A tiger's heart hunting for prey, but is it a prey or? (Nat)

Tid: Lige ved eftermiddag.
Vejret: Solen skinner og det er lunt med let frisk vind.
Omgivelser: Markeds pladsen i sit bedste velgående.

Den usynlige kraft strøg dovent igennem gaderne, og man lagde kun lidt mærke til den, når den kærtegnede ens kind, eller legede med sit hår. Denne kraft, som blev kaldt for vinden havde altid været der, og få tog overhovedet notes af den, andet hvis den generede en. Hvor var der dog bare meget disse folk ikke lagde mærke til? Kunne han ikke lagde vær med at tænkte for sig selv, mens hans neonlilla lysende øjne spejdede over markedspladsen. Den sorte pupil i hans øjne trak sig sammen i en streg som en kats, da han fokuserede på en person. Men som han hurtigt tabte interessen for igen. Heroppe en smule mere hævet over de andre, stod han ved en trappe til en gammel lejlighed. Lejlighedens krakelerede mur fortalte tydeligt, at den ikke var blevet ordnet i årevis. Den lidt for store tunge dør med de rustne hængsler var også en anden indikator. Hvor meget så disse folk egenligt omkring sig? Ledte hans tanker hen på, han kunne ikke forstå, hvorfor folk ikke kiggede mere omkring sig, og det havde han sat sig for at finde ud af. Folk og væsner i alle former og størrelse gik rundt omkring, dog var det mest mennesker, elver, dæmoner og engler her. Men et par minotauer ragede højt op i vejret, som bakker i et nøgent landskab. Og nogle slanke høje trolde med deres muskuløse kroppe, de store hjørnetænder og deres eksotiske farvede hud var også tydelig. Men ind i mellem især heroppe fra, så kunne man til tider se disse små lavbenede dværge eller børn lege imellem folkemængden. Folk skubbede hensynsløst forbi uden at tage notat af, at de ville kunne støde ind i børn eller andet.
Vinden legede med Cains hår lige, da han havde fokus på en person. Den næsten hviskede drillende i hans øre, da lyden af vinden og håret som strøg forbi hans øre kildede ham. Han tabte sin opmærksomhed igen, og nu måtte han finde sit et nyt bytte at observere. Hans hånd gled roligt igennem hans halvlange brune hår, og vinden strøg sig lige en tur under hans brune åbne jakke.

Mange ville sikkert ikke kunne opdage ham, da han stod sådan skjult. Men hvis man havde set ham, ville man nok ikke kunne lade vær med, at det var som om han ikke passede ind. Som om han ikke tilhørte her. Mange ville aldrig kunne se det med det blotte øje, at han kom faktisk fra en fuldstændigt anden verden. En verden, hvor man på den måde ikke havde byer kun et par enkelte, hvor man bare levede i naturen og var sit naturlige jeg. Derfor havde disse væsner i denne verden fanget hans opmærksomhed, fordi de var generelt så anderledes. Det var en af grundene til, at han havde begravet sin boks væk, den boks med nøglen for ham til at kunne vende tilbage til hans rigtige verden. Men som sagt havde han ikke lyst endnu til at forlade den, han skulle bare lige finde ud af nogle ting, så vil han være hjemme igen. Fordi han tilhørte ikke denne verden, især hans race. Der fandtes ingen naturlige bastets her i denne verden, men det var nu alligevel meget sjovt at være sådan set den eneste ude over hans mor. Men hans mor var jo alligevel ikke direkte en bastet eller ikke længere.

Et lydløst suk strøg forbi hans læber, hvor havde hans mor dog bare forandret sig. Siden hun mødte CAmille, så ville hun ej forlade denne verden pga Camille. Cain kunne godt forstå det, Camille betød utrolig meget for Crasie, og hvor mange gange havde han ikke set sin mor være søvnløs pga savn? Jo det var det bedste for hende, og hun var også mere van til den verden især da hendes krop var blevet dæmon igen.
Blikket var fjernt i Cains øjne, mens han tænkte langt væk i sine tanker. Men dog kunne man overhovedet ikke tyde noget som helst ud fra hans blik eller kropsholdning. Han havde altid været et geni til at skjule sine følelser, men det havde også krævet mange års øvelse.
Men så skubbede han sine følelser væk igen, og lod hans blik vandre over folkene.

Tja den unge kvinde, var træt af at være i sin masters hule, så hun havde besluttet sig for noget, hun ville tage ned til masrket igen det kunne være ham der fyren var der igen, men hvem var han hvorfor var han altid det samme sted,
hun smielde for sig selv og tog sin kjole på som hende master havde givet hende og tog og ordnede sit hår så det sad godt, hun så sig i spejlet og nikkede til sig selv til det så godt ud og var på vej til at gå men glemte hunden, hun var ligeglad nu ville hun bare væk derfra, hun gav jasper en bøf og gik forbi ham og ned til byen, hun kom der ind og begyndte at handle lidt ind og ser ham, *hvem er han* tænkte hun og tog sig endelig sammen... og gik der hen ''hej'' sagde hun stillle og nervøst...