Jump in to the water /Blair//

S Havet omkring stranden.
O cirka tre til fire harpyer.
V det er mørkt og regner.
Tid. Det er lige, blivet midnat.
P http://vignette4.wikia.nocookie.net/witcher/images/7/76/Witcher3Geralt.png/revision/latest?cb=20130209221110
Sporene var stadige friske, det var omkring et halvt år siden han, havde mærket jagten. Han var blive fanget og træn op til og dræbe monster han, havde ændret sig alt for meget  i løbet af det sidste halve år. David kigget på sporene de var stadige friske, han havde jagte disse Harpyer i tre dage, hver dag var han lige så stille ved og indhente dem. Hans heste havde han sendt afsted dagen før.  Han havde gjorde det for at forvirre, hvem der end ville forfølge ham, dette skulle bare blive Overstå. David havde taget dette job, fordi han var blive skabt til det, efter den forvandlingen. Den anden  undskyldning han blive ved med og fortælle  sig selv var, at han kun gjorde det for at få mad på bordet. David satte tempoet op efter hesten var væk, harpyerne skulle ikke for lov til og dræbe flere børn ikke længere. David så sig kort over skulderen hvor efter han begynde og gå videre, dag og nat løbe han for at kunne forfølge dem.  Efter den trejde dag var ved og være slut fandt han dem. De, havde ikke spiste børne i nu, hvilket kun var heldigt så. David sætte sig ned da han nået strandens kant, hans øjne fanget hurtigt Harpyer som havde fået lavet en rede oppe på en klippe som lå lige ud til havet. Efter David havde set sig omkring for at være sikker på de var der. Satte han sig selv ned for foden af klippen,  da han hade fundet en vej op satte han sig bare til og vente.  David kigget op det ville tag et par timer, selv med hans styrke og hurtighed men det var lige meget.  Efter, hvad der føltes som en evighed, var han kommet op til dem. Harpyer havde ikke set ham helt, men det ville ikke tag lang tid før de opdaget ham. David greb fat i hans sølvsværd som en dværg havde lavet med runer, hvordan han havde fået den af dværgene var en gåde for ham.  Men efter, hvad han kunne huske var det blive købte, til dem anonymet.  Så de tænker var på en eller anden måde, i hans hovedet hele tiden. David svang sværdet prøven i hånden, hvorefter han sprang mod dem deres kæmpe skrig var til og blive sindsyge af, men han ville ikke lade dem få børnene ikke så længe han var der. David blokeret deres klør med hans sværd, han fik dræbt en af dem før de forstod hvad der skete. Men da de havde opdaget ham skifte kampen lidt, I det David forsætte kampen, forsøgte de op til flere gange at fange ham og smide ham af klippen. Hvilket gjorde det let, indtil der var en tilbage. Kampen havde gjorde David mere svag, mere fordi kampen havde forsættet så lang tid. og han jo havde rejste så meget og prøvet og få styr på hans krop. Han havde heller ikke fået sin potion i to dage så han måtte få denne kamp sluttet hurtigt.  Davids sanser begynde lige så stille og blive svagere, derfor sluttet han af med og blive fanget af klørene. David tabte i det samme hans sværd, idet den samlet ham op. Nu skulle der tænkes hurtig David greb fat i hans kniv og sætte den lige i hjerte på den, hvorefter han selv faldt ned i havet med Harpyen. Han anet ikke hvordan dette ville ende men i det mindste, havde han dræbte dem nu. Der lød et kæmpe plask,  hvorefter han selv sank til bunden med Harpyen.

Blair havde ikke set David i noget tid, hvilket ikke burde genere hende efter kun en enkelt aften, men hun havde håbet på, at de kunne udvikle sig til noget mere. Men det var ikke sagen, og det måtte hun bare acceptere. Hvis hun havde lært noget i hendes liv, var det, at hun ikke ville stoppe hendes liv, fordi hun ikke fik det som hun ville. Hun var ude for at finde mad, men en bestemt duft opfangede hendes opmærksomhed. David. Hun burde vende rundt og gå den anden vej, men hendes nysgerrighed var for stor. Hun var nød til at se ham igen. Blair fulgte hans duft, indtil hun fandt ham i fuld gang med at kæmpe imod en gruppe harpyere. Hun blev stående et øjeblik, blot for at se hvordan han klarede sig i kamp. Ganske udmærkende. Da en harpy trak hende med udover klippen og ramte vandoverfladen med et højt plask. Hun skyndte sig hen til kanten, men kunne ikke se nogen, hverken harpyen eller David. Hun så ned, og tog et skridt udover klippen, så jorden forsvandt under hende, og hun susede imod jorden med hendes hår lodret op i vejret. Hun røg igennem vandet og kunne nu begynde søgen på David. Hun så en hånd, og begyndte straks at svømme imod den. Heldigt, at hun ikke behøvede at trække vejret, men hun blev nød til at komme op hurtigt, ellers ville det føltes som om hun druknede. Blair greb fat i Davids håndled og begyndte at trække ham op, men en modvægt trak ham ned af. Heldigvis, havde hun styrken på hendes side. Hun fik ham op på landet, og begyndte at lede efter livstegn. Hun havde det heller ikke helt optimalt, men hun ville kunne klare sig længere end han kunne, hvis han var ved at dø.

David suset ned mod vandet med harpyen, som ikke var blive dræbt helt i nu. Kampen forsætte, imens de suset ned i havet. Da de ramte vandet, kæmpet David for at komme op, men Harpyen ville ikke lade ham komme op efter, hvad der var sket ville ingen komme til og savne ham. Han havde gjorde, hvad han kunne i sit liv efter hans mening men på en måde ville han ikke dø. David mærket lige så stille hans krop svigte, hvorfor det skete var vel meget normalt. David fik sig kæmpet over til harpyen, og skåret sig fri, men idet han fik skåret sig fri mærket han hans flaske som der nærmest faldt ud af hans hånd. Hvorefter han lukket øjne og lige så stille, begynde og falde ned bunden af havet. David kæmpet af alle sine kræfter, men han kunne ikke gøre noget, hans krop begynde og svigte ham, hvorefter han besvimet. Det sidste han så var en hånd, inden det blackoutet for ham, hvad personen ikke ville vide som, havde reddet ham var at hans krop var ved og lukke ned. Da han kom op på land, han var en smule ved bevidsteheden da han var på land. Men hans krop var ved og brænde ham op inden i, "Min Potion, jeg har brug for den." Lød det kort fra David af, før han falde om. Det var kun et spørgsmål om tid før hans krop ville smadre ham, han håbet at hvem personen end var ville hun eller han få fat i den selv om den sikkert lå på bunden af havet nu.

Blair kunne ånde lettet ud, da han talte og derved afslørede han var i live. Hun så hen imod havet, og sukkede en anelse. Hun blev nød til at tage en tur til, hvilket ikke var en rar tanke, men hvis det kunne redde et liv, redde David, ville hun med glæde gøre det. Hun gik hen til vandet og bevægede sig så hurtigt som muligt ned imod bunden. Det tog sin tid, før hun endelig fandt frem til flasken. Men det var for let. En masse harpyer besluttede sig for at angribe hende, og det krævede en del af hendes energi, at få dem skaffet af vejen. De måtte til sidst give op, over for hendes overlegne styrke, men de kæmpede en brav kamp, og på vej op, kunne Blair mærke hvordan det hele langsomt sortnede for hendes øjne. Det ville ikke dræbe hende, men hun kunne nemt blive bevidstløs af det. Men heldigvis, nåede hun at komme op til overfladen, før hun gik i sort. Blair var hurtigt henne ved David, hvor hun nærmest tvang flaskens indhold ned i halsen på ham. Hun satte sig ved siden af, og ventede nu bare på han fik sin styrke tilbage. Hun havde ikke nået at tænke så meget på ham mens hun havde reddet ham, men nu havde hun god tid til at tænke over det, og hun indså hun havde savnet ham. Utroligt, hvor meget kemi kunne betyde lige pludselig. Det havde ikke været mere end det, men betød stadig meget for hende, hvilket gik hende på.

David følte hans krop brænde sig selv op, indefra alle de ting han havde oplevet især hans møde med Blair, fløj gennem hans hoved, hvor han til sidste mærket flasken som var blive tvunget ned i hans mund. Han tog dog imod det, og begynde og drikke det, selv om hans krop lige så stille blive sig selv, var det os smertefuldt for ham. David kæmpet en kamp på to fronter lige nu, den ene var at skjule hans evne, som drikken ville gi ham. Den anden var den smerte, som stadig blive ved med og være der og som ville kunne ses på ham nu. David rejste sig op, eller han prøvet og sætte sig op da potion ikke var helt rundt i hans krop i nu. Han vende kort sit blik mod personen som havde reddet hans liv, men da han så hvem det var sank en en klump, hvorefter han blive nervøs. David bed sig selv kort i læben, hvorefter han kigget over på hende og skød en kvik men flabet bemærkning af. "Du redde mit liv ikke, eller er der en anden jeg skal takke for det." Lød det flabet fra David af, han tog sig dog til hans side bagefter for ikke og prøve og vise hvordan han, havde det "Du ligner jeg ved ikke hvad, Blair." Sagde David med en flabet smil, man kunne dog godt høre på David at han ikke var helt ved sig selv i nu. Men han var ligeglad, han kigget på hende og prøvet og være sikker på hun ikke ville gøre ham, eller andre noget men han ville dog stadig ikke vise det. Davids krop var lige så stille ved og bygge op igen, han håbet ikke at hun kunne se at han havde ændret sig. Mere fordi han ikke ville ha hende til og vide, hvad der var sket med ham og hvad han var blive. "Så skal vi finde et hus en hytte et eller andet, inden det bliver lyste." Lød de flabet fra David af, hvorefter han sende hende et skævt smil.

Blair blev siddende ved hans side, indtil han kom med en af de flabede kommentarer, som han også havde givet hende ved deres første møde. Men denne gang, var der noget andet med ham. Det var som om, han skjulte noget for hende. Det var sikkert det, der havde gjort at han har undgået hende. Hun nikkede kort, da han spurgte ind til om hun havde reddet ham, hvilket hun jo måtte erkende hun havde. Blair rejste sig op tørrede det våde sand af hendes tøj, da det havde klistret sig til hendes våde tøj og krop. Han troede tydeligvis, at de kunne starte hvor de slap, hvilket ikke var sandheden. Hun ville bare ikke, lade nogen behandle hende sådan længere. Hun ville ikke blive skubbet rundt, og taget frem når hun igen kunne bruges. Da David spurgte, om hun ville med ind i et hus eller en hytte, hævede hun øjenbrynene og begyndte bare at gå. Han havde gjort det klart, at han ikke ville se hende, ved ikke at tage kontakt til hende, så hun kunne lige så godt opfylde hans ønske, når han tydeligvis ikke selv kunne. Hun fandt sig i hvert fald ikke i den måde han behandlede hende på. Det ene øjeblik er han kold, det næste varm. Hvordan er det meningen, at hun skal blive klog på ham? Men på trods af hun nemt kunne stikke af fra ham, gik hun i et normalt tempo. En del af hende ønskede vel, at han ville prøve at overbevise hende. Blair var trods alt en håbløs romantiker, så hun havde en skjult drøm om at finde ham, der bare ville gøre alt for at være sammen med hende. Men hun vidste også, at det altid kun ville være en drøm.

David bed sig selv hårdt i læben, hvorfor opførte han sig som en idiot han ville ikke bare forsætte hvor de slap. Han, havde jo prøvet og undgå hende, for at hun ikke skulle se ,hvordan han havde haft det, hvad han havde været igennem osv. David kigget efter hende, da hun gik. Efter, hvad der føltes som en evighed rejste han sig op, han måtte fortælle hende sandheden, selv om den ville blive lang, hvilket nok var meget normalt. David kigget over på hende, hvorefter han begynde og løbe over mod hende. Hans hurtighed var 10 gange så godt som et normalt menneske, hvad Blair nok ville opdage nu. David så på hende da han stod foran hende, hvor skulle han begynde han kunne lige så godt starte fra starten af. "Blair du må undskylde, at jeg har undgået dig i så lang tid, men jeg jeg har bare været gennem noget sindsygt og jeg skulle ha tid til og bearbejde det da jeg enlig fik lov til at være  fri."  Davids stemme prøvet han bare at holde i ro, selv om det var sværte at forklare det.  "Jeg er os blive halvblind efter det, jeg kan ikke se noget om dagen, men om natten og når det er aften kan jeg se normalt, jeg aner ikke hvad der hundret procent er sket med mig, det eneste jeg ved er at jeg skal ha den potion som jeg havde tabte inde for et bestemt tidspunkt ellers vil jeg dø." Sagde David, hvorefter han kigget hende ind i øjne "jeg har os lovet at beskytte mennesker fra alle slags væsner du ved  uskyldige." David prøvet lige så stille og skjule hvordan han havde det omkring dette, han ville bare ha at Blair skulle vide at grunden til han, havde været sådan lige nu og bare været en idiot siden deres sidste møde. Men nu ville hun jo vide, hvad der var sket. David så hende i øjne og kysset hende kort, det havde lettet hans hjerte. At fortælle hvad han, havde været igennem hvad han følte, han bakket dog lidt væk fra hende "jeg jeg sku måske ikke ha gjorde det." lød det svagt fra David af, hvorefter han bakket lidt væk "men det var derfor jeg var så længe væk og undgik dig  jeg blive jagte og ændre som person til og beskytte mennesker." Sagde David han, havde ikke flere undskyldninger, den sidste, havde dog været vildt dårlige. Men han ville ikke miste hende, ikke når deres kemi var så god

Blair havde brugt meget tid på at tænke på ham, hvilket ikke ligefrem havde hjulpet hende, med at komme videre. Hun var på vej væk, da han med en hurtig fart nåede frem til hende. Hun så på ham med let rynket bryn, før han begyndte at forklare, og hendes øjenbryn igen faldt tilbage på plads. Hun lyttede til ham, og på trods af, det lød langt ude, svarede hun ham ikke. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre, da han kyssede hende, gengældte hun det blidt, før han stoppede kysset og trådte tilbage. Da han sagde, han ikke skulle have gjort det, nikkede hun let. ”Nej, det burde du ikke.” Hun tog en dyb indånding og så ham dybt i øjnene. ”David.. Jeg har tænkt rigtig meget på dig, men det kan bare ikke fungere.” Hun gik et skridt tættere på ham, så hun stod lidt tættere på ham, hvilket gjorde hun endelig kunne føle deres kemi igen. ”Jeg er en af dem du beskytter folk mod. Jeg bruger andre som min fødekilde, og på et tidspunkt, vil jeg også bruge dig. Det er uundgåeligt.” Hun var bestemt ikke vild med tanken, men det var bare bedst sådan. Blair var en vampyr, han var et menneske. Det lød som en tragisk kærlighedshistorie, der bare ville ende i blod, død og en evighed hvor Blair skulle undvære ham. Hun kunne bare ikke holde ud at blive såret længere, så hellere leve alene. ”Undskyld, jeg må hellere gå.” Blair gik udenom ham og forsatte med at gå. Det var ikke fordi, hun havde lyst til at gå sin vej, men det var bedst for dem begge.

David lyttet til hende da hun talte, han vidste ikke hvad han skulle svare hun, havde dog ret på alle punkter de kunne ikke ha et forhold. Han sank en klump, da Blair stod så tæt på ham, hvor han lige så stille mærket den store kemi igen, den kemi som de havde. David  kigget på hende og lyttet, hvad var der sket for dem, det var som om han var vågnet fra en drøm som havde gået så godt. David kigget hende i øjne og da hun begynde og gå, fulgte han efter hende, hvorefter han stillet sig foran hende igen. "Så gør mig til en vampyr, Blair jeg vil godt være sammen med dig, hvis du gøre det bliver jeg mig selv igen og vi kan være omkring hinanden uden at, skade hinanden." Sagde David, han tog en dybe indåndnig og kigget hende i øjne, "jeg er sikker på det bare gør det." David kigget på hende, hvad skulle han ellers sige, han forstod ikke sig selv deres kemi, havde været så god og han havde ikke andet i sit liv. Måske ville det gi ham synet igen, måske ville han dø men han var ligeglad. Han sank en klump, hvorefter han stillte sig hen til hende. David havde aldrig set sig selv som en person som ville gøre dette. Men, hvad havde han at miste intet han ville kun vinde ved at dette ville ske, han ville måske dø men så var det jo lige meget, hvad han fik ud af det for hans liv ville kun blive bedre. David kigget på hende, hvis hun ikke ville forvandle ham måtte han bare finde ud af noget. Han var træt af altid og skulle drikke de potions, hvilket måske var en dum grund. Men ikke efter, hvad David havde prøvet. Han kigget Blair i øjne igen og kysset hende på panden, "det er okay, hvis du ikke vil men det er hvad jeg gerne vil jeg vil godt være sammen med dig fordi. De sidste ord sad lidt fast i halsen på David, men han fik dem dog ud kort efter, "jeg elsker dig og vil være sammen med dig."

Blair så først forfærdet ud. Hvorfor ønskede han at være vampyr? Det førte intet godt med sig. Hun var tvunget til at se alle hun kendte dø, medmindre hun valgte at forvandle dem. Det var en forfærdelig skæbne, og noget hun slet ikke fattede, at han overvejede. Hun virkede først meget afvisende. ”Det kan jeg ikke.” Hun trådte et skridt tilbage, men havde stadig blikket rettet imod ham. ”Du aner ikke hvad det vil gøre ved dig. Du vil få en trang til blod, du vil ikke kunne styre dig i lang tid. Alt der har en puls, vil blive et bytte for dig. Intet andet.” Hun rystede let på hovedet, det var ikke noget han skulle ønske sig. Hans næste sætning, fik hende til at føle noget helt andet. Hun følte sig elsket, noget hun ikke havde følt i lang tid. Hun lukkede øjnene i, da han kyssede hendes pande. Han gjorde det virkelig ikke let for hende. Med et dybt suk gik hun helt til ham. Hun lagde hendes ene hånd på hans hals, hvor hun kunne mærke hans puls vibrere lige nedenunder. Hendes blå øjne var rettet imod hans, og deres ansigter var ikke mere, end et par centimeter fra hinanden. ”Hvis jeg gør det her, så må du love mig, at vores forhold ikke ændrer sig. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg har brug for at du er ved mig.” Antydningen af et smil, lagde sig på hendes læber.

David, havde ikke regnet med at hun ville gøre det men det var jo op til hende selv. David kigget på hende, hvad skulle han dog sige, han vidste ikke hvordan han skulle få hende overtale. Han nikket til hende da hun sagde til ham, at han nok ville ha problemer til det med og starte med.  David lukket kort øjne da hun bevæge sig hen mod ham, hvad der ville ske nu anet han ikke første da han hørte hvad hun sagde til ham. "Jeg" ordene sad kort fast i halsen på ham, "jeg lover det Blair, det er os det mindste jeg kan gøre for dig." Lød det svagt fra David af, hvorefter han sende hende et skævt smil. Han var så parat som han ville tro han nogensinde ville kunne blive. Selv om det var et vildt stort skridt fra ham, at blive vampyrer, havde aldrig været noget han i sin vildeste fantasi ville ha set sket. Men her stod de nu, hvad der føltes som en evighed lige nu han kigget svagt op på himlen det ville være sidste gang nu at han ville se dem med hans normale øjne. Efter han havde kigget der op, så han hen på Blair og sende hende et skævt smil "jeg er så klar som jeg nogensinde kan blive nu." Kom det svagt fra David af, hvorefter han kysset Blair kort på munden. Han var klar hundret procent nu, så han ville ikke lade noget stoppe det nu. Det skulle bare overstås han hadet denne ventetid. Det var lige så stille ved at gøre ham sindsyg. Han så på Blair og nikket kort, for at vise at han var hundret procent klar nu.

Blair var ikke sikker på om det var en god idé. Men han virkede til at være sikker på, at det var hvad han ville. Hun nikkede til hans ord. Han var klar nu. Hun gengældte kysset, men førte så hendes læber ned til hans hals. Hun lod hendes spidse tænder vokse frem, og bore sig ned igennem hans hud, for så at mærke blodet pible op igennem de to små huller. Hun ville lyve, hvis hun sagde hun ikke havde overvejet hvordan hans blod ville smage. Men hun blev nød til at holde sig i skindet. Indtil nu. Hun lod hans blod blive en del af hende. Blair blev ved, indtil der ikke længere var mere tilbage. Hun fik lagt hans livløse krop ned på jorden, før hun bed hul på hendes eget håndled, og lod det ligge imod hans læber. Da han havde indtaget nok blod til at blive forvandlet, tog hun ham op i hendes arme og flyttede ham et sted hen, hvor der var mere roligt og ikke var nær så stor chance for forbipasserende. Blair tog fat om hans hoved og drejede det hurtigt, så der lød et højt knæk. Hun forsvandt dernæst hurtigt, og kom tilbage med en kvinde midt i 20’erne. Hun ville være Davids første måltid som vampyr. Men hun ville allerede nu, forsøge at lære ham, han ikke behøvede at dræbe. Selvom han uden tvivl ville have lyst til at forsætte, indtil der ikke længere var mere blod i hendes åre. Hvis han kunne stoppe af sig selv var det perfekt, hvis ikke, var der ikke noget at gøre ved det. Blair havde dræbt før, men hun forsøgte så vidt muligt at undgå det nu.

David kigget Blair i øjne, da hun gengælde hans kys med et andet kys. Han kunne se, hvordan hendes hovedet bevægedet sig ned til hans halsen. Han sank en klump, hvorefter han fik ro på sig selv, da hendes tænder skar ind i ham lukket han, hans øjne. Han mærket lige så stille blodet, flyde ud af hans krop. Han mærket hans hjerte rytme blive svagere, lige så stille han kunne mærke hvordan, hans blod forlod hans krop. Han mærket livet falde ud af hans krop, hvorefter han blive lagt ned på jorden. Han mærket kort derefter Blair, som presset blode ind i hans mund. David drikket det, for at se om hans krop kunne klare sig igennem det, hvilket ville gi ham liv regnet han med. Han mærket til sidste, Blair løfte ham op, hvorefter alt blive helt sort. Han blive kort derefter, lagt ned et andet sted på jorden. David mærket intet andet, hans krop blive lagt ned et andet sted. I det samme der lød et knæk vågnet David op, han gispet efter vejret, hvorefter han så sig omkring. Hvor var Blair, havde hun forladt ham efter dette her. Lige pludselig begynde en panik at sprede sig i hans krop, var han forladt det minde om hans barndom igen. Han så sig kort om, han befandt sig nu i en kæmpe lysninge. David var ved og bryde sammen, han havde ingen ide om tid længere. Hvis det alt sammen skulle gi mening, var David ned til og slå koldt vandt i blodet. Han var ved at blive alt for utilpas, hvad skulle han gøre. Han overvejet et øjeblik, at stikke af, hvad skulle han dog gøre. Han besluttet sig for at blive, han kunne lige pludselig høre lyden af blod. Han vendte sig om og så Blair, i øjne . Han lagde dog med det samme, mærke til kvinden. Han mærket, hvordan hans krop skreg efter blodet. Men han ville ikke, en del af ham ville men en anden ville godt. "Hvad, hvorfor er hun her." David vidste ikke, hvad hun forventet af ham, men hjerte rytmene gjorde ham lige så stille sindesyg. Han var nød til at holde sig i skindet, men han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han kigget på Blair, bedene "hvad skal jeg gøre." David, kigget hende i øjne og var vildt nervøs omkring det, hvad forventet hun at han skulle gøre.

Blair huskede tydeligt hvordan det var, dengang hun blev forvandlet. Først havde hun været skræmt, forfærdet over hendes nye race, og så meldte blodlysten sig. Hun sprang på den første menneske hun fik serveret, og stoppede ikke efter det. Først efter lang tid, formåede hun at beherske sig, og ikke drikke af hvert et levende væsen hun stødte på. Så hun vidste udmærket hvordan David havde det, men hun havde tænkt sig at hjælpe ham igennem det. Præcis som Caroline havde hjulpet hende igennem hendes forvandling. Blair lagde kvinden ved siden af dem, men holdte stadig fast i hendes ene arm, så hun ikke kunne stikke af. Hun lod hendes frie hånd omfavne Davids ene hånd. ”Jeg ved det er svært, men det er dig eller hende. Hvis du ikke drikker af hendes blod, vil du selv dø. Du behøver ikke dræbe hende. Jeg hjælper dig igennem det.” Hun havde selv dræbt, og det var bestemt ikke en fed følelse. Men det var også svært at stoppe sig selv. Det var der Blair kom ind i billedet. Hun var der, så David ikke ville dræbe hende. Når han havde styr på hans blodlyst, kunne han dræbe som det passede ham, men indtil da, blev hun nød til at stoppe ham. Blair tog pigen, og førte hende op imod Davids læber, som var hun intet andet end en dukke. Hun vejede ikke mere for Blair. ”Drik af hende, men stop før du dræber hende.” Hvis han ikke var i stand til det, måtte hun stoppe ham. Det ville ikke blive let eller behageligt, men det var også nødvendigt. ”Tag dybe vejrtrækning mens du drikker, det hele skal nok gå.” Han behøvede ikke længere trække vejret, men det kunne stadig virke beroligende. Det havde hun i hvert fald erfaret.

Davids liv var helt forandret, hvorfor havde han dog gjorde det, når jo på grund af Blair. David så på hende, hvorefter han prøvet og få styr på sig selv. Da hun lagde pigen ned. Åbnet han øjne og så hende i øjne, han kunne ikke byde Blair at afslå for så ville han sikkert dø. Eller os, ville han dræbe sig selv. David sank en klump og nikkede til hende, der var ingen vej uden om. Han måtte gøre, hvad hun forventet af ham. Han kunne ikke efterlade hende, ikke når han, havde lovet at intet ville ændre sig. Da Blair, lagde kvinden lige foran hans ansigt, kunne han mærke sine tænder vokse ud, hvorefter han bed sig svagt i underlæben. "Jeg, jeg forstår det godt." Lød det svagt fra David af, hvorefter han sætte tænderne i hende hals. Han begynde og drikke af hende, det smagte bedre, ende noget han længe, havde smagt. Men det var på den anden side, vildt mærkeligt at drikke det. David begynde og drikke, han kunne mærke lysten til bare at tømme hende, eller næsten tømme hende, men efter der var gået et til tre min. Stoppet han og vendte sig om, hvorefter han hamret sin hånd ned i jorden.  Han begynde og trække vejret i kort træk, hvorefter, han begynde at drikke fra hende igen. Han kunne mærke, hans krop skrige efter og tag det sidste blod fra hende, han kæmpet fra ikke og tag mere fra hende. David træk sig selv væk, hvorefter han kigget på hende. Det tog alt hans viljestyrke at, få kæmpet sig selv væk fra hende, David kigget over på Blair. Han bed sig svagt i læben, hvorefter han kigget Blair i øjne.  David, hvorefter han næremest kæmpet alt for at ikke drikke mere fra hende, men det var som om han ikke kunne tænke længere. David suget stadig blod fra hende, hvorefter  han prøvet og kæmpe sig, men hvis Blair ikke tog hende fra ham, ville han dræbe hende.   Nu var det op til Blair, at stoppe ham, hvis ikke hun gjorde ville han dræbe hende.