Rafeala - Dagen er blevet til nat. En sommer Nat

Rafaela havde lovet sin far og storebror, at komme tidligt hjem. Hun havde gået sig en tur selvom hendes ankel var brækket og hun gik med nogle irriterende krykker der ikke gjorde andet end at være til besvær. Hendes brune hår flavrede i den blide vind der kærtegnede hendes kinder. Hun elskede, at mærke vinden igennem sit hår. Hun havde blot en sort top på og en sort nederdel der gik til hendes knæ. Hun havde kun forbinding på den ene fod ellers gik hun rundt i bære tæer. Hun var gået hen til kirken. Hun vidste dog ikke helt hvorfor der var bare noget inden i hende der fik hende til og gå derhen. Hun kiggede rundt da hun var kommet til indgangen til kirkegården. Hun så en skikkelse ikke så langt væk fra sig. En mand. Hun kunne ikke helt se, hvem det var da han stod med ryggen til hende. Hun begyndte og gå rundt imellem gravstenene.

Rafaela vidste ikke hvad hun skulle give sig til så hun havde valgt og læse hvad der stod på de forskellige gravstene. Hun kunne mærke nogle øjne stirre på hende. Det måtte være manden som havde været der da hun kom som kiggede på hende. Hun lod det dog ligge selvom følelsen af, at nogen stirrede på hende gjorde hende lettere utryg. Hun humpede afsted imellem gravstenene og læste den ene gravsten efter den anden og blev ved indtil hun hørte nogen gå bag ved hende. Hun stoppede op og kiggede lidt på en gravsten der var foran hende Valerie Triietence stod der på den. Det måtte haft været den datter Luce havde mistet på hopitalet kort tid efter fødslen.
Rafaela vendte sig hurtigt rundt i chok da hun hørte nogen snakke til hende. Hun kiggede lettere forskrækket på fyren der stod foran hende. Hun kiggede undersøgende på ham og blev langsomt roligere "Jeg faldt ned fra en trappe..." hun kiggede ned imens hun svarede ham på hans spørgsmål. Det havde været en hård nat da det skete og det gjorde ondt og tænke tilbage på det. Hun bed sig lidt i underlæben og kiggede op på fyren foran sig.

Hun trak let på skuldrende for, at afvige fra hans spørgsmål omkring trappen. Hun var faldet ned af en trappe og det havde været med til og starte skaden, men skaden var større end det egentlig var. Hun kiggede lidt undrende på ham da han stillede hende endnu et underligt spørgsmål. Hvorfor ville han egentlig vide det? Han så nu ikke værst ud det måtte hun indrømme "Havde brug for og komme lidt væk hjemmefra og har ikke været her før så tænkte, at det måtte prøves" hendes stemme var rolig og mild. Hun kiggede ham i ansigtet med sine smukke lillae øjne. Hun kiggede ham i øjnene med et roligt blik "Hvem er du egentlig?" man kunne tydeligt høre nysgerrigheden i hendes stemme.

Hun smilede roligt til ham da han begyndte og bakke væk fra hende. Hun lagde sit hoved sødt på skrå "Det er helt i orden. Hvordan skulle man ellers kunne komme i kontakt hvis man ikke snakkede til dem først?" hun kiggede roligt på ham og blev stående da hun ikke vidste hvordan han havde det med, at være tæt på folk "Det er et specielt navn du har. Jeg hedder Rafaela" hun kiggede roligt og venligt på ham. Han måtte vel være usikker på situationen siden han havde et underligt udtryk i ansigtet. Hun fulgte hans øjne som stirrede på hendes ben. Hun sukkede lidt og humpede hen til en bænk der stod imellem 2 gravstene og satte sig på den "Jeg har faldet ned af trappen og der var den kun forstuvet, men samme aften blev jeg voldtaget for groft af nogle fyre...fik skadet min ankel endnu mere af det fordi jeg gjorde så meget modstand" man kunne tydeligt høre på hendes stemme at det gjorde ondt og snakke om. Hun kiggede lidt ned i jorden i lidt tid før hun kiggede op på hans ansigt igen "Hvad laver du egentlig her på kirkegården?"

Hun kiggede ned i jorden igen da han satte sig ved siden af hende så hendes ben lige kunne røre hans ben. Hun bed sig usikkert i læben og kiggede op på ham igen. Hun kiggede ham i øjnene "Fordi, at en pige fik en masse stød igennem kroppen for hver gang jeg gjorde modstand...Hun kollapsede og var nær død så opgav..." man kunne tydeligere og tydeligere høre at det gjorde vildt ondt for hende og snakke om. Hun havde ondt af pigen og hendes familie. Der var næsten ingen der ville høre på hendes syn på sagen. Det var mest den familie det gik udover. Pigen der fik stød, faderen der blev tvunget til og voldtage hende og endda begyndte og nyde det samt moderen der blev tvunget til og se på samt de andre der ikke stod frem og hjalp hende eller pigen. Nogle enkelte tårer trillede ned af hendes kinder. Hun tørrede dem hurtigt væk og snøftede kort "Undskyld, at jeg smider det hele hen på dig" hun kiggede op på ham med triste øjne.

Hun kiggede på ham. Der var noget underligt ved ham det måtte hun indrømme. Hun vidste dog ikke hvad det var. Det var dog også ret underligt, at hun kunne få sig selv til og snakke om det med ham. Hun kendte ham overhoved ikke og det, at snakke med en om det som var så personligt var underligt. Hun smilede lidt til ham da han sagde, at det ikke gjorde noget, at hun snakkede om det. Hun rettede sig op og kiggede ned på sin fod og fik øje på, at hendes knæ ramte hans ben. Hun flyttede sit knæ og rykkede sig lidt så der var mere plads til ham på bænken. "Måske. Hvad er du egentlig for en fyr? Du virker lidt anderledes i forhold til alle andre" hun kiggede på ham.

Hun kiggede lidt på ham. Det var virkelig underligt, at hun både var tryg og utryg ved og være i nærheden af ham. Var det, det som gjorde, at han var anderledes efter hendes mening? Hun vidste det ikke helt selv. Hun lagde sit hoved let på skrå "Du er lige til og snakke med og har en følelse af, at være tryg og utryg ved og sidde her med dig samtidig. Det er ret underligt" hun vidste godt, at det havde været et underligt spørgsmål hun havde stillet ham. Hun smilede lidt da han spurgte om hun ikke selv var lidt mærkelig. Det var hun vel. Hun vidste det ikke helt selv. Hun trak let på skuldrene "Jo, men er vel bare stædig samt har en fader og en broder der er ret så overbeskyttende overfor mig samt nogle rundt omkring mig der også er ret overbeskyttende" hun kiggede lidt på ham og smilede. Hun kiggede ned på gravstenen ved siden af sig og læste hvad der stod på den. Det var Valeries gravsted "Kender moderen til pigen der ligger der" hun nikkede ned mod gravstenen. Det var sjovt, hvor tæt på Luce hele tiden var på hende. I virkeligheden var Valerie Rafaelas lillesøster, men det vidste Rafaela intet om. Endnu.

Rafaela kiggede ned i jorden da han begyndte og grine af det han sagde. Hun kunne vel lige så godt holde mund hvis det morede ham så meget det hun sagde. Hun lod være med, at svare ham på det han sagde. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare ham da hun ikke vidste om han ville grine af det hun sagde eller hvad der ville ske. Hun sad lidt og stirrede ud i luften "De er meget overbeskyttende. Ved også hvordan de reagere når jeg kommer hjem eller når de opdager, at jeg har sneget mig ud uden tilladelse" hun rejste sig op og begyndte og humpe videre rundt i kirkegården med sine krykker hun vidste ikke om han fulgte efter hende eller hvad hun gjorde. Der var dog en ting hun var sikker på og det var, at hun ikke havde lyst til og føle sig mere dum end hun allerede gjorde. Hun stoppede dog op uden videre og kiggede bare ud i luften. Det var som om hun havde en trang til, at tude, men hun vidste ikke over hvad og hvorfor. Trangen var der ihvertfald.

Rafaela stod bare stille og stirrede i luften. Hun ville ikke tude. Hun ville ikke vise sig svagere end hun allerede var, men det var vel allerede forsent. Hun strammede grebet om sine krykker for ikke, at begynde og tude, men det var svært. Hun lod håret sveje hen over hendes ansigt. Hun kiggede dog op på ham og kiggede ham i øjnene med et forpint blik. Hun lukkede sine øjne da han fjernede et log af hendes hår væk fra hendes ansigt. Hun havde en trang til og lægge sit hoved imod hans hånd samtidig med, at tårerne pressede på. Hun rystede lidt på hovedet da han spurgte om han skulle gå "Nej...vil du ikke nok blive?" hun kiggede forpint på ham. Hun vidste det lød underligt, at hun spurgte om det, men hun havde brug for, at nogen var hos hende og han var den eneste i flere miles omkreds.

//Der må godt lige ske et eller andet uventet for hende ^^//

Hun var på en måde ligeglad med, hvad det var han tænkte om hende. Men hun var nu også en af dem man havde svært ved, at aflæse hvis hun virkelig valgte og gøre noget ud af det. Hun kunne nemt være en kold morder på det ene øjeblik. En lille stakkel som nu hvor alt bare gik hende på. En stædig og snu tøs som gjorde alt og tiggede og snorede folk om sin lillefinger et helt andet øjeblik. Men i sidste ende havde det en fordel for hende. Ingen ville tro, at hun var lederen af The Secret Angels eller bare var medlem der da hun nemt kunne vise det modsatte end hvad hun var.
Hun kiggede roligt på ham da han kom hen til hende og mærkede hans side imod hendes. Hun gispede kort da kulden fra hans krop ramte hende. Hun fulgte roligt med ham i et stykke tid, men stoppede brat op da han sagde, at hun skulle hjem. Hun ville ikke hjem. Hun vidste hvad der ventede hende så hun kunne lige så godt trække tiden helt ud "Jeg vil ikke hjem" hun kiggede på ham med alvorlige øjne. Hendes hjerne kørte på højtryg for og finde en måde og trække tiden ud på. Hun vidste ikke helt hvordan, men hun skulle nok finde på en ide inden de var nået så tæt på hendes hjem.

Hun havde forventet, at han ville tvinge hende til og tage hjem, men hun havde vidst taget fejl. Han gjorde ingen tegn på, at han ville tvinge hende til det. Hun havde vel heller ikke så meget valg, hvis det var at han begyndte og bære hende eller noget. Hun kiggede på ham da han begyndte og snakke. Havde han regnet ud, at hun ikke ville hjem? Var det virkelig så tydeligt, at se på hende? Hun kiggede rundt i et øjeblik for og se om der var et sted de kunne sidde og bare snakke sammen. Lære hinanden bedre, at kende måske? Hun kiggede på ham da han igen spurgte ind til hendes ben. Hun nikkede stille "Ja, det gør ondt, men smerten er mindre nu end den har været. Ham der hjalp mig med foden sagde, at der ville gå ca 8 uger før det er i orden igen" hun sukkede lidt. Der var vel gået 2-3 uger. Hun vidste det rent faktisk ikke helt selv.

Hun kiggede lidt undrende på ham da han begyndte og snakke om noget der var i nærheden. Hun forstod det ikke helt. Hun kiggede rundt i lidt tid for og se hvad det var han kunne føle, men hun kunne ikke helt mærke det. Hun kiggede lidt på ham "Hvorfor bliver du snart nød til og smutte herfra?" hun kiggede undrende og undersøgende på ham. Han var en mystisk fætter måtte hun indrømme, men måske kunne han rent faktisk mærke noget uden hun kunne det vidste man aldrig. Hun kiggede stille på ham da han begyndte og gå tættere på hende. Hun smilede stille til ham i et kort øjeblik "Han sagde, at han var læge så det tror jeg rent faktisk han er. Han brugte ihvertfald naturlige midler så mit ben kunne heale af sig selv" hun smilede stille til ham og gik nogle få skridt tættere på ham. Hun vidste ikke helt hvorfor, men noget sagde hende, at hun var nød til det.