stilheden er knap så stille med dig omkring (Kibum)

Tid: 23:30
sted: parken
vejr: skyet
omgivelser: kun hende regner hun med
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] i stedet for den hvide kjole på billedet har den sorte på, den som hun har på sit profilbilled

Panthea havde rejst sig da solen langt om længe var gået ned og veg pladsen for nattens væsner, hun havde bestemt sig for at parken ville være det perfekte sted, hun havde brug for fred de sidste dage havde været hårde og nu havde hun brug for at være selv. Mange mennsker kunne til tider gøre hende ør i hovedet, måske var det fordi hun engang havde været slave. Hun havde en sort kjole på og udenom kjolen omsluttede en hvid kappe hende. Hendes sorte hæle gav genlyd for hvert skridt hun tog. Panthea havde netop flyttet her til på grund af parken. Hun elskede at hun om dagen kunne høre Børnes jubel skrig imens de legede og om aften kunne hun bruge parken som sit eget lille tilflugtsted. Et trist blik ramte hendes øjne, hun savnede lille Pippin. Selv om der var gået flere år huskede hun stadig den rødhåret dreng, han var så fuld af energi og liv, lige end til den dag hvor hun havde været uopmærksom og han var blevet mast ihjel af en masse kroppe som prøvede at få at mad. Hun sukkede svagt imens hun forsatte ned under et træ hvor hun satte sig hun trak kappens hætte godt ned over hovedet, så hun næsten lignede en der sad op af træet og sov, men hun var nu opmærksom på alt hvad der skete så intet ville komme bag på hende. Hendes mørke øjne var ikke lukkede bag den lyse kappes hætte.
Faktisk havde hun den gang hun var mindre ikke haft lyst til at være udenfor, bøger var det som havde tiltalte hende, hun fandt især bøger med urter meget interessante og hun kunne enten hjælpe folk med dem eller lave gifte af dem som gjorde en ende på folk. Hun havde dog ikke haft tid til så meget havearbejde siden den gang hun var mindre, men nu var hun en anden end den gang, men vis bare Pippin havde været her til at se den frihed hun havde opnået. Alt det hende og den 5 årig havde snakket om havde Panthea havde mere eller mindre opnået alt det de havde snakket om. Et dybt suk som afslørede at hun nok ikke sov undslap hendes læber. Det var når hun var alene at hun lod sorgen over Pippin skinne i gennem når hun sammen med sin mor og skaber eller de andre vampyrer hun kendte gemte hun den væk. Hendes fortid var fortid der var ingen grund til at hænge sig fast i den desuden var dette her sket for længe siden. Sket var sket og hun var heldig at den familie hun havde nu holdte af hende. Havde hun ikke haft dem, havde hun nok ladet sorgen sluge sig helt. Hun bed sig svagt i læben, stilheden var som sød vuggevise i hendes øre, ingen som ville kontrakt med hende og ingen som fortalte hvad hun skulle gøre dette her var ren frihed.

Kibum havde fået lov til at komme udenfor, alene. Det skete ikke ofte, men det skete og når det så endelig skete, så elskede han det! Bare at nyde friheden, alene, velvidende om, at han tilhørte én, der passede godt på ham og han derfor ikke kunne komme i klemme nogle steder. I hvert fald ikke hvad han vidste om.
Han havde fundet sin vej ud fra Terrorville og var nået et helt andet sted hen. Af hvad han kunne se. Han var nået hen til en park, som han gik videre ind i. Han kiggede rundt. Denne aften, eller nat, eller hvad det var, havde han ikke fået sin hale eller ører frem. I hvert fald ikke endnu.
Kibum gik rundt i parken. Han trak den store trøje længere over sig, så han kunne putte sig ind i den. Han var ligeledes iført et par mørke bukser og et par støvler, som han havde fået. Det så nemlig ud til, at det ville regne den aften og han hadede at blive våd. Så det var godt, at der var en hætte på trøjen.
Gad vide om han overhovedet kunne finde hjem igen? Det anede han ikke og lige nu var det lige meget. For han havde fundet sig noget klatre-halløj, som ikke ligefrem var hver dag, han så det. Så det fandt han vældig interessant og løb straks derhen. Ikke fordi, at han var en god klatrer, men han kunne jo altid prøve! Så han kravlede op og greb ud efter alt, som han kunne få fat i, så han ikke ville falde ned og slå sig.

// Håber det er en passende længde ^^'

// det er helt iorden//

Panthea fik færten af noget som hun mente var en shapeshifter i nærheden af hende, men hun kunne ikke se ham, hun rettede svagt på sin kappe inden hun trak kappens hætte væk fra hovedet for bedre se om hun kunne finde den, men det lykkedes hende ikke og et irreteret suk undslap hendes læber så meget for roen. Hun rejste sig op og begyndte gå. Hun kunne vidst kun få fred vis hun gik hjem, men færten af shapeshifteren var tiltalene og hun kunne vel lige så godt se hvem vedkommende var og måske få en snack ud af det. Hun fulgte færten og en dreng eller det der lignede en dreng legede på et klaterstativ. Hun stod betragtede ham imens hun lagde hovedet en anelse på skrå. Der var noget ved den legende dreng hun troede i hvert fald at han var en dreng ” har din mor ikke fortalt dig at du ikke må gå ude om aften?” spurgte hun hendes stemme var kold og en smule fjern. Panthea var ikke den bedste til at smalltalke faktisk ville hun heller død end snakke om vejret eller en ny kjole eller for den sags skyld om sig selv, man var heldig vis man overhovedet fik andet end hendes navn, ikke det fulde navn, men det navn hun brugte. Panthea stod og kiggede, efter et stykke og meget hurtigt var hun henne ved siden af den legende dreng, hun havde brugt den overnaturlige fart, og derfor så det måske lidt mærkelig ud. Hun havde stadig hovedet på skrå og nu kom hun tanke om hvem den fremmmede mindede hende om. Han mindede hende om Pippin ” Pippin” mumlede hun svagt da hun kiggede på drengen Panthea vidste god at drengen ikke var Pippin, men han minede hende så meget om den lille rødehåret dreng hun engang havde mødt og lukket ind i hendes hjerte.

Hendes blik gik fra at være koldt til at være varmt og næsten moderligt, hun rakte forsigtigt ud imod drengen for at røre ham og se om drengen var vrikelig. Panthea sukkede svagt og stoppede bevægelsen lige inden hun rørte ham og trak armen til sig. Hun trak sig lidt væk, men stod stadig og betragtede ham. Hendes hænder hang ned langs siden på den hvide kappe imens hun ikke vidste helt hvad hun skulle. Hun ville ikke præsentere sig for hun kom nok ikke til at se drengen igen så hvorfor overhovedet anstrenge sig. Panthea legede svagt kjolen inden hun vendte blikket ned i jorden, hun kunne ikke spise fra den dreng. Det ville være forkert. Hun vidste godt at det ikke var det hun havde lært, men hun kunne ikke gøre ham noget, han var for sød.

Kibum kravlede rundt på stativet og nød det. Han nød at bruge sin energi udenfor, i stedet for at være indenfor, da der ikke var meget at lave indenfor. I hvert fald ikke med alt den energi, som han havde.Til tider kunne det godt være svært for ham.
Han kiggede op, da han hørte en stemme. Han gjorde store øjne. Var han ikke alene? Han havde da ingen set? Nu var det nok også ret sent - det var det i hvert fald, da han gik hjemmefra. Og han vidste, at han ikke skulle være selv hjemme. Og passe på sig selv.
Kibum spejdede rundt og bemærkede en kvinde. Hende havde han ikke set komme, havde han? Han rystede lidt på hovedet af sig selv og sin egen tanke. Så det var hende, der havde talt til ham?
"Ikke min mor.." Svarede han stille og prøvede på ikke at lyde for uhøflig eller noget, "Men jeg har fået lov." Tilføjede han lidt efter og kiggede på kvinden.
Hvem var hun og gad vide, om hun ville ham noget ondt? Han var ikke en person, der så det onde i folk med det samme, så nej, hun ville ham nok ikke noget ondt.
Kibum gjorde store øjne, da han så, hvordan hun rakte ud efter ham og hurtigt veg han tilbage. Det var hans rævedel, den sky del af ham, der gjorde det. Han elskede godt nok fart over feltet og hadede at lave ballade selv, men når man først lige havde mødt nogen, så var han stadig for sky til berørelse. "Hvem er du?" Spurgte han og greb bedre fat om stativet med begge arme, så han kunne hænge der.

Da han spurgte om hendes navn blev hun forvirret, ikke forvirret over at han spurgte mere fordi en del af hende virkelig gerne ville fortælle det. Hun ville ikke gøre ham ondt, men kun fordi det faktum at han mindede hende om Pippin ” mit navn er Sara Panthea Mulgrew, men kald mig bare Pant eller Panthea” svarede hun. Sara var noget børnehjemmet havde kaldt hende fordi de ikke kunne sige Panthea, han var den første som nogen sinde havde fået hendes fulde navn, hun kunne ikke mindes at hun havde fortalt sin skaber det. Hun kunne også bedst lide at blive kaldt for Panthea fordi det navn lyd magtfuld. Hun var ikke magtsyg som så mange andre vampyrer var det, men hun ville gerne lyde magtfuld vise at hun havde en form for magt. Hvilket hun også havde fordi hun var en vampyr et valg hun selv havde taget, det var det eller død. Det havde givet hende alt det hun havde drømt om. Hendes hænder bevægede sig op og pillede svagt ved den guldbroche som holdte kappen sammen. Hun var nervøs over at skulle samtale, men drengen lignede ikke en som kendte til faren ved vampyrer og han anede vidst ikke at hun var en. Hun gik let elegant hen imod drengen og rakte igen hånden frem imod ham, men denne fordi hun ville give ham et håndtryk ” og dit navn er” sagde hun og, man kunne intet ondt høre i hendes stemme kun glæde over at havde mødt nogen som lignede Pippin så meget også selvom drengen var ældre end Pippin så var han ikke ældre end hende. Lige meget hvor gammel han så var.
Faktisk havde hun ikke troet at disse følelser som hun havde ville komme igen, men her var de og hun enten kæmpe imod eller rent faktisk lærer denne dreng at kende, men hvad sagde man Panthea var ikke vant til snakke og da slet ikke med nogen som ham, hvad gik de op i hun var sikker på at det ikke var urter og hvad de gjorde ved mennesker. Hun var glad for at hun ikke kunne svede for så nervøs var hun. Hun kiggede sig omkring for finde på noget sige, men fandt ikke noget i parken de kunne snakke om jo mere tavs hun blev jo akavet synes at føle sig.

Kibum kiggede på hende med små øjne, men de blev store, da hun præsenterede sig. Af en eller anden grund, så troede han ikke, at hun ville præsentere sig. Og slet ikke med det samme. Men det havde hun gjort.

"Ø-øh.. K-Kibum." Præsenterede han sig og gav hende et lille bitte smil. Selvom han måske ikke troede på, at der fandtes noget ondt inde i folk, indtil de havde bevist det modsatte, så var han stadig ræd for at møde nye folk. Lige meget hvad.
Det samme med nærkontakt for første gang. Trods havde kvinden, Panthea, allerede rørt ved ham, men det havde også forskrækket ham. Meget langsomt rakte han ud og tog imod hendes hånd, men anede ikke, hvad han skulle gøre derefter, så han holdt hende bare i hånden.

Gad vide, hvorfor hun overhovedet var kommet hen for at snakke med ham? Ville hun mon hjælpe ham med at finde hjem igen? For det behøvede hun ikke. Okay, måske. Hvis hun absolut ville. Han kunne ikke engang huske, hvilken vej han var kommet fra, nu da han kiggede rundt omkring sig.

// Undskyld, undskyld, undskyld, at jeg først svarer nu! o.o

// det går nok jeg er glad for at du huske det //

Panthea smilede svagt og gav hans hånd et forsigtigt klem inden hun slap hans hånd, hun lagde hovedet en anelse på skrå, drengen så ud til at lege hvilket for hende virkede sent at gøre om aften ” har du ikke nogen du skal hjem til?” spurgte hun og hendes stemme var for en gang skyld varm og rar. Normalt brugte hun kun den stemme når hun lokkede nogen i en fælde, men han havde intet at frygte fra hende. Hun kunne ikke få sig til at drikke hans blod. Det ville virke forkert når hun egentlig bare ville beskytte ham. Normalt beskyttede hun ingen og faktisk beskyttede hun kun sig selv, men denne dreng var anderledes han virkede ikke som en der dømte folk. Hun vidste ikke rigtigt hvad skulle sige, men var en smule bekymret over at hvem end han boede sammen med ville lade ham gå ude så sent. Nattens væsner var ikke alle lige så forstående som hun var, hun det var også kun fordi han mindede hende om en hun mistede for mange år siden ” jeg kan godt følge dig hjem” sagde hun velvidende at hun ikke vidste hvor langt de skulle gå, men i det mindste var han i sikkerhed sammen med hende. Hun ville kunne beskytte ham for nattens fare. Det troede hun i hvert fald hun kunne, men det ville jo komme and på prøve. Vis de var heldige mødte de ingen farlige væsner. Hun smilede kort.
Hun kunne nu godt forstå vis drengen ikke ville stole på hende, hun var ikke lige frem den type man havde lyst til giv et kram og stole på. Vis man kendte til vampyrer så ville man i hvert fald ikke stole på hende og for at være ærlig så var hun vel også en smule utilregnelig. Hun var som et rovdyr i den perfekte krop og det var nemt for hende at lokke. Panthea havde lært sig at se på folk og tolke hvad de havde brug for. Desuden var hun også god skuespiller og mange kunne gemmenskue det før det var forsnet.