You! -Luke-

Sted: Kroen
Tid: Lidt ud på aftenen.
Vejr: Regn, gråt, tåget...
Omgivelser: Få fordrukne mænd og kvinder, flere nyankomne.

Selvom hun havde siddet der de sidste par timer, var Anastacia stadig våd og kold helt ind til knoglen, på grund af det forfærdelige vejr. Reid - hendes tvillingebror - var ude i tågen et sted, men hun bekymrede sig ikke for ræven. I hånden havde hun et brev. Et brev hun havde modtaget omkring en uge inden hun fandt sig selv siddende på kroen, med et sørgmodigt udtryk på sit blege ansigt. Brevet var det første brev hun havde fået fra sin familie, siden hun forlod dem 6 år forinden, og hun havde inderligt håbet at det var fra hendes mor, der havde reddet Reid fra deres ældre bror. Brevet indeholdt kun informationen om at hun var død, og at Anastacia skulle se at komme tilbage til familien. Hendes brødre havde aldrig været den kærlige type, hvilket man i hvert fald kunne tyde på brevet.
Anastacia var taget hjem, men kun for at forsøge at finde morderen, da både hende og hendes familie regnede med, at mordet var relateret til Anastacia og Reid, de eneste ikke-mennesker i familien. Hun vidste nu hvem morderen var, men havde brug for at sørge, før hun gik på hævntogt. Da hun var kommet væk fra familien, søgte hun direkte hen til kroen. Hun plejede at komme her, da det var her langt de fleste ville være døddrukne, og ikke ville lægge mærke til det, hvis man tog noget fra deres lommer. Anastacia var dog ikke i humør til at arbejde, og drak stille den øl, der stod foran hende.

P kig på profilbillede.

Luke, havde holdt lav profil efter Erias anvisning. Hun, havde nok ret i at han arbejdet for meget nogen gange. Luke gik derfor lige så stille ind af kro døren, hvor han bevægede sig op mod Baren. Denne dag var nu dejlig, ingen havde været efter ham han, var ikke blive jagtet.  Han, havde snakket kort med hans søster eller halv søster, som jo var vampyr. Dette var hans 600 års fødselsdag. Derfor var han begynde med at overveje, at ændre sig. Luke bed sig selv i læben, da han kom op til disken bestilte han som altid en ekstra stærk whisky.  Han var kommet sig over Elodie, de kunne nok ikke være venner længere. Hans mærker, var nemlig blive Dæmoner, og de fleste vampyrer. Eller det var, hvis de udgjorde en trussel. Eria, havde virket glad. Luke var næsten sten sikker på, at det var fordi hun havde fundet hele hendes familie.  Luke, havde slukket alt kontakten med Aeron, derfor ville de nok aldrig finde deres adoptiv søn igen. Luke så hen mod døren, da en kvinde kom ind. Hun minde ham om en eller anden, men hvem vidste han ikke helt. Han lagde kort penge på bordet, hvor han kort efter fik hendes navn at vide.  Luke rodet sine minder igennem, hvor han kort efter ramte det, han havde været ung dengang. Denne pige var datter, af den kvinde Luke havde slået ihjel. Da han var helt nede på jorden, hvor hans hovedet var fuckt op.  Luke, havde prøvet og ændre sig for Erias skyld. Men da hun var forandret, havde han lidt opgivet det. Men han gik ikke efter alle folk, som blive slået ihjel. Luke, havde det sådan at hvis han følte en person, fortjente at dø gjorde han det. Han stilte ikke spørgsmål, han gjorde det bare.

Det var gået en del tid siden moderens død, men Anastacia fandt sig dog stadig sig selv siddende på den gudsforladte kro, hver aften, og denne aften, virkede ikke til at være anerledes. Hun var holdt op med at drikke øl, men var senere gået til de lidt stærkere ting, for selvom Anastacia aldrig havde været tæt med sin mor, var hun den eneste person, der holdt hende fra at drikke sig fra sans og samling hver aften. Selv Reid var begyndt at være ligeglad.
På et tidspunkt faldt hendes blik dog på en af mændende på kroen, en der ikke virkede til at være væk i en eller anden form for rus, og præcis derfor vækkede han så meget opsigt. Efter at have studeret ham i lidt tid, indså hun, at hun vidste hvem han var. Hele hendes krop blev kold, og hendes mund blev pludselig meget tør. Hun kunne pludselig høre blodet i sine øre, og hun tog en dyb indånding før hun brat rejste sig op. Stolen faldt ned på gulvet bagved hende, og hun gik langsomt rundt om bordet, for at komme hen til hendes mors morder. På et tidspunkt slog det hende dog, at hun ikke vidste hvad hun så skulle gøre, og al adrenalinen forsvandt ud af hende. Hendes hoved begyndte at spinne, og hun grinede næsten af sig selv, hun havde vidst fået lidt mere at drikke end hun først troede. I modløshed satte hun sig ved siden af den mand hun havde jagtet, i hvad der føltes som en evighed.