et underligt nyt sted //Zefira//

S: Caves of sand
T: 00.00
V: det ved jeg ikke jeg er under jorden
O: en lille lejr der brænder, og en kæmpe edderkop
P: sin rejse kappe, sin bowler hat og et par solide kampstøvler


Victor havde lige smadret en lejr og nu var der blod på hans rejse kappe. En kæmpe edderkop stod foran ham "ned med sig" han slog et slag med en pisk og edderkoppen satte sig ned "det var bedre" han satte sig op på edderkoppen og slog et slag med pisken og edderkoppen begyndte at gå.

Zefira var forvirret. Bange. Hun var i tvivl. Så mange følelser der kørte rundt i hendes hoved, og så lidt plads samt viden. Hendes knælange sorte kjole, med medfølgende kappe, smøg sig om hendes ben som en skygge. Hun listede gennem nogle af de smallere tunneler, i håbet om, at finde ud. På et tidspunkt. Hun havde bare fødder, da hun havde mistet sit sidste par sko, ved hendes seneste black out. Det røde hår sad i en løs fletning, hvor flere totter, allerede havde revet sig løs. Hendes syn hjalp hende dog en del, trods de mørke forhold. Da hun ankom til endnu en kæmpestor gang, standsede hun med et suk. Fødderne brændte, og sveden var begyndt, at danne små perler på hendes hvide hud. Hun satte sig opgivende ned, og begravede ansigtet i armene, som hun hvilede på knæene.

Victor tårnede sig op i tunnelen men han så alt alligevel han så en pige sidde i udgangen af en anden tunnel. "hey du der havd laver du" han lod sig glide ned fra edderkoppens ryg og gik hend mod pigen. Han så det vilde røde hår "du minder mig om min lille søster. Meeen så dræbte jeg hende" han tog sin rejse kappe af og smed den hend til pigen "her værsgod tør sveden af med den" hans over krop var muskuløs og skinnede svagt. Edderkoppens gift tænder klikkede "nej. Sæt dig ned igen" edderkoppen klikkede vredt men satte sig alligevel "nå hvor er du fra" han satte sig ved siden af pigen.

Zefira så overrasket op, da hun hørte en fremmede stemme, og fornemmede noget knap så venligt nærmer sig hende. Hun var ikke helt sikker på, om det var tåre eller sved, der løb ned over hendes kinder, men hun fik hurtigt tørret det væk for ikke, at virke for svag. "Jeg er faret vild." Hendes stemme var ganske blid, men bar en undertone af viljestyrke og hårdhed. Hun havde lært efterhånden, at ikke alle fremmede, ville en lige godt. Hun spærrede forskrækket de skinnende blå/grønne øjne op, da han nævnte, at han havde slået selveste sin egen søster ihjel. "Hvilken ondskab fik dem til, at gøre sådan en ugerning?" Hendes sprog var gammeldags. Hun anede knapt hvor hun havde den fine klang fra, men den havde fulgt hende længe. Hun greb en smule klodset, den store kappe der blev smidt hen til hende, og betragtede den kort, før hun med yderste forsigtighed, duppede sveden af hendes blege hud. Hvis man kiggede grundigt efter, kunne man nu se, eftersom dråberne var væk, at hendes hud, ved den rette lys position, bar et nærmest syglig grønt skær. Det virkede nærmest, som en farve under hendes fine sarte hud. Hun lagde forsigtigt kappen fra sig igen, og rykkede en smule til siden, da han satte sig hos hende. Hun holdt godt øje med edderkoppen ud af øjenkrogen, men rettede blikket mod ham da han spurgte. Nervøst lod hun tungen glide over de rødmalede læber, og fugtede dem kort, inden hun med et suk svarede. "Det.. Det ved jeg ikke." Hun så op på ham igen, næsten bedende, som om, at han kunne svare hende. Svare hende på det, hun aldrig ville vide.

"Jo det var entlig ret nemt. hun prøvede at dræbe mig, det var selvforsvar" han så på hende "nå det er noget rod. bare rolig du kan stole på mig" han rakte en hånd ud "men mit standpunkt er at du virker som en sød pige. jeg tror jeg kan hjælpe dig" han gik hend til sin taske og tog et par sjovt udseendebriller frem

Zefira nikkede stille, og så ned i jorden igen. Måske havde hun fejlbedømt ham? Det var trods alt, en grusom verden de levede i, hvor man kunne blive myrdet af sin nærmeste, fra den ene dag, til den anden. Men alligevel selvom tanken skræmte hende, misundte hun ham en smule, på rent faktisk, at have haft, noget familie, at kunne knytte sig til. Hun havde intet. Ingen minder, familie, ord, billeder. Hun kunne knap nok huske sit eget navn! "Beklager. Jeg dømte dig vist for hurtigt." Hun sendte ham et undskyldende smil, og håbede ikke, at han tog det for tungt.
Hun så længe på hånden, før hun med en overdrevet ro, tog imod hans. Hun trykkede den kort, før hun hurtigt trak sin egen hånd tilbage, og gemte den igen. Hun sagde ikke noget til, at hun kunne stole på ham. Det måtte tiden vise. "Sød..." Hun hviskede ordet for sig selv, med et let rødmen i de blege kinder, der fik hendes hud til, at stråle. Farverne der blev mikset sammen, gav hendes hud en del mere glød. Hun ventede roligt på ham, men så meget undrende ud, da han hev brillerne op.

//Du må helst ikke afsløre for meget, eller noget med dragen ^^ Og selv om du gør, vil hun benægte det, til hendes død xD

// ok//


Victor viste dem frem "de her er en slags 'hjerne briller' de lader mig se ind i dit sind" han tog dem på "sid stille smukke" han så ned i hoved bunden på hende en spiral af tekster kom frem "lad mig se, dit navn er Zefira, du lider af personligheds spaltning, oh det her er intrasant du kom herned fordi du var sulten og du blev ved med at kalde dig selv Zeze ellers kan jeg ikke se noget men jeg håber det hjalp" han grinte læt "hvorfor den farve i ansigtet du er da vel ikke flov over jeg kaldte dig smuk?"

Zefira stirrede fascineret på brillerne, da de kom tættere på, og forsøgte sig, at lære deres navn. Hjernebriller. Sjove tingester. Hvad kunne de så. Åbne hjerner? Hun var lige ved, at le højt af tanken, da han pludselig tog dem på, og så ned i hovedet på hende. Var det en spøg? Mente han det virkelig. Hun trak næsten usynlig på skuldrene, og sad pænt stille, som han bad hende om. Hun kunne ikke styre endnu en bølge af rosa farve, der hurtigt blussede op i kinderne, da han igen kaldte hende det. Smuk? Det var ikke mange komplimenter, hun kunne trække i land, for hendes særprægede udseende. Så hun nød skam, dem hun fik. Med sine reptillignende øjne, så hun op mod ham, mens han kiggede ned i hende.
Hun kunne ikke andet end, at grine stille, mens hun ivrigt nikkede. "Det er sandt! Wow... De virker faktisk!" Hun så direkte i hans øjne, da han spurgte, og fastholdt det så godt hun kunne. Han havde allerede opdaget ordenes virkning. Ingen grund til ellers, at virke svag. "Ikke direkte flov..." Var dog det eneste hun kunne få mumlet ud.

"arh kom nu en smuk ungmø som dig selv må da få mange kompilmenter" han smilede. Tænderne i hans mund var skarpe, ja nærmest syle spidse "jeg tror at du for brug for den her" han rakte en lille læder bog til hende. Teksten på forsiden skiftede til noget andet så der stod 'goddag Zefira' "det her er det der hedder 'skriverens bedste ven' du kan skrive noget i den og så er det kun dig der kan slette det og den vil altid komme tilbage til dig vis du midster den" han smilte og hans gule reptil øjne skindede

Hun rystede let på hovedet, så den løse fletning, fløj en elegant tur, og landede på den anden skulder. "Ikke rigtigt, nej." Hun mumlede det genert, og gav sig i kast, med et håbløst forsøg på, at presse de frifaldende lokker ind i fletningen igen. Hendes skarpe syn bemærkede selvfølgelig godt, at tænderne var der. De var for skarpe. For.. unaturlige. Men det fortalte hans duft selvfølgelig også. Racen virkede betryggende på hende, men alligevel holdt hendes instinkter hende på vagt overfor ham. Ren overlevelse. Hun tog stille imod bogen, og stirrede forundret på omslaget, der ændrede sig til hendes navn. Hun elskede magi, men var ikke selv stor bruger af det. "Mange tak. Men jeg kan da ikke tage den fra dem..." Hun rakte prøvende bogen tilbage mod ham. Den var ikke billig. Det kunne den ikke have været. Og så forærede han den, til en komplet fremmede! Hun fandt sig selv, næsten ynkelig.

"behold den jeg har ikke brug for den" han holdt en hånd frem for at stoppe hende. "her skal jeg ikke hjælpe dig" han pillede hårbåndet ud. Der efter samlede han alt det røde hår, det duftede dejligt af roser, til sidst bandt han båndet til bage i håret "værsgo. Hehe tro det eller lad værd men jeg satte altid min søsters hår" han duftede igen til håret "ah. roser min yndlings blomst"

Hun trak forsigtigt bogen tilbage igen, og knugede den ind til sig. Det var måske, noget af det sidste hun havde, at knytte sig til. Alt andet, havde hun mistet. Sammen med hukommelsen. "Tak" Hendes stemme var en anelse hæs, men hun fik hurtigt følelserne under kontrol igen. Hun hostede kort, da det hæse åbenbart ikke blot var sørgelig gråd, men også en af de dage hvor hun led en kende, af sin særprægede halsbrand. Hun sad bomstille, da han pludselig trak elastikken ud, og gav sig til, at ordne hendes hår. Hun smilede taknemmeligt, og så beundrende ned på den nye fletning. "Jeg elsker også roser. De er så smukke, og bærer på så megen historie." Hun sukkede smilende, ved mindet om de mange roser, hun havde passeret på sine lange vandringer. Hendes yndlings blomst.

"ja de er yndige og er elegante lidt som dig" han så på hende "hvad med at jeg får oktavius til at føre os ud herfra" han smilte og lavede en gestus til hende som om hun skulle tage fat om hans arm "damerne først" han så ondt hend på den store edderkop "oktavius nej. Vi spiser ikke fine damer der ikke kan finde vej" han slog den midt på det store hovede "der blev sagt nej" sagde han skarpt

Hun rødmede endnu engang ved hans ord, og bandede af sig selv indenvendigt over det. Hvorfor al den rødmen? Det var jo bare søde ord... Søde ord, som der så sjælendt blev kastet efter hende. Og med grund, hvis hun endte med, at opføre sig, som en forelsket skolepige hver gang. "Jeg takker endnu engang. De er måske, enhver dames ven?" Hun sendte ham et kækt blik, og fik for en gangs skyld, et lusket blik, i de mystiske øjne. "Det ville være yderst rart." Hun sendte ham et blændende smil, og tog glædeligt imod hans arm, imens hun rejste sig. Forsigtigt strøg hun hånden over de sarte klæder, og fjernede det værste skidt. Endelig. En hjælp! "Tak tak." Hun fnes kort, men stoppede øjeblikkeligt, da hun ikke ville virke, alt for sød alligevel. Ja, han hjalp hende. Men mere end det, kendte hun ham ikke. Hun så forskrækket hen mod edderkoppen, da der blev nævnt noget med mad. Det var rart, at han beskyttede hende mod den, for det var ikke til, at vide, hvad hun ville gøre, hvis den prøvede, at æde hende.

"opsedasse" han hjalp hende op i vognen bag edderkoppen. han smækkede døren i bag hende og satte sig op på edderkoppen "jeg tænkte at du hellere ville sidde der omme frem for her oppe med mig" han råbte lidt og der efter slog han et slag med en pisk op over edderkoppen. Edderkoppen drønede gennem tonnellerne og efetr et par minutter blev den i en lang gang. Han stilte sig op og hoppede over på vognen "goddag igen"

Hun lod sig hive med op, og satte sig pænt i vognen, mens hun så sig omkring. Hulerne var i sig, fascinerende, fra alle vinkler. Men heroppe, så man alligevel bare en smule bedre. Hun lyttede opmærksomt, da han råbte noget til hende. Ikke, at det var nødvendigt, at råbe, eftersom hendes hørelse oversteg et hvert menneskes, men det kunne han jo ikke vide. "Det er helt fint, tak!" Hun hævede stemmen en anelse, men råbte ikke direkte, da hun hurtigt opfangede, at hendes stemme blev båret med tunnelen. Det var som et kæmpestort ekko. Det burde ikke være synderlig svært, at høre hendes svar. Hun lænede sig tilbage, og sukkede træt. Hun havde færdes hernede, gud ved hvor mange timer allerede. Trods hendes gode kondition, og imponerende muskelmasse, var hun slidt. Og sulten. Hun var ofte sulten. Meget sulten endda. Det krævede faktisk, at hun ofte konsumerede, et helt bytte, så snart hun fik fat i et. Hun vågnede straks op af sine tanker, da han hoppede over til hende. Hun smilede varmt, og lo kort. "Goddag igen, Sir." Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og betragtede ham.

"arh lad værd med at kalde sir" han slog afbekræftende med hånden "bare kald mig Victor." han grinte lidt "hvad er så dit navn" han så på hende. Hun virkede som en venlig person "min ven jeg er ikke en damernes mand damer er ikke lige frem til trukken af mig" han smilte til hende med tænderne fremme

Hun nikkede kort, men bekræftende. "Så gerne. Men rart, at møde dem Victor." Hun rakte høflig som hun var, en hånd frem. Alt efter området, ville den bare virke usandsynligt bleg, og spinkel. Man burde dog, ikke skue hunden på hårene. Mens hun ventede på, at hånden blev taget, skammede hun sig over, at hun ikke, havde præsenteret sig selv før han spurgte. "Beklager meget. Jeg er.. Zefira." Hun skulle lige være sikker. Hun gennemgik hurtigt de få navne hun havde i hovedet, men blev enig med sig selv om, at det var det rigtige. Det lød måske dumt, men der var ofte tidspunkter hun var vågnet forvirret op, og nær havde glemt sit eget navn. Hun frygtede, at hun vil blive ved med det. "Hm.. Sært var?" Hun lo blidt, og skilte de rosenrøde læber, i endnu et gensidigt smil.

Victor strøede hende gennem håret ”du er ret sød” Victor så på hende. På en eller anden mindede han hende om en han kendte en gang. Han trak en stor skinke sandwich frem ”åh undskyld vil du have en” han trak en anden frem ”her værsgo” han rakte den til hende ”vi skal køre lidt endnu ” han spiste den lidt hurtigt da han var meget sulten. ”altså jeg ville spørge hvor du var fra men siden du ikke kan huske det er det lidt overflødigt” han smilte

En særegned brummende lyd, bredte sig i hendes hals, og endte i noget der mindede om en spinden. Det var rart. Alt for rart. Hun prøvede bestemt, at få kontrol over sig egen krop. Det lykkes dog rimeligt hurtigt for hende, at genvinde kontrol, da sandwichen blev hevet frem. Hendes blik gik direkte fra drømmende, til rovdyrs på et øjeblik. Hun kunne næsten mærke munden løbe i vand, bare ved synet af den. "J-Ja tak." Med megen koncentration, forsøgte hun, at holde de skælvende arme i ro, bare længe nok til, at tage imod sandwichen. Da det var gjort, kastede hun sig nærmest over brødet. Det var ikke meget ynde over det, men hun var sulten. Skråt op med, alt det andet. Brødet blev flået, revet og sønderbidt. Til sidst, var der end ikke så meget som en skinketrevel tilbage. "Tak..." Hun mumlede det stille, og mærkede tilfreds, hvordan hendes krop næsten omgående fik fornyet sin energi. Hun tørrede sig forsigtigt om munden, og tjekkede, at læberne stadig havde deres rosenrøde farve. Flovt. Nogle gange vidste hun ikke, hvad der gik af hende. Men alle var vel sultne. Hun nikkede kort, da han sagde de skulle køre, og smilede blot undskyldende, da han spurgte om, hvor hun kom fra. Ingen anelse. Som altid.

”nå du er da vidst lidt sulten” han smilte kækt. En af de ting han havde lært over årene var en teknik til at fange piger på deres ord ”så er vi vidst næsten ude” Edderkoppen som Victor havde døbt Oktavius sænkede farten. Man kunne lige skimte dagslyset forude. Victor missede med øjnene mod det skarpe dags lys ”ah det her må være the burning Dessert”

Hun nikkede smilende, dog forlegent over sin opførsel. Et lille hik undslap, og en syrlig lugt blandede sig. Selvom hun havde kunne mærke den, havde hendes hånd været for langsom. Dog sad hun nu, med hånden foran munden, og håbede på, at han ikke opfangede duften. De få dyr og mennesker, der havde indhalleret det, havde ikke været på toppen bagefter. Desuden skræmte den sjovt nok dyr væk. "En smule.. Det er et godt stykke tid siden, at jeg har fået mad." Hun fjernede sin hånd, så hun ikke mumlede. Trods det højlydte ekko, kunne det være utroligt svært, at høre, bare ved den mindste blokering.
Hun missede let med øjnene, mod det skarpe lys der kom tættere og tættere på dem. Hendes skarpe syn, havde ret hurtigt vænnet sig til mørket, men hun, havde en smule sværere ved alt lyset. Det var blændende! "Næsten ude.." Hun mumlede det med et smil. Ordene var mest tiltænkt sig selv, eftersom hun ikke vidste, hvad der skulle ske nu. Hjem? Ikke rigtigt. Den stod vist, på vandring. Igen.

//Er du stadig med?

//sorry jeg var lidt væk//


Victor tog et kort frem "jeg tror vi er her" han pegede på kortet og kørte en finger hen mod shadow peaks hvor han boede "lad mig se" han gik gennem ørkenen hen mod edderkoppen. "jeg har en lang vej hjem så jeg må hellere vidre" han foldede kortet sammen og steg op. Han kløede sig i nakken "kan jeg sætte dig af et sted"

//Helt i orden ^^

Zefira så meget grundigt på kortet, da det var langt tid, at hun havde kunne danne sit et overblik. Det hjalp hende dog ikke yderligt, da hun var en smule forvirret over kortet. Gudskelov lod Victor til, at have styr på det. Hun fulgte ham nøje med blikket, da han spadserende vendte tilbage til edderkoppen. Han havde et hjem. Et sted, at tage hen. Og måske endda med familie? Han skulle vide, hvor heldig han egentlig var. "Det må de hellere ja." Hun sendte ham et halvhjertet smil, da hun ikke sådan uden videre, var vant til, at tage afsked. Hun foldede armene omkring sig selv, og gned sig selv på armene. Det var ikke fordi hun frøs. Nærmere fordi, at det var en slags omsorg til hende selv. "Ikke rigtigt. Måske den nærmeste by?" Hun så håbefuldt på ham. Byer var altid fulde af eventyr, og muligheder. Og håb.