i sidste ende var en god ting, der foregik rigeligt inde i hans hoved i forvejen, at have andres tanker derinde også - Kaos.
Razor blik fulgte kort fyrens tunge, som den fjernede blodet omkring hans mund. Han skævede så kort rundt, det sjove ville være hvis folk bemærkede det - men ingen så ud til at have nogen idé om hvad det var der foregik lige midt i det hele. Typisk. Så Uopmærksomme. Der gik ikke mange øjeblikke før smilet bredte sig om hans læber. " Owner? Pfft, what do I need such a silly thing for. " Sagde han så bare lidt med et lille grin. Ingen grund til at have en herre - ikke længere, han havde fået smag for friheden, også selvom han af og faktisk savnede sit liv som slave. Men det var nu ikke grunden til at han havde halsbånd - det havde siddet om hans hals siden han var helt lille, blevet en del af ham. Kun en enkelt gang havde det været taget af. Men bare tanken fik hans mave til at snurre sig sammen og binde knuder på sig selv - ikke fordi det var et dårligt minde, tværtimod. Alt for godt.

Han var stille et øjeblik, og lod hovedet glide lidt på skrå, mens han blik dansede over fyrens ansigt. " Dogs likes to play. And Chester sounds like a hella fun game. " Sagde han så med et lille smil om læberne. Razor kunne ikke være mere lige glad om han kendte sit selskab eller ej, til tider var det den bedste form for selskab - så var der ingen hensyn at skulle tage, eller noget som helst - desuden ville man uden videre kunne slå dem ihjel hvis legen blev kedelig. Også selvom han efterhånden burde have lært ikke at lege med vampyrer - så snart de havde tænderne i en var man så godt som død. Ikke at det stoppede ham dog. Razors styrke og evner var sandt nok udover det sædvanlige, men han var stadig ikke lige så stærk som en vampyr - og hans bid virkede ikke på en allerede død krop.
" My name is Razor - but you can call me whatever you want. " Sagde han så bare lige hurtigt.

Han knyttede kort sin ene hånd mens hans blik fulgte med i hvad der foregik. Ikke dele? Hmm. Han rynkede kort næsen lidt, men slog så bare blikket væk. Han kunne vel også sagtens finde sin egen madpakke. Eller vise fyren at Razor helt klart var værd at dele med, selvom det på nogen gjorde ondt i stoltheden. Blodet var dog stadig helt enormt fristende, og det afslørede blikket i hans øjne hundrede procent.
" I know - Your scent told me, and your eyes. Vampires got this incredible glimse in their eyes. But you don't have the beauty of a beating heart. " Sagde han så bare lidt med et lille smil - et lidt lusket smil. Fyrens ord lød slet ikke dårligt i Razors øre - noget interessant, den kunne han helt klart være med på.

" What am I.. How would you like to know.. " Sagde han så bare kort med et lille grin, før han trådte lidt til siden, men så bare lidt på den anden siden af vampyren - han man vel kunne sige lige havde stiftet bekendtskab med. " I'm a little bit of both - Messed up half-demon.. But defentnetly not human. " Sagde han så lidt med et lille grin, og lod kort sine fingre 'gå' hen over fyrens skulder.
" Even if you wanted a life story - you don't want my life story.. " Sagde han så lidt og lod blikket smutte op mod fyrens ansigt. Et lille uskyldigt smil bredte sig over hans læber. " I have no idea what you are talking about. I don't kill.. Killing sounds so voilent. I prefer, setting souls free, dancing with death. Or making a warzone - depending on the mood. " Han trak kort på den ene skulder, efterfulgt af et lille grin. Før han kort sendte Chester et nær lokkende blik, som havde han noget godt i tankerne. Men så forsvandt han ud i mængden mellem en gruppe dansende væsner - han skævede dog kort tilbage mod vampyren - som han vidste sagtens ville kunne finde ham - selv hvis han ikke ville findes. - Men Razor var klar på en lille leg, og at blive ved bordet hvor allerede en sjæl havde forladt en krop, det gav dem ikke den store fordel.

Chester syntes faktisk godt om den her dreng. Eller han syntes om første hånds indtrykket af ham. Han virkede twisted og ødelagt og ikke mindst sjov. Han var helt okay med, at Chester ikke bare slog en mand ihjel men blødte de sidste dråber af blod ud af ham som ren provokation. Det var et godt tegn. Hvem vidste, hvad han så ellers ville lade ske for øjnene af sig.
"Razor, huh? Sounds like a made-up name. What parents call their kid 'Razor'?" sagde han og rystede på hovedet ham. Razor med halsbåndet. Han var fascinerende, det måtte man give ham. Ligesom blikket i hans øjne. De var fastlåst på den røde tykke væske. Han gik ikke rigtig glip af noget. Manden var fattig og havde vist ikke brugt sit korte liv på at være sund, for blodet smagte ikke specielt godt. Chester bed dog mærke i Razors blodtørst. Han var ikke vampyr, det vidste Chester nemlig godt. Ligesom han vidste at Chester var en vampyr, åbenbart.
Han grinte over drengens forklaring på vampyrer.
"I don't have the beauty? So you don't just have a bad taste in clothing," sagde han med en stærk hentydning til hans halsbånd. Han kunne virkelig ikke komme sig over det, "Isn't that collar really annoying? I would hate having something so thight around my neck."
Han gned en hånd over sin hals og skar en grimasse for virkelig at vise sit ubehag ved emnet. Det mindede ham om reb og et reb om halsen lovede sjældent noget godt.

Razor talte videre og Chester nikkede kort til, hvad han sagde, mens han fulgte ham med blikket. Dæmon gav mening, nok bloddæmon så, men hvad i alverden var en halv dæmon? Chester havde aldrig mødt en hybrid før, ikke hvad han kendte til i hvert fald. Det kunne være en af årsagerne til hans... unikke personlighed. Men hvad vidste Chester, han havde ikke gået i skole og kendte intet til sådan nogle underlige racer. Havde han halsbånd på fordi han var halv varulv så? Komisk hvis det var rigtigt.
Drengens smil blev mere uskyldigt og pludselig havde han ændret sig i hele ansigtet. Det var som om han hele tiden var på grænsen mellem uskyldig og morderisk. Den evne havde Chester ikke. Han havde meget svært ved at skjule sin morderiske side.
Hænderne havde han nu stukket i lommerne på bukserne. Han stod fuldstændig afslappet. Han var ikke bange for drengen, og han vidste ikke om han burde være det. Det måtte tiden vel vise. Razor var i hvert fald spændende nok til at Chester turde tage chancen.
Hans smil blev bredere over Razors ord, så hans skarpe tænder blev afsløret. Drengen trak på den ene skulder og så var han væk. Men lige før han forsvandt sendte han vampyren et blik, der sørgede for at han vidste, at det ikke var deres sidste møde. Ikke en gang deres sidste måde denne her aften.
Chester kunne ikke holde en latter tilbage og rystede på hovedet. Hvad var det dog han havde stødt på.
"Sure, why not," mumlede han for sig selv, før han fulgte efter hundedrengen, altså gik han ind i dansemængden.

Han holdt hænderne i lommen i håb om at ingen greb fat i den. Ikke at han havde noget i mod kropskontakt, men han havde noget i mod at danse. Spild af tid. Razor bevægede sig videre og med alle de folk der hele tiden flyttede sig rundt kunne han kun lige skue toppen af hans hoved gennem den. Det fulgte han efter og farten blev sat op. Det var næsten som om jæger-instinktet i ham blev sat i gang, med tanken om at han var ved at slippe af sted fra ham. Derfor havde han ikke tid til alle de dansende personer. En kvinde greb fat i hans arm i et forsøg på at rive ham med dansen. Hurtigt havde han vendt sig op, så hende ind i øjnene med sine øjne mørke og så blev hendes arm brækket. Hun råbte kort op men kun de nærmeste hørte det på grund af de høje musik. Han havde ikke tid til at slå hende ihjel, for han skulle efter Razor. Han kunne ikke se ham og kort var smilet væk i koncentration. Han drejede rundt for at søge efter ham. Han fandt ham kun få metre væk og smilet kom tilbage, denne gang var det legesygt. Han besluttede sig for at gå uden om og tage en omvej. Det var en stor cirkel og han skubbede til mennesker på vejen for at komme hurtigt frem. Han endte lige foran Razor, så han næsten løb ind i ham.
"You know, running around doesn't kill anyone. Right now, you seem more like the prey than the hunter," sagde han lænet ind over Razor, der var en del lavere end ham.

" Maybe just a name given to a boy - born to kill, sharp like a razorblade. " Sagde han med et kort lille, alt for sukkersødt grin - der slet ikke matchede med den sætning der var daffet ud over hans læber. Razor kendte ikke den egentlige årsag til sit navn, men det var det han havde fået - samme dag han var ankommet til sit nye hjem. Det eneste sted han egentlig rigtig havde kunne kalde hjem, også selvom han for dem var et våben og intet andet. Et våben der havde sprunget en bombe og udryddet dem alle på en ganske normal dag.
" Oh I thought vampires had a good sense of hearing, I guess I was wrong. I only said you didn't have the beauty of a beating heart - there is absolutely nothing wrong with your face, trust me. " Sagde han så bare, mens hans blik fangede en hver detalje af ansigtet foran sig. Der var intet at sætte en finger på. Han kommenterede ikke videre på kommentaren omkring hans påklædning, han var ret ligeglad med hvad andre tænkte om det - og hvad han selv tænkte for den sags skyld, så længe det var til at bevæge sig i.
" Does your eyes annoy you? 'Cause its kind of the same thing - It's just, always been there. Dosen't bother me at all. Why? Are you jalous? You want one too? " Spurgte han så bare med et kort lidt flabet udtryk men træk så bare kort på skuldrende. Han havde ikke tænkt sig at hjælpe med at skaffe fyren et, selvom han virkede overraskende fascineret over det. Det var måske heller ikke det de fleste rendte rundt med, især ikke frivilligt.

Turen rundt blandt væsnerne var mere end bare en smidig dans rundt mellem de forskellige typer af væsner der dansede omkring. Nærmest ubemærket havde han stjålet et øje fra en kvinde der et øjeblik ikke havde været opmærksom på sin dansepartner - hun var end på knæ i en jamren og med hænderne op mod stedet hvor et øje manglede, men blodet fossede fra. Hun havde vundet en enkelt persons opmærksomhed - men som sagt virkede det som om at alle var langt væk i en hypnotiseret verden af fest og farve - hvad det skyldes kunne være forskelligt fra person til person, alkohol, stoffer - fascinationen af glæde i et ellers ulykkeligt kvarter.
Han skævede sig kort over skulderen før han snoede sig rundt om en anden ung fyr, han lod kort blikket glide over ham - og et øjeblik virkede han til at smutte væk, men i stedet havde han bare bevæget sig om bag ham. Et par hviskende ord strøg over Razors læber, før han bed fyren ved halsen - i noget der på afstand ikke nødvendigvis ville se ud som et bid, han slap dog få sekunder efter, da det ikke krævede længere tid før giften virkede og han faldt sammen på jorden. " So weak.. " Sagde han stille, men fandt så smilet frem over sine læber før han efter også at have nuppet et øje fra denne fyr - smuttede videre. Hvad der foregik bag ham var ikke noget han bekymrede sig videre over.

Han stoppede dog op da et 'velkendt' ansigt dukkede op lige foran ham - han måtte også lige træde et skridt tilbage, for ikke at have en hed session med ansigtet begravet i fyrens brystkasse. Han lod hovedet glide på skrå, med et uforstående udtryk. " Whatever do you mean? I didn't hear you call.. Besides - I was grabbing a snack - Now that you weren't the sharing type.. " Sagde han så bare kort, før han med blikket rettet mod fyrens øjne, tog en bid af det ene øje han stadig havde i sin hånd. " I just enjoy dancing my way through.. " tilføjede han så kort lidt med et lille smil - før han tyggede af munden - da han jo vidst egentlig var midt i at spise det øje der. Hvor den tendens kom fra anede han ikke - det havde bare altid været noget han gjorde. En ting var fascinationen over øjne - en anden var at sætte tænderne i dem. " How many do you think needs to go before anyone notice? " Spurgte han så lidt med et lidt lusket udtryk, og skævede kort lidt rundt på dem som tættest på.

Chester nåede lige at le over Razors, da hans opmærksomhed vendte sig mod øjet i hans hånd. Det fik faktisk Chesters smil til at forsvinde, og det sagde meget. Han trak derimod læberne op til en væmmende grimmasse og rynkede panden over drengens valg af snack. Blod kunne Chester forstå at han kunne lide, intet smagte bedre end blod. Selv menneskekød kunne han være åben omkring, nogle sagde at det var meget mere smagsrigt ind andet, men han havde aldrig følt for at prøve det. Men... et øje? Det kunne han ikke forstille sig var lækkert, selvom tanken om at en dame dansede med et hul i hovedet var komisk. Han stoppede med at læne sig over Razor men stod i stedet normalt, mens han så på ham med et spørgende blik.
"What does it taste like? Isn't it all slimey and..." han afbrød sig selv for hurtigt at tilføje, "And I'm not going to taste it. I'll just stick to blood. You can call me old-fashioned."
Smilet var hurtigt tilbage på hans læber igen over hans egen joke. Razors luskede blik og spørgsmål smittede derefter af på Chester. Han kunne godt lide, hvor dette var på vej hen. Han skuede over den store dansegruppe. Ingen virkede til at vise andet end positive følelser lige nu. Der var ingen tegn på, at nogen var kommet til skade.
"That's an excellent question, my dear doggie-acquainted. My bet is three, four, maybe even five if we're careful. I'm just not good at that," startede han ud hvorefter hans blik landede på Razor igen. Et glimt lyste hans øjne op, "But why don't we find out?"

Nu var det Chester tur til at forsvinde. Lige før han gjorde det gav han Razor et klap på skulderen, lidt for at hentyde til, at han selv skulle til at komme i gang. Det var nemmere at skabe kaos, hvis de var to til det. Chester foretrak at gøre det solo, men når han endelig fandt en ordentlig makker, ville han udnytte det.
Han bevægede sig endnu en gang gennem den dansende flok. Dansen havde ændret sig og var endnu mere tæt end før, men det var fint for ham, for så ville folk mindre lægge mærke til hvad der skete omkring dem. Folk skubbede og puffede og nogle slog ihjel - man kunne jo næsten ikke kende forskel. Han blev selv nødt til at skubbe til et par folk, men de gav ham ingen opmærksomhed, præcist som han håbede på. Mens han gik blev en dolk trukket frem, men han fortsatte med at gå til han fandt det perfekte offer. Personen skulle være stærkt påvirket af stoffer og alkohol og være omringet af så mange mennesker så muligt, dog med en smulle plads foran sig. Det sidste krav tog tid at finde men Chester var kræsen. Han havde allerede et scenarie i sit hoved, faktisk havde han en lille sjov idé til en gave til sin nye legekammerat.
Endelig fandt han en mand. Han dansede med et gyngede hoved og svajede, så helt okay var han ikke. Måske, hvis han var heldig og Chester uheldig, ville han slet ikke mærke det. Men det skete næppe. Hvad der egentlig fik Chester til at vælge ham var, at fordi han svajede, var folk ikke for tætte på ham. Chester kunne sagtens bevæge sig forbi ham uden at skubbe til andre og skabe opmærksomhed. Han nærmede sig sit bytte, men så blot frem af som om han ville forbi ham og ikke hen til ham. Da han endelig nåede forbi ham, snittede han hurtigt og præcist hen over mandens mave. Såret blev dybt, for Chester kom tæt på. Manden skreg ikke men kom med et halvkvalt råb og greb sig til maven. Det lød ynkeligt og faktisk skuffede det Chester, han havde håbet på en større reaktion. Men så igen, manden var allerede tæt på at dø som en blodpøp bredte sig ved hans fødder. Før manden faldt til jorden nærmede Chester sig ham igen. Han greb ud efter ham men ikke ud efter hans skuldre eller hals eller hånd - han greb ud efter hans mave. Han stak sin hånd langt ind i hulet og denne gang kom der en højere lyd, så Chester skulle være hurtigt. Han fik fat i noget og da han rev det ud var det en tarm. Perfekt.
"Since you don't need this anymore, I'll take it, thank you very much," sagde han en anelse anspændt, for han skulle koncentrerer sig om at i et hug skærer et stykke af den.
Han var væk, før han så om nogen lagde mærke til det eller ej. Nu var hans hænder blodige, men han var ligeglad. Det var en snack til senere.
Han fandt frem til drengen igen, og da Chester havde det med at tænke mere på sig selv end andre, lagde han ikke mærke til, hvordan dregnens tilstand var. I stedet viste han ham stolt tarmen, som han rakte ud til ham.
"A treat for my doggie," sagde han med et snert af drilleri, "I know you love eyes, but I've heard that intestines are quality-food."

Han kunne slet ikke helt lade være med at grine. " Slimey yes, and everything you're imagining right now - Its delicious. " Sagde han så bare, med et kort lidt kækt blik før han trak lidt på den ene skulder. At spise et øje var lidt en overraskende blød fornøjelse. Han lod kort blikket glide ned på resten af det øje han havde i hånden. " Just like the inside of a creme pie. Creamy. With a hint of history. " Sagde han så bare med et kort grin, før han stoppede resten i munden - og lod igen sit blik søge op mod Chesters ansigt. " You're missing out of something amazing. No matter how delicous blood is, this is the best thing. " tilføjede han så lige hurtigt. Razor var selv ellevild med blod - men øjnene var nu hans favorit del af kroppe - om det så var til at spise, eller gemme i et glas.

Smilet om hans læber voksede en anelse efter at have tygget af munden. Der var noget om det, jo mere diskret man kunne formå at slå ihjel - jo længere ville der gå indtil der var nogle der opdagede, medmindre der var en eller anden der pludselig begyndte at panikke på en niveau der var helt utroligt belastende. Razor nikkede bare kort som svar på det der blev sagt - der var ikke mere at sige til det, ikke mere end at gå i gang. Det var ikke sjovt at lege hvis man aldrig kom igang med den leg de begge var i sit S for at få gang i.
Han så Chester forsvinde ind i mængden af dansende folk. Han blev selv stående et par sekunder, bare for lige at få en fornemmelse om hvordan fyren bar tingene ad. Det var altid spændende at finde ud af hvordan andre fandt sjov i lidelsen for andre. Razor selv blev helt manisk af det. Adrenalinen pumpede rundt i hans krop og gjorde at han ikke kunne styre hvad han gjorde i det fleste tilfælde. Det var fantastisk.
Til sidst kunne han ikke længere se Chester - eller dufte ham for den sags skyld, der var alt for meget andet der dansede omkring hans sanser til at han gad fokusere på en knap så interessant duft som Chester var i besiddelse af - eller, som de fleste vampyrer havde.

Han susede så bare selv ind i mængden, vidste præcis hvad han havde i tankerne af sjove ting. De kunne vel ligeså godt sørge for at selvom festen sluttede engang, så ville den helt klart have sat sine spor i gaden næste morgen. Han skævede kort rundt på folk, før hans blik rettede sig mod en kvinde længere fremme, som han bevægede sig mod. Hun var tydeligvis i en anden verden - men ikke nok til at dem omkring hende ikke var en del af hendes verden, hun fik hurtigt øje på Razor som var på vej mod hende, dog kunne hun slet ikke skelne mellem et normalt smil, og det luskede smil Razor havde over sine læber. Efter kort at have danset et par sekunder med hende, bevægede han sig om bag hende og lod sin ene hånd finde hendes hals - selvfølgelig i selskab med hans lille kniv. Den anden strøg han en tot hår væk fra hendes øre med, og rykkede hovedet tæt mod så hans mund var lige ud for hendes øre. Alt imens han med hånden ved halsen, lod kniven trykke sig ind under huden. Han hviskede ord til kvinden der tydeligvis virkede - hun skreg ikke. Indbildende ord virkede. Dette var ikke den virkelige verden, det var en drøm. Men kun for kvinden. Duften af hendes blod ramte hurtigt Razors næse, og fik smilet om hans læber til at vokse. Da han var sikker på at hullet i kvindens hals ikke nåede længere, end lige akkurat at have sluppet til luftvejen. Fjernede han kniven. En tydelig panik formede sig i kvindens øjne. Det var ikke længere bare en drøm - som blod begyndte at løbe og blokere for hendes vejrtrækning. " Shhh.. " Sagde han stille, og holdt fast i kvinden så hun ingen vegne smuttede - selvom hendes ben dog hurtigt blev til gummi og hun faktisk blev en smule irriterende at holde.
" It will only take a minute - or two.. " Sagde han så bare med et lille grin. Hans fingre smuttede op og snuppede først de ene øje, som han holdt mellem tænder - mens han snuppede det andet. Men så slap han den alligevel snart livløse kvinden som faldt ned på jorden, tydeligt ved at drukne i sit eget blod. Hyggeligt. Razor betragtede kort øjnene - så fine. Hun havde et sæt smukke dybhavs blå øjne, men de var nu altid lidt pænere uden resten af pakken - altså uden et ansigt og krop. Han smuttede så bare videre - efter et kort blik fra en mand, der ikke virkede helt så fjern som resten af selvskabet - Razor sendte ham bare et blodigt smil. Og det satte med det samme en reaktion i gang i manden. Razor var god til diskret, når han altså havde lyst. Men panik var også fantastisk - og den kunne fylde luften med duften af angst på få sekunder.

Det passede dog med at det var lige der Chester vendte tilbage - Razors blik gled over tarmen han holdt op. Et øjeblik stirrede han bare lidt mod den, men så snuppede han den, mens han sendte Chester et lille smil. " This is briliant - not for eating though - you never really know whats going on inside such thing. Idrk.. " Sagde han så lidt med et drillende blik, og et lille grin. Men få sekunder efter havde han så slynget tarmen om halsen på nærmest dansede person - også to ekstra runder omkring halsen på staklen som tydeligt ikke forstod en bjælde af hvad der forgik. " Wouldn't it be nice to leave him hanging? You know - litually? " Spurgte han så og lod hovedet glide på skrå. En tarm kunne være skrøbelig, det kom helt an på hvordan man brugte dem. Ikke at det var hvad Razor legede mest med - men det kunne nu være sjovt. Han trak personen med sig, som kæmpede for at få tarmen omkring sin hals til at give efter. Men det så ikke ud til at virke. En eller anden form for pæl, bygning - noget, man kunne hænge folk op på var hvad han ledte efter - der kunne vel sagtens være et sted - et sted. Egentlig havde han nok brug for Chesters hjælp. Razor var sandt nok stærk, men hans krop var ikke i topform for tiden, simpelt på grund af manglende søvn. Den kørte altid på de sidste dråber af energi. " Upside down maybe? You could have aaaall the blood dripping from his soon dead body.." Sagde han så lidt, og vendte blikket mod Chester.
Manden der før havde fået et blik af Razor, havde sat en kædereaktion i gang - folk var begyndt at lægge mærke til andet end musikken der spillede højt og overdøvede alle andre lyde. Så måske de faktisk skulle skynde sig lidt med deres leg - Razor kunne selvfølgelig også bare have ladt være med at være en pestilens og udfordre mistænksomme folks blikke på den måde. Men han vidste jo, at det i sidste ende ville blive mandens død alligevel. Tsk. Fool.

Chester lyttede til Razors forklaring af, hvordan et øje smagte med et skeptisk blik. Han havde aldrig selv smagt det, men det var heller ikke et ønske. Han havde aldrig smagt cremetærte før, så men han kunne godt forstille sig at konsistensen var nogenlunde det samme. Hvordan det var lækkert, kunne han så ikke se. Han havde været vampyr så længe at intet andet end blod virkelig sagde ham noget. Selv en lækker steak, som han før ville have elsket, var ikke andet end et smagsløst stykke kød for ham nu.  
En latter skød op fra ham over Razors kommentar og kommenterede selv: "I'm a vampire. There's nothing more deliocius than blood."
Det var det sidste, han sagde, før han forsvandt.

---

Han lod Razor tage tarmen ud af hans hånd, og spillede overdrevet fornærmet over, at han ikke ville spise den. Dog havde han stadig et smil på læberne, for denne her dreng var sjov, og han var i glimrende humør.
"Excuse me! I didn't expect a guy eating others' eyes being so picky."
Han fulgte Razors bevægelser, og forstod ikke i starten, hvad han egentlig havde tænkt sig at bruge sin gave til. Da det så gik op for ham, lyste hans øjne op. Det var jo genialt. Han havde slet ikke tænkt på det. Chester fik endnu mere respekt for sin nye medmorder - han vidste ikke, hvor gammel drengen egentlig var, men erfaren, det var han.  Hvilket fangede Chester i hans spindelvæv. Chester var ikke god til at se konsekvenser - han tænkte ikke over, at de evner, drengen viste, kunne blive brugt på ham. Han var en kammerat indtil det modsatte var bevidst. Så Chester var helt med på at gøre legen mere drastisk.
"Nhmm all that blood driping from a body sounds wonderful," sagde han, "Plus it would look great as well. Like a piece of art. Including blood, intestines and a suffering body. Could it be more beautiful?"
Selvom Chester ikke virkede til det, så havde han lagt mærke til, at deres morderi ikke var specielt diskret. Folk var ved at opdage, at der blev færre af dem og mere blod. Men Chester var egentlig ligeglad. Sådan var det jo, når man skulle være kreativ. Desuden frygtede han ikke dem til festen. Med Razor kunne de næppe gøre ham noget, og hvem turde virkelig at gå op mod en psykotisk overnaturlig morder?
Han så sig omkring, da mængden begyndte at rykke mere rundt, trak sig væk fra Razor og ham. Det var kun en lille bevægelse begået af de nærmeste, men Chester vidste godt, at det hurtigt ville sprede sig. Han vendte sit blik mod Razor igen.
"I guess there's no reason in trying to be discreet anymore," sagde han og lænede sig tættere mod Razor for at mumle: "So let's create some chaos instead."

Han rykkede en enkelt gang i tarmen og lavede så tegn til Razor at han skulle følge ham, før han selv begyndte at gå. Han forstod skam godt drengens plan, den var klar, og han vidste præcist, hvor det skulle gøres. Han gik afslappende som var de blot på gåtur, dog hvor hunden gik med manden, på vej til at hænge ham op i sin snor. Nu begyndte folk også at trække sig helt væk fra dem. De forstod muligvis ikke, hvad der foregik, men de kunne godt se, at det ikke var naturligt. Om det var falsk eller ej skulle de vist stadig have tid til at regne sig frem til.
"I must say - before we continue - you have such creativity. How long have you been killing?" spurgte han og skævede til Razor med et lige så nonchalant smil på læberne. "You don't seem very old. But then again, you could be centuries old and I wouldn't know. That's the sweet thing about immortality... Well, one of the sweet things."

De nåede frem til det sted, som han havde haft i tankerne, og han stoppede. Det var en stor bygning med flere etager. På etagen over dem, ved hjørnet og lige ved siden af et vindue var der et stenudhæng, hvor der hang en lampe. Chester havde nu tanker om at hænge noget andet deri.
"Okay! Let's get to it," sagde han efter at have klappet hænderne sammen og vendte sig mod manden, "First we have to tie this around his feet and not his neck. Gravity, you know."
Han gav sig til at sno manden ud af tarmen. Blodet ville sikkert smitte af på hans hænder, hvis ikke det var fordi de var dækket af blod allerede. Manden skubbede til ham og vred sig og gjorde så meget han kunne for at komme ud af vampyrens greb, hvilket mindede ham om endnu en ting han skulle gøre.
"And then," sagde han og trak sin kniv, "We cut."
Han snittet i en hurtig bevægelse mandens hals åben. Det var ikke gjort særlig præcist men det var dybt nok til at blodet begyndte at sprøjte. "Perfect."
Manden havde nu for travlt med at gribe sig om halsen i et forsøg på at overleve til at lægge mærke til hvordan Chester bandt tarmen rundt om hans hæle. Han rejste sig op, klappede manden på skuldrene og så op på stenudhænget.
"Now's the question how we get him up there without breaking anything."

" How would you like eating something that may or may not have had a poop inside! Nope.. noope nooooope! My tastebuds says no! But its not a waste, poopie things like this can be used for a ton of other things though. " Sagde han så bare med et lille grin. Han havde da ingen planer om nogensinde at sætte tænderne i en tarm. Lige meget hvor krydret den så måtte være, så var det altså ikke lige hvad man tænkte som det mest lækre. Tværtimod. Men det gjorde nu heller ikke så meget, de var omringet af væsner som et eller andet sted var hundrede gange mere indbydende. Desuden havde de planer om andre ting som lige med det samme ikke indebar at spise. Men at have det sjovt, ikke at det ikke var sjovt at spise - det var det, ingen tvivl om det. Men nu skulle de lege hang man med en mand først - derefter kunne der komme ædegilde på tale.

Diskret nej, det kunne man ikke prale af de var længere - men havde de nogensinde været det? Ikke rigtig, måske havde folk bare været alt for langt væk i deres egne verdner til at opfatte hvad der skete omkring dem.
Razor bed sig kort i læben, og skævede kort lidt mod Chester - dog voksede smilet om hans læber yderligere da ord blev hvisket i hans øre. Det var lige før hans hjerte slog et slag over, simpelt af begejstring over ordene. Intet lød bedre end kaos. Også var det måske heller ikke helt slemt at få det hvisket i øret af en fancy ung fyr - med samme tanke gang som en selv. Slet ikke dårligt. Et lille grin forlod hans læber som svar. Der behøvede vel ikke at blive sagt noget til det, man skulle være virkelig dum hvis man ikke ud fra Razors opførsel kunne se at han helt sikkert var med på alt det kaos der nu kunne komme ind i ens tankespind - og måske mere til.

Razors blik strejfede rundt på folket omkring dem, som de trådte til side for dem - det var helt utrolig hvor meget respekt folk på så få øjeblikke kunne få. Simpelt synet af blod kunne få folk til at kysse fødder - de fleste. Der fandtes jo stadig den procent del som havde blodtørsten gemt i sig og elskede synet og tilstedeværelsen af blod - helt igennem utroligt. Razor havde altid haft den, sikkert derfor han ikke havde været ønsket af nogen før han endte i den familie som kunne bruge hans hungren efter blod til noget konstruktivt.
" Why do you think my name is Razor? I was born to kill.. Raised to kill - That dear Chester, is my only skill. It dosen't matter how long I've been doing it. I suck at math and I can't remember. I'm 16 though - not a freaky age. Unless ofcourse you're old as hell, and find people who's not gifted with the ability to live forever and ever - freaky. Then I think we're good. You're a vampire, you too could be a granny without anyone knowing.. " Sagde han så bare med et træk på den ene skulder. Han lod kort blikket tage sig en tur ned over den utilfredse mand på jorden. " How old are you? You're a pathetic and weak human - thats not at all something to brag about. " Han kneb kort øjnene lidt sammen, men rettede så blikket mod, hvor han kunne regne med at Chester havde tænkt sig at manden fint kunne pynte - dryppe - bade jorden i blod.

Razor slap manden, og lod Chester gøre hvad han havde planer om - hvilket Razor havde det helt fint med, han fulgte med i fyrens bevægelser. Duften af blod omringede hans sanser og fik et øjeblik nærmest hans pupiller til at udvide sig. Det var som stoffer - der gjorde en helt høj. Ikke underligt at han havde det forhold til blod som han havde, en ting var at han var halv bloddæmon, men shapeshifteren i ham havde også en trang til blod og det gjorde kun det hele meget værre, eller bedre - det var som man så det. Han bed sig kort i læben for at holde sit smil lidt tilbage. " Gravity - you're right.. Mhm.. " Sagde han så endelig, efter at have revet sig ud af sin et øjeblik forstenede tilstand. Men slap så alligevel et lille grin. " Look at that funny face he's making.. " tilføjede han så bare lidt. Og for en stund, opførte han sig som det barn de fleste sammenlignede ham med. - Men også kun en kort stund, for så fandt det luskede og knapt så eftertragtede smil, sin vej tilbage til hans læber og han rettede blikket op af muren, mod det stenudhæng manden snart skulle finde sig til rette på.

" Pfft easy peasy! " Sagde han så bare med et grin - og kort efter havde han snuppet fat omkring tarmen og trukket manden helt hen til muren. Han gav sig til at kravle op af den lodrette mur - helt uden den mindste smule problemer, det var først da manden skulle med op at det blev en smule mere kompliceret end som så. Ikke fordi han ikke kunne klare mandens vægt, men den var alligevel nok til at gøre hele processen sværere end hvis han kravlede på egen hånd. " Fat peace of shit.. " mumlede han kort, dog med et smil og han formåede da også at bevægede sig langt nok op af muren, med manden dinglende i tarmen under sig - til at kunne få ham bundet fast til stenudhænget - hænge som et fælt stykke pynt til en festlighed der ikke fejrede død og ødelæggelse. Forargede og skræmte ansigter havde efterhånden spredt sig over mængden af væsner der stod på jorden. Ingen turde gribe ind - men tog i stedet afstand og lod tingene ske. Blodet fra manden havde allerede gjort sit hen over muren, jorden og på andre ting som stod nærmest.

" Dinner is served.." Han rettede blikket mod Chester med et lille sødt smil om læberne. " Or maybe we should get another one. Blood is spilled, all dirty and stuff. " Sagde han så lidt og rystede kort lidt på hovedet. Han stod et øjeblik på stenudhænget med manden hængende under sig, men hoppede så bare ned på jorden i et elegant hop. Han trådte hen til Chester, dog med blikket mod resten af forsamlingen, folk trak sig længere og længere væk fra dem, faktisk var der ikke mange tilbage i den tætte cirkel - kun dem med en nysgerrighed der ikke havde drevet dem længere væk.
" I think... that one! Looks pretty tasty, what do you think? " Spurgte han så lidt, i det han pegede mod en kvinde der stod - klamret til hvad der højst sandsynligt var hendes mand. Begge en smule skræmt men også forarget. Frastødt. Alt hvad man kunne tænke et udtryk kunne vise der ikke var tilfredsstillet over synet. Han rettede blikket op mod Chester, og lod hovedet glide en smule på skrå, stadig med det lille halv søde smil om læben - men et smil der inderst inde gemte på en hungren efter blod.
" I can hear her heart pounding " hviskede han så bare stille, helt fascineret.

Mens de gik og Razor svarede på Chesters spørgsmål uden rigtigt at svare på det søgte hans øjne efter stedet, som han havde i tankerne. Han nikkede let til Razors ord. Det lød rigtigt nok, Razor var et navn til en morder. På en måde ønskede han at kende mere til drengens fortid. Ikke fordi han ville tættere på drengen personligt men fordi han ønskede at kende mere til den familie, der havde opdraget en morder. Chesters familie havde i det mindste forsøgt at opdrage ham godt, men det kunne ikke lykkes, for Chester havde ondskab i sig fra start af. Nogle der derimod med vilje havde skabt en morder lød interessant. Men det var noget der kunne vente til en anden gang, for de havde vigtigere ting at tage sig af nu.
"Well, my name is Chester. I was born to be an asshole," sagde han med latter i stemmen. Det var dog ikke helt sandt, han var navngivet efter sin morfar åbenbart, en mand havde aldrig havde mødt. Men måske var han også et røvhul, i hvert fald havde Chester i sinde om at stemple det navn som et dårligt navn.
“But born to kill...” Han tyggede lidt på ordene, “I like that. Sounds like me and that’s always a good thing. And as your only skill, it is a pretty amazing skill.” Det sidste sagde han med et glimt i øjet og puffede til Razor med sin albue på venskablig manér.
Razors alder ændrede ikke Chesters syn på ham. Alder betød intet, det var erfaringen. Erfaring med mord altså.
”That word – granny,” sagde han og skar en grimasse, “Makes me sound old. Wrinkly.” Han rynkede næsen, før et kæmpe smil kom frem på hans læber og han rystede på hovedet, “No, I’m not old. I’m just forever young. Yeah, I like that. My age doesn’t matter, my looks does.”
Han lavede en gestus ned af sig selv og hævede sigende øjenbrynene af Razor med tydelig arrogance. ”Judging from that, I’m doing great. And you’re not doing all bad yourself.” Det sidste blev sagt, mens han sendte Razor et tydeligt elevatorblik der endte ud i, at han sendte ham et smil, som var mere charmerende end de andre, han før havde sendt til ham.  Det var noget, Chester havde det med at gøre – Han så ingen grænse mellem at være venlig og flirtende for det var sjældent at han overhovedet var nogen af delene. Desuden så så han ikke frem til at få en ven. Men det betød ikke, at han ville have noget sjov med Razor, hvad end den form for sjov så var.  
Han lo så over Razors kommentar til manden, hvorefter de nåede det sted, som han havde tænkt på.

Efter Razors kommentar om mandens sjove ansigt ændrede han sig fra morder til spændt barn. Chester kunne ikke helt finde rundt i ham. Det eneste sekund var en en kold morder, der fyldte luften med den vidunderlige duft af blod og det næste sekund virkede han endda yngre end han rigtig var, selv når han egentlig var spændt over en døende mand. Det var fascinerende. Det fangede Chesters interesse.
"It looks like he's smiling," svarede han og iagtog manden, "I've never had my throath cut open but I think it's quite painful. Not something to smile about."
Men noget der fangede Chester endnu mere, var Razors løsningen til deres nye problemstilling. Før Chester nåede at reagere var drengen på vej op af væggen med manden efter sig uden nogle som helst problemer. Chester mund åbnede sig af forbavselse og han fulgte ham med store øjne.
"How can you do that?" spurgte han med beundring i stemmen, "Is that your ability? To climb walls? That's perfect! It's like we were meant to be at this party together!"
Han klappede et par gange i hænderne og et stort smil spredte sig på hans læber så hans tænder endnu en gang blev blottet. Hvis der var der kunne gøre Chester helt spændt var når nogen havde en kreativ evne, en evne man kunne myrde ekstra specielt på. Unikke evner som han ikke havde set før fik hans humor helt  op, næsten lige så højt oppe som den mand nu hang.

Han satte knytnæver i siderne på sig selv og så op mod manden en anelse stolt, da Razor havde fået hængt ham op. "Beautiful."
Han nikkede så til Razors ord: "I could never ruin our art. It probably won't taste better than it looks anyways."
Chester havde lagt mærke til hvordan folk nu havde opdaget dem. Det var nu også forståeligt nok, siden en mand nu hang fra en bygning. Det var svært ikke at se. En lav hvisken og enkle gisp lød fra dem, som var kloge nok til at trække sig væk. Alle der blandede sig ville lide den samme skæbne, hvis ikke værre. Men festen var ikke over endnu, i hvert fald ikke for Chester og Razor. Hans øjne gled hen over flokken for at finde sit næste bytte. Razor kom ham dog i forkøbet og straks vendte Chester blikket mod kvinden, som han pegede på. Det sadistiske glimt kom tilbage i hans øjne, og han så ned på Razor med et anerkendende blik. Han vidste også hvilke personer ville være sjovest at gribe fat i, han var virkelig den perfekte.
"I can't believe I've never stumbled into you before," sagde han mens han lagde armen om hans skuldre. Men det var kun kort, hvorefter han gav hans skulder et klem og så var han henne ved parret. Kvinden havde han revet væk fra manden, men han stod lige foran ham stadig. Han holdt ikke en gang hårdt fast om hende, blot et fast greb om hendes arm, men hun vidste bedre end at flygte. Folk omkring dem trak sig dog hurtigt væk, nogle begyndte at løbe.
Chesters blik hvilede på manden. "I'll give you a choice. Either you sacrifice yourself to save your loved one or she loses her hand.. as a start."
Det var endnu en ting som Chester havde det med at gøre - udfordrer kærlighed. For han havde nemlig den tro at kærlighed altid kunne knuses, folk var i sidste ende selvisk. Sådan var det også her, da manden næsten uden tøven sagde: "Take her, just leave me be!"
Kvindens hulk kunne næsten ikke høres over Chesters latter og han så på hende med et næsten sympatisk blik.
"And you're into that guy? Wow," sagde han og så, med en hurtigt bevægelse, havde han snittet gennem kvindens hud, kød og knogler. Hendes skrig fyldte luften og hendes hånd røg til jorden mens blodet sprøjtede ud. Hun græd og folk omkring ham råbte op i frygt, hvilket blot fik Chester til at ryste på hovedet og se hen mod Razor. "Why are humans always so dramatic?"

" Chester the granny, born to be an asshole. I must admit, thats pretty god damn badass.." Sagde han så bare lidt med et lille grin. En ting var at Razor var blevet trænet til det fra han var helt lille - en anden var at man bare havde den iver helt af natur. Okay det havde han nok også selv, der var vel en grund til at han havde været et uønsket barn før han blev sat i træning. Men alligevel - det krævede talent at være en nar. Det bilde han hvert fald sig selv ind. Så kunne folk da få lidt kredit for det hvis de ikke havde så meget andet. Selvom Chester nu alligevel virkede som en fyr der havde meget mere at byde på end at være en nar. Men tiden ville vise om det var noget Razor ville ligge mere i - eller om han bare ville være endnu et individ der ikke var værd at lægge mere tanke end sjov i.
" Oh and btw! I know a few grannys - all on top of the world with faces and bodies you could die for. You're up there you know. Maybe you're not a prince, but you sure could fool anyone on that. " Tilføjede han så lidt, selvfølgelig igen med et lille grin.

" Ofcourse he's smiling! Look at all the amazing attention he's getting. We should probably be jaloux, but what kind of wicked feeling is that. " Sagde han så og vendte kort blikket mod Chester med et lille smil om læberne. Synet af manden var en fryd for øje. Hvilket de nok var de eneste der havde den holdning omkring. " Besides, seems like we're the main focus anyway." Tilføjede han så lidt og lod blikket glide rundt på mængden af væsner som alle var i et stort dilemma om hvorvidt de burde gribe ind - stoppe denne scene fra at udvikle sig til noget værre. Men det var allerede for sent, de havde jo sat deres forskruede hjerner ind for noget - og man skulle være dum hvis man ikke vidste at det var nok til at det var umuligt at stoppe. Medmindre selvfølgelig man kunne få bugt med pesten. Den pest som i dette tilfælde var Chester og Razor.
" I don't know how I do it, I just do it. Always have been. Its fun though. Climbing stuff. People. I think you're right, this party just went from a two to a twelve - we should party together more often. "

Hans blik var fæstnet mod Chester et øjeblik, som han i et kort sekund havde armen om hans skulder, for at slippe igen - og starte næste del af festen. Det var jo næsten ligesom en familie sammenkomst - velkomst, forret, hovedret og dessert - mhm.. Hvis man var rigtig heldig fik man oven i købet lov at få småkager til sidst. Det var ikke fordi Razor havde oplevet mange af sådanne selskaber - men et enkelt kunne han da godt prale af at have været med til. Også selvom det ikke var som en del af familien - men at iagttage på afstand havde i mange tilfælde været rigeligt for ham. Dette kunne meget hurtigt blive tilfældet i denne situation, men på den anden side stod han stadig tilbage - rastløs, med fødder der ikke helt kunne blive samme steder på jorden under ham som hvis han havde siddet i et hjørne, med en ordre om at blive siddende. Her havde han valgtet - han kunne få sine egne lyster ud i verden. Lyster som kun blev forstærket af synet af Chester og det par hvis følelser han satte på prøve, ikke bare deres følelser men hele deres eksistens. Det var underholdning man i mange tilfælde skulle lede længe efter. Hvert fald hvis man ikke selv skulle stå bag handlingerne.

" Clearly love haven't stumbled upon them yet. " Sagde han så lidt, med et lille grin og en kort rysten på hovedet. Endnu en ting Razor ikke vidste meget om. Men han vidste da at at ofre hinanden til et bæst ikke ligefrem var specielt romantisk. Og dog, et eller andet sted var egoismen i det helt igennem fantastisk. Det kunne jo være den stakkels sjæl i sidste ende ville finde kvindens død en fornøjelse. Synet af hendes blod - nærmest som en seksuel rus. Razor rystede kort på hovedet, hans tanker forsvandt lidt ud i nogle baner som ikke skulle finde sted i hans hoved. Han skævede kort rundt på andre folk omkring dem.

" I have no idea - but they sure know how to play awful music with their voices. " Sagde han så bare lidt, hans fokus var et øjeblik mod kvinden. Men det var kun indtil et bump lød og manden der før havde ofret sin date eller - hvad de nu end var. Han besvimede på jorden. Sikker på grund af det blod der fra kvindens hånd havde taget sin tur gennem luften og efterladt et spor på sin vej hen over mandens ansigt.
" Oh wauw, very manli.. Lets take her tounge! " Sagde han så bare hurtigt, og fik et begejstret udtryk frem, før han hurtigt var henne ved Chester og kvinden han stadig havde fat i. " You know - just to make her shut up.. " hviskede han så lidt, med det sædvanlige kække udtryk. Dog blev han hurtigt distraheret fra den plan til en anden, duften af blod dansede omkring hans sanser og han kunne ikke dy sig fra at 'komme til' at få lidt på hænderne, kun for at kunne slikke det af igen få sekunder efter. Med en veltilfreds 'mmm' lyd og et lille fraværende grin.

" Or maybe you're still after his heart? " Spurgte han så bare lidt, efter at have haft blikket placeret mod den besvimede fyr på jorden. Som dog efterhånden begyndte at røre lidt på sig, folk havde trukket sig længere væk. Men stadig for bange til at forsøge at flygte. De havde set hvilket tempo hvert fald Chester kunne bevæge sig i. Ikke en fart der var til at spøge med. I det mindste var alle ikke lige dumme. Razor trådte mod manden på jorden og puffede kort til ham med den ene fod.
" Wakie wakie! " Sagde han så bare med et lille sødt smil. " She's not dead yet, you can still safe her you know. Lend her your heart. Thats the least you could do - after basically throwing her into the arms of death. " Sagde han så lidt og satte sig på hug ved siden af fyren. Han skubbede sig dog bare hurtigt på afstand. Men Razor plantede sin kniv i hånden på manden og videre ned mellem stenene på gaden. " Stay.. "
Manden brød ud i et smertefuldt brøl og blev liggende, i en akavet stilling som han vidst ikke engang selv helt kunne finde ud af. Razor rettede så bare blikket lidt mod Chester. " What do you think? I wanna eat.. I'm hungry.. But these two dosen't quite fit my sweet tooth " Sagde han så bare lidt med et lille grin og vippede kort lidt på sine fødder, stadig siddende på hug.

Chester elskede sin evne, det gjorde han virkelig. Blod var hovedpunktet i hans liv, og at have sin evne til at dreje som om det, passede ham perfekt. Desuden sørgede det for at han kunne tage kontrol, ikke blot over blodet men over andre også. Hvem ville ikke elske det? Der var uendelig muligheder af sjov med det.
Men selvom han elskede sin evne, så elskede han også at lære andres evner at kende. Og han kunne ikke lade være med at blive en smule misundelig, når folk kunne noget, som han ikke kunne. For tænk på alle de flere muligheder, der var, hvis han også havde deres evne. Det tænke han også, da han så Razors evne. Og så tænkte han over, hvor heldig han var, at han nok alligevel kunne bruge Razors evne til sin fordel. Noget der var værd at huske.
Han lyttede til Razors svar til spørgsmålene, nu helt rastløs over den positive overraskelse.
"Well, tsk, yeah, I can climb stuff too," sagde han og trak på skuldrene før han pegede på Razor med hele armen, "But you. You can like... walk on walls. I bet you could climb a tower without problems, right? Maybe even without hands... Wow, how the view would be."
Han talte mere og mere spændt, før han til sidst kunne løsrive sig selv fra sin tankegang og fokusere på det næste mord, som uheldigvis - uheldigt for dem- var det søde kærestepar.

Han holdt stadig kvinden fast, men hun virkede også mere fokuseret på at skrige og græde og undgå at besvime. Kort lænede han sig tættere på hende, da duften af hendes blod gled op i hans næsebor. Det var næsten hypnotiserende, selv for en gammel vampyr, der sådan set var mæt. Han blev gang på gang overrasket over, hvor vidunderligt det duftede. Han rev sig dog hurtigt ud af hypnosen igen, da Razor talte, og han rystede let på hovedet.
"No no no, that's not the case," sagde han, "The thing is that love may have stumbled upon them, but do you know what's stronger than love? Fear."
Som han sagde det, brækkede han kvindens gode arm, uden så meget som at bryde øjenkontakt med Razor. Kvinden kunne ikke skrige højere, så det blev mere et halvkvalt gisp, men det var ikke det der var sjovt. Det var folkets reaktion. De turde ikke flygte, og de turde ikke bryde ind, så de stod blot fastfrossen på jorden, stirrende på torturen foran dem. Som dukker. Hvor var det fascinerende, hvor hurtigt man kunne få kontrollen over så mange uden så meget som at bruge sin evne.
"Music, yeah, like bagpipes," svarede han og skar kort en grimasse, før han grinede. Det skar gennem luften, fuldstændig malplaceret i den dystre stemning, og stoppede først, da et bump kunne høres. Chesters smil blev en anelse svagere, som hans mørke øjne gled hen mod manden. Det så ud til at tage ham nogle sekunder, før han indså, hvad der var sket. Så rullede han med øjnene. "It's like these people been living under a rock. A dark creature killing a human... biiig surprise."

Han så så hen mod Razor, da han kom med noget af et foreslag. Han nikkede anerkendende, for det var kreativt og det ville stoppe skrigene i hvert fald fra hende. Godt nok skreg hun ikke meget mere, hun hulkede bare og svajede. "Hmm, I don't know. I like hearing her pain," mumlede han, som hans kom tættere på hende igen. Først var det hans læber, der snittede hendes hals og så var det hans tænder, dog uden at bide i. Hun skælvede under berøringen, og smilet spredte sig endnu en gang sammen med en lav klukken. Noget rykkede sig inde i ham. Tørsten. Det var ikke fordi han ligefrem var udtørstet, men duften omringede ham og blandet med ruset af spænding, der strømmede i gennem ham, voksede tørsten hurtigere. Som om han var lækkersulten.
Han formåede dog at skubbe det til side, og vendte i stedet opmærksomheden mod Razor, der nu var henne ved manden igen for at vække ham. Han sagde ikke noget, men betragtede blot, hvad han gjorde, ligesom resten af flokken. Dog på en anden måde - mens de havde frygt i deres øjne, havde han begejstring i sin. Han var også den eneste, der ikke spjættede, da Razor satte kniven i mandens hånd. Det var vel karma, når man fik sin kærestes hånd skåret af. Men så igen, hvis karma eksisterede, havde Chester godt nok meget at betale for.

Nu hvor tørsten var vækket i ham, kunne han mærke, at han havde svært ved at stå stille. Han blev ved med at skifte vægten fra den ene fod til den anden, som han lod Razor lege med manden. Og da Razor sagde, at han var sulten, kunne han ikke skjule sin ivrighed. Han ville have blod, ja, men ikke fra nogen han allerede havde voldet smerte. Det var bare kedeligt i længden, som gammel legetøj. Men alt det blod roddede med hans hjerne, og satte ham i en mere dyrisk - og muligvis mere farlig, tilstand. Han ville bare slå ihjel. Det var ligemeget hvordan det blev gjort.
"Nah, they're already close to death," sagde han og søgte gennem den store gruppe væsner, som stirrede på dem, "All those are missing out on all the fun."
Han holdt nærmest ikke kvinden mere. Hans krop var spændt. Han lignede et rovdyr, klar til at springe på sit bytte på ingen tid. Til sidst fandt han også sit offer - en ung mand. Og han valgte ham, for han kunne dufte ham bedre end alle andre. Han havde bidt sig i tungen og blodet ramte Chester med det samme. Shapeshifter.
Razor blev kort glemt og tørsten tog over. Chester smed kvinden fra sig og med ét var han henne ved det næste shapeshifter-manden. Han havde ikke en gang tid til at gøre noget kreativt, han ville bare drikke. Hans arme røg rundt om manden og han nåede lige at se ind i hans skræmte øjne, før hans tænder borede sig ned i hans hals.

Hans blod smagte lige så godt, som det duftede. Det lukkede den ydre verden ude og det eneste Chester kunne fokusere på var mere. Han ville have mere. Tilfredse lyde undslap ham og blandede sig med mandens smerteskrig. Han var ikke ordentligt som han drak, det havde han aldrig været meget til, og derfor blev shapeshifterens hals nærmest revet åbent. Han gjorde modstand, men det gjorde kun Chester vildere. Han elskede, når de prøvede at kæmpe igen, for det beviste bare, hvor meget magt han egentlig havde.
Det var først, da manden var tom for blod, resten enten slugt af Chester eller ramt jorden, at han kunne fatte sig selv. Han slap liget, der tungt faldt til jordet, og tørrede mundet af i ærmet. Ikke at det hjalp meget - han havde rimelig meget blod over alt nu. Han kunne ikke få smilet væk fra læberne, da han fandt frem til Razor igen. Hvad end han havde gang i kunne lige så godt stoppes nu. Chester var ikke færdig og nu hvor han ikke var tørstig, var han opmærksomhedskrævende.
"Okay now, I'm not thirsty anymore. How about you? Still hungry?" spurgte han, "I'm satisfied, so it's all about you now. All about your needs and me fulfilling them.. or something like that.. Or... If you're done too.. we could find another place to screw up." Det sidste blev sagt med et glimt i øjet. Han var ikke klar til at give slip på Razor. Han havde planer om, at deres sjov skulle vare natten lang.

Chester havde ret, Razor kunne med lethed klatre op af et tårn. Det var vel ikke for sjov Assorian havde spurgt ham om han ville være en eller anden form for spion. Om det nogensinde blev til noget gjorde ikke så meget - så længe han vidste at Razor hvert fald var all in for idéen. Det var lidt sjovt, og rart at vide at de evner man havde faktisk kunne bruges til noget konstruktivt. Ligesom han før i tiden havde gjort. Sådan at rende rundt på egen hånd og det hele forfærdeligt for sine omgivelser var ikke nødvendigvis den rigtige vej frem - men det var sjovt i øjeblikket. Ligesom selskabet med Chester allerede var røget helt i top over ting der var helt igennem værd at bruge sin tid på. Den fyr vidste hvordan man havde det sjovt, og han var ligesom Razor selv slet ikke bange for at gøre det til virkelighed. Gøre livet surt for disse væsner også kaldet mennesker. Naive og svage. Det var utroligt hvor tit man stødte på folk der ingen evne havde for at beskytte sig selv. Ja, som om det var født under en sten og ikke havde opdaget hvad det egentlig var for en verden der langsomt var blevet bygget op omkring dem. At mørket ikke ville ramme dem, også blev de oven i købet overrasket når den faktisk gjorde. Det var ynkeligt. Sjovt, men ynkeligt.

Der var ikke mere sjov i kæreste parret. Og som Chester havde sagt var de allerede døden nær, ikke værd at bruge som madpakke. Hellere involvere nye folk fra stablen. Det kunne kun blive sjovt. Chester var vidst enig, og var selv kort efter i færd med at skaffe sig noget han kunne få inden bors. Razor selv var super fan af blod - og det var altid det han gik efter når han ville finde det rette offer - ikke at det kun var blodet han valgte at spise, men det var ligesom kilden til at vide om resten ville være godt eller ej.
Han fandt hurtigt et offer - en ung kvinde. Sådan var det bare, ungt kød var altså altid bare en smule bedre - det var der ikke nogle der kunne komme udenom. Hendes duft drev ham gennem den lille mængde der nærmest kastede sig på afstand fra ham. Utroligt de ikke alle var smuttet for længst, men Razor kendte godt den nysgerrighed der sikkert sad i dem alle og drev dem til at udfordre skæbnen ved at blive. Det gav et adrenalin kick der var svært at finde på andre måder - og det var som de fleste som stoffer, en afhængighed man ikke kunne skille sig af med bare sådan lige.

Det tog ikke mange øjeblikke for kvinden at finde ud af at det var hende som var det næste offer - og det satte gang i benene under hende. Hun skubbede en mand til side som måtte lade sig dumpe ned på jorden i forvirring over hvor han skulle sætte sine fødder. Kvinden var hurtig, men det gjorde frygt ved en. Heldigvis var Razor hurtigere, og han nåede let som ingenting hen til hende, han fejede benene væk under hende med et lille grin. Hun væltede og trillede et par gange rundt på jorden, før hun panisk forsøgte at komme på benene igen - men Razor gjorde det umuligt for hende ved at hive fat i hendes ben og trække hende med lidt tilbage af gaden.
" I caught a pretty ooone! " Sagde han så bare i en syngende tone og skævede kort rundt på folk med et dæmonisk udtryk der fik folk til at træde endnu længere væk. Nogle valgte endelig at forlade stedet - de fleste faktisk. Måske var angsten steget dem til hovedet og du havde endelig fattet alvoren i hvad der foregik. Razor holdt stramt fat om kvindens ankel, som han dog kort efter brækkede og et skrig fyldte hans øregang. Hun stoppede i det mindste med at sprælle. Han slap hendes fod og rettede blikket mod hende. Et manisk men følelseskoldt smil dansede hen over hans læber som han trådte hen ved siden af hende. Hun forsøgte at skubbe sig væk på jorden, i en gråd der for Razor begyndte at blive en lille smule irriterende - så kniven blev endnu engang en del af hans lille leg, han drejede den rundt mellem sine fingre men sendte hende så bare et kort lille uskyldigt smil. " It won't hurt for long, I promise.. " Sagde han så bare og plantede kniven i halsen på hende. Blodet startede med det samme med at fosse ud fra bag knivens skarpe blad, endnu mere da han fjernede den igen og lod tungen slippe blodet af. Det kriblede nærmest helt ned gennem kroppen. Sådan en følelse gav det altid. Utroligt hvad blod kunne gøre ved en.
Blodet der fyldte hendes lunger ned gennem luftrøret var hvad Razor var ude efter, det fik hende til at spile øjnene ud i kvælende præsentation - et syn der ikke var andet end fantastisk - et syn der gjorde det så meget nemmere at snuppe hendes øjne, hvilket var hvad han gjorde. Det efterlod en svag men tydeligvis lyd af smerte fra kvinden - hendes krop dirrede i smerte. Ikke et syn folk synes om, ikke medmindre men var lige så forskruet som Razor - Chester havde nok synes om det. Razor lod øjnene dreje rundt i hans hånd et øjeblik, men han tog så bare for sig af hvad han nu lige kunne finde af gode sager fra kroppen foran sig. Blod - kød, alt hvad der smagte ham.

Razor vågnede lidt op for sin trance over offeret foran sig, og rettede blikket mod Chester med et lille uskyldigt - blodigt smil. Han lod kort tungen strejfe sin ene mundvig, men kom så bare med et lille grin. " I'm all set - what do you wanna do? " Spurgte han så, og lod hovedet glide på skrå. Han rettede sig lidt op, men fik så pludselig et udtryk der ikke viste gejst på det næste de skulle til. Men opmærksomhed mod noget andet. Hans blik røg hen over skulderen på Chester.
" Shit! - watch out! " Sagde han så hurtigt og trak Chester til siden lige i det en pil fløj forbi og borede sig ned i jorden. Han skævede kort mod pilen, men rettede så blikket i den retning den kom fra. Smilet om hans læber voksede en anelse - men han lod så hovedet glide på skrå. Der var ingenting at se - men noget at fornemme. En dæmon var i nærheden, det at Razor ikke kunne få øje på den var kun endnu en brik i spillet - Det virkede vidst til at de havde fundet deres næste underholdning.

Pilen kom fra en ung mand på et tag ikke langt fra hvor de to bæster havde ødelagt alt for meget denne aften. Pilen var blevet sigtet mod vampyren - simpelt fordi de væsner altid var første prioritet for dem der skulle slås ihjel. Vampyrjæger var man vel ikke for ingenting. Det føleles kolde udtryk var malet over ansigtet på bloddæmonen der stod stabilt med sin bue i hænderne og blikket målrettet. Endnu en pil var allerede sendt afsted gennem luften, i et tempo der for mange kunne være svært at følge med i. Men endnu engang med sigtet mod vampyren. Jupiter - som var navnet på dæmonen havde i mange årtier arbejdet som vampyr jæger, nedlagt mange af slagsen - og bød muligheden behøvede det knap være en planlagt jagt. Han selv var et blodtørstigt væsen - hadet stammede fra noget helt andet. Han bevægede sig hurtigt - havde man en fornemmelse om hvor han var, så var han der ikke - for han var hurtigt videre til næste sted. Endnu en pil blev sendt afsted i en utrolig hastighed. Også endnu en - om han ramte var ikke målet - at forvirre fjenden også levere ekstra mere præcise skyd senere var mere en taktik han holdt sig til. Ikke at det var hans fylde plan, for så havde han tabt på forhånd.

Razor sprang til side for den næste pil der kom flyvende mod dem - den tredje fik han ikke undveget og den borede sig gennem huden lige over hoften i den ene side. Han bed tænderne sammen og kom kort med en brummende en smule pint lyd. Han var ikke sart, men det gjorde nu alligevel faktisk ret ondt. " ...Freaking fuck.. " mumlede han så bare kort og knurrede en smule, dog vendte smilet tilbage kort efter. Og han knækkede pilen. Men den ikke ud, endnu hvert fald. Ikke nødvendigt at miste mere blod end nødvendigt hvis de skulle til at slås med en der faktisk anede hvad han havde gang i. Men på trods af gode sanser - så kunne Razor ikke spore sig ind på hvor personen var, hvert fald ikke før han stod på taget af den bygning lige ved siden af hvor ham og Chester var placeret. Han kunne kun håbe på at Chester måske havde været en smule bedre end Razor selv til faktisk at undvige simple pile.

" Someone has come to plaaaay " Sagde Razor så bare med et lille grin. Og lod sin hånd forblive ved sin allerede skadede side. Det var alt for tidligt at være skadet - hvis legen kun lige var gået i gang.
" I am not sure you understand what I am here here to do. I do not play - I hunt, and not only for the fun of it. Simply for the killing. This Party of yours is pathetic. I am truly disappointed. A Mouthy halfblood and a moronic vampire - I really believed you could do better than this. " Lød stemmen fra taget, en ukendt accent lurede under overfladen af den fremmede.
Razor skævede kort mod Chester, dog med et smil. Og med et blik der var klar på sjov - på trods af at have en pil siddende i siden. " We're just warming up " Sagde han så bare lidt, og lod kort blikket flakke tilbage over sin skulder mod det område de havde ryddet for mennesker og efterladt efter hånden en god håndfuld lig. Blod var hvert fald at fange duften af i luften. Det var sikkert i sidste ende det der havde drevet bloddæmonen frem for skyggerne. Jæger eller ej. Det var typisk det der drev sådan nogle frem - Razor kendte det fra sig selv, duften af blod kunne gøre ham helt skør.