May this be a gift from the past - Kol

Det var mørkt. Solen var for længe siden gået ned og lagt byen i en tid med mørke og mystik. Angela var ved at vende sig til dette liv. Livet som bloddæmon. Det var mærkeligt. Alle hendes forhøjede følelser var næsten væk, de eneste der var på nogenlunde en vampyrs følelses level var vrede. Og Tørst. Angela havde dog den erfaring, men det var stadigvæk mærkeligt. Pludselig følte hun det var lettere at håndtere tingene omkring sig. Det var nemmere at reagere uden at blive såret eller alt for glad.
Hun havde fundet sig en eller anden tøs som hun havde sat perlerækken af tænder i. Lod blodet slukke hendes enorme tørst. Det var en lettelse der strømmede igennem hende imens hun tog pigens liv. Angela lod liget falde til jorden, og løftede blikket væk derfra. Så gik hun videre igennem de mørke gyder. En enorm bekendt duft fangede hendes opmærksomhed. Den var så fremmed men også så bekendt. Det var flere tusinde år siden hun havde haft en smule sans for den duft... Det kunne umuligt være sandt.
På den tanke løb Angela derop imod og lagde hovedet lidt på skrå. Lidt på afstand stod hun og prøvede at få overblikket over, hvem personen foran var. Angela kunne mærke, hvordan ordene nærmest blev suget tilbage. Hun var mundlam.

Det var for i hvertfald 2300 år siden.. at Logan var blevet taget.. og Angela havde givet deres barn til anden familie. For hun kunne umuligt passe på et lille barn. Et barn fortjente bedre end hende. Derfor havde hun givet det væk. Skyggevæsen duften hang over ham - ligesom ved Logan nu. Angela sank en klump. "Kol.." Hviskede hun let. Hvis han var opmærksom ville han kunne høre det. Stemmen var pludselig ikke så kold, og ansigtet lettere overrasket - og det var slet ikke til at tro. Angela glemte i få sekunder at hun var nød til at trække vejret - van til det ikke var en nødvendighed var vel en anden sag. Det blonde hår hang i de smukkeste bløde lokker, og de blå øjne var på samme tid med forsigtig også ekstemt lykkelige... vel en form for at vide- at hendes første søn var i live? Det var vel en lettelse i sig selv. Det værste var... nu skulle hun fortælle Logan det.. han vidste selvfølgelig ikke, at hun vidste de ting med Andrea... men det gjorde hun. Selvfølgelig bebrejdede hun ham ikke for det. Det ville hun aldrig gøre..

Kol bevægede sig igennem gaderne. Det var ikke længe siden, Katerina havde fortalt ham han var blevet adopteret. Han var endnu ikke sikker på, om han faktisk skulle lede efter denne person. Hans såkaldte moder. Det ville måske gøre, at han fik svar på nogle spørgsmål, men var det det værd? Kol havde endnu ikke spurgt rundt efter hende, og han overvejede stadig om han skulle gøre det. Hvis han ville gøre det, skulle han først finde en der kunne besvare hans spørgsmål. Det var ikke altid lige let. Kol stoppede et øjeblik op, og så sig omkring. Han gik til venstre, og blev hurtigt fanget af duften af blod. Denne duft, forsvandt dog hurtigt igen. Han havde snart brug for noget blod igen. Sidste gang han havde forsøgt at få blod, var han blevet stoppet af en irriterende engel, der ikke mente hans handling var ”moralsk korrekt”. Kol bevægede sig forbi en gyde, og drejede hovedet for at se på kvinden der stod derinde. Mørket omslugte dog hendes detaljer, og han kunne derfor ikke se hvordan hun faktisk så ud. Først da hun hviskede hans navn, blev Kol opmærksom på hende. Han drejede sig rundt, og gik hen imod hende. ”Kender jeg dig?” Han så en anelse undrende på hende, og forsøgte at placere hende. Han var god til at huske ansigter, men han kunne ikke huske hende. Han blev derfor også så småt overbevidst om, at han ikke kendte hende. ”Kender du den der følelse, hvor nogle virker bekendte, og man prøver at placere dem, men bare ikke kan huske hvor man kender dem fra? Fortæl mig hvem du er.”

At han reagerede overraskede hende. Selvom hun håbede - så gjorde hun alligevel ikke - hvorfor? Fordi, at hun ville blive nød til at håndtere situationen og ærligtalt, så var hun ikke sikker på, at hun var den rette til det. Angela blev stående og kiggede ham i øjnene. Med det samme de kiggede direkte på hinanden - slog det klik for hende - og hun var nu hundrede procent sikker. "Om du kender mig. Nej det gør du ikke. Chancen for du kommer til det er der vel altid." Svarede hun kort og trådte et skridt nærmere ham så han kunne se hendes tydelig. "Mit navn er Angela Emilia de Maskahy." Lød det fra hende lidt senere. Hvem vidste om navnet overhovedet sagde ham noget. Hvem vidste om han ville tro hende. Chancen for, at han overhovedet ville lukke sig op for hende - var minimal. 2300 år var meget langtid.
Angela lagde hovedet lidt på skrå, og tog ikke øjnene væk fra ham.

Kol så på hende med et blik, der først virkede skeptisk. Hun kendte tydeligvis ham, og fordi han ikke kendte hende, var han mistroisk og skeptisk over for hende. ”Der er en masse chancer for en masse ting.” Da hun præsenterede sig selv, stod han først et øjeblik nærmest forstenet. Hun var Angela. Hende Katerina havde ment var Kols mor. Jamen dagen blev lige pludselig langt mere interessant. ”Ved du hvad de døbte mig? Ezekiel Mateo Grey. Ezekiel Mateo. Det er et forfærdeligt navn, synes du ikke?” Han så på hende og forsatte med at tale: ”De fandt også ud af hvordan jeg havde det, da jeg tog deres liv. Jeg ved ikke meget om dig mor men jeg ved, at du har en tendens til at dræbe. Nu ved jeg i det mindste hvor jeg har det fra. Det var mit første drab. Mine forældre, deres børn. Jeg var stolt af det. Men nu hvor de var døde, ville jeg ikke længere omtales som Ezekiel Mateo. Så jeg valgte Kol. Hvorfor? Ja, det kan du måske svare mig på. Siden du kender det navn jeg har givet mig selv.” Kol var endnu ikke sikker på, om hun rent faktisk var Angela, eller blot var en der udgav sig selv for det. Nogle ville gøre mange ting, for at få den dusør der lå over hans hoved. Det var ikke ligefrem småmønter.