Der er noget blod, der ikke skal spildes. (Assorian og Camille)

En dansekro var det perfekte sted at fange en lækkerbisken. Efter hans nye forhold til Fenris, se han både på mand og kvinder med samme appetit. Hvorfor begrænse sig? I denne ulykkelige verden, var det jo ligegyldigt om det var det ene eller det andet. Hans fingre gled rundt om et lille krus med...The. Ikke øl, ikke mjød, men en sød the. Godt nok var den drukket og nu skvulpede de kolde rester rundt i bunden. Hans blik gled rundt i lokalet. Det var et stykke tid siden jordskælvet havde ødelagt det nederste af Doomsville, dræbt mange og gjort endnu flere hjemløse. Nu var folk endelig ved at komme sig lidt, da de kunne se frem til en hård vinter. Folk druknede deres sorger og frygt i dybe krus og musik. Derfor var kroen ganske fyldt, måde af middelklassen og de fattige, der blot måtte skylde eller tage opvasken bagefter.
Sean sukkede og så ned mod sit krus. Hans mørke kappe hang over stolen. Støvler, nogle sorte bukser og en sort trøje. Et sværd hang ved hans side, til stor undren for dem der måtte have kendt Sean uden et sværd. Men sådan var tingene nu. Mange ting havde ændret sig og aldrig ville det blive det samme igen. Hans klan udnyttede de sårbare folk i Rotten Root district, der stod uden hjem og mad. På den måde fik han mere magt i den ende af byen, specielt når Sakref ikke så ud til at ville gøre noget ved det. Luce var vendt tilbage og havde mere eller mindre tilbudt sig som hans personlige rådgiver, i ting der omhandlede følelser. Rettere, hans følelser. Tanken pinte ham, men han havde brug for det. Han var træt af rutsjebanerne, af at skiftevis hive folk til sig og skubbe dem væk igen, fordi han aldrig vidste hvad han ønskede.
Utroligt nok havde han faktisk tænkt på Camille på det sidste. Ud af det blå, nok fordi der var blevet snakket om følelser, havde han husket hende. Så længe siden han havde set hende, ikke siden hun meddelte hun ville rejse tilbage til jorden. Mon det var lykkedes? Han var i tvivl, men forventede ikke at se hende igen. Han kunne jo lede...Men han havde ikke rigtig brug for hende og ressourcerne kunne bruges andre steder. Hånden gled igennem det mørkebrune hår, før han studerede sin ring, før han kiggede på armbåndet der havde det præcis samme symbol. Gaver fra Nehthys, det hele med hans symbol på. Et par vinder, den ene side fra en dæmon og den anden fra en engel. Der havde engang været tekst på, men nu var det kun symbolet og de vidste begge hvad det betød. Aldrig skilte han sig af med dem og sov endda med dem på. Et lille smil gled over ham, før han i en pludselig bevægelse skubbede stolen ud og rejste sig, for at gå i gang med jagten. Den burde ikke være svær. Musikken var høj og lystig, folk dansede, drak, spiste og sad på skødet af hinanden. For Sean var det blot normalt. Et sted han kunne jage i fred.

Det var en rolig aften, Asso havde fået et tilbud om noget elverblod som der skulle siges at skulle være meget sjældent, han kunne bruge det til sine eksperimenter han var i gang med så det passede fint, hvad der skete med elveren var han lidt ligeglad med. Hans møde med personen der har blodet skulle foregå på dansekroen, Asso var iført sit jakkesæt og solbriller, også selvom det var mørkt.
Han kom ind i kroen og fandt sig et sted og sidde og ventet, han holdt dog skarpt øje med alt omkring ham for elverblod var jo sjælden og hvis andre havde fået et "pif" om at det blev solgt ville der sikker komme andre for at stjæle det. Han sad dog i nogle minutter og ventet og valgte så og gå op til bartenderen og bestilte et stort glas med whiskey - bartenderen kiggede dog underligt på ham, sikkert fordi han havde solbriller på indenfor men det rørte ham ikke han var lidt ligeglad.
Han gik så tilbage og kunne mærke at nogen holdt øje med ham, han fik sat sig og så satte der sig en mand overfor ham "du må være Assorian ikke? skyggevæsenernes leder?" sagde han med en ret nervøs stemme som om han ville have det her til at slutte hurtigt "ja, det er mig og du må være ham med det jeg bestilte her i går ikke? til mit hus?" nu håbet han bare at manden forstod hvad han mente da det ville være rigtig, rigtig dumt og sige hvad det rigtigt var.

/[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] & [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] undskylder for det meget sene svar! håber det er okay, huskede ikke plottet så godt.. så hvis der er noget der ikke passer så laver jeg det om med det samme!

// først set det nu [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - jeg svare ASAP

Datid :
Inkognito.
Ja - det var da ihvertfald hvad hun havde haft satset på at være.
Den blonde landevejsrøver , hende der også var en torn i øjet på samtlige slaveejere .Halv feen.
En af de rejsende fra Sakrefs selvskab. Den synske . Øgenavne var der en hel hær af- og alle var de sande.
Eftersøgt var hun blevet , da hun havde lagt sig ud ked Isabella deMinion , den største slavehandler af alle..Det var sidenhen kommet frem at Isabella var Tristans søster , hvilke ikke just havde skabt en bedre stemning.  Men Isabella var fortid nu -takket være hjælp fra Sean . De havde bragt hendes imperium til et fald. Og herefter havde Landevejsrøveren holdt sig under radar. Altså ....hun havde jo brugt tiden på at bygge sit lille akedemi i skoven, hvor hun nu var ansvarlig for alle de befriet slaver. De fik lært at læse og skrive og de blev trænet i selvforsvar. Alt med henblik på at øge deres selvværd, og give dem et fundament for at kunne gå i lære hos en bager, smed ....hvad end der bød sig af muligheder - men i hvertfald ryste offer rollen af sig.  
Planerne havde ellers været lagt , hun skulle rejse tilbage gennemportalen og genoptage hendes normale liv, i den dimension kaldet Jorden, som hun oprindelig kom fra.de fleste af hendes venner og bekendte her i Underworld , troede hun var rejst. Kun Sakref og Tristan vidste bedre.


Nutid:
Inkognito.
Big fat joke !
Hun sad på en hård stol. Lokalet var noget nær mørklagt for kun nogle få  olie lamper gav en dæmpet belysning af sig. Hendes tanker virkede stadig og prøvede at udtænke en vej væk, men hendes krop var øm. Øm og med blå mærker der allerede var begyndt at poppe frem, hvis man ellers så efter på hendes arme og ene kind, hvilke den røde store kappe vanskeliggjorde.
Hun var bundet.Fødderne mod hinanden og armene bag om ryggen, fæstnet til stolens ryg.
Halvt foorover hang / sad hun på stolen mens ansigtet var gemt af vejen af det let filtret hår, og af den store hætte der var gledet ned over. Hun bandede sagte, i sine tanker.
Camille St.Clair.  Endnu engang på afveje.
Denne gang var et par mænd - Gale og Stanley - ved af klargøre et gummibåd , en kanyle og nogle glas- for NU skulle der handles ! Deres ven var gået ud til baren, for at hente kunden.

Han udvalgte en ung kvinde, der hang ind over baren med en arm, der viftede rundt i luften, som hun forgæves prøvede at hidkalde mere spiritus. Hans vej igennem lokalet gik nærmest ubebemærket. Efter ritualet for snart længe siden, var det som om han havde styrke nok eller selvtillid nok, til at folk bare flyttede sig for ham og lod ham komme forbi. Få gange måtte han træde til siden for et fuldt par, der oftere trillede rundt på gulvet end stod og dansede. Til sidst ramte hans hænder baren, på begge sider af kvinden, da han pressede hende ind mod baren. Hun kom med et stort hvin og grinte. Sean smilte selv svagt - Hans elskede de typer der tog imod al slags opmærksomhed, selv åbenlyst perverse af slagsen.
Han kyssede hende på halsen og skulle til at sige noget til hende, for at lokke hende i sit net, da han blev opmærksom på to mænd der sad og snakkede ved baren. Han stod lige bag en af dem og det lod som noget spændende...Skyggevæsnernes leder...En handel. Pludselig var hans nysgerrighed vakt og han blev ved med at lege med kvinden, men kun for at aflytte dem yderligere.

//Husker heller ikke det specifikke. Kan ikke engang huske om Sean og Assy kender hinanden på dette punkt...xD

//Asso og Sean kender godt hinanden, sådan har jeg i hvert fald opfattet det xD

Asso snakkede stille med manden som valgte og allerede og tage en lille flaske med noget blod i, og han kunne fornemme at noget ikke passede "ja så.. må jeg se den her elver?" sagde han til manden som rejste sig op og viste tegn til at følge med. De kom ned i kælderen og Asso kunne fornemme at noget ikke passede, de kom ind i et lille rum og så.. var han ved at falde sammen, der sad hun, en han havde troet han aldrig ville få se af igen, sin egen søster? selvom hun faktisk er hans kusine men han har altid betragtet hende som sin søster.

(Flashback)

Tusindvis af minder kom styrtende, fra dengang Asso's far og Camille's far var i samme dimension men valgte at gå hver sit for at tjene penge men stadig holde kontakten på en ældgammel magisk måde, Asso husker dengang han var menneske og leget med sin kusine, de to var uadskillelige som to søskende som bare virkelig havde det godt med hinanden, Asso husket dengang hvor hun kom i problemer, hvilket ikke var nyt dengang heller ikke, med nogen drenge og Asso kom hende til undsætning og fik dem jaget væk, selv i en lille alder havde Asso været meget muskuløs pga hans var trænet ham hver dag så i en lille alder var han stærkere end de fleste børn. Camille's far og Asso's far var brødre, de var nemlig begge to mennesker. Asso's far Mightnark og Camille's far John var ligesom, Asso og Camille utrolige tætte, de delte alt sammen. Asso husket også dengang da de var ved åen ham og Camille og fiskede sammen, det var de bedste tider i hans liv indtil det hele bare gik ned for ham.

(nutiden)

Asso kiggede på manden der ville sælge og slog flasken med det såkaldte "elverblod" ud "din fucking nar! det er feblod det der!" og forvandlet sig med et whush til sin skyggeform, og trak sit sværd og få sekunder efter var de alle sammen døde, alle dem der holdt hans søster til fange, han forvandlet sig tilbage og skyndte sig og binde knuderne op som holdt hans søster til stolen, hun havde mistet meget meget blod "for fanden Camille du har bare ikke og forlade mig nu" sagde han og bar hende hende til en vask og begyndte og rense hendes sår og gav hende lidt vand. Han kunne ikke fatte at han bar sin søster og han kunne se sin søster igen, en person han har savnet mere end nogen andre, han nussede lige så stille hendes hår og fandt en gammel seng i kælderen og lagde hende der, han håbet bare hun var okay og snart ville vågne op, han havde dog fået lappet de fleste af hendes sår men han havde ikke tålmodighed, han ville se sin søsters øjne slå op, han vil høre hendes stemme, han vil have hende til at vågne op og det skulle være nu.

//hvad synes du om mit og Camille's lille twist Sean

Langt væk.Som hun stod og så på ....langt væk.
Det hele fremstod som et mareridt , en ond drøm svøbt ind i en grå tung dis.
Selv med et sind der var afkræftet , som også kroppen var , kunne Camille ikke lade være med at brokke sig. De idioter ...tænk så langt de gik, al det arbejde og så gjorde de det for elver blod, fæhoveder! De ville have eksploderet af glæde , hvis de vidste hun var fe - og mon de vidste hvor høj kurs bare en smule af hendes blod havde? hvilke magiske egenskaber der altid havde været knyttet til det. Det berettede de gamle skrifter om , men hun kunne jo ikke vide om det virkelig var sandt. Camille havde dog et særligt forhold til drager ,det var dog bevist - et formet af en dyb respekt der havde vist sig gensidig - så på dét punkt havde skrifternes løfter været sande. De skrifter der også tale om magiske egenskaber fra feers blod, blodet havde en helt unik smag ..og så var der deres tåre...Dust skulle kun bruge en enkelt , og havde betalt en formue for den...så hun havde ingen grund til at tro det hele var opspind, nej.

Hun skulle netop til at hviske sin hån ud, latterliggøre deres handling - det eneste hun havde at lange ud med efter mændene var hendes irettesættende nedladende ord men en knirkende dør og nye fortrin , bremsede hende.
Camille kneb øjnene sammen, brugte enormt meget energi i forsøg på at fokuserer på hvad der skete. Hun var dog ved at glide væk, blive bevidstløst....de havde taget for meget af hendes blod , og hun havde fået få lidt mad over de sidste uger. Hun var derfor svimmel - og der var tydeligvis også markant problemer med at få ilt nok til hovedet, for det sidste hun syntes hun hørte for det sortnede for hendes
Indre....var lyden af Assorian . Hendes fætter...det tætteste på en bror hun nogen sinde havde haft. NU vidste hun at hun måtte være død. Assorian VAR jo død!!

Sandheden om Camilles fætter og onkel' datid :
Assorian og hans far havde været faste skikkelser i Camilles barndom.
Hun elskede Assorian som en bror og så meget op til ham. En smule forblændet af den lidt ældre dreng , havde hun været.
Var de ikke sammen , så modtog Camille pakker med små hilsner som tegninger , dukker , en tørret Bille eller pirat øjeklap - og da Assorian var lidt ældre kom der lange breve fra ham m og hun skrev tilbage til ham . Fædrene sørgede for børnenes relation blev plejet.
Omkring den tid Camille mistede sin mor, begyndte brevene at blive mere sjælden for til sidst at ebbe helt ud. Der kom ikke retur svar , når Camille skrev.

Og først efter mange år, fandt hun det forfalskede brev, der forklarede at de var døde i et bil uheld.
Men de var virkelig rejst hertil, til Underworld .

Camilles far John , havde fundet ud af "der var noget der hed overnaturligt " , da han en dag så Camilles mor afklædt efter et bad....nu med vinger ! Camilles trygge verden blev vendt på hovedet, for hendes far havde mistet sin forstand - bogstaveligt talt- ved synet og det var bestemt ikke fordi han var overvældet af skønhed.
John var skrækslagne og væmmedes ved vingerne og det unaturlige makaber islæt ved hans hustru. John havde faktisk i effekt og galskab smidt hans hustru ud, og truet hende med at skade Camille, hvis hun viste sit ansigt igen.
Camilles mor tog flugten ind i feernes rige.

Den aften fortalte han Camille , at hendes mor var død, et uheld på en hest , og så var der ellers total forbud mod så meget at nævne sin mors navn igen , for Camille.

John betroede sig til sin bror...og de to brødre besluttede at deres veje skulle skilles, for en tid , for at skabe ro og forfølge karriere. Mightnak havde desuden hørt rygter om en portal der førte til en anden dimension, og den ville han prøve sammen med sin søn. På den måde blev de tætte familie bånd, brudt .

Nutid

Og nu var han her Assorian ...kommet efter Camille, så det kunne jo kun betyde hun VAR død.
Pis....Tristan ville blive SÅ pissed ! Lød Camilels sidste tanker, før alt omkring hende tonede ud , lyde og dufte ...stemmer og fornemmelser....alt blev sort.

Måske kunne hun registrer bevægelser og at blive flyttet på.
Måske kunne hun mærke blide strøg , med en fugtig klud hen over den ømme mishandlet hud, og en klæde der blev bundet stramt henover bagefter.
Måske drømte hun bare. En smule kvalme sad i hendes bryst, mens hun forsøgte skabe hoved og hale i stemmen...eller var der flere ...som der talte i rummet- hun kendte de stemmer....dem begge ??
Hun bevægede sine fingre, pressede sine skuldre ned , men havde endnu ikke slået sine øjne op, måske var det mer sikkert bare at blive liggende...med dem lukket ?


// Ikke så meget tale, endnu - men det er mere for at skabe rum til Seans entre          - med mindre han er igang med hed elskov hen over baren ? :p

Han hørte dem snakke og som den fremmede mand flyttede sig, fordi de var ved at gå, genkendte han Assorians skikkelse. Han blev forundret. Han havde kun mødt manden kortvarig i en smykkebutik, så det var ikke meget han kendte til manden. Alligevel var det lidt underligt at se ham her, i så shady selskab. Mens han stak en undskyldende mønt mellem brysterne på kvinden, forlod han hende og fulgte lydløs og uset efter det skumle par af to mænd, der forsvandt mod baglokalet.

Under hele scenariet holdt han sig skjult. Han ville ikke blandes ind i unødige problemer, bare for nysgerrighedens skyld. Men hvem ved, måske lærte han noget nyt, som han kunne bruge senere? Han skubbede sin påtrængende sult i baggrunden og koncentrerede sig om de få ord der blev ytret, før det lød som om nogen sloges.
Han genkendte navnet Camille...Men så unormalt var navnet vel heller ikke? Hans tanker gled til den Camille han kendte...Men hun var jo rejst tilbage til jorden. Et latterligt sted...Men hun havde sikkert ikke kunne vente med at forlade dem alle sammen. Eller bare ham...
Ikke fordi han ville gentage sin broders fejltagelser og smask forelske sig i kvinden. Hun havde aldrig været mere end selskab fra tid til anden, efter han havde reddet hende og hun havde skældt ham ud for at myrde hans egen baby.

Der faldt lidt ro på og han kiggede frem. Det første han så var de døde mænd, den tomme stol...Og så fik han øje på ryggen af Assorian og kroppen af en eller anden kvinde. Stadig stærkt overbevist om at den Camille, han kendte, var et andet sted, genkendte han ikke umiddelbart kvinden i hans arme. Han trådte frem fra sit skjul og gik tættere på, mest med den tanke at tage Assorian på fersk gerning i et eller andet og måske få noget brugbart ud af det...
Men så genkendte han alligevel det lidt blege ansigt på kvinden. Og selv det havde lydt som om Assorian faktisk havde kendt eller kendte hende, var han ikke i humør til at lade hende i hans arme, så længe han ikke kendte sandheden.
Derfor gik der heller ikke lang tid, før han pludselig stod ved Cams anden side og resolut lagde armene ind under hendes krop, som han tog hende op i sin favn. Som Archdemon, og så let hun var, var det ingen sag at bære hende. Hans mistænksomme blik gled over Assorian nok en gang.
"Jeg ved ikke hvad du laver her...Hvad hun laver her...Men hvis du virkelig bekymre dig for hende, lader du mig hjælpe hende" kommenterede han. Hans stemme bar autoritet og tålte ikke modsigelser. Og uden videre ord, gik han over til bagdøren, der førte helt ud af værtshuset og sparkede døren op. Det larmede noget, men med musikken og alkoholen indenfor, var der nok ikke mange der ville bemærke det, før de opdagede skaderne i morgen. Sandsynligheden for at den havde været låst, var for stor og han havde ingen lyst til at lægge Cam fra sig alligevel. Og på den måde kidnappede han nu selv den sløve halvfe og påkaldte sig opmærksomhed fra en hestevogn, der kunne køre dem hjem til ham, hvor han kunne give Cam den pleje hun havde brug for.
Og dog ulmede en svag vrede i hans indre.
Hvis hun ikke var rejst...Hvorfor havde hun så aldrig sagt noget?


//SÅ træt! Så beklager den sikkert dårlige kvalitet...Anyway, ved ikke HVOR meget de kender hinanden Assy, så...-.-

Asso kiggede på sin søster, men noget tog hurtig hans blik, en person han godt kunne huske, nemlig Sean, Asso nåede ikke og svare ham inden han havde taget hans søster og bevæget sig af sted med hende, i rent og afskær fordi han lige har fundet sin forsvundne søster forvandlet han sig til sin skyggeform og svævede hurtigt efter Sean.
Inden Sean nåede og få kaldt en hestevogn til sig råbte Asso til ham "SEAN jeg beder dig kun en gang om at sætte min søster ned! du får historien bagefter hvis det kan hjælpe" råbte han med sin skyggevæsen stemme, hans "brorinstinkt" tog over, og han ville dø og dræbe for sin søster, hvis det blev nødvendigt.

//det var et fint svar Sean! mit svar er til gengæld kort og.. dårligt synes jeg xD

// altså i to - vi skriver hvad der falder os ind - længde og den slags er ligegyldigt - nogle gange har man meget på hjertet og andre mindre, det jo vores samlet lille historie der tæller //

Det var som hun skulle kæmpe sin vej gennem et tykt lag klistret vat, for at komme op til overfladen. Men klisteret ville ikke rigtig slippe hende.
Camille befandt sig et sted mellem søvnens fjerne land og bevidsthedens vågne tilstand- men hun var så tung i hovedet, døsig og uklar .  Stadig så påvirket at øjnene ikke længere ville lukke sig op, men forblev lukket i.
Hun fornemmede mere bevægelse og stemmer....igen de der stemmer.
Assorians stemme tog hende med tilbage i minderne , til en grøn eng hvor de løb med deres sommerfugle net på jagt efter de smukke dyr. Og hun huskede hvordan Assorian havde fanget en , og hvordan Camille havde tigget ham om at slippe den fri.
Først da hun havde forsøgt at vælte ham omkuld , havde Assorain leende sluppet den smukke røde sommerfugle fri og trukket Camille ned i det bløde græs.
Græsset ændrede farve....engens blomster skiftede kulør, og stemmen skiftede , stadig en mande stemme men ikke længere den af et barn.
Et minde tonede frem ...Zean og Camille på en eng. Altid i gang med at skændes om noget han havde fået helt forkert fat i, eller Noget Camille totalt ikke forstod.
De havde trænet med hendes evne, og Zean burde være hjemme nu. Hans kæreste , Elias mor , Dawn var ikke glad for Zean tilbragte så meget tid med Camille, men ....alligevel var de her ...på engen, og deres tid sammen havde betydet meget mere for Camille, end hun nogensiden ville være i stand til at vise Zean....Zean....mindet blev anderledes og ændret nu, fra blødt græs til en silke blødt tørklæde..til hun nøjsomt bandt tørklædet om øjnene, og tog synet fra den pæne mørkhåret fyr....Sean, hendes ven.
"Så....kan du gætte hvem jeg er" mumlede Camille i tåger ,  og selv om hendes arm hang slap, var der nu et lille ryk i hendes hånd, og hun viftede med pegefingeren. Klart ved at kæmpe sig sin vej tilbage.

Midt i alle de sløret brudstykker af minder , vidste hun godt det var tid til at vågne.
Formentlig var det et overlevelses instinkt det var på spil for hun følte stemningen omkring sig var anspændt....hun måtte finde ud af hvad der forgik, bød hendes underbevidstheden.

"Arrgh.... " med en sagte klagen, blev øjnene slået op og Camille kunne se sig omkring. Hendes hånd lagde sig beskyttende over hendes pande, og det første ansigt hun kunne genkende var Seans, men Assorians så hun sekundet efter.
Forvirret skiftede hendes øjne mellem de to mænd, før hun fastholdte Seans øjne.
Stemmen var let skræmt og hendes øjne det samme. "Sean...den er helt gal...jeg ...ser døde folk !" nikkede hun i retning af Assorian. Tåre pressede sig på....Christ hvor hun dog savende ham. Assorian. Hun var bange for at række ud efter ham, hvis genfærdet ville forsvinde .Hun gav sig , i et forsøg på at komme op på albuerne , og videre op at sidde.

Sean stod allerede med Cam i sine arme, udenfor ikke mindre. Han forstod ikke hvorfor Assorian mente det ville hjælpe at være i sin skyggeform, andet det ville forhindre Sean direkte slog eller sparkede ham, men også begrænse hvad Assorian selv kunne gøre af fysiske ting. Hans blik gled bedømmende ned over manden, men han var ikke i sinde at give sig. Det gjorde han aldrig. Han havde som regel aldrig noget at frygte og det havde han heller ikke denne gang, han nægtede at bøje sig bare fordi nogen prøvede at kommandere med ham. Specielt når det gjaldt sikkerheden med en af de få personer han faktisk bekymrede sig over. Han kunne sagtens se hvorfor hans bror, Zean, var blevet forelsket i denne kvinde. Måske ville han selv have haft nemt ved det, havde de tilbragt mere tid sammen, men som det var nu, virkede det som en sær ting at tænke over.
"Hun er ikke i stand til at stå selv" svarede han blot med en rolig stemme, der samtidig var hård som en kold mur. Og mente dermed det var en logisk grund til at sætte nogen som helst, nogen steder hen!

Men inden han nåede at hidkalde en hestevogn, bevægede Cam sig og hans blik gled ned på hende. Som hun så på ham, sendte han hende et lille, betryggende smil. Alligevel gled hans øjenbryn sammen i en undren, da han så over på Assorian, før han så på Cam igen. Hun var ikke helt frisk...Han var i tvivl om han burde vente med at fortælle hende at Assy faktisk var levende til hun havde det bedre eller bare gøre det nu og risikere hun satte sig selv i en yderligere skrøbelig situation. Men uanset hvad kunne han ikke bare ignorere Assorian, som han stod der og pressede på i et heftigt forsøg på at virke stærkest.
"Camille, lyt til mig. Du har mistet en masse blod og har brug for hjælp. Men derfor kan jeg sagtens afsløre at dine øjne ikke fejler. De eneste folk du ser her, er de levende" Hans stemme havde ændret sig, blevet mere venlig, som han snakkede til Cam. Hvis hun absolut ville ned og over til Assorian, ville han selvfølgelig sætte hende ned. Hvis ikke, ville han blive ved med at holde hende i sine arme. Han følte sig faktisk en anelse forvirret. Cam havde familie? Det havde han ikke hørt om før. Ikke som i at hun havde søskende...Hans mistænksomme blik gled over til Assorian.

Asso forvandlede sig tilbage og prøvede at være rolig, han var bare nervøs for sin kære søster og første gang i langt tid, var han bange, han var bange for at miste hende endelig havde han fundet hende igen efter så langt tid men bare på sådan en.. frygtelig måde, men selvfølgelig, det kan jo ikke blive ligesom i eventyr hvor de mødes på en fin græsplæne og ser hinanden og krammer hinanden og alting er godt og de er lykkelige, nej nej, det kunne det selvfølgelig ikke. Han vendte tilbage til nuet og kiggede over på Sean "undskyld det før.. jeg vil bare ikke miste hende igen.. min kære Camille" sagde han og agede hendes hår "jeg er ikke død søde, jeg er lige her, her hos dig" sagde han og kiggede på hende og smilede til hende og tog så blikket over på Sean igen "vi må få hende væk kender du et sted hvor vi kan tage hende hen? så hun kan hele dig?" sagde han og kiggede så ned på Camille og kyssede hende på kinden.

Mistet en masse blod ? Camille pressede på for at få oplevelserne frem i lyset.Der lå lige foran næsen på hende, så tæt at hun næsten kunne række ud og røre ved dem, men de var svøbt i tåge. Tabt en masse blod ,rungede det bagerst i hovedet og SÅ kunne hun pludselig nå! "arg..de skidderrikker...de tappede mig, de vidste jeg var fe" mumlede hun, og selvom hun var afkræftet og svag kunne irritation spores i stemmen. Hun ville have elsket at være fysisk stærk nok til selv at få fat i nakken på dem og sparke de spader helt  ind i næste år, efter deres stupide behandling af hende.

istedet fandt hun tryghed i at have Seans favn at hvile i, hun vidste han var kompetent.
Derfor blev Camille lidt mundlam da Sean mente alle var levende.Måske han bare ikke kunne SE Asso , ligesom Camille kunne? Det ville jo forklare hvorfor han mente alle var levende. "men det kan jo ikke passe...?" fik hun kun lige sagt, før Assorian stod ved hendes side og hun mærkede den lune fornemmelse af hans hånd, der strøg over hende og dernæst hans læber. Hun følte sig ....lille igen...hun havde ikke set ham hele hendes voksen liv, men havde istedet brugt det på at savne ham. Han var det tætteste hun ville komme på en storebror. "Assorian, det er virkelig dig. men... en lille tåre af glæde bryde ud og bugtede sig ned af den blege kind, Hendes hjerte slog en koldbøtte ."Assorian... hviskede hun hans navn, fyldt med varme og kærlighed.
"Sean... kan vi komme hjem til dig? Og skolen...børnene....hjælp dem, send bud ud til min skole, om de skal i øge forsvaret til level 3, så vil jeg være meget taknememlig " Camilles øjne ville igen glide i og hun ville synke hen i en søvndøs, da udmattelsen havde alle klør sat i hende. Og ikke før de var hjemme hos Sean eller hvor de nu kom hen- ville hun vågne op.

Hans blik holdt opmærksomt øje med Cam og hendes tilstand. Han ønskede ikke der skulle ske hende mere, han ønskede blot at give hende muligheden for at komme sig. Det var sjældent noget kunne forvirre ham eller overraske ham, som Cam og Assorian der ikke blot kendte hinanden, men kaldte hinanden familie. Det var jo absurd...Absurd! Og noget han aldrig havde hørt blot hentydningen af. Hvordan kunne to folk holde en hemmelighed så godt? Og så lige fra ham...Det huede ham ikke specielt. Men han viste det ikke, lod sig i stedet rive med af situationen, som var det noget af det mest normale. For slet ikke at nævne, at Cam endnu var i Underworld...Sidst de havde mødtes, havde hun meddelt at hun ville tage hjem til jorden. Der var mange spørgsmål!
Hans blik gled over på Assorian for at se om han ville sætte sig imod Cams ønsker, før han fløjtede højt af hver hestevogn der kørte forbi dem, til en af dem stoppede.
"Vi tager hjem til mig, Assorian. Bare rolig, jeg har erfaringer med at lappe folk sammen. Af en eller anden grund ender den slags altid på mit køkkenbord..." kommenterede han. Som altid, når situationen krævede det, var han den fødte leder og klarede tingene med overraskende præcision og ro. Først når han kom hjem kunne han sende besked til hendes skole dog...Ja, den vidste han trods alt fandtes! Selv om han på intet tidspunkt havde tænkt på hun endnu havde gemt sig på den...Hvis han havde vidst det, ville han nok have opsøgt hende for længe siden. Måske.
Endelig stoppede en hestevogn og Sean nikkede til Assorian om at åbne døren, så han kunne træde ind med Cam.
Medmindre Assorian ville noget fuldstændigt andet, satte de sig altså ind i hestevognen og Sean gav kusken en adresse, som de skulle køres til.

Efter en lidt rumlet tur igennem byen, kom de endelig til hans adresse i terrorville, den rige del af byen. Da de trådte ud af hestevognen, bad Sean kusken vente, så han kunne få sin betaling om lidt, mens hans selv - med Cam i sine arme - gik op til sit hjem. Med den ene arm lukkede det ham at få åbnet hoveddøren og træde indenfor...
De trådte direkte ind i en stor entre, hvis kolde gulv bestod af cremefarvet marmor. Ligeud var der en stor trappe, der førte op til husets mere private dele. Til begge sider var der døre, der førte til andre steder i huset. I loftet hang en stor lysekrone og sørgede for entreen altid var dejligt oplyst, når man trådte ind.
Hans bulter, Sigmund, kom snart fra en af dørene, som Sean havde været på vej hen imod. Nemlig døren til hans køkken. Køkkenet var det vigtigste sted i hans hus, det var der folk samles og alle de store ting virkede til at foregå. Måske var det fordi det også var det mest livlige sted i hele huset og husets beboer elskede at tilbringe tid der også.
Sigmund var en ældre mand, et menneske, klædt i sort og med det grå hår redt tilbage. Men selv om han var et menneske, stolte Sean fuldstændig på ham. Uden ham var han aldrig nået så langt, som han var i dag.
"Sigmund. Sørg for kusken udenfor får betaling" bad han, uden at introducere nogen som helst eller indføre butleren i situationen. Det kunne man gøre bagefter. Med et kort blik over skulderen for at se hvad Assorian lavede, gik han til køkkenet.
En af dørene fra entreen førte ned i køkkenet. Man skulle ned af tre små trappetrin, før han stod i selve køkkenet. Køkkenet var altid et lunt sted at befinde sig. Til ventre var komfur og ovne, til højre stod flere skabe med enten tørre madvarer eller tallerkner og glas. Køkkenet havde sin egen dør ud til gaden, som de fik varer ind ad. Midt i køkkenet stod et langt bord, med bænke og stole til begge sider. Det var her folk yndede at sidde. Enten for en kop the, et måltid eller en snak.
Midt i køkkenet stod også Mary, hans buttede kok, hvis grånende hår var bundet op i en vilter knold i nakken. Hun tørrede sine hænder i sit normalt hvide forklæde, da hun så dem komme ind. Straks hev hun en gryde af komfuret og ilede over for at hente vand - Alle i huset var van til at Sean hev lidt af hvert med sig hjælp og det var tydeligt Cam ikke havde det godt.
"Mary. Vand, tak. Og sørg for at hente kassen med forbindinger" bad han, da han forsigtigt lagde Cam på det store bord i midten. Han skyndte sig over til et af skabene og fandt en stak klude og nogle viskestykker, han tog med sig over til Cam. Nogle af viskestykkerne lagde han sammen og lagde under hendes hoved, så hun i det mindste lå bare liiidt bedre. Han satte sig på kanten af bordet, ved siden af Cam, mens han ventede på at Mary kom med de ting han havde brug for. Hans blik gled over til Assorian på et tidspunkt, men ellers forholdt han sig stille.

Asso lyttede til hans ord og blev rolig, han havde ikke kendt Sean i lang tid men han viste sig, at være en god ven alligevel mest af alt fordi han kendte Cam også. Han nikkede til ham, som i at han accepteret og tage hjem til Sean, alt for at redde sin søster. Turen derover føltes som en evighed, der kom mange tanker og minder frem i Asso omkring ham og Cam da de var mindre, åh det var nogen fantastiske minder.

*Minderne*

Åh de minder som kom det gjorde ham glad Asso, den gang de var lille og Assos far var i live og sammen med hans onkel, det var tider. Han husker da ham og Cam en gang var kravlet op i et træ og kunne så ikke komme ned igen, åh hvor deres fædre grinede af dem og hjalp dem så ned. Eller dengang hvor Asso var faldet i åen der var ved deres hus, hvor Cam stod og grinede af ham og glemte helt og hjælpe ham op da hun så hjalp ham op, så fik hun et lille skub og så var rollerne skiftet, selvom deres fædre blev lidt sur på dem så kunne de også se det sjove i det. Eller dengang de var ude i skoven og lavede en træ hytte med deres fædre han husker de nætter, hvor ham og Cam overnattede ude i skoven og snakkede og snakkede om alt muligt, lige fra hvor skøre deres fædre var, hvor meget de elskede hinandens selskab og hvor meget de ville bo i den her hytte i skoven, den var så fed!.

*Nutiden*

Han nåede lige og komme til sig selv igen da Sean sagde de var hjemme ved ham nu. Han lod Sean tage Cam fordi han tog hende først men det var okay, Asso stolede på ham. Asso sendte Sigmund ind til Sean igen fordi han skulle hjælpe ham og Asso betalte så kusken for turen og han var af sted igen. Han skyndte sig ind til Sean og Cam og gik først over til Cam "min kære Cam.. få det bedre.." og han kyssede hende på kinden og gik over til Sean "Sean, jeg beder aldrig folk om noget.. men det her er min søster.. så jeg beder dig, få hende til at få det godt igen" han kiggede over til Cam og fik meget et meget nedtrykt ansigt på og gik så tilbage så Sean kunne gøre det, der måtte gøres.

//UNDSKYLDER FOR ventetiden

// Gud jeg troede det var dødt XD emner vi videre ? Jeg fornemmer i begge er langt videre i historiens løb , så måske skal vi blot sige dette var her Camille opdagede ASSORIAN ikke var død og SEAN opdagede Camille og ASSORIANS RELATION.... OG ASSORIAN FIK SIN LILLE plageånd tilbage i tilværelsen....og de store bogstaver dem glemme i bare...overgang i tastaturet ser det ud til XD //