Hunting - Kol

Tid: 23:58
Omgivelser: gaderne er helt affolket i Firewood village.
Vejr: overskyet men snart fuldmåne.
Sted: Firewood village's gader.
På: sorte læder bukser, hvide skjorte og sort jakke.

Maiden gik langsomt igennem gaderne. Hun var på vagt. Hende talisman til at finde overnaturlige væsner lyste svagt i hendes hånd, og lyset blev kun stærkere jo tættere hun kom på denne ukendte fare. Hun var selv overnaturlig, men det var ikke med hendes egen frie vilje hun var blevet det. Hun var blevet overfaldet, og hendes forældre dræbt. Hun ville aldrig glemme rædslen, smerten og den ubærlige sorg der havde forfulgt hende siden den nat. De Havde kigget på stjerneskud ude i haven, det havde været ved fuldmåne, og uden at de havde opdaget det var en gal varulv over dem. Den havde flænset hendes forældre på få sekunder, og på en uforståelig måde havde hun selv overlevet flænseriet. hendes hals var endda blevet revet op, samt halvdelen af skulderen, men hun havde overlevet. 3 uger i sengen var der gået før hun igen kunne stå op og lave noget uden at falde om af svimmelhed.
Nu havde hun viet sit liv til at redde andre uskyldige mod dette forfærdelige væsen, og andre forfærdelige væsner for den sags skyld.
Talismanen lyste mere og mere op, hun nærmede sig sit mål. Hun havde en træ pæl dyppet i vie vand, en flaske med vie vand, og nogle andre små ting som hun vidste at mange overnaturlige væsner kunnet blive slået ihjel med.
hun kunne nu se væsnet, det var en mand. Han var helt alene, og med ryggen til hende, langsomt sneg hun sig hen i mod ham, hun havde træ pælen i hånden. Hun gik så lydløst som hun overhovedet kunne, og hun trak dårligt nok vejret.

Kol var ikke ukendt for alle. Han havde brugt mange år på at dræbe, både for hans blodafhængig, men lige så meget fordi han følte sig magtfuld af det, følelsen af at se et liv forlade en andens øjne var ubeskrivelig. Han kunne ikke få nok af den. Kol var i den grad det man kaldte ondskab hele vejen igennem. Helt ind i hans knogler, i hans celler. Han havde ikke et gram godhed i kroppen, men på en eller anden måde, kunne han godt fremtræde sympatisk alligevel. Men man sagde også, at de bedste skuespiller var sociopater. Der var i stand til at foregive de følte noget, som var fysisk umuligt for dem. Han kunne ikke føle glæde, sympati for andre eller kærlighed. Men han kunne godt få folk til at tro han var glad, sympatisk eller forelsket. Det ville bare være en løgn. Kol var i gang med at tørre blod af hans hænder, foran hans fødder lå der en mand på 40-50 år. Hans krop var badet i blod, fra et enkelt snitsår i hans brystkasse. Snitsåret var dog ikke ligefrem lille, men gik fra hans hals og ned til slutningen af hans brystkasse. Det var gået hurtigt for ham, han var død efter få minutter. Kol tog kniven op han havde brugt, og tørrede også den af, før han rakte den op i luften så han bedre kunne spotte, om alt blodet var væk, og der kunne han se en skikkelse bag ham. Hans læber formede sig i et djævelsk smil, der indikerede at det ikke ville ende godt, for hvem der end befandt sig bag ham. Mørket gjorde det umuligt for ham, at se detaljerne. Men det var også lige meget, ingen kunne måle sig op med hans kræfter, hans magt. Det var det han fortalte sig selv, og han troede fuldt og fast på det. Han fik tørret det sidste blod af kniven og hans hænder, før han drejede sig rundt og gik hen imod skikkelsen, der viste sig at være en ung kvinde. Han lagde så mærke til træpælen i hendes hånd og gik blot tættere på hende. Han var ikke bange for hende. ”Prøv bare.” Han var klar over, hun måske ikke ville vide hvad han mente. ”Du vil dræbe mig ikke? Prøv bare. Jeg gør ikke modstand.” Hun vidste tydeligvis ikke hvad hun havde med at gøre, for så ville hun ikke blot stå der med en træpæl. Selvom den muligvis var dyppet i vievand, skulle der mere til for at dræbe ham. Men pigebarnet fortjente da en chance.