Inviteret til fest! (Raf)

Huset havde summet af aktivitet i flere dage og specielt i dag havde folk haft travlt. Tjenerstablen havde faret rundt, gjort rent og pyntet op, mens kokken og køkkenpigen havde været i køkkenet hele dagen. Grundet kaosset med de mørke væsner, havde det været svært at sikre alle ingredienserne til drikkevarer og mad, men de måtte klare sig med det de kunne. Penge var heldigvis intet problem.
Nu, til aften, var det hele klar. Sean var trukket i et finere stykke tøj. Nogle sorte lædersko, et par finere, sorte bukser og en hvid skjorte, med en sort jakke ud over. Dog havde han hverken butterfly eller slips på, til gengæld var hans øverste knapper knappet op, hvilket gav ham et ungt udseende. Med lette skridt gik han ned af trappen, mens han rettede lidt på jakken og lod hånden glide igennem håret. Hallen var pyntet op og et live-orkester stod i det ene hjørne og sørgede for der var en konstant strøm af musik, både noget vildere og blidere. Håret var redt tilbage, men pandehåret nægtede at lægge sig, som det gled ned over hans pande, som altid. På den ene hånd havde den sædvanlige ring og om det ene håndled, sit armbånd.
Entreen var forvandlet fra en normal, halvkold entre, til et varmt og hyggeligt rum. Hans tjenere havde sørget for et stort bord, ved den ene væg, med en mindre buffet af små ting og sager, foruden masser af drikkevarer, både med og uden alkohol. Der var tændt masser af lys, så rummet var lyst godt op af levende lys.
Festen var allerede i gang og der var allerede ankommet en del folk. Flere af hans rige bekendtskaber. Han havde indlagt sine sønner til at komme, men som han skimmede rummet, kunne han faktisk ikke få øje på nogen af dem. Elyas, hans nevø, var der dog, hvilket glædede ham. Connor sov og han havde bedt en af tjenestepigerne om at se til ham i løbet af aftenen, hvis festen blev for højlydt og han vågnede.

Der var gået lidt tid siden han havde snakket med Luce. Hun var selvfølgelig inviteret til festen.
Flere ting var sket siden. Han havde været sammen med Fenris igen, hvilket lokkede et lille smil frem på hans læber. Han havde allieret sig med Assorian og Sakref, samt lagt hemmelige planer med Assy, så de kunne undgå Sakref og styre deres eget. Det glædede ham at han ikke var den eneste, der følte sig utilpas ved Sakrefs selskab.
Han kom endelig ned mellem folk og blev straks mødt af smil, småsnak og hilsner. Kvinder, der som altid faldt i stimer over ham og mænd, der gerne ville snakke om den nye situation i byen eller politik og økonomi. Han deltog høfligt i det hele, selv om han vedblev at se sig omkring efter Luce. Alle disse aura måtte vel forvirre hende? Uanset hvad måtte han prøve at finde hende og se om hun var okay midt i festen. Han mærkede både en hvis frihed og nervøsitet, af at have denne fest i sit eget hus. En oplagt mulighed for skjulte fjender at placerer magier, udforske hans hjem og snage. Han havde jo selv udnyttet fester på den måde, før.

Luce havde fast flyttet ind hos Sean. Hun holdt sig dog mest for sig selv eller også var hun oppe på slottet for og videre udvikle sig så hun bedre kunne forsvare sig selv. Træningen havde stået stille i alt den tid hun havde boet i Dragons Peak og hun var vel blevet ret rusten i det så det skulle lige fin pudses. Hun stod på sit værelse og var blevet ret nervøs for, hvordan aftenen ville gå da hun normalt ikke var ude når der var mange folk til stede. Hun blev altid rundt forvirret og kunne aldrig finde rundt når der var for mange omkring hende. Hun havde heldigvis fået Speedy hos sig igen og ville derfor være sikker på, at der var nogen hos sig hun genkendte og som kunne føre hende rundt uden og skulle være afhængig af, at Sean var i nærheden af hende hele aftenen.
Hun havde en mørke lilla og sort kjole på der gik ned til hendes knæ og et sort stof bundet rundt om hendes øjne som hun dog kunne se igennem da det ikke var så tykt da hun havde en ide om, at folk ikke ville være trygge ved og se hendes kridhvide øjne. Hendes hår hang i en høj hestehale. Hun kiggede ned på Speedy der lå ved hendes fødder og ventede på hende. Hun var lykkelig over, at have fået ham. Han var hendes et og alt og hun kunne overhoved ikke undvære ham. Hun tog fat i hans sele og han rejste sig med det samme op og var klar til og føre hende ud i hallen til de andre.
Speedy førte Luce ned af trapperne til den store folkemængde. Hun stoppede dog midt på trappen og kiggede rundt på alle aurarerne der var der. Hun var nervøs og det kunne man tydeligt se på hende. Hun havde ikke set nogen fra Doomsville i lang tid og nu var der en masse fra Doomsville samlet et sted. Det skræmte hende.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han konverserede med nogle af de tilstedeværende, som han efterhånden ikke havde set i et stykke tid. Nogle par, som han normalt snakkede forholdsvis godt med.
"...Og alle de sorte væsner! Vores søn er soldat i militæret, ved du nok. Og de historier han fortæller! Jeg fik selvfølgelig trukket i de rigtige tråde, så han fik en stilling, hvor han ikke risikerer sit liv lige så meget...Sikke forfærdeligt det ville være!" fortalte Hr. Hundon, som boede lige nede af vejen. Sean nikkede venligt, men kunne ikke lade være med at tænke på dem, der ikke havde samme mulighed. Men hvad kom det også ham ved? Han ville sikkert have gjort det samme, var det ikke fordi han faktisk mente hans sønner skulle lære at klare sig selv og overleve i den slags situationer.
"Bliver I i byen, Hr. Hundon?" spurgte han roligt, og manden så lidt på sin kone et øjeblik, mens han nippede til sin drink.
"Åh ja. Nu nærmer Yulen sig og vi har hørt de næsten er færdige med at reparere muren. Åh, har du forresten hørt om at man kan donerer til Rotten root? Alle de hjemløse og sådan. Ja, jeg snakkede med min kone om det..."
"...De stakkels små! De må have det forfærdeligt. Ja, vi har i hvert fald tænkt os at donerer lidt, ikke også, kære ægtemand?" tilføjede konen og Sean kunne ikke lade være med at smile lidt, før han nippede til sin egen vin. Han lod det køre lidt rundt i glasset, mens han så sig omkring.

Han fik snart øje på Luce. Han undskyldte sig og begyndte at bane sig vej igennem mændgen af folk, der ikke helt var så stor, som nogle af de fester han selv havde været med til. Det skyldtes til dels at nogle var flyttet fra byen, efter alle de forfærdelige ting der var sket, og til dels at han ikke orkede at have så mange folk på besøg.
Et smil hvilede på ham, da han stoppede op for neden af trappen. En tjener fik hans glas og besked på at fylde hans op og finde et til Luce. Han vendte sig om og så op mod hende, som han lod hende komme ned, med hunden ved hånden. De nærmeste så allerede nysgerrigt op på denne kvinde, som ankom nu og som boede hos Sean. Nogle hviskede til hinanden. Sean havde efterhånden introduceret dem til flere kvinder, deriblandt Alane, og nu måtte snakke gå om hvilken undkarl han var og hvordan han hele tiden lokkede de unge kvinder i sit net. Noget Sean kun fandt underholdende.
Han rakte en hånd frem til Luce, som hun nærmede sig, for med hendes tilladelse at tage hende hånd og hjælpe hende de sidste trin ned af trappen, som den gentleman han nu var.
"Godaften, Luce. Du ser skøn ud" kommenterede han, omend der lå intet andet end venskabelighed bag det.

Hun hørte folk snakke rundt omkring i salen. Det virkede ikke som om nogen havde opdaget hende så hun ville sagtes kunne nå og fordufte væk fra trappen og blive på sit værelse resten af aftenen indtil festen var forbi, men så ville Sean sikkert bekymre sig, hente hende eller et eller andet og det ville hun ikke risikere med ham.
Hun kiggede rundt i salen efter Seans aura. Nok den hun ville holde sig til det meste af aftenen da hun ikke kendte andre. Et smil bredte sig på hendes læber da hun fik øje på Seans aura. Han lagde dog mærke til, at folk begyndte og småhviske til hinanden da de opdagede, at hun var kommet. Det brød hun sig ikke om. Havde det været i Dragons Peak havde folk ikke sænket stemmerne eller noget da de jo vidste,at hun var blind, men hvad vidste disse folk egentlig om hende og grunden til hun var flyttet ind hos Sean? Hendes ben føltes som bly som overhoved ikke ville flytte sig. Hun trak vejret dybt og tvang sig selv til og gå ned af trapperne. Hun så en aura der mindede om en arm og fumlede lidt efter hans arm. Hun fik fat i hans hånd og gik ned af trapperne. Hun smilede stille til ham. Hun mærkede folks blikke imod hende. Speedy holdt sig tæt ind til hende og stod roligt og ventede på hun bad ham gå eller noget helt andet. Hun kiggede på Seans aura "Godaften Sean. Det glæder mig, at du synes det" sagde hun stille imens hun kiggede på ham med et smil på læben. Hun lænede sig ind til ham som ville hun kramme ham og lagde sin læbe imod hans øre "Bryder mig ikke om måden folk ser på mig på" hviskede hun lavt til ham og kiggede på ham.

Han smilte afslappet til hende og lagde en arm blidt om livet på hende, da hun lænede sig ind mod ham. Han så lidt på hende, som hun havde fortalt ham hvad hun ønskede, men han følte sig ikke yderligere bekymret.
"Bare slap af og nyd det. De er bare ikke van til dig, de har ikke rigtig set dig før. Men når folk endelig har fået dig placeret, falder interessen. Det er jeg ret sikker på. Desuden skyldes det meste af interessen mig. Jeg har et ry for at tage forskellige kvinder med til bal" en lille latter havde sneget sig ind i hans stemme. Han klemte hende let, som et lille, betryggende kram, før han slap hende igen. En tjener kom endelig med to glas. Han tog dem begge og med rakte den ene til Luce, ved at berøre hendes hånd ganske let med glasset, så hun kunne mærke det var der og var til hende. Han nippede let til glasset.
"Okay, lad os få det hurtigt overstået..." sagde han så endelig, før han trådte op på trappen og gik et par trin op. Han spredte armene ud.
"Folkens!" Han påkaldte sig folks opmærksomhed, samtidig som han vinkede til musikken om at dæmpe sig yderligere, hvad den efterkom.
"Velkommen til min fest! Den første siden...Nogensinde! Lad mig introducerer Luce!.." Han gjorde en let gestus mod Luce.
"...Og inden diverse rygter opstår...Så er hun en ven af familien, en meget god ven og hun bor hos mig. Der er intet andet. Hun er også blind, så vær venlig at vise lidt hensyn, når I møder hende! Fortsat god aften!" Han gjorde på ny tegn til musikken, der straks satte gang i en helt ny rytme. Flere så nysgerrigt på Luce, men der var også dem der nu havde mistet interessen. Nogen mente dog kun hun var dobbelt så interessant.Hvem var denne mystiske kvinde, der var så god en ven med denne mystiske, magtfulde familie?
Sean gik ned til Luce igen.
"Beklager. Men nu er det overstået og...Det ser ud til nogen har mistet interessen, præcis som jeg forudså. Nå...Skal vi snakke lidt eller tage en lille dans?" foreslog han hende.
"Jeg har faktisk flere ting jeg god gad fortælle dig om..."

Hun stod stadig tæt hos ham da han snakkede til hende. Hun rystede stille på hovedet og smilede til ham. Hun lagde sin mund imod hans øre "Det er så slut nu" sagde hun drillende og gav hans arm et blidt klem. Hun elskede og drille Sean. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det havde hun altid kunne lide siden de begyndte og få et tæt bånd sammen som venner. Hun mærkede et glas imod sin frie hånd. Hun tog imod glasset og nikkede som tak. Hun tog en slurk fra glasset. Hun vendte sig dog om imod Sean da han gik op på trappen og bad om folks opmærksomhed. Hvad ville han nu snakke om overfor hele forsamlingen? Hun undrede sig lidt, men hun lyttede stille til det han sagde, men hun blev flov da han pludselig nævnte hendes navn. Hun kunne haft slået ham fordærvet. Det kunne han ikke være bekendt. Hun rødmede helt og var glad for hun ikke kunne få øjenkontakt til nogen. Hun mærkede Speedy der stillede sig tættere op af hende for og berolige hende. Hun mærkede øjnene stirre på hende, men hun fortsatte med og lytte til det han fortalte om hende. Hun var dog glad for, at han fortalte, at hun var blind for det gjorde det lidt nemmere og gå rundt i forsamlingen for nu var folk jo opærksomme på det.
Da Sean kom ned til hende igen slap hun Speedy som satte sig ved hendes side. Hun gav Sean et klask på armen "Din onde mand" sagde hun. Hun mente det selvfølgelig ikke, men hun var stadig flov over måden han havde introduceret hende på. Hun lod Speedy lægge sig på det nederste trappetrin imens hun stod ved Sean. Hun smilede stille til ham "Hvad med, at vi både danser og snakker samtidig? Det er mere hyggeligt, at snakke når man danser" sagde hun stille og blev ved med og stå tæt på Sean så hun havde nogen og støtte sig til som hun kendte. Hun mærkede stadig nogle blikke kiggede på hende, men hun håbede, at de snart ville dæmpe af da hun ikke var van til, at folk gloede på hende.

Han grinte let. Han vidste Luce ikke mente det, andet end på en drillende måde og han nød denne lette stemning der var mellem dem. Den havde han savnet, så meget, at det næsten gjorde ondt i hans indre, nu hvor han oplevede det igen. Han rømmede sig svagt og lagde blidt en arm om livet på Luce, så han både kunne guide hende og hun kunne mærke hvor han var, i mængden af folk der hurtigt omringede dem.
Han tog en tår mere af sit glas og nikkede svagt.
"Lidt dans og lidt snak lyder lovende" svarede han roligt, selv om han faktisk tog sig selv i at overveje hvor godt eller dårligt hun ville mene om hans planer. Hvis det gik helt skævt...Og nu til festen...
Måske var der visse ting han skulle vente med at nævne til festen var færdig. Så kunne hun råbe og skrige, hvis hun følte en grund for det. Man vidste aldrig med Luce, om hun tog en nyhed på en god eller dårlig måde.
Han tog hendes glas fra hende igen, hvis hun ville, og gav deres glas til en tjener der gik forbi med en tom bakke. Så tog han blidt hendes ene hånd og trak hende længere med ud på dansegulvet.
"Skal din hund danse med?" spurgte han med et lille smil, da han lod det være op til hende om den skulle med eller sidde og vente på dem.
Men hund eller ej, trak han hende til sidst lidt tættere på sig og lod en arm glide rundt om livet på hende og holdt hendes hånd i den anden. Dog holdt han hende ikke alt for tæt, hvis hun foretrak lidt afstand mellem dem. De var jo ikke et par.
Han begyndte at føre dem rundt i en let dans.

Hun smilede stille til ham. Det var utroligt, hvor meget hans latter egentlig kunne gøre hende mere rolig og tryg ved de situationer der var for mange mennesker omkring hende hun ikke kendte og som nemt ville kunne skade hende selvom hun var en tøs med ben i næsen.
Hun nikkede enigt i det han sagde samtidig med, at hun var blevet meget nysgerrig over, hvad det var han ville snakke med hende om. Hun kunne se på hans aura, at der var noget han skjulte for hende. Det var en fordel ved hendes nye 'syn' men det var også træls, at hun kunne se det på alle. Hun ville ønske, at hun ikke behøvede og se hvordan folk inderst inde havde det. Det ragede jo ikke hende, men alligevel kunne hun se det. Hun lod Sean tage hendes glas fra hende og stillede sig tættere op af ham. Hun fulgte med ham ud på dansegulvet. Speedy med liggende på det nederste trin på trappen og holdt øje med hende. Den ville bare være i vejen, hvis den også skulle med ud på dansegulvet og det ville sikkert også forvirre den meget mere end den havde behov for. Hun smilede stille til Sean og rystede på hovedet "Nej det er bedst, at den bliver på trappen. Så kan du ihvertald bedre føre mig rundt" sagde hun drillende, men alligevel med et alvorligt udtryk i ansigtet.
Hun lagde sin ene hånd på hans skuldre og holdt ham i hånden og lod ham føre hende rundt i en rolig dans. Godt det var mændene der skulle føre damerne rundt og ikke omvendt det havde sikkert lignet noget som så klodsede aber, hvis hun skulle føre Sean rundt i en dans.
Hun var helt tryg ved, at danse med Sean. Hun var ligeglad med, hvad folk troede om hun og Sean var sammen eller ej. De kendte sandheden. Hun vidste bare, at hun havde brug for en rigtig ven som kunne føre hende rundt, hvor hun ikke kunne have sin hund med sig. Hun gik lidt tættere på Sean så det var nemmere, at snakke til ham uden alle hørte hvad der blev snakket om. "Hvad var det du ville snakke med mig om Sean?" spurgte hun nysgerrigt imens hun lod sin hånd køre ham drillede om på nakken og nussede ham på nakken ved de små nakkehår.

Ud over de folk, der var ham nærmest, var nakken måske hans mest svage punkt. Hvor mange kvinder havde ikke fået ham til at ligne en loyal hundehvalp, ved at placerer nogle nussende fingre lige præcis der?
En dejlig og beroligende følelse fyldte hans krop, som nogle af hans kroniske spændinger i skuldrene gav efter. Og i et øjeblik stod han bare og kiggede ned mod gulvet, med Luce ved sin side og nød situationen. Han vidste dog også godt at han nok ikke kunne blive stående der, dansende, uden at svare hende for evigt. Hun havde sikkert allerede set noget i hans aura. Ja, det var lidt sjovt, da han aldrig vidste hvor meget hun faktisk kunne se. Eller hvor meget hun endte med at se. Trods alt havde hun jo tidligere set i hans skygger.
"Du må love mig ikke at blive sur lige her, lige nu. Der er fest og jeg ynder helst at det hele ikke går amok, fordi der er en stor drage herinde..." Kommenterede han, halvt i spøg og halvt i alvor.
"Jeg har store planer. Først og fremmest flytter jeg faktisk snart til Dragons Peak. Jeg ved godt du lige er flyttet ind og ville hjælpe mig og alt det der...Men der går også et stykke tid, før selve min person flytter dertil, selv om jeg allerede nu kigger efter et hus der dækker alle mine nødvendigheder..." Han stoppede lidt op og lod nyheden sænke ind hos hende. Men han var ikke helt færdig.
"Og...Altså...Sammen med en kammerat...Vil vi sætte os selv som byens nye herskere..." Han sagde det forsigtigt og håbede Luce ville vente med at blive sur, før han havde fået lov at forklare det hele ordentligt.

Hun smilede stille da hun kunne mærke på hans krop og se i hans aura, at han slappede af og nød situationen. Hun havde faktisk helt glemt hvordan han egentlig reagerede på og blive nusset i nakken, men hun var alligevel ikke overrasket over, at han reagerede sådan for det gjorde de fleste sådanset. Hun lagde begge sine arme omkring hans hals så hun stod tættere op af ham så han ikke behøvede og snakke særligt højt til hende. Det ragede ikke andre hvad de snakkede om.
Hun var stadig spændt på og høre hvad det var han ville snakke med hende om. Det kunne vel ikke være så slemt som han viste i sin aura vel? Det håbede hun ihvertfald ikke. Hun dansede roligt videre med ham imens hun lyttede til det han sagde. Hun havde lyst til og bore sine negle ned i nakken på ham og blå hans hoved af hans krop, men hun kunne høre på ham, at han ikke var færdig med, at snakke. Hun håbede inderligt for ham, at han havde en god grund til det sammen med sin kammerat. Hun holdt lidt hårde om hans hals så han kunne mærke på hende, at hun ikke var helt tilfreds med det han fortalte.
Hun kom i tanke om efter lidt tid, at de var midt ude på dansegulvet. hun lagde sin mund imod hans øre "Vi skal snakke alene om det her" hviskede hun utilfredst i hans øre. Hun ville også gerne vide, hvem denne kammerat var.

Han kunne mærke på hende at hun ikke var glad. Han havde forventet det, omend det stadig ikke gav mening for ham. Han vidste hun var draconianer, hvoraf flertallet boede i Dragons Peak, en stædig og temperamentfuld race. Og nok deres største prøvelse, hvis de skulle have en chance for både at overtage og beholde byen. Men selv da, kunne han ikke se hvorfor hun blev sur, før hun havde hørt ham ud og bedømt hvorvidt hans hersken ville være bedre eller værre, end det der var nu. Ja, hvis der overhoved var et nu...Det var ikke fordi der var nogen politiker eller konge der stod mere frem end andre, når han var i byen.
Han så sig kort omkring, før han nikkede svagt og rettede sig lidt op, så hun naturligt måtte slippe ham. I stedet tog han blidt fat i hendes ene arm og førte hende væk fra dansegulvet. Ind og ud mellem folk guidede han hende, som en labyrint, hvor han kendte vejen. Til sidst nåede de en dør og efter kort at se sig omkring, men uden nogen rigtig var efter dem, åbnede han døren og lod dem tråde ind. Opholdsstuen, hvor han modtog folk normalt. Han lukkede døren efter sig, musik og larmen blev mindre og luften virkede lidt køligere. Han trak vejret dybt, da det nu virkede som om der var mere plads til den slags. Han slap hende igen, velvidende hun selv burde kunne finde rundt i rummet.
Selv trådte han lidt ind i rummet, mens han overvejede hvordan han skulle begynde. Han forstod jo ikke engang hvori problemet lå?
"Jeg ved jeg er en dæmon og nok den mest farlige og forhadte i verdenen. En dæmon bringer kun ulykke, ødelæggelse og råddenskab med sig, har jeg ret?" sagde han så endelig og gik over til det vindue, han altid vendte tilbage til, når han var i rummet. Han lænede sig op af vindueskarmen, hvilede hænderne på det kølige træ og så over på hende. Rolig. Rolig og tålmodig.
"Du kender mig. Og selv om jeg ikke officielt har inviteret dig med ned i kloakken, burde du også vide jeg er leder af en klan. Kriminel, måske, men ikke uden succes. Ja, se hvor langt jeg er kommet" han slog let ud med den ene arm, selv om han vidste hun som sådan ikke kunne se det, medmindre hun holdt øje med hans aura.
"Lidt beskeden må jeg sige det skyldes mine egenskaber inden for manipulation og ledelse. Men jeg er også evig hungrene efter magt. I starten ønskede jeg at overtage Doomsville og det har længe været min plan at overtage den, stille og rolig, til Sakref intet kunne gøre. Men...Ah...Lad os bare sige at selv om det måske kunne lykkes en dag, tror jeg næppe jeg bliver ham kvit. Du af alle burde vide hvor langt hans forbindelser og magt går. Ikke at jeg ikke tror jeg kan overvinde den..." han blev stille et øjeblik. Han kunne ikke rigtig forklare hvorfor han ikke gik efter Doomsville længere. Et sted var det stadig hans ønske...Han havde vel bare ikke mulighederne.
"Om ikke andet mødtes jeg med skyggevæsnernes leder, Assorian. Vi snakkede sammen og blev enige om at vi gerne ville have Dragons Peak i stedet. Og hør nu, inden du går amok!" han så over på hende og prøvede at komme eventuelle protester i forkøbet.
"Jeg ved ikke hvori dine protester ligger. Men vi vil gøre det så fredeligt vi kan. Vores første plan går på at tage kontakt til draconianerne...For uden dem, er der ingen by. Hvis vi ikke kan nå i det mindste en forhandling med dem, vil vi aldrig kunne holde byen. Vi har godt nok nogle...små ændringer...Vi ønsker at indføre, men draconianerne vil altid have deres hjem der og det respekterer vi. Faktisk ønsker vi at have en repræsentant fra deres side, der hjælper os med at holde øje med byen og sørge for vi ikke får trådt dem for meget over tæerne...Så hvis du frygtede vi ville angribe din race, har du intet at være bange for. Vi vil ikke være diktatorer, men fungerer som retfærdige herskere...." Igen døde hans snak hen. Denne gang fordi han ikke vidste hvad mere han skulle fortælle...
"...om ikke andet...Fortæl mig i det mindste hvori problemerne ligger, så jeg kan prøve at forklare dig tingene for dig?" foreslog han til sidst og ville endelig lade hende tale, hvis hun ønskede det.

Hun vidste godt, at hun brusede op uden rigtigt, at have hørt ham snakke, men draconianerne har for det meste for lidt til overs for, at blive hersket over. I alle de år hun boede i Dragons Peak havde der aldrig været nogen der ville overtage kontrollen over byen eller over draconiaerne fordi de tog det hele sammen. Hvor de snakkede om nye ideer. Der var aldrig nogen der bestemte over dem og de få gange hun vidste til, hvor nogen ville være herskere over byen havde der nærmest været kamp imellem dragerne der nægtede og havde en hersker. Måske ville det være godt for byen, men af en dæmon og hans kammerat? Det ville være det rene kaos selvom hun vidste, at Sean var en god fyr selvom han var dæmon, men hun troede ærligtalt ikke på, at draconianerne ville være med på den ide og hun selv var ikke tilfreds med det da det hele skulle gå kommunistisk til, hvor alle havde en mening. Byen blomstrede i sit eget tempo.
Hun slap Sean og fulgte roligt med ham og lod Speedy blive liggende på trappen. Hun syntes det var svært og finde rundt med så mange aurare der var over det hele.
Da de var kommet ind i opholdsstuen gik der et stykke tid før hun fornemmede, hvad det var for et rum hun var kommet ind i da hun snuste til lugten af rummet. Hun ventede samtidig med, at Sean snakkede så hun kunne høre, hvor meget eko der var i rummet. Det var så mange ting der spillede ind når hun kom ind i et rum og skulle finde rundt. "Det ikke altid sandt, at der kun føre negative ting med en dæmon Sean og det ved du lige så godt som jeg, men det er bare ikke alle der har samme mening som mig og se slet ikke efter jeres gamle hersker Rafael styrede så har folk set endnu mere ned på dæmonerne end de gjorde inden" sagde hun stille der kendte til alt det med og se ned på dæmoner. Hun så kun ned på dæmoner i lang tid efter Rafael havde været efter hende. Det var faktisk utroligt, at hun var begyndt og se positivt på nogle af de ting dæmonerne gjorde. Det havde Sean hjulpet hende med, at indse. Hun glemmer det aldrig.
Hun gik stille og roligt hen til ham og stod med siden imod væggen ved siden af vinduet Sean stod ved og lænede sig imod den imens hun lyttede til det han sagde. Man kunne mærke på hende, at hun var blevet lidt roligere. Hendes skuldre havde sænket sig lidt og det samme med hendes parader. Hun vidste sådanset godt detmed, at han var klanleder, men det rørte hende sådanset ikke for hun kendte sådanset også til Rafaelas klan og den var heller ikke just den mest lovlige. Sådanset skulle Rafaelas blive stenet og hængt og det der er værre, hvis det skulle være rigtigt, men det havde hun ladet passere "Ja jeg ved godt om din klan, men den gider jeg ikke rigtigt blande mig i for der er mange kriminelle klaner i denne verden og det ved vi begge 2" sagde hun stille for, at gøre det mere neutralt, at der var kriminelle klaner. Hun nikkede blot stille da han begyndte, at fortælle om sin hungren efter magt efter Doomsville, men som er opgivet og hvor god han var til, at manipulere med folk. Hun trak vejret dybt "Sean, Sakref har også folk i Dragons Peak og planer om, at have magt der også så i er oppe imod Sakref alligevel"
Hun lyttede endnu en gang til det han sagde da hun så hørte Assorians navn stivnede hun kort som om der var noget der sagde hende, at hun vidste noget om den person. Hun gjorde tegn til Sean, at han skulle holde mund et øjeblik. Hun var nød til og finde ud af, hvad det var hun havde hørt og set igennem sine varslere. Hun vidste der var noget med ham, men hvad var det? Hun lyttede dog halvt efter det Sean sagde da hun blev ved med og spekulere over, hvad der var med ham Assorian. Hun svarede ikke med det samme da Sean sagde, at han ville høre frahende, hvor problemerne lå. Hun mærkede kort sin varsler der var dukket op foran hende da lyset fra månen skindede på hende. Hun fumlede med varsleren så den lignede et stykke papir og trak nogle kabler op til sine tændinger. Hun søgte tilbage på alt det hun havde hørt om Assorian. Han var sammen med Rafaela, arbejdede for Sakref, Leder af skyggevæsnerne som hun allerede vidste. Hun slap sin varsler så den røg på gulvet og blev ødelagt. Hun rystede kort på hovedet og samlede sine tanker før hun kiggede op på Sean igen. "For det første så ved jeg ikke længere, hvor meget man kan stole på din kammerat længere. Han er for meget involveret i Morladin familien og ved, at han hjælper dig med, at herske over Dragons Peak bliver der det rene ragnerok specielt hos Rafaela" sagde hun stille og trak vejret dybt og trak sig tilbage til hvad sagen egentlig handlede om "Draconianerne er ikke meget for, at være bestemt over og det ved du godt. Hver gang der laves noget om i byen bliver alle samlet så alle bliver hørt og derefter bliver ændringerne så alle kan gå med til det derfor, at nogle herskere kommer ind vil skabe kaos og en by der går imod jer istedet for" sagde hun stille og trak vejret kort og fortsatte "Det at en dæmon og skyggevæsen vil være herskere skal i ikke regne med, at draconianerne går med til. Jeres ide vil jeg næstem med 100% sige bliver nedslået af draconianerne for ikke, at nævne de få dragonlycans der er. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen episode, hvor en dragonlycan kommer med sine ideer der er blevet ændret for meget på for, at alle blev glade, men jeg skal ikke kunne sige her og nu, at jeres ideer er dårlige for dem har jeg jo ikke hørt, så vil gerne høre jeres ideer, hvorfor og hvad der skal ændres for, at jeg kan bedømme det som dragonlycan og ikke som din ven Sean" sagde hun stille.

Han så tænksomt på hende. Det gjorde ham rolig, at hun var villig til at lytte og snakke om det, ikke bare at gå amok uden en direkte grund. Dog var der lige en ting han skulle ud af verdenen først...
"Ha! Rafael! Jeg har aldrig mødt ham. Jeg kunne lide ham, da jeg havde en magtfuld rank under hans styre, men hans evige fravær gjorde at det hele gled ud i sandet. Dæmonerne opfører sig som om de ingen leder har...Med undtagelse af vores prins..." Han så lidt ned i gulvet. Vánagandr, mere kendt som Fenris. Faktisk hans elsker og en mand der havde lovet ham hjælp med at tage Dragons Peak, tigget og bedt ham om at lære ham at blive en archdemon. Men det var ikke relevant lige nu...Selv om det slog ham at han savnede manden. Gid han også havde været ved festen...
"Sakref i Dragons Peak?" Sagde han højt. Ja, det havde han faktisk ikke vidst. Men det var interessant og noget han måtte huske på.
"Jamen så meget destro bedre" Svarede han så. Jo mere han gik imod Sakref, jo sjovere var det jo!

Han så på hende, da hun bad om stilhed. Hvordan det virkede som om hun kunne se noget, han ikke kunne. Eller vidste noget? Hans nysgerrighed var vakt. Selv om han havde disse store planer med Assorian, havde han på sin vis tænkt sig at sørge for han selv havde mest at sige, når de endelig havde byen. Selvfølgelig på en måde, så Assy ikke brokkede sig. Måske. For nu virkede manden faktisk oprigtig...Lidt uerfaren i det store magtspil, men i det mindste med drømme og ideer. En mand der snakkede aaaalt for meget.
"Luce...Ved du noget, som jeg ikke gør?" spurgte han roligt, i håb om hun ville sætte ham ind i det, hvis hun gjorde. Ville det være noget forfærdeligt, eller noget der lovede om bedre tider? Noget om Assy? Om Sakref? Om ham selv? Det var faktisk aldrig helt til at sige hvad Luce vidste, takket være hendes evne.
Han sukkede svagt og trak let på den ene skulder, da Luce nævnte Rafaela. Der var et navn han ikke havde hørt længe, foruden en kvinde han ikke havde set længe. Han havde hørt om hendes klan og lidt om de skandaler eller mirakler der var ved slottet, men ellers vidste han faktisk ikke hvad hun lavede. Det var et besværligt emne. Han gned sin pande et øjeblik, mens han overvejede om han burde kommenterer på Raf eller ej. Et eller andet sted brød han sig ikke særlig meget om kvinden og på den anden side havde han lovet Luce at hjælpe hende, skulle hun nogensinde på brug for det. Som en lus mellem to negle, intet mindre. Han tvivlede dog på hun nogensinde ville opsøge ham for det, specielt ikke hvis han tog Dragons Peak under næsen på hende.
"Hvis jeg skal være ærlig, interesserer Rafaela mig ikke særlig meget..." svarede han neutralt.
"Sakref og Raf...De er så langt væk fra Dragons Peak. Jeg vil gå efter byen med alt jeg har. Den første vej er gennem diplomatiske veje. Hvis det ikke lykkes, er jeg villig til at gå i krig. Jeg har dæmonerne bag mig, gennem min kontakt med deres prins. Jeg har skyggevæsnerne. Jeg har min klan og jeg overvejer at kontakte vampyrerne også" Han så over på hende igen. Han havde skam overvejet alternativer...Og det var magt.
"Men det ville selvfølgelig være nemmest hvis de bare ville være åben for forhandlinger. Alle være enige? Så er der intet at sige til byen er ved at gå død, for det er noget der kan uendeligheder." Et lille smil gled over ham.
"Jeg kan også lige så godt indrømme det...Du vil næppe kunne lide den nye by, det vil blive til. Selvfølgelig til Assorian og jeg overtage slottet og bo der, sammen med vores mest loyale folk...." Han havde allerede lokket Nephthys med. Mod at navnet Storyteller igen ville blive frygtet og respekteret.
"...Der ud over...Har vi lidt tænkt os at gøre byen til et fristed for de mørke og forhadte racer. Dæmonerne, skyggevæsnerne, vampyrerne...De vil få en bydel, hvor de kan herske som de vil, selvfølgelig ikke uden grænser. Men hvor de ikke skal frygte hvad de er, hvor de kan søge sikkerhed og blot være. Resten af byen vil blive foræret til andre racer og for handel. Uden handel, ingen økonomi. Jeg ejer allerede en forholdsvis god handelsrute og jeg skal bare sørge for at snakke godt for at handle med byen, efter vi har overtaget den. Lave nogle gode aftaler...Det hele handler om aftaler..." Han vidste hun nok ikke brød sig om det...
Måske ville de endda blive uvenner. Måske ville hun modarbejde ham...
Det ville han selvfølgelig være ked af det. Men hvis det endelig kom til det, ville han vælge byen og den nye fremtid.
"Du ved...Du kan jo også komme med. Hvis vi får byen, uanset hvordan det vil lykkes, kunne du ikke bare få dig lige det hjem, du ønsker...Du kunne også få en stilling der er din styrke og intelligens værdig" foreslog han.

Det overraskede hende lidt, at Sean ikke vidste, at Sakref havde folk i Dragons Peak. Hun troede, at han vidste det. Det var derfor hun sådanset var i byen. Sakref havde nævnt det tusind gange for hende inden hun var taget afsted. Hun holdt styr på tingene i Dragons Peak for eller retter var den der gjorde det. En anden måtte tage over for hende nu, hvor hun var taget afsted og ikke havde planer om, at tage til byen medmindre Sean tog afsted for hun ville ikke lade Sean tage afsted uden hende for nogen måtte holde styr på den knægt. Men hun havde ikke planer om, at fortælle Sean alt hvad hendes opgaver var i Dragons Peak da han sådanset ville gå imod hende også, men nu måtte hun lige høre, hvad hans planer var.

Da Luce var færdig med, at se i varsleren nikkede hun stille til hans spørgsmål om hun vidste noget han ikke vidste. Rafaela og Assorian var sammen og Rafaela nu ventede et barn med ham og hvis hun kendte sin datter ret så ville hun gøre alt for og skade Assorian psykisk, hvis hun fik et nys omkring den plan ham og Sean havde. Hun vidste også, at Assorian arbejdede for Sakref og havde så vidt hun vidste skrevet under på en kontrakt med ham, men hun var ikke helt sikker på det punkt. "Ja Sean der er en helt del jeg ved som du åbenbart ikke ved kan jeg regne ud" fortalte hun stille. Hun var stadig lidt forvirret over alt det hun egentlig vidste.
Hun trak dog let på skuldrene da Sean sagde, at Rafaela ikke intresserede ham. Det gjorde hende sådanset ikke særligt meget da hun vidste, at Rafaela var under gode hænder. "Det er helt i orden Sean. Ved godt hun ikke ligefrem er din type af venner eller noget så det gør mig ikke så meget" fortalte hun stille og roligt.
Hun var helt musestille da han begyndte og snakke om sine planer med byen. Der var ikke en mine der flyttede sig i hendes ansigt. Ikke en muskel der flyttede på sig udover når hun trak vejret. Hun var nød til og tænke tingene ordentligt igennem. Han havde ret i, at hun ikke ville bryde sig om den nye by. Den by havde været hendes hjem i mange år og hele byen havde det godt selv med de andre racer som ikke var draconianere. Hun tænkte tingene hjemme i et godt stykke tid før hun begyndte og gå rundt i opholdsstuen som om hun stadig tænkte. Hun havde lyst til og smække ham en lussing, men det kunne man overhoved ikke så på hende. Hun så ud til og være rolig. For rolig, hvis man tænkte over alt den information hun havde fået, at vide og normalt ville blive hysterisk over. Hun gik hen til Sean og stillede sig lige foran ham. Hun smilede stille for sig selv og kørte en hånd hen over hans kind "Du har mange planer og det har jeg altid kunnet lide ved dig, men hvorfor bruge magt? Hvorfor ikke bruge noget du vidste ville være den nemmeste udvej? En af deres egne foreksempel? Det med, at dele byen op på den måde bryder jeg mig ikke om og det ved du, men jeg kan også godt forstå, hvorfor du vil gøre det på den måde. Fordellene ville jo være, at de havde et sted de ku være sig selv og være trygge som du selv siger, men det vil også beskytte de andre racer imod dem, men det har også negative sider. Hvordan skal alle de racer kunne acceptere de forhadte racer, hvis de ikke lever ordentligt sammen og lære, at acceptere hinanden? Ligesom hos os 2? Jeg hadet din race og alt ved dig før i tiden og se, hvor langt vi er nået bare ved, at starte med, at acceptere hinanden? Det kan du udnytte videre til din fordel. Det vil give dig en større tillid til resten af befolkningen og specielt draconianerne da det er dem du nok får de største problemer med" fortalte hun stille. Hun kendte sit folk bedre end man skulle tro. Hun havde set så mange varslere i den by og hvad de bar på, at mange ville tro hun ikke lavede andet end, at glo ind i folks fortid.

Han havde mødt Assorian hos Sakref, da de havde påkaldt ham. Ja, han havde lavet en aftale med dem begge og aftalt at de tre på sin vis kunne holde styr på byen og hinandens fjender. Sean, god som han var til informationer, havde aftalt at give dem brugbare informationer, til gengæld gav de ham også informationer. Det var sådan set det vigtigste i deres aftale, foruden han havde et kort der gav ham adgang til slottet og dets bibliotek, hvilket han havde brugt flere gange, omend han ikke rigtig fik lov til at gå så mange andre steder...Logisk nok. Og irriterende.
Han vidste derfor godt at Assorian arbejdede sammen med Sakref, men han vidste også at Assorian ikke brød sig mere om manden end han selv gjorde.
"Noget du vil dele?" spurgte han så, ligeud, da hun tydeligvis ikke uopfordret kom med noget.

Han havde vel forventet en lussing, frem for det kærtegn hun kom med. Prøvede hun at manipulerer med ham? Han var usikker. Han var faktisk usikker på om hun prøvede at påvirke ham eller bare diskuterede sagen som den var. Og selv hvis hun gjorde, var det så dårligt, når det kom fra en af hans gamle venner?
Han vendte ansigtet væk. Hun arbejdede også for Sakref og derfor måtte han sætte spørgsmålstegn ved hvem hun var mest loyal over for. Til sidst trådte han også væk fra vinduet, væk fra hende, da jo tættere hun stod, jo mere usikker følte han sig. Ja, ikke rigtig at han frygtede hendes varsler længere. Han havde selv prøvet det, set hendes evne i aktion.
"Som jeg allerede har forklaret dig, vil vi forsøge os med diplomati først. Altså uden magt. Men hvis det går galt, vil jeg bruge magt. Uanset hvor nuttet du gør mig, er jeg ikke nuttet. Har du set verdenen? De ville aldrig lære at enes. Engle og dæmoner...Hadet gør os til det vi er. Det er et umuligt mål, foruden nok også et jeg faktisk ikke ønsker. Dæmoner er stærke og forhadte. Det gør os til dem vi er! Jeg ville ikke ønske at leve i fred med alle, respekteret, men aldrig frygtet. Jeg har brug for det. Ja, hvem skulle jeg også være, at pådutte alle de mørke væsner at blive venner med resten af verdenen? Nej. Det ønsker jeg ikke" svarede han blot. Der var end ikke skyggen af tvivl i hans stemme. Ikke hvad det angik, i det mindste.
"Desuden vil jeg stadig respekterer folk, for dem de er. Jeg vil stadig lave forhandlinger, diplomati og alt det andet. Jeg vil bare samtidig lave et en bydel, hvor man som menneske kun går ind på eget ansvar. Der vil være en tydelig grænse og hvad der sker derefter, er ikke mit problem" Gjorde han det klart, da han vendte sig om mod hende igen, med den ene hånd på en af lænestolenes ryg. Hun ville nok ikke kunne forstå det. Men nu var det sagt.
"En af deres egne? Som dig, for eksempel? Så får jeg aldrig lov til noget. Desuden..." han sukkede svagt og lagde nu også den anden hånd på ryglænet.
"...Er jeg i tvivl om hvem du arbejder for, hvem du er mest loyal til. Jeg ved du ofte tager op på slottet og jeg ved du har en lang forbindelse til Sakref" Der. Det var sagt. Hendes svar kunne meget vel afgøre om de nogensinde skulle have noget med hinanden at gøre igen.
"Jeg er ligeglad med om han kender planerne. Selvfølgelig er det sjovt at holde dem hemmelige, også så han ikke kan forpurre dem, omend det ville være lige så sjovt at se om han overhoved ville gøre noget. Jeg har dog intet gjort for at holde det hemmeligt. Specielt ikke nu, hvis du er en af hans små dukker, han trækker rundt ved at hive i en snor. Men jeg vil alligevel vide det, hvis du er" Han så over på hende med granskende øjne. Han havde erfaringen inden for feltet, for at se om folk brugte løgne eller ej. Og nu ville han se Luces reaktion.

Hun vidste ikke hvor meget Sean vidste om Assorian, men hun vidste dog en del som stadig var hemmeligt som Rafaela ihvertfald havde fortalt hende havde kun familien og Assorian fået, at vide, at hun ventede et barn med ham og at de var sammen som par. Men sådanset så vidste heller ingen, hvem Rafaelas biologiske far var, men det vidste Luce sådanset om Sakref vidste det var hun heller ikke så sikker på.
Hun trak vejret dybt og spekulerede på om hun skulle fortælle Sean imellem Rafaela og Assorian. "Altså han arbejder ikke blot for Sakref længere. De er familie" sagde hun blot kort mere behøvede hun ikke, at sige for hun vidste, at Rafaela kunne fordreje hovedet på Assorian og hun brugte gerne alle midler på, at gøre det. Rafaela var ikke meget bedre end Luce var eller nogen anden i Morladin familien.

Hun kunne tydeligt se på hans aura, at han var usikker ved, at hun var tæt på ham. Hun var helt rolig i kroppen. Hun følte ikke en gang vrede, men hun havde også tænkt tingene igennem i et stykke tid før hun overhoved havde sagt noget til Sean. Han havde ret i, at draconianerne ikke kunne blive ved med, at leve i de gamle ting. Tiderne ændrede sig hele tiden og hun havde selv siddet tilbage i fortiden for længe. Hun havde tænkt tingene igennem både personligt, neutralt, som sin egen race, som Sakrefs lærling og Seans ven. Hun havde indflydelse på så mange ting, at det halve var mere end rigeligt, hvis man spurgte hende ihvertfald. Hun kiggede efter Seans aura da han flyttede sig fra hende. Hun blev lettere fornærmet da han spurgte om hun havde set verdenen og hvor ond den egentlig var og hvordan racerne var. Hun fjernede det sorte stof der var bundet om hendes øjne og frem kom 2 hvide øjenæbler, hvor der ikke var nogle øjenlåg. Hun kiggede direkte på ham og pegede på sine øjne "Ja jeg har set verdenen og det burde du vide. Jeg ved godt ikke alle racer kan enes og det skal de jo heller ikke, men at acceptere hinanden og respektere hinanden burde de kunne" sagde hun stille. Hun slap stoffet så det endte med og ligge på gulvet. Hun kunne tydeligere se Seans aura nu, hvor stoffet var væk fra øjnene.
Hun lyttede stille til det han fortalte "Hvad så, hvis en dæmon angriber en engel udenfor den bydel?" spurgte hun nysgerrigt. Hun ville gerne vide helt præcist hvad hans planer var før hun ville tage et valg. Hun måtte have flere informationer. Hun kiggede stadig studerende på hans aura. Man kunne tydeligt se på hans aura, at han ikke havde den store tillid til hende længere. Sådanset forstod hun det godt, men hun ville høre ham sige det. Hun ville have ham selv til, at åbne sin mund istedet for, at hun skulle læse alt ud af ham. Hun smilte lidt over, at han ikke troede, at han ville få noget indført, hvis en som hende kom ud med det for ham, men draconianerne var stædige på det punkt de stollede sjældent på andre racer det havde hun set i alle de år hun havde boet i Dragons Peak. Så Sean vidste, at hun havde en lang historie med Sakref. Så skulle han få den historie som den var. "Ja jeg har lang historie med Sakref. For lang hvis du spørger mig. Er på kontrakt med Sakref om, at udføre de opgaver han giver mig, men har ingen opgaver længere der har med Dragons Peak, at gøre da jeg som sagt er flyttet derfra. Plus har kendt Sakref længere end Rafaela har levet selvom de fleste tror, at jeg lærte Sakref, at kende imens jeg stadig var Rafaels slave. Jeg ved ting som kan skabe splid i den familie og specielt nu, hvor den lille ny er kommet, men dem holder jeg for mig selv. Jeg ved bare, at Sakref ikke kan hive alle informationer ud af mig" fortalte hun stille og kiggede roligt på Sean og fortsatte "Men jeg kan godt forstå du ikke ved, hvor du har mig henne, men Sakref ved dårligt nok, hvor han har mig. Man ved aldrig hvor jeg høre til da jeg har flere synsfelter inde over. Jeg kan godt se det gode ved, at Dragons Peak bliver lavet om. Nyere. Tiderne ændre sig. Jeg kan se det neutralt, som din ven og fremtidsmæssigt på det positive. Som Sakrefs lærling, draconianer og lidt personligt er det svært for mig, men alle må indse med tiden, at tiden ændres hele tiden og vi kan ikke leve resten af vores liv som i gamle dage" sagde hun roligt. Hvordan Sean ville tage det vidste hun ikke, men det måtte han om. Hun havde sagt hvad hun mente. Hun gik roligt hen til vinduet og lænede sig op af det imens hun kiggede hen på Sean. "Jeg ved ikke hvor meget du vil stole på mig efter det jeg har sagt, men det kan jeg ikke være med til og vurdere for dig. Jeg kan kun fortælle dig hvordan jeg har det med tingene" sagde hun stille.

Fenris, hans skønne prins. Nephpthys, hans ældste ven, endda ældre end Luce. De var med ham, de tog med ham. De var evigt loyale, håbede han. Han havde sådan set kun en tilbage, som han manglede at placerer og det var Luce. Når han havde placeret hende i en sikker position, kunne han rejse for Dragons Peak, så snart det nye år begyndte. Han havde besøgt familien Chase og sikret sig deres støtte også, blot i tilfælde af de havde magten over nogle dæmoner, der ikke ville følge prinsen. En ekstra forsikring. Og dog, ville de som sådan ikke blande sig, bare låne ham lidt ressourcer. Faderen, overhoved, havde virket ret betænksomt ved det, men som familiens højre hånd...
Et bånd han snart måtte skille sig af med. Han var ikke deres slave længere.
Han så over på Luce med et vurderende blik. Han måtte se bort fra sine personlige følelser og forhold. Assorian...Var han virkelig dybere involveret i familien, end han havde regnet med? Ja, hvem vidste, måske havde han ligefrem noget med Rafaela? Det ville gøre ondt værre. Ville manden kunne se bort fra det og fortsætte, hvis familien lagde pres på ham? Assorian virkede pludselig som et svagt link. Han måtte snarest snakke med manden igen. Men han svarede ikke på det, for Luce var ikke ligefrem et vandfald af informationer og han gik ikke ud fra han fik mere nu.

Uanset hvad Luce havde regnet med, følte han sig ikke yderligere påvirket af at se hendes øjne, som de var. De var kønne nu, de havde set meget værre ud. Han af alle vidste det.
"Aldrig" svarede han blot på hendes kommentar.
"Et menneske, en engel, selv en vampyr, vil aldrig opnå samme højde som dæmonerne" Han var stolt dæmon, mente dæmonerne var de stærkeste og bedste. Det vidste Luce godt, så hun burde vide det var en tabt kamp. Han lod emnet falde der - Han havde i hvert fald ikke mere at tilføje.
Han slog let ud med den ene arm.
"Det sker konstant. En engel, der angriber en dæmon. En dæmon der angriber en engel. Det sker alle steder. I den bydel jeg snakker om, vil ingen hjælpe englen. Uden for den bydel, gælder de samme regler som alle andre steder. Englen kan forvente hjælp...Men ingen kan virkelig sige hvad der vil ske med dæmonen" svarede han en smule undvigende. De ville have vagter, soldater, der ville sørge for orden i byen. De samme regler. Men ingen kunne vide hvad der skete i mørket, bagefter. Et lille smil gled over ham og han lukkede øjnene et øjeblik. Lysten, den hungrende fornemmelse efter magt, steg igen op i ham. Gjorde ham næsten blind, selv om han prøvede at kontrollerer den. Fenris havde set opsluge ham og var selv blevet fanget af lysten, men Luce var anderledes og han ville ikke miste kontrollen lige her, lige nu.
Han var trods alt en dæmon og stolt af det. Folk tætte på ham måtte accepterer det eller forsvinde.
"Aha. Og hvad hvis Sakref giver dig en opgave om at holde øje med mig, uskadeliggøre mig eller sikre at jeg ikke tager byen? Ville du så udføre den?" spurgte han direkte og så over på hende med hans karakteristiske grå øjne. På en gang kolde og venlige.
"Hvis ingen ved hvor du står...Ved du det selv? Lige nu, lige her...Hos Sakref eller hos mig?" Han måtte vide det. Ikke det neutrale pis, han ikke kunne bruge til noget. Medmindre hun direkte sagde hun holdt med ham, kunne han ikke bruge hende. Ja, hverken bruge hende eller få hjælp af hende. Hun måtte da opgive sin plan om at holde øje med ham for venskabs skyld. Han måtte droppe at få personlig rådgivning om områder, han ikke selv kunne styre eller finde redde i...Ja, han vidste vel egentlig ikke om hun ikke allerede havde vrænget alle hans hemmeligheder ud til den mand. Muligheden for at være blevet eller blide forrådt var for stor...Og overraskende smertefuld.

Hun lod ham gå i sin tro om, at dæmonerne var den stærkeste race. Hun ville tabe den diskusion ligemeget hvad hun ville komme med. Hun vidste Sean sjældent var til, at rokke ud af stedet når han endelig havde besluttet sig for noget. Hun stod dog stadig roligt op af vindueskarmen og lyttede til det han fortalte. Hun nikkede forstående til det han fortalte om den eller de bydele der ikke kun var til de racer som var hadet. Så ville tingene være næsten som de plejede.
Luce havde flere gange undret sig over, hvorfor hun ikke var endt som aftensmad eller noget hos Sean i alt den tid endda de gange hun har trådt ved siden af. Hvor meget betød egentlig hendes beslutning for ham? Hun var loyal hos både Sakref og Sean. Sakref vidste intet af det Luce vidste om Sean og Sean vidste heller ikke alt som hun vidste om Sakref. Sakref havde fået smidt løgne i hovedet om Sean de gange Sakref havde prøvet og få informationer ud om Sean. Hun havde flere gange før fået opgaver der omhandlede Sean der var bare det, at hun havde sagt fra start af, at han ikke skulle stille hende op imod hendes venner og specielt ikke Sean. Det blev sat fast fra start af da hun gik med til kontrakten. Det havde været den eneste måde hun kunne komme ud af Rafaels klør. Hun kiggede alvorligt hen på Sean "Jeg vil aldrig få sådanne nogle opgaver Sean. Alle mine opgaver kommer ikke til, at have noget med dig, at gøre. De gange jeg fik smidt de opgaver i hovedet har han fået opgaven smidt tilbage så han kunne finde andre for han må ikke sætte mig op imod dig eller noget andet" man kunne tydeligt høre på hende, at hun var alvorlig og mente hvert et ord af det hun sagde "Jeg ved, at jeg er jer begge loyal. Sakref får ikke noget ud af mig om dig og det har han aldrig fået. Det han ved er, at du er den eneste ven der støttede mig da jeg var svagest og derfor vil jeg altid vælge dig, hvis han stillede mig op imod dig, men det, at du sætter mig op imod ham såre mig rent faktisk" Hun forbandede inderligt, at hun ikke kunne vise sine følelser igennem sine øjne. De var kun hvide og døde. "Jeg vil støtte dig selvom jeg personligt har svært ved, at acceptere det du vil gøre ved byen, men samtidig kan jeg også se det gode i det Sean" hun ville ikke vælge det skulle ingen af dem få hende til. Enten fik de begge hende eller også ingen. Så kunne de lokke med guld og grønne skove og hvad de ellers kunne finde på, men hun nægtede, at vælge imellem de 2. Det er det samme som, at vælge mellem pest eller kolera for hende.
Hun vendte ryggen til Sean og kiggede ud af vinduet. Naturen plejede, at være smuk på denne årstid, men hun kunne ikke se det. Hvordan så naturen egentlig ud? Hun trak vejret dybt nogle gange. Hun var ked af, at skulle vælge mellem de 2. De 2 personer som stod hende nærmest næst efter Rafaela.

Hans blik gled ned mod gulvet, uden rigtig at se gulvet. Tankerne svirede rundt i hovedet på ham. Havde hun virkelig holdt igen, forhindret Sakref i at opnå informationer og andet, gennem hendes venskab til ham? Han følte sig usikker. Hans ene hånd gled igennem hans hår, mens han overvejede det. Hans erfaringer fortalte ham at Luce ikke løg. Ingen sving i stemmen, ingen stereotype ansigtstræk eller handlinger, umiddelbart ingen nervøsitet. Kun, måske, lidt utilfredshed eller ubehag ved situationen og det emne, der blev diskuteret. Og hans instinkter? Han fandt at hans mave faktisk bød ham at stole på ham, uanset hvor bange hans fornuft var for at blive svigtet, forrådt. Han trak vejret dybt og bevægede sig...Hun stod med ryggen til ham lige nu. Han gik over til hende og stillede sig lige bag ham. Noget partnere nok ville gøre, men han mente intet andet end venskab. Luce havde aldrig tiltrukket ham på den måde, som de fleste ellers ville gøre. I stedet følte han en mental brug for hende. Han havde folk der kunne lappe hans lemmer sammen, men ingen der kunne finde rundt i hans kaos af tanker og psyke. Luce kom nok nærmest. Selv Neph, der forstod ham, men sjældent prøvede at hjælpe ham på det punkt. Deres forhold var for specielt, til at hun kunne det, nok.
Selvfølgelig ville han flytte sig, hvis hun bad ham om det.
"Okay..." Sagde han så.
"...Okay...Men du ved jeg ikke kan bruge dig til alt det, jeg gerne vil. Ganske enkelt af skræk for at Sakref bruger dig, selv hvis du måske ikke ved det. Det er en risiko og en jeg må leve med..." gjorde han klart. Hans stemme var lav, men han stod tæt nok på hende, til at hun burde kunne høre ham fint. Musikken uden for døren skiftede, bemærkede han kort. En ny dans.
"Men du er min ven, tilmed en ældre en af slagsen. Jeg ved ikke helt hvad der skulle blive af mig, hvis jeg ikke havde dig. Ville du virkelig være villig til at fungerer som en diplomat for din race?" spurgte han hende.

Hun lod ham tænke over tingene. Hun var selv sat op i et hjørne. Hun forstod ham godt, med det ændrede ikke på, hvor meget han egentlig havde såret hende. Hun stirrede ud af vinduet og ventede på, at han havde taget en beslutning. Hun prøvede, at sætte sig i Seans sted. Hun havde nok smidt sig selv ud af livet og ladet rådne op, men ville Sean virkelig det? Hvor godt kendte hun ham egentlig efterhånden? Hun måtte acceptere det valg han tog. Hun havde sagt det hun havde og hun havde på fornemmelse, at han ville bede hende om og pakke sine ting og skride, men hun stolede ikke på sine instinkter på det punkt da hun havde for mange følelser hun ikke kunne få ud. Hun kunne slå og sparke og skrige og skråle, men så ville folk udenfor døren høre det og det ville hun heller ikke have. Hun hadet, at hun ikke kunne græde ud som hun havde behov for. Hun misundede dem der havde tårekanalerne så de kunne græde.
Hun mærkede en stor muskuløs krop tæt på sig. Hun blev stående og ventede på, at se hvad der skete om han ville dræbe hende, kramme hende eller noget helt andet. Hun vidste ikke, hvilke følelser og frustrationer hun havde sat igang da hun ikke kunne se hans aura. Hun lyttede blot stille til det han sagde. Hvad ville han bruge en blind tøs til? Som model for, hvad der ville ske hvis de ikke gjorde hvad der blev sagt? Hun forstod egentlig ikke, hvad folk så i hende og hvad de kunne bruge hende til. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun blev lidt nysgerrig over, at høre hvad han egentlig ville bruge hende til, hvis hun ikke stod imellem ham og Sakref. Sikkert som model for, hvad der kan ske, hvis der ikke bliver gjort som Sean siger. Hun sagde dog intet da hun kunne fornemme, at han ikke var færdig med, at snakke. Hun trak vejret dybt da han var færdig med, at snakke til hende og vendte rundt så hun stod med fronten til ham "Hvad du skulle gøre uden mig? Være en rigtig dæmon som du stræber efter og det ved vi begge. Der spænder jeg ben for dig, men kan godt være diplomat for draconianerne" sagde hun lavt. Man kunne stadig høre på hendes stemme, at hun hadet situationen hun stod i. "Hvad ville du ellers kunne bruge mig til? En model for, hvad der sker eller hvordan man kan ende med at blive, hvis man ikke makker ret? Det kan du jo stadig" sagde hun stille.

Et smil bredte sig over hans læber og en lille latter gled ud mellem hans læber, så hans adamsæble hoppede op og ned et øjeblik. Hans ene hånd gled under hendes hage og løftede hendes ansigt op efter, så han bedre kunne se på hende, selv om hun næppe kunne se andet end hans aura. Men han havde vel intet at skjule for hende, intet hun ikke allerede vidste. Måske detaljerne fra hans liv, hans barndom, men hvem bekymrede sig om det? Det kunne ikke røre ham her. Ikke så længe hans uduelige bror blev væk.
"Hhmmm....Hvis du spørger mig, er du måske den der faktisk gør det muligt. Selv ikke en ond mand kan forblive upåvirket for evigt og du har jo selv sagt du ville holde øje med mig og lappe mit sind sammen, når det strækker sig for langt...Hvad vi begge ved hurtigt kan ske. Så hvad har fået dig til at give op så hurtigt?" spurgte han, selv om der lå en latter i hans stemme. Som om det morede ham. Han slap hende og trådte et skridt baglæns væk fra hende, da han var blevet ramt af en hvis sorgløshed. Intet bekymrede ham rigtigt lige nu. Hvorfor skulle det?
"Til min plan vil det være nok, hvis du bare fungerer som min diplomat. Du kan endda få en plads på mit fremtidige slot, skulle det være. Så du er min ven og du er min diplomat...Hvad mere søger du? Er plads i min seng? Folk slås om den, så du skal være forberedt på blå mærker..." Han drillede hende lidt, velvidende Luce aldrig ville sove med ham på den måde.
"Desuden fjernede jeg ikke selv dine øjne. Det er dårlig stil at prale med andres arbejde" tilføjede han og trak let på den ene skulder.

Hun undrede sig over, hvad det var han grinte over. Hun lagde sit hoved undrene på skrå. Hun kiggede op på ham da han løftede hendes hage op så hun kiggede på hans hoved ordentligt. Hans aura var lidt sværere, at aflæse end normalt, men det var måske hun var blevet såret af, at skulle vælge og ikke kunne komme ordentligt ud med sine frustrationer.
Hun lyttede stille til det han sagde. Det gjorde hende lidt bedre humør, at han havde en latter i sin stemme og sagde, at hun kunne gøre det muligt for dem. Hun trak let på skuldrene "Du har nok ret. Jeg ved det ikke. Havde nok bare et mindre humørsving" sagde hun med en lidt gladere stemme. Hun hadet sådanset, at have en negativ kommunikation med Sean. Det påvirkede hende meget, men det skulle ikke ødelægge deres venskab. Hun rettede ryggen op og trak vejret dybt. Hun begyndte, at grine over hans kommentar om, at have plads i hans seng "Ville da elske og ligge oven på dig istedet så kan resten af folket slås om sengen" sagde hun drillende og grinte fortsat. Hun puffede let til Seans skulder og gav ham et kram. Hun var ligeglad om han ville eller ej. Hun havde et behov for et kram så hun stjal et kram fra ham af.

Han smilede lidt og lagde armene om hende, som hun krammede ham. Deres forhold var tæt og han nød det. Han havde i et øjeblik overvejet at lukke hende ude af det hele, hvis hun sætte det hele i fare, men hun havde lovet ham ikke at gøre det. At holde Sakref ude af det og hjælpe ham...Så det ville han vælge at stole på. Som en af de få ting. Han trak selv vejret dybt.
"Hmm...Jeg er glad for vi fik de ting på plads..." Svarede han så endelig, uden at nævne noget om at han måtte have fat på Assorian igen. Nåe ja...Han skulle faktisk have fat i mange folk. Han havde haft planer om at prøve og infiltrere Sakrefs slot, men det virkede ikke til at han faktisk fik tid. Og det kort han havde fået af Sakref...Han havde det kun på sig, når han besøgte slottet og lod det ellers ligge. Han stolede ikke på kortet, som noget som helst der kom fra den mand. Han havde en mistanke om den kunne røbe hvor han var eller optage samtaler eller et eller andet...Han ville helst bare ødelægge den. Den skulle jo indeholde alle hans informationer, fra højde, vægt og til blodtype. Ja, Sakref var den mest mærkværdige, spændende og irriterende mand han kendte. Han ønskede at lære manden at kende, men havde samtidig ikke lyst til at være i mandens selskab alt for længe.
Han så ned på Luce og grinte svagt igen.
"Jah, det er nok også bedst. Selv om de fleste nu ender oven på mig alligevel" drillede han og klemte hende kort, før han slap hende. Han gik over til døren og åbnede den, så musikken på ny flød ind i rummet, med et varmt pust.
"Der er endnu lidt fest, hvis du orker det. Men du har lov til at trække dig tilbage, hvis det er dig mere behageligt" foreslog han. Personligt skulle han holde festen til den sluttede, desuden savnede folk ham sikkert nu...

Hun puttede sig lidt ind til ham. Mange ville sikkert tro de havde lavet alt muligt inde i den lille stue, men de vidste bedre og hun var ligeglad hvad folk troede. Han havde set hende nøgen før uden der var sket noget der. Han var sådanset den bedsteven hun havde. Hun følte sig tryg i hans arme. Ikke som var de partnere men som venner. Sådanset så havde hun et slags behov for, at han var i hendes liv på en positiv måde. Hun nikkede stille til det han sagde "Det var godt vi fik snakket tingene igennem" sagde hun lavt. Hun kiggede op på ham. Hendes hjerte bankede stille og roligt. Hun ville ønske, at hun kunne vise ham ordentligt, hvor glad hun egentlig var for, at have ham i sit liv, men hun vidste ikke hvordan man kommunikerede uden ord med sine følelser og uden, at skulle bruge sine øjne. Det var ihvertfald noget hun stadig skulle lære.
Hun grinede stille til det han sagde "Så sover jeg bare alene" sagde hun med en drillende trist stemme og prøvede og ligne en der var ked af det. Hun smilede stille til ham. Hun lod ham gå da han slap hende. Hun gik roligt hen til ham og tog fat i hans overarm med den ene hånd og holdt om den "Tror vidst, at du skylder mig en eller to danse nu" sagde hun drillende. Hun havde helt glemt, at hun ikke havde stoffet for øjnene længere. Hun kiggede ud på folkene som var ude i den store sal. Hun hørte nogen gispe og snakke i krogene da de opgagede hendes hvide øjne. Hun sukkede kort, men stod stadig med rank ryg. Så måtte folkene snakke hun var ligeglad. De vidste, at hun var blind, men de havde nok ikke forestillet sig kun nogle hvide øjne uden nogle øjenlåg. Folk kunne lige så godt acceptere hendes fejl. Hun var lige så god som alle andre selvom hun var blind.

Selv om folk gispede eller hviskede, var det som om Sean slet ikke hørte det. Hvad betød det? Intet. Han var stærkere end dem, han havde en fod i den kriminelle verden og store planer, de end ikke kunne forestille sig. De var bare brikker i et spil, ubetydelige. Han førte Luce ind i lokalet igen med et lille smil, men så sådan set kun hende. Folk gav dem plads, så de kunne deltage i festen, i dansen. Han trak hende ind foran sig. Hvis hun ønskede sig lidt dans, skulle hun nok få det!
Han lagde en arm om livet på hende og tog hendes ene hånd og som musikken begyndte igen, trak han hende med rundt i en dans, der virkede både rolig og elegant. Han ønskede at vise folk hvor smuk Luce kunne være, med hendes særprægede øjne. At det ikke forhindrede hende i at fungerer lige så normalt, som alle andre. Og der gik heller ikke mange minutter, før flere par begyndte at deltage i dansen. Han sagde intet til hende, han havde ikke meget mere at fortælle hende, men lod i stedet stilheden sænke sig imellem dem, mens han bare nød øjeblikket.
Nu havde alle hans nærmeste accepteret planen og lovet at støtte ham.
Kunne noget snart vælte ham?