Will you have faith in me? - Lydia

Roman gik med hænderne i sine lommer, på sine formelle bukser, mens han gik ned af gaderne, på det sorte marked, det var godt nok ikke nogle boder åbne mere, men han var heller ikke lige en der kunne komme ud midt på dagen, han ville brænde op, det var det der skete med vampyrer, hvis de var for længe ude i sollyset, så han bevægede sig mest ud om aften eller natten, ellers holde han sig inde i sit store slot og kiggede ud.
Der var dog ingen nyheder der slap forbi ham, hvad der skete udenfor, han havde hørt om jordskælvet der havde ramt Doomsville og mange andre steder, men hele Rotten Root var ødelagt, ikke at det betød meget for ham, han bevægede sig aldrig derned, men han tænkte dog på dem der havde boet dernede, indtil jordskælvet ødelagde det hele for dem, det var selvfølgelig synd for dem.
Han havde dog meget andet lige at tage sig af, feks sit job, han selvfølgelig lavede derhjemme fra, der var meget der skulle gøres der, han kunne se hvorfor hans mor og far aldrig havde været der for ham, der var meget arbejde i det, han kunne dog ikke lade vær med at føle sig svigtet.

Roman tog en cigaret op af sin inderlomme på sin blazer, sammen med nogle tændstikker og tændte den så, lod tændstikken falde til jorden, og tog et langt sug af cigaretten inden han pustede ud og sådan blev han ellers bare ved, bare lidt langsomt, så han ikke bare brugte den på få minutter, det var ikke sundt på nogen måde, selvom han alligevel ikke havde noget at bekymre sig om, da han var vampyr, men han kunne alligevel godt lide at tænke sig om, som om han stadig var en smule menneskelig.
Han kørte sin hånd gennem sit korte, men godt sat, hår mens han bare nød den kolde brise ramme ham af og til, han var allerede kold, men han kunne stadig mærke det.
Efter han var færdig med sin cigaret, skoddet han den ned i jorden og smed den ud i den nærmeste skraldespand, han havde ikke lyst til at smide den på gaden som de fleste gjorde, han ville gerne passe på den verden han levede i, da han vidste at han skulle leve i den, lidt længere tid end andre.

Det var ud på aftenen nu, og der var ikke så mange folk på gaden mere. Det fik Lydia til at komme frem. Hun havde ikke rigtig udforsket byen så meget, og nu var der så kommet væsner der hun før havde været, i den nedre del af Doomsville, så hun var søgt op i den rige del af byen. Hun hørte ikke til der, men hun hørte ikke til nogle steder faktisk. Hun var vokset op som slave hos en meget ond mand, som havde brækket hendes vinger inden hun valgte at flygte fra ham. Hun var næsten helet nu, men havde stadig en smule ondt i sine vinger.

Hun havde bevæget sig ind på et eller andet marked så det vist ud til. Hun så sig rundt mens hun langsomt og forsigtigt gik gennem gaden. De få folk hun stødte på, sørgede hun omhyggelig for ikke at se på på nogle måde. Hun havde dog ikke regnet med det der ville ske med hende. En lille flok på 3 unge drenge havde set hende som et let mål. De greb fat i hende, og et gisp forlod hendes læber, og et lavt skrig da de trak hende ind i skyggerne i en mindre gade. De smed hende ned på jorden, og hun så op på dem. Hun var bange for hvad de ville med hende, men sørgede for ikke at vise for meget rædsel. Skulle hun bare gøre hvad de sagde? Hun var jo en slave, eller nej ikke mere. Hun var jo stukket af, og var ikke en slave mere, måtte hun minde sig selv om, men følte sig alligevel stadig som en ussel slave. Hun var tæt på at græde, og lige så tæt på at skrige, da hun fik en lussing af en af drengene. "Ikke skrige bich, så blir det værst for dig selv" sagde ham som lige havde slået hende, og hun sank en klump som havde sat sig fast i hendes hals. hun nikkede stille, men dette var den anden af de 3 drenge ikke tilfreds med. "Hvad hedder det?" Spurgte han, og Lydia så ned i jorden og bed sig hårdt i læben. "Det er forstået" pev hun svagt, da hun ikke anede hvad de kunne finde på at gøre med hende, og derfor var bange for tanken om de ting de kunne finde på.

Roman vendte hurtigt sit blik, da han hørte et skrig, helt klart fra en pige.
Han nåede lige at se 3 drenge tage en forsvarsløs ung pige med sig ind i en gyde.
Roman snusede godt ind og fik hurtigt færten af pigen, hun var engel, han elskede engel blod, det var det han mest spiste... men på en måde havde han ikke lyst til at spise denne pige, mere lyst til at redde hende, i første omgang.
Han fik så færten af de tre drenge, bare helt normale mennesker, det fik ham til at tænke, hvorfor gjorde pigen ikke noget, hun var så meget stærkere end dem.. måske turde hun bare ikke, i så fald, ville han hjælpe.
Med sin vampyr fart i et gående tempo, var han derover og stod lige bagved drengene, som havde den stakkels pige nede at ligge.
Uden der kom noget varsel fra ham, ikke engang en lyd, greb han fat om halsen på en af drengene og klemte bare så hårdt til som han kunne, indtil han kunne høre noget knække og drengen hang slapt i hans hånd.
Han slap drengen så han bare faldt ned på jorden og kiggede så på pigen, for at se om hun var okay, inden han gik igang med de to andre drenge, der var dog ikke meget at gøre ved dem, de var blevet ret så skræmte over hans styrke og hvad han gjorde ved deres ven, de kiggede meget skræmte ned på deres ven, og da de så at Romans øjne var rettet mod dem, stak de halerne mellem benene og stak af.
Roman grinte lidt, men vende så sit fokus tilbage på engle pigen.
Han gav hende et charmerende smil og tog blidt fat i hendes arm og trak hende op fra jorden, før han slap hende igen, hun ville helt sikkert havde mørket hans koldhed, og hun kunne nok tænke sig til hvad han var.
"Er du okay?" spurgte han blidt og kiggede på hende med et blidt blik, dog kunne han høre hendes puls, hendes dejlige engle puls, som virkelig gjorde ham sulten, men han prøvede ikke at vise det, han prøvede ikke at give efter for sulten her.

Da Lydia aldrig ført havde mødt et menneske, anede hun slet ikke om de var stærke eller ikke var det, og derfor valgte hun i frygt for at komme til skade, bare at gøre hvad de tre fyre ville have hende til. Hun så bare lige ned i jorden, og forberedte sig på at de vil gøre hende fortræd, og bare bruge hende som de lige ville med hende. Da der efter lidt tid intet var sket, så hun op og fik øje på en 4. fyr som var dukket op. Hvem var han, og hvad var han? Hun så at han vist var stærkere end de 3 andre drenge, da han så let som ingenting kævlede den ene af drengene med kun en hånd. De andre to drenge virkede rædselslagende, og stak hurtigt halen mellem benene for at komme væk fra denne fyr her.

Lydia blev selv bange for ham, og krympede sig da han tog fat i hendes arm, men blev hurtigt overrasket over hans greb var så blidt som det var. Hun kom op at stå, og stirrede ned i jorden med bøjet hoved. "Ja er okay" svarede hun med en usikker stemme, og skævede op til ham. Hvad mon han vil med hende? Han var tydeligvis stærkere end de andre som havde hevet hende her ind, og hun var nervøs ved ham. "Hvad vil du med mig?" spurgte hun, uden helt at tænke sig om først, og krympede sig hurtigt, da hun forventede at han ville give hende en lussing eller noget for at ha stillet ham spørgsmålet.

Han nikkede da hun bekræftede at hun var okay, det var altid godt, så havde de ikke nået at gøre det helt store ved hende, han hadet typer som de drenge, bare troede at de kunne begribe sig på en ung pige, bare fordi at hun var så forsvarsløs som hun var, det var virkelig beskidt af dem.
Han kiggede lidt på pigen, hun så ikke alt for tryg ud, faktisk så hende lige så bange ud for ham, som de andre drenge havde været.
Han blev ret overrasket over det hun spurgte ham om og grinte blidt. "Jeg vil intet med dig, i hvert fald ikke noget ondt kan jeg forsikre dig om, engel" sagde han og blinkede charmerende til hende.
Han tænkte lidt om hun havde et sted at bo, om han så ikke skulle følge hende hjem, så han var sikker på at sådan noget ikke skete igen, for han ville ikke være der to gange for at rede hende.
"Bor du et sted her i nærheden, så kan jeg følge dig hjem hvis det er?" spurgte han og kiggede ned på ham, det var ikke meget hun kiggede på ham, men han vidste nu godt hvorfor, og det var også helt fint for ham.

Selv hvis de tre fyre havde gjort hende ondt, vil hun nok ha nikket til at hun var okay alligevel. Der skulle meget til før hun vil sige, at hun ikke var okay, da hun var vant til meget slemme ting skete mod hende. Hun kunne svagt mærke, at han ikke havde kunnet li de drenge som havde været her før, men hvorfor? Var det fordi at de havde gået efter hende, og han selv vil gøre det? Han var jo også meget stærkere end dem, så han havde jo intet at bekymre sig om, at de fik hende i stedet for, da han så let som ingenting havde dræbt den ene af dem.

Nervøst rørte hun på sig, ikke sikker på hvad han ville have hende til at gøre. Hendes blik var fortsat rettet mod jorden, og hun bed sig i læben temmelig hårdt. Da fyren svarede på det spørgsmål hun havde stillet ham, så hun op med et overrasket blik, og mistroisk. Hun stolede ikke på det han sagde. Ville han virkelig ikke gøre hende noget? "Hvordan... ved du hvad jeg er?" spurgte hun, da hun ikke anede han kunne lugte det på hende. Hun kendte i hvert fald ikke hans race. Hvad mon han var? "Hvad er du?" Spurgte hun med en nervøs og en smule nysgerrig stemme. Hun blev stående hvor hun var, og så forsigtigt på ham, selvom hun havde lyst til at løbe væk fra ham, men hun undertrykte den trang, da hun troede at hun vil blive straffet hvis hun flygtede. Det blik han sendte hende, gjorde hende endnu mere forvirret over hvad han var ude på.

Langsomt rystede hun på hovedet af det han spurgte om. "Vil ikk hjem" mumlede hun meget meget lavt, da det eneste 'hjem' hun rigtig kendte var hendes tidligere herres, ham hun var flygtet fra. Hun fik enkelte tåre i øjnene da hun var virkelig bange. Bange for at komme tilbage der til, eller at han fandt hende på en eller anden måde.

Roman kunne godt se hvor nervøs denne pige var, selv overfor ham, som lige havde redet hende, men han holde det ikke imod hende, han var vampyr, han kunne bare tømme hende, men det havde han slet ikke lyst til, han ville hellere gøre noget for hende.
Han smilede stort da hun kiggede meget mistroisk på ham og spurgte hvordan hun vidste hvad han var. "Jeg kan lugte det, det kunne jeg langt fra." sagde hun og kiggede lidt rundt, der var ingen på gaden lige nu, de var helt alene, man kunne ikke høre en lyd udover deres talen.
Han blev dog meget overrasket da hun spurgte hvad han var, det var ikke mange som bare gik direkte til det spørgsmål, de fandt bare ud af det hen af vejen. Han smilede dog blidt til hende. "Jeg er vampyr" svarede han. Lige nu stod hans yndlings spise foran ham, han kunne høre hendes puls, hendes blod der løbe gennem hendes krop, det var virkelig fristende, men han gjorde det ikke, han holde sig tilbage.
Han kiggede meget undrende på hende, da hun sagde at hun ikke ville hjem, han forstod hende ikke helt, men trak så bare på skulderne.
Dog da han så at hun fik tåre i øjne hævede han et bryn og gik ned på hug foran hende og kiggede op på hende. "Er du okay?" spurgte han noget bekymret.
Han havde en mistanke om at hun ikke havde noget sted at bo. "Kunne du tænke dig... at komme med hjem til mig og få noget varmt at drikke?" spurgte han blidt.

Selvom Roman ikke havde været en vampyr, vil Lydia ha været bange for ham alligevel. Hun var nervøs over for alle, bange for at de vil gøre hende fortræd som hendes Herre havde gjort det mod hende. Da han fortalte at han kunne lugte hendes race blev hun en del overrasket. *Har han virkelig så god en lugtesans?* Forsigtigt trådte hun et skridt bagud, væk fra ham, men bed sig så hårdt i læben. Hun måtte ikke flygte. Hendes tænder bordede sig ned i hendes bløde læbe, og hun begynde svagt at bløde fra hendes læbe. Hun havde ingen ide om, at det kunne være farligt for hende at bløde i nærheden af ham, da hun ikke vidste at vampyrer drak blod. Hun havde aldrig før mødt en vampyr før. Hun valgte at nikke da han fortalte hende, at han var en vampyr. Hvordan var denne race? Hvordan var vampyrer? Hun anede det ikke, og var ikke sikker på, om hun helt vil vide det. De var til syne ladende ikke en svag race fysisk.

Hun kunne svagt se på fyren, at han blev forvirret over hendes svar. Det var vist ikke det svar han havde regnet med at få fra hende af. Han havde nok regnet med at hun gerne vil hjem og alt sådan noget, men hun var rædselslagen for at tage til bage. Da fyren lidt efter gik ned på hug foran hende, så hun på ham med et undrende blik. Hvorfor gik han ned på hug? Hvad vil han ha? Hun hørte hans spørgsmål, om hun var okay, og hun nikkede stille. "Det tror jeg nok." svarede hun. Hun var ikke vant til at folk var bekymret for hende, og han virkede oprindeligt bekymret, men hvorfor? Hun kendte ikke svaret på det. Da han kort efter spurte hende, om hun vil med hjem til ham, og få noget varmt at drikke, tøvede hun. Hun vil gerne sige ja, for hun trængte egentlig til noget varmt at drikke, men på den anden side, hvad vil han have for det, og var det mon det vær? Hun bed sig igen i læben, og smagte nu endnu mere blod end før. Hun endte med at nikke stille. "Jo tak, vil gerne med." sagde hun i en nervøs lav stemme.

Da hun gik et skridt bagud, valgte at ikke at gå et skridt frem imod hende, han kunne se hvor nervøs hun var, og han ville nok ende med at skræmme hende væk, hvis han masede sig på, og det havde han ikke lige lyst til at gøre.
Han kiggede meget på hvordan hun bed sig i læben, til hun bed hul i læben og der kom en smule blod på dem.
Han sank kort, bare duften af hendes blod, så sødt, en dyb, meget lav knurren kom fra ham, det var ren instinkt, det gjorde ham meget sulten af at se blod.
Uden nogen form for advarsel, kørte han sin tommelfinger over hendes læbe, og fik blod på fingeren. "Ik bid for hårdt" sagde han. Han kiggede lidt på sin finger og kørte så sin tunge over den for at smage hendes blod.
Det lod ikke til at hun vidste helt hvad en vampyr var, for hun ville nok ikke være så rolig som nu, hvis hun vidste det.
"Vampyrer er forbandede væsner, som drikker blod fra andre, for selv at overleve, og du min engel, har noget fantastisk blod... men bare rolig, jeg vil ikke gøre dig noget." sagde han smilende og tørrede det sidste blod af i sine bukser.
Han hævede brynet da hun svarede på hans spørgsmål og rystede på hovedet af hende. "Du ser ikke okay ud, er der noget galt?" spurgte han så, for at uddybe sig lidt.
Han bed tænderne sammen da hun igen bed sig i læben, og der kom mere blod fra hendes læbe. Han vidste simpelthen ikke hvad han skulle gøre, denne pige legede virkelig med ilden. "Jeg vil råde dig til at lade vær med at bide dig i læben, så der kommer blod, der er grænser for hvor meget jeg kan holde mig tilbage" det var egentlig ikke en trussel, han sagde det meget blidt og med et smil, det var egentlig bare en formelt tilbud.
Han nikkede da hun sagde at hun gerne ville med og rejste sig så op og kiggede rundt.
"Det er ikke langt herfra, så lad os komme afsted.
Han begyndte at gå mod det slot som han boede i, som hans forældre havde forladt ham.
Det var i udkanten af Angerforge og i starten af Terroville.

(slottet = [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han stoppede op ved et stort slot, på en flot grund, og kiggede så tilbage på pigen, hvor det egentlig gik op for ham, at han ikke vidste hvad hun hed. "Hvad hedder du egentlig?" spurgte han hende med et smil og vende sig så mod slottet igen og begyndte at gå op i mod døren, som han åbnede og lod hende træde ind først.
"Velkommen til mit slot" sagde han smilende til hende, så man kunne se hans to hugtænder.

Hun var glad for, at han ikke gik efter hende da hun tog et skridt bagud. Det fik hende til at føle sig en smule mere tryg, at han ikke gjorde det. Hendes Herre vil ha gået efter hende, og givet hende sådan en lussing for at have gjort det. Hun prøvede at ryste den dårlige tanke af sig, men det var ikke let for hende. Selvom han ikke var her hos hende, så skræmte han hende stadig utrolig meget, bare tanken om ham.
Hun kunne vagt mærke hans blik på hende, og det fik hende til at se på ham. Hvorfor så han sådan på hende? Hvad havde hun gjort? Hun anede det ikke. Hun hørte en lav knurren, eller var det noget hun forestillede sig? Hun var ikke sikker på, om hun rent faktisk kunne høre en let knurren eller ikke.

Det kom meget bag på hende, da han uden varsel kørte sin tommelfinger over hendes læbe, og det fik hende til at kryppe sig, nervøs for hvad han vil gøre ved hende. Da han sagde hun ikke skulle bide for hårdt, så hun på ham, uden at forstå hvorfor han sagde noget til, at hun bed sig i læben. Det havde hendes Herre nemlig ikke gjort. Da han slikkede hendes blod af sin finger, blev hun meget overrasket over det. *Gjorde han lige det jeg tror han gjorde? Slikkede han lige mit blod af sin finger?* Hun var forarget over det.
Da han begyndte at fortælle hende hvad en vampyr var, lyttede hun til det han sagde. Hun vil gerne lære alt om alle de forskellige racer der var, selvom det måske ikke var muligt som sådan, men så de fleste. Da han fortalte at de drak blod, og at hendes blod var meget fantastisk, bakkede hun mere bagud, men standsede da der var en mur bag hendes ryg. Hun kunne jo ikke gå gennem mure, men da han sagde han ikke ville gøre hende noget, faldt hun en smule ned, men var mere nervøs over for ham nu, end før.

Da han sagde at hun ikke så okay ud, og spurgte om der var noget galt, så hun på ham stille. "Jeg er okay" svare hun ham. "Så længe han ikk finder mig igen, så er jeg.." mumler hun lavt for sig selv, uden at vide at han ville kunne høre det.
Da han sagde, at han ville råde hende til ikke at bide sig i sin læbe så hun ned. "Undskyld, er en vane, så.." mumlede hun nervøst.

Da han rejste sig, så hun på ham, og lyttede til det han sagde. Hun nikkede stille, og fulgte efter ham mod der hvor han boede. Da de nåede hans hus, eller slot var det, standsede hun op, og så fascineret på det. Boede han virkelig her? Hvordan? Hvorfor? Dun blev revet ud af sine tanker da han spurgte hende om noget. "øm.." hun havde ikke helt hørt hvad han sagde men kort efter trængte det ind. "Lydia, og undskyld jeg ikk har fortalt det" sagde hun nervøst. Vil han straffe hende for ikke at huske at sige sit navn? Hun anede det virkelig ikke.

Han grinede nærmest af at se hende så overrasket over at han slikkede hendes blod fra sin finger, hun vidste virkelig ikke hvad en vampyr var, det var da mærkeligt, især for ham, men der var vel nogen som ikke var helt opmærksom på alt der overnaturlige der fandt sted rundt omkring, dog hun var engel, det forvirrede ham endnu mere.
Han så bare på hende da hun bakkede tilbage, til hun ramte muren, men han gjorde intet ved det, hun var skræmt nok i forvejen kunne han se på hende, og han kunne godt forstå hende.
Han sukkede da hun sagde endnu engang, at hun var okay, men han troede simpelthen ikke på hende.
Han hævede dog et bryn af det hun mumlede, men hans vampyr hørelse opfattede det med det samme. "Hvem er 'han' om jeg må spørger?" spurgte han nysgerrigt og kiggede på hende.
Han smilede til og rystede bare endnu engang af hende. "Du behøver ikke at sige undskyld, det er bare for dit eget bedste" sagde han og trak på skulderne, det vil jo også skade hende selv, hun ville få læber med huller i, det kunne godt gøre ondt og ville ikke være så pænt.

Han kiggede smilende på hende, da han så at hun var meget fascineret over hans slot, han regnede ud at hun måske ikke lige havde regnet med sådan et stort hjem han boede i. Lydia, det var et ganske fint og elegant navn hun havde.
Han kiggede noget undrende på hende, da hun sagde undskyld endnu engang. "Hm intet at undskylde for, jeg hedder Roman" sagde han smilende og gik ind efter hende, og lukkede så bare døren, ikke låste den, bare lukkede den forsigtigt i.
"Øhm... du kan bare gå længere ind, til højre for dig er stuen" sagde han og tog bare sine sko og jakke af og lagde det.
De var i en gang lige nu, kun til overtøj og sko, som man lige kunne ligge.
Der var så en dør til højre, hvis man gik lidt længere ind, der førte til et stort rum, som han kaldte stuen.
Der var to sofaer foran et ildsted og en stor trappe der førte til ovenpå, og så var der ellers bare en masse rum, hvor dørene var lukket til.

Hun så på ham da han nærmest grinede af hende. Det var ikke en behagelig følelse sys hun, at han grinede af hende. Hvorfor gjorde han det? Var det mon fordi hun blev så overrasket da han slikkede hendes blod? Hun anede det ikke. Det var jo ikke lige frem hendes egen skyld, at hun ikke vidste hvad en vampyr var. Hun havde boet i et hus hele sit liv, langt ude i skoven, og fik kun sjældent lov til at komme ud. Det havde ikke været gode tider for hende.
Endnu en gang var hun glad for, at han ikke fulgte efter hende da hun barkede væk fra ham. Så vil hun først blive bange. Ja hun var bange nu, men endnu mere hvis han fulgte efter hende. Da hun havde fortalt ham at hun var okay, kunne hun høre hans suk. Han troede vist ikke helt på hende. Da han spurgte hvem 'han' var, så hun forvirret på ham. Havde han hørt det hun havde mumlet? Hvordan? "Vent, hvordan ku du..?" hun var stadig forvirret over det. "Han er.. eller var.. arg ved ikk. Han var min Herre" Hun er meget nervøs nu, meget mere end før, og det er tydeligt for alle at hun ikke bryde sig om at snakke om sin Herre. Hun kan dog mærke at han er nysgerrig. Vil han vide mere end det mon? Hun bider sig nervøst i læben, men standser sig selv i det. Han vil jo ikk ha hun skal bløde igen.

Da han sagde til hende, at hun ikke behøvede at undskylde for, ikke at ha fået sagt sit navn, nikkede hun stille. Hun var vant til at sige undskyld når hun lavede fejl, og for hende lignede det en fejl ikke at sige sit navn. Et forsigtigt smil viste sig på hendes læber, da han sagde hvad han had.
Uden tøven gik hun ind i hans slot, og så sig rundt. Det var også stort indvendigt så det ud som. Da han sagde hun bare kunne gå længere ind, nikkede hun stille. "okay" mumlede hun, og fortsatte ind i hans enorme stue, og standsede op, og så sig stille rundt.

At se hende så bange for ham, han vidste ikke rigtig hvad han skulle synes om det, han ville ikke gøre hende bange overhovedet, så han gjorde bare alt modsat af det han vidste ville gøre andre bange for ham, han måtte bare prøve på det, indtil hun følte sig tryg, men han ville godt kunne forstå hvis det ville tage meget tid hvis det nogen sinde skulle komme på tale.
Han smilede da hun blev forvirret over hans spørgsmål, ja han havde skam hørt hende, det var det dejlige ved at være vampyr, ens sanser var skudt helt vildt i vejret.
Han pegede på sine øre da hun spurgte hvordan han kunne. "At være vampyr, gør ens sanser meget følsomme" sagde han smilende.
Han blev ret overrasket da hun nævnte ordet herre, så hun havde altså været en slave, det forklarede den måde hun var på, utryg, bange, det måtte havde været en forfærdelig herre. Roman, havde kun tjenestefolk, han så dem ikke som slaver, de fik lov til at gå hjem hver dag og blev betalt godt for deres arbejde.
Men hende... hun havde været igennem meget, kunne han godt se. "Så du er altså en slave på flugt" konstaterede han og kiggede ned på hende.
Han havde ingen tanker om at aflevere hende eller noget som helst, han kunne aldrig drømme om at aflevere en tilbage til en herre der var så modbydelig, som det så ud til at ham her havde været mod Lydia.

Han kiggede lidt efter hende, som hun kiggede sig rundt, og han lod hende bare lidt.
En af hans tjenestefolk stod inde i stuen og kiggede meget nysgerrigt på den ny ankommende pige, det var ikke lige hver dag han så en pige i Romans slot.
Roman gik hen til Erik, som tjenestemanden hed. "Erik, dette er Lydia, Lydia dette er Erik en af de mænd som arbejder hos mig." sagde han for ligesom at præsentere dem for hinanden.
Erik bukkede meget elegant og kiggede så meget spørgende på Roman, som bare grinte og rystede på hovedet, han vidste godt hvad Erik hentyd til. "Hun blev overfaldt af de her tre fyre, det kunne jeg ikke lade ske." forklarede ham bare og Erik nikkede. "Vi kunne godt tænke os noget varmt at drikke, thé tror jeg ville være rart?" sagde Roman og kiggede spørgende hen mod Lydia for at spørger efter hendes bekræftelse, hun kunne altid spørge efter noget ande.t

Han virkede ikke som om han vil ha hun var bange for ham, men hele sit liv havde hun aldrig været sikker nogle steder, og havde været bange for de ting hendes herre kunne finde på at gøre mod hende. Han havde fået hende til at tro, at alle var onde, ligesom han var det. Han havde været en ægte sadist. Elskede at se hende lide på alle tænkelige måder. Det var derfor meget svært for Lydia, at stole på folk, at de ikke vil gøre hende fortræd.
Da han smilede over hendes forvirring, så hun ned, en sule flov over det, da det virkede som om han mente det var noget hun burde vide, hvilket hun ikke gjorde. Hun var dog glad for, at han forklarede hende, at han havde en meget god hørelse. Hm, så kunne hun ikke bare sige ting, han ikke vil høre, da han vist hørte alt, eller det meste.
Hun kunne se på ham, efter hun havde sagt Herre, at han ikke havde forventet at høre det. Hvad betød det mon for hende? Vil han være anderledes nu da han vidste hun egentlig var en slave? hun anede det ikke, men håbede det heller ikke. Da han spurgte om hun var en slave på flugt, så hun ned mod jorden, og bed sig kort i læben, inden hun nikkede som svar. "Plz, jeg vil ikke tilbage til ham" sagde hun, og så meget bedende på ham, og man kunne se, hun var meget mere bange for den tanke, at komme tilbage, end hun var for Roman.

Hun fik kort efter øje på en ny person, og blev mere utryg. Hun prøvede at gøre sig en smule mindre, men fulgte stille efter Roman. Hun nikkede kort til Erik, men sagde intet. Stirrede bare nervøst på ham, og så kort efter over på Roman, som fortalte Erik hvad der var sket, og hvorfor Lydia var her. Da Roman sagde, at de gerne ville have the, nikkede hun stille til det, som en bekræftelse på hun gerne vil ha noget the.

Han ville glædeligt forklare hende så godt som muligt, hvad det ville sige at være en vampyr, da det ikke virkede til at hun vidste noget om dem overhovedet, han vidste efterhånden det meste, efter alle de år han havde levet, så var han godt inde i vampyrenes historie og alt hvad de ældre nu syntes at man skulle vide.
Han kiggede meget nysgerrigt ned på hende, da hun nikkede, men smilede så bare betryggende til hende, da han virkelig kunne se hvor bange hun var for at komme tilbage, hvor bange hun var for at han ville give hende tilbage. "Bare rolig, du kommer ikke tilbage til ham, i hvert fald ikke med min hjælp, jeg hader tanken om slaver..." sagde han og rystede på hovedet af tanken. Selvom han var vampyr, og vampyrer blev set for at være ret så modbydelige overfor andre, var han lidt mere stille og rolig, han havde dog sine mørke sider, men han tvivlede på at det var nogen hun kom til at se, hun virkede ikke som typen der ville kunne få dem frem i ham, provokere ham nok til det.

Roman kunne med det samme se hvor utryg Lydia blev ved at Erik også var der, så da Lydia havde besluttet sig for thé, sendte han hurtigt Erik afsted ud i køkkenet for at koge noget vand til théen for derefter at bringe det ind til dem.
Imellem tiden havde Roman vidst Lydia hen til en af sofaerne, foran ildstedet, som han tændte op i, så varmen hurtigt brede sig.
Han gav Lydia lov til at være i en sofa for sig selv, og satte sig bare over i den anden sofa, men helt i enden, så han sad nærmest hendes sofa, så de kunne tale helt almindeligt sammen, uden at skulle råbe til hinanden, fra den ene ende til den anden.
Da Erik kom ind med théen, stillede han to kobber foran dem hver. Roman hviskede så bare noget utydeligt, men Erik opfattede det hurtigt og gik bare ud af stuen og ind sit eget rum.
"Lydia... fortæl mig, hvor gammel er du egentlig?" lagde han bare ud med at spørger, det nok mest basale spørgsmål, men det var sådan man kom ind på folk, selv de mest basale ting skulle man vide om en person, hvis man ville lære dem at kende.

Lydia ville gerne vide så meget om alle væsner som det nu en gang var muligt for hende. Hun var sikker på, at der var en masse som skulle 'indhentes' efter hendes tid som slave, hvor hun næsten intet vidste om alle de forskellige væsner, og hvis Roman ville hjælpe hende med at lære, vil hun blive meget glad for det, på trods af, at hun var meget nervøs i andres selskab.
Hun kunne følge hans nysgerrighed da hun nikkede. Hun så lige på ham med et overrasket blik da han sagde, at han hadede tanken om slaver. "Gør du? Så du.. du vil ikke .. du ved.. behandle mig som en slave?" spurgte hun, og hendes stemme blev lavere nu mere hun sagde, som tegn på, at hun var nervøs over det.

Så snart Erik ikke var der mere, slappede Lydia en smule mere af. Det var lige på grænsen med at snakke med bare en person, og hvis hun skulle snakke med to, vil hun dø, eller det følte hun i hvert fald, og det gjaldt også hvis der bare var en ekstra person til stede, uden hun behøvede at snakke med denne person. Bare der var to ud over hende selv i samme rum som hende, vil hun være mere end rædselsslagen.
Stille fulgte Lydia med over til sofaerne han havde, og hun satte sig ned i den ene, og var glad for at han satte sig i den anden, så de ikke sad for tæt på hinanden. Det var dejligt at sidde her foran ildstedet. Det havde hun ikke prøvet så meget før i tiden. Hendes herre havde en pejs, men Lydia fik kun sjældent lov til at side foran den mens den var tændt op.
Hun smilede forsigtigt over til Roman. Han virkede til at stole på, men hun var ikke sikker på, om hun mon tog helt fejl af ham, og han viste sig ikke at være rar, så snart han vandt hendes tillid? Hun var i tvivl, men vil prøve at give ham en chance. Hun trak benene op i sofaen, og holdte forsigtigt rundt om sine ben. Da Erik kom ind med deres the, gemte hun hovedet ned imod sine ben.
Da Erik igen var væk, så hun forsigtigt op igen. Da Roman spurgte hende, hvor gammel hun var, bed hun sig i læben. "Øm.. 18.. tror jeg nok" mumlede hun, og greb stille ud efter sin kop the. Hun tog en tår af den, men stillede den fra sig igen, da den var for varm at drikke lige nu. "Hvor gammel er du selv?" spurgte hun så, og så på ham.

Han kiggede ned på hende og rystede på hovedet. Aldrig i livet at han ville behandle hende som slave, godt nok kunne han være ond, temperamentsfuld, lidt som en vampyr skulle være, men at holde slaver, torturrer folk for sin egen nydelse... han kunne bare ikke finde den nydelse, den var fuldtstændig uvirkelig for ham.
"Nej da" svarede han bare simpelt og kiggede på hende med et blidt smil.

Han kiggede lidt nysgerrigt på hende, efter Erik var gået, hun var meget nervøs rundt om Roman, det kunne han sagtens fornemme, men endnu mere nervøs når Erik også var der, han forstod godt hendes situation, det var derfor han fik Erik væk med det samme, så hun ikke følte sig utryg ved at være her, og så ende med at flygte måske, han vidste ikke helt hvordan hun reagerede.
Roman satte sig til rette i sofaen, mens han havde sine øjne på Lydia, som smilede til ham, forsigtigt, men stadig et smil, han smilede blidt tilbage.
Han hævede et bryn da hun trak sine ben op til sig og lagde hovedet ned mellem dem, men kiggede så op da Erik kom, og forstod hvorfor hun gjorde det.
Han ventede bare til at Erik gik igen, med et kort gestus.
Han smilede da Lydia kiggede op igen og nikkede. "Tror du nok? hvor mange år har du været slave?" spurgte han nysgerrigt, tænkte ikke over hvor ømt et punkt det måske kunne være for hende, men det var sådan han nogle gange bare var.
Da hun spurgte hvor gammel han var, kiggede han lidt rundt med et tænkende ansigtsudtryk. "Over det hundrede år, men af krop, er jeg omkring det tyve" forklarede han. Han var holdt op med at tælle sine hundrede år, han vidste bare han havde været omkring i mere end hundrede år.

Hun var nervøs for, hvad han vil svare hende. Hun var vant til at blive behandlet som en ussel slave, men hun anede ikke om andre vil behandle hende som en. Hun anede ikke om hun skulle tro på det Roman sagde, da han sagde han ikke ville behandle hende som en. Vil det mon passe, eller vil han, når hun mindst forventede det, slå til, og behandle som en? Hun håbede det ikke, for hun var ikke glad for at være slave, og vil ikke tilbage til det liv igen.

Da Erik var gået igen, og Roman talte til hende, så hun forsigtigt på ham. Ja hvor mange år havde hun været slave egentlig? Hun var ikke helt sikker på det, men prøvede at tælle årene inde i sig selv. Hun kom frem til ca 6 år, men var ikke helt sikker på det. "6 år, måske en smule mere. Er ikke helt sikker, da jeg havde svært ved at følge med tiden der. Var kun inde i hans hus, og kun meget meget sjældent kom jeg lidt ud sammen med ham, men kun lige rundt om hans hus." fortalte hun. Der kunne sagtens være gået længere tid end de 6 år, da hun ikke havde haft n speciel god tidsfornemmelse der. Da han svarede på, hvor gammel han selv var, nikkede hun stille. Det var virkelig mange år, eller var der nogle som var ældre end det? Hun vidste det ikke. "Hvor gammel kan vampyrer blive?" ville hun gerne vide.

6 år?! Det var godt nok mange år hun havde været slave, i hvis han gættede rigtigt, havde det nok været en rigtig slem herre hun havde haft, så det havde godt nok ikke været sjovt for hende, kunne han forstille sig.
Og at hun ikke havde fået lov til at komme særlig meget ud, ikke et under at hun er blevet som hun er. Så bange, mistroisk, men alligevel... så høflig, fordi ellers havde hun sikkert fået høvl hvis hun ikke havde været det over for sin herre.
Roman gad slet ikke at tænke på, hvad han mon havde gjort mod Lydia. "6 år holdt fanget, og han lærte dig ingen ting om verden udenfor?" spurgte han meget nysgerrigt, det måtte havde været en af grundene til at hun ikke havde vidst hvad en vampyr var overhovedet.
Han hævede et bryn af hendes spørgsmål, så meget tænkende ud. Ja hvor gamle kunne de blive, han vidste det ikke helt faktisk, men han havde mødt et par stykker der var over tusinde år gamle. "Altså, jeg ved det ikke helt præcist, men jeg har mødt et par som var over tusinde år gamle" sagde han og smilede blidt.

Hun anede ikke hvad Roman tænkte efter hun sagde hun havde været slave i ca 6 år. Hun var ikke glad for at snakke om den side, eller både og, men hun have lært, at man altid skulle svare på det man blev spurgt om, lige meget om hun ville det eller ej, for hun bestemte under ingen omstændigheder selv. Det var det hun altid havde lært. Da Roman talte, lyttede hun, og svarede så på det. "Han lærte mig en smule. Han sagde, at alle ude i verdenen var som han var, eller endnu slemmere." Hun krøb sammen i sofaen og så på ham. "Og hvis de virkede søde, var det fordi de vil snører mig, og så gøre noget når jeg mindst venter det, det var det eneste han sådan rigtig lærte mig." Hun så nervøst på Roman. Var han virkelig som hendes herre sagde? En som vil snøre hende? Hun var usikker på det. Hun vil gerne stolle på en eller anden, og Roman virkede flink nok end til videre, men turde hun virkelig at stole på ham?
Hun betragtede ham stille mens han så ud til at tænke over hendes spørgsmål. Da han endelig svarede lyttede hun til svaret, og nikkede stille. "Så er du ikke så gammel endnu jo, og jeg sys 100 lød gammelt." mumlede hun.

Roman lyttede meget til det hun fortalte ham, om hvad hendes herre havde lært hende, det var nogle ret så absurde fordomme hun havde lært at få med sig ud i verden, der var mange der ikke var sådan, og der var ret så få der var sådan som hendes herre og måske værre, han håbede at hun ville finde ud af det hen af vejen, hvis hun blev ved med at møde nye mennesker, og ikke var uheldig og løb ind i en der måske var ligesom hendes herre, eller værre, at hun ikke løb ind i sin herre igen.
Roman rystede lidt på hovedet. "Der er ikke mange i verden der er som din herre lyder, det er ret... så få faktisk" sagde han smilende. "Men bare rolig, jeg snøre dig ikke, sådan er jeg slet ikke" forsikrede han hende om, med et blidt smil.
Han grinede og trak på skulderne. "Nej, jeg er ikke virkelig gammel, jeg har nogle år endnu" sagde han smilende.
Han tænkte lidt over hvad hun egentlig vidste om verden, om hun vidste bare lidt om hvad for nogle væsner der rendt rundt omkring. "Hvad for nogle væsner kender du, udover din egen art?" spurgte han nysgerrigt.

Da han prøvede at forklare hende, at der ikke var mange som der var som hendes hære lyder, så hun mistroisk på ham. "Er du nu også sikker på det?" vil hun vide. Hun anede ikke hvad hun skulle tro, om de fleste var onde eller ikke var det. Da han lovede hende, at han ikke vil snøre hende, var hun usikker på, om hun skulle stole på det, eller ikke. Hun bed sig nervøst i læben uden at tænke over det. "Hvordan ved du, at der ikke er mange som min herre?" Vil hun vide. For der var jo nok utrolig mange i verden, og så var der jo nok også en hel del som hendes herre? Da han sagde han ikke var gammel, nikkede hun stile. "Ja ved godt nogle er meget ældre end dig, men det var bare min første indskydelse." indrømmede hun.

Hun drak noget mere af sin the inden den vil nå at blive kold, da den var bedre varm, og det var sjældent hun havde fået the. Hun sukkede stille over det, og var meget tilfreds lige nu. Da han så spurgte hende om, hvor mange væsner hun kendte til, bed hun sig i læben igen. "Øm, en smule vampyrer nu takket være dig, Dæmoner og meget lidt mennesker." Svarede hun forsigtigt, og så på ham. Hun havde ikke rigtig mødt andre racer end de 3 endnu. "Hvor mange racer findes der?" vil hun gerne vide.

Han smilede blidt til hende og grinede svagt. "Det er jeg sikker på, jeg har kun mødt meget få i min lange leve alder" sagde han og trak på skulderne.
Han havde virkelig ikke mødt mange, men han ville også gerne gøre hende tryg ved verden, som hendes herre havde givet hende sådan et dårligt indblik af, verden var ikke det værste, der var mange onde væsner rundt omkring, men ellers var det en verden havde gået stille og roligt til.
Dog nu som jordskælvet var stået til, monstre kom op fra det indre, var det ved at blive et farligere sted at omgås, især for de væsner der blev drevet af lyset, som engle.
"De fleste jeg har mødt, har ikke været noget nær din herre som du har beskrevet ham, der har dog været nogle... men de lever ikke mere" sagde han og grinede lidt af det. Han havde selvfølgelig dræbt dem, da han så deres barbariske måde at behandle andre på.
Han betragtede hende, mens hun drak noget af sin the, og så ud til at have det fint nok, det var han nu meget glad for.
Han kiggede lidt undrende på hende, da hun remsede op af hvad for nogle racer hun kendte, det var ikke mange.
"Det var godt nok ikke mange.." sagde han og roede sig lidt i sit hår.
"Der findes varulve, min værste fjende, så findes der elvere, shapeshifteres, santuines... uhhh der findes mange" sagde han grinende.
Han havde læst meget og hver race, han havde et helt bibliotek fyldt med deres forskellige historier, underworlds historie, han holde af at læse, han kunne virkelig godt lide det.