Forberedelser! (Raf)

Sean sukkede svagt, da han krøllede papiret sammen og smed det i skraldespanden. Det var efterhånden et uge siden festen og de havde lige rundet et nyt år, der startede på en ganske tåget og fugtig måde. Sikke en god måde at starte et nyt år...Så man intet kunne se. Hverken af vejen foran sig eller den vej ens liv skulle tage. Gad vide hvor mange der sad fortvivlede i deres hjem, lige nu, og bare håbede på at være i live til det næste år?
Sikkert en del. Det var ikke hans problem.
Han samlede de sidste papirer sammen og gik over til sit skab. Han rakte hånden ind og tog det meste af tøjet ud, lagde det på sin seng. Han kunne få Sigmund til at pakke det sammen...Når det kom til stykket, vidste han jo slet ikke hvor han skulle begynde og på alle måder ville det være nemmere at lade Sigmund tage sig af tingene. I stedet endte det med at han satte sig på hug og stak en hånd ind under sengen. Efter en kort famlen, mærkede han endelig den hårde fornemmelse af gammelt, hårdt træ og jern. Han tog i håndtaget og trak kisten ud. Den var støvet, noget han hurtigt børstede af. Hans fingre gled over låsen...
Kisten der indeholdte hans fortid. Hans tidligere liv. Gamle ting, der betød for meget, til at han kunne smide dem væk. Ja, selv et par dagbøger, da han en gang havde orket at skrive dem. Genstande fra en helt anden verden, fra jorden...Låst og beskyttet. Altid med, men ingen havde set dem. Han rejste sig op. Han ville ikke åbne den nu, blot slæbe den nedenunder, så Sigmund ikke brækkede ryggen undervejs. Han tog fat i håndtagene og løftede med benene. Kisten var naturligt tung og med genstande i...Men det var jo ingenting for en Archdemon.

Han havde bedt om at se Assorian igen, men havde intet hørt. Det irriterede ham forfærdeligt og i et øjeblik overvejede han faktisk bare at klare det hele selv. Men måske havde manden travlt?
I dag var han iklædt afslappet tøj. Nogle løse, sorte bukser og en sort trøje. Bare fødder. Hans mørkebrune hår strittede som altid i til alle sider og i dag, hvor han ville være hjemme og sørge for huset blev pakket sammen og hans møbler sendt mod Dragons Peak, ville han heller ikke gøre så meget ud af sig selv. Han havde endelig fundet et brugbart hus i byens øvre del og nu skulle tingene bare flyttes. Han havde bedt om nogle klanmedlemmer til at sørge for tingene kom frem i sikkerhed. Han havde ingen planer om at miste alle sine ting til et par banditter!
På vej mod trappen, kom Elyas, hans nevø og vel omkring de 19 år nu, springende op af trappen og forbi ham. Han stoppede op, også med bare fødder. Han så lidt på Sean...
"Hvad med Alane? Huset er vel fuldstændigt hendes nu...Jeg mener, vor hjem er her..." Elyas havde været den der havde stillet flest spørgsmål. Han havde også altid været den svageste, uanset hvor meget han havde trænet drengen. Og trænet var han, med tydelige muskler, selv om hans sind var det samme skrøbelige. Det var vel hvad der skete, når man fik børn med en engel! Han forbandede stille sin faaantaaastiiiske storebror!
"Pak dine ting, du kommer med mig. Du ville slet ikke kunne klare dig selv her alene..."
"Men hvad med Daron? Og Xander? De må godt blive!"
"Xander har lederskab over klanen og kan derfor ikke flytte. Daron er voksen nok til at passe på sig selv..."
"Det er jeg også!"
"NEJ!" Kisten blev sat hårdt på gulvet, da Sean vendte sig op mod Elyas med lysende øjne. Drengen trådte et lille skridt bagud, men så ellers lige så vred ud. Et temperament der vel løb i familien. Og sådan stod de et øjeblik og bedømte hinanden, uden nogen ville give sig...Men det endte alligevel med at Elyas slog blikket væk. Som altid.
"Du gør som jeg siger. Du er mit ansvar, til min latterlige bror kommer tilbage for at samle dig op...." Sean sukkede og lod hånden glide igennem håret. En ring sad på hans ene finger og et armbånd skinnede om hans armbånd, begge med samme symbol på. Et par vinger, den ene side fra en dæmon og den anden fra en engel.
"Hør...Jeg har brug for dig i Dragons Peak. Se positivt på det. Du får lov til at studerer en ny kultur! Jeg har trænet dig i økonomi, i at slås...Når jeg først har byen, vil der blive brug for dig!" lovede han drengen. Elyas så lidt på ham og trak så på den ene skulder.
"Hvad end du ønsker, onkel" mumlede han så, vendte om på hælen og marcherede mod sit værelse. Sean så efter ham med et lille suk. Teenagers!

Luce havde ikke nogle planer om og lave de store ting overhoved. Festen havde faktisk på en måde gjort det nemmere for hende, at folk accepterede, at hun ikke kunne se noget, men det fik hende også til, at lære noget nyt om sig selv og om Sean. Mange ting vidste hun, men alligevel havde hun lært nogle nye sider, at kende eller nogle a hans sider bedre, at kende end hun havde gjort inden. Hun sad inde på sit værelse og læste i en af sine bøger som hun havde haft med sig fra Dragons Peak af. Bogen var selvfølgelig med billedskrift så hun kunne læse det. Hun var dybt fokuseret i sin bog da hun pludselig hørte nogle høje stemmer ude på gangen. Hun blev selvfølgelig nysgerrig da hun hurtigt genkendte Seans stemme. Han lød ikke til, at være i godt humør. Hvem havde nu trådt forkert i hans verden? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun rejste sig op og gik hen til døren. Speedy lå på sit tæppe og kiggede efter hende. Han undrede sig over, at Luce ikke havde givet ham selen på når hun gik, men hun var endelig begyndt, at lære huset, at kende igen så hun brugte ikke Speedy så meget som førehund når hun var indedøre.
Hun gik ud på gangen og kiggede på Sean. Hun kunne tydeligt se på hans aura, at han var sur. Hun rystede stille på hovedet og gik hen til ham "Hej Sean. Hvorfor ser du så sur ud idag?" spurgte hun nysgerrigt. Hun ville prøve og få ham selv til og sætte ord på, hvad problemerne var. Før hun ville spørge ind til de ting hun hørte. Hun havde hørt hvordan Sean havde snakket om sin bror til Elyas. Hun havde på en måde ondt af Elyas. Der var så mange sider i den knægt og det kunne Luce jo se i hans aura. Hun tænkte kort om hun skulle tage en snak med Elyas? Måske ville det blive nemmere for både ham og Sean, at forstå hinanden? Det skulle hun ihvertfald tænke over inden hun gjorde.

Han havde vendt sig om for at samle kisten op igen, da Luce pludselig stod der. Han bandede lydløst. Enten var han for fokuseret på noget andet eller også ville han sværge på hun var blevet lydløs, når hun gik rundt i huset uden hunden. Han bukkede sig ned og samlede kisten op igen, for at bære den ned i entreen.
"Hej Luce..." svarede han en anelse tungt, mens han overvejede hvad han burde svare. Normalt ville han holde husets egne, små problemer til sig selv. Når det kom til stykket ragede de jo ikke nogen og ofte gjaldt det om at holde en facade. Men Luce havde sikkert hørt dem.
"Det er bare..." Han sukkede svagt igen, før han trådte de første skridt ned af trappen.
"Pas på trappen, jeg skal lige ned med kisten her...Jeg beklager hvis der roder lidt, men Sigmund er i gang med at pakke vores ting sammen. Jeg har endelig huset et nyt hjem i Dragons peak, der både indeholder plads og beskyttelse nok..." informerede han, før han gik hele vejen ned af trappen med kisten. Han gik over mod hoveddøren og satte kisten mellem nogle andre kasser, med alle mulige ting i. Han klappede sine hænder sammen kort, før han gik tilbage igen. Medmindre Luce var gået efter ham, ville han gå op af trappen igen og vende tilbage til hende. Nu lidt mere rolig.
"Elyas. Hans mor er engel, jeg er overbevist om det giver ham disse fejl...Om ikke andet er han en alt for følsom dreng. Men hvem kan bebrejde ham? Trods alt blev han efterladt her, i denne verden. Men uanset hvor meget jeg prøver, virker det ikke til at han rigtig kan falde til. Jeg bliver nød til at passe på ham hele tiden" kommenterede han. Mere var der vel ikke til det?
"Han skal bare lige vænne sig til tanken om at flytte, det er det hele" mente han. Hans tanker gled kortvarig til Camille, der oprindelig havde haft ansvaret for drengen. Ja, hvis hans bror endelig skulle komme hertil, ville manden jo ikke engang vide hvor han skulle lede. Men det var virkelig ikke hans problem, så længe han havde Elyas, ville han forhåbentlig have den bedste chance for at vinde over ham.
"Nå...Faldet godt til?" spurgte han så, i den tanke at de kunne snakke om noget andet.

Hun stod roligt og ventede på, at han svarede hende. Hun kunne godt høre på ham, at han ville skjule det der skete for sig selv, men han burde da vide, at han ikke kunne skjule det han følte for hende og det, at hun havde hørt dem diskutere kunne ikke gøre det nemmere for ham, at skjule det for hende. Hun kunne se, at han bukkede sig ned for, at samle noget op. Så han var igang med og gøre klar til, at rejse til Dragons Peak. Hvorfor havde hun ikke hørt noget om det? Eller havde hun hørt noget om det og måske glemt det i det, at hun fokuserede på, at hjælpe både Sean og hans nevø? Hun gik hen til gelænderet og holdt fast i det med sin ene hånd. Hun blev oppe på trappen og ventede på ham. Hun hadet flytterod. Det var en ulempe når man var blind. Ting skulle helst stå på samme måde hele tiden for, at hun kunne færdes rundt uden problemer. Hun blev ved med, at holde øje med Seans aura og ventede roligt på ham. Hun lænede sig op af gelænderet da Sean kom tilbage og lyttede roligt til det han fortalte. Hun stod lidt og tænkte over det. Det var måske ikke så nemt for drengen, at være efterladt af sine forældre. Hun vidste bare, hvordan Rafaela havde det efter hun fandt ud af, at Luce havde efterladt hende til Sakref og Valiona og de havde holdt hende for nar. "Sean det er måske ikke så nemt for ham, at acceptere, at han er blevet efterladt her. Sku jeg prøve og snakke med ham? Der kan være mange andre ting som ligger bag det der foregår. Det vil også kunne hjælpe dig med, at ikke skulle passe på ham hele tiden og måske ville det blive nemmere for jer begge" spurgte hun stille. Hun ville gerne hjælpe dem begge, men der bliver hun nød til, at have snakket med Elyas og han var ikke ligefrem den hun snakkede mest med, men hun snakkede da lidt med alle en gang imellem.
Hun kunne hurtigt regne ud, at Sean ville skifte emne. Hun smilede stille og rystede på hovedet af ham. Det var typisk ham, at skifte emne når det kom tæt på hans liv, men hun ville ikke lade ham slippe "Jo jeg er skam faldet godt til. Det er bare blevet igen lidt svært da der er meget flytterod rundt omkring, men det går da" fortalte hun stille og kiggede roligt på ham.

Et lille smil gled over ham. Elyas havde også, omend kortvarig, haft et forhold til Nephthys. Det havde han hurtigt fået stoppet. Han brød sig ikke om tanken om at hans nevø hyggede sig med hans egne piger, hvilket havde skabt lidt af et trekantsdrama i hans eget hus, men det virkede endelig til at Elyas var kommet lidt over det. Han var jo også ung og Neph var sikkert blot en af mange kvinder, han havde haft en lille forelskelse i. Hans blik gled over Luce et øjeblik. De to havde aldrig haft problemer. Elyas var typen der kunne snakke venskabeligt med de fleste.
"Slå dig selv ud" kommenterede han og vinkede svagt med den ene hånd, som kunne han vifte emnet væk.
Hans blik gled ned af gangen, hvor der blot stod flere kasser, der ventede på at blive fyldt. Et par malerier var allerede taget ned af væggene.
"Jeg beklager. Tingene går måske lidt hurtigt, men jeg vil bede dem om at vise lidt hensyn og ikke stille tingene lige midt på gangen, så du er garanteret at falde" svarede han så.
"Tingene bliver sendt i forvejen, men jeg har endnu nogle ting at lave her i byen. Den forbandede Assorian har ikke svaret på mine henvendelser endnu. Jeg tropper snart op hos ham, uanset hvem han hygger sig med" Han trak let på den ene skulder. Han var skabt til at arbejde og havde det dårligt med folk der ikke engagerede sig eller holdt aftaler. Alle andre tidspunkter, ville han nok have fanget manden, tortureret ham lidt og måske dræbt ham, hvis han ikke længere kunne bruges. Men det kunne han ikke denne gang.
Pludselig slog han sig selv for panden.
"Ah! medmindre du vil snakke med Elyas med det samme, kan du også se til Connor. Jeg ved ikke om i allerede har set hinanden?" spurgte han og så på hende med et lille smil.

Luce kiggede roligt på Sean. Hun vidste ikke helt, hvordan Sean havde det med, at lade hende snakke med hans nevø om det der gik ham på, men hun ville have indsigt i hans liv så hun bedre kunne forstå ham og måske gøre så Sean bedre forstod sin nevø. Hun smilede stille til Sean "Du skal nok få at vide, hvad jeg finder ud af og som er relavant for dig Sean" sagde hun stille. Hun ville selvfølgelig ikke skabe mere splid end højst nødvendigt. Det var derfor, at hun ville havde Seans tilladelse til, at snakke med Elyas om tingende.
Hun nikkede taknemligt til ham da han sagde, at han ville sørge for, at de ville tage mere hensyn til, hvor tingende bliver placeret så hun ikke falder over det. Hun lyttede stille til det han sagde om Assorian. Det undrede hende sådanset ikke. Han havde vel travlt med, at sørge for, at Rafaela passer på sig selv nu, hvor hun var gravid med hans barn. "Han har vel bare travlt med noget Sean. Han svare dig nok snart det er jeg sikker på" sagde hun stille og smilede roligt til ham. Hun vidste godt, at Sean var en der ville arbejde så meget som muligt og det skulle fortsætte sådan.
Hun stod lidt og spekulerede over hvor meget hun havde snakket med Connor eller bare set ham. Det var ikke så meget de havde snakket. Hun var bare endnu et af de mennesker der var i huset. Hun blev ikke set som hans mor længere og det gjorde lidt ondt, men det var hendes egen skyld og det var bedst sådan for hun kunne ikke tage sig ordentligt af ham "Det er meget lidt jeg har væres sammen med ham, men tror jeg vil se til ham efter jeg har fået styr på det med Elyas" sagde hun stille. Hun gav Sean et roligt kram "Vi snakkes ved Sean" sagde hun stille før hun slap ham.

Hun gik hen ad gangen og hen til Elyas værelse. Hun var spændt på og se, hvad hun egentlig ville få ud af, at snakke med ham, men hun ville ikke have, at Elyas fik en dårlig tur til Dragons Peak med Sean. Der skulle gøres noget. Sean havde fortalt, at Elyas havde svært ved og falde til, men det var måske svært når man ikke var en dæmon eller en hel dæmon og havde engleblod i årerne. Hun trak vejret dybt og bankede roligt på døren.

Han så lidt på hende og nikkede svagt. Ja, dette var vel en af de ting hun tog sig selv, når hun nu holdt øje med ham. Han var jo også selv gået med til det og det var vel også den eneste grund til han rigtig gav efter over for hende, når hun spurgte. Om Assy snart svarede? Han vidste det ikke. Men for hans egen skyld, håbede han det. Og han havde bare at have en god undskyldning. Ja, det hele virkede jo snart som en dårlig ide! Især hvis Assy blev upålidelig. Så måtte han jo bare gøre det selv, han havde ikke forberedt så mange ting, bare for at opgive det igen.
Han gengældte svagt krammet, før hun gik. Derefter vendte han om og gik selv, for at hjælpe med at organiserer flytningen.

Elyas var forsvundet ind på sit værelse, hvor han i forvejen brugte det meste af sin tid, når han ikke trænede nede i kælderen. Han havde jo været i Underworld i en del år nu...Hvad var det...4 år? 5 år? Og Camille havde bare forladt ham!
Han brummede for sig selv, da han smed sig på sengen med et opgivende suk, før han krammede sin hovedpude og kiggede ud af vinduet. Selve tanken om hans gamle hjem virkede falmet, som om tanken om at så teknologisk og moderne en verden overhoved kunne eksisterer. Det værste var nok at hans far skulle redde hans mor...Og han ikke engang vidste om det var lykkedes eller om han var forældreløs nu. Han gik ud fra at til hans far kom tilbage, måtte han vel gå ud fra han var uden forældre og dermed i sin onkels varetægt.
Hans værelse var en typisk forvokset knægts. Noget tøj lå og flød, som Sigmund endnu ikke havde været og hente til vask. Noget gammelt service stod på hans skrivebord, oven i rodet af bøger og papirer. Hans ene skab stod på klem, fordi en skjorte forhindrede den i at lukke. Hans seng var dog redt, skønt han nu lå oven på den og krøllede det hele igen.
Selv var han iklædt nogle løse, brune bukser og en let, lys trøje. Han havde bare fødder og lidt lysere hår end Sean. Hans øjne var dog grå. Han havde mange træk efter sin fars side af familie og han var også en dæmon, ikke en blanding. Selv om det ikke forhindrede Sean i at kritiserer ham for det...
Han var ikke længere en tynd, spinkel dreng, men havde muskler og endda fået skæg, selv om han havde fået det fjernet. Ja, han var vel en mand nu. Alligevel ville onkel ikke give ham det ansvar der hørte til!
Han lå og stirrede ud af vinduet, mens han forbandede sit triste liv, da han hørte banket. Det var ikke hans onkel, så ville det have været hårdere. Heller ikke Sigmund, så havde det været lavere. Hans øjenbryn gled en smule sammen, da han rejste sig fra sengen og gik over til døren, mens han undgik et par bukser på gulvet. Han åbnede døren...
Og genkendte Luce. Hun havde jo boet der et par gange snart, drevet hans onkel til vanvid flere gange. Eller...Det gjorde nu alle hans kvindelig bekendtskaber. Hans blik gled over hende et øjeblik. De havde jo snakket sammen, nogle gange...Men hvorfor var hun her?
"Kan jeg hjælpe dig?" spurgte han endelig.

Hun vidste ikke, hvordan Elyas ville have det med, at snakke med hende eller hvilket syn han havde på hende overhoved. Sådanset forventede hun ikke noget. Hun ville snakke med ham. Hun ville hjælpe ham ligesom hun hjalp Sean. Der var dog en ting hun havde en ide om og det var, at han sikkert var lige så stædig som sin onkel. Alt andet ville undre hende sådanset.
Da han åbnede døren kiggede hun undersøgende på hans aura. Så mange gode sider og alligevel virkede han trist indvendigt "Det kommer an på hvordan man ser det Elyas. Må jeg komme ind lidt? Har noget jeg gerne vil snakke med dig om" sagde hun stille og roligt. Hun havde ikke noget stof overfor sine øjne. Det havde hun sådanset ikke haft siden hun tog det af i opholdsstuen ved festen da hun havde diskuteret med Sean. Hun havde en afslappet lilla kjole på der gik ned til hendes knæ.

Han så på hende lidt, tøvende. Han skiftede vægten fra den ene fod til den anden, før han så sig over skulderen. Hans værelse var ikke klar til at modtage gæster...Ja, faktisk fik han aldrig gæster, så det var normalt ikke noget han skulle bekymre sig om. Ikke fordi Luce ville kunne se det alligevel, men hvis hun faldt i noget af det, ville hans onkel slagte ham. Til sidst gik han alligevel til siden og lod Luce træde indenfor. Han slap dog hurtigt døren og bukkede sig ned for at samle noget af sit tøj sammen, før han skovlede det hele ind i et stort kaos, i hans skab.
"Her roder lidt, så pas på hvor du træder..." meddelte han. Den sidste han havde besøg af, var Nephthys. Åh, lad det please ikke være endnu en ting han kunne få skæld ud for! Sidst skulle han lave slavearbejde i flere uger, før hans onkel tilgav ham. Og så havde han slet ikke medregnet hvad Neph sikkert skulle udstå!
Han bed sig lidt i underlæben og endte med at sætte sig på sin stol, mens han lod Luce sidde på hans seng, hvis det var. Den var mest blød, i det mindste.
"Hvis det er onkel der har sendt dig, fordi han tror jeg giver efter, bare fordi du ikke er ham...Så kan du godt meddele ham at det ikke vil virke!" udbrød han så og lagde armene over kors, før han så ud af vinduet igen. Det var den eneste grund til at han kunne se, hvorfor Luce skulle være her nu. Fordi onkel havde sendt hende.
"Det kan godt være du er en af hans kvinder, en del af hans harem eller hvad han har...Men jeg vil ikke blandes ind i det!" Han virkede nok mere afvisende, end han havde lyst til. Men hvis valget stod mellem det og straf, var valget ikke så svært. Vent...Måske havde onkel sendt hende som en test, for at se om han havde lært noget? Men hvad skulle det være?

Hun kunne se på hans aura, at han ikke var glad for, at hun var dukket op og ville snakke med ham. Hun så, at han flyttede sig og gik ind af døren. Hun måtte føke sig frem til sengen der var tættest på hende. "Det skal du ikke tage dig af. Det er sikkert ikke værre end resten af huset" sagde hun stille før hun satte sig på sengen. Den var faktisk utroligt god, at sidde på måtte hun indrømme. Hun kunne lugte, at dette var et typisk teenager værelse.
Hun var overhoved ikke overrasket over, at han havde en negativ indstilling til, at hun var kommet ind på hans område og ville snakke med ham. Det, at han troede Sean havde sendt hende undrede hende heller ikke, men det var hendes eget valg og sådanset havde hun sikkert alligevel dukket op hos Elyas selvom Sean havde sagt nej til, at hun skulle snakke om det. Hun smilede stille til Elyas "Elyas, din onkel har overhoved ikke sendt mig for, at snakke med dig. Jeg valgte det helt selv. Det er nok mere mig der har presset din onkel til, at lade mig komme ind og snakke med dig" sagde hun stille. Hun blev ved med, at holde øje med hans aura. Hun blev lettere fornærmet da han blandede hende i alle de tøser Sean lå i sengen med. Hun ville langt hellere sættes for løverne end det. Ikke fordi Sean ikke var tiltrækkende for det var han, men hun så ham kun som en ven og der ville aldrig være meget andet end det. Hun kiggede roligt på ham "Jeg er ikke en af de tøser han har Elyas. Din onkel og jeg er kun venner og der kommer aldrig andet end det" hun kunne godt mærke på ham, at der var noget som stak under alt den vrede og negativitet der var. "Elyas du ved godt, at jeg er blind og kun kan se din aura ikke? Jeg har lagt mærke til, at du aldrig er helt glad og din onkel er faktisk bekymret for dig. Han kan se du ikke falder ordentligt til og det bekymre mig fordi, at jeg kan se i din aura, at du har så mange sider som er gode selv for en dæmon som dig som jeg nogle gange savner, at se i din onkel. Han er en meget bestemt mand det ved vi begge godt. Men hvad er der egentlig der går dig på Elyas? Det hjælper ikke, at lyce for mig for jeg kan se der er noget der stikker under. Jeg vil gerne hjælpe dig. Måske kan jeg endda få din onkel til, at indse, at du er en stor dreng nu og fortjener mere frie tøjler ligesom dine fætre gør" sagde hun stille. Hun vil vinde hans tillid og så var hun ligeglad hvad det krævede af hende.

Han blødte lidt op, som hun snakkede. Modsat sin onkel, var han ikke ramt af dyb paranoia og mistænksomhed over for alt og alle i verdenen. Det klarede han fint for dem alle, trods alt.
Så hun havde selv virket interesseret i at snakke med ham? Mere end de få høfligheder, de til tider uddelte, når de gik forbi hinanden? Han så over på hende igen og var lidt i tvivl. Det var ikke fordi denne verden vrimlede med venner, selv om han nok hungrede efter nogle. Måske nogen i hans egen alder?
Hans alder...Åh ja...Hans onkel ventede bare på han nåede fordi "babyalderen", som han kaldte det. Fordi alderen, hvor hans krop udviklede sig og til det punkt, hvor den stoppede op og han skulle leve evigt med hvad han havde. Der var sikkert ikke mere end nogle år til, hvis man gik efter statistikkerne.
Hans arme gled lidt fra hinanden, da han sendte Luce et lille smil.
"Han lader mig ikke tale med særlig mange. Han trækker mig til tider med til forretnings møder og den slags, men aldrig noget af alt det spændende han laver" svarede han. Han sukkede svagt og lænede sig op af stolens ryglæn.
"Ved du hvordan det er? At vokse op i en helt anden verden og så en dag, fordi din far er en stor og styg dæmon, kommer din mor i problemer...Og pludselig får din far en vanvittig ide om at hive dig med til en helt anden dimension, ingen venner, ingen familie...Blive efterladt hos en gammel ven, der snart glemmer alt om sit ansvar for dig, før du er placeret hos en onkel, du ikke vidste du havde og nu skal leve med hans strenge opdragelse, i en verden du ikke kender...Og intet af det, intet...Har du selv valgt?"spurgte han retorisk. Det var nok den korteste måde han kunne indvie hende i det. Hans blik gled ned til gulvet et øjeblik.
"I starten var det virkelig svært og jeg var nok ret skræmt af det hele. Onkel begyndte at lære mig om denne verden, lære mig selvforsvar og andre ting, jeg kunne bruge, til at skabe mig en form for uddannelse her. Men det er som om han ikke tør lade mig gå udenfor alene eller som om han prøver at gemme mig væk. Personligt tror jeg, at jeg minder ham om far. De to kan jo ikke lide hinanden...Af en eller anden grund" han så over på Luce igen, og han trak let på den ene skulder, med et svagt smil. Det var så underligt, nærmest absurd. Af alle familier, skulle han fødes ind i den mest absurde af dem alle!
"Det er som om han giver mig skylden for det hele, til tider..." Sagde han en smule fraværende. Det var tydeligt at han havde tænkt meget over tingene.

Hun kunne se på hans aura, at han var blevet mere rolig over, at hun var der. Det glædet hende. Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte. Hendes liv mindede ikke helt om det han fortalte, men der var så mange ting der gjorde det. Hendes liv var heller ikke en dans på roser. Men nu var det ikke hende det handlede om. Det handlede om Elyas. Han skulle få det bedre med sig selv og forhåbentlig få et bedre forhold til sin onkel. Han skulle føle sig velkommen i sin familie. Hun manglede det hos Connor og Rafaela. Selv med sine egne forældre, men det med Connor var hendes eget valg også med Rafaela, men hun gjorde det for Rafaelas skyld. "Både ja og nej. Jeg ved ikke hvor meget Sean har fortalt dig om mig og min fortid, men kan betrygge dig med, at jeg har heller ikke haft et nemt liv. Jeg blev udstødt af min familie og havde ingen. Du har din onkel der rent faktisk bekymre sig om dig. Det er derfor han vil have dig med til Dragons Peak. Du har så mange gode sider. Du skal kunne vise din onkel, at han har fejl vurderet dig og jeg vil gerne hjælpe dig, men det kræver en vigtig ting" sagde hun og rejste sig op. Hun gik roligt hen til ham og prikkede ham kort på venstre brystkasse og på panden "De 2 ting skal samarbejde med hinanden" sagde hun roligt og bakkede lidt væk fra ham. Meget af det han fortalte lød som Rafaela. Hun stod lidt og tænkte "Din situation minder mig om en pige jeg kender...Hun følte heller ikke, at hun passede til hos til hos sin familie. Hun blev holdt indedøre og lod hende ikke komme udenfor døren uden nogen var med hende. Hun begyndte og gøre modstand og lave ballade. De straffede hende som var hun en slave. Hun var adopteret ind i familien. Fordi hendes biologiske mor ikke kunne passe hende" fortalte hun stille. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at det hun fortalte gik hende stadig lidt på "Pigen har det stadig svært og hun lærte først, at have det godt med familien og forstå hendes biologiske mor efter, at have mødt din onkel og begyndt, at stole på sig selv og det hun stod for. Det samme har du brug for. Jeg vil gerne hjælpe dig og måske vil det også hjælpe dig, at møde nogen der faktisk har det på samme måde som du selv har det. Måske ville i kunne hjælpe hinanden" sagde hun stille. Hun gik hen til sengen igen og satte sig. Hun begyndte, at spekulere på, hvor gammel Elyas egentlig var. "Du Elyas, hvor gammel er du egentlig?" spurgte hun nysgerrigt.

Han satte en albue på bordet og hvilede hovedet mod sin hånd, mens han så på hende og lyttede. Sean havde intet fortalt ham, det havde jo intet med ham at gøre og desuden var folk altid så opmærksomme på at holde sådanne ting hemmelige. Af en eller anden grund.
Han rettede sig op, da hun rejste sig og var en smule forundret, da hun pegede først mod hans hjerte og siden mod hans hoved, før hun gik tilbage igen. Hans ene hånd gled op og lagde sig over hans hjerte, som han svagt kunne mærke hamre under sin hånd. Det var vel nemt nok at sige? Hvis han endelig gjorde det, ville hans onkel blive sur...Sige han intet forstod og bare skulle fokuserer på sin træning.
Et lille smil gled over ham.
"Jeg gætter på mange har haft et hårdt liv her" svarede han så og lod hånden glide ned igen. Det var en ting han hurtigt havde bemærket, at livet her var meget hårdere og at flere kæmpede for at overleve. I starten var han blevet smittet af Camilles trang til at hjælpe, men de sidste par år havde han bare fokuseret på sig selv og de ordre hans onkel gav ham. Hans fingre trommede let mod bordet, da han tænkte over det. Luce gav ham helt lyst til at sige fra, men han var i tvivl om hvorvidt det ville virke. Hans onkel var altid så stærk og virkede altid til at have de rigtige argumenter...
Hvordan sagde man fra, over for en archdemon, der tilmed var ens familie?

Ideen om at møde en anden...Gjorde ham faktisk nervøs. Han havde ikke mødt mange i denne verden og de få han havde, deraf havde de fleste påpeget han var ganske svag af natur. Uanset hvor mange vægte han løftede, var det som om folk alligevel mente der lå noget svagt over ham. Hvordan skulle han turde møde en, der havde haft modet til faktisk at kæmpe igen? Hvem sagde ikke bare at denne kvinde ville grine af ham?
"Jeg ved ikke om det er en god ide...Og Onkel ville nok heller aldrig give sin tilladelse..." Tilføjede han, selv om Luce netop havde talt for at han skulle stå op til ham. Der var vel bare en forskel på at snakke om det og så faktisk gøre det?
Han så over på hende.
Hans alder? Hvorfor var hun interesseret i den? Igen ramte nervøsiteten ham. Han havde svært ved at gennemskue hvad alderen betød i denne verden. Hjemme på jorden ville han være på grænsen til at være voksen, men onkel havde nævnt at han aldersmæssigt ville blive set som en voksen nu, omend det alligevel sjældent virkede sådan, når man boede sammen med evigt-levende væsner.
"Jeg er 19, bliver 20 om en måned" svarede han.

Luce nikkede stille til det med, at de fleste havde et hårdt liv "Jeg kender kun til få der er født med en guld ske i hånden og dem der er det de har svært ved, at sætte sig ind i andres liv" fortalte hun stille og kiggede roligt på hans aura. Hun kunne godt se nervøsiteten i hans aura. Hun forstod ham godt. Stå overfor ens onkel der var stædig og havde sit på det rene, men hun vidste, at Sean havde det svært ved, at sætte sig ind i, hvordan andre havde det når han havde sat sig et i hovedet. "Hvis jeg tager mig af din onkel og får ham overbevidst om, at det vil hjælpe dig til, at blive stærkere psykisk så du bedre kan præstere det han forventer af dig vil du så gå med til, at møde hende jeg har i tankerne?" spurgte hun stille. Hun ville gerne have, at han stollede på sig selv. Hun vidste, at han ikke før der kan præstere ordentligt.
Da hun hørte hans alder passede det meget godt med, at han mødtes med Rafaela. Nok var hun 203 år, men normalt ville det svare til omkring de 20 år. De ville kunne gøre så meget for hinanden det var hun sikker på. Rafaela har strittet imod så længe. "Det passer sådanset til hende jeg tænker på i er på samme alder eller næsten" hun ville have sin plan til, at lykkes på den ene eller anden måde. Hun vidste, at hun ville få en kæmpe diskusion igang med Sean, men det ville hjælpe ham det var hun sikker på.

Han tænkte lidt over det, før han svarede. Når det kom til stykket, havde han nok accepteret sit nye liv og nye lod i livet. Nu ønskede han bare at blive stærk nok, god nok, til at kunne skabe sig et liv. At gøre sin onkel stolt og blive...brugbar. Trods alt var hans onkel den eneste han havde tilbage nu og man måtte jo klare sig med hvad man havde, måtte man ikke? Det var svært at skulle indrømme man var...svag...på denne måde. Men det gjorde ham også bare mere overbevist om at tingene måtte ændre sig og det lige så godt kunne være nu, end senere.
"Okay...Hvis du tager sig af onkel, tager jeg med dig" svarede han så og så på hende med et lille smil. Selv om han var nervøs for det, følte han også sit hjerte give et lille hop. Et lille hop af spænding, et lille hop af håb. Han vidste jo godt tingene ikke behøvede være som onkel altid sagde, men det kunne være pokkers svært at gøre det anderledes, når han åndede en i nakken.
"Tak" tilføjede han så, velvidende hun jo faktisk gjorde en del for ham.

Hun smilede stille til ham da hun kunne se på hans aura, at han var blevet meget bedre til, at acceptere, at hun gerne ville hjælpe ham. Sådanset kunne hun ødelægge sit venskab med Sean ved, at hun gjorde sådan noget overfor Elyas, men hun ville gerne vise Sean, at han har fejl vurderet sin nevø. Det ku godt være, at Sean og hans bror ikke kunne enes, men det skulle ikke gå udover knægten. Han kunne ikke gøre for, at tingene var sådan. "Det er en aftale, men jeg kan nok ikke blive der imens du og hende jeg kender mødes hele tiden, men til en start" hun rejste sig op og gik hen imod døren. Hun vendte sig om imod ham da han sagde tak "Det var så lidt. Nok er jeg blind, men jeg kan godt se, at en person ikke er tilpas med sig selv eller sit liv og det er ikke en sjov følelse. Jeg går ned og snakker med din onkel med det samme. Husk kom hvis du har brug for, at snakke for jeg vil gerne hjælpe dig" sagde hun stille og smilede venligt til ham.

Da hun var kommet ud af Elyas værelse gik hun rundt i huset for, at finde Sean. Hun havde jo lovet og få styr på dette for Elyas skyld. Nok også for Seans for han havde jo også svært ved, at hans nevø er sådan som han er. Da hun endelig havde fundet Sean smilede hun stille for sig selv "Hej Sean. Kan vi lige snakke sammen?" spurgte hun nysgerrigt. Hun var stadig overrasket over, hvor meget ens Sean og Elyas egentlig var og alligevel så forskellige, men det gjorde hende ikke så meget alligevel.

Elyas smilede svagt, da Luce gik. I en stund sad han bare og så ud af vinduet. Han ville faktisk savne Doomsville, selv om han aldrig havde oplevet særlig meget af byen. Hvad ville denne flytning betyde? Hvis han kunne nå at tage sig sammen, kunne det så betyde en ny start, hvor han kunne få onkel til at stole mere på ham?
Han rejste sig og så rundt i sit værelse et øjeblik, tog den lange kæp der stod ved siden af hans seng og svang den et par gange. Beregnet til træning, var den jo. Han ville pakke sine ting, ja, og så ville han vise onkel! Luften fik endnu nogle slag, før han lagde kæppen fra sig...Ikke uden et større smil.

Sean stod i et af gæsteværelserne og snakkede med Sigmund. De snakkede om hvilke møbler der skulle sendes af sted først, da de næppe kunne flytte dem alle på en gang. Sean lod blikket glide over rummet, før han rystede let på hovedet.
"Bare lad det meste i dette rum stå. Så kan Alane bruge det som hun vil, møblerne var tiltænkt til at fylde rummet ud og til gæster...Jeg kan altid få nye i Dragons Peak" gjorde han klart, mens Sigmund noterede det på et stykke pergament, hvor fjerpennen skrattede sagte. Han vendte sig om og så på Luce, da hun var tilbage. Gosh...Alt dette familie-terapi...det var ikke lige ham. Det måtte handle om Elyas, siden hun nok lige kom fra hans værelse. Han ville hellere være fri.
"Tag det næste værelse selv" bad han Sigmund, før han gik over til Luce for at snakke med hende. Sigmund noterede endnu et par småting, før han gik videre ned ad gangen. Han var kun et menneske og begyndt at gå ret langsomt, hvilket havde fået Sean til at frygte for mandens helbred. Trods alt var han en ældre mand og allerede langt ældre end de fleste kunne drømme om at blive...
"Hvad endte det så med?" spurgte han ligeud, da han stod alene med Luce.

Hun kunne se 2 aurare inde i rummet. Seans og Sigmunds. Hun lod dem blive færdige da hun ikke mente, at andre skulle blandes ind i alt det hun havde af planer. Det kunne godt være, at Sean ville blive en smule mobset over hendes ideer, men hun vidste, at i sidste ende ville dette hjælpe Elyas meget bedre. Hun smilede venligt til Sigmund da han gik ud af døren og lukkede døren efter ham da hun stod tæt på døren. Hun smilede roligt til Sean "Hvad det ender med kræver ligesom hvor meget jeg har tilladelse til, at gøre for og hjælpe den Elyas og han har faktisk meget respekt for dig og ser faktisk utroligt meget op til dig Sean og vil derfor ikke lade mig gøre noget uden din tilladelse" sagde hun stille og var blevet meget mere alvorlig i ansigtet og i stemmen. "Sean, Elyas er en dreng med meget lidt selvværd og det gør jo, at han er mere usikker på det han gør. Han føler, at han ikke høre til i denne familie og kun er til besvær. Det er derfor, at han er svag psykisk. Han er kort sagt ligesom mig da du tog mig til dig dengang. Han har brug for, at møde nogen på sin egen alder der har følt det samme som han gør. En der kan hive ham op. Han har brug for, at vise dig, at han ikke er et lille barn længere. Jeg forstår godt, at du føler et ansvar for ham fordi hans far ikke er der. Han er efterladt hos dig og ved hverken ud eller ind om sine forældre. Er han forældreløs eller hvad er han? Han ved det ikke og det gør du heller ikke. Det er hårdt for et barn. Du så selv Rafaela dengang hun fandt ud af, at hun var adopteret. De 2 er så ens på det med familien" forklarede hun så godt som hun kunne. Hun håbede Sean forstod hende. Hun trak vejret dybt "Kan jeg få tilladelse til og tage Elyas med ud for, at møde nogle på hans alder som jeg ved kan trække ham op igen. Han skal have lysten til, at vise dig, hvor meget han er værd" fortalte hun

Allerede inden hun havde talt færdig, vidste han hvor det bar hen. Ellers ville hun ikke gøre så meget ud af at forklare ham det. Modviljen steg op i ham, en gnist af vrede.
"Netop fordi han er en svag dreng, har jeg beskyttet ham. Jeg ved hvad min bror er blevet til...Ja, jeg ved hvad jeg selv er blevet til. Den eneste måde at sikre de ting ikke sker igen, er at sørge for han har fået banket noget fornuft ind i hovedet. Men det eneste han gør, er at snakke om alt muligt, han slet ikke bør bekymre sig om!" Forklarede han hende.
"Han er dæmon og tilmed fra en familie, der er ganske renblodet. Det vil sige, til hans far kom sammen med den forkerte. Der er krav. Jeg vil ikke se ham sygne hen til en Drevens eller noget i den stil!" gjorde han klart. I starten havde han taget imod Elyas, for at komme sin bror i forkøbet. En bror, der ikke vidste han havde en bror. En bror, han stadig helst så mere død end levende. Elyas var hans svage punkt og derfor havde han været mere end glad for at tage ham. Og nu, så mange år senere, kunne man komme i tvivl om hvorvidt hans bror nogensinde kom tilbage, hvilket gav ham en usikkerhed omkring hvad han skulle bruge Elyas til. Han havde trænet drengen i kamp, skolet ham og ladet ham komme med til møder eller møde bestemte folk. Alligevel var det som om han ikke helt kunne trænge ind til drengen. Når det kom til stykket, var der jo også en grund til han ikke brød sig om at lege familiefar, alle hans drenge var jo store! Ja, så var der Connor, men selve opdragelsen hjalp tjenestepiger til med. Hans blik gled mistænksomt over Luce et øjeblik.
"Hvem havde du tænkt dig han skulle møde?" spurgte han skarpt.

Hun kunne tydeligt se på ham, at han for op til himmels af vrede i sin aura. Det kom sådanset ikke bag på hende for hun vidste, at det ikke ville blive det nemmeste, at få ham overtalt til. Hun vidste dog en ting og det var, at han skulle stole på hende. Hun gik imod Sakref for, at støtte ham i hans planer, men hun måtte bruge Rafaela. Den hun kendte bedst som gik direkte imod hendes familie og hendes opdragelse. Rafaela blev set på samme måde som Elyas blev. Den svageste som ikke duede til noget. Hun havde brugt over 3 år af sit liv til og skulle modbevise det. At hun var god nok som hun var og var endda bedre end hvad folk troede hun var. Luce kiggede på ham "Sean jeg forstår godt det du prøver, at forklare mig, men Sean du får ikke proppet det ordentligt ind i hans knold før han stoler på sig selv. Før han ved, at du er stolt af ham og som jeg kan læse ud af dig så er du ikke stolt af ham som er er med dine sønner. Du får aldrig det samme forhold til Elyas som med Xander og Daron, men jeg ved, at så snart han oplever, at du stoler på ham. Lader ham møde folk på sin egen alder om han så får snorret Rafaela rundt om sine fingre som igen kan snorre Sakref om sine fingre så har du det hele der, men det kræver, at Elyas indser, at han er god nok og ikke en der burde være død for længst" forklarede hun.
Hun kunne godt mærke på Sean, at han var ved og miste tilliden til hende igen, men hun trak ikke en minne hun ville hjælpe Elyas og derfor måtte man finde en der kan trænge ind til ham. En der forstod ham. Sean har ikke kunnet trænge ind til ham for så havde Elyas ikke været sådan. "Sean jeg ved du ikke ville kunne lide det, men jeg er sikker på, at Rafaela kan trænge ind til ham. Hun har stået i samme båd som han gør nu. Han ved ikke om han er købt eller solgt. Hans egen onkel stoler ikke på ham ligesom Rafaelas familie ikke gjorde med hende. Rafaela er blevet stærkere og først nu lytter blot lidt til, hvad Sakref siger pga Makkadin. Jeg er trængt lidt ind til Elyas nu bare ved og sætte mig ind i hvordan han har det. Han tør bare ikke, at stole mere på mig fordi han ikke vil skuffe dig og det holder ham tilbage. Han gør det som han tror vil gøre dig stolt, men samtidig så taber du ham på gulvet fordi han glemmer, at hive sig selv med ind i det. Han har brug for forståelse af en der har siddet i samme situation" der var ingen stemmeforandring eller noget. Hun snakkede rent alvorligt til ham. "Sean stol på mig" sagde hun efter lidt tid.

Han vendte sig væk fra hende og gik over til vinduet, der viste ham haven, der lå bag hans hus. Stor og overdådig, selv om vinteren, med alle de stedsegrønne buske han havde. Stubber fra roser stak op af jorden, sammen med visnede blomster og træer, der havde mistet bladene. Han lyttede, men kun fordi hun var hans ven. Han havde dog forlængst besluttet sig for et svar.
"Aldrig i livet" Han holdt sin stemme rolig, men det var tydeligt vreden ulmede lige under overfladen.
"Jeg har mødt Rafaela. Hun er en ballademager og snot forkælet. Ingen respekt eller pli. Kombiner det med at hun er i Sakrefs familie og du har en opskrift på katastrofe. Jeg vil ikke lægge min nevø i hendes hænder, velvidende Sakref kan snuppe ham under næsen på mig. Udspørge ham, fordreje ham, hvad ved jeg. Jeg tvivler også på Rafaela er den bedste til at påvirke drengen i den rigtige retning, af de før nævnte grunde" Han vidste Luce stolede på Sakref og sikkert også Rafaela, men hun vidste også hvordan han havde det med familien og burde have vidst bedre end at bede ham om dette. Hvorfor skulle den dreng altid give ham problemer? Altid! Hans øjenbryn gled ind mod hinanden, utilfreds som han følte sig. Nej! Aldrig i livet! Det ville være som at skyde sig selv i foden! Når han ikke kunne garanterer drengens sikkerhed, skulle han heller ikke af sted!

Luce vidste godt, at Sean ville blive svær, at få overtalt til, at lade hende tage Elyas med ud for, at mødes med Rafaela. Den nye Rafaela som Sean ikke havde mødt. Rafaela havde ændret sig utroligt meget siden hun var kommet ud til Makkadin. Hendes onkel. Hun var ikke den tøs længere der forventede, at alt blev serveret på et sølvfad. Hun gjorde tingene selv. Hun trænede røven ud af bukserne. Hun holdt dog stadig styr på klanen i det skjulte, men hun sørgede for, at ingen vidste, at det var hende. Hun svarede ikke en gang igen længere. Hun blev ved med, at overraske folk fordi hun endelig havde indset, at livet ikke bare var ludt og lagkage. Der skulle handles og man skulle stole på sig selv. Hun lod Sean rase ud og stille sig hen til vinduet. Hun gik roligt hen til ham og stod bag ved hans ryg. Hun vidste godt, at han var rasende over det hun havde bedt ham om "Sean lyt til mig. Rafaela er ikke længere sådan en pige. Hun er blevet mere moden" fortalte hun kort. Hun krammede ham kort bagfra, hvor hun derefter stillede sig ved vinduet så lyset fra vinduet ramte hende. Hun mærkede noget koldt ved sine hænder. Hendes varsler. Hun tog fat i varsleren og begyndte, at fumle med den. Hun trak nogle tråde og satte dem fast på sine tendinger. "Undskyld Sean, men du ville ikke tro mig før du selv ser det" sagde hun hvor hun derefter satte nogle tråde fast til hans tendinger. Ligemeget hvor meget han prøvede, at fjerne dem blev den bare mere elastisk og strittede imod.

Billedet Sean og Luce kommer til at se:
Rafaela står i en træningsring ude i en stor have. Hun har et par sorte bukser på og en sort top samt et par sorte løbesko. Hendes hår sidder i en høj hestehale. Hun træner med en stav i hånden. Lige udenfor ringen står der en stor muskuløs mand der fortæller hende, hvad hun skal gøre. Hver gang manden beder hende om, at stoppe kigger hun med respekt på manden og i retstilling. Hun siger ikke en lyd til ham medmindre hun bliver spurgt om noget.
Scenen skifter:
Rafaela går rundt i et stort hus. Der er ingen andre hjemme. Hun har en sort kjole på der går ned til hendes knæ. Hendes hår sidder i en almindelg hestehale. Hun smiler og gør rent ude i køkkenet. Den muskuløse mand kommer ind i køkkenet og spørger hende om hun kunne lave noget the og komme ind i stuen med det til ham og hans gæster. Hun smiler roligt og går igang med, at lae theen og skære i en kage hun selv havde bagt om morgenen imens resten af huset sov.
Flere forskellige scener dukker op, hvor Rafaela hjælper nogen, træner, er til forskellige møder sammen med hendes onkel og fætter. Nogle enkelte scener kommer frem, hvor Sakref gør Rafaela sur, men hvor hun behersker sig selv istedet for, at gå igang med, at ødelægge noget som hun gjorde konstant før i tiden. Der er også scener, hvor Rafaela overrasker Sakref med, at vise hvor god hun er blevet til, at kæmpe imod sin fætter og styre sine evner. Den gamle Rafaela ville ikke røre en finger, hvis hun kunne undgå det og ville gøre alt for, at lave ballade.

Luce tabte varsleren og trådene slipper Sean og Luce. Hun tager fat i vindueskarmen. Det er lang tid siden Luce havde brugt sin evne og det gjorde, at den tog mere energi fra hende end hun troede. "Kan du se, hvad jeg mener Sean? Hun er mere selvstændig nu og har fundet ro i sig selv og i den hun er. Hendes onkel og fætter har hjulpet hende med det fordi de lyttede til hende og hendes behov. Hun begyndte, at stole på sig selv og jeg er sikker på, at Rafaela kan hjælpe Elyas. Jeg kan sikkert også godt, men det vil nok hjælpe ham, at møde en der har oplevet det før som han har det" forklarede hun stille. Hun lænede sig op af vindueskarmen for, at holde sig oppe. Nok var hun træt, men hun ville ikke stoppe diskusionen her.

Han var van til hendes selskab og endda at have hende tæt, at han intet forventede af hende, andet end ord. Derfor kom det bag på ham, da hun pludselig stod der, med sine varsler. Som altid, kom det bag på ham. Der var virkelig ingen advarsler, ingen tegn. Pludselig stod hun bare med dem og det var ikke altid man fik lov til at sige nej tak. Han prøvede at trække sig tilbage, men de sad der. Som klistrede edderkoppespind. En ting han ikke kunne kontrollere, hans hjerte hamrede pludselig af sted, før han fik kontrol over sig selv igen.
En masse scenarier fløj igennem hans hoved, men alle med Rafaela som hovedperson. Selv om han ingen kontakt havde haft til hende, var det som om han nu indhentede alt det forsømte. Han kendte ikke den muskuløse mand, men han lignede en der havde et eller andet tilfælles med Sakref. Sikkert onklen eller fætteren...
Og så var det overstået. Han greb ud efter væggen, da han nu havde trukket sig lidt væk fra vinduet, og fandt støtte. Hans ene hånd gled op over hans øjne, mens han prøvede at fordøje de ting, der lige var blevet printet ind i hans sind. Dette ville være den bedste måde at få overleverede informationer, hvis blot man fik sat Luce de rigtige steder, hos de rigtige folk...
Lidt efter rettede han sig mere op igen, hans hånd gled ned langs siden og han så over på Luce. Hans utilfredshed var ikke faldet, tværtimod havde han mere brug for at være alene nu. Fri for folks problemer.
"Jeg sætter ham i sin varetægt. Sker der den dreng noget, er det dig der modtager straffen. svigt mig ikke!" Hans stemme var ikke særlig rar, men han kunne ikke være mere ligeglad. I stedet slap han væggen, drejede om mod døren og gik mod den. Medmindre hun stoppede ham, ville han gå.

Hun var spændt på om han ville nægte hende endnu mere, at tage Elyas med ud af huset for, at mødes med Rafaela eller om hun fik tilladelse til det. Hun ville jo ikke gå bag om Sean. Hun kunne godt se på ham, at han ikke var blevet meget roligere, men at han stadig var overrumplet med en masse informationer. Nok var der meget om Rafaela i scenarierne, men han skulle se den nye Rafaela selvom han ikke brød sig om hende.
Hun lyttede stille til det Sean sagde til hende. Straffes, hvis der skete ham noget. Det undrede hende selvfølgelig ikke, men det var også kun rimeligt, men der ville ikke ske ham noget. Først ville hun haft ladet børnene være alene, men det ville hun ikke længere. Hun nikkede forstående til Sean "Det er en aftale Sean" hun var ked af, at hun havde gjort Sean vred. Hun trak vejret dybt og gik hurtigt hen til Sean og gav ham et kram "Sean undskyld, at jeg har gjort dig sur idag. Vil bare hjælpe dig og Elyas til, at forstå hinanden bedre" forklarede hun sig. Man kunne godt høre på hendes stemme, at hun havde det dårligt med, at gøre ham sur.

For en gangs skyld havde han ikke lyst til småsnak eller kram. Ikke mere nærvær eller sjæle-søgning. Han var træt af samtaler om hvad der var rigtig eller forkert og hans tålmodighed var forsvundet. Selv over for Luce. Alle havde vel en grænse og han var nået sin.
Derfor trak han sig ud af krammet, så godt han kunne, uden direkte at skubbe hende væk.
"Jeg er træt, Luce. Jeg gider ikke mere i dag. Du ved hvor Connors værelse er. Personligt vil jeg gerne være i fred nu" bad han. Havde hun tænkt sig at hive Elyas med sig med det samme? Næppe. Hun skulle jo først have fat i Raf. Men det var vel heller ikke hans problem længere, selv om han ville sørge for at have nogle af sine egne mænd til at følge dem og holde øje med dem.
Han gik over til døren...Og uden flere ord, forlod han Luce. Nok var nok.

//Jeg ved ikke om vi skal mere i emnet eller om det bare skal out'es? Evt. kan jeg stadig godt spille Connor eller Elyas, hvis hun opsøger ham igen?