Please just help me - Luke

Solen var gået ned og mørket lagde over det hele. I hendes favn, havde hun de to døtre. Hun var endelig sluppet fri, håbet hun. Panikken og frygten bankede rundt inde i hendes årer. Hun var noget så bange, for hun vidste udemærket, at hvis han fandt hende - ville han dræbe Callia og Enya - som hendes straf. Sansa havde aldrig troet, at hun havde modet til at stikke af - men havde hun vovet pelsen. For første gang i flere tusinde år, der løb hun så hurtigt hun kun igennem ur skoven. Det var ret besværligt at løbe, både fordi at hun havde to 4-5 årige børn på hver arm, men træerne var ret så tætte - og hun kunne intet se i det her mørke.
Hun stoppede kort op, hendes tøj var ødelagt og beskidt. Hun lignede en fattig kvinde, der ikke havde fået mad i dagevis - selvom hun havde spist og drukket dagen inden, så følte hun sig stadigvæk kvæstet. Hendes hår var helt rodet, og blade samt lidt skidt sad på de lange store krøller. Sansa kiggede rundt, mørket gjorde skyggerne virkede så fartruende. Hun var så bange, at hun næsten troede at hendes hjerte bankede ud igennem hendes brystkasse lige om få sekunder. Det slog så hårdt ind imod hendes ribben, at hun synes, at lyden lød som ekko igennem hele skoven. Sansa tog en dyb indånding og kunne fornemme lugten af røg i hendes nærvær. Hun satte atter i løb, og jo længere hun kom, jo varmere blev omgivelserne. Stedet så pludselig mere venligt ud, og hendes hjerte sank farten blot lidt. Sansa gik øje på en mand tæt ved flammernes skær, og sank en klump. Hun var bange for at det var dæmon hun var flygtet fra, og sat derfor sine døtre ned. Pigerne gemte sig bagved deres mor og så bange hen imod Luke. Sansa kiggede overpå ham og ventede på at han ville vise sit ansigt for dem.

Luke havde slået lejre herude i skoven, hvorfor aende han ikke han vidste bare at han havde været på udkig efter en dæmon på disse kanter. Luke begynde lige så stille og lade sine pistoler, mens han kigge på et stykke papir. Luke følte  ikke nogen trang, til noget lige pt han kigge over mod det sted der kom en lyd fra. Luke kigge over og hans blik ramte moren, Luke kigge på hende mens han så hendes børn. Luke kigge på dem og gik lige så stille over mod dem, "hvad laver i dog her " sagde Luke. Hvor efter han sætte sig ned på det ene knæ, han ville måske hjælpe dem men hans jagt kom først Luke lytte til skoven for at se om han kunne høre andre. Det lød dog ikke til der var flere, lyde der var . Luke træk sin pistol og stille sig med ryggen mod dem. "Tag noget mad, og forklar mig hvad der er sket," sagde Luke hvor efter han begynde og gå rundt for at holde vagt.

Han snakkede til dem, og først vidste Sansa ikke hvad hun skulle sige - hun var mundlam. Mange ville sikkert tro, at hun enten ikke kunne tale, eller bare ikke forstod sproget. Hun var bare alt for bange. Sansa sank en klump og tøvede lidt inden hun trådte et skridt frem, hun tog et brød og vendte sig om - hun brækkede det over så hendes døtre og nikkede til dem, at det var okay. De satte sig ned og blev helt optaget af det brød de fik. Sansa rejste sig op og vendte sig om imod den faldne engel igen. Hun kløede sig kort i nakken, og så lidt skeptisk på ham. "Ved du hvordan vi kommer væk herfra." Sagde hun så, hendes stemme havde den klang, at man ikke kunne undgå noget medfølelse. Den var fyldt med sørg og frygt. Hun begyndte snart at græde, af alt den panik der samlede sig i hendes krop på engang. Hun holdt om sig selv, men var på vagt. Det eneste hun kendte til, var alt hun havde lært de sidste tusinde år - af den dæmon der havde taget hende og brugt hende som slave. Sansa kendte til sorg, frygt og smerte. Ikke glæde, ikke mere. "Please, bare hjælp os. Jeg vil gøre alt. Jeg vil bare væk." Sagde hun og faldt på knæ, imens tårerne strømmede ud i gråd. Man kunne ikke undgå at have bare lidt ondt af hende, også selvom man ikke vidste hvad der var sket. Men så igen, man kunne tro hun havde begået et mord og fortrudt det. Eller at hun var stukket af fra nogen, og ønskede hjælp væk. Nogle kvinder var listige, men Sansa ville bare væk , inden dæmonen opdagede at hun var væk. Det var ikke engang sikkert, at han havde bemærket det. Han var sikkert rejst hjem til hans far og hans slaver. Hun havde været der en enkelt gang.

Luke vendte sig om da han begynde og høre hende, hun græd græd det var lang tid siden Luke sidste havde følte noget for nogen. Luke vendte sit ansigt mod dem og smile så lidt, "jeg skal nok hjælpe jer har i et sted i kan tag hen eller har i brug for at bo et sted." Sagde Luke han kigg der efter, over på dem for at se hvordan de alle sammen havde det. Luke satte sig på knæ, foran deres mor hvor han så talte til hende. "Jeg forvente, efter det her at vide hvad der er sket men jeg skal nok hjælpe jer." Sagde Luke hvor efter han rejste sig op han gik over til en, af hendes datter og rode hende kærligt i håret som han havde gjorde ved sin storesøster den gang de var yngre. Luke begynde og sadle hesten, hvor efter han så på dem de kunne nok godt sidde på den Luke selv ville dog følge med fra luften af. "I begynde og ride, og jeg følge jer fra luften." Sagde Luke hvor efter han pakke alle sine ting, væk og slukke bålet. Luke kigge på dem inden han begynde, og lade sine våben han måtte være klar til dette her lige meget hvad. Luke så på dem alle sammen han følte på en måde et ansvar over for dem, hvilket han hade af helvedes til. Luke slog ag efter hans vinger ud de var helt sorte folk ville kunne se at han var falden nu og hvis de blive bange forstod han dem godt. Luke kigge over mod en busk hvor en dæmon, kaste sig selv frem. Der lød et brag og dæmon faldt til jorden, helt død Luke så på liget og kigge på dem det så ikke ud til at denne mand havde jagte dem. Men Luke vidste dog heller ikke, om de var sikker lige her måske var de måske ikke.

Sansa var meget nervøs, og rystede på hovedet let. "Vi har intet sted at tage hen." Sagde hun lidt efter, og kiggede på hesten. Hun var helt facineret i hesten, og var noget hun havde været siden hun havde været fri. De var dog længe siden, at hun havde set andre levende væsner. Han ville vide, hvad der var sket. "Det der er sket, er et mareridt." Hun vidste jo ikke helt om, det faktisk bare var hende der syntes det eller om det var sådan det skulle være. Hun havde ikke lært om kærlighed af sin far, så tanken om hvad det var, havde hun aldrig kunne forstille sig. Han slog sine vinger ud. Han var en af de faldne, hvilket hun kunne huske hendes far havde fortalt hende om. Sansa sprang kort tilbage, men efter hvad hun havde været igennem. Så ville hun bare væk. Der lød et bang og en dæmon lagde død på jorden, Sansa trådte nærmere på liget. Noget i hende ville ønske og elske at se dæmonen Jay - ligge livløs på den kolde jord - uheldigvis var det ikke ham - bare en anden dæmon. Sansa satte sig op på hesten, og håbet på at Luke ville sende tvillingene op til hende på skift, så hun kunne holde dem. Pigerne var i hverfald klar til at blive sent op til deres mor. Sansa følte sig godt tilpas på hesteryg, og klappede kort hesten på.
Så snart pigerne var sat op på hende, klappede hun to gange ind på hesten med sine fødder, og den satte i trav. Sansa havde fat i tøjlerne med den ene hånd, imens den anden arm var viklet om hendes piger.

Luke begynde og løfte pigeren op til deres mor, hvor efter han gav hende dem Luke forstod godt hvis hun ikke var så glad for hans hjælp. Han var jo teknisk set, en falden engel en ond engel som de andre engel mente om ham. Efter hvad Luke dog selv, kunne huske  Luke sank en klump og kigge op på dem. " I kan bo hos mig, eller på mit kro værelse ind til i finder et nyt sted og bo okay." Sagde Luke hvor efter han smile lidt til dem, han sætte dog fra jorden da de begynde med og ride. Luke holdet øje med dem fra luften af, mens de red af sted gennem skoven de skulle helst komme levende væk herfra det viste Luke. Han ville gøre alt for dem. Luke vidste dog ikke hvorfor, men det var sikkert fordi han ikke var helt kold. Luke havde som altid alle sine våben med sig, det var dog let og finde hans hest for ham selv om den passe til skoven med dens sorte farve. Luke fulgte efter dem, hvor efter han, hele tiden holdet øje med dæmoner eller andre væsner. Som ville følge efter dem, Luke var bare ikke helt sikker på hvad han  skulle lede efter. Luke kunne mærke vinde, det var så længe siden han havde fløjt at det var helt sindesygt. Luke kigge ned, hvor han stadig holde øje med dem.

De red igennem natten, og det føltes som flere timer før hun rev tilbage i tøjlerne fordi hun kunne se lanternerne fra gadernes lys. Hun satte hesten afsted denne gang i skridt. Gangen igennem byen gik stille og nogle folk stirrede lidt på den, da Sansa så noget så forpint ud. Hendes aura virkede dog så rolig. Sansa red videre til at hun stoppede op, fordi hun ville vide hvor Luke boede henne af. Sansa prøvede at bevare roen, da en smule panik kom igennem hende igen. Hun vidste ikke hvor længe hun havde været væk fra omverdnen, men noget sagde hende, at efter alt så var der gået over 1000 år. Så meget vidste hun da. Sansa kiggede sig omkring og op på himlen, hvor hun kunne se de mørke vinger. Hun fulgte efter dem, til de kom hen til et sted, og Luke landede. Hun holdt om pigerne, da hun svang sig af hesten. Hun klappede hurtigt hesten og lod sin hånd kærtegne halsen på den. "Vi skal nok finde et sted selv senere, bare en nat hos dig." Tilbød hun, i hendes hoved var det noget andet - der troede hun at han ville have hende for en nat. Han måtte fortælle hende og vise hende hendes værelse, for ligesom, at hun ikke skulle tro det værste om ham. Sansa troede alle mænd var som Jay, for hun havde ikke mødt andre.

Luke kigge på dem, og da hun talte til ham som om han ville ha noget var han chokeret var hun virkelig blive behandlet så dårligt. Luke kigge på hende og førte dem lige så stille op, til et værelse som han fast havde her. Eller fast og fast, han rejste jo altid rundt han havde dog et palæ i Sunfury City. Men han brugte det dog ikke rigtig det var hvad, han fik ud af at være jæger han kunne aldrig slå sig ned for så viste folk hvor de skulle slå til. Luke tog hende i den ene hånd, og børen måtte selv vælge hvor de ville gå han kunne dog godt forstå. Hvis de helst ville gå med deres mor, det var forståligt han var nu heller ikke den mand man ville forvente som ville redde andre når de var i knibe. Luke førte dem lige så stille der op, hvor efter han peget på sengen da han åbent døren. "Din seng, dine døtre kan sove sammen med dig hvis i har det bedste sådan eller de kan sove i den anden seng der er der over." Luke peget på sengen for lige som at vise at det var deres og at han ikke havde noget og bruge sengen til. Luke selv gik længest ind, hvor der var en seng som ikke rigtig lignet en seng men en madras. Hvorfor Luke havde bestilt sådan et stort værelse, kunne han ikke svare på men det gjorde han for det meste eller en normal seng i et rum. Luke smidt sine ting fra sig hvor efter, han åbent vinduet og tog sin trøje af det var dejligt for en gangs skyld at kunne føle den kolde vind. Luke så ikke ned så bare lige ud, han havde dog gemt sine vinger igen. Luke sætte sig i sin seng, eller madras og folde hænderene. Mens han håbet de forstod, hvad han havde sagt. Ingen fortjente det de havde været ude for, eller hvad de nu ende havde været ude for. Luke beslutte sig for at gå ned til hende igen, for at høre hvad der var sket og hendes navn. Luke rejste sig op og gik hen mod døren hvor han så banket på. "Må jeg komme ind," lød det ude fra døren af.

Sansa kiggede rundt, pigerne var van til at sove på værelse med dem selv. Og så snart hun havde puttet dem, gik hun hen til den seng der var til hende. Hun satte sig på sengen, og kiggede rundt. Det føltes godt, at være et sted hvor Jay ikke bare kunne brase ind, men hvad hun havde forstået på ham, så havde han vidst også fundet sig en pænere kvinde et andet sted. Det forklarede hans fravær. Hun rejste sig op lidt tid efter, og klædte sig af, så at hun til sidst stop i undertøj. Da han bankede på og spurgte om han måtte komme ind, tænkte hun ikke videre over sin påklædning. Ryggen var til døren, rodede lidt med sit hår. "Ja, du kommer bare ind." Sagde hun og gjorde klar til at ligge sig i sengen, hun tog den tynde dyne og vippede den halvejs over, sådan at den var lige til at springe i. Så vendte hun sig om imod Luke, og et skævt smil kom for første gang frem. "Tak, fordi vi må overnatte her." Fik hun så sagt, og nikkede til ham.

Luke smile venligt til hende da han, hørte hende sige tak til ham .Luke stille sig op af en af væggen, hvor efter han smilte til hende. "Hvem er du enlig og hvorfor, løb du gennem skoven det kan du i det mindste forklare mig ikke." Sagde Luke hvor efter, han sætte sig ved fodenden af sengen han ville meget godt hjælpe hende igennem det her men så skulle han os ha et svar fra hende. Han ville vide om han havde redde en morder, hvilket vel os gav sig selv. Luke kigge ud af vinduet hvor efter han rullet for inden, han gik tilbage til hende for at tænde et lys de kunne slukke det når de var færdig med og snakke. Men der var alt for mange øjne, der kunne se dem ellers og Luke stolte ikke på dem. Luke smile skævt til hende, hvor efter han satte sig til rette på en stol for at høre det hele.
Det begynde lige så stille og regne, hvilket man sagtens kunne høre uden for. Vinden hylde, mens regn slog ned på vinduerne. Luke lænte sig tilbage hvor efter han kigge på hende. Luke havde glemt at han ikke havde fortælle hans navn, men han ville ikke fortælle det i nu før han viste hvem hun var og hvad hun havde gjorde.

Sansa lagde hovedet på skrå, og de krøllede lokker fulgte med hendes hoveds mindste bevægelser. Hun satte sig på sengen, og foldede sine fine hænder på sit skød. "Mit navn er Sansa Zarola." Fortalte hun så, for så meget kunne hun da huske. Så kløede hun sig kort på siden af næsen, hvorefter hun kiggede på ham, lidt skeptisk. "Jeg flygtede. Fra den mand, der ikke har gjort andet end at holde mig fanget ved ham, i over tusinde år." Svarede hun skeptisk, hun var lidt forvirret, og vidste ikke helt om hun havde gjort det rigtige. Eller om hun faktisk havde gjort noget helt forkert. Hun kiggede overpå Luke. Sansa fandt det ret behageligt at være her, det havde hun ikke regnet med. Hun havde slet ikke regnet med at komme så langt i sin plan. "Hvad med dig? Hvem er du og hvorfor hjalp du mig?" Spurgte hun og førte en hånd igennem en af sine lokker, hvor hun lod sine slanke fingre lege lidt med dem.

Luke så på hende, hvor efter han lytte til hende han viste ikke helt hvad han skulle svare. Så han lytte bare til hende, Luke kigge op på hende da hun spurgte om hans navn og hvorfor han havde hjulpet hende. Det kunne han dog ikke svare på, selv om han vildt gerne ville svare på det men det kunne han bare ikke svare på . Luke så på hende, mens han træk et lille smil frem. "Jeg ved ikke hvorfor jeg hjælp dig Sansa." Svaret Luke hvor efter han kigge, over mod hende. Luke viste ikke om han skulle fortælle mere om sig selv da det altid var rart. At være under dække, Luke kigge over på hende mens han samle sig selv inde i hovedet. Luke rejste sig op, da det var lettest og undgå de spørgsmål som hun stille hans navn var os lidt lige meget. Luke puste lige så stille, lysene ud inden han gik mod døren han åbent den og smile lidt til hende. "Du må sove godt, jeg vil gå igen du er i sikkerhed for nu. Luke gik ned mod, sit eget værelse hvor han sætte sig ned og kigge ned i jorden. Han var udkørt men vidste, dog at en skulle være oppe og det var vigtiger med at de fik søvn.

Han fortalte ikke meget om sig selv, hvilket han selvfølgelig også selv bestemte. Sansa valgte at ligge sig under den tynde dyne så snart han var gået. Hun prøvede at lukke øjnene og sov sikkert også et par timer - før et mareridt vækkede hende i et gisp. Sansa satte sig op. Callia og Enya sov stadigvæk. Hun rejste sig op og gik ned til der hvor Luke havde sit værelse. Hun ville bare være sikker på at han var der. Overraskende nok sad han halv vågen på jorden, og det fik hende til at ryste på hovedet. Hun gik hen og satte sig ved siden af ham. Hvorfor sad han dog op. Sansa havde taget den tynde dyne om sig, og lagde lidt af den over ham - for at han ikke skulle fryse. Hun håbet på at hun ikke vækkede ham, men det kunne snildt ske. Bestemt også nu når han også var jæger, og burde have hurtige reflekter. Hun havde det bedre med sig selv her til aften, frygten var lettet lidt fra hende. Hun skulle bare have haft en lur og dæmpe nerverne på, men det føltes lidt bedre lige nu.

Luke følte hvordan hun åbent døren og lige så stille, lage den over ham. Luke så over på hende, mens han prøve og fokusere på hvem eller hvad han var. Luke så op mod hende og smile kækt til hende, "hvorfor ligge du ikke og sover." Lød det fra Luke af hvor efter han vende sit ansigt mod hende. Luke kigge på hende og rykke lidt på hendes hår, han ville meget gerne vide hvad der var galt og om han kunne hjælpe. Luke træk jakke lidt mere om sig mens han tænke videre, han anet ikke hvordan hun havde det om hun frøs eller om hun bare havde haft et marridt ingen af tingen ville han desvære ikke kunne hjælpe med. Luke kigge på hende og rette lidt på hendes hår, "ville det ikke være en ide og gå i seng igen der sker jo ikke så meget igen skal du tænke på Sansa i er i sikkerhed her ind til videre. Luke sende hende et skævt smil hvor efter han kigge over mod døren igen han måtte til og gøre sig klar igen at hver et sted for meget bringt altid folk i fare.

Hun sank en klump ikke fordi hun var bange, fordi varmen blussede op inden i hende. Sansa grinede svagt da han rettede lidt på hendes hår. "Jeg havde bare et mareridt. Jeg tror ikke jeg ville kunne sove med det samme. Mine tanker er alt for vilde lige nu." Svarede hun blidt og stille imens hun kiggede ham dybt i øjnene. Det var jo ikke normalt for hende at have nogen at snakke med når hun vågnede sådan her. Sansa lagde hovedet lidt på skrå imens hun holdt sit blik i hans. Hun smilede skævt. "Og desuden ville jeg bare se om du sov." Smilede hun halv genert. "Men fortæl mig dit navn, så er du sød." Sagde hun blidt og hævede lidt på et bryn. Hun ville gerne vide hans navn, også nu år han sagde, at hun bare kunne føle sig i sikkerhed.

Luke kigge over på hende, hvor efter han kigge ind i hendes øjne. Han var glad for at hun var så åben, men han ville dog selv stadig være meget lukket. "Luke" svaret Luke hvor efter han gik hen og tog en flakse wishkey, han åbent et meget stor sår som han havde forbundet for længe siden. Det var nemlig tid til den skulle rense, hvilket han godt ville gøre nu "er der noget du vil ha og spise Sansa eller drikke." Sagde Luke hvor efter han smil skævt til hende, han ville meget godt hjælpe hende og hendes børn men det var dog os for at kunne dræbe dæmoner han gjorde det. Eller det blive han ved med og sige til sig, han havde med vilje undgået hendes blik da hun kigge ham i øjne han følte nemlig en svag form for følsere som han godt ville skjule. Luke stille wishkey, og hælde så det i hans sår det sved af bare helvedes til men det var kun godt. Luke så over på hende igen, hvor han bare en enkel gang kigge hende i øjne og sende et skævt smil. "mareridt måske skulle du tag nogen sovepiller eller et eller andet til og få dine tænker et andet sted hen." Sagde Luke hvor efter han smile til hende, han ville meget gerne hjælpe hende selv med det her men han kunne ikke. Ellers ville han åben for følelser, og en jæger med følelser var ja ikke en jæger. Der var en grund til man var jæger, at man havde lukke hvad man følte ude men lige meget hvad ville han godt hjælpe stadig. Luke kigge på hende og rette lidt på hendes hård igen, så man kunne se hendes ansigt.

Sansa nikkede venligt da han sagde hans navn. Det eneste der undrede hende, var hvordan han ignorede hendes øjne igang imellem - det bragte en nysgerrighed i hende, ikke fordi hun ville beholde den følelse. Den var ukendt for hende og farlig. "Jeg tager ikke noget, som jeg ikke er sikker på at vågne fra. Sandt nok har mit liv været et sandt mareridt, men jeg vil aldrig lade mig liv frivilligt." Ordne fra en rigtig overlever. Hun ønskede at overleve kunne tydelig hørers. Sansa rystede blidt på hovedet. "Nej tak, jeg kan sagtens vente til imorgen." Smilede hun skævt, og grinede igen lidt halv genert da han rettede på hendes år. Hendes hår sad i smukke krøller og havde et pænt fald nedover hendes skulder, næsten perfekte. Sansa var ikke helt sikker på hvad han tænkte. Om han bare ville af med hende hurtigst muligt, eller om han måske synes om hendes selskab. Hun lod sit blik glide ned på whiskyflasken, hun havde aldrig drukket før. Hun greb om flasken og smilede kort drillende, inden hun førte flasken op til hendes læber og tog en slurk. Hun rystede på hovedet og klemte øjnene sammen af den stærke væske, og grinede af sig selv. Det var rart at grine igen. Sansa følte sig kort glad, og man kunne mærke det på hendes aura. Sansa havde aldrig troet hun skule opleve den her følelse igen. Hun placerede flasken på gulvet, og smilede til Luke.

Luke kigge på hende og grinte let da hun tog en tår af, wishkeyen hvor efter hun stille den på gulvet mellem dem. "Så er du sulten Sansa, jeg har ikke det stor mad forråd men jeg har lidt til at spise her til aften imorgen skal jeg dog ha købt mad ind så i kan få noget ordenligt mad." Sagde Luke mens han skubbe blidt til hende, med hans skulder hvilket bare var for at drille hende. Han tog selv en stor tår af wishkey da han var, blive færdig med og rense såret hvilket han var lige da hun tog flasken fra ham. Luke selv prøve, dog og komme i tænke om nogen ting som var vigtig det var dog vildt svært for ham og gøre. Luke smile skævt til hende hvor efter han toge en stor, slurk af flasken mens han begynde og få styr på lidt ting inde i hans hoved. Luke tog et brev, han havde skrevet på i lang tid mens han tænke over hvad han skulle gøre ved det. Luke sukke, hvor efter han tog det og brændt det ved lyset der var ingen grund til og sende det. Han havde aldrig fået hjælp, så hvorfor skulle det ske nu det ville jo aldrig ske. Luke smile skævt til Sansa, da han vente sit blik mod hendes igen.

Sansa trak svagt på skulderen. "Jeg kan klare mig uden mad i lidt over en uge. Jeg bliver sjældent sulten." Måtte hun indrømme og smilede let. Endelig bare en grund til at hun skulle spise noget mere. Hun kiggede kort ned, og åndede ud. Hun skulle lige have fået det ind i hovedet at hun var fri. "Flere tusinde år i fangeskab. Jeg havde aldrig troet jeg skulle være fri igen." Udbrød hun med en glæde udover sig. Hun virkede glad igen, og alligevel hang der et mørke inden i hende. Alle havde deres dæmoner, det var et spørgsmål om tid før Sansas ville æde hende op indeni. Hun kiggede op på Luke igen, og så lidt på lyset der brændte. Hun rejste sig op, stadigvæk var hun kun klædt i sit undertøj - Det havde altid været det meste hun havde været påklædt om aftenen, og medmindre Luke ikke syntes hun skulle klæde sig sådan, så gjorde hun det. Det gjorde jo ikke hende noget. Sansa kiggede på ilden og gik imod det. Men stoppede op, da hun næsten var ved at gå ind i Luke. Sansa følte sig bare tiltrukket af ilden, hun vendte hovedet imod Luke, og det gik op for hende at hun var tættere på ham, end hun lige regnede med. Hun kiggede ham i øjenene igen, inden hun sank en klump. Hendes hånd gled op og kørte henover hans kind. Det var en ren reflekts, og hun trak også hånden til sig bagefter - kun fordi at hun var bange for om han ville blive sur over hendes berøring. Sansa slap ikke hans øjne.

Luke fik brændt brevet, hvor efter han havde høre hende tale om at være fri igen. Havde hun da aldrig været fri, det kom som et lille chok for Luke men han prøvet og lade som ingen ting. Luke følte dog lige pluslige at hun var komme tætte på, da han vendte sit ansigt følte han en hånd på hans kind som blive trukket tilbage. Luke så forvirret på hende mens han tænke, inde i sig selv hvad havde hun gang i. Luke kigge på hende, mens han så hende i øjne igen han viste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre så han så bare på hende. "Hvad laver du enlig, Sansa hvorfor nusse du mig." Lød det fra Luke han lød dog ikke vred skuffe, eller noget andet negativ han lød faktisk bare overasket over hvad der var sket. Luke smil til hende hvor efter han kigge over mod døren som stadig stod lukke han smile til hende. Hvor efter han prøvet og skjule hvordan han havde det, for hver dag der gik vokset hans had til væsner det ville sikker ikke vare længe før han måske bliv det han selv jagt. Han begynde dog og se noget som ikke var der, men inden det blive være fik han kæmpet mod denne sygdom var som altid et helvede for ham han måtte huske sin vilje styrke altid. Luke smile skævt til hende som om alt var i orden, hvilket det os næsten var.

Han spurgte hende hvad hun lavede, og hun kiggede blot ham i øjnene. "Det ved jeg ikke." Svarede hun med en hvisken, der var høj nok til at han kunne hører det. Hendes øjne var krystalblå og som en labyrant man kunne fare vild i. Sansa lagde hovedet lidt til den anden side. "Vi er ikke fortabt Luke, der er mere ude i verden der venter på dig, end bare at jage." Sagde hun blidt og lagde atter en hånd på hans kind. "Jeg vil bare have du skal vide, at der er håb. Hvis du tager imod det. Se hvor jeg er endt henne. Jeg troede aldrig det var muligt." Tilføjede hun og lagde så også den anden hånd på hans kind. Sansa ville ønske at hun selv vidste hvad hun lavede, men sandheden var, at det havde hun ikke nogen ide om overhovedet. Hun gjorde blot og sagde blot hvad hendes sjæl ville have hende til at sige. Hendes hoved sagde en masse fornuft, imens hendes hjerte ikke vidste hvad der skete. Sansa slog sit blik dybt ind i Lukes øjne. Det irriterede hende, at hun blev fanget i hans øjne.

Luke kigge på hende, hvad talte hun om at jage løb i hans blod lige meget hvad ville han forsætte. For hvis han stoppe ville, alle væsner han havde jagte som havde miste nogen til ham jagte ham. Han var nød til og for blive en jæger, det var lige meget hvad han kunne ikke leve et normalt og fredfyld liv. Luke kigge op på hende og træk sig lidt tilbage, hvor efter han begynde og vifte med hans hånd for hendes ansigt bare for at se om hun var 100 procent sig selv. Luke kigge ind i hendes øjne da hendes, åbenbart stirret lige ind i hans egen. Luke smile skævt til hende hvor efter, han talte "Sansa måske ville det være en ide og gå i seng nu hvis du kan sove igen." Sagde Luke mens han smile charmernde til hende selv om, han gjorde det betød det nok ikke så meget sådan var han altid overfor de fleste kvinder mere for at skjule hvem han virkelig var. Men hvem viste, hvor længe han ville kunne holde den facade.

Sansa slap hendes greb om hans ansigt så snart han talte. Hun trådte et skridt tilbage inden hun så vendte sig om. DEt kunn ligne at hun var såret over det, men det var hun ikke. Hun tog den tynde dyne fra gulvet og svang det over den nøgne hud. "Jeg vil går i seng nu så, jeg ønsker bare du skal vide; at man ikke behøver at være kold for at være noget stort. Det er ikke en del af dit liv, det er en del af en tanke, der får dig til at tro at det er det rigtige." Sagde hun så og kiggede ham i øjnene inden hun vendte ryggen til ham, og gik ind i seng igen.
Sansa lagde sig på sengen og kiggede op i loftet, med hænderne foldet sammen på hendes brystkasse. Der gik lidt tid, men endelig faldt hun i søvn igen.

Lyden af Enya og Callia, der sad og små hviskede - Gjorde at Sansa vågnede op igen. Hun slog øjnene op, og satte sig op. Så smilede hun ved synet af hendes døtre der sad og grinede. Sansa strakte sig, inden hun svang bene over sengekanten og rejste sig op. Hun kørte en hånd igennem sit hår. Hun gik hen til et spejl, hun havde aldrig fået lov til at se hvordan hun så ud, så det var første gang hun så hvordan hun faktisk så ud. Sansa betragtede kort sig selv. Så slog hun sit blik væk og gik ned af, for at se om Luke stadigvæk var der.

Luke følte ingen form for glæde, da hun gik efter og ha talte til ham. Luke sukke mens han, lagde sig tilbage i sengen hvor efter han lukke øjne i. Luke var alt for hård ved sig selv nogen gange, det vidste han godt men han var dog ikke den bedste til at lukke alle følelser ude. Luke kigge op på loftet, hvor efter han prøvet og lukke helt af igen. Luke lå bare det meste af natten, hvor han var vågen Luke så op på loftet hvor efter han lige så stille faldt i søvn da det lige var blive morgen igen. Luke åbent sine øjne op det var en af hans hunter reflekeser som han altid havde haft.

Luke rejste sig op hvor efter, han kigge sig omkring han havde næsten ikke sove han havde bare tænk over hvad der var sket. Mens han så sig omkring, høre han fod trin og nogen piger der grinte alt sammen en ny ting han følte efter og ha passe dem. Luke træk sine bukser på hvor efter, han så på hans bar overkrop hvor tatovering stadig var. Luke lytte hen mod, døren hvor det lød til de var på vej hen imod af ren reflesk stod han klar til og trække sin pistol. Mens han vente på hvem der ind ville gå ind på værelset. Luke havde dog nået og åben vinduet, lige da han var vågnet.

Sansa gik helt ind til ham, hendes hjerte stoppede kort. Ville han skyde dem? Hun sank en klump, før hun vendte sig om efter at have set ham i øjnene, i så sekunder. Sansa stormede ind og stillede sig foran sine døtre. Hun vidste godt Callia var dæmon og Enya var engel, men hun vidste ikke om hun kunne stole på Luke ligenu. Hun var bange for at han ville gøre hende og børnene nået. Det var kun fordi hun havde set ham, med hans våben rettet imod hende. Sansa bed tænderne sammen, hun måtte virkelig tage sig bare lidt sammen ligenu. Hun var nået så langt, men havde ingen anelse om hvordan man forsvarede sig selv. Sansa ønskede at lærer det, men var hun klar til det?
Det tvivlede hun på.

Sansa bakkede lidt tilbage, og pigerne var tvunget til at følge med hende. "Mor, hvor skal vi hen?" Spurgte Enya lidt bedrøvet, ligesom hun havde gjort natten før - hvor de stak af. Sansa vendte ryggen til døren, og satte sig på hug foran sine døtre. "Det skal jeg nok finde ud af, vi skal bare være sikre på, at vi klarer os her først." Hviskede hun og kærtegnede den lille barnekind Callia derimod, var et typisk dæmonbarn, troede hun var så stærk og sej. "Jeg er ikke bange for ham." Sagde hun og lagde armene overkors. Sansa ryste blidt på hovedet, inden hun kyssede forhovedet. Så snart døren bag hende gik op, sprang hun op på sine ben, og vendte sig hurtigt rundt. Hendes blik var skarpt imod Luke og hun tog ikke blikket fra ham.