Born enemies -Nicolas & Caroline-

Denne blonde engel hun fulgte rundt på gaden virkede nervøs i nattemørket. Stella forstod ikke hvorfor, udover at en køn blond ung kvinde med smukke øjne som krystaller kunne være bange - for at blive kidnappet eller andet. Pludselig kom en skikkelse ud fra en gyde og Stella stoppede op for at observere hvad fanden der forgik. Han greb om engelen og tvang hende let med sig. Stella sank en klump - skulle hun blive stående eller løbe efter - hvem prøvede hun at narre selvfølgelig skulle hun efter den bastard. Stella gik med hurtige dog lydløse skridt en passende afstand fra dem. Han gik hen til et hus og hun fulgte med ham. Så snart han havde lukket døren ventede hun lidt - før hun så åbnede den stille og trådte ind i det enorme hus. De hvide vægge gulvtæppet der ikke ligefrem så hundrede procent rent ud længere. Stella løftede blikket op og gik stille rundt i det kæmpe tomme hus. Dog fik hun efter lidt tid øje på en trappe - kældere - hvorfor var det altid kældre? Stella bed sig kort i læben inden hun stille gik ned af trappen. Hun kunne hører en mande stemme og pigens gråd - hvad fanden skete der? Stella gik ind af kælderdøren, hvor det varme lys fra enkle stearinlys gjorde det tydeligt for hende at se en masse tegninger både på vægge og gulve. De fleste så genkendelige ud - Caroline -det ansigt var ikke et man lige glemte og Stella bukkede sig ned for at samle en op - hun lod sine slanke fingre køre hen over tegninen og kiggede så op. "Det må jeg sige. Du er kreativ. Men seriøst,har du et problem med Caroline eller. For så synes jeg du skulle løbe ud og tage en snak med hende?" Kom det fra Stella og hun havde allerede fremmanet en kniv i hendes ene hånd, hvis selvforsvar skulle være nødigt. Det lysebrune hår var flettet henover skulderen, og beanien sad trygt på hendes hoved. Faktisk lignede hun ikke rigtig en som var ude på slagsmål, men believe it or not - det var hun - hvis det skulle være nødvendigt. Han var vampyr - ingen tvivl omkring det - men selvom frygten prikkede lidt til hende - brugte hun den bare til at gøre sig selv stærkere. Voldtægsmænd og mænd der torturerede det var hun skam van til - så det var hun mindst bange for og sidst men ikke mindst frygtede hun ikke døden. "Denne engel. Hvad har du tænkt dig at gøre med hende tomhjerne."

Nicolas var blevet værre med tiden. Efter Caroline forsvandt, var alt krakeleret. Han var blevet ude af stand til at tage vare for sig selv og sin forstand. Han var blevet sindssyg, og han var ikke længere til at regne med. Men det betød ikke noget, alt der betød noget, var at få Caroline tilbage. Lige meget hvad det kostede. Han gik ned af de mørke gader, da en engel fik hans opmærksomhed. Hun havde blond hår, blå øjne, men resten af hende lignede ikke Caroline. Men det kunne hun komme til, det skulle hun nok komme til. Så hurtigt som muligt, fik han fat om hende, og bar hende med hjem. Hun var ikke villig, men det betød ikke noget. Det hele skulle nok blive godt. Nicolas bemærkede ikke personen der fulgte ham. Før i tiden ville han, men nu betød det ikke noget længere. Ind i huset, ned i kælderen. Han spændte den unge engel fast, så hun ikke stak af. Det var sket før. Han fandt en tegning af Caroline frem, og holdte den op foran sig, for at sammenligne hende og englen. Men så kom skridtene, og han måtte reagere på dæmonen der var fulgt efter ham. Hun kendte Caroline. Caroline kendte hende. "Det kan jeg snart. Snart kan jeg snakke med hende, lige så meget jeg vil." Han gik rundt i rummet, før han hørte hendes sidste ord. Tomhjerne? Tomhjerne!? Hvem tror hun lige hun er. Hans vrede kogede over. Noget den ikke havde gjort længe. Hans forstyrrede sind, fyldte mere end hans vrede. Men nu havde han fået nok. "Jeg vil forvandle hende." Han løftede let det ene øjenbryn og så på dæmonen, før han gik hen imod hende. Med en enkel finger skilte han en tot hår fra hendes øvrige hår. "Forkert øjenfarve og hårfarve. Men jeg kan måske godt arbejde med det." Han slipper hendes hår og går væk fra hende igen.

Stella stod fast i sin sidste bevægelse. Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hvis Caroline havde været ved ham før - forstod hun da godt, hvorfor hun var smuttet. Manden var jo en galning uden lige! Selvfølgelig kendte hun ikke deres historie, men hun havde ikke i sinde ligefrem at sidde og lytte til en historietime. HAn rejste sig op og gik imod hende. Hendes blik var isnende imens hun blot skulede ham lige tilbage i øjnene. De grønne øjne var som smaragder, ikke krystalblå som Carolines. Så snart han vendte ryggen til hende udbrød hun i grin. "NEj ved du hvad. Jeg har planer i den virkelige verden, hvor min enhjørning kommer på besøg. Så, jeg tror bare jeg smutter hen. Tager englen og siger hej hej. JEg skal nok hilse Caroline fra dig og sige du er blevet en stor... idiot." Det sidste mumlede hun irriteret - hun kunne jo ikke vide om det var nået han havde været hele tiden. Stella gik et par skridt uden om ham og hen imod kvinden - stadigvæk fuld opmærksom på, hvad der kunne komme til at ske. Stella bed tænderne sammen - sindssyge folk kunne man aldrig regne med - så det var med at være godt og grundig opmærksom på det hele. Stellas skridt var elegante og lette, men hun havde styr på, hvor hun ligepræcist satte sine fødder - de katteagtige bevægelser.

Nicolas vendte opmærksomheden imod englen igen, men lyttede stadig til dæmonens ord og var opmærksom på hendes bevægelser. Hendes ord. Hun gjorde nar af ham. Men det var lige meget nu. Hun var ligegyldig. Hun passede ikke ind. Hun var Ingen. Den virkelige verden. Hun taler om den virkelige verden. En verden er ikke virkelig uden Caroline. Hans verden var ikke virkelig før Caroline. Men så trådte hun over hans grænse. Hun taler som om, Caroline er i live. Han bed sine kæber sammen, og kom med en hurtigt fart hen til hende. Hans hugtænder var kommet frem, og han skubbede hende op af væggen, ved at holde fast om hendes hals. "Hun er død!" Han lød sikker, fordi han var det. Hun havde været væk i et år nu, og selvom han før i tiden havde valgt at lede efter hende, indtil han fandt hende, kunne han det ikke nu. Hans sind var for flænset. Han så på hende med et strengt blik, før han slap hende og trak sine tænder tilbage. "Forlad mit hus." Han vidste slet ikke, at hun var kommet ind i første omgang. Men han havde accepteret det, fordi han måske kunne bruge hende. Kun måske.

Stella vidste det var løgn Caroline var ikke død. Ikke indenfor den seneste uge i hvert fald. Drab i Terroville og de nedre bydele var steget voldsomt lige efter. Den blodige vampyros var altså tilbage, om han vil tro på det eller ej. Stellas ryg dunkede, men hun kiggede ham stadigvæk i øjnene. Tænderne gjorde hende ikke bange. To hug tænder imod hendes rækker af spidse tænder, måske ikke hugtænder - men hun kunne flænse kød i en enkelt bid. Hun snerrede af ham og sendte et strengt blik lige tilbage til hans. "Hun er ikke død. Hun var lige kommet tilbage. Jeg hørte hun sagde til sin søster, at hun lige var kommet tilbage fra helvede. Men ja, jeg skal snart mødes med hende. Måske skulle du følge med." Svarede hun irriteret. Stella havde Carolines nye adresse kun fordi hende, Jacob og Josh snart skulle finde planlægge et mord. "Men tro mig. Jeg tror ikke hun bliver glad for at hører, at du kidnapper unge kvinder. Specielt ikke når du tænker på hendes fortid med Julian og Locan." Mumlede hun svagt og passerede ham. Hun ville dog ikke forlade englen her og kastede sig derhen imod og prøvede at brække lænkerne op - det lykkedes med den ene side, men hun var for stædig til at lade sine instinkter om frygt til at lade hende løbe væk. "Jeg forlader dit hus. Når du lader de uskyldige kvinder være i fred." Snerrede Stella vredt af ham. Hendes blik var fast og bestemt - det samme var den dragende mystiske stemme der flød udover hendes fyldige læber.

Nicolas fulgte hendes blik, og stoppede hende ikke, da hun gik hen for at brække lænkerne op. Det var lige meget med en enkel pige, han kan altid finde en anden. Han blev dog nød til at vide, hvad hun talte om. Men en del af ham vidste, hun ikke bare ville vise ham vej. Så han måtte vel tvinge hende. Han gik hen til hende, greb fat om hendes liv og smed hende over skulderen. Hvis hun ville, kunne hu godt komme ned. Men så ville det bare ske igen. Det var ikke så let at slippe væk fra ham, det vidste de fleste der kendte ham. Han begyndte at gå ovenpå, og sørgede for hun ikke bare lige, kunne komme fri. Selvom han ikke holdte fast i hende, ville hans hurtige reflekser sørge for hun ikke kunne stikke af. Han kom ovenpå, og han kunne mærke noget var anderledes. Han kunne fornemme det, sanse det, men hans sanser var ikke de samme for tiden. Sammen med hans fornuft og sind, var hans sanser også blevet dulmet. Så selvom duften burde være ufattelig genkendelig, kunne han ikke kende den.

Stella havde at blive behandlet som en sæk kartofler. Så da han svang hende over skulderen prøvede hun at springe af, men da det gik op for hende, at han var ligeså stædig som hun var - så lod hun ham slæbe hende sted... ufrivilligt. Vampyros færten var tæt på. Caroline måtte være lige i nærheden - godt eller skidt? Stella tænkte ikke så meget over det, mere det at hun ønskede at stoppe vampyrens vanvid. Enten selv snakke med Caroline - måske Josh vidste nået? "Hvis du gør mig nået. Så slår mine brødre dig ihjel, hvis jeg ikke selv når at gøre det." Vrissede hun af ham. Det var en ret lam trussel vidste hun godt, men Caroline var stærkere - og de var allierede... regnede hun da med. En kvindelig skikkelse kom imod dem fra stuen af og trådte yndigt ud af skyggerne.

Den sorte kjole klædte hende smukt i månens skær da hun var dukket op i Nics hus. Endnu en dag, hvor han ikke var hjemme. Det var deprimerende - tænk hvis han var død? Hendes stilet hæle klingede stille i jorden, med en tydlig musikalsk klang. De blonde krøller slangede sig nedover hendes skuldre og gjorde det blege fejlfri ansigt mere yndigt - specielt med de rosenrøde læber der gav en nydelig farve i det koldblodige ansigt. De krystalblå øjne lyste op da hun trådte frem i skyggerne. Hun havde hørt Nicolass skridt og en kvindelig stemme der lød truende - stemmen var ikke ny for hende øre. Hendes arme blev lagt over kryds imens hun skød den ene hofte op af dørekarmen. Hendes ansigt var froset fast i sin seneste bevægelse - både isende men også med et glad skær i øjnene. "Hej." Hviskede hun kort, men nok til, at han ville kunne hører det. Caroline tog ikke blikket fra ham.

Nicolas gik hen imod døren, stadig med den uvillige dæmon over sig. Men så hørte han en stemme, en stemme han havde manglet så længe. En stemme der var hans liv. Caroline. Han drejede sig rundt og opdagede at det var hene. Han bevægede sig frem af, uden rigtig at tænke på der stadig hang en dæmon på hans skulder, så hun ville højst sandsynligt falde af. Stemmen var uden tvivl Carolines udseendet var Carolines. Men var det Caroline? Han kunne ikke være sikker. Men han valgte at tro på det. Hans håb var løbet ud, men det viste sig, at der altid var håb. "Hvor har du været?" Han gik helt hen til hende, og tog hendes hånd, mærkede hende. Hun var der, det var ikke en fantasi, hun var der. Det var tydeligt at se, at han ikke var helt sig selv. Hans udseende var sløset, og hans blik gemte på noget andet end før. Der var stadig den samme lange historie bag, men denne gang var døden af hans største og eneste kærlighed med. Det førte til hans sindssyge blik.

Selvfølgelig - da prinsessen kom blev hun smidt overflødig på gulvet. Hedigvis var Stela hurtig og fik vendt sig rundt så hun landede som en kat på fire ben rejste sig elegant op. "Tak tak." Mumlede hun for sig selv og kiggede frem på Caroline og hvem ham den anden nu engang var. Stella bed sammen og kløede sig kort i nakken. Hvad skulle hun gøre, hvad skulle hun sige... intet ville være klogt.

Han virkede forbavset. Hun havde trods alt også været væk i et år, hvis ikke blot en del mere. Ting var blevet vendt op og ned - ikke kun fysisik men også i hendes hoved. Det var mærkeligt for hende at vende tilbage hertil - og føle sig alligevel så underligt tom indeni - stadigvæk selvom Nicolas stod lige foran hende - var det ikke længere nok. Hun var ikke længere raceleder, men stadigvæk var hun ligeså stærk som hun altid havde været. Hun tøvede med at sige, hvor hun havde været. For hun var ikke sikker på, hvor det havde været. "I mørket." Lod hun ordene flyde ud af hendes læber i et enkelt åndedrag. Caroline bemærkede, at han så anderledes ud i øjnene. Et lettere psykopatisk blik sad i hans ydre og indre øje. Hun blev lettere skeptisk omkring det. Hendes sind var stærkt igennem alt - nogle gange tvivlede hun på om Nicolas faktisk kunne klare sig uden hende - hvilket gjorde, at han stillede hende i en sårbar stilling - ikke fordi hun ville lade sig nedlægge - men fordi, at han var jo hendes. Ikke sandt? "Hvad har du fortaget dig?" Spurgte hun og kiggede kort over på Stella. Der var ikke noget tegn på, at han havde gjort hende noget -selvom han meget vel kunne have gjort det. "OG hvad laver du her. JEg troede vi havde en meget klar aftale?" Spurgte hun Stella med et hævet bryn. Hun rystede kort på hovedet og vendte atter opmærksomheden overpå Nicolas.

Nicolas kunne ikke fjerne blikket fra hende. Stella var faldet i baggrunden, hun var ikke længere først på hans liste. Caroline stod foran ham, og han følte sig ikke længere tom. Hullet i ham, var så småt ved at hele. I mørket hvad skulle det sige? Det kunne betyde alting. Men han vidste, at det ikke var noget godt. Hun havde været væk, og han havde ikke ledt efter hende. Hvem ved hvad der var sket med hende, mens han havde været her, tryg og i sikkerhed, havde hun været derude i fare. Nu vendte lyset sig mod ham. Hvad havde han lavet. Han kunne ikke fortælle hende sandheden. "Ingenting." Han hadede at lyve for hende, men han ville heller ikke miste hende, ved at fortælle sandheden. Men så lød der et skrig. Englen skreg, og ødelagde hans løgn. Nu var han tvunget til at fortælle sandheden, hvis ikke Caroline selv opdagede det. Det ville ikke være underligt hvis hun gjorde. Hun var intelligent.

Stella stod i baggrunden og så på dem da Caroline talte til hende. "Din kære ven her. Har en engel fanget nede i en kælder som jeg prøvede at befrie hende fra. Som du nok kan hører er hun desperat for at komme fri." Kom det irritabelt fra Stella imens hun lagde armene overkors. Vampyren var sindssyg og Stella ville ikke lade Caroline være alene med ham i den tilstand. Stella lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på Caroline. Hun gjorde ham til et 'menneske', hvis man kunne sige det sådan - hun kunne se det, men hun kunne også genkende Carolines kvindelige adfærd - skuffelsen der hang over hendes kropssprog - hvis an altså brugte tid på at undersøge det. "Josh er ikke længere i Julians varetægt." Hviskede hun så og kiggede over på Caroline. Hun vidste at Julian havde truet dem begge på Josh - og det var godt, at han ikke længere havde nået at manipolere dem med mere. Eller indtilvidere.

Inderst inde - ville hun ønske at han var nok for hende lige nu. Men det var ha ikke - rettere sagt for meget. Stellas ord slog hende omkuld og hun kiggede på Nicolas med et forfærdet blik i øjnene. Hun slap hans hånd og kiggede på Stella. Hun tog det med Josh til sig inden hun så suste ned i den mørke kælder. Englens skrig mindede hende om fortiden selvom det langtfra var den samme situation. Hun løb hen og rev lænkerne af englen og kiggede hende i øjnene. "Du går lige ud og hjem, og glemmer den her oplevelse. Det var en ond drøm." Sagde hun med sin evne og englen gik op af kælderen og afsted. Caroline vendte sig rundt og samlede nogle af tegningerne op. Hun kiggede på billederne af sig selv og de andre kvinder - Nicolas var da blevet helt gal. Hun vendte sig om, og gik op igen. "Hvad er det her?" Spurgte hun og hentydede til den håndfuld tegninger der var i hendes ene hånd. Hun smed dem fra sig - og kiggede isende på Nicolas. Hun vidste, at han var i stand til meget - men det her var over alle heneds grænser. Hun havde kæmpet det sidste år for at komme tilbage, men ikke til det her. Caroline rystede på hovedet af ham og kørte så en hånd henover sine blonde lokker. Hun var alt for skuffet over ham - alt for meget. "Hvad fanden har du haft gang i Nic?!" Udbrød hun vredt og snerrede næsten af ham. Alt var galt. Intet var som det burde være - måske var det derfor hun gik amok, men det var forkert - alt for forkert hvad han end havde haft gang i.

Nicolas vendte hovedet til siden, da dæmonen fortalte hvad der var sket. Ingen af dem forstod det, og de ville heller ikke komme til at forstå det. Han kunne forklare det lige så tosset han ville, men det ville ikke lykkedes. Han fulgte Caroline og stoppede op, da hun spurgte ind til tegningerne af hende. "Jeg troede du var død, begyndte han, "Det var ikke en skæbne jeg ville leve med. Det er ikke en skæbne jeg kan leve med." Han slog blikket ned og ud gennem sammenbidte kæber sagde han: "Jeg ville have dig tilbage." Han var vred, ikke på Caroline, ikke på dæmonen, men på sig selv. Han havde skuffet hende, og det var det sidste han ønskede. Men sandheden blev skreget lige i ansigtet på ham. Han var svag, svagere end Caroline, svagere end englen. Han kunne ikke klare sig selv. Carolines kærlighed havde ødelagt ham. Det var af denne grund, han havde svoret aldrig at elske igen. Det var altødelæggende. "Det er din skyld." Nicolas så op på Caroline, og hans blik var langt mere psykotisk end tidligere. Der var ikke længere afsavn eller kærlighed i hans blik. Kun had og vrede. "Du ødelagde mig. Jeg havde det fint inden du kom ind i mit liv. Nu kan jeg ikke undvære dig." Han trådte væk fra hende. "Du bør gå nu." På trods af hans enorme vrede, formåede han, at forholde sig i ro. Han vidste, at han ikke kunne kontrollere hans vrede for tiden. Heller ikke over for Caroline. Han kunne skade hende, og selvom han elskede hende, ville han ikke kunne holde sig tilbage, han ville stadig skade hende.

[Skifter lige rækkefølge, med god grund xD ]

Nicolass vrede vente sig imod hende. Hun kunne se det i hans blik. Han gav hende skylden, men ingen skyldfølelse. Hun holdt hovedet koldt og holdt vejret i det samme sekund. "Min skyld?" Mumlede hun og vendte det hvide ud af øjnene. "Ved du hvad, det var sådan lidt din fejl. Du reddede mit liv. Du kunne have ladet de fucking vampyrer suge livet ud af mig også havde jeg været død og du havde ikke haft et liv, hvor du ikke kan klare dig selv." Udbrød hun i vrede. De var som to flammer - så snart der var gnister så slog de ud - voldsomt. "Tro mig jeg går. Men du bør vide, jeg ikke har i sinde at vende tilbage." Svarede hun ham. Det var farligt for dem begge. Han var stærk vampyr og hun vampyros - det ville ende galt. Caroline vendte ryggen til ham... men kunne allievel ikke få sig selv til at gå uden Stella. Ikke med Nicolas i det humør - men hvor var hun blevet af. "shit." Mumlede hun da hun fandt ud af at dæmonen stod i det rum den vrede Nicolas kom gående imod.

Deres udbrud var nået hun ikke oplevede normalt. Hun havde ikke de par problemer - eller jo bare en anden slags.Stella stod dog i stuen ved vinduet og gjorde sig sikker på at englen kom godt på vej inden hun så rettede sin opmærkosmhed over imod stilheden der pludselig kom fra dem. Havde de slået hinanden ihjel eller hvad? På trods det hele gik hun stille igennem stedet og nærmede sig derhvor hun ikke havde set Nicolas komme frem - ikke før hun stødte ganske hårdt ind i ham, og hun blto kiggede op i hans blik - had og vreden lyste op af dem - en vampyr var en ting - en vred vampyr var en anden.

Nicolas vidste udmærket, at Caroline ikke ville være enig. Og hun havde vel ret, han havde ikke behøvet at redde hende. Det ville have været lettere, men også mere ensomt. "Det ville måske have været den lette udvej. Men jeg fortryder det ikke. Du fortjener ikke at dø." Det var vildt, at han stadig bevarede roen, hans temperament ville normalt være løbet af med ham for længst. Men der skulle heller ikke meget til, før det skete. Et bump. En fejltagelse. En række forkerte skridt, og hans vrede brød løs. Dæmonen fik et kort vredt blik, før han greb ud efter hendes hals. "Du burde være gået hjem. Dette er ikke for børn." Han drejede hovedet, før han kastede hende hen af gulvet, og lod hende glide ind til hun enten ramte væggen, eller selv kom op.

Hun snerrede lidt. Han holdt vreden bedre inde end hun gjorde, men det var hende lige meget lige nu. "Måske havde jeg." Svarede hun uden en eneste følelse i hendes stemme. Hvis hun ikke havde levet så var Matt ikke død. Mikayla. Allyson ville ikke hade hende. Eliza ville ikke skulle bekymre sig om at være sammen med Kukiu. Mikkel var aldrig gået hen og ofre sig selv for hendes liv. Alt sammen på grund af hende var det sket. Hun var blevet vampyr og vampyros - et mægtigt monster som næsten ingen kunne stoppe. Nicolass ord fik hende til at spærre øjnene op. Hvad ville Josh ikke sige, hvis hun kom hen og fortalte ham at Nic havde slået hans søster ihjel imens Caroline blot stod og gjorde ingen ting. Familie måtte hjælpe familie og selvom det var imod Nicolas og hans vrede. Caroline susede igennem rummet men ikke hurtig nok til at komme i forkøbet inden Nicolas havde kastet Stella afsted. Men for at sørge for mindre skade hamrede hun Nicolas op af muren og kiggede ham i øjnene. "Hun passer bare på mig." Vrissede Caroline let og slap så Nicolas. Men det gav et sæt i hende da hun opdagede at Stella ved et uheld havde ramt hende i ryggen med en kniv. Caroline skar kort ansigt, men kunne ikke rigtigt nå kniven før den stille forsvandt af sig selv og hun healede hurtigt - heldigvis. "Gætter på det var et uheld?" Spurgte hun og vente hovedet over imod Stella.

Så snart han kastede hende sendte hun en kniv igennem luften. Desværre ramte hun ikke sit mål, men Caroline i ryggen der var kommet for at forsvare hende. Hvor venligt af hende. Stella trak kort undskyldende på skulderen. "Desuden er jeg ikke et barn. Du har ingen anelse om, hvem du har med at gøre." Snerrede hun til Nicolas og rejste sig så op. Hun bevægede skuldrene lidt til siden for at få musklerne på plads igen. "Det var et uheld. Jeg sigtede efter hans hjerte. At gøre en ende på monsterets lidelser ville gøre gavn i verden." Tilføjede hun impulstivt - faktisk havde hun slet ikke tænkt over sætningen før den var sagt - og ikke til at tage til sig igen - ligefrem. Hun kiggede blot på både Caroline og Nicolas på skift, men fremmanede en kniv i hendes venstre hånd i tilfælde, af at hun vil få brug for den.

Nicolas så Caroline i øjnene, dybt i øjnene. Alle de ting de havde oplevet sammen, så han igen. Men det var ikke nok. De var ikke sammen længere, og han tvivlede på de overhovedet ville finde sammen igen. Men han elskede hende stadig, og det ville sikkert aldrig stoppe. Da en kniv fløj igennem luften og ramte Caroline i ryggen, havde han muligheden for at komme væk fra hende. Så han brugte sin fart og endte bag dem begge. "Du er et barn. Det er i begge." Han rystede på hovedet, og en svag latter forlod hans læber. "Verden eksisterede før jer, og jeg eksisterede med den. Ingen af jer, kan måle jer med mig, hvis det er en kamp om liv eller død. Men jeg har ingen intentioner om at dræbe jer, så gå før jeg ændrer min mening." Han talte ikke på samme måde længere. Han var ved at finde tilbage til det stadie, hvor han ikke elskede nogen. Dengang han var alene, og uelsket. Det var der han havde det bedst.

Endelig fik hun kniven ud og stod hurtigt ved Stella, og kiggede på Nicolas da den svage latter flød udover hans læber. Hun modtog den med et isende blik inden hun kunne mærke, hvordan vreden blussede sig op i hende ved hans ord. "Måske har du glemt at jeg er stærkere end du nogensinde har været Nic." Tilføjede hun en takt hånende. "Men jeg har noget du skal tænke lidt over. Lige nu så kigger jeg på dig, og jeg føler intet. Det eneste jeg ser er en meget trist fremmed." Kom det så fra hende, hvorefter hun kiggede ned på sin hånd og tog ringen af hun havde fået af ham. "Tag den. Dette symbolisere nok i mine øjne til jeg ikke behøver den mere." Sagde hun og lagde den på komoden ved hendes side. "Farvel." Sagde hun tomt og vendte sig rundt og greb om Stellas håndled for at fører hende med sig.

Stella kunne mærke hendes hjerte slog hårdt og ganske hurtigt imod hendes bryst. Men en det blev hurtig erstattet med en brummen over Nicolass ordvalg. Dog tog Caroline over for stemmestyringen og det gjorde blot at Stella intet sagde - selvom hendes knorr næsten var helt hvide af at holde fast om kniven. Hun blev rykket ud af sit had da Caroline trak hende afsted. Var det en god måde at afslutte et skænderi på? Ikke fordi, at hun selv havde lyst til at blive hængende og finde ud af det. Stella lod sig slæbe med - heller ikke fordi hun havde mange andre valg at gøre med. Hun håbede ikke på at møde denne idiot igen. Kort sagt. Nok var han ældre end hende, men hun havde mærket ting på egen krop - som mange frygtede - både for deres familier og elskede. Ingen ville ønske at have været Stella i de situationer.

//Out//