Så ser vi! - Emmy

Tiderne havde ændret sig. Det var eftermiddag og solen lå lavt på himlen, men der var få skyer og den svage vind virkede direkte lun. Folk gik rundt omkring, lavede deres. Nogen handlede, nogen gik bare, nogen arbejde. Mange virkede glade, nu hvor solen skinnede og vejret var ved at blive varmere. Sean så det, men lod sig ikke rive med. I stedet gik han som en skygge af denne kendte verden, rundt for sig selv og var ganske uinteresseret i andres gøremål. Engang ville han have kigget sig omkring, set alt der skete og hørt halvdelen af alle samtaler omkring sig. Nu bemærkede han kun det, han mente var nødvendigt. Lidt hurtig sladder. Han lod blikket glide rundt, af ren vane, for at se om der var nogen der fulgte efter ham eller der var ballade i nærheden. Han gad ikke blive rodet ind i ballade. Ikke længere. Engang havde det været alt han havde ønsket, mere og mere ballade, fordi det var så sjovt. Selv om det kun var et halvt år siden, måske lidt mere, virkede det som flere år siden. Så meget havde ændret sig og han havde, ikke mindst, ændret sig. Ikke længere ville han bruge sin tid, sin energi, på at drive genem kriminalitet. Han havde andre ting at tage sig til nu.
Normalt kom han kun til Doomsville en gang om ugen, for at snakke med sin søn, sin kæreste eller sin nevø. For at tjekke til sin handel, han havde fået startet op lige inden var han flyttet ind hos familien Chase. Nu var han der lidt oftere, for nu sørgede han også for familiens forretninger og sørgede for tingene var som de skulle være. Et halvt år. Så lang tid havde det taget ham, at finde sig selv igen. Så lang tid havde det taget, før hele familien mere eller mindre havde accepteret ham og ikke kun fordi overhovedet sagde de skulle.

Iklædt et par sko, nogle sorte bukser og en sort trøje, med en kappe der hvilede let om hans muskuløse skuldre, med en hætte der lige nu var slået ned. Hans korte, brune hår strittede lidt til alle sider, med pandehåret der gled lidt ned over hans pande. De grå øjne, der vant gled over de kendte omgivelser. Et halvt år, men byen havde ikke forandret sig meget, andet end den efterhånden var kommet sig godt på den sidste krig.
Normalt ville der være en masse dolke at finde på ham. Nu var der et sværd ved hans side, der dunkede mod hans ben, når han gik. Endnu havde han skjulte dolke på sig, men færre end normalt. Så mange ting havde ændret sig.
Han følte sig som en fremmed i kendte omgivelser.
Hans blik gled over den nærmeste butik, som han blot gik lige forbi. Lige nu, var alt blot stille og roligt. Hvad skulle også ødelægge freden?

I midten af det hele ville man kunne spotte en ret så lav kvinde som løb så hurtigt som hun kunne, man skulle næsten tro at noget farligt jagtede hende. Men i dette tilfælde havde en mand med hætte og en kappe lige hapset hendes halskæde og løbet sin vej for et stykke tid siden, og hun havde jagtet ham siden. Hun stod egentligt i starten og bare nød det dejlige vejr og roen, men hendes ro blev hurtigt brudt. Da hun stod og så på nogle frugter, vejede meloner i sine hænder og tjekkede nogle æbler, kom han hoppede over nogle tønder og rev halskæden løs fra hendes hals. Derefter satte han så afsted i et hurtigt løb. Hendes ben var begyndt at føles tunge og manden fik mere og mere afstand til hende som de løb. Snart begyndte han at forsvinde blandt mennesker. Hun så kort ned på sine ben for at se om hendes ben havde det fint, hun vidste ikke helt hvorfor hun skulle tjekke det. Da hun så op igen spottede hun dog en mand i en kappe magen til, dog var hætten nede. Hun blev dog en smule vred da hun troede det var tyven, og at han bare troede han kunne slappe af nu. Dette var højst uacceptabelt i hendes hoved. Hurtigt løb hun op til ham og hoppede på ham og låste sine arme og ben om hans bryst og mave:" Så du troede du bare kunne slippe væk?!" Sagde hun vredt og ret så forpustet af at skulle løbe. Hun havde dog nok kræfter til at hænge sig på denne mand som nu ikke var tyven, hvad hun ikke vidste var at tyven stadig løb og afstanden blev snart for stor til at hun nogensinde ville kunne få sin halskæde tilbage igen. Hun mærkede hurtigt sværdet og var nu ret sikker på at tyven ikke havde noget i den stil, dog så, så hun ikke andre med kapper så det måtte altså være ham her:" Mit navn er Emmy McCarthy og du har noget der tilhører mig!" Sagde hun, dog stadig forpustet som før. Man kunne sagtens høre på hende at hun var ved at være ved sin fysiske grænse, og hendes greb om manden blev løsere og løsere efter noget tid.

//Kom lige på det mens jeg læste, jeg syntes det passede fint ind xD

Han havde ryggen til den løbende kvinde og opdagede hende ikke. Han blev opmærksom på at nogen eller noget nærmede sig, lyden af løbende fødder og et forpustet åndedræt var ikke til at tage fejl af. Som det var, forventede han at hvem der end løb, ville styrte uden om ham. Ikke på ham.
Som hun greb fat i ham, tøvede han end ikke et sekund. Sean var født som en dræber og han havde brugt hele sit liv på at perfektionerer sine evner i kamp og drab. Uden tøven greb han hårdt fat i kvindens underarme, samtidig som han vendte ryggen - og dermed også hende - mod den nærmeste mur og dunkede hende ikke helt så blidt ind i væggen, for at svække hende yderligere. For ham var det et angreb og han havde ingen planer om at tabe den uventede kamp. Med en overmenneskelig styrke, takket være han var archdemon, gik der ikke lang tid før hverken hun selv slap eller han fik hevet hende ned. Stadig med et hårdt greb om hendes ene arm, tvang han hende ind foran sig, så han kunne tage sin uventede angriber i øjesyn. Med den anden hånd slog han langsomt sin hætte ned, så hun nu kunne se hans ansigt. Hans kolde øjne hvilede på hende, som han ikke virkede til at ville sige så meget som et ord.
Hun var et menneske og hun var ikke yderligere nogen trussel for ham, konstaterede han. Hans ene øjenbryn gled lidt op i panden på ham, som han studerede hende og for nu, ikke virkede til at ville slippe hende. Folk, der gik forbi og som måske overvejede at blande sig, turde ikke. Sean kunne virke ret så skræmmende, når det slog ham.
"Jeg tror, Emmy McCarthy, at du forveksler mig med en anden" konstaterede han så og slap hende endelig, næsten som var hun nu noget ulækkert. Mennesker. De hoppede rundt over det hele og troede de kunne tillade sig alt.

Emmy blev ret så overrasket over mandens reaktion på at hun havde fat om ham og mente nu ikke ligefrem at hun var den store trussel med hendes størrelse. Hun var jo et skrøbeligt lille menneske når alt kommer til alt.Hun var iklædt en sort t-shirt samt et par sorte bukser, som egentlig bare holdte hende varm så længe hun var i solen. Da hun mærkede Seans tag i hende vred hun sig kort og kom med en let utilfreds lyd da han dunkede hende ind i væggen. Da hun så så på ham blev hun kort bange før hun følte sig en smule dum:" Det må de undskylde.." Sagde hun kort før hun lagde mærke til hvordan han slap hende. Hun børstede sin ryg og bagtil svagt inden hun så op på ham:" Deres kappe lignede bare en andens, så jeg troede det var dem som havde stjålet min halskæde... Det var ikke meningen at det skulle gå ud over nogen der ikke har gjort noget.." sagde hun og klemte let om sin arm et par gange, da den var øm efter hans greb. Hun støttede sig en smule op af væggen da hun nu var ret så udmattet og træt, men hun havde stadig en svag fornemmelse af at være forpustet.
Hun så lidt til siderne for at se om hun kunne spotte den rigtige tyv men han var ingen steder at finde længere:" Pokkers..." mumlede hun for sig selv og lænte sit hoved tilbage mod muren og så op i luften mens hun sank en klump. Hendes hals føltes virkelig tør efter al den løben:" Jeg undskylder at jeg afbrød din fredelige dag.." sagde hun hurtigt og gik så forsigtigt afsted i den retning hun regnede med at tyven gik da hun nu gerne stadig ville have sin halskæde tilbage, dog måtte hun stoppe op ved en bod og støtte sig til et af borderne med en hånd. Det slag hun havde følt da hun blev dunket mod væggen var begyndt at træde ind og hun kunne ikke gå længere. En svag frustation kunne man mærke fra hende og hun prøvede forgæves på at gå videre, men nåede kun at løfte lidt op i sin fod før hun måtte sætte den ned igen.

Sean havde absolut ikke lyst til at hjælpe en hjælpeløs ung kvinde, så tilmed et hjælpeløst menneske. Hvad mennesker jo var mest. Han sukkede svagt i irritation, da hun endelig vendte sig om for at gå. Han havde slet ikke svaret hende. Uanset om hun var lille og spinkel eller ej, havde han mødt flere der så små ud, men som var perfekte dræbere. En dolk i den ene hånd...I princippet kunne hun have skåret halsen over på ham, havde hun været typen.
Stjålet hendes halskæde? Han var ligeglad. Det var hendes problem og ikke hans. Om han kendte tyven eller ej, var ganske irrelevant. Det var ikke længere noget han blandede sig i. I stedet vendte han om og var lige ved at fortsætte, da han bemærkede kvinden måtte stoppe op. Et svagt smil gled over ham. Så hun havde modtaget hans slag, og kommet lidt til skade? Hun havde virket næsten uskadt, så han havde undret sig et øjeblik, før han havde fraskrevet det.
Han stoppede op. Han havde flere ting, han skulle nå, men et eller andet sted var han vel nysgerrig. Ikke for hendes skyld, men tyvens. Han var nysgerrig ved at se om det var nogen fra hans klan eller ej. Folk fik stjålet ting hele tiden. Nej, han kunne udnytte hende og finde tyven. Det kunne være godt at se om klanen endnu klarede sig så godt, som Xander gav udtryk for.
Pludselig stod han ved siden af hende og hans ene, muskuløse arm gled rundt om hendes svage krop. Han følte han kunne knuse hende, hvis han klemte hårdt nok.
"Lad os finde tyven. Sagde du han havde en mørk kappe på? Det er desværre meget normalt" sagde han, men virkede mere interesseret i hvad hun havde sagt, end i hendes nuværende tilstand, som han åbenlyst både hjalp hende og tvang hende af sted. Med en arm om hendes ryg, støttede han hende, hvis hun ikke selv kunne gå og samtidig skubbede han hende af sted.
"Hvor befandt du dig, da du blev bestjålet? Og ved du noget som helst mere om tyven? Så du noget? Køn, tøj...Hvad som helst?" spurgte han ligeud.

Da Emmy mærkede hans arm om sig kom hun med et kort spjæt og var nu lidt nervøs om at han ville slå hende ind i væggen igen men nåede ikke at reagere før han begyndte at gå med hende. Hans pludselige nysgerrighed gjorde hende en smule vred da hun nu ikke havde glemt hvordan han slap hende og nu holder han hende pludselig og støtter hende som om hun var svag. Adrenalinen fra hendes vrede måtte have givet hendes ben en ukendt kræft da hun pludselig prøvede at stå stille mens han tvang hende af sted, og helt svag var hun ikke:" Hvem er du?" Sagde hun kort og så op på ham med det ene øjenbryn løftet let. Hun var ikke dum. Der måtte være noget ved tyveriet der havde vækket mandens nysgerrighed:" Jeg husker hans ansigt tydeligt.." sagde hun hurtigt og tog sin hånd ned i sin lomme før som om hun skulle til at tage noget op men hun stoppede. Hun kunne mærke at han var overmenneskelig stærk så hun havde ikke lyst til at lægge sig ud med ham.
Hun så lidt frem og gik så bare med da hendes ben havde det lidt bedre men hun haltede stadig svagt efter slaget. Hun så lidt fremad og spottede så skoven hvilket fik hende til at prøve at stoppe helt op:" Jeg vil ikke derhen.. Du må ikke tage mig derhen" sagde hun og klemte om det hun havde i sin lomme og var nu ved at gå i panik da hun slet ikke ville i nærheden af skoven. Mindet om hendes døde ven kom frem i hendes hoved og hun tog sig til hovedet med begge sine hænder, mens hun lukkede øjnene hårdt i:" Stop!" råbte hun så bare efter noget tid, mest til mindet der løb gennem hendes hoved. Folk begyndte at kigge på dem med et underligt blik og nogle overvejede at gå over og spørge om alt var okay.
Emmy åbnede øjnene op da mindet var væk og så op på manden med en svag tåre der løb ned langs hendes kind:" Hvad er det der vækkede din opmærksomhed? Hvorfor ser du på mig som om jeg er skrald på rendestenen.." sagde hun lavt inden hun så bare så ned. Hvorfor irriterede det hende så meget. Han var bare en fremmed, tilmed en der gjorde hende ondt. Men den måde han så på hende før havde sat sig fast i hendes tanker.

Selv om hun gjorde modstand, var der ikke meget et menneske kunne gøre, når først en archdemon besluttede sig for at slæbe af sted med det. Da hun satte fødderne i jorden og prøvede at stoppe, tvang han hende blot videre ved et halv-hårdt ryk, så hun blev tvunget fremefter, medmindre hun hellere ville falde. Hans blik gled ned på hende et kort øjeblik. Hun var svag og trættende, men det gik nok, han var van til den slags.
Et svagt smil gled over ham, skønt der ikke var noget ægte over det.
"Det betyder intet, om du ved hvem jeg er eller ej, for du kender mig ikke" svarede han blot afvisende.
Han havde ikke tænkt sig bare at slæbe hende med igennem byen på må og få. Det ville han ikke få noget ud af, det ville de ikke finde nogen tyv ved. Og han tvivlede på tyven var i skoven, da der var bedre muligheder for at sælge en halskæde videre for penge i byen. Med mere var de knap nok havde nået porten, hvorigennem man kunne se skoven, før hun brokkede sig. Godt han var en tålmodig mand, for hendes tuderi havde han ikke meget til overs for. Han stoppede op, men holdte stadig fast i hende, i tilfælde af hun ville stikke af. De havde ikke forladt byen, men stod blot nær en af byens porte.
"Selvfølgelig skal vi ikke ind i skoven" han ville have tilføjet åndssvage pigebarn, men hun var allerede oprevet og han ville gerne have hun samarbejdede så meget som muligt.
"Det er svært at sælge en halskæde derude fra" kommenterede han kort, da han så sig omkring. Selv om nogen havde set ud til at blande sig, havde de skiftet mening. Folk var for bange til at blande sig, for bange for selv at få problemer eller valgte at blande sig udenom, når Seans kolde blik lagde sig på dem. For nu, i hvert fald. Der var altid nogle åndssvage personer der skulle prøve lykken, men det så ikke til at være lige nu.
Hans blik gled ned til hende og denne gang var det svage smil noget nær ægte.
"Du er et menneske. De fleste ser ned på dig. Og fortæl mig nu om tyven, så jeg kan prøve at finde ham. Jeg har ikke så lidt kontakter i denne by og jeg er din bedste mulighed for at se den halskæde igen" sagde han og stod blot og så på hende, som han afventede hendes svar.

Hun følte sig tvunget til at følge med da han bare trak hende, hun kunne alligevel ikke tænke sig at falde da det nok ikke ville gavne hende alligevel. Hun så lidt op på ham  da de stod ved porten og tørrede tåren væk:" Du ved ikke hvad om det betyder noget for mig.. Bare fordi jeg er et menneske betyder det ikke at jeg er afskum af den værste slags." sagde hun roligt og havde nu fået sig selv ned på jorden igen.
Hun så lidt rundt og spottede så en mand der ret godt kunne ligne tyven og pegede så roligt mod ham:" Det ham der.." sagde hun kort og prøvede så at se om hun kunne tage muligheden for at komme ud af mandens greb så hun selv kunne få fat på tyven. Hun var ikke bare svag og hjælpeløs, sådan så hun ihvertfald ikke sig selv når hun sammenlignede med andre mennesker. Synet af tyven gjorde hende ret vred, især da hun spottede halskædens kæde stikkende ud af hans lomme hvilket fik hende til at få en lettere vred aura.
Hendes hånd fandt ned i lommen igen og derfra hev hun en lille kniv frem, som hun foldede ud. Den var tynd og lang men spids nok til at den kunne skære eller spidde i noget, sølvskaftet var skjult i hendes hånd:" Hvis folk ser ned på mig bare på grund af min race, så er folk smålige." kom det bare koldt fra hende. Hendes blik sat mod tyven og hendes ben havde fået det bedre efter hun bare havde gået, men hun var en smule tørstig og følte sig tør i halsen:" Han er ret hurtig.. men nok ikke for en som dig.." sagde hun kort og kom med et kort suk.

Det tog ikke længe før tyven bemærkede Emmys blik og besluttede sig for at stikke af igen, dog var han lettere irriteret da han nu var ved at sælge den til en som var interesseret. Da han ikke rigtig lagde mærke til manden der holdt hende pågrund af den pludselige menneskemængde havde han besluttet sig for at det bare ville være nemmere at slå hende ihjel og tjekke hende for andre værdigenstande. Han løb roligt afsted, dog så hun ville kunne følge med og drejede skarpt ved en gyde hvor han satte sig klar til at hun ville komme løbende. I sin hånd tog han en dolk frem og ventede, dog en smule utålmodigt. Denne tyv var ikke bare utålmodig men også ret så sjusket, da hans fod stak ret meget frem til alles syn fra den kasse han gemte sig bag. Men om hun ville lægge mærke til det eller ej var det rigtige spørgsmål?

Han holdte blot om hendes ene arm, som hans kolde, grå blik gled over deres omgivelser. Han kendte dem så godt, omgivelserne. Folkene. Når han tænkte tilbage, havde han aldrig haft meget til overs for mennesker. De var mad og der var masser af dem. Men de var også irriterende, så arrogante. Blot fordi de levede et øjeblik, troede de at de havde lov til at gøre alt der passede dem.
"Godt du tror det om dig selv" svarede han blot lavt. Det var det vel. Han var ret ligeglad og var lige nu mere opmærksom på manden, hun havde peget på, end hendes egen identitetskrise.
Et svagt smil gled over ham. En joke, uden tvivl. Han slap hende. Ikke fordi hun havde en kniv i hånden, men fordi han ikke længere havde brug for hende. Først gik han ud fra hun bare pegede på en tilfældig. Sandsynligheden for at de løb ind i tyven efter han havde hevet hende halvvejs gennem byen var for lille. Og dog, han så det selv, noget der stak ud af mandens lomme, lignende et smykke. Om det var hendes eller ej...Uanset hvad var det en tyv. Det vrimlede jo med dem, hvis man blot vidste hvad man skulle kigge efter.

En svag latter forlod ham og han rystede let på hovedet. Han havde set hvad han havde brug for. Det var ikke en tyv i hans klan. Manden var for sjusket. I stedet slog han let ud med armen.
"Min nysgerrighed er tilfredsstillet. God jagt" kommenterede han, vendte om på hælen...Og gik sin vej.

//Out